Af
Oberstløjtnant V. Bisgaard og Premierløjtn. K. Eggers.
Den Gang, da Gruppetaktiken nogle Aar efter Verdenskrigens Afslutning blev prøvet i Forsøgskompagnier ved Fodfolket, udkom der ogsaa en foreløbig Rettesnor for Feltudrustningen af de forskellige „Specialister“ (jfr. Kundgørelse for Hæren A. 29/1921, Pkt. 9), og Bestemmelserne derom var meget praktisk forsynede med Vægtangiveiser for hver enkelt Udrustningsgenstand og Opgørelse a f hele Feltudrustningens samlede Vægt, der i 1920 for Mandskabets Vedkommende omtrentlig udgjorde 29— 30 kg.
Siden da. er der sket ikke uvæsentlige Ændringer i Rekylgeværkompagniernes Udrustning, og Fodfolket har endvidere faaet en ny Række „Specialister“ i Maskingeværkompagnierne og vil faa flere endnu i Morterdelingerne. Det turde derfor ikke være uden Interesse at undersøge, hvad vort Mandskab i Fodfolket nu maa slæbe paa i Felten, et Spørgsmaai, man ved Afdelingerne vist gennemgaaende kun har et ret overfladisk Begreb om.
I den Anledning er der i Sommer ved 5. Bataillon — paa Grundlag af „Feltudrustning for Enkeltmand“ , „Foreløbige Bestemmelser for Feltudrustning ved et Maskingeværkompagni“ og forskellige andre Reglementer — blevet udarbejdet efterstaaende Oversigt, hvortil skal knyttes følgende Bemærkninger: Enkelte Specialister af mindre Interesse i den omomhandlede Henseende er udeladte, saaledes Sauitetspersonale og Patronbærere. Geværgrenaderens og Haandgrenaderens Fægtningsudrustning er endnu ikke endelig bestemt. For førstnævnte kan dog regnes med mindst 6 kg Vægtforøgelse. De angivne Vægte a f de mange forskellige Genstande er dels officielle — altsaa taget fra Reglementer eller Materielbekendtgørelser — , dels fremkommet ved direkte Vejning. Da Vægten af visse Genstande af samme Art kan svinge ikke saa lidt, er der for disses Vedkommende regnet med Gennemsnitsvægte. Til Eksempel er den angivne Vægt af selve Uniformen og af Kappen Middeltallet a f de forskellige Nummerstørrelsers Vægt. I særlig Grad kan naturligvis Vægtene af Underbeklædningen og af det fuldtpakkede Tornister variere, fordi de helt eller delvis afhænger af individuelle Fo rhold, og derfor er der ogsaa foretaget talrige Vejninger af nævnte Genstande for at finde en passende Middelvægt. Til Trods fo r disse Variationer og mulig indløbne Smaafejl i Oversigten, kan der imidlertid ikke være Tvivl om, at Summerne paa Oversigtens Fod giver et tilstrækkelig korrekt Udtryk for, hvad Soldaten maa bære paa sin nøgne Krop i Felten, dels under March, dels under Fægtning, og de samlede Vægte er yderligere kontrolleret ved Vejninger af fuldt paaklædte Soldater med Fradrag af deres Egenvægt.
Om disse Tal, der for marcherende Fodfolk i Rekylgeværkompagnier gennemgaaende ligger mellem 35 og •10 kg, og som under Fægtning fo r enkelte Specialisters Vedkommende stiger til 45— 50 kg, kan der ikke være to Meninger. De er for høje; vort Fodfolk er for tungtbclastet. Der er endda Tegn paa, at vore knapt fuldvoksne Rekrutter ikke engang magter at bære Fredsudrustningen (de hyppige Tilfælde af „Fodsvulst“ ). Efter Krigserfaringerne, og saaledes som den moderne Krigsførelse har udviklet sig, er en for stor Belastning bleven yderligere betænkelig af to Grunde, nemlig dels fordi det langtrækkende tunge A rtille ri allerede paa meget betydelig Afstand (maaske 10 km) tvinger Fodfolket til Udfoldning i Terrainet, og dels fordi det rolige Aandedræt, Gasmasken kræver, ikke kan præsteres a f den for tungt belæssede Soldat, der hurtigt bliver forpustet, „udpumpet“ . Overlæsset Mandskab vil endvidere altid føle Trang til at kaste Dele a f deres Udrustning fra sig, saaledes som det ogsaa skete i ret stor Udstrækning under den tyske Opmarch i Frankrig i 1914 og atter i 1918, da Bevægelseskrigen genoptoges. Denne Erfaring har Tyskerne ikke glemt at anføre direkte i deres „Führung und Gefecht“ , Pkt. 903, hvor det paalægges Officererne i særlig Grad at paase, at Reserveportionen ikke bortkastes.
Spørgsmaalet, der først og fremmest maa afgøres, er: „Hvor meget kan man byde Soldaten at bære i Felten?“ . En Franskmand udtaler desangaaende i „La France militaire“ 1920: ,,... une vingtaine de kilogrammes ; c’est un maximum qu’il faut s’interdire de dépasser, au-dessous duquel il faut s'efforcer de descendre. Certes l’homme peut „porter“ davantage; mais alors c’est un mulet, ce n’est plus un combattant“ . Selv om man ikke vil eller kan gaa saa vidt, saa har der i hvert P’ald været nogenlunde Enighed om baade før og under Verdenskrigen, at ca. 30 kg er Maksimalgrænsen for Vægten a f Udrustningen, naar Soldaten skal kunne holde ud til de Anstrengelser, der bydes i Felten. 1 Samklang hermed kræver en Indsender i „Militär-Wochenblatt“ Nr. 12 1925 ogsaa Infanteristens Feltudrustningsvægt, der for største Parten angives til rundt 81 Pfund (— 40,5 kg), nedsat med 20 Pfund. Ved svenske Forsøg i 1925 har man endog lagt ca. 27,5 kg til Grund. Det skal være usagt, hvorfra dette Tal stammer. Maaske fra indgaaende tyske Forsøg i 1894, der findes refererede i „La Revue d’infanterie“ 65. Bind, Side 899— 900, og hvorefter ca. 27 kg er den største Vægt, Soldaten kan bære uden skadelige Følger paa Marcher indtil ca. 28 km.
Uden at være sentimental kommer man altsaa til, at \ort Fodfolks Feltudrustningsvægt bor nedsættes 5— 10 kg for de fleste Specialister. Det andet Spørgsmaal bliver da: „Hvorledes er dette muligt?“ To Muligheder kan komme i Betragtning: 1) at søge formindsket de enkelte Genstandes Vægt og 2) at køre en Del a f Udrustningen. Ved den første Fremgangsmaade er der næppe meget mere at opnaa; man har selvsagt stadig haft Opmærksomheden henvendt paa Anvendelse a f de letteste Materialer, der endnu er stærke nok, saaledes som da Glasfeltflasken med Læderovertræk blev afløst af A lu miniumsfeltflasken med Filtovertræk, en betydelig Fo rbedring i enhver Henseende. Den anden Mulighed (eller en Kombination a f begge) synes da den eneste farbare Vej, som ogsaa følges i Udlandet (Tyskernes „Gefechtsgepäck“ cg „Trossgepäck“ ). Alt, hvad der ikke er strengt, nødvendigt i Fægtning, bør kores. Denne Fremgangsmaade hænger altsaa sammen med hele Ordningen a f et moderne Train (Motorisering) og Ammunitionsforsyningen, to Spørgsmaal, der herhjemme endnu ikke har fundet en endelig Løsning. Hvorom alting er, maa man haabe, at det omhandlede for Fodfolkets Letbevægelighed og Kampdygtighed saa vitale Spørgsmaal snart maa blive taget op til indgaaende Drøftelse.
