Ved første øjekast kan det forekomme besynderligt, at Vest­europa fortsat plages af valutaproblemer. Produktionen ligger nemlig ca. 40 pct. højere end i 1938, og eksportstigningen er af nogenlunde samme størrelsesorden, mens den importerede vare­ mængde kun ligger lidt over 1938-niveauet. De stadige valutavan­skeligheder skyldes dels, at førkrigstidens økonomiske mønster er revet op, og dels at den internationale prisudvikling er forløbet til ugunst for de vesteuropæiske lande.

Før den første verdenskrig var Vesteuropa hovedaftageren af den øvrige verdens råvarer og hovedleverandøren af industrielle produkter. Denne samhandelsform satte Vesteuropa og især Eng­ land i stand til at finansiere en væsentlig del af de økonomiske frem skridt i den øvrige verden. År for år øgede Vesteuropa sine investeringer i Nord- og Sydamerika samt i kolonierne, og udbyt­ tet var så stort, at det betalte en stor merindførsel for et land som England. Dollarproblemet eksisterede ikke den gang, idet va­ lutaerne var indbyrdes ombyttelige (konvertible). Det kan eksem­pelvis nævnes, at mønsteret i den danske udenrigshandel bestod af import af landbrugsråstoffer fra Sydamerika, som vi betalte med sterling indtjent på vor mereksport til England. Dette kunne la­de sig gøre, fordi Englands indtægter fra Sydamerika var større end udgifterne til disse lande.

Ender den første verdenskrig blev det imidlertid nødvendigt for de krigsførende magter i Europa at afhænde en del af deres oversøiske investeringer for at finansiere krigsomkostningerne. Da Vesteuropa samtidig ikke var så leveringsdygtig som tidligere, fik industrialiseringen et opsving i de lande, der tidligere havde afta­ get Vesteuropas industrieksport. Vesteuropas betalingsbalance for­ ringedes således dels gennem mindreindtægterne i form af ren­ter, udbytte og afdrag på tidligere investeringer, dels gennem re­ducerede afsætningsmuligheder for eksporten.

Mellemkrigsårene var prægede af selvforsyningstendenser i det meste af verden, og markederne for Vesteuropas hidtidige in­dustrieksport indsnævredes stadig.

Den totale krig fra 1940 til 1945 førte ikke alene til enor­me ødelæggelser i Vesteuropa, men også til likvidering af største­ parten af de vesteuropæiske investeringer i den øvrige verden. Det forringede også stillingen på længere sigt, at der under krigen blev anlagt helt nye industrier i de oversøiske lande. Mens ver­dens økonomiske centrum endnu i mellemkrigsårene havde været England, blev det nu USA.

Den anden hovedårsag til Vesteuropas valutavanskeligheder skyldes, at især under den anden verdenskrig forringedes bytte­ forholdet for den vesteuropæiske eksport. De oversøiske råvarer blev stadig dyrere målt i forhold til de priser, Vesteuropa kunne opnå for sin eksport.

Vesteuropa må således i disse år eksportere væsentligt mere end før krigen for at opretholde samme levestandard som før. Dels findes der kun i beskedent omfang usynlige indtægter (in­vesteringsindtægter) til at betale for en merindførsel, og dels må Vesteuropa betale importmængden med en større eksportmængde end tidligere, fordi importvarer er steget mere i pris end eks­ portvarer.

Ved afslutningen af den anden verdenskrig lå den vesteuro­ pæiske produktion langt under 1938-niveauet, og det viste sig snart, at USA (samt i nogen grad Canada og Argentina) var den eneste leveringsdygtige eksportør i verden. En del af de mest påkrævede levnedsmiddelforsyninger fremskaffedes gennem FN- organet UNRRA (hovedsageligt med amerikansk kapital), og England modtog et millardlån. Vesteuropa brugte løs af sine de­ cimerede guldbeholdninger og fortsatte likvideringen af sine oversøiske investeringer; eksempelvis kan det nævnes, at nødvendige kødleverancer fra Argentina blev finansieret ved salg af de en­ gelskbyggede og -ejede jernbaner i Argentina.

I den første fase af Vesteuropas genopbygning viste det sig hurtigt, at det var meget begrænset, hvor langt de krigshærgede lande kunne nå ved egen hjælp. Virksomheder, der var blevet ødelagte ved krigshandlingerne, måtte genopføres fra grunden; jorden var udpint og krævede store tilførsler af gødningsstoffer; hele produktionsapparatet var stærkt forældet efter mangelfuld vedligeholdelse i en lille halv snes år. Jævnsides med det store im­ portbehov til erhvervslivet krævedes megen valuta til indkøb af levnedsmidler. Og næsten hele importen måtte betales i dollars.

Genopbygningens første fase endte i en kras dollarkrise. I 1947 var produktionslivet ved at gå i stå af mangel på tilførsler ude fra. Så satte Marshall-hjælpen ind, og i de næste år strøm­mede dollarvarerne ind over Vesteuropa. Der blev dannet en or­ ganisation for vesteuropæisk økonomisk samarbejde (OEEC), som i de første år i realiteten så det som sin hovedopgave at fordele dollarhjælpen retfærdigst muligt.

Denne anden fase var præget af produktionsapparatets gen- opbygning, og tempoet oversteg forventningerne: allerede om­ kring årsskiftet 1948/49 var produktionen af samme størrelse som i 1938. Men landene var stadig indspundet i restriktioner på uden­ rigshandelen, rationeringer og prisregulering.

Den tredie fase i Vesteuropas økonomiske udvikling siden krigen er karakteriseret ved et skifte i OEECs opgaver. Fra at være fordelingscentral for dollarhjælpen blev organisationen nu koordi­ nationsorganet for et egentligt vesteuropæisk samarbejde på det økonomiske område. Denne udvikling fik imidlertid en uheldig start. De første måneder af 1949 faldt Vesteuropas dollarindtæg­ ter (bortset fra Marshall-hjælpen) stærkt, delvis som følge af en afmatning af den amerikanske højkonjunktur, men nok så meget fordi de europæiske valutaer var overvurderede i forhold til dol­lar. Følgen blev endnu en dollarkrise. De fleste vesteuropæiske lande devaluerede i september 1949 deres valutaer med ca. en trediedel i forhold til dollar. Og før vanskelighederne omkring devalueringen var overvundne, udbrød krigen i Korea, og råstof­ priserne steg voldsomt.

Trods disse ugunstige vilkår gennemførtes en begyndende libe­ralisering af den vesteuropæiske samhandel. Den enkle tanke bag liberaliseringen er, at når blot deltagerlandene afvikler deres im­portrestriktioner så nogenlunde i takt, vil det ikke angribe de spinkle valutareserver for hårdt. Nogen liberalisering og udvidelse af samhandelen kom i gang, men samhandelsformerne viste sig at være en afgørende hindring for en større udvidelse af samhan­ delen. Siden verdenskrisen i 1930-tallet var den vesteuropæiske samhandel hovedsageligt blevet afviklet gennem handelsaftaler mellem landene to og to (bilateralt). — Tænker man sig, at landet A mærker en tendens til underskud i samhandelen med landet B, vil der være en udpræget tilbøjelighed for A til at nedskære sin indførsel fra B og derved nå den nødvendige balance, mens det erfaringsmæssigt er ulige vanskeligere at få B til at tilvejebringe balancen på et højt samhandelsniveau ved at øge sin import fra A. Der er således en kerne af sandhed i vendingen, at samhandel i forholdet 1: 1 har en tendens til at blive samhandel i forhol­ det 0: 0.

Den fjerde fase blev da afviklingen af de bilaterale handels­ aftaler. I 1950 dannedes den europæiske betalingsunion (EPU). Siden da har de vesteuropæiske centralbanker hver måned til unionen indgivet en oversigt over de samlede betalinger i måne­ dens løb til og fra hvert af de øvrige deltagerlande. Unionen op­ gør derefter stillingen for det enkelte land i forhold til de andre lande under eet, og saldoen debiteres eller krediteres vedkom­mende land i unionens bøger. For at modvirke forekomsten af for store debetsaldi kræves det, at en del af underskuddet ind­ betales kontant til unionen i guld eller dollars. Denne indbeta­ling er progressivt stigende med voksende underskud.

Siden slutningen af 1950 er der ikke sket større principielle ændringer i samarbejdet mellem OEEC-landene. Der er grund til at glæde sig over, at de vesteuropæiske stater har kunnet gå ind i et samarbejde, der er mere intimt end nogensinde tidligere, og som nu danner grundlaget for de enkelte landes økonomiske frem­ skridt. Samtidig er der imidlertid grund til at beklage, at sam­ arbejdet ikke er nået videre. For det første består samarbejdet stadig af aftaler mellem fuldt suveræne stater; ingen har ønsket at afgive nogen del af deres myndighed til OEEC. For det andet har adskillige lande søgt at unddrage sig en del af de forpligtel­ ser, som samarbejdet naturligt har pålagt dem. Det er således nok aftalt, at 75 pct. af indførselen fra de øvrige deltagerlande skal være fri for direkte importrestriktioner, men dels har ikke alle lande efterkommet aftalen (Frankrig har således først for nyligt hævet liberaliseringsprocenten fra 18 til 53), dels har de fleste lande tilrettelagt liberaliseringen på en sådan måde, at de­ res mindst konkurrencedygtige erhvervsgrene fortsat er fuldt beskyttede (i nogle tilfælde er udvidelser af liberaliseringen gået bånd i hånd med forhøjelser af toldsatserne). For det tredie har adskillige lande ikke evnet eller villet at tilpasse deres økonomi­ske politik til samarbejdets vilkår.

Disse forhold har medført, at nogle lande har et betydeligt underskud i samhandelen med de øvrige deltagerlande iog der­ med i forhold til betalingsunionen), mens andre lande har et stort overskud. Debitorlandene er Danmark, England, Frankrig, Italien, Norge og Tyrkiet. Danmark, Frankrig, Italien og Norge har gennem længere tid haft stigende underskud; det gælder i særlig grad Frankrig. England har derimod forbedret sin stilling over for unionen det sidste par år. Kreditorlandene er Belgien, Holland, Portugal, Schweiz, Sverige, Vesttyskland og Østrig. Tysk­lands tilgodehavende har været stærkt stigende det sidste par år, mens der ikke har været større udsving for de øvrige kreditorlande.

Om begge grupper af lande gælder det, at de gennemgående har vist ringe villighed til at tage konsekvenserne af denne ud­vikling. Specielt gælder det om Frankrig, at landets ansvarlige myndigheder ved undladelse af liberalisering, forhøjelse af told­ satserne og på anden måde har søgt at udskyde den nødvendige sanering af landets økonomi. Frankrigs stadigt stigende underskud er givetvis den hårdeste belastning for samarbejdet inden for OEEC. Den anden hovedanstødssten er Vesttyskland, som hidtil har modsat sig at føre, hvad man kalder god kreditorpolitik. Vesttyskland har statshandel for importen af en række varer (og statshandel medregnes ikke ved opgørelse af liberaliseringsprocen­ ten) ; desuden er gennemført store toldforhøjelser, således at importen af de nu toldbelagte varer har omtrent lige så vanskeligt ved at komme ind i landet, som hvis der var importforbud; endelig støtter den vesttyske stat eksporten gennem et præmieringssystem. Ved at afvikle disse beskyttelses- og støtteforanstaltninger kunne Vesttyskland gøre meget til fremme af det vesteuropæiske samarbejde.

Det sidste års tid eller to har ikke bragt storke fremgang i det vesteuropæiske økonomiske samarbejde. Liberaliseringen er på det nærmeste gået i stå, og forhandlinger om gensidige toldnedsættel­ ser og afvikling af eksportpræmieringsordninger bevæger sig med hanefjed. De restriktioner, som endnu er tilbage, er ganske natur­ligt dem, det vil volde de største vanskeligheder at fjerne. — Danmark, som har Vesteuropas og måske hele verdens laveste toldniveau, og hvis landbrugseksport er helt eller delvis spærret ude fra flere vesteuropæiske markeder gennem told, importrestriktioner og statshandel, vil være ganske særligt interesseret i ethvert fremskridt i retning af at tilvejebringe det fælles vesteuropæiske marked, der er målet for OEECdandenes økonomiske samarbejde.

Skønt den amerikanske økonomiske hjælp har været stærkt aftagende siden 1951, er det lykkedes OEEC-landene at øge deres dollarbeholdninger meget væsentligt siden 1949, og dollarekspor­ ten er i god gænge. Dollarproblemet er således ikke aktuelt. Den indbyrdes samhandel ligger på et niveau, der er næsten 50 pct. højere end i 1948.

Overfladisk set er udsigterne for Vesteuropas økonomi således gode. Det må imidlertid ikke glemmes, at flere OEEC-lande sta­dig modtager amerikansk økonomisk hjælp (det gælder især Frankrig, hvis økonomi holdes oppe af de amerikanske tilskud), ligesom den amerikanske militære hjælp betyder store dollarindtægter for flere lande og sparede dollarudgifter for dem alle. Falder denne hjælp bort, vil dollarvanskelighederne automatisk vende tilbage. Dertil kommer, at Vesteuropa opretholder restrik­tioner mod import fra USA, og ethvert frem skridt i retning af friere samhandel med Amerika vil derfor øge dollarudgifterne. Endelig er det ubestrideligt, at Vesteuropas høje økonomiske akti­vitet forudsætter stadig amerikansk højkonjunktur. Brister blot een af disse forudsætninger, vil det formentlig meget hurtigt vise sig, at den vesteuropæiske økonomi er usikkert funderet.

Sven Reiermann.