I den hjemlige politiske Debat ser man i den senere T id ret jævnligt fremført et Krav om her at faa indført en Embedsmand svarende til den svenske Militieombudsmand. Jeg har af Udtalelserne faaet det Indtryk, at de talende ofte har et kun meget taaget Begreb om, hvad en Militieombudsmand egentlig er for en Fyr, og hvad han egentlig foretager sig. Selv om jeg naturligvis erkender, at der er en dyb Sandhed i den Sætning, man tillægger en stor — nu afdød — dansk Journalist, at man d. v. s. Journalisten skriver bedst (og formentlig ogsaa taler bedst) om Ting, som man ikke kender for meget til, saa tænker jeg mig dog, at det maaske kunde være nyttigt, om der for den danske Offentlighed kunde foreligge visse faktiske Oplysninger om den saa hæftigt attraaede Genstand. Jeg har derfor samlet nogle Oplysninger, som synes mig at have Interesse i første L inje for Overvejelsen af, om det er ønskeligt at indføre en saadan Embedsmand i dansk m ilitær Retspleje.
Den svenske Militieombudsmand indførtes i 1915 ved en samtidig Grundlovsændring og Forsvarsreform, saaledes at Tilsynet med det militære Omraade udskiltes fra Justitieombudsmandens Tilsynsomraade. M . O. er saaledes et Led i Rigsdagens konstitutionelle Kontrol. Han (og en Stedfortræder) vælges af en ordinær Rigsdag for et Tidsrum af 4 Aar. Indenfor dette kan han kun afskediges, hvis „lagutskottet“, til hvilket hans Beretning til Rigsdagen afgives, finder, at han ikke fortjener Rigsdagens T illid og derfor bør afskediges og derom gør Indstilling til Rigsdagen, der da kan beslutte at afskedige ham. Samme Regel gælder om Stedfortræderen. Hvis Udvalget uden at gaa saa vidt dog ikke er tilfreds med hans Embedsførelse, fører dette naturligvis til, at han ikke genvælges ved Periodens Udløb. Man bør ved Overvejelserne stedse have for Øje, at der er ret stor Forskel mellem den Maade, hvorpaa svensk og dansk m ilitær Retspleje er opbygget. Sverige har ingen særlig m ilitær Straffelov, de særlige m ilitære Straffebestemmelser er indlemmede i et Par Kap itler i Straffeloven (Kap. 26 om Brott av Krigsman). Dette har den Fordel, at en almindelig Revision af Straffeloven af sig selv kommer til at omfatte ogsaa de militære Straffebestemmelser. Det har den Ulempe, at disse Bestemmelser let vil blive et under en almindelig Revision lidet paaagtet Særomraade, og at de særlige Hensyn, der gør sig gældende paa den militære Strafferets Omraade, ikke vil blive paaagtede i tilstrækkelig Grad. E n anden betydelig Forskel viser sig i Ministerens Stilling. Medens den danske Forsvarsminister er den øverste ansvarlige for den militære Retspleje, med hvilken han fører Tilsyn gennem Generalauditøren, der har direkte Referat til Ministeren, gælder dette ikke den svenske Forsvarsminister. Hele Tilsynet med den militære Retspleje er lienlagt til Militieonibudsmanden. Ministeren har ingen særlig Adgang til at øve Indflydelse lierpaa. Ministeren kan derfor, saavidt jeg kan se, hverken diktere en Refalingsmand en Straf eller direkte beordre Tiltale mod en Befalingsmand. Begge Dele sker jo, omend sjældent, i Danmark. Den svenske Minister kan naturligvis, som enhver anden, henstille til Militieonibudsmanden at tage en bestemt Sag op til Undersøgelse, og lian maa vel ogsaa kunne henstille, at den afsagte Dom søges ændret ved Appel, men videre Indflydelse har han ikke, og der kan derfor formentlig ikke være Tale om at gøre parlamentarisk Ansvar gældende mod Ministeren for Fejl paa den militære Retsplejes Omraade. Dette hænger sammen med, at det i Sverige i Virkeligheden er Rigsdagen, der forer det overste Tilsyn med den militære Retspleje, og den udøver dette Tilsyn gennem sin valgte Tillidsmand: Militieonibudsmanden. Den nugældende Instruks for denne er af 14/2 1941, dog med et Par formelle Rettelser fra 1949, foranledigede ved, at Krigsretter fra 1/1 1949 er afskaffede i Fredstid. Efter Paragraf 1 fører han almindeligt Tilsyn med Loves, Anordningers og Instruktioners Efterleven i militære Sager og af militære Embeds- og Tjenestemænd. Han paaser, om nogen af disse af Partiskhed eller anden Aarsag har begaaet nogen U lovlighed eller undladt behørigt at opfylde sine Embedspligter, i hvilket Fald han skal tiltale eller lade dem tiltale ved behørig Domstol. Efter 2 skal han særlig overvaage Straffelov for Krigsmagten (og Retsplejen), Værnepligtsloven, Antagelse og Afsked af de fast ansatte, Bestemmelserne om Krigsmænds Behandling og Forplejning, Forvaltningen af Bevillinger og Ejendomme, Statens Indkøbs- og Byggevirksomhed for saa vidt Forsvaret angaar og endelig Materiellets Anskaffelse og Pasning. Hans Tilsynspligt synes saaledes at omfatte væsentlige Dele af Læge- og Dyrlægetjeneste, Forplejningstjeneste, Bygningstjeneste og vel ogsaa Orlogsværfterne, kort sagt hele Forsvarets økonomiske Forvaltning.
Efter 3 skal han særlig bemærke og paatale saadanne af Dommere(!), Embeds- eller Tjenestemænd begaaede Fejl, som synes ham at hidrøre fra Egennytte, Uretfærdighed, Partiskhed eller grov Forsømmelighed, eller som indebærer en almindelig Usikkerhed for Medborgeres Rettigheder, eller som kunde bevirke, at Forholdsregler indenfor Forsvaret ikke opfylder deres Form aal. Efter 4 kan han lade det bero ved den gennem Sagen vundne Erfaring eller ved de afgivne Erklæringer, hvis han skønner, at der kun foreligger Uagtsomhed o. 1. uden ond Hensigt. Efter 5 har han en Beføjelse, der faar det til at gippe i danske Læsere, idet han nemlig kan rejse Rigsretssag, hvis den „uformodede Hændelse“ skulde indtræde, at Højesteret eller noget af dens Medlemmer skulde forse sig som foranommeldt og nogen derved mister Liv, Æ re, Frihed eller Ejendom. Paragraffen, der er absolut uforenelig med dansk Forfatningsskik og Magtfordeling, er naturligvis uden praktisk Betydning, men den synes mig at være et Vidnesbyrd om, hvor højt et Plan Militieombudsinanden er placeret i. Efter 9 skal Klagerne til Militieombudsinanden være skriftlige og saavidl muligt ledsagede af Kendsgerninger og Beviser. Og saa kommer en Bestemmelse, der synes mig ganske morsom, naar henses til Militieombudsmandens hele Placering, nemlig den, at Klageren kan forlange Kvittering for, at Klagen er modtaget. Efter 11 skal han foretage Inspektionsrejser, og 12 paalægger ham at afgive Beretning til hver ordentlig Rigsdagssamling. Efter 13 kan han foreslaa Ændringer i Love m. v., d er ' angaar Krigsmagten. Hvis han indgiver saadant Forslag, skal det omtales i Beretningen. Endelig skal han efter 14 nøje overvaage Fængslinger i m ilitære Sager, besøge militære Fængsler og Arrester og studere de Fangelister, der regelmæssigt tilstilles ham fra Fængslerne. Forsvarsministeren nævnes intetsteds i Instruktionen. For en Generalauditør er der ikke nogen Plads i dette System. Det synes ikke at byde nogen lovmæssig Garanti for, at den Mand, der vælges til Militieombudsmand, har nogen særlig Indsigt i eller Interesse for militære Retsforhold. Han har tilforordnet en Stedfortræder, der fungerer under hans Sygdom og Ferie, og hvis en enkelt stor Sag skulde lægge Beslag paa hele hans Arbejdskraft i længere Tid. Hvis denne Stedfortræder normalt rykker op i T i lfælde af Embedsledighed, byder dette naturligvis en vis Garanti for Kontinuitet og Kendskab til de Forhold, der skal overvaages.
Auditører findes, men det er ikke Fo lk, der alene beskaftiger sig med militære Retssager. Stillingen er et Bierhverv, der ofte synes beklædt af Dommere. De har intet med Forhor og Anklage at gøre, men er "kun juridiske Konsulenter for de straffeberettigede Befalingsmamd, navnlig Regimentscheferne. Disse skal normalt raadfore sig med Auditøren, for de træffer Afgørelse, hvorved der paalægges Straf, og Auditøren er med-ansvarlig for de Afgørelser, som han har „tillstyrkat“. Bestemmelserne herom findes i Kap. 4 i den militære Rettergangslov af 30/6 194fi, der traadte i Kraft 1/1 1949. Regimentschefernes Opgave i Retsplejen er langt mere begrænset end efter dansk Ret. Begrebet Jurisdiktionschef kendes ikke. Naar man ved, hvor stor Betydning denne Beføjelse tillægges af danske Regimentschefer, der næsten undtagelsesfrit ofrer denne Side af deres Tjeneste en betydelig Interesse, og betragter den som en Vej, ad hvilken de kan øve stor Indflydelse paa Disciplinen i det dem betroede Regiment, kan det siges med Sikkerhed, at de vilde føle det som et stort Tab, om de blev berøvet denne Myndighed. Den svenske Regimentschefs Straffemyndighed gaar kun til 15 Dages Arrest, der synes at svare til vor Vagtarrest. Skønner han, at Straffen bør være større eller kraver en anden „målsiigande“ *) end Kronen, at Sagen skal for Retten, afgiver Regimentschefen Sagen til Retten og har derefter ingen lovmæssig Indflydelse paa Tiltale eller Appel. De militære Anklagere er alle civile Embedsmand, der faar det militære Anklagehverv som et Tillæg til deres egentlige Em bede, en Ordning, der ikke byder nogen Garanti for, at den m ilitære Anklager har Interesse for eller Kendskab til de særlige m ilitære Forhold. Sagerne paadømmes som her i Landet af de sædvanlige civile Domstole paa Stedet. Men den svenske Dommer har ikke som den danske den Stolte, som den danske Auditør med sin sa'rlige Sagkundskab kan være. Inden en Disciplinærsag gaar til Anklagemyndigheden, holdes der ofte ved Afdelingen et Forhor af en dertil af Regimentschefen beordret højere Befalingsmand. Sagens videre Forberedelse sker ved Krim inalpolitiet. I de større Byer synes de militære Sager at være samlede ved en særlig Afdeling, der dog ogsaa har civile Sager. Med samme Dato som Rettergangsloven findes en særlig Lov om Disciplinstraf for Ivrigsmænd og derhos en Lov af 19/11 48 om Straffemyndighed i disciplinære Sager. Uden Dom kan paalægges Arrest i liojst 15 Dage, Bøder eller „Disciplinbot“ d. v. s. Lønafdrag i fra 1 til 20 Dage, denne sidste kan ikke omsættes til Frihedsstraf. Svarende nærmest til vore Disciplinarm idler kan der gives ..Tilrettevisning“, der kan indeholde Forbud mod at færdes udenfor et vist Omraade, altsaa en Slags Kvarterarrest. Herunder falder ogsaa „Varning“, der ikke maa optages i Befalingen og ikke offentliggøres mundtligt eller skriftligt. Der føres Fortegnelse over disse Tilrettevisninger, og Fortegnelserne skal hvert Halvaar gennemgaas af Regimentschef og Auditør. Desuden føres naturligvis Strafferegister, og endelig udfærdiges Arrestantkort, der indsendes til Militieonibudsnianden senest den 15’ i Maaneden efter Løsladelsen. En uden Dom paalagt Straf maa normalt ikke fuldbyrdes inden to Dage, i hvilke den straffede kan henskyde Sagen til Retten. Undtagelse kan dog gøres, hvis han erklærer sig tilfreds, eller hvis Regimentschefen bestemmer Fuldbyrdelse straks af Hensyn til Disciplinens Opretholdelse under visse Betingelser, navnlig hvis den straffede i Forvejen er arresteret. Retten kan træffe lignende Bestemmelse uden Hensyn til Appel. T i l sidst nogle Ord om Militieombudsmandens Beretning. Hvad Omfanget angaar, ses det, at den til Rigsdagen i 1951 afgivne Beretning var paa 262 Sider, for 1952: 311 Sider, altsaa ret omfangsrige. I 1950 har M.-O. behandlet 787 Sager, hvoraf 187 fra forrige Aar. A f de i 1950 indkomne Sager kom 39 fra Myndigheder, 97 fra private, medens 450 rejstes af M.-O. under Inspektionsrejser og ved „Granskning“, de resterende 14 var Organisations o. 1. Sager. A f alle disse Sager gav im idlertid kun 9 Anledning til Paatale. A f ikke færdigbehandlede Sager, ialt 124, henstod 18 paa Undersøgelse hos M.-O. A f de paatalte Sager, 9 (hvoraf 1 fra forrige Aar), henstod 4 uafgjorte ved Aarets Slutning. I 1951 behandledes ialt 749 Sager, hvoraf 124 fra forrige Aar. A f de nye Sager var 47 indkomne fra Myndigheder, 110 fra private, 567 ved Inspektion m. v. og 25 andre Sager. A f disse Sager gav kun 10 Anledning til Paatale, af disse henstod 1 uafgjort ved Aarets Slutning. Der redegøres i Beretningen fuldstændigt for de paatalte Sager. I Beretninger om Aaret 1950 omtales 6 paatalte Sager. A f disse var kun een rejst af en menig, og den førte til, at M.-O. henstillede til Regimentschefen at afgøre Sagen uden Dom. Chefen dikterede en Furir 8 Dages Arrest for ukorrekt Optræden og Tjenestefejl. Herredsretten nedsatte Straffen til 5 Dages Arrest.
Af (le i Beretningen om Aaret 1951 optagne Sager, der har givet M.-O. Anledning til Paatale, er 5 rejste af menige, deraf 3 mod Læger, der ikendtes Dagboder for Tjenestefejl, henholdsvis 20, 15 og 20 å henholdsvis 20 Kr., 15 og 5 Ivr. I de to resterende Sager, der begge af M.-O. sendtes til Afgørelse af Regimentschefen, paalagdes uden Dom : en Famrik Landgangsforbud i 4 Dage for upassende Tiltale til en underordnet og en som Kompagnikommandør fungerende Løjtnant en Tilrettevisning i Form af en „Varning“ (der, altsaa egentlig imod Loven, offentliggjordes) for at have tildelt en underordnet en Tilrettevisning foi en Forseelse, som den underordnede ikke erkendte at være skyldig i. A f de Sager, der ikke har givet M.-O. Anledning til Paatale, anføres for 1950 25, men her er kun medtaget de Sager, der skønnes at have nogen principiel Interesse. A f de medtagne angaar kun to ukorrekt Behandling af Undermand, nemlig et Tilfæ lde, hvor en Underofficer mente sig ukorrekt behandlet af en yngre Officer, og et, hvor en menig mente, at han lægemæssigt ikke var behandlet rigtigt. For Aaret 1951 anføres 24 Sager, der ikke har givet An ledning til Paatale. A f disse hør nævnes, at en Regimentschef og hans Auditør har faaet en alvorlig Paatale, fordi de, efter at det af to „volonta:rer“ var anmeldt, at en Sergent havde sparket dem, ikke straks havde henvist Sagen til (den civile) Anklager, men efter et af en „Dagmajor“ afholdt Forhør havde afgjort Sagen uden Dom med 6 Dages Arrest til Sergenten. Klagerne (målsiigande) havde udtrykkelig erkla-ret, at de ikke havde Erstatningskrav eller ønskede Sagen for Retten. Sagen var fundet af M.-O. ved Inspektion. 1 et andet Tilfæ lde havde en Marinesoldat klaget over at være slaaet af en Løjtnant. Klagen afvistes, da flere V idner overensstemmende forklarede, at Løjtnanten havde været i Nødværgesituation overfor den berusede menige. Men Skibschefen fik en skarp Reprimande for ikke straks at have afgivet Sagen til Anklageren. A f de øvrige omtalte Sager har to sin Oprindelse i Klager fra menige til M.-O., men ingen af dem har altsaa givet Anledning til Paatale fra M.-O. Det vil ses, at det kun er meget faa Tilfæ lde af meniges Klage til M.-O., der overhovedet fører til, at M.-O. rejser Sag, og i intet af Tilfældene drejer det sig om andet end Bagateller. Dette kan maaske ved første Øjekast forundre, men det kan maaske forklares dels ved, at alvorlige Tilfæ lde af foresattes Mishandling eller Fornærmelse af undergivne heldigvis i Nutiden er sjældne, formentlige baade i Sverige og herhjemme, og dels, at hvor de undtagelsesvis forekommer, vil den forurettede fole sig saa sikker i sin Sag, at han uden Betænkelighed gaar den nærmeste Vej ved Klage til Gerningsmandens foresatte. A f en i Beretningen 1951 optaget Oversigt fremgaar, at der i de 9 første Maaneder af 1949 til de tre største Omraader, Stockholm, Karlskrona og Gøteborg, indkom ialt ca. 1300 militære Sager til Rettergang, for 12 Maaneder altsaa ca. 1700. For hele Landet henstod uafgjorte pr. 1/10 1949: 621, deraf for de tre nævnte Steder 221, altsaa tæt ved en Tredjedel af hele Antallet. Hvis man tør slutte, at Tallet paa uafgjorte Sager staar i samme Forhold over hele Landet, skulde der altsaa være mellem 4500 og 5000 militære Straffesager i Aaret 1949 behandlede ved svenske Retter. Hertil kommer jo de uden Dom afgjorte, hvis Ta l antageligt er nogle Gange større, men herom kan naturligvis intet sikkert sluttes*). Men selv om man kun regner med de ved Retten behandlede og halverer det anslaaede Antal, er dog det Antal Sager, der ved Klager fra menige er bragt for Retten gennem M.-O., forholdsvis forsvindende lille, og da deres Udfald viser, at det har drejet sig om Bagatelsager, synes det berettiget at mene, at M.-O. ikke har sin Betydning og sin Eksistensberettigelse paa delte Omraade. Heraf synes det atter berettiget at slutte, at der næppe er tilstrækkelig Grund ril for disse Sagers Skyld at indføre Militieombudsmanden i Danmark. Det fremgaar iøvrigt af Beretningerne, at der har været store Vanskeligheder at overvinde for de civile Anklagemyndigheder, og at de kun tildels kan overvindes. Det ses fremdeles, at Ordningen medfører, at mange militære Sager forsinkes i betydelig Grad, mange Maaneder, skønt det fra M.-O. Side atter og atter indskærpes, at de militære Sager efter deres Natur kræver hurtig Afgørelse, og endelig, at de civile Myndigheder føler disse Sager som en alvorlig Belastning, der i adskillige Tilfæ lde kra'ver øget Personel. Rent objektivt synes M.-O. mig ikke at byde en teknisk set storre Sikkerhed for, at begaaede Fejl fra overordnedes Side paalales, end den vi har med Klageret gennem Tillidsmænd, gennem foresatte, gennem Pressen (der i øvrigt ogsaa bruges i Sverige) og gennem Ministeren. Fra et helt andet Synspunkt synes Ordningen mig inaaske at have et Fortrin. Den byder maaske den indklagede Overordnede en større Garanti for en rolig, lidenskabsløs og af politiske Hensyn niere upaavirket Behandling af Sagen, end det er Tilfæ ldet herhjemme. Men det er jo næppe denne, fra et rent menneskeligt, saavel som fra et militært disciplinært Synspunkt ikke uvigtige Side af Sagen, der interesserer de Kredse herhjemme, der i Øjeblikket ivrer for Indførelsen af M.-O. i dansk Ret. Lad mig slutte med at sige, at Overgreb og Krænkelser fra foresatte mod Undergivne har fundet Sted til alle Tider og i alle Lande, saalænge der har eksisteret Ha're og Mariner. Det ældste mig bekendte — kun meget løseligt bekendte — Tilfæ lde er Zenophon, den berømte Fører af de 10.000 udødelige Grækere, der siges at have været under Anklage for at have tiltalt en undergiven paa usømmelig Maade. Det samme er sket med Husmodre og Tjenestepiger, med Mestre, Svende og Lærlinge, med Bønder, Karle og Tjenestedrenge, med Kaptajner, Styrmamd og Matroser o. s. v. Det er for Forsvaret af største Betydning, at det sker i det mindst mulige Omfang. Det er en Æressag for Befalingsmandskorpset at skabe en saadan Aand i sine Rækker, at det anses for en Skam, naar Overgreb sker. Men der gives ingen Straffebestemmelse og Retsplejeordning eller Klageordning, der kan forhindre, at det undtagelsesvis sker, lige saa lidt som der findes nogen Opdragelsesmetode, der kan forhindre, at enkelte undergivne i de nævnte Forhold optræder udæskende og bevidst irriterende overfor de overordnede. Det drejer sig jo nu en Gang om Mennesker og ikke om Engle.
*) Nærmest lig Part.
*) Den svenske statistiske Aarbog er ikke naaet længere end til August 1948, hvor en anden I’ roresordning var gældende. Tallet for liele Landet var noget lavere end det lier beregnede, men viser altsaa intet sikkert.
Victor Pürschel.
