En meget læseværdig artikel i „The Army Quarterly“ for juli 1951: „Kangaroo Infantry“, samt en meddelelse i schweiziske dagblade om, at den schweiziske hær af de britiske overskudslagre har købt et betydeligt antal Universal Carriers, kan godt give en infanteriofficer anledning til overvejelser vedrorende det meget vigtige spørgsmål „Transport på kamppladsen“, ikke mindst i hære, der af økonomiske årsager må regne med et ringe minimum af kampvognsstøtte til sine operationer, det være sig i direkte samarbejde med infanteriet eller i form af operativ kampvognsindsats.
Forfatteren til den nævnte britiske artikel, oberstlt. Bredin, har selv virket ved og har også fra anden side nøje kendskab til anvendelsen af Kangaroos eller, som de reglementarisk kaldes A. P. C.s (Armoured Personnel Carriers). Hovedpunkterne i hans fremstilling er, at transporten af infanteriet i sådanne pansrede terraingående køretojer hør betragtes som det normale på kamppladsen. Han fastslår, at et således transporteret infanteri har følgende fordele over for det fodmarcherende:
a) Det kan forskydes fra et sikret samlingsområde helt frem til eller gennem de fremskudte fjendtlige stillinger, og forskydningen kan ske hurtigt og i relativ sikkerhed. Dette skulle gøre det muligt for infanteriet at undgå de store tab, det ofte lider til fods på strækningen mellem samlingsområdet og angrebsmålet.
b) Infanteri, der transporteres i A. P. C.s, har mindre chance for at „luske hagud“ end fodmarcherende infanteri.
c) Infanteri i A. P. C.s, som i relativ sikkerhed har passeret det meste af det farlige terrain på vejen til de fjendtlige stillinger, vil ankomme i frisk tilstand og være i stand til straks at påbegynde rensningsoperationer.
d) Infanteri i A. P. C.s vil være i stand til at udnytte vundne resultater langt hurtigere og at vedblive med at bekæmpe fjenden mere kontinuerligt end fodmarclierende infanteri. Hvis den fjendtlige stilling ikke er stærkt besat, og forudsat at der gives fornøden støtte, kan infanteri i A. P. C.s muligvis gennemføre et fuldstændigt gennembrud.
Bredin anser samvirke mellem infanteri i A. P. C.s og kampvogne for at være meget ønskeligt (kampvognene skulle da støtte infanteriet i direkte taktisk samvirke). Minerydningskampvogne bør ledsage de pansrede styrker.
Om selve A. P. C.-køretøjet siges det, at det må liave en stærk pansring for at kunne modstå ilden fra panserværnsskyts, artilleri og miner (stærk pansring under vognen), og der opstilles en række øvrige krav til det, livilket konkluderer i, at A. P. C.-køretøjet bør være et tungt køretøj, formentlig af størrelsesorden 20—40 tons. En infanteribrigade bør liave A. P. C.s til mindst een bataillon. Værdien af A. P. C.s i såvel angreb som modangreb og tilbagegang understreges. Artiklen slutter med, at det i en fremtidig krig vil være nødvendigt bedst muligt at beskytte de begrænsede mandskabsstyrker, og at anvendelsen af A. P. C.s er et velegnet middel hertil.
Så vidt undertegnede bekendt er „Ivangaroo“-køretøjet og de dermed beslægtede typer, som den britiske officer omtaler, så tunge, så stærkt pansrede og derfor så kraftige, niotormæssigt set, at anskaffelsessummen pr. stk. løber op i beløb, som små lande må sige nej til. Det er øjensynligt også tanken, at A. P. C.s sammen med kampvogne så at sige skal holde et kørende indtog i den fjendtlige stilling. En antagelse af de beskrevne metoder bliver derfor næppe aktuel i en småstatshær.
Problemet: Beskyttelse og hastighed på kamppladsen er imidlertid også for den lille stats infanteri af overordentlig stor betydning, og det er tanken i det følgende at dokumentere dette nærmere.
Det skal straks siges, at der er grund til at tro, at meget betydelige fordele kan opnås ved at tildele infanteriet et antal pansrede, terraingående køretøjer af type som den britiske Universal Carrier, der er billig (anskaffelsessummen kan sættes til ca. 1/50, måske endnu mindre, af prisen for en kampvogn) og kan opvise en lang række andre fordele, og hvis eneste virkelige mangel i forhold til den tunge A. P. C. er den mindre pansring (kun mod mgild og sprængstykker), som nøder den til at holde sig bag sidste dækkende krete eller at holde sig i passende afstand fra fjenden (afhængig af sigtbarlied o. s. v. o. s. v.).
Universal Carrieren (for nemheds skyld i det følgende betegnet som tv. = terrainvognen) yder som sagt beskyttelse mod geværild og mod de allerfleste sprængstykker. Muligvis gennembrydes pansringen af panserbrydende projektiler, men næppe ud over 6—800 m, og væsentlig længere skulle tv. normalt ikke nærme sig den fj. stilling. Man have herved i erindring, at kampvogne i nyeste tid ugerne går tæt ind på livet af fjenden, fordi dennes skyts (specielt 75 og vel nu også 10,5 cm rekylfri kanon og andre mellemafstands-pv.våben) på mindre afstande end disse nu har tilintetgørende virkning. En yderligere formindskelse af geværprojektilers virkningsgrad kan formentlig opnås ved at gøre tv.s sidevægge skrånende, men dette turde være en konstruktionsmæssig detaille. Hvad sprængstykker angår, angives det ofte, at 50 procent af tabene ved fronten skyldes sprængstykker fra mor- tergranater og en væsentlig del af resten sprængstykker fra artillerigranater. På baggrund heraf ses det klart, at en beskyttelse af personel og materiel, der af en eller anden grund ikke kan være nedgravet under fægtningen, mod disse sprængstykker vil være af endog meget stor værdi. En tv. vil formentlig kun kunne ødelægges af en granat- eller raket-fuldtræffer.
Det bør her tilføjes, at det skulle være muligt at sikre personel og materiel i tv. mod den nye fare, der truer frontsoldaten som afløsning for granatkardæsken: brisantgranater med høje sprængpunkter, f. eks. radardetonerende granater i bestemt højde over jordoverfladen. Tv. kunne i betydelig grad sikre mod sådanne sprængstykker ved at montere skrå panserlåg på tv. på samme måde som over mandskabstransportvognene i de svenske panserenheder. Problemet er i hvert fald ikke uløseligt.
Hvor har infanteristen brug for tv.?
I princippet har infanteristen brug for et let, pansret, terraingående køretøj overalt inden for de fjendtlige fodfolksvåbens og artilleriets virkningsområde, hvor han ikke har mulighed for at være nedgravet eller på anden måde effektivt dækket.
Som enkelteksempler kan nævnes: a. Fremføring af angrebsfodfolk så langt, som dette er muligt under hensyn til terrainet og den fjendtlige våbenvirkning. Afstanden kan i givet fald formindskes i mørke, usigtbart vejr, røg eller tåge.
Bag sidste dækkende krete, eller i passende afstand fra fjenden, sættes fodfolket af, og tv. holdes enten i beredskab til transport i senere faser af kampen eller anvendes til andre opgaver (f. eks. til brug i påkommende tilfælde for reserven, til ammunitionstransport, til evakuering af sårede
o. s. v.).
Sætter man, at der pr. tv. kan fremføres 1 gruppe, ville 1 btl. i forreste træfning til sine 2 forreste kp.er skulle bruge ca. 30 tv. Dette er nok et ret højt tal at operere med som organisk del af en bataillon til dette formål, men man kunne tænke sig, at regimentet rådede over en pulje, hvorfra der i givet fald blev afgivet til de enheder, der havde særlig brug for sådan transport, evt. at fremførelsen sker i flere echeloner.
Tv.s betydning under udvigende kamp indses umiddelbart.
b. Transport og evt. underlag for 120, 81 og 60 mm morterer. Netop fordi morterilden har en så overvældende andel i de anrettede tab, har de fleste hære indgående studeret spørgsmålet om morterbekæmpelse. Resultatet heraf synes i øjeblikket at være dette, at man uden brug af radar kan finde og lægge artilleriild over fj. morterer på 15—20 minutter, og at man med mobile frontradaranlæg kan åbne ilden på fj. morterer 4—5 minutter, efter at disse har åbnet ilden. Dette vil sige, at morteren (sektionen, delingen) kun kan påregne tid til en (tilmed afkortet) indskydning og en enkelt virkningsskydning, før fjendens ild falder (måske udtrykt for skarpt, da fj. næppe altid vil have tid til at finde alle modpartens morterer og heller ikke altid vil være interesseret i at beskyde dem, f. eks. i tilfælde hvor ban vil indgive disse morterer en falsk tryghedsfølelse, så at de forledes til at blive på stedet, hvorefter de, måske under eet, kan likvideres som led i et større artilleri- eller offensivforetagende).
Det kan allerede have sine vanskeligheder at få morterfolk, der jo i reglen vil stå bag en dækkende krete, til at grave sig og navnlig morteren og ammunitionen ned. Det er en krigserfaring, at det er endnu betydelig vanskeligere at få dem til at grave skiftestillinger kortere eller længere væk fra den første stilling. Og det er ligeledes en krigserfaring, at det er næsten umuligt at få dem til at flytte til sådanne skiftestillinger med alt deres pik og pak.
En ideel løsning ville det være, om man i en tv. kunne anbringe 1 stk. 12 cm eller 2 stk. 81 mm morterer (disse skyder jo alligevel altid sektionsvis) eller 1—3 stk. 60 mm morterer, vel at mærke således at indskydning og virkningsskydning foregik med tv. som underlag, og at tv. altid efter de nævnte minutters forlob begav sig hen til en ny stilling.
Så vidt undertegnede bekendt har der vist sig vanskeligheder ved at benytte den nuværende tv. type til dette ellers meget anerkendelsesværdige formål, idet bunden siges at være for svag til at udholde trykket ved skudafgangene. Men mon dette problem skulle være uløseligt?
Hvis det er uløseligt, ville tv. alligevel kunne betyde en væsentlig hjælp i morterens dilemma, idet det ved et relativt simpelt system af fittings skulle være muligt på sekunder at sætte morteren (mortererne) op på tv., hvor ammunitionen (evt. på amm.tv.) allerede fandtes, og så køre hurtigt afsted til den forberedte skiftestilling.
Det vil heraf fremgå, at mortererne bør være organisk sammenvokset med tv.
Griber man ikke til forholdsregler af denne art, synes risikoen for, at morteren — denne den fattige hærs sikreste støtte —bliver neutraliseret, at være kun alt for stor.
Sikring mod radardetonerende granater bør ske som ovenfor nævnt. Det samme gælder de nedenfor omtalte anvendelsesformer af tv.
Transport af og evt. underlag for panserværnsskyts. Der tænkes her selvsagt ikke på det tunge, „ortodokse“ panserværnsskyts af 76 og 88—90 mm typen, men på 75 mm rekylfri kanon, 10,5 cm do. samt panserværnsrør (bazookas) af forskellig model og størrelse).
At de rekylfri kanoner må have stor bevægelighed er indlysende. At det er en meget stor fordel, hvis de kan skyde fra det bevægelige underlag, er lige så indlysende. I visse tilfælde vil krav om sløring og andre forhold kun kunne tilgodeses ved valg af stilling på jorden, og den rekylfri kanon må derfor kunne løftes af tv. og hurtigt sættes i igen.
Bevægeligheden på terraingående køretøj er ikke alene nødvendig, fordi kanonen hurtigt skal kunne dirigeres skudklar til et givet punkt af fronten, men også fordi den, bl. a. p. gr. af det stærke ildglimt bagud, vil blive røbet og erkendt så hurtigt, at den for at undgå tilintetgørelse må foretage stillingsskifte meget hurtigt efter ildafgivelsen.
Skydning med bazooka-typer fra tv. vil formentlig kun undtagelsesvis forekomme, idet sløring af våbnet ville blive for vanskelig. Men i givet fald vil den hurtige forskydning af „raketkastere“ kunne ske med stor fordel ved anvendelsen af tv.
d. Transport af og underlag for tunge maskingeværer. Man kan diskutere, livor stor betydning de tunge maskingeværer har i angrebet. Til direkte støtte har deres virkning hidtil været overvurderet. De kan lejlighedsvis gøre god nytte ved at bestryge større åbninger i fronten, og hyppigere er de til nytte ved at sikre åbne flanker i fladt terrain. I forsvaret er de til overordentlig gavn. 1 hvert fald nogle af en hati.s maskingeværer kunne med fordel monteres på tv. for fra halvskjulte og let skiftelige stillinger at løse navnlig støtteopgaver for forposter, sikringsopgaver i batl.s flanker, fjernskydning under udvigende kamp og i det hele taget at danne en hastigt bevægelig stærk ildreserve.
d. Som fægtningsvogne ved lette kompagnier, til transport af trefødder, forskellige tungere våben, evakuering o. lign. Ammunition til raketkastere og 60 mm morterer, ekstra ammunitionsbelioldning til kompagniet som helhed m. m., kunne naturligvis have plads på sådanne tv. 1 forbindelse hermed må naturligvis nævnes opgaven
e. som Ammunitionsforsyningskøretøjer, såvel med håndvåbenammunition som miner og først og fremmest morterammunition, der transportmæssigt er infanterikampens vanskeligste problem. Under „storkamp“ bruges jo op til tusinder af granater daglig pr. morter.
f. Hurtig forskydning af (mindre) styrker til truede dele af fronten eller en flanke (f. eks. indsats af bataillonens reservekompagni). I denne forbindelse bør nævnes, at man ved vor hærs lidenhed og talrige spredte opgaver og vort særlige terrain ofte må regne med åbne flanker — oftere end det er tilfældet i en stormagtshær.
g. Ved visse former for sikring, såvel på stedet som under bevægelse, hvor det kan være såre nyttigt at råde over letbevægelige kræfter med let pansring — i fuld erkendelse af, at tv.s sårbarhed pålægger visse indskrænkninger i anvendelsen.
h. Til brug for artilleriobservatører i forreste linie.
i. Til brug for chefer og adjutanter (ordonnansofficerer). Det er efterhånden en fastslået grundsætning, at cheferne, de højeste ikke undtaget, ofte bør besøge de forreste linier, både af rent moralske grunde, og fordi selvsyn også i taktikken er at foretrække. Skal de, iivad der ellers er det eneste alternativ, bevæge sig til fods frem til og langs med fronten, går der overordentlig lang tid, i hvilken den pågældende chef er borte fra sit kampstade eller sin kommandostation. Tv. loser dette problem.
j. I forbindelse med de uoverskuelige og hastig indgriben krævende forhold ved en fjendtlig luftlandsætning.
Sammenligner man tv. med typerne „jeep“ og „Dodge“, vil det ses, at dens terraingående evne er væsentlig større (specielt ved overskridelse af gærder og grøfter). På vej er dens hastighed tilstrækkelig til formålet. I pansringen har den i forhold til de to nævnte hjultyper en uvurderlig fordel. En enkelt træffer i kølesystemet eller dæk af geværprojektil eller sprængstykke kompromitterer anvendelsen af hjulkøretøjet.
Med den luftunderlegenhed, der i hvert fald periodevis må regnes med, er tv.s egenskaber dobbelt værdifulde, bl. a. fordi vejene da bliver langt vanskeligere at færdes på, og fordi der må regnes med jævnlig nedkastning af flyverhomber.
Tv.s synlighed er ikke stor. Den er uforholdsmæssigt meget mindre end en kampvogn og kan sløres med små midler. Sandsynligheden for at blive truffet af fj. panserværns- eller kampvognsartilleri samt fj. flyvere er tilsvarende ringere.
Tv. synes i årene efter 1945 visse steder at være kommet i miskredit herhjemme. Det skyldes formentlig i nogen grad, at der herskede usikkerhed i dens brug, og desuden dels at der ikke var tilstrækkelig tid til at uddanne virkeligt effektive terrain- vognsførere, dels at man manglede kendskab til tv.s teknik, og at mange af de rådige tv. havde været brugt i krigen og var temmelig udslidt.
De ovenfor anførte synspunkter vil forhåbentlig medvirke til at rehabilitere tv. Ganske vist er fodfolkets organisation m. v. i princippet fastlagt, men det skulle ikke synes alt for vanskeligt at foretage de nødvendige små tilpasninger. Vi har allerede talrige tv. stående (den britiske bataillon, vi opstillede til brigaden, havde 24 eller 25), og muligvis kan vi ligesom schweizerne købe af de store overskudslagre. Og nu har vi jo erfaringen.
De fleste infanterister vil være taknemmelige for tv. Hvor mange pr. regiment er ikke afgørende. Penge- og andre spørgsmål spiller ind.
Men så mange som muligt!
E.
