»En analyse af mytterierne og af omstændighederne, der førte frem til mytterierne, der fandt sted i Danmark i 1953 som følge af tjenestetidsudvidelsen til 18 måneder, samt en analyse af statsapparatets og offentlighedens reaktion herpå, herunder en vurdering af, hvorvidt en anden fremgangsmåde kunne have medført, at hændelserne kunne være undgået«.
Indledning
Når man beskæftiger sig med og interesserer sig for militære forhold - så meget, at man har søgt ansættelse i forsvaret - hænder det, at man kommer til at fundere over de mekanismer, der er en forudsætning for, åt et militært system kan fungere. Det er indlysende, at der i et militært forsvar skal være materiel (våben) og personel til at betjene materiellet. Herudover et antal personer (ledere) til at styre og koordinere anvendelsen af personel og materiel. For at ledelsen skal kunne styre systemet, må den forudsætte, at de direktiver, der udsendes, også bliver fulgt - og at de bliver fulgt hurtigt og nøjagtigt og efter deres hensigt. Der skal med andre ord herske en vis disciplin. Dette, hvad enten grunden til, at direktiverne følges, er overbevisning om deres rigtighed, pligtfølelse eller frygt for konsekvenserne, hvis de ikke følges. Negligeres eller modarbejdes direktiverne, bryder systemet sammen - i hvert fald delvis.
Og dette hænder jo undertiden. At direktiverne ikke følges. At soldaterne - eller nogen af dem - gør oprør. Det kan ske aktivt ved, at de vender sig mod ledelsen for at overtage magten. Eller mere passivt ved, at soldaterne fjerner sig - deserterer, eller undlader at efterkomme de givne ordrer- - mytteri. Mytteri er naturligvis mest katastrofalt, i det mindste set fra magthavernes synspunkt, hvis det sker under en krig. Som det var skrevet i den tidligere danske militære straffelov: »Mytteri er den for den militære mandstugt farligste forbiydelse, hvorfor også i krigstid den strengeste straf er hjemlet derfor«.1)
Vi kender det, som en parentes, fra de danske soldater under de slesvigske krige2). Mere monumentalt fra 1. verdenskrig, hvor over halvdelen af den franske hær i maj 1917 gjorde mytteri, og kun tyskernes manglende efterretningskapacitet hindrede dem i at benytte sig af lejligheden. Senest fra Vietnam-krigen har man hørt om enheder, der nægtede at følge ordrer, og om alt for »aktive« officerer, der blev skudt bagfra - »fragging«. I fredstid kan det også forekomme, at soldater i forening nægter at følge ordrer. Således i Danmark i 1953.
Jeg har interesseret mig for de tilfælde, hvor det militære systems mekanismer (eller dele deraf) bryder sammen, og har derfor som område for mit speciale valgt at undersøge mytterierne i Danmark i 1953.
Tjenestetidens længde
Efter at forhandlingerne om et skandinavisk forsvarsforbund var brudt sammen i løbet af januar 1949, tilsluttede Danmark sig Atlantpagten den 4. april 1949 (socialdemokratiet, venstre og konservative var for, radikale og kommunister imod).
Det var klart for politikerne, at kom landet med i et forsvarsforbund - uanset om dette var skandinavisk eller atlantisk - måtte Danmark ofre betydelig flere ressourcer på militære formål, end man tidligere havde været vant til.
NATOs anstrengelser koncentreredes fra starten om at få opbygget en slagkraftig styrke i Vesteuropa til imødegåelse af den trussel, som man mente at stå overfor.
I oktober 1950 rejste forsvarsminister Rasmus Hansen til møde i Atlantpagtens forsvarsministerråd i Washington. Efter hjemkomsten fortalte folketingsmand Rasmus Hansen (Hedtoft-regeringen var i mellemtiden gledet i smørret) pressen, at der forelå henstillinger til samtlige Atlantpagtlande om at gøre deres forsvar så effektivt som muligt. Således blev det anbefalet, at de, hvis de magtede det finansielt, gennemførte en tjenestetid på 18-24 måneder. Danmark havde på det tidspunkt en tjenestetid på 10-12 måneder (afhængig af hvilket værn og væmsgren man gjorde tjeneste i).
Kommunisterne stillede straks en forespørgsel i folketinget for at høre, om regeringen agtede at udvide tjenestetiden, men fik det lakoniske svar, at regeringen nøje ville overveje spørgsmålet om tjenestetiden.
Man må nok her erindre, at det var en periode præget af uvished og utryghed. Hans Hedtoft kunne i maj 1951 opsummere situationen således: »Vi har ikke alene oplevet og oplever dag for dag en skærpelse af den kolde krig, men vi har også oplevet et velforberedt militært angreb og en krænkelse af FNs højtidelige vedtagelser«4).
Såmme måned afleverede den amerikanske ambassadør en henvendelse til den danske regering fra USA, hvori der blev spurgt, om Danmark havde til hensigt at fastsætte den militære tjenestetid til mindst 18 måneder.
Udenrigsminister Kraft forklarede i folketinget, at baggrunden var, at USA stod foran at bevilge endog meget store beløb til forsvarsformål til de europæiske NATO-lande og derfor ønskede at sikre sig, at disse lande selv gjorde, hvad der stod i deres magt for at yde den nødvendige indsats. Sagen var bl.a. blevet rejst i den amerikanske kongres.
Danmark måtte imidlertid svare USA, at forudsætningerne for at kunne øge tjenestetiden ikke var til stede; især på grund af et helt utilstrækkeligt antal befalingsmænd og for få kaserner. Regeringen havde dog den opfattelse, at man måtte sætte kræfterne ind på at afhjælpe disse mangler, således at man kunne udvide tjenestetiden, for at opnå det fornødne beredskab, hvis den sikkerhedspolitiske situation til den tid (når manglerne var udbedret) gjorde det nødvendigt.
Formålet med udvidelsen skulle altså være at frembringe et større beredskab. En udvidelse af tjenestetiden til 18 måneder ville medføre, at hærens styrke øgedes fra ca. 18.000 til ca. 27.000 mand. Befalingsmandsproblemet - hvor man især savnede faste, erfarne befalingsmænd - var dels forårsaget af det ret ringe forsvar Danmark havde haft i trediverne og indtil 1943, og dels af, at officersskolerne havde været lukket under krigen. I 1945 var befalinsgsmandskorpset normeret til uddannelse af ca. 8000 mand. De værnepligtige befalingsmænd trak i disse år et meget stort læs, men erfaringsniveauet blev naturligvis lavt.
Med hensyn til kasemebyggeriet var årsagen også her det ret beherskede antal soldater i trediverne. Hvis/når man nu ville til at bygge flere kaserner, ville det ikke blot blive et økonomisk problem. Det var i materialeknaphedens tid, hvor man var i gang med en vældig genopbygning, og materialer og håndværkere til kasemebyggeri ville fragå den øvrige byggeaktivitet, hvilket jo kunne frembyde visse problemer for forsvaret i popularitetsmæssig henseende.
Ved vedtagelsen i juni 1951 af love om forsvarets organisation og forsvarets personel udtalte »Atlantpartieme« (socialdemokratiet, venstre og konservative), at det danske forsvar skulle have samme organisatoriske og uddannelsesmæssige standard som de øvrige NATO-lande. Samtidig blev det bekendtgjort, at »regeringen agter gennem forøgelse af befalingsmandspersonellet og andre foranstaltninger at søge tilvejebragt forudsætninger for en mulig forlængelse af tjenestetiden«5).
Efter et møde i Atlantpagtens 12-mands komité i slutningen af 1951 oplyste finansminister Thorkild Kristensen, at regeringen agtede at udvide tjenestetiden til 18 måneder. Han forklarede i folketinget den 12.12, at det var blevet henstillet til Danmark at have en kampklar division på ca. 18.000 mand i beredskab. »Derfor må vi nu skride til 18 måneders tjenestetid. Det er ønskeligt, at dette kan ske så hurtigt som muligt. Imidlertid har vi endnu ikke tilstrækkelig mange befalingsmænd, og der mangler også kaserner og våben. Derfor er regeringens overvejelser endt i, at begyndelsen skal ske ved, at det hold, der kommer ind i maj 1952, i stedet for at blive hjemsendt i maj 1953, skal blive liggende et ekstra halvt år, og det vil sige, at fra maj 1953 og indtil videre vil vi have en dækningsstyrke svarende til en division«6).
Socialdemokratiet kunne acceptere tjenestetidsudvidelsen. Radikale, kommunister og retsforbundet var imod. Kommunister og radikale fremsatte hver deres dagsordensforslag mod de 18 måneder. Det affødte en afværgedagsorden fremsat af H. C. Hansen, lydende: »Idet folketinget tager udenrigsministerens og finansministerens redegørelse til efterretning og giver tilslutning til gennemførelse af 18 måneders tjenestetid fra maj 1953, går tinget over til næste sag på dagsordenen«7). Dette dagsordensforslag vedtoges med 100 stemmer mod 18.
I lyset af de begivenheder, der senere hændte, er det nok værd at understrege, at tjenestetidsudvidelsen fra 12 til 18 måneder blev godkendt af et overvældende flertal i folketinget den 12. december 1951, bekendtgjort i radioavisen samme aften og omtalt i landets aviser den næste dag.
Forsvarsminister Harald Petersen kunne da medbringe regeringens beslutning til det store Atlantpagtmøde i Lissabon i februar 1952, hvor styrkemålene - og det økonomiske grundlag - for Vesteuropas forsvar for de nærmest følgende år blev fastsat. Dette betød en kraftig genoprustning af forsvarene i alle NATO-landene. Målet var, at nå op på 50 divisioner i Vesteuropa. Det blev aldrig nået.
I Danmark måtte man så i gang med at øge antallet af befalingsmænd og bygge nye kaserner. Man undersøgte også mulighederne for at mildne virkningerne af den forlængede tjenestetid for de indkaldte. Der blev (maj 1952) nedsat et udvalg til overvejelse af problemerne. Bl.a. tænkte man på at indføre civilundervisning og tilbyde fritidsundervisning.
Den radikale Jørgen Jørgensen satte igen gang i tjenestetidsdebatten i en tale i september 1952. Han hævdede, atLissabon-mødets oprustningsprogram ikke lod sig gennemføre, og at det ville være uforsvarligt at udvide tjenestetiden, når det tilstrækkelige antal befalingsmænd endnu ikke var til rådighed, og kasemeforholdene ikke bragt i orden. Forsvarsministeren svarede et par dage senere, at regeringen havde lovet at udvide tjenestetiden og ville sætte al kraft ind på at skabe forudsætningerne for at opfylde dette løfte.
Jørgen Jørgensen tog sagen op i folketinget i slutningen af oktober. Han udtalte, at det var umuligt at gennemføre tjenestetidsforlængelsen fra maj 1953, og afkrævede forsvarsministeren en redegørelse herom.
Redegørelsen kom den 12.11., hvor forsvarsministeren til dels måtte give Jørgen Jørgensen ret. Der havde været tre forudsætninger for tjenestetidsudvidelsen - befalingsmænd, materiel og kaserner. Forsvarsministeren sagde: »Når jeg herefter vil resumere, i hvilket omfang de stillede forudsætninger er opfyldt, vil jeg sige, at man har opnået nogen bedring i befalingsmandssituationen, men ikke tilstrækkelig til, at det vil være forsvarligt at indføre 18 måneders tjeneste i fuldt omfang ved hæren fra maj 1953, at materielleveranceme. . . ikke danner nogen hindring, men at tilvejebringelsen af tilstrækkelig indkvarteringsplads til, at styrkerne kan underbringes forsvarligt, ikke ville kunne ske i så hurtigt tempo, at det vil være muligt at indføre 18 måneders tjenestetid i fuldt omfang fra maj næste år«8).
Regeringen besluttede derfor, at de 18 måneders tjenestetid skulle indføres gradvis. Forsvarsministeren fortalte, at han havde iværksat en undersøgelse over, i hvilket omfang hæren skulle have 18 måneder. Når denne undersøgelse var afsluttet, ville der kunne gives besked om hvilke enheder, der skulle blive inde. For flådens vedkommende blev det fastslået,at tjenestetiden fra hold juli 1952 og fremover ville blive 15 måneder (teknikere og specialister dog 18 måneder). Flyvevåbnet og kystdefensionen ville få 18 måneder fra hold maj 1952.
Det er klart, at fra denne dag, hvor forsvarsministeren fastslog, at ikke alle soldater i hæren fra hold maj 1952 skulle have 18 måneders tjeneste, begyndte den enkelte soldat at håbe på, at han kunne slippe med 12, samt ivrigt at afvente endelig besked.
Den af forsvarsministeren omtalte undersøgelse Var afsluttet den 3. december 1952, men da var der kommet andre momenter til.
Da den radikale Johs. Christiansen midt i januar i folketinget spurgte om, hvornår afgørelsen om hvilke styrker, der skulle blive inde, kom, blev det nye aspekt draget frem. Forsvarsministeren svarede, at det afhang af hvor stor en styrke, der skulle sendes til Tyskland til foråret. Danmark havde i flere år haft 1500 mand stationeret i Tyskland, mens Norge havde haft 4000 mand. Nu havde den norske regering besluttet, at trække de norske soldater hjem fra maj 1953 for at styrke beredskabet i Norge. Forsvarsministeren fortalte, at Danmark havde fået en opfordring fra NATO til at udfylde tomrummet efter nordmændene. Sagen havde været drøftet i regeringen - og med socialdemokratiet - i december.
Aviserne fortalte, at hvis den danske styrke blev udvidet fra 1500 til 4000 mand, ville en del af kasemeproblemet være løst (der var store kaserner i Flensborg, Slesvig, Rendsborg og Husum), og tjenestetiden ville så kunne udvides for 80% af soldaternes vedkommende i stedet for 50-60%.
Som ventet var de radikale, retsforbundet og kommunisterne imod, og det blev efterhånden klargjort, at socialdemokratiet kun ville gå med til forøgelse af det danske kommando, hvis andre allierede styrker i et tilsvarende antal også blev anbragt i Slesvig-Holsten. Forsvarsministeren oplyste, at dette forslag allerede - uden resultat - havde været forhandlet med NATOs øverstkommanderende, men regeringen ville nu rejse spørgsmålet igen. Når dette var afklaret, ville soldaterne kunne få besked.
Den 24. januar udsendtes meddelelse om, at værnepligtige ved forsynings-, ingeniør- og telegraftroppeme ville blive hjemsendt efter 12 måneder. For de øvrige soldater ville meddelelse blive udsendt senere. Forsvarsministeren erklærede dog, at »hensynet til de unge motiverer en hurtig afgørelse«9). Aviserne skrev, at denne afgørelse ville kunne forventes inden én uge.
Forhandlingerne med NATO tog imidlertid - som det vel måtte forventes - nogen tid, og d. 12. februar måtte regeringen erkende, at da der endnu ikke forelå nogen afklaring, ville det danske kommando i Tyskland ikke blive udvidet i denne omgang. Afgørelsen om tjenestetiden ville komme inden for nogle dage. Det skulle have været næste dag. Der var bestilt tid i radioens »aktuelt kvarter«; men redegørelsen blev udsat, da forsvarsministeren var syg.
Endelig, lørdag den 14. februar 1953, kom afgørelsen. Den blev bekendtgjort i middagsradioavisen. 45% af de indkaldte fra maj 1952 skulle have 18 måneders tjenestetid - de øvrige kunne slippe med 12. Enhederne, der skulle blive inde, var udvalgt af hærkommandoen, så de udgjorde en operativ afbalanceret styrke. Det var især de sønderjyske garnisoner, der måtte holde for.
I »aktuelt kvarter« understregede ministeren nødvendigheden af at gennemføre 18 måneders tjenestetid, så man kunne få et tilstrækkeligt fredsberedskab, der i tilfælde af overfald på Danmark kunne tage det første stød og muliggøre den endelige mobilisering. Ministeren sluttede: »Jeg er klar over, at mange er utilfredse med at måtte blive inde. Til dem vil jeg sige, at de bør huske på, at det oprindelig var meningen, at alle skulle blive inde i 18 måneder, og det er derfor kun i den første overgangstid, der finder' en afvigelse sted herfra. De værnepligtige må endvidere tænke på, at der af hvert rekruthold udtages 15-20% som befalingsmandselever, som kommer til at ligge inde i 18, ja nogle i 24 måneder«10).
Land og Folk’s kommentar: »En mager trøst, må man jo nok sige«11).
Pejtersen-affæren
Inden jeg går over til at se på modstanden mod de 18 måneders tjenestetid, er det nødvendigt at beskæftige sig med to forhold, der sandsynligvis har haft nogen indflydelse på de senere begivenheder. Det ene er den såkaldte Pejtersen-affære, det andet er soldatermytterieme i Belgien.
Den 11. februar 1952 overfaldt og pryglede ti soldater fra Århus deres oversergent, Pejtersen. I den næste måneds tid var pressen meget optaget af sagen, og det fremgik, at Pejtersen havde optrådt forkert over for sit mandskab.
De ti menige blev tiltalt for mytteri, og sagen blev behandlet for retten i Århus midt i marts. Den 19. marts blev dommen afsagt, og de menige blev idømt fra 5 til 15 dages streng arrest. Minimumsstraffen for mytteri var normalt 4 måneders fængsel, men det blev betragtet som formildende omstændighed, at Pejtersen over for de menige havde optrådt fornærmeligt og udæskende, med upassende sprogbrug, samt at de menige ikke havde modtaget tilstrækkelig undervisning i, hvorledes man inden for forsvaret kunne klage over en foresat.
Pressens omfattende behandling af sagen var formentlig årsagen til, at den dagen før domsafsigelsen blev omtalt i folketinget, hvor ordførerne stærkt beklagede Pejtersens optræden. Straks efter at dommen blev kendt den påfølgende dag (men inden domspræmisseme kunne være gennemlæst) fremsatte fhv. forsvarsminister Rasmus Hansen på socialdemokratiets vegne krav om, at de ti soldater omgående blev benådet. Forsvarsminister Harald Petersen kunne ikke tage stilling, da han endnu ikke kendte rettens udtalelse.
Der blev holdt regeringsmøde om sagen, møder mellem regeringen og partierne, og udgangen blev, at de ti menige blev benådet, dommen fjernet fra deres militære straffeattest, og endelig skulle regimentet dække deres sagsomkostninger. Samtidig blev der nedsat en kommission under ledelse af højesteretsdommer Colov til at undersøge, om Pejtersen og hans foresatte kunne tiltales for pligtforsømmelse.
hans nærmeste foresatte. Pejtersen idømtes 30 dages vagtarrest for ukorrekt optræden over for sit mandskab, hans kompagnichef 6 dages kvarterarrest, og kompagniets næstkommanderende en irettesættelse - begge for ikke at have ført tilstrækkelig tilsyn med Pejtersen. Samtidig siges det i redegørelsen: »at selv om Pejtersens behandling af mandskabet kan have været udæskende, må afhøringerne i sagen fremkalde det almindelige indtryk, at der ikke i Pejtersens forhold kan findes nogen rimelig forklaring på, at de ti menige blev enige om at iværksætte det grove overfald på Pejtersen, og derved begå en yderst alvorlig overtrædelse af den militære straffelov«12).
Det må dog vist siges at være en ganske kraftig næse til de politikere,der formentlig på grund af den megen omtale i pressen foranledigede de menige benådet på så tidligt et tidspunkt, at undersøgelser i sagen - som man vidste måtte komme - endnu ikke havde fundet sted.
Selv om affæren var ret alvorlig, var dagspressens omtale temmelig overdimensioneret. Befalingsmandskorpset blev - især i visse aviser - karakteriseret ud fra Pejtersens eksempel som mandskabsplagere af prøjsisk tilsnit. Denne omtale og karakteren af folketingets indgriben gjorde også befalingsmændene yderst upopulære mange steder. Flere befalingsmænd blev korporligt overfaldet, og mange udtalte, at de følte sig som jøder i Hitlers Tyskland.
Denne meget omtalte sag har formentlig i vid udstrækning påvirket unge, der skulle indkaldes (f.eks. i maj 1952), i deres forhåndsindstilling til forsvaret, og folketingets benådning af de ti soldater har nok også gjort indtryk.
Officerernes blad vurderede således:» Hvor arbejdet i hæren gøres, vil der gå år, før følgerne af denne sag er udbedret. Kun den, der har sit daglige virke i geleddet, ved, hvor alvorligt og varigt den indvirkede på hærens disciplin...
Hvis man fremtidig behandler affærer i hæren på denne måde, vil det ikke kunne undgås, at det vil få yderst alvorlige følger - både direkte på disciplinen og indirekte derved, at tilgangen til befalingsmandskorpsene fra den bedste del af dansk ungdom vil høre op«13).
Og forsvarschefen, admiral Qvistgaard, sagde »at de sidste begivenheder indenfor værnene og disse begivenheders udvikling har skadet disciplinen meget. Der er eksempler på værnepligtige, der nu mener, at de kan gøre, som de har lyst til. De unge befalingsmænd kan stå vaklende over for dette og være bange for at blive hængt ud. Hvis der ikke sker en udvikling til det bedre på dette område, må det befrygtes, at det hele ender i kaos«14).
Soldatermytterieme i Belgien
I Belgien havde man i sommeren 1952 fordoblet tjenestetiden til 24 måneder. Det medførte i begyndelsen af august, at soldaterne flere steder gjorde mytteri. I byen Mons »lånte« nogle mytterister militære køretøjer og kørte rundt og opfordrede andre garnisoner til at slutte sig til. I Belgien - i modsætning til Danmark - var det største oppositionsparti, socialdemokratiet, imod udvidelse af tjenestetiden, og partiet bakkede op bag et krav fra fagforeningerne om generalstrejke som protest mod tjenestetidsforlængelsen.
Selv om strejken ikke blev generel, var der dog en halv million belgiere, der nedlagde arbejdet, og i Bruxelles demonstrerede 25-30.000 mennesker. Belgiens regering foranledigede derefter et møde i Vestunionen, for at høre om andre lande ville sætte tjenestetiden op til 24 måneder, som det var blevet anbefalet af NATOs militære øverstkommanderende. Da dette ikke var tilfældet, blev tjenestetiden nedsat til 21 måneder.
Disse begivenheder vakte ikke den helt store opsigt i Danmark. Aviserne skrev forholdsvis lidt derom; dog dyrkedes de noget mere i Land og Folk. Her var der formentlig ingen, der overså, at folkestemningen havde tvunget den belgiske regering til at give efter. I Fremad - ungkommunisternes blad - omtalte redaktøren de belgiske mytterier, og især, at regeringen ikke havde vovet at tiltale de demonstrerende soldater for mytteri, men nøjedes med at anvende disciplinære straffe. Bladet sluttede: »Den belgiske ungdom har vist os vejen: Enhed og aktiv handling fører til målet, som må være, at alle de indkaldte fra årgang 1952 forlader kasernen den 12. maj næste år efter eet års tjenestetid«15).
Denne passus, der også blev tiykt i Dansk kommunistisk Ungdoms (DKU) soldaterblad, Bassen, havde til følge, at der blev rejst straffesag mod redaktøren for at have overtrådt Borgerlig Straffelov § 127.1: »den.. . som tilskynder værnepligtige.. . til ulydighed mod tjenstlige befalinger, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år«. Han blev idømt 4 måneders fængsel ved byret og landsret.
Modstanden mod tjenestetidsudvidelsen
På den politiske front var det i nogen udstrækning retsforbundet, i højere grad det radikale venstre og mest udpræget Danmarks kommunistiske parti, der var imod tjenestetidsforlængelsen, og i folketinget, i pressen og i taler rundt i landet talte herimod. Vedtagelsen i folketinget den 12.12. 1951 ændrede naturligvis ikke disse partiers principielle stillingtagen, men modstanden mod forlængelsen foregik nu mere uden for folketings-regie.
Den 16. december 1951 blev der afholdt demonstration på Gammeltorv i København med flere hundrede deltagere under en stor transparent med »Nej til V-k års militærtjeneste«. Tranparenten måtte fjernes af brandvæsenet, og 12 mennesker blev anholdt af politiet. Også i flere provinsbyer var der demonstrationer, og mange steder blev der opklæbet plakater med agitation mod tjenestetiden.
Forskellige lærlingeafdelinger protesterede til dagbladene, og hovedbestyrelsen for DKU vedtog den 13. januar en appel, hvori man argumenterede mod de 18 måneders tjeneste og sluttede: »Danmarks kommunistiske Ungdom kaster sig med hele sin styrke ind i kampen for at rejse og organisere ungdommens proteststorm mod regeringens og oprustningspartiemes beslutning. Her er der intet som skiller os unge. Det er i hele ungdommens interesse at vælte denne beslutning.
Vi erklærer os rede til at støtte enhver organisation og enhver ung, som alvorligt og ærligt er modstandere af 1,5 års miltærtjeneste.
Ungdom! Slut jer sammen - og vi vil sejre!«16).
Det var nok for bedre at kunne yde denne støtte, at DKU dannede et såkaldt soldaterudvalg.
Nogle steder samlede soldater underskrifter mod tjenestetidsudvidelsen, og ét sted, Fredericia, blev en menig straffet for på kasernen at have uddelt propagandamateriale mod forlængelsen. Demokratisk Ungdoms Verdensforbund - der tidligere havde haft mange danske ungdomsorganisationer som medlemmer, men nu kun havde DKU tilbage - kunne i maj 1952 aflevere lige ved 20.000 underskrifter mod den forlængede tjenestetid til rigsdagens partier.
Efter forsvarsministerens redegørelse i folketinget den 12.11.1952 kom der protestskrivelser fra mange afdelinger i søværnet og flyvevåbnet. Der var episoder på Flakfortet og Kongelundsfortet, hvor de menige ikke ville stille til mønstring. Da de blev truet med anholdelse, foranstaltede de i stedet sultestrejke. Det skal her indskydes, at kollektiv spisevægring, organiseret som demonstration, den gang blev betragtet som brud på den militære disciplin - og dermed var strafbart17).
På flyvestation Ålborg var der sultestrejke den 17.11. Soldaterne blev af kompagnichef og stationschef opfordret til at ophøre med aktionen, men først efter at general Tage Andersen var fløjet til Ålborg og havde talt til soldaterne, blev aktionen afblæst. I stedet formulerede soldaterne en protestskrivelse til forsvarsministeren, hvor man ankede over den ulighed, der blev mellem hæren og flyvevåbnet, og påpegede, at hovedparten af soldaterne var udskrevet til hæren og uden ønske overflyttet til flyvevåbnet. Det hed til sidst i skrivelsen: » Det skal på det kraftigste understreges, at protesten ikke har politisk baggrund«18).
De kommunistiske blade19) forstærkede deres kampagne mod tjenestetiden, og disse episoder - der kun sporadisk omtaltes i den øvrige presse - var vand på møllen. I Fremad hed det: »Marinesoldaterne og flyverne har vist vejen til modstand. Nu gælder det om at forstærke hele denne kamp, så de ikke står alene.
Deres krav, ungdommens krav - eet år er mere end nok - må blive så stærkt, at det ikke kan overhøres«20).
Man havde i samme nummer af bladet en annonce, der opfordrede unge, som var imod tjenestetidsforlængelsen, til at være aktivt med i kampen mod denne ved at melde sig ind i DKU (se fig. 1).
Nytårsparolen fra DKUs formand, Ingmar Wagner, prægede det første nummer i det nye år. Det hed heri bl.a.: »Overalt blandt den indkaldte ungdom siger man: »Vi finder os ikke i mere end 1 års tjenestetid. Vi forlader kasernerne, når dette år er udløbet«.
Vi, Danmarks kommunistiske Ungdom, hilser denne kampvilje som findes blandt ungdommen, og vore medlemmer vil overalt gå i spidsen for denne kamp«21).
Senere slog DKUs forretningsudvalg fast: »Enhver ungkommunist føler det som sin pligt at forstærke kampen mod 18 måneders tjenestetid«22). Og redaktøren opfordrede til aktive handlinger og skrev: »At dette___ er en farbar vej viser eksemplet fra Belgien, hvor regeringen blev tvunget til at nedsætte tjenestetiden med 3 måneder. . . . Vi betragter det som vor uafviselige opgave at arbejde for, at sympatien omsættes i aktiv støtte, at aktiviteten blandt soldaterne og befolkningen mod de 18 måneder forstærkes«23).
Land og Folk kunne - som eneste blad - meddele, at 81 soldater i Høvelte havde skrevet under på en protest mod de 18 måneders tjenestetid, der blev tilsendt regering og rigsdag. Om det havde nogen betydning, at den underskrevne talsmand var DKUer, vides ikke24).
I lederen den 20. januar skrev Land og Folk, at det var en utilbørlighed, at soldaterne ikke havde fået besked om, hvornår de skulle hjemsendes, og »der er grund til en alvorlig protest fra soldaternes side mod, at også de skal være ofre for Hedtofts valgfiduser«25).
På Høvelte kaserne blev der natten mellem 9.-10. februar på indersiden af kasememuren med stor skrift malet: »Protester mod Vh år - Hjem til april!« Indskriften blev fjernet, men chefen meddelte soldaterne, at der nu skulle gås »bygningsvagt« fra kl. 18 til kl. 06. Soldaterne var meget imod dette, og nogle syntes, man skulle boykotte denne ekstra vagt, hvilket enkelte også gjorde. To soldater fra Høvelte blev senere idømt 4 måneders fængsel for mytteri for i forening at have nægtet at gå omtalte vagt. Andre soldater blev ikendt arbitrære straffe.
Denne sag blev i Land og Folk omtalt bl.a.: » Forsøgene på at få en række soldater (de to anholdte - min kommentar) idømt langvarige fængselsstraffe skal utvivlsomt ses som et forsøg på at skræmme soldaterne fra at fortsætte protestbevægelsen mod de 18 måneder - for det er i sidste ende det, det hele drejer sig om.
Intet tyder imidlertid på, at denne plan lykkes. Tværtimod vokser harmen blandt soldaterne«26).
Og da det samme dag blev kendt, hvilke enheder, der skulle blive inde, brød harmen ud i lys lue.
