Krigen i Algier har sin særegne Karakter. Skjøndt Franskmandenes Operationer undertiden, særlig i Bjerg egnene, til en vis Grad minde om lignende Operationer i Europa (f. Ex. i Spanien), træffe vi dog i Hovedsagen i de europæiske Krige Forhold, som ikke kunne sammen lignes med dem, der have Syd-Algiers Ørkener til Krigs skueplads. Her findes nemlig ingen Centrer for Befolk ningen, ingen Produktion og ingen Hjælpekilder, og hvis ogsaa Fjenden — Araberen — er mindre at frygte her end i Europa paa Grund af Mangel paa Organisation
Fodnoter:
*) Afhandlingen er hovedsagelig grundet paa egne Iagttagelser. — Foruden disse er benyttet: 1) Tactique des renseignements par M. le général Lewal. «Journal des sciences militaires». Oktober 1882. 2) L’infanterie monteé en Algérie par M. le capitaine de Beauwal. Samme Hefte. 3) Armée coloniale d’Algérie — Organisation des troupes d’allure par M. le capitaine de Beauval. «Jour- des sciences militaires». Maj 1883. 4) Une colonne expeditionaire dans le Sud-Algérien par M. le chef d’escadron F. Hincourt.
og daarlige Vaaben, saa har danne Fjende i det Klima, hvori han er født, i de endeløse Ørkenstepper, som han alene er vant til at gjennemstrejfe, og i Mangelen paa Vand, som han dog veed at finde, — Hjælpetropper, som decimere de franske Kolonner.
Imidlertid er denne Fjende, naar man kommer i Kamp med ham, ikke at foragte; han har et reelt Værd og en Maade at kæmpe paa, som altid bringer Mod standeren til at studse, naar man første Gang som «jeune soldat» staar Ansigt til Ansigt med ham. Men af alle disse Grunde indses det let, at Kampen med Araberne fordrer Kjendskab til mange Forhold, som i Sandhed kun Øvelsen giver. De franske Chefer have ogsaa først efterhaanden lært at færdes og slaas i den øde Ørken. Tidligere, i den første glimrende Periode af Algiers Erobring, da Kampen for største Delen drejede sig om Kysllandet, det bjergrige Teli, havde den en anden Karakter end nu, da de oprørske Nomadestammer skulle tugtes i selve Sahara. Vanskelighederne ere bleven forøgede i højeste Grad.
Disse Nomadestammer, for hvem Jorden kun har Værdi, naar den frembyder sparsomme Græsgange for deres Kvæg, deres eneste Rigdom, flakke om, snart hid snart did, medførende saavel Ejendele og Telte som Kvinder, Børn og Oldinge, læssede paa Kameler, medens deres Kvæg drives afsted i Flokke, der til sine Tider kunne tælles i hundredtusindvis, alt under Beskyttelse af bevæbnede Ryttere og Fodfolk. 1 Krigstid ere disse ofte meget langt bortfjernede fra deres ambulante Iljem. De drage afsted, forsynede med en meget let Bagage; og deres fleste .Manøvrer have til Hensigt at skjule Hjorderne og Lejrene for Kolonnerne. Deres Taktik er stadig den samme i Princippet og ikke længer nogen Hemmelighed for Franskmændene. De holde Føling med de franske Kolonner og tage ofte Flugten for at lokke Fjenden efter sig ind i en eller anden Snare eller et eller andet Baghold; de trække sig stadig tilbage, idet deres Maal er at trække de mod dem opererende Kræfter længst muligt bort fra deres Forsyningssieder og faste Lejre; de udmatte dem, idet de tvinge dem til at forfølge over vandløse, tørre Strækninger uden Brændsel, i et Klima, som om Som meren er brændende hedt, om Vinteren bidende koldt. Ved disse Midler forsøge de at udmatte og reducere de Franskes Ell'eklivstyrke, der kun for et begrændset Tidspunkt kan medføre sine Levnetsmidler og Vand, og som saaledes, i Modsætning til den Fjende, der forfølges, er afhængig af et fast Udgangspunkt, en Basis, som man stadig maa vende tilbage til.
Arabernes store Udholdenhed paa disse Marcher, hans og lians Hests Nøjsombed, der grændser til det Utrolige, hans Kjendskab til Terrainet, som ban saa ofte har gjennemslrejfet i alle Retninger, og i hvilket lian kjender hver Fold, hvert Vandhul og Brønd, om den er nok saa daarlig, og endelig den Hurtighed, som han i Uger igjennem, Dag efter anden, kan præstere, ere Egen skaber, der i Forbindelse med det energiske, voldsomme Anløb, ban udfører, naar han endelig modtager Kamp, nok kunne ægge Franskmændene til at gjøre Kraftanstren gelser for at komme op i Højde med deres uciviliserede Modstandere. Denne Hurtighed er ikke blot særegen for den arabiske Rytter; den tilhører ogsaa i lige saa bøj Grad Araberen til Fods, denne uforsagte Fodgænger, der er i Besiddelse af en Tarvelighed og Nøjsomhed uden Lige, som har en forbavsende Smidighed, og som, idet lian gjenuemiler siue uendelige Sletter eller klatrer i sine Bjerge, gjør det, uden at det nogensinde kjendes, at lians Gang bliver langsommere, eller at han føler Træthed.
.Mod en saadaii Fjende maa der sendes Tropper, der ere udstyrede med særlige Egenskaber. Rytteriet alene har vel kunnet linde og indhente Fjenden, men sjeldent uden Hjælp af Fodfolk kunnet afgjore Kampen mod det i Almindelighed numerisk langt .overlegne arabiske Rytteri. Det er ogsaa en bekjendt Sag, at Araberne ikke nære nogen overdreven Frygt for det franske Rytteri, men derimod have den største Ilespekt for det franske Fod folks Ild.
Som en Følge af denne Erfaring angaaende de franske Vaabens Virkning synes det at være en almindelig ved tagen Lov, at Araberen kun modtager Kamp af større Fodfolksstyrker, naar han afgjort er tvungen dertil for at beskytte sine Hjorders Flugt. Offensiven tager han kun, naar han paa Grund af langt større numerisk Overlegen hed eller særlig heldigt Terrain troer at kunne tilintetgjøre en lille Fodfolksstyrke, som har vovet sig for langt bort, en Trop Ryttere, som ikke er støttet af Fodfolk, eller endelig for at plyndre en Konvoj, der er svagt dækket eller slet ført.
Som Følge af den omtalte store Hastighed og Ud holdenhed, som Araberne ere i Residdelse af, vil det indses, at det ikke blot er ved enkelte hurtige Marcher, men tillige ved lange og udholdende Marcher over et større Tidsrum, at man har Chancer for at indhente og tvinge dem til at modtage Kamp. Man kæmper i Syd-Algier meget mere ved Vidundere af Marche end ved Vidundere af Tapperhed paa Slagmarken.
Vi have ovenfor set, at Rytteri alene har viist sig utilstrækkeligt ogsaa paa Grund af den naturlige taktiske Fordring, at Rytteri alene ikke egner sig til at kæmpe mod Rytteri, understøttet af Fodfolk, saaledes som Tilfældet som oftest har været hos Araberne; — dernæst har man maattet erkjende, at Fodfolket trods de Savn og An strengelser, det har underkastet sig, trods dets glimrende Marchepræstationer under den sidste Kampagne i Algier dog ikke vilde være istand til at præstere den Marche- hurtighed i længre Tid i Træk, som nødvendig maatte fordres. Man har da gjort det Samme som Englænderne i Afghanistan og Znluland, man har gjort Fodfolk be redent, hvad der meget naturlig har udviklet sig af Ønsket om at snytte Rytterens Hurtighed til Infanteristens Skydefærdighed. Med de allertarveligste Midler har man i Algier imprcviseret smaa beredne Fodfolkskorps, som have ydet udmærkede Tjenester, saaledes som vi ville faa at se nedenfor. Disse Korps have aldrig prætenderet og aldrig været andet end Fodfolk. Dyrene have kun været Transportmidler.
Tidligere havde man vel i den franske Armee i Al gier af og til benyttet Muldyr, ja selv Kameler*), som Transportmidler; men først under Opstanden i Syd-Oran 1881—82 er det, at det beredne Fodfolk er bleven skabt og anvendt i forholdsvis større Omfang med Muldyr som Transportmiddel.
Forinden vi imidlertid gaa over til nærmere at om tale dette Fodfolk, ville vi kaste et Blik paa de Marche- præstationer, som Fodfolket i det Hele taget har ydet under dette anstrengende Felttog, — for saa derigjennem at komme til Klarhed over, hvilke Fremskridt der er gjort ved at gjøre Fodfolket beredent.
Det franske Fodfolk i Syd-Oran marcherede alminde lig med 10 Minutlers Hvil for hver eller hver halvanden Time om Dagen 5 Kilometer i Timen, og om Natten 4. Hvad angaar Marchernes Længde og Varighed, da ville nedenstaaende Exempler give et nøjagtigt Billede af, hvad der præsteredes.
a**) Kolonnen fra El-Aricha under Kommando af Oberst Crouzet foretog den 18. November 1881 en Raid mod Oprørerne under Si-Sliman. Den bestod af 6 Kompag nier Zouaver og Tirailleurer. Fodfolket bar sine 78 Pa troner, een Dags Biscuits og 3 Dages «petits vivres« i Brødposen. Resten af Oppakningen blev baaren af Lastdyr. Den 18. November ved Midnat brød man op i stjerne klart Vejr. Man marcherede med 10 Minutters Hvil hver halvanden Time til Kl. 6l/a Morgen, da man holdt Hvil 1 Time for at koge Kaffe. Derpaa marcheredes fra Kl. 7V2 til Kl. 12 .Middag, hvorefter der hviledes i 21/2 Time for at koge Suppe af «viande de conserve», som var med bragt. Man vedblev Marchen endnu i 1 Time og 15 Mi nutter, da Fodfolket blev nødsaget til at hvile igjen til Kl. 3* 45m, fordi Terrainet blev meget vanskeligt. Dette hurtige Tog havde varet 15* 45m, hvoraf 11*45m vare Marche, i hvilke man havde tilbagelagt 65 Kilometer, o: 5*/2 Kilometer i Timen, hvad der er at betragte som særdeles godt. Efter at have hvilet, gjenoptoges Marchen, saaledes at Bivouaken indtoges Kl. 7 Aften.
Fodnoter: *) General de Gallifets Tog mod Goléah, paa hvilket han tildelte hver Mand en Kamel, der bar 40 Dages Levnetsmidler og Vand. Se f. Ex.: L'année géographique par Vivien de Saint- Martin. 12. Aargang for 1873. Pag. 265—67. ") Tactique des renseignements par le général Lewal i Journal des sciences militaires. Oktober 1882. Pag. 15.
Fodfolket, der jo var lettet for den største Del af Oppakningen, havde i 19 Timer tilbagelagt 80 Kilometer.
Den 12. December blev en lignende Itaid foretagen af samme Kolonne fraEI-Arichahenimod El-Mzir. Sammen sætningen af Kolonnen og Marcheforholdene vare omtrent de samme, som i ovenstaaende Tilfælde, kun var Vejret dertil bleven meget slet; Hegn, blandet med Sne, faldt i Strømme, og Vinden blæste voldsomt.
Afmarchen skete den 11. December Kl. IIV2 Aften. Efter 7 Timer og 40 Minutters Marche med 10m Hvil hver halvanden Time holdtes et længre Hvil i 1 Time for at koge Kaffe. 3 Kompagnier Zouaver vedbleve at marchere for at eskortere Kavaleriet, og Resten af Ko lonnen dirigerede sig paa Oglat-Djouania. Kl. 11 langt Hvil for at tilberede »la soupe de viande de conserve». Zouaverne marcherede 7 0 Kilometer i 14 Timer, o: 5 Kil. i Timen. Resten af Kolonnen marcherede 60 Kil. i 15 Timer, o: 4 Kil. i Timen.
b *) Fra Lejren ved Aiu-Sefrn i det sydlige af Provindsen Oran paa Grændsen af Marokko udgik liere Expeditioner. Paa en saadan, som gik hen imod Oasen Figuig paa marrokkansk Territorium, marcherede Fodfolket i Groset i to Dage i Træk med en Middelhastighed af 50 Kil. Maximum 52 Kil. Folkene havde ikke Torny- steren fuldlpakket. Afmarcherede fra Ai'n-Sefra den 25. Fe bruar om Morgenen, ankom de til Kheneg Zoubia den 26. Kl. 10 Aften. De vare da meget trætte.
Paa en anden Expedition til Fendi marcherede Fod folkskompagnierne i Avantgarden i 3 Dage i Træk med en Middelhastighed af 50 Kil. om Dagen. Maximum 54 Kil. Men idet der i Begyndelsen blev sparet paa Kræfterne, have Tropperne fra om Eftermiddagen den 1. April og den 2. April kunnet marchere uafbrudt 7 6 Kilometer. Folkene havde ingen Tornyster og 1 Muldyr pr. 4 Mand. De Syge efterlodes paa Vejen og opsamledes af Groset. Afmarcherede den 31. Marts fra Sidi-ben-Moussaj kunde de den 2. April Kl. 1 Fftermiddag slaa Lejr uden for Oasen Fendi.
De kunde om Aftenen atter have paabegyndt Marchen. Paa en Marche, som nogle Tropper, der arbejdede ved Sorg, foretoge den 27.-28. April, have Avantgardens Kompagnier i 2 Dage marcheret med en Middelhastighed af 52 og med Maximum 54 Kil. Folkene havde fuld- pakket Tornyster og ingen Muldyr. Man hvilede i 5 Timer og marcherede næste Dag 35 Kil., men Marchen var højst anstrengende. Iler maa dog bemærkes, at man havde opgivet at naa Fjenden, og der var saaledes intet, som kunde stimulere Folkene til i den forfærdelige Varme, som det netop den Dag var, at anstrenge sig yderligere.
Paa en Expedition Vest for Ain-Chair paa marrok- kansk Grund have Grosets Kompagnier i 4 Dage fra Ai'n-Sefra til Mengoub marcheret (den 6., 7., 8. og 9. Maj) med en .Middelhastighed af 45 Kilometer, Maximum 56 Ril. Folkene havde ingen Tornyster, men eskorterede en stor Konvoj. De havde efter Ankomsten til Mengoub en Nats Hvile Behov og kunde have marcheret en middel Dags- marche videre næste Dag.
c*). Fra Lejren ved Aiii-ben-Khelil, hvor daværende Oberst de Négrier**) kommanderede, udgik ligeledes flere Strejftog over den nærliggende marrokkanske Grændse. Paa et saadant, der varede fra den 25. Februar til den 10. Marts 1882, og som udførtes mod de oprørske Beni- Guils, marcherede Groset i 14 Dage, hvoraf 1 Dag var llastdag, 465 Kilometer, eller gjennemsnitlig over 4 danske Mil daglig, Maximum 50 Kilometer. Folkene havde ingen Muldyr og bare Tornyster, desuden var Ko lonnen flere Gange i Kamp med Fjenden. Der mar cheredes ce første 9 Dage gjennemsnitlig 38 Kilometer daglig, hvoraf 1 Dag var Kampdag. Efter Hjemkomsten til Lejren vare Tropperne i taalelig god Tilstand, naar undtages, at Mangel paa Skotøj havde været saa følelig, at flere Soldater saa'at sige gik barfodede, medens mange maatte nøjes med Sandaler af Oxehuder.
Den 6. Maj drog Kolonnen ud igjen paa Forfølgning. Groset marcherede i I 1 Dage gjennemsnitlig 40 Kilometer om Dagen med Tornyster. Den 12. Dag var Rastdag, ikke fordi Tropperne ikke kunde mere, men fordi man var paa Hjemvejen, og Opgaven var løst. Derefter marcheredes endnu nogle smaa Dagsmarcher. Maximum 56 Kilometer.
Af disse Exempler fremgaar det:
1) At de: franske Fodfolk i Syd-Oran har kunnet ud holde 50 Kilometer daglig Marche i 3 Dage i Træk, naar del har skullet bære Tornyster og ikke har haft noget Muldyr eller anden Hjælp ved Marchen.
2) At det uden Tornyster har kunnet udholde i det mindste i 4 Dage i Træk en daglig Marchelængde af 45 Kilometer uden at være alt for udmattet.
3) At det uden Tornyster og med nogle faa Muldyr (1 pr. 4 Mand, som f. Ex. ved Fendi) har kunnet udholde en Marche af 50 Kilometer i flere Dage i Træk. 4) At i de fleste Tilfælde har det kunnet præsteret en Maximum s marche af 5 4 Kilometer. Man har endog af Tropperne ved Fen di kunnet forlange et Maximum af 76 Kilometer, medens to Kompag nier af Fremmedlegionen , som den 26. April 1882 bleve overfaldne i Chott-Tigri og drevne paa Til bagetog, præsterede en Marche af 80 Kilometer i 14 Timer.
Naar man betænker, under hvilke Forhold (Klima, Mangel paa Vand og Levnetsmidler) man har været i Stand til at præstere disse Marcher, da maa man sikker- lig opfyldes af Beundring for et saadant Fodfolk; og dog har det som oftest viisl sig, at end ikke en saadan An- spænden af Marcheevne har været tilstrækkelig.
De Midler, som have været benyttede for at fremme Kolonnernes Marcheevne, ville nedenfor nærmere blive omtalte; her [skal foreløbig kun gjøres opmærksom paa, at de franske Chefer have været enige i, at man ikke kunde vente at bringe Fodfolket til at yde mere, hvis man ikke fandt paa andre Midler. Tanken faldt naturligt paa beredent Fodfolk, og fremtvungen af Forholdene skabtes i begge Lejrene ved Ai'n-ben-Khelil og ved Ai'n- Sefra i største Hast smaa beredne Fodfolkskorps, de saa- kaldte «compagnies franches».
I Slutningen af Januar 1882 havde man ved Aïn- Sefra skabt et saadant Kompagni paa 100 Mand*) med I Muldyr pr. Mand. Dette Kompagni ledsagede strax efter en af Cheferne paa en Inspektionsrejse. Alan for drede her ikke hurtige Dagsmarcher, og Kompagniet marcherede gjennemsnitlig 6 Kilometer i Timen. Nogle Dage senere kom et halvt Kompagni med samme Orga nisation til Ai'n-Sefra efter at have redet 100 Kilometer i
24 Time. De havde Dag og Nat marcheret med en Hastighed af Kilometer i Timen og havde blandt andet holdt Rast i 6 Timer ved Maghar. Dette Forsøg gav en Antydning af, hvad man kunde vente af Fodfolk, organiseret paa lignende Maade.
Paa en Expedition henimod Figuig i «den store Oase» benyttede man ikke den størst mulige Hastighed af det beredne Fodfolk. Paa dette Tog blev der af 24 Mand med 12 Heste, som vare tagne fra Fjenden af Kap- tejn Beauval, improviseret et compagnie franche, som slrax derefter i 36 Timer tilbagelagde 120 Kilometer hen og hjem. Kaptejnen siger*), at han har kunnet konstatere i ovennævnte Tilfælde, at Folkene ankom meget friske til deres Bestemmelsessted. Han fremhæver, at Soldaten i den Tid, han tilbringer paa Dyret, hviler sig, for, naar han atter maa marchere (man erindre, at der var to Mand pr. Hest), da at lives op i den trykkende, søvn dyssende Varme. Kaptejnen mener endvidere, at man ved blot at give Soldaterne nogle Timers Hvil til at spise og sove i kan lade dem marchere paa denne Maade flere Dage i Træk, medens man passende kunde ordne Marchen paa følgende Maade:
Kommandant Marmets Kolonne**) afmarcherede lige ledes fraAin-Sefra den 31. Maj 1883 og tilbagelagde med et beredent Fodfolk, der ikke havde Øvelse i Ridning, 160 Kilometer i to Dage og 1 Nat. Dette Fodfolk dannede under Kommandant Quatroux’s Kommando Avantgarden i Forbindelse med Kavaleriet. Den 2. April om Morgenen fik man Føling med de fjendtlige Stammer under Bou-Amama, som i Nattens Løb vare bievne underrettede om de Franskes Nærværelse og derfor vare brudte op. Avantgarden paaskyndede Marchen for at naa dem. Kavaleriet blev beordret frem, men standset foran et Defilé, som det fjendtlige Fodfolk havde besat. Imidler tid rykkede Avantgardens Fodfolk hurtig til Hjælp, og takket være dette, i Forbindelse med det afsiddede Rytteri, forceredes Defileet, og Forfølgelsen begyndte. Efter en heftig Kamp, i hvilken der erobredes en Fane og endel Fanger, toges 80 af Stammernes Telte, blandt hvilke Cdiefens, foruden et rigt Bytte. Endnu forfulgtes 2 0 Kilometer, men da kunde hverken Mennesker eller Hyr mere for den Dag. Det fuldstændige improviserede Fodfolk havde her viist sig fortrinligt, thi uden dette vilde Rytteriet næppe have vovet sig saa langt frem. Det havde ialt i 54 Timer tilbagelagt ca. 2 4 danske Mil — et smukt Resultat for et saa ungt Korps.
Af andre Exempler kunne fremhæves*), at Kolonnen Crouzets beredne Fodfolk afmarcherede fra El-Aricha og tilbagelagde i 5 9 Timer (3 Dage og 2 Nætter) ialt 180 Kilometer eller 24 danske Mil.
Foruden i Lejren ved Ain-Sefra dannedes der ogsaa beredent Fodfolk i Lejren ved Ain-Ben-Khelil, hvor daværende Oberst de Négrier dengang kommanderede. Forfatteren af denne Afhandling gjorde Tjeneste i Oberst de Négriers Kolonne, og takket være de Detailler, som Obersten med største Beredvillighed tillod mig at søge, ser jeg mig istand til nærmere at meddele Oplysninger om Forholdene ved denne Kolonne. I Slutningen af Januar Maaned 1882 ankom jeg til Lejren ved Ain-Ben- Khelil, hvor alt i Februar kom i travl Virksomhed*) til et forestaaende Strejftog mod Op rørerne, hvis Hjorder sagdes at græsse ikke langt paa den anden Side Grændsen. Af hver af de to Batailloner var der blevet udtaget af de bedste Skytter:
40 Menige
4 Korporaler
2 Sergenter
pr. Bataillon 46 Mand eller
alt for de to Batailloner 92 Mand og desuden 3 Officerer, saaledes at der ialt (Officerer, Underofficerer og Menige) havdes 95 Mand. Af disse dannedes der et «compagnie franche», som for de Meniges og Underofficerernes Vedkommende gjordes beredent paa de i Lejren værende Bagagemuldyr. Officererne fik Heste. Hver Mand fik sit Muldyr**). Til Sadler, om man ellers saaledes tør benævne det, der dækkede Dyrenes Ryg og samtidig tjente til Sæde for Rytteren, tog man de Straapuder, hvorpaa Bagagen ellers blev spændt, eller lavede ny af samme Slags, men rigtignok af meget forskjelligt Udseende. Af Tornysterremmene lavede man Stigbøjler; Strikker og Snore til Buggjorde og Remme om Bringe og Kryds tog man, hvor man kunde finde dem, viklede nogle Klude om Strikkerne, for at de ikke skulde skære Dyrene i Huden, og anbragte nogle Snore for og bag paa Sadlen til at fastgjøre Bagagen med. Hvad Hovedtøjet angik, maatte man lade sig nøje med det i højeste Grad primi tive, som Araberne almindelig bruge til deres Muldyr. En Jernring skubbes ind over Dyrets Underkjæbe , saa ledes at Halvdelen ligger i Munden, Halvdelen udenfor, og paa denne sidste er anbragt en Place, hvori atter Tøjlens to Ender fastgjøres. Ilingen holdes fast ved en Ilem, der gaar op om Hovedet ved Ørene. Istedeufor Tornyster brugtes en almindelig Kornsæk, lukket i begge Ender og aaben i Midten, hvor den sum des til Sadlens Dagende, saaledes at den hæng te ned til begge Sider. I den ene Side fandtes Dyg til Dyret (3 Kilg. pr. Dag), i den anden Levnetsmidler og lidt Tøj. Ecran paa Sadlen surredes det reglementerede Tæppe, pac Siderne Felt flasken, Kogekar og Sække af Oxehuder, som man havde syet sammen for deri at medføre Reserverartioner afVand; al unødvendig Dagage som ogsaa Tornystrene og Telt lærredet, hvilket hver Infanterist ellers er forsynet med, skulde efterlades i Lejren. Det hele Kompagni inddeltes i 4 Delinger, og der tildeltes hver Mand foruden de 78 reglementerede Patroner endnu 24, ialt 102, som bares, foruden i Lommetaskerne, tillige i en selvlavet, af Sejldug syet Taske med Remme om Livet og Drystet — den saakaldte «cartouchière ceinture», dir var saaledes afpasset, at den hvilede foran paa Lnderli-et. Hensigten var nemlig at sende det beredne Fodfolk frem i Forening med Kavaleriet som en langt fremskudt Avantgarde, der for at lette Marchen ikke skulde medføre nogen Ammu nitionskolonne eller overhovedet noget Ar.det, end hvad hver Mand kunde føre paa sin Ganger. Derfor medførtes ogsaa som omtalt Reserverationer af Vand i sammen syede Huder.
I denne oprindelige Organisation, hvor hver Mand havde sit Dyr, dannede Kompagniet under Marchen en Karré med en Deling paa hver Flanke i Rodemarche, en Deling i Teten og en i Queuen, begge i Fronlmarche paa 2 Geledder; Afstanden mellem de enkelte Ryttere blev taget lidt rigelig, for at der ikke saa let skulde op- staa Forvirring ved Vendingerne. I de fø’ste Dage kneb det ofte for de beredne Infanterister, hvoraf mange aldrig havde siddet paa et Dyr før (man erindre, at der ved Organisationen ikke var taget Hensyn til , om Manden havde forudgaaende llidefærdighed, men derimod kun om han var en af de bedste Skytter); og ret betegnende er det, at den kommanderende Officer, som var en prak tisk og dygtig Mand, forinden han kommanderede Ud førelseskommandoordet «Marche», altid først averterede: «Preparez vous a trotter!»
og derefter: «Au trot! marche!»
og vel betænkt var det; thi ved det første Tilraab kunde man se mange hage sig fast i de forunderligste Stillinger for ikke at blive overraskede ved Kommadoordel «Marche»! Det varede imidlertid ikke mange Dage, inden et saa- dant Avertissement blev overflødigt.
I Tilfælde af Kamp skulde Karreen strax gjøre Holdt, hver Mand sidde af og afgive sit Muldyr til de i For vejen bestemte Folk, der hver skulde bolde 6 Muldyr. Hver Hytter skulde derimod selv forinden binde For benene sammen paa sit Dyr; thi kun saaledes blev det muligt for Holderne at styre Dyrene; disses Hoveder skulde alle vende ind i Karreen, efter at denne var sluttet tæt sammen, Paa den Side af Karreen, hvor Angrebet kom, eller hvor Kampen skulde føres, samlede"sig nem lig de 3 nærmeste Delinger, medens den fjerde blev til bage som Bedækning for Muldyrene, thi Korpset skulde selvfølgelig altid kæmpe til Fods, og Muldyrene skulde kun tjene til at bringe det hurtig frem. Alle Øvelser gik derfor ogsaa eflerhaanden ud paa at formere Kompagniet fra Marche- til Kampformation, at lære Fol kene at sidde af og sidde op, hurtig at faa Muldyrene afgivne, og vænne dem til at trave, og Resultatet var saa godt, at Korpset, 8 Dage efter at det var formeret, vakte Oberst de Négriers Tillid i den Grad, at han øje blikkelig besluttede sig til at benytte det mod Fjenden. Jeg har omtalt «lacompagniefranche’s» Dannelse maaske alt for detailleret som et Exempel paa, hvorledes man kan hjælpe sig i en snever Vending og skabe noget virkeligt Brugeligt af næsten intet; og ikke alene brugeligt, men ogsaa fortrinligt skulde dette Kompagni vise sig under de kommende Strejftog, saaledes som vi nedenfor skulle faa at se.
Naar en Kolonne afmarcherer fra en af Militær posterne eller Lejrene i Syd-Algier for at naa de op rørske Stammer, som maalte være meldte at befinde sig et eller andet Sted, vil den i Reglen være formeret i en «groupe leger», som fremskudt Avantgarde, og et sær skilt marcherende Gros med Konvojen. Le groupe leger, den bevægelige og hurtige Del af Kolonnen, bestaar da naturlig af Rytteriet, et indfødt Kontingent —*den saa- kaldle Goum — samt endelig af et beredent Fodfolkskorps, tla compagnie franche). Operationerne have en lidt for- skjellig Karakter før og efter, at man er kommen paa Spor efter Fjenden.
Forinden dette opnaaes, marcherer man særlig i Groset langsommere for at spare Kræfterne, til man nøjagtig veed, hvor Fjenden er at søge; man stræber efter at skuffe Fjenden med Hensyn til det Objekt, man søger at naa, og man finder ofte paa sin Vej Lejlighed til at rhazziere andre Stammer end dem, man specielt har i Sigte. Man opnaaer disse Resultater ved Demonstrationer, foretagne i forskjellige Retninger, samt ved en aktiv og fjern Re kognoscering, foretagen af «le groupe léger». Hvis det er muligt, søger denne dog hver Aften tilbage til Groset.
Saa snart man imidlertid komme Fjenden nær og nøjagtig paa Sporet, tager man strax sine Dispositioner for ifølge Omstændighederne enten øjeblikkelig at falde over ham eller først næste Morgen ved Daggry. Er Fjenden saaledes allerede paa Flugt, begynder øjeblikke lig den mest baardnakkede Forfølgelse, der ikke bør ende, før man har tvungen ham til Kamp eller fuldstændig udplyndret hans Lejr og taget hans Hjorder. Hvorledes imidlertid Forholdene maatte være, saa tilkommer Hoved rollen altid «le groupe leger , der er uafhængig af Groset og Konvojen og saaledes manøvredygtig. Skal der f. Ex. øjeblikkelig angribes, har den den første Rolle i Attaken ; er Fjenden paa Flugt, er del dens Opgave enten at styrte sig paa Forfølgelsen for at naa ham eller afskære ham hans Retræte og kaste ham mod Groset. I disse Til fælde skiller den fremskudte Avantgarde sig ofte fra Groset for flere Dage, og det vil let forstaas, at det under- saadanne Forhold er af den største Betydning for Avant- gardens Rytteri at have, om end nok saa lidt, Fodfolk med sig, thi i Tilfælde af Sammenstød vil Fjenden næsten aliid være i højeste Grad numerisk overlegen, og kun liden, næppe det blanke Vaaben, vil kunne opveje Misforholdet. *
Kort sagt! i en Kolonne, som den nu almindelig formeres, af et Gros (med Konvojen) og en groupe leger, i hvilken sidste indgaar beredent Fodfolk, er denne sidste Hovedorganet saavel ved
Demonstrationerne,
Efterretningstjenesten,
Kampen,
Forfølgelsen, som og ved Rhazziaerne.
1 Lejren ved Ai'n - B e n - Khelil laa som berørt i Begyndelsen af 1882 linder Oberst de Négriers* Kom mando 2 Batailloner Fodfolk af Fremmedlegionen, 1 Eska dron Chasseurs d’Afrique, senere endnu 1 Eskadron, 1 Deling Bjergkanoner (2 Stk. fskyts) samt et indfødt Kontingent (Goumen) paa 80 Mand foruden Intendantur, nogle faa Ingeniører m. m. — ialt ca. 1500 Mand. I de sidste Dage af Januar gjorde Oberst de Négrier et Strejf tog mod den marrokkanske Grændse, paa hvilket Avant- garden, hvori der indgik noget beredent Fodfolk, gjorde en Rhazzia paa en 15000 Faar efter i 2 Dage at have marcheret 130 Kilometer*). Efter Hjemkomsten til Lejren afgav Avantgardens Fodfolk atter de Bagagemuldyr, som de havde benyttet, og først i Slutningen af Februar, da der atter blev Tale om at gjøre et Strejftog, organiseredes atter, saaledes som vi have set, et compagnie franche. Alt var i Lejren beredt paa hurtig Udrykning, og detail le r e d e Bestemmelser, der anordnede forskjellige Forhold saavel ved Opbruddet som senere under Marchen, vare givne, saaledes at enhver vidste hurtig at finde sin Plads, saa snart der blæstes »Alarm». Disse Bestem melser ere ikke uden Interesse, og særlig finder man i dem mangen Forklaring til de overordentlig hurtige Marche- præstationer, som Fodfolket har ydet. Man vil indse, at kun den strengeste Orden og Disciplin har kunnet bringe de Resultater frem, som virkelig ere vundne. Vi skulle derfor, forinden vi følge Kolonnen paa dens Raid, nær mere betragte:
Bestemmelser og Forholdsregler med Hen syn til Opbrud og Marche i Kolonnen fra Ai'n- Ben-Khelil.
1. Forud for Marchen. De 6 Kompagnier, som ere bestemte til at afmarchere, ere formerede med en Effek tivstyrke paa 80 Mand, deri indbefattet Officerer, Under officerer og Trompetere. Fortegnelsen over det Mand skab, som i Tilfælde af Afmarche skulde blive tilbage i Lejren (»Les mauvais marcheurs»), skal forud være af fattet. Hver Bataillon efterlader I Kompagni. Af disse besætter det ene den ved Lejren liggende Redoute, det andet kamperer udenfor denne. De Soldater, som lades tilbage af de Kompagnier, som marchere, formeres i to provisoriske Kompagnier pr. Bataillon, kommanderede hver enkelt af en Slabssergent, under hvem en Korporal og en Sergent pr. Kompagni. Disse to Kompagnier kampere ligeledes udenfor Redouten i en Karré med det af Ka valeriet og de øvrige Vaaben efterladte Mandskab tillige med Dyrene indeni denne, hvorhen tillige alle Telte og Materiel vil være at føre efter Ordre af Chefen for den efterladte Styrke. Det Mandskab, som saaledes efter lades, nyder ved foreløbige Rekvisitioner Naturalforplejning paa deres fraværende Kompagniers Konto. De efterladte Kompagnier ordne Sikkerhedstjenesten saaledes, at de ikke alene bevogte deres egen Lejr, men ogsaa den for ladte med alle dens Konstruktioner.
Saa snart Signalet «Hurtig Udrykning» lyder, ordner det til Afmarche bestemte Mandskab sine Bylter (ballots) med de Klædningsstykker, som ikke skulle medtages. Hver Mand bærer sin Bylt til Delingsføreren, som lader den opbevare i de dertil bestemte Sække, hvilke under Fraværelsen afgives til de respektive Befaligsmænd af eget Kompagni, som blive tilbage.
De Gjenslande, som medføres, cre, foruden Vaaben og Kogekar, Tornyster med 6 Dages Levnetsmidler, 78 Patroner og det mest mulige Reserveskotøj, Paaklæd- ningen, Felthue med Slør (couvre nuque), la c apote (Feltfrakke) og hvide Benklæder, og endelig Teltlærred med Snore og Pløkke.
Tæpperne, hvormed hver Mand er forsynet, rulles delingsvis og svøbes i et tente d’abri, der bliver mærket saavel med Bataillons som Kompagnis og Delings Numtr. Disse Tæpper medføres og bæres af to pr. Kompagni i den Anledning afgivne Kameler.
Officerernes Bagage er ligeledes læsset paa Kameler, af hvilke der afgives 1 pr. Officer og 1 pr. Kjøkken, hvilket pr. Balaillon giver 20 —- ialt 40.
2. Opbrud fra Lejren og Hurdlens iværksættelse. I Princippet og hvilken end Fodfoiksstyrken har været i den marcherende Kolonne, har Fodfolket i Groset altid været delt i to Grupper, hvoraf den ene har formeret en »Echélon de manoeuvre», den anden en «Escorte du c on v o i.»
To Kompagnier Fodfolk med Artilleriet mellem sig formere Echelon de manoeuvre, medens 4 (ialt afmar chere 6 som omtalt) andre danne Eskorten for Konvojen.
Lejrstyrken bør altid være forberedt paa hurtig Ud rykning. Saa snart «Appellen» blæses, ile Kompagnierne til Vaaben, samle sig, holde «Appel» og begive sig til den Face af Lejren, hvor Chefen for Kolonnen har ladet sin Stander (fanjon) plante. Kompagnierne opstille sig der i Marcheformation. Der er i Reglen forud givet Ordre til, hvilke Kompagnier der skulle danne den Karré, i hvilken Konvojen skal marchere, og hvilke der skulle danne Echelonen, saaledes at der i Tilfælde af hurtig Udrykning ikke for Grosets Vedkommende behøver at gives andre Ordrer end dem, som faas derved, at Sig nalet til Opbrud lyder, og Standeren placeres.
De 4 Kompagnier, som skulle marchere i Karré om Konvojen, opstille sig saaledes, at hver Face faar en Længde af ca. 120m, for at Konvojen med Lethed kan samles inden i den. Kompagnierne skulle marchere i Rodemarclie «par le flane» (uden at Roderne træde over), saaledes at Delingsføreren marcherer bagved sin Deling (section). Rodemarchen har altid viist sig som den mindst anstrengende. Folkene generes ikke af at skulle holde Ret ning , og hver Mand følger uvilkaarlig i Nakken paa sin Formand. Delingsføreren, der gaar bagved, kan stadig holde Øje med sine Folk, uden at han behøver at dreje sig; han kan strax være tilstede, hvis nogen af hans Deling bliver lidt tilbage. De 2 Kompagnier, som danne Karreens højre og venstre Flanke, have 2 Delinger i samme Højde, 1ste Halvkompagni (peloton) 50—60 Skridt bag ved og en Smule ud til Siden af Fløjene af 1ste Face, 2det Halvkompagni i Højde med Queuen af Konvojen. 1ste Face (Teten) fremskyder 1 Deling, der i Forbindelse med »la garde de police», hvor alle straffede Personer gjøre Tjeneste, danner Avantgarden. Denne Face af giver endvidere 1 eller 2 Sektioner (escouades) som Vagt ved Vandkonvojen (garde aux tonnelets). 4de Face (Queuen) har en Deling som Arrieregarde, hvis der ikke gives særlig Ordre til at danne den paa anden Maade, saaledes som det flere Gange har været Tilfældet.
Echélon de manoeuvre med Artilleriets «Train de combat» formeres i Højde med og 50m fra Karreens højre Face. Kompagnierne ere her opstillede i Rodemarehe i aaben Kolonne uden overtraadte Roder. Ar tilleriet befinder sig opstillet mellem de to Kompagnier.
Konvojen opstiller sig i Karreens indre Rum i føl gende Orden, som den vedbliver at bevare under Marchen: Artillerireserven, Bagagemuldyrene og Ambulancen bag Artillerireserven. Kamelerne ordnes i Grupper efter de Ladninger, som de bære: Til højre Ragage og Dyg, i Centrum Vandtønderne , til venstre Biscuits og petits vivres.
De Tropper, som omgive og bevogte Konvojen, maa under intetsom helst Paaskud forlade den Plads, som er dem anvist.
Saa snart Konvojen har indtaget sin Plads, lader Chefen for Kolonnen blæse «Samling» og derpaa nogle Øjeblikke efter «Fremad». Paa del første Signal trække de hidtil udstillede Forposter om Lejren sig ind til deres respektive Kompagnier, paa det andet sætter hele Ko lonnen sig i Bevægelse.
Angaaende Kavaleriet, det indfødte Kontingent samt det beredne Fodfolk da vil der i hvert enkelt Tilfælde blive givet specielle Ordrer for den Tjeneste, som de skulle yde. I Almindelighed danne de, som omtalt, Ko lonnens fremskudte Avantgarde, dens groupe leger.
3. Marehe. Regnet fra det Øjeblik, da Konvojen er formeret, standser den hver Time paa Signalet «Holdt», som blæses paa Chefen for Konvoj - Eskortens Ordre. Ti Minutter efter paa Signalerne «debout» og «en avant» sætter Kolonnen sig atter i Bevægelse.
De Folk, som melde, at de ikke kunne følge, føres ordentligvis til Lægen, som opholder sig ved den 4de Face (Queuon). Hvis han ikke erkjender dem for syge, fratager man dem deres Patroner og Levnetsmidler samt Geværet, der afleveres til Artilleriet mod Modtagelses bevis. Denne Forholdsregel har viist sig ypperlig, skjøndt den kunde synes noget haard; men naar Soldaten veed, at han ved at lades tilbage uden Vaaben eller Levnets- midler øjeblikkelig bliver stranguleret af de altid om Kolonnen sværmende Fjender —, da marcherer han til han styrter, og mange, som indbilde sig ikke at kunne mere, komme dog med ved Tanken om, hvad der venter dem. Sjeldent haves Transportmidler til Syges og Saa- redes Medbringelse i saa stort et Antal, at man kan ind lade sig paa at fylde dem med trætte eller mindre syge. Soldaten maa marchere, til han som sagt styrter. Maaske bliver han samlet op, maaske ikke. Det er ubehageligt for den enkelte, men Midlet er probat til at faa alle til at anspænde sig af yderste Evne.
En Gang efter et Tog paa 14 Dage, paa hvilket en halv Snes Soldater vare ladte I ilbage og ikke senere komne tilstede, blev der ved Hjemkomsten af Lægen ud tagen 253 Mand af ca. 800, som bleve erklærede for utjenstdygtige i kortere eller længre Tid. Under andre Forhold vare de sikkerlig bievne efterladte paa Vejen — nu drev man dem med.
4. Hvil. Kolonnen udstiller Forposter under det længre Hvil («la grande halte»), hvilke afløses efter For løbet af den halve Tid. I Fjendens Nærhed maa 1 De ling pr. Kompagni være fuldstændig kampberedt. Den sætter ikke Geværerne sammen og Iøsgjor intet Kjøkken- redskab fra Tornystrene, men venter med at tilberede sin Mad, til den kan blive afløst af en anden Deling.
5. Ankomst til Lejrpladsen. Saa vidt gjørligt bliver Lejrpladsen traceret før Kolonnens Ankomst. Chefens Stander angiver i saa Tilfælde det højre Hjørne af Lejr karreen. Den Balaillon, af hvilken Echelonen har været tagen, kamperer paa 1ste og 2den Face. Den anden Bataillon besætter 3die og 4de Face, saaledes at der paa hver Face kamperer 3 Halvkompagnier. Artilleriet (le train de combat og Reserven) kampererer bag 1ste Face, bagved dette endvidere Ambulancen (Muldyr med Bære stole, de saakaldte cacolets) og Trainet.
Saafremt, le groupe léger kamperer med Kolonnen, udvælger Rytteriet en Plads inden i Karreen bag en af dens to Breddesider. Det beredne Fodfolk ligeledes indeni
Karreen bag 4de Face. Goumen kamperer altid sær skilt og udenfor Karreen. Konvojen med alle Kamelerne m. m. kamperer i Centrum af Karreen. Kamelerne af lades gruppevis og hvile bag deres Ladninger i en saa- dan Afstand fra disse, at der lades en Gang aaben paa •2m Bredde for Skildvagterne.
Fodfolket sætter Geværerne sammen paa Frontlinien, men forbliver opstillet bag dem, til Forposterne ere ud stillede, og de nødvendige Ordrer udgivne.
Umiddelbart efter Ankomsten til Lejrpladsen udstilles Poster for Gevær, om Dagen I pr. Ilalvkompagni, om Natten derimod 1 pr. Deling. Disse Skildvagter skulle forhindre enhver Soldat og ethvert Dyr i at overskride Lejrens Frontlinier, forinden Ordrerne ere udgivne, og Posterne udstillede.
6. Sikkerhedstjenesten i Lejren. Hver Face afgiver 1 Deling som grand-garde. Den forbliver med Tor nystrene paa Ryggen og tager Opstilling, saa snart Ordre derom er givet. Den udstiller om Dagen en Post for Gevær ligesom en enkelt Post til højre og en til venstre. Om Natten doubleres Skildvagterne. Politivagten (la garde de police) kamperer paa den samme Face som det Kompagni, hvorfra den er afgiven. Den udstiller en dob belt Post for Gevær og 1 Skildvagt foran Chefen for Kolonnens Telt.
Forøvrigt har hvert Kompagni en Piketdeling, som under vanskelige Omstændigheder maa bivouakere. (Det øvrige Fodfolk kamperer under deres tentes d’abri). Denne Piketdeling udsender Patrouillerne. Den allerede ved Opbruddet kommanderede Vagt ved Vandtønderne er i Lejren ansvarlig for Bevogtningen af Levnetsmidlerne ; den udstiller 3 enkelte Skildvagter rundt Intendanturen.
Ronde og Patrouiller. Politivagten (la garde de police) afgiver en Officers- og Lnderofflcersronde. Patrouillerne derimod ere, som sagt, kommanderede blandt Mandskabet af Piketdelingen. Den ene Bataillons (hvilken, er altid forud opgivet) Patrouiller afmarchere, naar Klokken er hel, og gjøre Touren rundt ved Forposterne fra venstre til højre. Den anden Bataillons Patrouiller udgaa, hver Gang Klokken er halv, og den modsatte Vej. Patrouillerne lade saavel Politivagten som de Poster, det maatte være opgivet af Forpost-Officeren (l’officier des avant- postes), notere Klokkeslettet for deres Ankomst.
Forposterne afgive paa nærmere Ordre Mandskab til Hjælp ved Patrouilletjenesten, naar Kolonnen er lidet talrig.
I Tilfæde af Alarm. Hvis der om Natten liøres Geværskud, ile Piketdelingerne til Vaaben og opstille sig med «Gevær ved Fod» paa Kompagniets Frontlinie. Alle de øvrige Delinger (selvfølgelig undtages Forposterne) for blive under Teltene til nærmere Ordre. Fjenden angriber nemlig sjeldent om Natten , men foretager derimod hyp pige Alarmeringer, hvorfor det er af Vigtighed, at Trop perne mindst muligt foruroliges.
7. Ordrer. Ordren, der i Heglen udgives strax efter Ankomsten til Lejrpladsen, angiver blandt andet altid, 1) til hvilken Tid Uddelingen af Naturalforplejning kan finde Sted fra Intendanturens Telte, 2) ad hvilken Face Kamelerne eventuelt skulle føres ud paa Græsgang, 3) om Vand findes, og da hvor, eller om der vil blive udleveret saadant, 4) om muligt Klokkeslettet for Opbrud næste Morgen samt 5), hvis det ligeledes er muligt, Øjemedet med den forestaaende Dagsmarche og dennes Længde, samt om man kan vente at finde Vand o. s. v.
Oberst de Négrier forsømte aldrig at sige sine Folk den rene Sandhed. Om den forestaaende Dags marche tegnede til at blive nok saa lang, om Udsigten til at lide Vandmangel kunde være nok saa ubehagelig, og selv om Øjemedet med Marchen kunde synes nok saa tarveligt, saa fik Soldaten det dog at vide, og de vare deres Chef taknemmelige herfor. Sjeldent hørtes en Mumlen eller en Mishagsytring blandt Soldaterne under deres pinlige Strabadser; naar de blot vare «au courant» med, hvad der skulde ske, saa fandt de sig i Forholdene som uundgaaelige. 1 det Dele taget lagde Chefen altid den allerstørste Vægt paa de moralske Forhold i sin Kolonne, og som Deltager i disse Marcher under de Né- griers Kommando maa det vel være mig tilladt særlig at fremhæve det Træk hos den i Frankrig velbekjendte Officer, at sjeldent nogen af de Chefer, der havde Kommando i Algier, i den Grad har forstaaet at udvikle det moralske Klement i sin Afdeling, som han. Hans Strenghed, hele hans personlige, elegante og bestemte Optræden, hans egen Tarvelighed og særlig de Omstændigheder, at Sol daterne vidste, at han aldrig stillede Sagerne bedre for dem, end de vare, samt at han altid med den største Omsigt ledede Operationerne paa den hensigtsmæssigste Maade, vare Forhold, der gjorde sit til, at han skjøndt frygtet dog havde hele Stemningen for sig blandt sine Soldater. «11 savait fafre battre le coeur de ses soldats ii l'unisson du sien1)».
Til Slutning, forinden vi ville begynde paa at skit sere et af de af Kolonnen i Sommeren 1882 udførte glimrende Strejftog, ville vi for en Oversigts Skyld be tragte en af Marche-Kolonne-ne fra Ain-Ben-Khelil, saa- ledes som den i Hovedtrækkene var sammensat, hver Gang der blev Tale om Opbrud.
Vi komme nu til selve Operationerne, udgaaede fra Lejren ved A in - lien - K h el il. 1 Slutningen af Februar 1882 signaleredes fra ud sendte Spejdere, at store Hjorder tilhørende Beni- Gui lerne græssede paa Tam e 1 e 11s 1 et t e u og i Cliott- Tigris udtørrede Flodsenge paa marrokkansk Grund. Kolonnen blev blæst ud om Natten den 25. Februar Kl. 4, og Ordren udgaves:
«Kl. 5‘/s bryder Groset op i sydvestlig Retning for at tugte Oprørerne. Avantgarden følger efter, naar |der er vandet og fodret. Marchens Længde for idag ca. 45 Kilometer. Der findes ikke Vand før 3die Dagen efter vor Afmarche. Avantgarden (Rytteri, Goum og beredent Fodfolk*) forenes med Groset ved det store Hvil, som vil blive holdt ved Bjergpasset Antar 25 Kilometre i S. V.«
Til det opgivne Klokkeslet var Konvojen læsset, Tropperne opstillede i den forud vedtagne Formation, og strax efter lød Signalerne «debout» og »en avant». En Time senere fulgte le groupe léger efter. Ved Middags tid holdtes Hvil foran Bjergpasset, hvorefter hele Ko lonnen langsomt og møjsommelig passerede Bjergene med sine 500 Kameler. Hen paa Eftermiddagen naaedes ned paa den endeløse øde Ørkenslette, der strækker sig mod Vest og Nord, saa langt Øjet naaer.
Til det opgivne Klokkeslet var Konvojen læsset, Tropperne opstillede i den forud vedtagne Formation, og strax efter lød Signalerne «debout» og »en avant». En Time senere fulgte le groupe léger efter. Ved Middags tid holdtes Hvil foran Bjergpasset, hvorefter hele Ko lonnen langsomt og møjsommelig passerede Bjergene med sine 500 Kameler. Hen paa Eftermiddagen naaedes ned paa den endeløse øde Ørkenslette, der strækker sig mod Vest og Nord, saa langt Øjet naaer.
Den 2 6de Februar. Le groupe léger marcherede den Dag fra Kl. 6 Morgen til Kl. 7 Aften uafbrudt med 10 Min. Hvil hver halvanden Time ialt 7 0 Kilometer og kamperede om Natten ved Brøndene ved Oglat-Moussa. Man formente tidlig næste Morgen at kunne falde over den fjendtlige Lejr og tage Hjorderne. Groset fulgte efter og lejrede sig om Aftenen paa Bredderne af Chott-Tigri efter i en ulidelig Varme at have marcheret 43 Kilometer.
Den 27de Februar Kl. 2 Morgen brød Avant garden op, da den om Natten havde faaet Efterretning om, at Fjenden havde faaet Nys om Kolonnens Ankomst og derfor var under Opbrud for gjennem nogle Bjerg- defileer at slippe bort, ud paa Tameleltsletten. Man mar cherede uden Hvil fra Kl. 3—6 Morgen 24 Kilometer (ca. 3 Mil), hvorefter der holdtes nogle Minutters Hvil. Fra Kl. 6 til henimod 10 marcheredes nu hurtigst mu ligt — man var nemlig lige paa Sporet — ialt 32 Kilo meter (ca. 4Vs Mil), og det lykkedes ogsaa ved delte Tidspunkt at naa Fjenden. En heftig Kamp udviklede sig, da Fjenden vilde bibringe et Modstod for at faa Tid til at slippe bort. Baadc forfra og i Ryggen dukkede store fjendtlige Ryttersværme frem. Det beredne Fodfolk dan nede Karré om sine Muldyr, medens Rytteriet og Goumen styrtede sig mod Fjenden. Tre Gange trængte Fjendens langt overlegne Rytteri vore tilbage i Uorden mod Karreen; men tre Gange drev det nu afsiddede Fodfolks Ild Mas serne paa Flugt, sidste Gang saa eftertrykkelig, at Fjenden trak sig tilbage og overlod os Valpladsen med Telte, store Ladninger af Dadler m. rn. samt endel Kameler og ca. 14,000 Faar.
Det beredne Fodfolk rykkede frem i Retning af Fjenden, medens Rytteriet og Goumen samlede Hjorderne sammen og brændte, hvad der ikke kunde medføres. Kl. 12 iværksattes en Tilbagemarche med det tagne Bytte til et Punkt ved nogle saltholdige Kilder, 24 Kilometer længer tilbage, hvor Groset kamperede. Le groupe leger havde den Dag ialt marcheret 80 Kilometer, og hvad der fornemmelig maalte interessere, det havde paa en heldig Maade debuteret ved i det kritiske Øjeblik at degagere Rytteriet. Uden Hjælp fra Fodfolket vilde sikkerlig ikke alene Dagen være tabt, men ogsaa Rhaz- ziaen forfejlet.
Ordren for den 28de Februar lød blandt andet paa, at Kavaleriet og «la compagnie franche» skulde tage Teten for inden Aften at sætte sig fast i Bou-Arfa- Defileet, hvorigjennem Fjenden var paa Flugt, saaledes at Fodfolket ved sin Ankomst uhindret kunde rykke frem til de derværende Brønde. Marchelængde 50 Klm.
For at afskære nogle Hjorder, som man troede vare undslupne mod Syd, men som man ikke fandt, delte le groupe léger sig i to Dele. Følgen heraf var, at la com- pagnie franclie ankom noget senere foran Deflleet end Rytteriet. Dette sidste havde mødt Modstand i Passet og turde ikke aventurere paa egen Haand. Det maatte derfor afvente det beredne Fodfolks Ankomst. Saa snart dette var kommen, forcerede det i Løbet af Eftermiddagen Deflleet i hele sin Længde og besatte Brøndene. Atter viste det sig, hvor uundværligt Fodfolket var for Rytteriet, der anden Gang skyldte det beredne Fodfolk det op- naaede Resultat. Disse to Momenter, som her første Gang kom frem, da beredent Fodfolk blev anvendt sammen med Rytteri i den fremskudte Avantgarde fra Kolonnen de Négrier, nemlig 1) Fodfolkets Understøttelse ved Rytterikampe, og 2) dets Uundværlighed i Kamp om Terraingjenstande, som f. Ex. i Deflleer, ere efter min Mening egnede til at godtgjøre det beredne Fodfolks Berettigelse som et nødvendigt Led af fremskudte Avantgarder.
Le groupe léger havde den Dag marcheret ca. 60 Kilometer, medens Groset, der stadig fulgte efter, nøjedes med en Marche paa 42 Kilometer, fordi de toge den mere direkte Vej og vare trætte. Hele Kolonnen kam perede i Deflleet om Natten med Poster paa Bjergskrå ningen, fra hvilke man ved Aftentid skimtede store Flokke af Hjorder, som forsvandt i sydlig Retning over Tamelelt- sletten. Det var Meningen endnu at forfølge videre; men Fjenden havde viist sig at være saa stærk, at det kunde synes farligt at sende den forholdsvis lille Avant garde frem mod ham. Oberst Négrier fattede imidlertid en Plan, som han strax iværksatte.
»Til at doublere Styrken ved la compagnie franclie behøver jeg Frivillige» stod der i Befalingen, der blev udgiven Kl. Il Aften, da endelig alt var i Orden. Disse Frivillige skulde i Forening med det tilstedeværende Mandskab afvex- lende gaa og ride, saaledes at der blev 2 Mand pr. Muldyr.
Derved haabede Obersten at skaffe le groupe léger en større Modstands- og Angrebsevne uden væsentlig at formindske Marchehastigheden. Skjøndt Ordren lød paa allerede Kl. 4 at bryde op for le groupe légers Ved kommende, saa meldte der sig dog langt ud over det for langte Antal. Tornystrene bleve afgivne til at bæres paa Grosets Kameler.
Den 1ste Marts brød le groupe léger op Kl. 4 Morgen og marcherede den Dag med den ny Organisation 55 Kilometer. Den gjorde en Rhazzia paa endnu 2000 Faar og kamperede om Aftenen med Groset, som havde marcheret 42 Kilometer, ved Ilassi Badda. Forfølgelsen gik nu henimod den marrokkanske Oase Ain-Cha'fr, hvor Oprørerne havde søgt Tilflugt, hvorefter Kolonnen, der ikke turde krænke det fremmede Territorium, maatte vende tilbage til Lejren i mindre Dagsmarcher, glad over, at den dog havde opnaaet et sjeldent gunstigt Resultat. For en Oversigts Skyld angives her Marchelængderne for de forskjellige Dage. (Se omstaaende Tabel).
Avantgarden havde i 14 Dage i Træk marcheret 5V3 Mil daglig, hvoraf 1 Dag var Rastdag. Den havde i de første 5 Dage i Træk tilbagelagt ca. 42 danske Mil, eller over 8V4 Mil om Dagen. Som Maximum af Marchehurtighed med det beredne Fodfolk, formeret med 1 Mand pr. Muldyr, havdes 103/4 danske Mil. Denne Gang varede Organisationen for kort, til at Fordelen ved at sætte 2 Mand om et Muldyr klart kunde ses; men ved senere Tog, hvor man Ikke blot prøvede at organisere compagnies franches med 1 Muldyr pr. 2 Mand, men endog pr. 3 Mand, viste det sig, at Ordningen med eet Dyr pr. 2 Mand havde væsentlige Fordele.
Disse Fordele kunne sammenfattes i følgende Hoved punkter:
1) Faren, som ligger i, at et beredent Fodfolkskorps, der pludselig angribes, ikke strax ser sig istand til at imødegaa Angrebet, men først maa stige af og derved let udsættes for Nederlag, inden man kan
komme til Skud, undgaas derved, at det Mandskab, som er til Fods, øjeblikkelig kan dække det, der er til Hest, naar blot Marcheformationen anordnes med dette for Øje, saaledes at man stadig er beredt og parat til Defensiven.
2) Der bringes det dobbelte Antal Geværer frem|, uden at Marchehurtigheden væsentlig svækkes. For søg have godtgjort dette, saavel som at en Forøgelse af Antallet af Mand pr. Muldyr er uheldig, naar man vil fordre, at Fodfolket skal følge Rytteriet.
At anvende Araberheste har viist sig mindre hel digt. De fordre bedre Pasning, ere vanskeligere at styre for uøvede Ryttere og æde mere Foder. Sammenlignes Kavaleriet med det beredne Fodfolk (med 2 Mand pr. Dyr), da fordrer:
I Muldyr en daglig Hation af 3 Kilgr. Ryg
1 Hest derimod --------------5------
Muldyret fører 2 Geværer frem, medens Hesten kun fører I. Gjentagne Marcheøvelser have baade i Lejren ved Ai'n-Ben-Khelil og i Lejren ved Ain-Sefra aabnet Øjnene for disse Forhold, og man er efterhaanden kommen til Resultater saavel angaaende Organisationen, saaledes som vi have set, som og angaaende March eformat i on en. Der kan vælges mellem:
1) Rodemarche, I Geled ttl Hest og 1 Geled til Fods ved Siden af.
2) Rodemarche paa 4 Geleder. Muldyrene i Midten. Det tilhørende Mandskab til Fods paa begge Sider.
3) «en bataille»: Frontmarche med Mandskabet til Fods i Iste, Dyrene i 2det Geled.
4) I Karré: Teten og Queuen i Frontmarche paa 2 Geledder. Flankerne i Rodemarche med Fodmand skabet udvendig.
Man ser let, at Manden til Fods ved disse Forma tioner forbliver nær ved sit og sin Kammerats Muldyr. Derved muliggøres hurtig Skiftning. De, der ere til Fods, kunne hjælpe Dyrene fremad, og endelig, som berørt, er man stadig parat til i den Formation, hvori man er, at modtage Angreb. Rodemarchen har viist sig som den bedste.
Hvis Fodmandskabet marcherer adskilt, ere Farerne følgende:
1) Vanskelighed ved at slutte op, naar Dyrene ere trætte.
2| Tidsspilde og Uorden, naar der skal skiftes.
3) Mangel paa Beskyttelse for dem, der ere beredne.
I en af de senere Fægtninger i Chott-Tigri, da en topografisk Maalebrigade blev overfalden den 26de April 1882 af en 30 Gange overlegen Styrke og dreven paa Flugt, blev saaledes 1 Deling beredent Fodfolk, der dannede Arrieregarden, fuldstændig massakreret, fordi Mandskabet til Hest savnede Understøttelse af Kammeraterne til Fods, der den Gang ikke vare tilstede. De bleve nedhuggede og nedskudte, forinden de kom til at stige af.
Beredent Fodfolk bør derfor aldrig lades uden Dæk ning, og skal man f. Ex. forcere et Defilé, maa man hellere gaa frem med smaa Grupper af Mandskab baade til Hest og til Fods, end adskilte. Man maa i det Hele sørge for, at der altid er Fodmandskab tilstede til at gaa mod Fjenden, indtil de andre komme i Orden; derfor er Organisationen med 2 Mand pr. Muldyr at foretrække.
Hvad angaar det beredne Fodfolks Rolle i Kampene i Syd-Algier, da kan den sammenfattes som følger: Det beredne Fodfolk maa altid ledsage Kavaleriet i de frem skudte Avantgarder for 1) ved sin lid at afværge Angreb af overlegne fjendtlige Kavaleri-Masser paa Sletter, og 2) det maa i Bjergegnene kunne forcere farlige Punkter, som Rytteri alene ikke kan komme frem i. Fodfolket er Rytteriets Soutien, naar det er ude at opklare og re kognoscere. Det maa være stærkt repræsenteret.
Det vil nu ikke være vanskeligt at præcicere Fod folkets Rolle i de første Facer af Fremrykningen mod Fjenden. Rytteriet, som støtter sig til det, er ofte nød vendigvis fjernet ikke saa kort fra det, hvilket sker, hver Gang det skal bruge sine hurtigste Gangarter. Det er Kavaleriet, som almindelig indleder Kampen; det gjør det i Reglen efter en hurtig Bevægelse og befinder sig da følgelig fjernet fra sit Soutien. Dette maa da, som oven for omtalt, rykke efter med den største Hurtighed. Me dens Muldyrene trave afsted, følge Folkene, der ere til Fods, med i Løb. Det beredne Fodfolk tager da, hvad Kapiejn Beauval kalder »l’allure vive»; Folkene skifte Muldyrene for hver 200—300m, og man maa af yderste Evne sørge for ikke at komme i Uorden og tabe Marche- formationen, der vil være en af de ovenfor angivne. Hvis man kan undgaa dette, kommer man hurtig og uden Fare paa Slagmarken. Saaledes har man baaret sig ad ved Fen di, og her havde man endda kun I Mulddyr til 4 Mand; Mandskabet til Fods ankom imidlertid lige saa tidlig som Muldyrene efter at have løbet 8 Kilometer (over 1 Mil).
Efter Ankomsten paa Kamppladsen
1) rangerer Mandskabet til Fods sig strax paa Linie.
2) Mandskabet til Hest sidder af under hines Beskyttelse, og overgiver sine Dyr til enkelte forud opgivne Folk, der ere til Fods; derefter slutte de sig til deres re spektive Troppe.
3) Ved Muldyrene lades tilbage, foruden Holderne — i Reglen 1 Mand pr. 5—6 Dyr — 1 eller V2 Deling til Hest, som afmarcherer med Muldyrerne, hvis det bliver nødvendigt at flytte dem. Særlig Omhu maa der vises Train-Muldvrene med Patroner og Vand, thi ofte er det hændt, som ved Fendi og Souf- el-Kesser, at Fodfolket i Avantgarderne have maattet passere Vand uden at have haft Tid til at fylde deres tomme Flasker, hvilket havde store Lidelser til Følge under deres Fremmarche og senere Til bagevenden til Lejren. Levnetsmidler og Vand maa helst medføres paa hver enkelt Dyr for ligesaa mange Dage, som man kan antage, at den skrappeste Forfølgning vil vare.
Er Fjendens Modstand brudt, foretages Rhazziaen. Det beredne Fodfolk udfoldes med store Mellemrum for at sikre Indeslutningen af Hjorderne, som foretages af Rytteriet og Goumen i den hurtigst mulige Gangart.
Hvis man overrasker en Douar (Samling af Telte), følger paa Udviklingen Salver; derpaa el almindeligt An greb, under hvilket Indeslutningskredsen lukker sig. Fod folket marcherer under Angrebet paa 2 Geledder, al mindelig i Frontmarche, med Mandskabet til Fods udvendig for at dække de andre, der forblive til Hest. Man maa her stadig være forberedt paa offensive Modstød af Araberne, der excellere heri.
Ville vi nu til Slutning rekapitulere de llesultater, som man har opnaaet ved Skabelsen af beredne Fodfolks korps i Algier, da kunne disse formentlig samles i føl- gends Hovedpunkter:
1) Man bar opnaaet at forøge Fodfolkets Marchepræsta- lioner i saa bøj en Grad, at dette har viis-t sig istand til at følge Rytteriet og Goumen i le groupe leger og derved muliggjort en haardnakket Forfølg ning af Fjenden over et længre Tidsrum.
2) Fodfolket har været istand til at degagere og dække Rytteriet, naar det blev haardt trængt af Fjenden paa Sletterne; dertil bar det kunnet forcere Terraingjen- stande (Defileer), som Rytteriet ellers ikke kunde tænke paa at komme frem i; — kort sagt! det bar i det Hele som Soutien for Rytteriet kunnet tillade dette en ganske anden Frihed og større Energi i Bevægelserne end tidligere.
3) Det har viist sig, at disse beredne Fodfolkskorps, trods det at de have været fuldstændig impro viserende, dog have gjort udmærket Nytte overalt.
4) Man bar opnaaet disse gunstige Resultater uden at fordre forudgaaeude Ride færdighed, idet udelukkende de bedste Skytter ere optagne i les compagnies franches.
5) Modifikationerne med Hensyn til Udrust ningen have kun i Hovedsagen været, at Tornystrene ere bievne ombyttede med en Sæk, samt at man bar ladet hver Soldat lave sig selv en Patrontaske af Sejldug, den saakaldte cartouchiere ceinture, for deri i Forbindelse med de reglementerede 2 Patron tasker at kunne medføre den til 102 Patroner for øgede Ammunition.
6) At 1 Muldyr pr. 2 Mand bar givet de bedste Re sultater.
Man bar nu sikkerlig med Rette hævdet, al naar man med saa ringe Midler og uden foregaaende Øvelse har kunnet opnaa saa gunstige Resultater, saa maatte man kunne vente endnu mere, naar man principmæssig slog disse beredne Korps fast som permanente Afdelinger af Hæren i Algier. Man er imidlertid ikke, saa vidt mig bekjendt, kommet til noget endeligt Resultat i denne Sag, idet Meningerne synes delte om, hvor vidt man bør oprette særegne Afdelinger, der altid bestaa af beredent Fodfolk, eller om man blot bør sørge for, at der altid haves Muldyr og Sadler nok til deraf i givne Øjeblikke at organisere dette Fodfolk.
Hvorom alting er, saa har Spørgsmaalet om beredent Fodfolk i den franske Armee ligesaavel som andetsteds f. Ex. i England sine ivrige Talsmænd, og nu til Dags, da alle mere bekjendte Ryttergeneraler som Gallifet, Skobeleff og v. Schmidt stadig have henpeget paa Nød vendigheden af at uddanne Rytteriet i Kampen til Fods, kunde der maaske være Tale om at tage under Over vejelse, om ikke beredent Fodfolk, der jo ikke ere andet end Fortidens «Dragoner», kunde finde en gavnlig An vendelse, særlig ved Rytteriets saavel strategiske som tak tiske Operationer i kommende Krige. Alle ere jo enige om, at Kampen til Fods med sin ildvirkning ikke kan undværes af Rytteriet; kunde der da ikke gjøre sig den Betragtning gjældende, at man dels paa Grund af den overalt forkortede Tjenestetid, dels ligefrem fordi man vanskelig samtidig kan uddanne en Soldat baade til Rytter og Infanterist, hvilket er imod begge Vaabens Kamp- maade og Natur, under visse Forhold, som jeg ikke her drister mig til at komme frem med, kunde være til bøjelig til, ogsaa paa europæiske Krigsskuepladser, at gjøre Fodfolk beredent. Vi have jo set, at det ypper lig lader sig gjøre*).
Jeg skal imidlertid slutte denne Afhandling, der maaske er bleven altfor lang. Hvis saa er, maa min Undskyldning være, at jeg har næret Ønsket om at give en udførlig Fremstilling af, hvad jeg har set og fundet Omtale værd. «Je ne viens nullement dire: Ceci est bon, ceci est mauvais. Je dis tout simplement: Bon ou mauvais, voici ce que font les français».
