Af Oberstløjtnant Dalhoff-Nielsen.
(Fortsat.)
Udførelsen kunde herefter formes saaledes: ad 1) »Gevær i Hvil«. Saa snart Geværet er ankommet i den paa Fig. 1 viste Stilling, slipper højre Haand øjeblik
kelig og fatter, medens venstre Haand løfter Geværet en Haandsbredde opad, om Laasen og bringer Geværet i Hvilestillingen. (Paa Fig. 3 er Kolben bleven presset noget udad ved Spadens Tryk paa Underarmen).
Geværet er hele Tiden i Bevægelse indtil Ankomsten i Hvilestillingen. Her fremkommer det første synlige Tempo. Medens det reglementerede Greb viser to Tempi, antydet ved 1— 2— 3 i Marchkadence, kunde det oven beskrevne Grebs Hastighed anskueliggøres ved »ettotre«. Paa det efterfølgende 4 bliver højre Haand liggende, og paa 5 føres den til Siden. Hele Grebet skal udføres i lidt over et Sekund eller i den Tid, som to af de nu brugelige Tempi kræver, og foregaa lydløst.
Dette Grebs Eksercerværdi ligger deri, at Samtidigheden ved Eksercits i Masse kun kan fremtvinges ved Arbejde med Enkeltmand, at det kræver vedholdende Anspændelse, hurtig Opfattelse og Handling i afgjort Modsætning til den sløvende »Eksercits paa Tælling«, der er en »beau reste« fra Lineartaktikkens Periode, ad 2) »Ge-
vær ved Fod«. Geværet drejes af venstre Haand 90 Grader og trækkes lodret nedad med udstrakt venstre Arm, gribes straks af højre Haand (se Fig. 2) og føres hen til højre Side, under hvilken Bevægelse Underarmen med Albuen i Siden svinger lidt udad, saa at Geyæret ude fra sættes ind til Kroppen og derefter glider gennem højre Haand, indtil Kolben berører Jorden. Grebet udføres i et Tempo. Det ses tydeligt af Billedet, at de bekendte Kast med Hovedet til vestre er udelukkede ved dette Greb. Geværbæringen. Gevær 1889 er jo et kedeligt langt og forvægtigt Vaaben, hvis eksercermæssige Haandtering er vanskeligere end de foregaaende Typers. Det afgørende Kendetegn paa et korrekt udført Greb er Geværets Stilling ved Ankomsten i Slutstillingen. Men ved »Gevær i Hvil« bevirker den usikre Styring fra Kolbehalsen, at det forvægtige Gevær som Regel glider med Mundingen ud af Vertikalplanet og bagefter maa føres ind i dette som oftest efter en særlig Tilsigelse (»Kolben til højre!«). Under Eksercits i Masse virker alle disse falske Stillinger militsa^tig. Ved Styring fra Grebet om Laasen undgaas disse Fejl; men Geværets rigtige Leje paa Skulderen afhænger nu af venstre Haands Stilling. Og her har der fra gammel Tid udviklet sig en besynderlig Forkærlighed for den stejle Stilling (»træk Geværet bedre an!«), uden at det kan ses, hvad der skulde vindes derved. Geværets Leje bliver usikkert og Underarmen overanstrengt ved at Geværets Vægt hviler i venstre Haand i Stedet for paa Skulderen. Dette er forkasteligt, Overarmen bør hænge lodret ned (set fra venstre Side), og Underarmen danne en ret Vinkel med Overarmen, derved indskrænkes Haandens Arbejde til blot at støtte Geværet.
Honnørgrebet. Ovenfor blev der gjort nærmere rede for Præsentergrebets Betydning, og Grunden til Geværets Stilling ved venstre Side. Eksercermæssig set har Grebet kun da nogen Værdi, naar Bevægelserne ved Udførelsen følger samme Love som de øvrige Greb. Dette er, som paavist under Omtalen af Grebsystemet, ikke Tilfældet med det nuværende Greb.
Det korrekteste er at udføre Grebet fra Beredskabsstillingen, nemlig fra »Gevær i Hvil«. Geværet drejes ligesom ved »Gevær ved Fod« 90 Grader til højre, stilles lodret og l fattes med højre Haand om Laasen (de 4 Fingre paa Ma- „ gasinlaaget), drejes af denne atter 90 Gr. og føres lige nedad, indtil venstre Haand kan fatte Geværet som nu foreskrevet, idet højre Haand samtidig slipper og griber om Kolbehalsen med de fire Fingre strakte paa Forsiden af Kolbehalsen. Hele Grebet maa gøre Indtryk af at blive udført i et Tempo. Tilbage til »Hvil« foregaar paa tilsvarende
Maade: Drejning 90 Gr. til venstre, Greb om Laasen med en ny Drejning til venstre samtidig med, at Geværet føres op paa Skulderen, som ved »Gevær i Hvil« fra »Fod«. Det er væsenligt, at Piberne ved »Præsenter« staar lodret, venstre Arm er presset fast til Kroppen, samt at de venstre Hænder alle ligger i samme Højde.
Ladningsgrebet, der eksercermæssig korrektest udføres fra »Gevær i Hvil«, kan ogsaa forenkles noget, idet Ladning og Magasinfyldning ikke nødvendigvis kræver Indtagelse af Færdigstillingen. Det er tilstrækkeligt, at der gøres halvt højre om samtidig med Geværets Anbringelse i Ladestillingen. Geværet fattes ogsaa herved om Laasen af højre Haand. Efter fuldført Ladning bringes Geværet atter i »Hvil«.
Ved Overgang til Færdigstillingen er det aabenbart simplere efter den ottendedels Vending at sætte den venstre Fod et halvt Skridt til venstre i Stedet for at træde bagud med hdjre Fod. Ladning og Magasinfyldning er ved Gevær 1889 en ret besværlig Operation, der kræver megen Øvelse, særlig i den liggende Stilling. Grebene skal ikke alene være sikre, men tillige hurtige, et Krav, som hyppig modarbejdes under Skoleskydningen, hvor Ladningen udføres ret skødesløst, hovedsagelig fordi Opmærksomheden er rettet paa flere andre Ting. Men alle Øvelser paa Eksercerpladsen tjener middelbart eller umiddelbart Krigens Formaal, og aldrig maa den Forestilling gaa ind i Soldatens Bevidsthed, at Fordringerne til Stramhed og Nøjagtighed kun hører hjemme paa Eksercerpladsen, men ikke uden for denne. Paa Skydebanen bør Soldaten lade eksercermæssig rigtig fra Tasken, hvilket naturlig kræver, at der før Skydningen tildeles ham det for vedkommende Skydning bestemte Patronantal.
En anden meget vigtig Side af Skydeuddannelsen er det hurtige og sikre Anslag. Dette er ren Eksercits, som forberedes i Stillingen staaende frit. Skytten betragter skarpt Retningspunktet og slaar an, f. Eks. paa Lærerens ene Øje. Geværet maa øjeblikkelig være rigtig rettet, uden Omflytninger og uden kredsende Søgen efter Retningspunktet. Paa denne Maade oparbejdes der efterhaanden i Armene en stor Følsomhed for Geværets rigtige Leje og Retning. Virkningen af disse Øvelser er ret overraskende. Skydning i sluttet Orden maa vel nu nærmest betragtes som forældet. Den kræver en Nøjagtighed i Opstillingen, som med Nutidens kortvarige Uddannelse ikke kan opnaas i Praksis. Skal denne Ildmaade bibeholdes, vilde det være bedre at lade forreste Geled knæle, for at undgaa de uroskabende Overtrædninger af bageste Geled.
March.
Til alle Tider har Troppers Marchydelser været Prøvestenen for deres tekniske og moralske Værd. Lange og vedholdende Marcher vidner ikke blot om en omsorgsfuld Uddannelse, men ogsaa om megen Omtanke fra de foresattes Side for at skabe en streng Disciplin. Men March er tillige en Ekscrcerbevægelse, der i Følge Eksercitsens Idé kræver Ensartethed og Samtidighed i alle Bevægelser. Medens det ved Rejsemarcher kommer an paa at husholde med Kræfterne (March uden Trit), fordrer Eksercitsen stor Kraftudfoldelse og Viljeanspændelse bl. a. for at vedligeholde Ensartethed i Bevægelsernes Form og Tempo. Heri ligger dette Eksercermiddels store Betydning. Imidlertid er der ogsaa adskillige Vanskeligheder at overvinde hidrørende fra de enkelte Individers forskellige Karakteranlæg og Sædvaner, Legemsbygning og Sundhedstilstand. Teori og Praksis peger bestemt henimod, at der for ethvert udvokset Individ er en vis Skridtlængde og et vist Marchtempo — varierende lidt efter Personens Højde, Benlængde, Vane, Temperament o. m. — ved hvilke den vedkommende bevæger sig fremad under de for ham gunstigste Arbejdsforhold, d. v. s. med mindst mulig Udgift af Legemsenergi pr. km — hans saakaldte »naturlige March«. Dette rent personlige Forhold kan man til Dels tage i Brug ved Rejsemarcher, idet man opgiver Trittet; men af Hensyn til Sammenhænget i en Kolonne maa den »naturlige March« dog omformes noget ved Øvelse paa rette Maade og i tilbørlig lang Tid. Det er dog uden videre indlysende, at hvad enten Tempo og Skridtlængde sættes op eller ned, saa hidfører en saadan Forandring straks et vist Ekstraarbejde, som fremkalder Træthed (universelt eller lokalt). At overvinde denne Træthed, der ikke er det samme som Træthedsfølelsen, er en af Marcheksercitsens Opgaver, den anden er at disciplinere den hele Masse til en stærk villende Enhed.
Her træffer os imidlertid den Besynderlighed, at medens f. Eks. Rytteren lægger den største Vægt paa at uddanne sin Hest til at udføre alle Gangarter fysiologisk rigtig ved at udvikle Hestens forskellige Muskulaturer og derved fremkalde det Sving i Forbenene, der sætter Dyret i Stand til at udholde lange Marcher, saa forsømmes Infanteristens herhenhørende Uddannelse saa at sige ganske: Eksercerreglementet tier helt herom. Reglementet synes at forudsætte, at da hver Mand kan gaa, inden han bliver Soldat — hvad jo for øvrigt ogsaa Hesten kan, inden den kommer under Dressur — saa er der ikke stort mere at gøre ved den Ting. Paa Eksercerpladsen kan der altid hjælpes paa Trittet ved at tælle, og naar der saa traskes dygtig ud paa Landevejen, er alt i den bedste Orden. Men denne pædagogiske Metode afsahter ikke de tilbørlige og varige Virkninger, hverken pag Manden eller paa det taktiske Legeme. Det koster ikke Folkene den ringeste Anspændelse at bevare et Slags Trit, naar de har et Metronom til at angive Takten, og naar da Tællingen ophører, trætler de individuelle Tilbøjeligheder i Virksomhed, og Trittet begynder at vakle, et Tegn paa, at Troppen endnu ikke er bleven til en Enhed Ved Træning paa Landevejene opnaas der selvfølgelig en ofte ret betydelig Øvelse i at tilbagelægge lange Strækninger og Erfaring om de dermed forbundne Anstrengelser. Men Virkningen af Træningen forsvinder erfaringsmæssigt efter lige saa lang Tids Forløb, som Træningen varede, uden at afsætte noget blivende Spor, hvis den da ikke har medført en eller anden Art af Overanstrengelse. I den Dobbeltfordring, der stilles til March, dels som Eksercermiddel og dels som Rejsemarch, maa Uddannelsens Opgaver søges. Blandt disse kan efterfølgende fremhæves:
a) At opøve hele Legemets Arbejdsevne, særlig frembringe den nødvendige Kraft, Udholdenhed, Hurtighed og Akkomodationsevne i de Legemsdele, paa hvilke Marcharbejdet hovedsagelig hviler.
b) At bestemme den i fysiologisk og praktisk Henseende formaalstjenligste, ensartede Form og Udførelse for det enkelte Skridt, saa vidt som dette lader sig forene med det givne Menneskemateriales Ensartethed (lige Højde).
c) At opøve hos den hele Masse de forskellige fysiske og moralske Egenskaber, som skal til for at fremkalde hos alle Individer den attraaede Udholdenhed i Arbejdet.
d) At oparbejde de enkelte Individers psykiske T ilstand, saaledes at enhver viljefast stræber efter at føle sig og virkelig føler sig sikker i sin Stilling og Virksomhed, som et automatisk virkende Led i det hele, til hvis Sammenhængskraft han har Tillid, og alt dette uden at hans Individualitet er udslettet i den Grad, at han ganske »taber Hovedet«, hvis det hele, hvortil han hører, truer med at bryde sammen.
Det gælder altsaa om at anlægge Øvelserne paa Eksercerpladsen saaledes, at de foruden at fyldestgøre de eksercermæssige Krav tillige baade fysisk og psykisk paa bedste Maade forbereder for Krigsmarchen. Til at udføre lange Krigsmarcher kræves der stærke Fødder og Ben, en udviklet Ryg- og Bugmuskulatur, men ogsaa gode Lunger, et fejlfrit og stærkt Hjerte, samt stor Modstandsdygtighed mod Træthedsfølelsen. Hvis Hjertets og Karsystemets Virksomhed ikke fremkalder et livligt Blodomløb, bliver Stofskiftet ufuldkomment, og der opstaar da snart Træthedsfølelse og Mathed, der hurtig lader Soldaten ende i Landevejsgrøften. Det er en bekendt Sag, at det er mere trættende at staa end at gaa. Man bliver hurtigere træt ved Musæuins- og Udstillingsbesøg end ved at gaa en rask Tur paa en Milsvej. Grunden hertil maa i Følge en tysk Militærlæges Undersøgelser være den, at ved Stillestaaen følger Blodet Tyngdeloven, synker ned i Benene og bliver da kun ufuldkomment pumpet op til Fornyelse i Lungerne. Ved fysiologiske Forsøg er det dernæst blevet paavist, at Hjertevirksomheden aflastes meget ved en kraftig Fremog Tilbagesvingning af Benene. Blodaaren i Benet, »vena femoralis«, bliver ved Bøjningen og Strækningen i Hoften afvekslende sammenpresset og udvidet, hvorved Blodet saa at sige pumpes fra Benet op i Underlivet. Naar denne »Pumpevirksomhed« ikke sættes i Bevægelse, fornyes Blodet i Benene kun ufuldkomment, Træthedsstoffet af lagres i Musklerne, Gangen bliver ufrisk og slæbende, og der indfinder sig hurtig Overanstrengelse. Man har da for sig det kendte Billede af den trætte Soldat med de ufuldkomment fungerende Hofter, Knæ og Fodled, det ludende Hoved, den sammensunkne Skikkelse og det mod Jorden rettede sløvt stirrende Blik. Heraf følger, at det fysiologisk er en Fejl at »føre« Benet fremad. Dette medfører en unødvendig spændt Stilling, som dels paalægger Benets Led, Nerver og Muskler et unyttigt Ekstraarbejde, og dels medfører ugunstige Forhold for Vædskecirkulationen, d. v. s., der indtræder hurtig lokal Træthed som eneste Udbytte.
Hele denne overmaade betydningsfulde Side af Uddannelsen er desværre kommen i Miskredit, som Følge af et alvorligt Misbrug i Skikkelse af den saakaldte »Etmarch«, saaledes kaldet efter Kommandoen: »Et!« paa hvilket et Ben spjættedes frem og holdtes i spændt Stilling, svævende i Luften, indtil et nyt »Et!« fremkaldte et spjættende Hop fremefter, med det andet Ben svævende i Luften o. s. fr. Oprindelig har der maaske nok været en fornuftig Tanke forbunden med denne Metode, men den er i saa Fald udartet og endt som en fuldkommen sprællende Parodi paa Marchpædagogik, lige unyttig for Marchen som skadelig for Soldaten (Marchperiostitis). Det værste var imidlertid, at da man opdagede Fejlen og Faren ved Etmarchen, kastede man Barnet ud med det snavsede Vand, i Stedet for at reformere, og bragte Eksercerinarchkunsten i Miskredit, hvorved man opnaaede at bortkaste et uerstatteligt Eksercermiddel til Soldatens tekniske, fysiske og psykiske Fuldkommengørelse.
Ved Indøvelsen af det enkelte Skridt er det væsentligt, at Kroppen stadig er fremadhældet, at Benene med let strakt Vrist svinges i Hofteleddet kraftigt fremad og opad, samt at Kroppen saa at sige rives med af det svingende Ben og ved et samtidigt Tryk af den bageste Fod mod Jorden (Afsæt). Naar Foden har faaet Fæste paa Jorden, skal Kroppen i fremadhældet Stilling hvile helt paa denne Fod, medens det andet Ben er strakt bagud med Fodspidsen støttet let til Jorden. Kraften skal lægges i Fremadsvingningen og ikke i Benets Bevægelse nedad. Efter hvert fuldført Skridt skal Kroppen staa urokkelig stille med rigtig Hovedstilling, hvælvet Brystkasse og med hele Legemet energisk strakt. Indaanding under Bevægelsen, Udaanding under Stillestaaen. Herved bestemmes Øvelsestempoet med Enkeltmand. Efterhaanden formindskes Pavserne mellem de enkelte Skridt, indtil den fortsatte March naas. Samarbejdet i Trop og Deling er herefter nogle faa Timers Værk. (Den fyldigste Fremstilling findes i »Kunsten at eksercere«).
Ved alle fysiske Anstrengelser er Udholdenheden væsentlig betinget af Aandedrætsapparatets Virksomhed. Men denne hæmmes dels af Tornystret med dets Bæreremme, dels af Brødposeremmen og dels af Livremmen, der tvinger Mellemgulvet opad og sammen med den øvrige Bepakning klemmer Brystkurven sammen. Derved hindres den dybe Indaanding og des mere, jo tungere Bepakningen er. Det vedholdende og anstrengende Muskelarbejde øger Musklernes Vandindhold, der i Mangel af stadig Tilførsel af Drikkevand, tages fra Blodet. Dette bliver derved »tykkere«, og ved utilstrækkelig Respiration opstaar der Blodopsamling i Leveren og Hjertet med paafølgende Udvidelse af disse Organer, hvoraf atter resulterer Mathed. Napoleon I siger et Sted: »Le soif affaiblit le courage, prive l’hommede toutes ses facultés méme de l'espérance«. Paa den anden Side mente han, at »les privations, la pauvreté, la misere sont 1’école du bon soldat.« —
Der behøves rationelt anlagte Ind- og Udaandingsøvelser, saaledes sammenknyttede med de eksercertekniske Øvelser, at Aandedrætsmusklerne efterhaanden blive i Stand til at overvinde de af Tornystret og Remmene foraarsagede Hæmninger. Angaaende denne vigtige Side af Uddannelsen henvises til det berømte Værk af Professor, Dr. Zuntz og Overstabslæge, Dr. Schumburg: Studien zu einer Physiologie des Marsches. Berlin 1901. August Hirschwald. Endvidere til »Belastningens fysiologiske Virkninger ved Marcher«, MilitararztI. Zeitschrift, Februar 1897 (cit. i Balck, Taktik II. 1. 208).
Om Overanstrengelse.
Naar Rekrutter paa 5 Maaneder skal igennem hele det Pensum, man andet Steds bruger Aar til, kan det ikke undgaas, at en stor Del af dem bliver overanstrengte, saaledes at deres Værd som Kombattanter bliver mere end tvivlsom. Det er dog ikke den korte Tjenestetid alene, som udsætter Rekrutten for Overanstrengelse; thi ogsaa under tilstrækkelig lange Øvelsesperioder kan ved uhensigtsmæssig anlagt Træning Individet blive udslidt i Stedet for styrket.
Særlig i Frankrig har Militærlægerne været opmærksom paa dette Forhold. Médecin-Major I Dr. Gassedebat udgav i 1901 en Bog »De l’entraineinent et de ses effets chez le fantassin«, hvori han skildrer Virkningen af Marchtræningen med 743 Rekrutter, der mødte ved det 86. I nf. Regt. i November 1898. Det drejede sig om at udføre saakaldte »marches d’épreuve« paa 20, 22, 24, 26 km, og med feltmæssig Bepakning (ca. 30 kilo). Disse Marcher skulde udføres med en Skridtlængde af 75 cm og 120 Skridt i Minuttet, eller 1 km i 11’. Der medgik til Træningen 190 Dage. Det fremgaar ikke af Redegørelsen, om Marcherne blev udført i 4 paa hverandre følgende Dage, i hvilket Tilfælde Præstationerne maa betragtes som særdeles gode. Til Sammenligning kan anføres, at ved Slagelse Rekrutskole modtog vi den 11. April 1917 800 Rekrutter, og den 30. Juli, altsaa efter 120 Dages Øvelser, blev Kompagnierne inspicerede efter følgende Program: Formiddag 30 km March med Ankomst paa Eksercerpladsen til et befalet Klokkeslet, umiddelbart ovenp'aa: 1% Times Eksercits i sluttet og spredt Orden samt Teori (Hærordning og Tjenesteforhold); Eftm.: Felttjenesteøvelse med Eksamination og en Nattemarch med opgivet Maal gennem en Skov. Hele den tilbagelagte Vejlængde udgjorde 45— 48 km, men vel at mærke uden krigsmæssig Pakning. Med 120 skarpe Patroner, feltmæssig pakket Tornyster og Brødpose vilde en saadan Præstation have været umulig paa det nævnte Tidspunkt.
Uagtet hele den anstrengende Øvelsesdag forløb, uden at en Mand blev tilbage, er det dog klart, at en Præstation som den skildrede, efter blot 4 Maaneders Træning maatte medføre en eller anden Art af Overanstrengelse. Det viste sig ogsaa, da Kompagnierne efter en Dags Hvile blev inspicerede i Gymnastik, Bajonetfægtning og Feltgymnastik, at Friskheden var kendelig aftaget. Den, der i de forudgaaende 4 Maaneder havde haft Lejlighed til daglig at iagttage Rekrutterne, kunde ikke undgaa at se, at de var trætte, og at de ikke vilde have været i Stand til at gøre Prøven om igen,, hvorved maa tages i Betragtning, at denne ikke i nogen Maade overskred Fordringerne til et march- og kampdygtigt Infanteri.
Der er imidlertid et langt Spring fra at marchere 30 km med Fredspakning og til at tilbagelægge den samme Vejlængde med fuld Krigsbelastning. Der er ogsaa Forskel paa at marchere en sommerfrisk Formiddag og saa paa en March i øsende Regn eller i bidende Kulde ad snedækte Veje. Der er endelig Forskel paa, om Folkene efter en anstrengende Prøve som den før skildrede kan komme i de vante Senge, eller om de skal ligge ude paa Marken og fortsætte efter faa Timers Ro, maaske med Udsigt til flere Døgns haarde Kampe og det obligate Gravearbejde.
Det er herefter klart, at det gunstige Forløb af den ovennævnte Inspektion ikke kan gælde som et Udtryk for, at Kompagnierne var i den Form, der tillod dem at overvinde Krigens ofte umenneskelige Strabadser uden væsentlig Svind i Kampkraften. Jeg maa endog anse det for tvivlsomt, om Turen var bleven gennemført saa glat, hvis Belastningen var bleven øget med 120 skarpe Patroner pr. Mand. Umuligheden kan vel ikke bevises, eftersom Forsøget ikke blev gjort, og jeg kan kun dømme ud fra mangeaarige Iagttagelser og Erfaringer. Men disse er bleven bekræftede af de franske og tyske Undersøgelser. Naar Dr. Cassedebat er kommen til det Resultat, at der medgik 190 Dage (inkl. Helligdage og Orlov) for at naa til en Marchydelse af 26 km i 4Tj Time med krigsmæssig belastede Soldater, saa kan dette Resultat ganske vist ikke overføres paa danske eller paa tyske Forhold. Som Følge af den franske Befolknings ringe Fødselsoverskud, maatte Udskrivningsvæsenet tage Rub og Stub med for at fylde den uforholdsmæssig store Hær. Derved blev adskillige indrullerede, som hverken her eller i Tyskland vilde være bleven tagne til Soldater. Det er muligt, at danske Rekrutter vilde kunne marchere 30 km med fuldvægtig Krigspakning i 534 Time plus 1 Times Hvil, efter 180 Dages Tjeneste, dog sikkert ikke uden Overanstrengelse og ikke flere Dage i Træk.
Cassedebat gør opmærksom paa, at der med Hensyn til Overanstrengelse maa skelnes mellem to Former: »Courbature« (Udmattelse) og »Surmenage« (Overtræning). Det første Udtryk anvendes om Stakaandethed hos Heste og om Værk i Lemmerne hos Mennesker. »Courbature« er »Surmenagen«s Forløber. Den karakteriseres ved den lokale Træthed, den lokale Muskel- og Leddestivhed og Ømhed, som opstaar efter den daglige Øvelse. Med varme Bade og lidt Massage, eventuelt passende Hvile, hæves disse Virkninger oftest helt. »Surmenage« derimod — saaledes som den ytrer sig under Militærtjenesten eller den sportslige Træning — er Følgen af Misforhold mellem Organernes Funktionsdygtighed og Størrelsen af det daglige Arbejde, som forlanges af Individet. Det er Ophobningen af den lette, daglige Overanstrengelse, som fremkalder »Surmenage«, den virkelige, kraftfortærende Overtræning. »Surmenage« maa ikke forveksles med den akute Tilstand, som pludselig overvælder Manden efter en voldsom Anstrengelse med efterfølgende Kortaandethed (Lungekongestion), heller ikke kan den undertiden. dødlignende Træthed — uden større Aandenød — som indfinder sig efter Udholdehedsøvelser, karakteriseres som »Surmenage«.
Den ægte militære »Surmenage« kommer snigende langsomt, som en Følge af Ophobningen af de daglige smaa Overanstrengelser, og just fordi den ikke melder sig ved særlige ydre Tegn — undtagen Vægttabet — kan den skuffe selv en opmærksom Iagttager af Folkene. Disse bliver efterhaanden sløvede eller hærdede over for de daglige lokale Træthedsfornemmelser. Det maa nemlig erindres, at man kan have Følelsen af Træthed uden at der foreligger arbejdsmæssig Grund til at være træt, og man kan være træt uden at føle det selv. Træningen fremkalder øget Modstandsdygtighed mod Trætheden, en Svækkelse af Evnen til at føle det generende ved Trætheden, og om end dette netop er Formaalet med god Træning, ses det let, at Svækkelsen af E v n e n til at føle Træthed er ensbetydende med at miste det naturlige, normale Kontrolapparat, og derfor ogsaa rummer en Fare for Individet. Klart er det da, at svage Individer med god Vilje og nogen Energi ofte er de vanskeligste at bedømme rigtig, medens det endnu er Tid. Overtræningen viser sig først og fremmest derved, at Ernæringstilstanden lider (begyndende Vægttab). Der optræder: Forandringer i Appetitten, Tørst, Nervøsitet, Irritabilitet, Depression samt lettere dyspeptiske Symptomer; hertil slutter sig snart en vis nervøs Kortaandethed (endog Asthma) og Hjertebanken, oftest som Følge af daglige, mindre betydelige Hjerteudvidelser. Kræfterne og Udholdenheden tager af, og Søvnen bliver urolig eller utilfredsstillende. Sjælsevnernes Arbejdsværdi synker, ligesom Sanseevnernes Skarphed aftager, Modstandsdygtigheden mod Infektioner svækkes, og Tilbøjeligheden til Diatheser (Gigt, Sukkersyge) stiger. Alt dette er i Følge Dr. Cassedebat’s Erfaringer typisk for den ægte militære »Surmenage«, om end denne ogsaa kan frembyde andre Billeder.
Hvorvidt den saaledes skildrede sygelige Tilstand afsætter varige Virkninger, eller om den helt kan overvindes, foreligger der intet positivt om. Lungeemfysem hæves aldrig, Overanstrengelse af Hjertemuskulaturen næppe heller. Men den, der engang er bleven O ffer for Overtræningen, gaar svækket i Stedet for hærdet ud af Tjenesten. Nedsættelsen af Tjenestetiden til 5 Maaneder vil ventelig afføde en Række Tilfælde af uundgaaelige Overanstrengelser, og alene af den Grund kan denne kortvarige Tjenestetid ikke opretholdes. —
