Værnepligtens dilemmaer i dagens Danmark

Billede: Forsvarsgalleriet

Af Espen Salling Larsen, Major og militær analytiker ved Center for Værnsfælles Operationer, Institut for militære operationer, Forsvarsakademiet.

Det seneste delforlig på forsvarsområdet¹ konkretiserer antal og til dels længde på værnepligten, idet der lægges op til årligt 7500 indkaldte og en længde på værnepligten, der i udgangspunktet er på 11 måneder.  Hverken delforlig eller regeringens oprindelige oplæg² er særlig konkrete med hensyn til hvilke enheder med hvilke opgaver, der skal opstilles med værnepligtige. Delforliget nævner alene en række generiske opgaver, samt at de værnepligtige kan anvendes i 1. Brigade.³ Delforliget konkretiserer dog i nogen grad den nye værnepligt, men åbner også op for en debat om den konkrete udmøntning af værnepligten. Forskellige måder at udmønte delforliget på vil iboende give de værnepligtige forskellige oplevelser af deres indkaldelsestid og vil også kunne betyde forskellige påvirkning af samfundsmæssige forhold som eksempelvis arbejdsudbud. Udmøntningen af værnepligten vil derfor skulle balancere mellem forskellige hensyn og det medfører en række dilemmaer, som denne artikel stiller skarpt på.

Værnepligtens legitimitet i den nuværende situation

Værnepligten nyder i dag en stor opbakning, men bygger i dag også på en kort tjenestetid og en meget høj grad af frivillighed. Derfor har der reelt ikke været stillet spørgsmålstegn ved værnepligtens legitimitet i samfundet. Med flere værnepligtige hvert år kan flere forventes at blive indkaldt mod deres vilje og dette kombineret med en længere tjenestetid kan igen medføre en øget samfundsdebat om værnepligtens legitimitet, sådan som det tidligere har været tilfældet. Her er det ikke ligegyldigt for legitimiteten, hvordan værnepligten konkret udmøntes, herunder hvor lang den er og hvem der er omfattet af den. Med nedskaleringen af krigsstyrken i 1990erne gik man reelt fra, at et flertal af unge mænd i en årgang aftjente værnepligt, til at det var et mindretal, der aftjente værnepligt. Dermed kan man stille spørgsmål ved, om værnepligten fortsat er almen, hvis den ikke længere er et vilkår for et flertal af hver årgang. Udgangspunktet i dag er, at under 8 procent af ungdomsårgang aftjener værnepligt og stort set alle har meldt sig frivilligt.⁴ Med det udgangspunkt kan selv mindre justeringer af værnepligten få store konsekvenser for opfattelsen af værnepligtens legitimitet, idet man går fra en de facto frivillighed til at indkalde værnepligtige mod deres vilje og det i væsentlig længere tid. Eksempelvis hvis en lille del af en årgang tvinges til at aftjene en forholdsvis lang værnepligt mod deres vilje og det opleves vilkårligt, hvem der tvinges, og hvem der slipper. En kraftig forøgelse af værnepligtens omfang i længde og antal skal ses i forhold til, om værnepligten dermed bliver et generelt vilkår for en årgang og i hvilket omfang en høj grad af frivillighed kan fastholdes som et understøttende princip. Værnepligtens legitimitet kan være afhængig af procentdelen i årgangene, der skal aftjene værnepligten og hvor meget af deres levetid de værnepligtige skal aflevere til det fælles forsvar.

Længden af værnepligten har historisk set været debatteret i Danmark. Ved starten af den kolde krig blev værnepligten sat op til 18 måneder.⁵ Her blev de værnepligtige ikke sendt hjem efter endt uddannelse, men stod i beredskab i ca. halvdelen af indkaldelsesperioden.⁶ Baggrunden var, at der i starten af 1950erne var et behov for større stående styrker på højt beredskab som svar på store russiske styrker i blandt andet Østtyskland. Man havde derfor en såkaldt dækningsstyrke af færdiguddannede værnepligtige. Forlængelse af værnepligten til 18 måneder var imidlertid stærkt upopulær blandt dem, der skulle aftjene den og førte til mytteri ved flere værnepligtsenheder.⁷ Med forsvarsforligene i 1960 og 1973 reduceredes tjenestetiden for danske værnepligtige og dækningsstyrken kom i stort omfang i stedet til at bestå af fastansatte konstabler.⁸ Tjenestetiden for de værnepligtige blev herefter i hovedsagen afmålt efter uddannelsestiden i den funktion, de var indkaldt til, således at de blev hjemsendt, når de var færdiguddannede. Baggrunden var ønsket om en så lav tjenestetid som muligt af hensyn til de værnepligtige og befolkningens opbakning til Forsvaret.⁹ Anvendelse af værnepligtige i gavntjeneste efter endt uddannelse, har derfor historisk været kontroversielt i debatten om værnepligten.

Samfundets opfattelse af værnepligtens legitimitet kan i dag ikke ses isoleret fra spørgsmålet om køn og værnepligt. Især ikke hvis tjenestetiden er markant længere og værnepligten derved skaber yderligere ulige forhold mellem kønnene. Danske kvinder har i dag værneret, og det er i en særskilt aftale i tilknytning til delforlig 2 besluttet, at værnepligten på sigt skal ligestilles.¹⁰ Her skal det bemærkes, at den danske diskussion tager udgangspunkt i en situation med høj frivillighed og lav tjenestetid i værnepligten. Sydkorea er et eksempel på et land med en meget lang værnepligtstid for de fleste unge mænd, hvor ligestillingsdebatten handler om det retfærdige i, at unge mænd fra Sydkorea skal aftjene 24 måneders værnepligt og dermed får en karrieremæssig ulempe sammenlignet med deres jævnaldrende kvinder.¹¹ Der kan være en offeromkostning målt i livsindkomst for den enkelte, der aftjener værnepligt.¹² Den delte byrde er derfor også et økonomisk spørgsmål. Såvel Sverige, som Norge har indført kvindelig værnepligt samtidig med en væsentlig forøgelse af tjenestetid.¹³

Argumentet imod kvindelig værnepligt har traditionelt handlet om de fysiske forskelle kønnene imellem¹⁴, men samfundsudviklingen har ændret vilkårene for dette argument. Det kan illustreres med følgende eksempel: Forsvarskommissionen af 1988’s forventede, at der omkring år 2000 skulle indkaldes ca. 70% af unge mænd i hver årgang til værnepligtstjeneste og at der ville være 63%, som kunne udskrives som egnede.¹⁵ Til sammenligning blev kun ca. 38-41% af unge mænd i 2022 fundet egnede til værnepligtstjeneste ved session.¹⁶ Pointen er her, at hvis man i dag ville opfylde ambitionen beskrevet i Forsvarskommissionens beretning fra 1989, så ville man i dag ikke have nok egnede (og mindre egnede) i hver årgang, medmindre man også udvidede værnepligten til at omfatte kvinderne. Det demografiske potentiale for værnepligten er forandret dramatisk i løbet af få årtier. Mindre årgange med dårlige fysisk form giver også de andre nordiske lande udfordring, hvor eksempelvis Finland har indført frivillig kvindelig værnepligt.¹⁷ Norge har som det første land indført fuld ligestillet værnepligt, der blev italesat som en indførelse af almen værnepligt og i Sverige gælder den såkaldte ” Totalförsvarsplikten” for begge køn.^18,19 Samfundet har fået et mere ligestillet syn på samfundsinstitutioner som værnepligten og det kan være vanskeligt at se på værnepligtens legitimitet uden at inddrage spørgsmålet om ligestilling mellem kønnene.

Værnepligten og arbejdsudbuddet

En udvidelse af værnepligten skal ses i sammenhæng med danske virksomheders udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Værnepligten bør indrettes på en måde, der skåner arbejdsudbuddet mest muligt. Omkostningerne ved værnepligten hænger også sammen med, hvordan den påvirker det øvrige arbejdsmarked.

Omkostninger og påvirkning af arbejdsudbud ved værnepligt har før været en del af dansk forsvarspolitik. Da Forsvaret i 1973 erstattede en overvejende værnepligtsbaseret dækningsstyrke med en overvejende kontraktansat, skete dette med begrundelse i offeromkostningen, som man dog havde svært ved at fastsætte; ”dette produktionstab er det ikke muligt at opgøre eksakt, men samfundsforskere er kommet til det resultat, at hvis produktionstabet sættes lig med en ufaglært arbejders løn, er det i hvert fald ikke sat for højt”.²⁰ I løbet af 1980erne revideres forholdet mellem hvervet personel og værnepligtige og forsvarskommissionen af 1988 anvendte mere komplekse modeller til at analysere den samlede omkostning ved at anvende værnepligtige henholdsvis hvervet personel.²¹ Her blev den enkelte enhed (eksempelvis en pansereskadron) og dens vilkår (uddannelse og mobilisering), lagt til grund for en konkret analyse. Man gik derved fra en meget generel overvejelse til en specifik overvejelse, hvor vurderingen af den enkelte enhed afhang af række forhold (eksempelvis hvor lang tid det ville tage at uddanne til funktionen, i hvor høj grad funktionen kunne gøres til en mobiliseringsfunktion mv.).²² Tilsvarende ville man i dag for dele af opgaveløsningen inddrage en række forhold i en sådan beregning, som ikke var gældende dengang. Eksempelvis overvejelser om rotationsmønstre for enheder, der regelmæssigt udstationeres i Baltikum.²³

Værnepligtens påvirkningen på arbejdsudbuddet kan ikke ses i isolation, men skal ses på baggrund af et behov for mere personel i et større Forsvar, der vil kunne inddækkes gennem enten flere værnepligtige, eller flere værnepligtige. I denne sammenligning er værnepligtslønnen typisk lavere og værnepligten giver mulighed for en stor mobiliseringsstyrke, hvilket indebærer, at en stor del af soldaterne i krigsstrukturen ikke skal have løn i fredstid.²⁴ Omvendt er der en offeromkostning ved, at den værnepligtige ikke er på arbejdsmarkedet og bidrager med en større værdi i form af skattegrundlag for militæret.²⁵ Der vil også være en offeromkostning og en påvirkning af arbejdsudbuddet ved flere fastansatte, men fordi fastansatte vil kunne anvendes i den operative opgaveløsning i længere tid efter uddannelsen, så opnår man en bedre forretning af uddannelsestiden og den tilhørende offeromkostning og påvirkning af arbejdsudbuddet. Alt efter hvilket af to førnævnte perspektiver man anlægger, vil man derfor kunne komme frem til, at eksempelvis den finske værnepligtsmodel er en succes²⁶, eller en irrationel og uøkonomisk model.²⁷ Danmark står overfor at skulle have flere soldater og påvirkning af arbejdsudbud bør derfor ses som en konkret sammenligning mellem flere fastansatte og flere værnepligtige i en given opgaveløsning.

Tænketanken Kraka har taget hul på at vurdere effekten på arbejdsudbuddet ved et kommende forsvarsforlig, og kommer her frem til at en forøgelse af værnepligtstiden, sammenholdt med en forøgelse af antallet af værnepligtige kan tage op til 3.500 årsværk ud af arbejdsstyrken.²⁸ Tilsvarende mener Dansk Industri, at arbejdsudbuddet forværres med 2.100 årsværk med regeringens forslag.²⁹  Her ses på antallet af personer, der tilgår forsvaret fra den civile sektor, når en forøget og forlænget værnepligt omregnes til årsværk. Det skal bemærkes, at argumentet om indhug i arbejdsudbuddet gælder, uanset om forsvaret styrkes med flere værnepligten eller fastansatte. Den reelle sammenligning er derfor om forøgelsen af forsvaret i en given opgaveløsning koster mere på arbejdsudbuddet med værnepligtige eller med fastansatte.   

Det kan overvejes om værnepligten i sig selv vil have en effekt på arbejdsudbuddet. Et omfattende svensk studie fandt en positiv effekt for dem uden en lang videregående uddannelse, men fandt omvendt ingen effekt for personer med en lang, videregående uddannelse.³⁰ Man kan derfor ikke generelt sige, at værnepligten efterfølgende øger de værnepligtiges muligheder på arbejdsmarkedet. Men der kan være forskelle mellem forskellige grupper af værnepligtige, i forhold til hvad den militære uddannelse har af effekt.³¹ Samlet set kan man derfor ikke sige noget generelt om effekten på arbejdsudbuddet, men inddrage overvejelsen i forhold til enkeltgrupper, når man sammensætter en værnepligtsmodel.

Værnepligten og den praktiske udfordring

En forøgelse af værnepligten i Danmark med hensyn til både længde og antal vil rumme en række praktiske udfordringer. Den militære uddannelses- og etablissementsstruktur i Danmark er over en årrække løbende blevet optimeret til en i overvejende grad fastansat personelstyrke. Det vil kræve mere kapacitet at huse langt flere værnepligtige end i dag.³² Det vil tage tid at udvikle og gennemføre de nødvendige byggeprojekter.    

Det vil fortsat kræve en ekstraordinær indsats på etablissementsområdet at understøtte en udvidet værnepligt inden for en overskuelig årrække. Også selvom man potentielt kan frigøre kapacitet på kaserne til flere værnepligtige og nye værnepligtsfaciliteter ved at placere stabe, uddannelses- og støttefunktioner i eksisterende civile faciliteter uden for kasernerne, eller etablere midlertidige løsninger. Historisk set har Forsvaret før gennemført et større byggeprogram for at understøtte en udvidelse af værnepligten, eksempelvis da værnepligten blev sat op til 18 måneder i starten af 1950erne. Her blev der i løbet af en syvårig periode bygget nye kaserner i blandt andet Sjælsmark, Farum, Varde, Holstebro, Aalborg, Fredericia, samt kaserneområder på flere flyvestationer.  I dag forekommer dette byggeprogram yderst omfattende. Selvom forøgelse af værnepligten næppe får samme omfang som dengang, så illustrerer eksemplet den type af tiltag, der kan være brug for. Den kapacitetsbaserede tilgang vil forsøge at løse problemet ved, at definere de nye enheder og det afledte indkvarteringsbehov på sidste decimal og sætte det ind i en langsigtet etablissementsplan. Men måske er der brug for at se værnepligten som noget, der kan skrues op og ned for i takt med udviklingen i en konfliktsituation mellem Rusland og NATO. Der kan derfor være behov for at fokusere på generelt at skaffe mere indkvarteringskapacitet, så det bliver realistisk at opstille flere enheder på kort sigt – også i ekstraordinære krisesituationer.

Etableringen af indkvartering til værnepligtige er ikke kun er et spørgsmål om at have tilstrækkelig kapacitet, men også om værnepligtens legitimitet. Ordentlige indkvarteringsforhold for værnepligtige vil være nødvendige for at sikre accept af at flere, herunder flere ikke-frivillige, der skal aftjene en udvidet værnepligt. For ca. 50 år siden førte dårlige indkvarteringsforhold på gamle kaserner i Aarhus, København, Roskilde og Slagelse til, at der udflyttedes til nye kaserner i Antvorskov og Skive. De dengang nye kaserne var opført efter nye principper med tanke for de værnepligtiges velfærd. At man gjorde dette, hang også sammen med et politisk ønske om at fastholde værnepligtens legitimitet. Værnepligtens legitimitet blev dermed også et spørgsmål om arkitektur og bygningernes indretning. Når man ser på behovet i dag, kunne man lade sig inspirere af den tids gentænkning af værnepligtiges vilkår. Man bør derfor både overveje, hvilke bygningsmæssige vilkår man vil byde værnepligtige, men også hvilket værnepligtsliv den samlede indretning af kaserner giver mulighed for.

Opgaverne set i forhold til værnepligtens dilemmaer

Forskellige udmøntninger af værnepligten giver forskellige påvirkninger på værnepligtens legitimitet. Længden, hvor almen den er, vilkår og hvilke opgaver der konkret løses er alt sammen med til at præge værnepligtens legitimitet i samfundet. Det er derfor relevant at se værnepligtsdilemmaerne (legitimitet, indvirkning på arbejdsudbud og den praktiske udfordring), der er gennemgået i de første afsnit, holdt op imod forskellige måder at anvende de værnepligtige på i opgaveløsningen. Delforliget om værnepligten nævner både, at værnepligtige kan anvendes i første brigade og at værnepligtige kan anvendes i det hjemlige forsvar, herunder i det jordbaserede luftforsvar eller transportopgaver mv.³³ Der kan opstilles en række muligheder for, hvordan de værnepligtige kan anvendes i Forsvarets opgaveløsning.³⁴ I det følgende er der på den baggrund³⁵ sammenfattet en række mulige anvendelser, der kan holdes op imod værnepligtens dilemmaer:

Delaftalen³⁶ om værnepligt nævner eksplicit muligheden for, at værnepligtige kan anvendes i Hærens 1. Brigade, hvilket i praksis vil betyde, at de værnepligtige vil kunne anvendes som stående bemanding i NATO-beredskabsstyrker (tier 1 2)³⁷ og alternativt danne grundlaget for reservestyrker på højt beredskab. Det er en opgaveløsning som forventeligt vil foregå langt fra dansk territorium og dermed et brud på seneste årtiers anvendelse af værnepligtige. Omvendt har det historisk været planen at anvende danske værnepligtige i NATOs kollektive forsvar uden for dansk territorium i eksempelvis Tyskland. Anvendelse af værnepligtige i beredskabsstyrkerne vil kræve principiel beslutning om, hvor meget uddannelse de værnepligtige skal have, før de indgår i beredskabsstyrkerne i den resterende del af deres værnepligtsperiode (Norge og Finland tager her udgangspunkt i seks måneders uddannelsestid).³⁸ Høj grad af frivillighed vil øge legitimiteten og en frivillig forlængelse af værnepligtsperioden kan være et alternativ/supplement til en længere tvungen værnepligt. I selve beredskabsperioden vil værnepligtige her gå i stedet for rekruttering af flere fastansatte. Værnepligtige vil omvendt forudsætte yderligere enheder til uddannelse, hvilket dog skal sættes i forhold til at flere fastansatte tilsvarende vil forudsætte ekstra uddannelses kapacitet, samt at enheder med fastansatte har behov for hvileperioder efter perioder, hvor de har været i det højeste beredskab. En frivillig forlængelse af værnepligtsperioden (som det sker i både Norge og Finland)³⁹ vil give en bedre forretning af den indledende værnepligtsuddannelse. Anvendelse af værnepligtige i beredskabsstyrkerne vil alt andet lige stille krav om mere indkvartering end ved at anvende flere fastansatte.

Selvom NATO’s høje beredskaber i realiteten ikke levner mange muligheder for, at forstærkningsstyrker opstilles som rene mobiliseringsstyrker⁴⁰, vil der være en mulighed for, at værnepligtige danner grundlag for at kunne opstille en supplerende reservestyrke⁴¹, der indgår som en mindre del af Hærens 1. Brigade på højt beredskab. Denne skal kunne indgå i NATO kollektive forsvar i frontlinjestater. Der vil være tale om enheder, der skal øve aktivering og deployering i et større omfang for troværdigt at kunne bidrage til NATO styrkemål. Det vil give et betydeligt omfang af gen-indkaldelser og en høj grad ad frivillighed i disse enheder vil derfor øge legitimiteten. Den nødvendige uddannelsesstyrke vil belaste arbejdsudbuddet, mens selve reservestyrken ikke vil belaste dette nævneværdigt. Anvendelse af reservestyrker i beredskab giver den mindste belastning af arbejdsudbuddet sammenlignet med flere fastansatte og bør derfor anvendes i det omfang, som NATO beredskabskrav tillader. Anvendelse af værnepligtige til opstilling af reserveenheder stiller krav om indkvartering i uddannelsesperioden, samt faciliteter til brug ved aktiveringer af enhederne, men har samlet et mindre indkvarteringsbehov sammenlignet med værnepligtige anvendt i stående beredskabsenheder.

Værnepligtige vil også kunne anvendes bemanding af lavere operatørniveauer enheder (eksempelvis luftforsvar, besætningsmedlemmer på søværnets skibe mv.). De værnepligtige modtager en grunduddannelse, hvorefter de indgår i operative enheder i resten af deres værnepligtstid. En stor del af værnepligtstiden vil reelt være gavntjeneste, hvor de værnepligtige indgår direkte i den operative opgaveløsning.⁴² Med den i delaftalen⁴³ skitserede 11 måneders værnepligt vil ca. halvdelen af værnepligtstiden være gavntjeneste. Visse funktioner (værnepligtige på Søværnets skibe og luftforsvar) vil ikke udelukkende kunne forventes at blive indsat på dansk territorium. Det vil være en overvejelse med hensyn til anvendelsen af enhederne, alternativt de lovgivningsmæssige rammer for værnepligten. Anvendelse af værnepligtige i lavere operatørfunktioner vil stille krav om mere indkvartering i forbindelse med grunduddannelsen af de værnepligtige, men også til de værnepligtige, når de er i de stående enheder. Sidstnævnte kan indebære behov for en decentral indkvartering af værnepligtige ude ved de relevante enheder (skibe, faste luftværnsstillinger mv.). Principielt vil flere værnepligtige i beredskabsenhederne påvirke arbejdsudbuddet på samme måde som flere fastansatte. De vil forudsætte en uddannelsesstyrke, der skal sammenlignes med den uddannelseskapacitet, tilgang af fastansatte vil kræve. Brugen af værnepligtige skal ses i sammenhæng med mulighederne for at fastholde kontraktansat personel på de lavere operatørniveauer, herunder omsætningshastigheden for personel.

Værnepligtige vil oplagt kunne anvendes i enheder, der løser opgaver i det lokale, territoriale forsvar af Danmark (eksempelvis i bevogtningsenheder, enheder til reetablering af baser efter angreb mv). Efter grunduddannelse indgår de værnepligtige i enheder, der opretholder beredskaber/løser faste opgaver i den nationale opgaveløsning. Efter hjemsendelse indgår de i mobiliseringsenheder. Også her vil en stor del af værnepligtstiden reelt være gavntjeneste, hvor de værnepligtige indgår direkte i den operative opgaveløsning.⁴⁴ På samme måde som ved anvendelse af værnepligtige på de lavere operatørniveauer vil denne anvendelse af værnepligtige i den daglige nationale opgaveløsning, belaste arbejdsudbuddet på samme måde. Dette vil også forudsætte en uddannelsesstyrke, der dog også skal ses i forhold til, at en del af opgaveløsningen og beredskabet kan varetages gennem mobiliseringsstyrker, hvilket giver et mindre træk på arbejdsudbuddet end ved at løse opgaverne gennem flere fastansatte.

Værnepligten kan også anvendes som direkte rekruttering til Hjemmeværnet, enten gennem en model i stil med den norske⁴⁵, eller som en direkte hjemmeværnspligt, der afvikles som timer i Hjemmeværnet. En værnepligt målrettet Hjemmeværnet vil være meget lig den nuværende værnepligt. Værnepligt i Hjemmeværnet er et brud med de seneste årtiers frivillighedspraksis, men er ikke uset, hvis man går længere tilbage i Hjemmeværnets historie. En høj grad af frivillighed, herunder tekniske frivillige, der søger en hjemmeværnspligt som alternativ til anden værnepligtstjeneste, er en faktor, som kan understøtte en bedre overensstemmelse med de seneste årtiers frivillighedspraksis. Der vil være et behov for mere indkvartering til flere værnepligtige under den indledende uddannelse, medmindre der er tale om en ren hjemmeværnspligt, hvor hele perioden afvikles på samme måde som i det frivillige Hjemmeværn. I så fald vil det være et spørgsmål om den decentrale uddannelseskapacitet i Hjemmeværnet. Uddannelsesstyrken vil påvirke arbejdsudbuddet, men omvendt vil den kapacitet, som tilføres Hjemmeværnet ikke påvirke arbejdsudbuddet og en ren hjemmeværnspligt vil ikke påvirke arbejdsudbuddet, da de omfattede forbliver i arbejdsstyrken gennem hele forløbet.

Når man ser på tværs af de forskellige opstillede muligheder for, at værnepligten kan understøtte de operative opgaver, og hvordan de hænger sammen med værnepligtens legitimitet, indvirkning på arbejdsudbuddet og de praktiske udfordringer, så er det et fællestræk, at de praktiske udfordringer i høj grad vil være med til at dimensionere udviklingen af værnepligten de kommende år. På kort sigt kan der være en vis fornuft i først at udvikle værnepligtsuddannelser kortere end de 11 måneder, da flere længerevarende værnepligtsuddannelser giver pladsmæssige udfordringer, der i praksis kan medføre færre værnepligtige hvert år. Den rådige indkvarteringskapacitet kan give et valg mellem enten et stort antal værnepligtige hvert år eller en lang værnepligtstid.

Der er flere fællestræk med hensyn til værnepligtens legitimitet, når man ser på tværs af de forskellige muligheder for at anvende værnepligt i Forsvarets nuværende opgavekompleks. Den tætte direkte sammenhæng mellem forsvaret af dansk territorium og hvor de værnepligtige bør anvendes hænger sammen med en tilbagevenden til en defensiv fokusering i rammen af det kollektive forsvar. Selv der hvor værnepligtige kan anvendes uden for dansk territorium, vil det være en anvendelse i det kollektive forsvar, som historisk set ikke har været set som værende problematisk. Hovedudfordringen er derfor om en længere værnepligt vil blive set som legitim, og som et rimeligt vilkår på tværs af hver generation. Her kan man se på muligheden for frivillighed inden for værnepligten. Den differentierede værnepligt fremstår her som den bedste mulighed, fordi den enkelte for lov til at vælge den værnepligt, som man finder mest legitim.

At understøtte værnepligtens legitimitet har også sammenhæng til arbejdsudbuddet. Hvis man ser delforligets⁴⁶ op til 7500 værnepligtige årligt i 11 måneder som udgangspunktet for, hvad en forøgelse af værnepligten må koste på arbejdsudbuddet, kunne man overveje at optimere på opgaver, således at man kunne have flere indkaldt om året i de opgaver, der forudsætter mindre uddannelse og stor mobiliseringsstruktur. Derved gøres værnepligten til et mere generelt vilkår i hver årgang (uden at arbejdsudbuddet påvirkes yderligere) og giver bedre mulighed for teknisk frivillighed inden for en bredere vifte af forskellige slags værnepligt. Reelt flere der aftjener værnepligten, men inden for de rammer som delforliget udstikker.

Når man ser på tværs af de opstillede muligheder i forhold til arbejdsudbuddet kræver de alle på nær én⁴⁷ en uddannelsesstyrke. Man bør derfor se på hvilke af de opstillede muligheder, der giver den bedste ”forrentning” af denne uddannelsesstyrke i henholdsvis en værnepligtig beredskabsstyrke og i en hjemsendt mobiliseringsstyrke. Man bør her se, hvor de 7500 værnepligtige årligt er bedst anvendt. Alle modeller beskrevet ovenfor, på nær muligheden for at bruge værnepligten til rekruttering til Hjemmeværnet, indebærer, at værnepligtige anvendes i beredskab. Her bør man prioritere, hvilke beredskabsenheder der er vigtige, eller alternativt er mest velegnede som hybridmodeller, til der hvor værnepligten forlænges via kortidskontrakter. Dette er især en overvejelse i opbygningstakten af den nye værnepligt – hvilke enheder på beredskab er mest kritiske i den nuværende situation.

Værnepligtige forudsætter indkvartering. Når man både forøger det årlige indtag og udvider tjenestelængden, kan det i praksis medføre mere end en fordobling af den påkrævede kapacitet, noget der kan tale for en differentiering af tjenestelængden, således at den rådige indkvarteringskapacitet udnyttes bedst muligt i forhold til at skaffe tilstrækkeligt med soldater. Flere af mulighederne beskrevet ovenfor forudsætter, at de værnepligtige efter en indledende uddannelsesperiode indkvarteres decentralt ved de enheder, hvori de indgår i den operative opgaveløsning (bevogtning ude ved en installation, ombord på et skib etc). Dette kan både være en udfordring, men også og en mulighed, såfremt der decentralt er indkvarteringsmuligheder, som kan udnyttes til værnepligtige⁴⁸, eller relativt simpelt kan etableres decentral indkvartering. Muligheden for at udnytte forskellige eksisterende indkvarteringsoptioner på tværs i Forsvaret kan også være en bestemmende faktor for, hvor og hvordan man vælger at prioritere anvendelsen af værnepligtige.

Sammenfatning og konklusion

Denne artikel har undersøgt dilemmaerne og mulighederne for at implementere en forøget værnepligt i Danmark. Her kan de andre nordiske lande ses som inspiration. Man kan også ønske sig danske værnepligtsordninger fra den Kolde Krig tilbage. Her er en vigtig pointe, at Sverige og Norge har haft succes med genindførelsen af værnepligt, fordi de har gentænkt værnepligten og gjort den differentieret, snarere end at genindføre tidligere tiders modeller.⁴⁹ Det styrende må være, hvilke af de nye opgaver som hensigtsmæssigt kan løses med værnepligtige og hvad disse opgaver kræver af værnepligten i antal og længde. Her bør der i forsvarsplanlægning tages højde for indvirkningen på værnepligtens legitimitet, arbejdsudbuddet og praktiske udfordringer, hvis man skal sikre en effektiv og relevant anvendelse af værnepligten.

Hvis værnepligtige skal kunne indgå i danske enheder på højt beredskab i NATO’s kollektive forsvar, stiller dette krav til højt beredskab og gode deployeringsegenskaber. Det giver forskellige overvejelser om uddannelsestid og beredskabsniveau. En hybridmodel med både værnepligtige og frivillige korttidstjenester kan også overvejes. Reserveenheder kan supplere stående styrker, men kræver en indøvet mobilisering og deployering for at være troværdige.

Henset til NATO’s vurdering af den russiske militære opbygning skal opbygningen af Forsvaret, herunder værnepligten, ske inden for en relativ kort tidshorisont.⁵⁰ Det taler for, at den praktiske udfordring bliver dimensionerende for, i hvilke opgaver man i første omgang prioriterer værnepligtens anvendelse, da der rent logistisk skal være passende indkvartering til de værnepligtige, som indkaldes, ikke mindst af hensyn til værnepligtens legitimitet. Når man ser på tværs af mulighederne, er det anvendelsen af værnepligt som rekruttering til Hjemmeværnet, der medfører det mindste træk på indkvartering og samtidig har det mindste træk på arbejdsudbuddet. At bruge værnepligten som rekruttering til Hjemmeværnet rummer det største potentiale. Rekrutteringen vil hurtigt kunne implementeres med stor effekt for den kapacitet der opnås og vil også give en mulighed for teknisk frivillighed, som igen kan fremme legitimiteten ved værnepligt i beredskabsenheder⁵¹  En tidlig satsning på dette område kan også være med til at understøtte værnepligtens legitimitet i en overgangsfase, hvor de længerevarende værnepligtsuddannelser kun kan omfatte en meget begrænset del af hver årgang, da de praktiske udfordringer skal løses gennem renoveringen, nybyggeri og etablering af midlertidige løsninger.

Denne artikel har primært taget udgangspunkt i nordiske oplysninger og data. De andre nordiske lande har en mere omfattende opsamling af viden og data om værnepligten. Det har Danmark også har haft historisk set, men denne indsamling af data er i sagens natur ophørt med den kortere og mere frivillige værnepligt. En øget anvendelse af værnepligten bør derfor følges af en dataindsamling og forskningsindsats, som kan opbygge en nutidig viden om den ændrede værnepligt, dens gennemførsel og dens samfundseffekter. Værnepligten kan forventes at skulle tilpasses og udvikles i mange år fremover. Der er kun sparsom relevant forskning til rådighed i dag, som primært er kommet i stand som følge af en forskningsmæssig interesse for veteraner fra internationale operationer. Der bør derfor på længere sigt etableres et vidensgrundlag for at kunne udvikle og justere den danske værnepligt med udgangspunkt i de erfaringer vi får med den nye værnepligt, der er ved at tegne sig.