Log ind

DKVS-arrangement på Oksbøl Kaserne: Ildstøtte på den moderne kampplads

#

Chefen for Danske Artilleriregiment, oberst Michael A. Villumsen (tv.) og oberstløjtnant Thomas Nyholm (th.) under arrangementet på Oksbøl Kaserne.

Af Magnus Blechingberg Rixen, webredaktør og skribent på Krigsvidenskab.dk.

Det Krigsvidenskabelige Selskab afholdt tirsdag den 21. oktober 2025 et arrangement på Oksbøl Kaserne med temaet ”Ildstøtte på den moderne kampplads.”

Eftermiddagens oplægsholdere var oberst og chef for Danske Artilleriregiment, Michael A. Villumsen, oberstløjtnant og chef for Ildstøtteafdelingen, Dennis Nuppenau, samt kaptajn og artilleriofficer Henrik Juulmann. De tre oplægsholdere præsenterede hver deres perspektiv på, hvordan vilkårene for ildstøtte har udviklet sig siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022, og hvordan ildstøtte i dag anvendes og integreres på den moderne kampplads.

Oplæggene dannede grundlag for diskussioner af, hvordan Hæren kan omsætte de konkrete erfaringer og læringer fra krigen i Ukraine til danske forhold – med særligt fokus på udviklingen af materiel, personel og doktrin i lyset af krigens foranderlige karakter. Samlet set understregede oplæggene, at ildstøtte fortsat udgør et centralt element i den samlede kampkraft – både som støtte til egne manøvrerende styrker og som middel til at begrænse fjendens handlefrihed. Også i takt med de teknologiske fremskridt, øget sensor- og overvågningskapacitet, forbedrede kommunikationsmidler og et mere dynamisk kampmiljø, tydeligt illustreret i krigen i Ukraine, har kravene til ildstøtte ændret sig markant. Det moderne slagfelt stiller dermed nye krav til både organisation, teknologi og beslutningsprocesser.

Bestyrelsesmedlem i Det Krigsvidenskabelige Selskab, oberstløjtnant Thomas Nyholm, påbegyndte arrangementet med at byde velkommen til to timers faglige oplæg om ildstøtte på den moderne kampplads og overdrog derefter ordet til chefen for Ildstøtteafdelingen, oberstløjtnant Dennis Nuppenau, som indledte dagens program.

Oberstløjtnant Dennis Nuppenau indledte arrangementet med et overblik over joint fire support – et begreb, der samler land- og luftbaserede ildstøtteelementer i en koordineret og integreret indsats. Nuppenau fremhævede de militærstrategiske og taktiske erfaringer fra Ukraine og belyste, hvordan samspillet mellem forskellige våbensystemer og sensornetværk har ændret kamppladsens karakter og dynamik. Et centralt tema i oplægget var interoperabilitet, med særligt fokus på nødvendigheden af, at NATO-partnere kan anvende hinandens ammunition og systemer – især på bataljons- og brigadeniveau. Oplægget understregede betydningen af, at NATO’s doktriner ikke blot er teoretisk veludviklede, men også praktisk anvendelige i multinationale operationsmiljøer.

Efterfølgende gav kaptajn og artilleriofficer Henrik Juulmann, med afsæt i sine erfaringer som batterichef i Letland, et indblik i skydnings- og ildledelseskæden på bataljonsniveau. Juulmann fremhævede vigtigheden af robust kommunikation – herunder brugen af felttelefoni og BMS-systemer – samt fokus på batterilevetid og enheders udholdenhed i felten. Han berørte desuden en række stabs- og logistikmæssige udfordringer, som kan opstå i forbindelse med længerevarende operationer.

Afslutningsvis gav oberst og regimentschef Michael A. Villumsen et indblik i den praktiske styrkeopbygning ved Danske Artilleriregiment på Oksbøl Kaserne. Et centralt tema var den kommende udvidelse af antallet af værnepligtige samt overgangen til flere fuldtidsstillinger. Villumsen pegede på de potentielle rekrutteringsudfordringer – særligt i Vestjylland – men fremhævede samtidig, hvordan en ændret værnepligtsstruktur kan bidrage til at styrke rekrutteringen til Forsvaret. Han præsenterede desuden både nuværende og planlagte materielanskaffelser og gav en detaljeret status på Danske Artilleriregiments materielle kapaciteter, også set i lyset af de betydelige donationer til Ukraine.

Det Krigsvidenskabelige Selskab ønsker at rette en stor tak til oplægsholderne for deres indsigtsfulde bidrag og spændende perspektiver, samt til det engagerede publikum. Hvis du gik glip af arrangementet og ønsker en mere dybdegående viden inden for emnet, er der mulighed for medlemmer at se eller gense hele oplægget på video via vores hjemmeside her. Ser du frem til kommende arrangementer, har Det Krigsvidenskabelige Selskab den store fornøjelse at invitere til et særligt besøg af generalløjtnant Kai Rohrschneider, chef for NATO’s Joint Support and Enabling Command (JSEC). Arrangementet finder sted den 4. november 2025 kl. 13.00–15.00 på Svanemøllen Kaserne. Tilmelding kan ske via vores hjemmeside her.

2-43446ad0.jpg

Oberstløjtnant Dennis Nuppenau (tv.) og kaptajn Henrik Juulmann (midt) modtog en anerkendelse fra bestyrelsesmedlem i Det Krigsvidenskabelige Selskab, oberstløjtnant Thomas Nyholm, som tak for deres indsigtsfulde og perspektivrige oplæg.

Artikel
Publiceret den 23. okt. 2025
Kommentarer i denne artikel: 1

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner