Af Major a. D. O. Welsch, München.
Vil man sætte sig ind i de nye tyske Hærlove, ligger det nær og lønner sig først kort at kaste Blikket tilbage paa den bevægede Historie og de mangfoldige Ændringer, som den tyske militære Organisation har været underkastet i de sidste 120 Aar. Ikke blot for at erkende visse historiske Paralleler i Henseende til den politiske og militærpolitiske Udvikling i Evropa mellem Tilsit og Versailles, hvilke giver sig selv, men ogsaa for at forstaa den snævre Forbindelse, som endnu findes mellem det tredje Rige og de store Hohenzolleres gamle Preussen, Friherre von Steins, Scharnhorst’s, Greisenaus og Boyens fornyede Preussen og Bismarcks, Roons og Moltkes PreussenTyskland. Hvis der overhovedet er en germansk-tysk Ære- og Retsopfattelse, der sejrrigt har overlevet alle Kulturens og Civilisationens Omskiftelser, da er det den, at den tyske Mands Frihed og Ære omfatter Retten til med Vaaben at værne Samfund, Folk og Stat. Clausewitz siger i sine „Bekendelser“, at Frihedens Undergang efter en blodig, men ærefuld Kamp sikrer Folkets Genfødelse og er den Livets Kærne, ved hvilken engang et nyt Træ skal slaa sikre Rødder.“ Netop da PreussenTyskland oplevede sin dybeste Fornedrelses Tid' skabtes saaledes af de store datidige Reformatorer Folkehæren paa Grundlag af alle Statsborgeres Værnepligt og i Modsætning til det hidtil gældende Hvervningsprincip. Hvad Schamhorst dengang først og fremmest havde for Øje med Hensyn til Befrielseskrigen mod den napoleonske Undertrykkelse, og hvad kun skulde gælde for denne Krigs Varighed, blev af hans store Elev Boyen overført til den paafølgende Fredsperiode. Boyen, der i 1814 blev Preussens første Stats- og Krigsminister, havde erkendt den almindelige Værnepligt som det stærkeste Udtryk for den nyvundne preussiske Statsbevidsthed og gjorde den foldet følgende Aarhundrede til Fundamentet i den preussiske Forsvarstanke. Indførelsen af den almindelige Værnepligt 1809 lod han efterfølge af dens lovmæssige Forankring ved Hærloven af 3. September 1814. Efterhaanden gik ogsaa de øvrige tyske Lande over til denne militære Ordning, og tilsidst fastslog Loven af 9. November 1867 om Forpligtelse til Krigstjeneste den første Ordning af den almindelige Værnepligt for hele Rigsomraadet og blev det faste Grundlag for det andet Riges Magt og Styrke.
Da kom Versailles-Diktatet.
Den den 1. April 1919 endnu for Haanden værende Rigshær paa 800 000 Md. maåtte i Etapper over 400- og 300 000 sættes ned til 100 000 Md. Ved Lov cif 23. Marts 1921 blev den almindelige Værnepligt i Tyskland ophævet, og i Stedet for Folkehæren indført en lille Kakishær med en Styrke af 100 000 Md., hvilken i 15 Aar, midt i en fjendtlig Verden i Vaaben, var den eneste disponible militære Kraft til Forsvar af de tyske Grænser. Denne historiske Kendsgerning kunde ikke ændres ved den Tale om Faren ved Tysklands militære Sammenslutninger, som Aar ud og Aar ind gik igen i Verdenspressen, og som bidrog til at forgifte den offentlige Mening. Nu, da vi tilvisse ikke længere har nogen Grund til at opretholde vor notoriske tyske „Camouflage“, vil Verden maaske „post festum“ tro, at S. A og S S-Formationerne saavel som NSDAP i Virkeligheden ikke var „bevæbnet“. Hvis de havde Vaaben, kunde det højst være et Dusin gamle Mg., der stammede fra de Vaabenbeholdninger, som var skaffet til Side ved Revolutionen i 1918, yderligere havde været nedgravet i flere Aar og derfor i Virkeligheden var temmelig værdiløse. Under ingen Omstændigheder passer den navnlig fra fransk Side stadig gentagne Paastand, at Sammenslutningerne var bievne bevæbnede og militært uddannede ved Regeringens Foranstaltning. Deres „militære Uddannelse“ var ikke større end Spejderes og gik i hvert Fald ikke ud over harmløse Skydninger med smaa Kalibre paa private Skydebaner af 150 m Længde, og udførte paa Medlemmernes egen Bekostning.
Derimod har det allerede i Aaret 1918 grundlagte nationalsocialistiske Deutscher Frontkämpferhund (Stahlhelm) ligesom N S D A F’s brune Formationer til 16. Marts 1935 bevaret den tyske Ungdoms Aand og Forsvarsvilje gennem den liberalistiskpacifistiske Weimarregerings Periode og derved opfyldt en stor historisk Opgave. Det unge Rig sværn styrede ad parallele Veje mod samme Maal. Det plejede paa fortrinlig Maade den gamle Hærs Traditioner paa det praktiske Omraade og blev i Virkeligheden alt andet end de „Soldtropper“, som man havde tænkt sig og ønsket i Versailles. Dets Retningslinier blev allerede anvist det af den sidste preussiske Krigsminister, General der Infanterie Reinhardt; men hans Efterfølger, Generaloberst H. von Seeckt maatte gennemgaa de sex vanskeligste Aar i dets Opbygnings Historie, de Aar, i hvilke en Verden, der var kommen ud af sine Fuger, et Folk, der var kastet ud af sin Bane, og et Parlament, der var blevet ørt i Partistridigheder, kappedes om at bringe Mindstemaalet af tysk Selvhævdelse og suveræne Magtudtryk i Fare. Seeckt gav Rigsværnet den nøgterne Parole: „Arbejd, ti og adlyd“, og under dette Motto blev det det Baand, der i de vanskelige Aar holdt Riget sammen, og Bindeleddet mellem den hæderrige kejserlige og den nye nationalsocialistiske Hær. Thi uden det uselviske, maalbevidste og af ægte Soldateraand besjælede Arbejde, der blev ydet i Rigsværnet, vilde Virkeliggørelsen af den nye tyske Forsvarslov have været utænkelig. Med Gesetz über den Aufbau der deutschen Wehrmacht af 16. Marts 1935 er den tyske Kaldshærs Intermezzo afsluttet. Tyskland vender tilbage til Folkehæren paa Grundlag af den almindelige Værnepligt. Alene den Kendsgerning, at denne Lovs Fødselstime falder sammen med Førerens og Rigskanslerens store Fredstale i Rigsdagen og med hans Forslag til Opbygning af et sandt Fredssystem i Evropa, skulde være Verden et Bevis for, at det ved denne Selvtægtsakt, som gengav Riget dets Forsvarshøjhed og Forsvarsfrihed, ikke drejede sig om andet end den endelige Tilvejebringelse af tysk Ligeberettigelse paa det nationale Selvforsvars Omraade og om den fornødne Udjævning med det Formaal at sikre det fredelige tyske Opbygningsarbejde. Vi Tyskere nærer i hvert Fald den ærlige Overbevisning, at den evropæiske Fred i Sandhed er tjent derved. Denne Følelse er berettiget ved den de facto skete Antagelse fra Versaillesmagternes Side af den af Adolf Hitler skabte Situation saavel som ved den tilvejebragte tysk-engelske Flaadeoverenskomst — det første konstruktive Bidrag til Afrustningsspørgsmaalet. Wéhrgesetz af 16. Marts 1935 forkynder udelukkende Genindførelsen af den almindelige Værnepligt i Tyskland og fastsætter Hærens Fredsstyrke til 36 Divisioner. Den er altsaa den grundlæggende Akt i det tredje Riges Forsvarspolitik. I Tilslutning dertil indeholder Wekrgesetz af 21. Maj 1935 i sine 5 Afsnit og 38 Paragraffer Grundtrækkene af den nye tyske Forsvarsordning og viser, hvorledes den nye tyske Folkehær skal være. En rent formel Særegenhed i Lovgivningsværket er, at der deri med Vilje ikke er optaget noget af de Begreber eller „Betegnelser“, som gjaldt for Rigsværnet, idet man derved i det Ydre har villet udtrykke, at Versaillesperioden er forbi. Saaledes træder „Wehrmacht“ i Stedet for Reichswehr, „Heer“ i Stedet for Reichsheer, „Kriegsmarine“ i Stedet for Reichsmarine, „Reichskriegsminister“ i Stedet for Reichswehrminister o. s. v. Paa den anden Side bibeholdes alle den gamle Hærs og Rigsværnets moralske og organisatoriske Grundsætninger, for saa vidt de ikke af en eller anden Grund maa anses for forældede og ikke tidssvarende. — Vi kan vist se bort fra at anføre Wehrgesetz’s enkelte Paragraffer i Ordlyd og vil indskrænke os til at fremdrage de vigtigste og dem, der betegner en principmæssig Ordning eller iøvrigt noget nyt.
I. ALMINDELIGT § 1 begynder med Ordene: „Wehrdienst ist Ehrmdienst am denitschen Volk“. Enhver tysk Mand er værnepligtig. I Krigstid er udover Værnepligten enhver tysk Mand og enhver tysk Kvinde forpligtet til at yde Tjeneste for Fædrelandet; thi (§ 5) „i Krigstid gaar Krigsmagtens Krav forud for alle andre“. Afsnittet indeholder yderligere kun i store Træk Inddeling og Kommandoføring, hvilke vi nærmere skal omtale under Krigsmagtens Leddeling.
II. VÆRNEPLIGTEN Værnepligten varer fra det 18. til det 45. Leveaar. Rigskrigsministeren kan udvide dens Varighed i Krigstid og i særlige Nødstilfælde. Hosstaaende Liste, som er taget fra Nr. 15 af „Wehrfront“, Berlin, viser, at naar man gør Brug af denne Fuldmagt, vil der derved ikke fremkomme overdrevne Fordringer i Sammenligning med andre evropæiske Stater.
Værnepligten opfyldes ved Krigstjenesten, som enten ydes aktivt i Krigsmagten eller som hjemsendt. Tjenestetiden for de hjemsendte er inddelt som før Verdenskrigen, nemlig Reserven til det 35., Landeværn til det 45. Leveaar. Aargangene over 45, der kan indkaldes i Krig eller i særligt Nødstilfælde, danner Landstormen. Til Erstatningsreserven hører de værnepligtige, som ikke indkaldes til Opfyldelse af den aktive Tjenestepligt. Ogsaa Erstatningsreservisterne overgaar til Landeværnet med det fyldte 35. Leveaar. Føreren og Rigskansleren bestemmer Varigheden af den aktive Tjenestetid. Han har fastsat den til 1 Aar for alle værnepligtige, uanset Vaabenart. Foruden de længe tjenende Underofficerer kan antages frivillige, i Hæren for yderligere 1 Aar, i Krigsmarinen og Luftvaabnet i ialt 4 Aar. Flaadens Personel og Flyvertroppeme supplerer sig udelukkende ved længe tjenende frivillige. En Forudsætning for den aktive Krigstjenestepligt er forudgaaet Opfyldelse af Arbejdstjenestepligten, som er indført obligatorisk ved en særlig Lov af 27. Juni. Den gælder lige for begge Køn, men vil foreløbig kun blive anvendt for Mænd. Ved denne Organisation understreges, at ved Siden af sin Opgave som Nationens Vaabendrager har Krigsmagten ogsaa fremtidig, i nøjeste Tilslutning til den nye Stat, atter en væsentlig opdragende Opgave, og at Livet i Krigsmagten paa en vis Maade danner Afslutningen paa de unge tyske Menneskers Opdragelse til fuldgyldige Statsborgere. Arbejdstj enestepligtens Varighed er fastsat til et halvt Aar. Halvdelen af Aarsklassen 1935 indkaldes 1. Oktober, den anden Halvdel 1. April. Indskrænkninger og Undtagelser ordnes som for Værnepligten overhovedet. Det samlede Antal arbejdstjenestepligtige, medregnet Lejr- og Undervisningspersonale, skal ikke overskride 200 000 og tillade Indkaldelse af alle tjenstdygtige af Aargangen 1935. Frivillige kan indtræde i Arbejdstj enesten allerede ved det 17. Aar. Den obligatoriske Arbejdstjenste er underlagt Indenrigsministeren, Ledelsen af den paahviler Rigsarbejdsfører Hier], der allerede fra 1929 i Det brune Hus har arbejdet paa Organisationen af N S D A P’s Arbejdstjeneste. Erstatningsvæsenet er ordnet efter Bestemmelser i „Deutsche Wehrordnung“, der er udgivet som en særlig Forskrift. Krigsmagtens Erstatningsorganisation leddeles i „Wehrersatz-
Inspektioner“ og „Wehrbezirkskommandoer“, som er indordnet i 10 „Wehrkreise“ (se Skitsen). Der findes ialt 24 Wehrersatzinspektioner og 213 Wehrbezirkskominandoer. I den afmilitariserede Zone findes ingen Erstatningsmyndigheder for Krigsmagten ; de værnepligtige underlægges dér Civiløvrigheden. Erstatningsmyndighedeme skal nøje samarbejde med Indenrigsministeriet og den almindelige indre Forvaltnings Embedsmænd. En særlig Paragraf (15) er ofret Retningslinierne for Ikke-Ariers Stilling til Loven. Disse Retningslinier hører med til Lovens bærende Tanke og svarer til Nationalsocialismens Grundindstilling overfor Racespørgsmaalet. De er dannet efter de Grundsætninger, som Føreren og Rigskansleren selv har opstillet. Derefter er den ariske Afstamning paa Forhaand afgørende for Optagelse i Krigsmagten og den absolutte Forudsætning for aktiv Krigstjeneste. Undtagelse kan kun tillades med særligt Samtykke af Undersøgelsesudvalg, som af Indenrigsministeren i Forbindelse med Rigskrigsministeren oprettes ved Wehrersatzinspektionerne, og som skal træffe deres Afgørelser i Henhold til Bestemmelser, som endnu ikke er udkomne. Derved skal tages Hensyn til, at racerene Jøder aldrig kan faa Adgang til aktiv Tjeneste. I de Tilfælde, der forelægges Undersøgelseskommissionen til Afgørelse, kan der derfor kun være Tale om Ansøgninger fra Ikke-Arier (d. v. s. saadanne Personer, som vel er kristne men nedstammer fra Jøder i 1. eller 2. Led) eller fra Mænd, der er gift med Kvinde af ikke-arisk Afstamning. De er, ligesom de racerene Jøder, underkastet militær Meldepligt og V ær ne pligtskontrol, men der tilstaas dem kun aktiv Tjeneste efter Ansøgning og med Undersøgelseskommissionens Samtykke, og de kan under ingen Omstændigheder rykke op i Stillinger som foresatte. I Overensstemmelse med den nationalsocialistiske Racefølelse er det i samme Paragraf forbudt Personale af arisk Afstamning i Krigsmagten eller hjemsendte at indgaa Ægteskab med Personer af ikke-arisk Afstamning. I Overtrædelsestilfælde mister paagældende sin militære Tjenestegrad. For Krigstilfælde skal gives særlige Bestemmelser for dette Spørgsmaal, men disse Bestemmelser har Føreren og Rigskansleren endnu forbeholdt sig. Tjenstdygtige værnepligtige af ikke-arisk Afstamning, som ikke inden to Uger efter Indmønstringsdagen ansøger om at maatte gøre aktiv Krigstjeneste, overføres til Erstatningsreserve II. Til saglig Bedømmelse af Ikke-Arier Paragraffen kan maaske her tillades en lille Afvigelse fra Hovedtemaet og anføres, at den racemæssige Begrænsning af den aktive Tjenestepligt, som er nævnt i Paragraffen, overhovedet paa ingen Maade danj ner et Novum eller et Unicum i Verden. En Parallel dertil findes endog i vor Tid i det osmanniske Riges Hærordning, i hvilken principmæssig Krigstjenesten hviler paa den muhammedanske Del af Befolkningens Skuldre, medens de anderledes troende Levantinere og de nationale Mindretal kun maa udrede en Løsepenge og i Krigstilfælde finder Anvendelse i Arbejds- og Etappeformationer.
I § 17 omhandles de værnepligtige i Udlandet. De uden for Rigsgrænsen levende Tyskere maa principmæssig opfylde deres Værnepligt i Tyskland. Der kan dog gives en midlertidig Fritagelse, i Undtagelsestilfælde endog Orlov til Værnepligtens Afslutning. Forpligtelsen til i Tilfælde af Mobilisering at staa til Raadighed for Krigsmagten ligesom alle andre værnepligtige, berøres dog ikke af denne Lempelse. I Aaret 1935 skal de i Udlandet levende tyske værnepligtige ikke indkaldes til aktiv Tjeneste, da hverken Mønstring eller Udskrivning er gennemført rettidig, ligesom Ansøgninger fra dem, der melder sig frivillig, ikke kan behandles.
III. PLIGTER OG RETTIGHEDER FOR KRIGSMAGTEN
I dette Afsnit er det vigtigste, hvad der i § 26 siges om Politik i Krigsmagten. Derefter er det, som det ogsaa var Tilfældet i tidligere Forsvarslove, forbudt Officerer og Mandskab at beskæftige sig med Politik. Ogsaa Tilhørigheden til NSDAP, en af dets Afdelinger eller et Forbund, der slutter sig til det, hviler saa længe den aktive Krigstjeneste varer, d. v. s. den betragtes saa længe som afbrudt. Paa samme Maade hviler for Krigsmagtens Personale Valgretten eller Deltagelse i en eller anden Afstemning i Riget. Ligeledes afhænger Optagelse som Medlem i Foreninger af enhver Art af de foresattes Tillladelse. Rigskrigsministeren kan ogsaa underkaste Krigsmagtens Embedsmænd og i Krigsmagten ansatte civile Personer samme Forskrifter. Dermed skal ikke være udtalt nogen Indskrænkning i den personlige Frihed; men det er selvfølgeligt, at en Soldat maa ofre Krigsmagten alle sine legemlige og aandelige Kræfter, og at han i denne Periode kun kan staa under een Befalingsmyndighed, nemlig Krigsmagten. Soldatens Lønning m. v. ordnes ved en Reichsbesoldungsgesetz. For Soldater, der som frivillige tjener i længere Tid, vil udkomme en særlig Wehrmachts-Versorgungsgesetz. Spørgsmaalet om, hvem der efter den nye Lov kan blive Reserveofficerer (Offizier des Beurlaubten Standes) kræver en særlig Omtale, saa meget mere som Institutionen Etaarig frivillige, der før Verdenskrigen stillede Hovedmassen af den tyske Hærs Reserveofficerer, er bortfalden. I de derfor gældende Retningslinier, der er meddelt ved en officiel Kundgørelse, betones i Indledningen, at Vejen til Reserveofficer staar aaben for enhver tjenstdygtig, der har tjent som Soldat i Hæren. At have bestaaet Afgangsprøve fra en højere Dannelsesanstalt kræves ikke længere, Aspiranterne skal dog tilfredsstille de Krav, der maa stilles til en Fører med Hensyn til Opfattelsesevne, Personlighed og Livsførelse, maa kunne godtgøre ordnede økonomiske Forhold og — i givet Fald ogsaa for sin Hustru — kunne bevise arisk Afstamning. Der bliver saaledes Tale om: de fra Hæren afgaaede Personer, der søger civil Ansættelse og har bestaaet to afsluttende Prøver med godt Resultat, samt de, der i Stedet for Bevis for Egnethed til hine Ansættelser har faaet udbetalt en Kapital. Endvidere forhenværende aktive og Reserveofficerer af den gamle eller den nye Hær, for saa vidt de har afsluttet Grunduddannelsen for deres Erhverv. En Forudsætning for Udnævnelsen er Opfyldelse af aktiv Tjenestetid i mindst et Aar og Deltagelse i tre Reserveøvelser eller, for Mænd i en Alder fra 25 til 35 Aar, som .hidtil ingen militær Uddannelse har faaet, Gennemgang af to Uddannelseskursus, som hvert varer to Maaneder. Efter at have ydet dette gælder da for dem samme Bestemmelser som for værnepligtige, der har været til aktiv Tjeneste. Yderligere kan under visse Forudsætninger foreslaas til Udnævnelse til Reserveofficerer: forhenværende aktive og Reserveofficerer af den gamle Hær, afskedigede aktive Officerer af Rigshæren samt saadanne Underofficerer, som den 1. April 1935 er afgaaede efter 12 Aars Tjeneste og er fuldkommen egnede, og Underofficerer, som er afgaaede efter 12 Aars Tjeneste før 1. April 1935, men ikke er mere end 45 Aar gamle. Alle, der bringes i Forslag til Reserveofficerer, maa forpligte sig til to Reserveøvelser efter deres Udnævnelse. Ogsaa kan Officerer, der efter ærefuld Tjenestetid er afgaaede fra aktiv Tjeneste, overføres til Reserveofficererne.
Disse Bestemmelser gælder efter Sagens Natur for Hæren og Krigsmarinen. Angaaende Reserveofficerer af Luftvaabnet har Rigsluftministeriet udgivet en særlig Kundgørelse. Denne er med Hensyn til de Grupper, der kan være Tale om, enslydende med Bestemmelserne for Hæren og Krigsmarinen, for saa vidt den dertil svarende Specialuddannelse foreligger. Reserveofficerer, der hører til Flyvertroppernes flyvende Personel, er forpligtede til at holde sig i Øvelse som Flyvere ved Deltagelse i Luftsport. For de aktive Officerer, der for længere Tid siden er afgaaede fra Rigshæren, kan der desuden eventuelt blive Tale om Ansættelse ved Luftvæmsartilleriet eller ved Luftefterretningstjenesten. Ved Flyvertro'p'peme kan som Reserveofficerer ansættes: Personer, der kan godtgøre, at de før Udgangen af 1934 har afsluttet Flyveruddannelse ved Luftfartens Uddannelsesanstalter og stadig har holdt sig i Øvelse som Flyvere. Aspiranter uden militær Foruddannelse maa som Regel ikke være ældre end 35 Aar, forhenværende Soldater uden Officersgrad som Regel ikke ældre end 40 Aar. Vigtig er endelig Afsnit IIIs Bestemmelse om, at Rigskrigsministeren for en begrænset Tid kan tilbageholde Soldater i Krigsmagten efter Udløbet af den fastsatte Tjenestetid, naar tjenstlige Forhold kræver det, ligesom han da ogsaa kan indkalde hjemsendte til aktiv Tjeneste. Paa den anden Side kan Officerer afskediges fra aktiv Tjeneste i Krigsmagten, naar der ikke længere er nogen Mulighed for deres Anvendelse. Afsnit IV beskæftiger sig med, hvorledes den nye Lovs Bestemmelser skal anvendes paa de Officerer og det Mandskab, der i Øjeblikket staar i Rigsværnet. Underofficerer og menige, der er ansat før 1. April 1935 — i Krigsmarinen før 1. Juli 1933 —, og hvis Tjenesteforpligtelse i Følge Loven af 23. Marts 1921 lyder paa 12 Aar, kan forblive i aktiv Tjeneste indtil Udløbet af denne Tid. løvrigt gælder for dem den nye Lovs Forskrifter uden Indskrænkning. I Følge Sagens Natur gælder tilsvarende Bestemmelser for Officerer og Officersaspiranter af Rigshæren og Rigsmarinen samt for det Personale af Statspolitiet, der er overgaaet til Krigsmagten. Loven finder uindskrænket Anvendelse for Officerer, Underofficerer og menige, der er ansat i Rigshæren efter 31. Marts 1933 eller i Rigsmarinen efter 30. Juni 1933. Afsnit V indeholder kun nogle Slutningsbemærkninger af formel Natur angaaende Førerens Ret til Udstedelse af Forordninger og angaaende Muligheden for at overdrage denne Ret til Rigskrigsministeren eller Indenrigsministeren, og slutter med Fastsættelsen af, at Loven træder i Kraft med 21. Maj 1935.
Vi gaar nu over til
DEN TYSKE KRIGSMAGTS INDDELING
Forsvarsloven af 28. Maj inddeler Kiigsmagten i Hæren, Krigsmarinen og Luftvaabnet. „Oberster Befehlshaber“ er Føreren og Rigskansleren. Under ham udøver Rigskrigsministeren, Generaloberst von Blomberg, som „Oberbefehlshaber“ Befalingsmyndigheden over hele Krigsmagten, under hvem Cheferne for Værnets tre Dele: Hæren, Krigsmarinen og Luftvaabnet. Den øverste Kommandomyndighed over Hæren udøves for Tiden af den hidtidige „Chef der Heeresleitung“, General der Art. Freiherr von Fritsch. Hæren deles i 3 Grupper, hvis Stabe ligger i Berlin, Kassel og Dresden. Kommandoen over disse Grupper føres af Generaler der Inf., Art. eller Kav. Hver af dem omfatter flere Armékorps, der i Almindelighed kommanderes af Generalløjtnanter. Korpset har tre Divisioner foruden de fornødne Specialtropper. Territorialt er Riget inddelt i 10 Wehrkreise, nemlig
Hver Wehrkreisinspektion deles atter i flere Wehrkreisbezirke. I den af militariserede Zone forvaltes Erstatningsvæsenet af civile Myndigheder. „Mittlere Ersatzbehörden“ er: Det badensiske Indenrigsministerium i Karlsruhe; Regeringspræsidenten i Düsseldorf og Regeringspræsidenten i Koblenz. Under disse mittlere Ersatzbehörden er et Antal „Untere Ersatzbehörden“. Uniformer, Vaabenfarver og Gradstegn er i det væsentlige forblevne som ved Rigsværnet. Hvad Hærens Vaabenarter angaar, da er de med Hensyn til deres Opgaver og Organisation i Almindelighed som ved andre evropæiske Hære og vil selvfølgelig med Tiden ikke staa tilbage for disse i Bevæbning og Motorisering. Krigsmarinen har som „Oberbefehlshaber der Kriegsmarine“ (tidligere Chef der Marineleitung) Admiral Dr. h. c. Raeder. Flaadekommandoen er i Kiel ligesom Kommandoen for Østersøens Flaadestation, medens Nordsøens er i Wilhelmshaven. Cheferne for de to Flaadestationer har faaet Betegnelsen „Kommandierender Admiral der Marinestation der Ostsee“ etc. Luftvaabnet er under „Oberbefehlshaber der Luftwaffe“, General der Flieger Göring, der tillige som Rigsminister for Luftfarten staar i Spidsen for Rigsluftfartsministeriet, den øverste Myndighed for Luftfarten. Luftvaabnet er delt i 6 Luftkreise med Sæde i Königsberg, Berlin, Dresden, Münster, München og Kiel (Marine-Luftfahrt). I Spidsen for Luftkredsene staar en Chef med Generalsrang, hvilken udøver den militære Myndighed. Luftfartens Forvaltning er i Hænderne paa 15 Luftämter i Königsberg, Stettin, Kiel, Berlin, Magdeburg, Hannover, Breslau, Dresden, Weimar, Frankfurt a/M, Münster, Köln, Nürnberg, München og Stuttgart. Luftvaabnet er sammensat af Flyverafdelingerne, Luftværnsartilleri og Luft-Efterretningsafdeling. Flyverafdelingerne leddeles i Geschwader, Grupper og Staffel. Man skælner mellem flyvende Personel og Personel paa Jorden. Luftværnsartilleriet er inddelte i Regimenter, Afdelinger og Batterier.
Det kan maaske yderligere være af almindelig Interesse at sige noget om, hvorledes
VÆRNEPLIGTEN I AARET 1935
vil forme sig paa Grundlag af den nye Forsvarslov. I det løbende Aar mønstres Aargangene 1914 og 1915, men kun Aargangen 1914 udskrives til Opfyldelse af den aktive Tjenestepligt, medens Aårgangen 1915 efter Mønstringen foreløbig staar til Raadighed til Fuldbyrdelse af Arbejdstjenesten. De tjenstpligtige af begge Klasser er allerede af Myndighederne optagne paa Lister, Mønstringen er begyndt i Juni, og Udskrivningen finder Sted til Efteraaret. De udskrevne indkaldes 1. November til Hæren og Luftvaabnet. Krigsmarinen har forskellige Indkaldelsestider, der efter Arten og Anvendelsen i Flaade- eller Kysttjeneste fordeles over hele Aaret. I’or Østpreussen mønstres og udskrives foruden Aargangene 1914 og 1915 ogsaa Aargangen 1913 til Opfyldelse af den aktive Tjenestepligt. De værnepligtige af Aargangene 1913—10 kan, naar de melder sig frivillig, antages til Opfyldelse af aktiv Tjenestepligt. Mønstring og Udskrivning af disse og ældre Aargange kan foreløbig ikke finde Sted, da Grundlaget herfor først maa tilvejebringes. De bliver heller ikke i Fremtiden indkaldt til Opfyldelse af deres aktive Tjenestepligt, men faar kun en kortvarig Erstatningsreserve-Uddannelse.
OVERGANGEN FRA FORBUNDSHÆR TIL RIGSHÆR
Tyskland har siden 21. Maj atter en staaende Hær paa Grundlag af almindelig Værnepligt ligesom i Aaret 1914. Det maa dog fremhæves, at meget er ændret ved den nye Forsvarsordning ikke blot i Henseende til Organisation og teknisk Udrustning, men ogsaa for det lovmæssige Grundlags Vedkommende. Ved Grundlæggelsen af det tyske Kejserrige blev Grundbestemmelserne for det Nordtyske Forbunds Krigsvæsen foreløbig næsten uforandrede optaget i den nye Forfatning og i Løbet af de følgende Aartier kun videre udviklet ved forskellige nye Love. I Overensstemmelse med det Bismarckslce Riges føderalistiske Karakter var de enkelte Forbundsstaters Hære ikke gaaet op i den preussiske, men denne dannede snarere den Kærne, hvorom de andre krystaliserede sig. Ogsaa blev Kongen af Preussen, den tyske Kejser, kun i Krigstilfælde Øverstkommanderende over de forenede tyske Stridskræfter. I Fredstid var kun Søstridskræfteme som „kejserlig Marine“ et uindskrænket Redskab for den kejserlige Magt. Rigsoverhovedets Forhold til de enkelte Forbundsstaters Hære (kaldet Kontingenter) var ordnet ved særlige, indbyrdes stærkt forskellige Militærkonventioner. En Del af det Nordtyske Forbunds Fyrster og frie Stæder havde ganske vist allerede tidligere afstaaet deres Militærhøjhed til Kongen af Preussen som Forbundsfeltherre, idet de dog havde bevaret visse Særrettigheder, saasom Landskokarder og særegne Mærker paa Uniformer, der iøvrigt var af preussisk Snit, Medvirken ved Besættelse af Officerspladser, Fastsættelse af Garnisoner o. s. v. Anhalts, Braunschweigs og begge Mecklenburgs Tropper var allerede i 1848 indlemmede i preussiske Hærdele. Efter Afslutningen af Krigen 1866 indtraadte den sachsiske Hær under egen Forvaltning og med egen Generalstab i Forbundshæren som et sluttet Armékorps. For de sydtyske Staters Vedkommende var Forholdet dog et andet. Med disse afsluttedes Angrebs- og Forsvarsforbund, paa Grundlag af hvilke deres Hærvæsen bragtes i Overensstemmelse med det preussiske, og der fremfor alt indførtes en Fredsuddannelse af deres Kontingenter efter preussisk Mønster. Den i November 1870 med Württemberg afsluttede Militærkonvention svarede, med ringe Afvigelser, til den sachsiske og sikrede det kongl. wiirttembergske Armékorps en vidtgaaende Selvstændighed. Under Forbehold af enkelte ydre Særrettigheder stillede Baden og Hessen kort efter ligeledes deres Tropper til uindskrænket Raadighed for Preussen. Selvstændigst var den bayerske Hær. Mellem Kongeriget Bayern og Preussen bestod ingen Militærkonvention. Den bayerske Hær forblev ogsaa efter Fredstraktaten i 1866 en i sig selv afsluttet Bestanddel af den tyske Forbundshær med selvstændig Forvaltning og egen Uniform. Derimod var Bayern forpligtet til at overholde den af Riget fastsatte Fredsstyrke for Hæren og med Hensyn til Organisation, Uddannelse, Lønninger og Mobiliseringsforberedelser gennemføre fuld Overensstemmelse med Forbundshærens øvrige Dele, ligesom ogsaa saa vidt muligt afpasse sin Bevæbning og Udrustning efter disses. Først ved Mobiliserings Indtræden stillede den bayerske Hær sig ogsaa under Forbundsfeltherrens Kommando. — Af det anførte fremgaar, at den tyske Forbundshærs Mekanisme var ret indviklet i 1914. Naar den desuagtet, som Tilfældet var, arbejdede uden Friktion i Verdenskrigen og ikke gav Anledning til nogen Art af forfatningsmæssige Vanskeligheder, saa viser dette blot det tyske Folks sunde militære Tankegang, og ikke mindre de tyske Forbundsfyrsters snævre og uforstyrrede Samarbejde for det store fælles Fædreland. Allerede Weimar forfatning en gik et Skridt videre og afskaffede Begrebet „Forbundshær“, idet den udtalte, at Rigets Forsvar ogsaa var Rigets Sag, Ifølge Loven af 23. Marts 1921 deltes den tyske Republiks Krigsmagt — Rigsværnet — i Rigshæren og Rigsmarinen. Indenfor Rigshæren bevaredes dog stadig for de Troppedele, der stilledes af de enkelte Lande, en lokal Karakter, som kom til Udtryk ved Ansættelse af Officerer, Embedsmænd og Frivillige fra Landene selv, ved Huerens Kokarder og Staalhjælmenes Vaabenskjolde. Specielt i Bayern var Landskommandanten tillige Øverstkommanderende for det bayerske Hærdel. Overkommandoen over den samlede Krigsmagt førtes af Rigspræsidenten ved Rigsværnsministeren. En General for Rigshæren og en Admiral for Rigsmarinen repræsenterede henholdsvis som „Chef der Heeresleitung“ og „Chef der Marineleitung“ Ministeren med Udførelsen af Kommandomyndigheden. Rigsværnsministeren kunde midlertidigt med særlige Opgaver for Øje forlægge Tropper fra et Land til et andet. Landsregeringerne kunde ligeledes ved offentlig Nødstilstand eller ved Trusler mod den offentlige Orden kalde Krigsmagten til Hjælp. Forsvarsordningen af Maj d. A. har nu gjort det sidste Skridt til at gøre den tyske Krigsmagt til en Enhed med fælles Overkommando over alle dens tre Dele. De lokale Forbehold er forsvundne for stedse. De tidligere Forbundsstaters Kokarder og Vaabenskjolde har givet Plads for den nationalsocialistiske Stats Mærke. Som Følge af at den politiske og militære Magt er samlet paa een Haand, er Krigsmagtens Udformning fremtidig ikke længere afhængig af parlamentariske Flertalsbeslutninger, men bliver udelukkende ordnet efter det nationale Forsvars og Sikkerheds Krav. Den tyske Krigsmagt har utvivlsomt vundet i Vægt og Sammenhold ved denne faste Konstruktion. , Men til Trods derfor, eller netop derfor, er det som Slutning paa denne Fremstilling naturligt at henvise til det Maadehold og den Selvbegrænsning, som den tyske Rustningsudjævning viser saavel i Forhold til det tyske Folketal som i Sammenligning med andre evropæiske Hære. Den tyske Rigshær bliver med sine 550 000 Md. betydelig mindre end den tyske Forbundshær af 1914, hvis Fredspræsensstyrke var 730 000 Md. — lige overfor 800 000 i Frankrig — og ligeledes mindre end den nuværende franske Hær, som holder 650 000 Md., deraf 290 000 længe tjenende, under Vaaben, for slet ikke at tale om de russiske Millionhære. Medens i andre Lande det tjenstdygtige Mandskab af Aargangene 1910—14 har en 1—2aarig Tjenestetids Uddannelse bag sig og staar til Raadighed ved Mobilisering, maa det fremhæves, at Tysklands Millioner af tjenstdygtige af samme Aargange endnu er uuddannede, og hvad Aargangene 1910—13 angaar, sandsynligvis forbliver det for stedse. Ogsaa med den lovmæssige Begrænsning af den værnepligtige Alder til 45 Aar, holder den tyske Rigshær sig inden for en Ramme, der — som vist i ovenstaaende Tabel — er langt snævrere end i andre evropæiske Lande. Og naar en tysk Fredsstyrke paa 550 000 Md. ved en Befolkning af 66 Millioner betyder, at kun hver 120. Tysker bliver Soldat, saa synker Forholdstallet ved den franske Hær, naar Moderlandets Folketal af 41 Millioner lægges til Grund, i den Grad, at det for hver 63 hvide Franskmænd giver 1 Soldat — d. v. s. dobbelt saa mange som i Tyskland. Den tyske Rigshær har, som det vil fremgaa af Hærlovene af 1935, ingen offensive Formaal. Den repræsenterer tværtimod det Minimum af Stridskræfter, som maa kræves for Tysklands Sikkerhed i Evropas Hjærte og omgivet af højtrustede, til Dels fjendtligt sindede Stater.