III.
Finnerne gik nu i Gang med at forstærke deres Stillinger ved Rasti, alt imedens de ved voldsomme Rekognosceringer holdt Føling med Fjenden. Disse Kampe foregik ofte ved Nattetid og havde Karakter af Overfald paa Russerne, som lejrede sig ved deres Baal. Den 11/12 om Morgenen begyndte Russerne en kraftig Artilleriforberedelse mod Stillingerne ved Rasti. Efter 1/2 Times Trommeild blev Ilden forlagt til Terrainet bag Stillingerne, og det russiske Fodfolk gik til Angreb ledsaget af 2 Kampvogne. Da Finnerne, som tidligere nævnt, endnu ikke havde noget Vaaben mod Kampvogne, brød disse igennem, men det russiske Fodfolk formaaede ikke at følge Kampvognene. Det blev standset; men Kampvognene huserede i over en Time i og bag Finnernes Stillinger. Kl. 1800 stormede Russerne igen — understøttet af Kampvogne — og med større Voldsomhed end tidligere. Efter i y 2 Times Kamp lykkes det Russerne at bryde ind 2 Steder, og Finnerne maatte gaa tilbage til Jyrkankoski, som det var lykkedes at befæste nogenlunde. Man løsgjorde sig i god Orden fra Russerne ved 21-Tiden.
Da Situationen saaledes var blevet alvorlig paa Oberstløjtnant Ilomakis Front, gav »Nordfinske Gruppe« Oberstløjtnant Vuokko Ordre til at angribe Russerne i Flanken. Da Forbindelserne stadig var saa daarlige, blev disse Flankeangreb først sat ind den 12/12 sent paa Dagen. Samtidig forsøgte 3./14. B. ved frontalt Angreb at drive Russerne tilbage i Retning mod Rasti. Da Finnernes Styrker var smaa, gav det kun lokale Resultater. Vi ser her et Forsøg i det smaa paa det angrebsvise Forsvar, som er omtalt i vort Feltreglement I B., Side 140, sidste Stykke, og Side 142, Pkt. 197. Den 12/12 om Morgenen gik Russerne atter til Angreb med Understøttelse af Kampvogne og Artilleri, og ved haarde Kampe, som varede lige til den 14/12 Aften, maatte Finnerne Skridt for Skridt gaa tilbage til Stillinger ved Jyrkankoski og Koistila—Maunuvaara paa Højde med Latvijarvi paa Vejen til Nurmes, 2—3 km Syd for Vejgaflen ved Rasti, hvor Finnerne bed sig fast lige til Krigens Slutning. Paa den nordlige Parallelvej mod Kuhmo (om Kiekinkoski) havde Russerne været meget lidt aggressive; men den 12/12 om Morgenen gik de til Angreb og tvang Finnerne (2. Komp. af 14. Batl. under Løjtnant Kekkonen) tilbage til Egnen omkring Laaja midtvejs mellem Vaarakoski og Tyravaara. Russernes Tryk fortsatte, og Finnerne gik den 14 12 tilbage til den befæstede Hovedforsvarsstilling ved Tyråvaara. Russernes Angreb støttedes af baade Kampvogne og Artilleri, saa Situationen var urovækkende. Det var ikke saa mærkeligt, at Russerne pressede paa her. Efter at de var blevet standset paa den sydlige Vej omkring Rasti, havde de her en Chance for at trænge frem til Kuhmo og omgaa Finnernes Stilling ved Jyrkankoski (Feltreglement I. B., Pkt. 69, sidste Stykke, og Pkt. 73). Men det lykkedes ikke for dem. Løjtnant Kekkonen fik de følgende Dage nogle smaa Forstærkninger, 1 lille Opklaringsafdeling, 2 Maskingeværer og een Kanon. Det drejede sig ikke om større Styrker paa Finnernes Side i denne Krig. I Dagene op mod Jul fortsattes med Patrouillevirksomhed, Overfald, Sprængning af Broer og Minering af Vejene. Opklaringen gav til Resultat, at Russerne raadede over 1 Bataillon forstærket med Artilleri og nogle lette Kampvogne. Efter deres mislykkede Angrebsforsøg holdt de sig i Ro og indrettede sig i befæstede Bivouakker paa et snævert Omraade paa en lav Bakke med Front til alle Sider ligesom et Pindsvin. Løjtnant Kekkonen besluttede sig til at lokke Russerne ud af denne Stilling og saa tilintetgøre dem. De russiske Stillinger skulde belægges med Granatkasterild. Omraadet skulde omringes fra Vest og Syd. Mod Nord fandtes en Sø (som aabenbart ikke maa have været færdselssikker). Kun Vejen mod Øst skulde lades aaben for at lokke Russerne ud den Vej, men længere Øst paa var Vejen afskaaret, og her skulde saa den samlede finske Styrke gaa til Angreb. Kommandøren for »Nordfinske Gruppe« godkendte Planen og befalede Oberstløjtnant Ilomaki til med Artilleristøtte at angribe Rasti og Oberstløjtnant Vuokko til at engagere Russerne i Retning af Sivakka. Angrebet skulde ske samtidig paa alle tre Fronter og paabegyndes Kl. 800 Juleaftensdag. Løjtnant Kekkonen begyndte paa befalet Tid Angrebet med en kraftig Grantkasterild. Samtidig rykkede et Kompagni frem fra Vest og et fra Syd. Russernes stærke Maskingeværild forhindrede dem dog begge i at komme nævneværdigt frem. Den ene Kompagnichef faldt, hvad der, som ofte var Tilfældet, ganske tog Angrebslysten og Modet fra hans Folk. Løjtnant Kekkonen gav nu Ordre til en ny Ildforberedelse Kl. 11°", hvorefter Angrebet skulde fortsættes. Russerne var imidlertid ved at ane Uraad, og allerede paa et tidligere Tidspunkt havde de paabegyndt en Rømning mod Øst. Først nu ser det ud til, at Løjtnant Kekkonen kom i Tanke om at afskære Fjenden Vejen øster ud. Samtidig med, at han sætter en Forfølgning i Gang, afsender han 2 Delinger med den Opgave at afskære Vejen ca. 3 km mod Øst. Men Russernes Bagtrop, som raadede over talrige Maskingeværer, naaede at opholde baade Forfølgerne og de 2 Delinger med »Afskæringsopgaven«, saa dens Hovedstyrke fik et betydeligt Forspring. Først ved Valirakoski lykkedes det een Deling af afskære Vejen, men den var for svag til at holde Stand. Russerne brød igennem og fortsatte uden Ophør Tilbagegangen lige til Kiekinkoski. En finsk Deling forfulgte Russerne hertil under talrige Skærmydsler med deres Bagspids. Ved Kiekinkoski var Terrainet gunstigt for Russerne. De indrettede sig til Forsvar, medens Finnerne med deres Hovedstyrke gik frem til Terrainet om Polvela. 2 Delinger sikrede mod Kiekinkoski. Løjtnant Kekkonen nøjedes dog ikke med dette Resultat. Da Julen var overstaaet den 28 12, fordrev han Russerne fra Kiekinkoski og trængte helt frem til Hukkajarvi. Resterne af den russiske Bataillon gik tilbage over Grænsen. Krigsbyttet var meget stort, og, hvad bedre var, Kuhmo Kirkeby var ikke mere truet fra den nordlige Parallelvej. Fjenden var slaaet, men ikke, som Planen havde været, tilintetgjort. Aarsagen hertil maa vel søges i Styrkeforholdet. Finnerne var for svage til at levere et Cannæslag, og den Styrke, der fra Øst skulde spærre Russerne Vejen, kom for sent af Sted. Den burde fra Starten have været sat ind i en saa stor omgaaende Bevægelse, at den ikke, som her, kunde standses af Russernes Bagsikringer. Den Styrke, som fik den »afskærende« Opgave betroet, 2 Delinger, var for lille. (Se vort Feltreglement I. B., Pkt. 69, 3. Stykke). Angrebet mod Rasti blev ledet af Oberstløjtnant Ilomåki. Efter hans Ordre skulde Kaptajn Salonmies med ca. Halvdelen af III I. R. 25 støttet af et Batteri erobre Højdedraget ved Rasti. Derefter skulde 2 Kompagnier af 14. Bataillon besætte det erobrede Terrain. Resten af III1. R. 25, deriblandt Granatkasterdelingen, skulde blive tilbage i Stillingerne ved Jyrkankoski. Med mindre der har foreligget særlige og for den kritiske Læser skjulte Aarsager til denne Sammenblanding af de to Batailloner, synes det en mærkelig Ordning, hvorved man bl. a. fratager den angribende Halvbataillon dens Angrebsvaaben, Granatkasterne. Man skulde synes, at det havde været simplere at lade 14. Bataillons 2 Kompagnier blive i Stillingerne ved Jyrkankoski og saa lade hele III I. R. 25 erobre og besætte Rasti støttet af Batteriet og dens egne Granatkastere. Som det nu var ordnet, førte denne Sammenblanding af Kommandoforholdene heller ikke til noget gunstigt Resultat. Kaptajn Salonmies rykkede frem fra Jyrkankoski Kl. o00 paa begge Sider af Vejen. Øst for Vejen gik 7. Kompagni forstærket med 3 Maskingeværer. Vest for Vejen gik 9. Kompagni ligeledes med 3 Maskingeværer. Batteriet havde sine fremskudte Observatører ved 7. Kompagni. Ca. 1 km Øst for Vejen rejser sig det meget dominerende Højdedrag Kankivaara, som foi’nyligt af fremsendte Patrouiller var fundet ubesat. En venstre Sidesikring fra 7. Kompagni fandt ikke desto mindre Russere paa Højden i udbyggede Stillinger, og den fik Ild bl. a. fra en aabentskydende Kanon. I denne Situation fik Kompagnichefen følgende Ordre fra Kaptajn Salonmies: Med en Del af Kompagniet skulde han binde Russerne paa Kankivaara og med Resten rykke frem til den nordlige Begrænsning af Rasti. Samtidig skulde 9. Kompagnis Hovedstyrke foretage et omgaaende Angreb mod Rasti fra Vest og med Resten af sin Styrke binde Fjenden vest for Vejen. Russerne raadede over meget Artilleri og mange Granatkastere, medens Finnerne kun havde lidt deraf og, hvad der var det værste, daarlige Observationsmuligheder. Alle gode Observationspunkter var i Russernes Hænder. 9. Kompagnis omgaaende Angreb mod Rasti blev ført af 11/2 Deling under Fændrik Karjalainen. (Altsaa med for svag en Styrke, og det burde have været under Kompagnichefens egen Kommando). Efter en hurtig Fremrykning naaede det frem til Rasti Højden; men her mødtes det af et russisk Modstød, som dog blev slaaet tilbage med Bajonetterne. Russerne gentog imidlertid Modstødet med større Styrke. P"ændrikken faldt i Spidsen for sine Folk, hvorefter disse tabte Modet og trak sig tilbage til Landevejen. De to Kompagnier af 14. Bataillon, som var fulgt efter i/2IiI/I. R. 25, naaede i denne Situation frem til Kaptajn Salonmies Kommandostation. Denne satte Oberstløjtnant Ilomåki ind i Forholdene og fik af ham Lov til at anvende ogsaa disse to Kompagnier. Kompagniet Haionen fik Ordre til at ile Karjalainens IV2 Deling til Hjælp, Kompagniet Peltola skulde angribe Kankivaara og derefter fortsætte mod Rasti i et omfattende Angreb fra venstre (fra Øst). For at lette Afdeling Karjalainens Løsgørelse fra den voldsomt aggressive Fjende lod Kaptajn Salonmies nu ikke blot Kompagniet Haionen, men alle Tropper, som befandt sig langs Landevejen, angribe frontalt mod Rasti. Terrainet var dog meget aabent og Russernes Ild for kraftig, saa Forsøget lykkedes ikke i nævneværdig Grad. Det lykkedes dog for Afdeling Karjalainen at løsgøre sig fra Fjenden. Løjtnant Peltolas Kompagni blev forfulgt af Uheld. Da Delingsførerne var kaldt sammen til Ordreudgivelse, faldt en Granat ned midt iblandt dem. En Delingsfører og nogle Ordonnanser dræbtes, medens Kompagnichefen og en Delingsfører saaredes haardt. Berøvet sine Førere formaaede Kompagniet ikke at fuldføre sin Opgave. Finnerne var, som vi ogsaa har set det ved tidligere Lejligheder, i højeste Grad afhængige af deres Førere. Falder de, er som oftest den paagældende Troppedel ude af Stand til at løse sit Hverv. Man uddrager heraf den Erfaring, hvor stor Vægt der maa lægges paa Selvstændighed i Troppernes Uddannelse, og at en passende Befalingsmandsreserve er nødvendig ikke for langt fra Kamppladsen. Finnerne var nu efter de uheldige Kampe saa udmattede, at Oberstløjtnant Ilomaki Kl. 1500, da Mørket faldt paa, gav Ordre til Tilbagegang til Udgangsstillingerne. Det havde været en haard Dag, særlig for II1/I. R. 25. Oberstløjtnant Vuokko, som skulde angribe mod Sivakka, ønskede at støtte Oberstløjtnant Ilomakis Angreb direkte og lod derfor IT. R. 25 1 Komp.) angribe Vejgaflen ved Rasti fra Syd. Bataillonen blev imidlertid mødt med en saa kraftig Ild i Flanken, at Fremrykningen standsede. Samtidig forsøgte Kompagniet Kujala at trække Russernes Opmærksomhed paa sig ved at angribe Sivakka. Det lykkedes for saa vidt, at Russerne trak friske Kræfter, bl. a. 2 Kampvogne, frem til Stedet. Ligesom ved Angrebet den 8/12 maa Aarsagen til det uheldige Resultat søges først og fremmest i den manglende fælles Ledelse og den daarlige Forbindelsestjeneste. Ilomakis og Vuokkos Grupper anede intet om hinandens Planer og Virksomhed. Men Angrebet ved Rasti gjorde dog Russerne usikre med Hensyn til Finnernes Styrke. De gik ikke mere til Angreb.
Efter den store finske Sejr paa Suomussalmifronten laa det nær at flytte Tropper ned til Forstærkning af KuhmoAfsnittet og gøre et Forsøg her paa at slaa Russerne. »Nordfinske Gruppe« besluttede derfor at flytte Hovedparten af 9. Division til Kuhmo. Den 18/1 modtog Divisionen en forberedende Ordre om Forflytningen. Først skulde kun I. R. 27, et let Kompagni (d. v. s. 3 Cyklistdelinger, 1 bereden Deling og en Maskingeværstyrke) og et Batteri forflyttes. Kampstyrkerne transporterede paa Lastbiler og Rutebiler i den mørke Tid af Døgnet. Afstanden var 200 km og Kulden streng ( : 40 Grader). Trainet marcherede. Forsyningsenhederne blev kørt med Tog til Sotkamo, hvorfra de marcherede til Kuhmo (60 km). I. R. 27 ankom til Kuhmo den 21/1 sent om Aftenen og slog Lejr ved Vejen til Kiekinkoski, 10— 15 km sydøst for Kirkebyen. De øvrige Tropper kom først den følgende Dag. Divisionens 2. Regiment, I. R. 65, naaede først frem den 24—26/1 1940. Divisionsstaben flyttede den 22/1 efter Mørkets Frembrud til nogle Kaserner ca. 6 km sydvest for Kirkebyen. Oberstløjtnant Ilomäkis Tropper blev underlagt Divisionen straks, og den 28/1 blev ogsaa Brigaden Vuokko stillet under 9. Divisions Kommando. Tropperne var nu klar til det store Modangreb mod den 54. russiske Division, som en følgende Artikel vil skildre.
A. E. G. Klein.
