Log ind

Sovjetrussisk historieskrivning om 2. verdenskrig

#

Medens de fleste engelske og amerikanske hovedværker, talrige mindre værker og et utal af krigsromaner er kendt her i Danmark og i ret stort omfang også foreligger i oversættelse, forholder det sig ganske anderledes med den tyske og russiske litteratur om 2. verdenskrig. Fra vesttysk side foreligger i dansk oversættelse næsten kun de historisk set temmelig værdiløse, ofte misvisende krigsromaner, men ingen af de historisk værdifulde bøger, ikke engang Mansteins, Guderians eller Kesselrings erindringer er oversat — af den simple grund, at der ikke her i landet er noget marked for god krigshistorie, når den stammer fra tysk hånd. Af samme grund bliver bøger som de nævnte næppe engang anmeldt i dagspressen — thi det er jo forlagene og boghandlerne, der tilsender pressen de bøger, som anmeldes, og hvorfor skulle en boghandler sende en bog til anmeldelse, når der ikke var noget at tjene på den? Medens således civile kredse temmelig ensidigt er henvist til engelske og amerikanske fremstillinger, forholder det sig helt anderledes med officerer, som bliver alsidigt orienteret gennem »Nyt fra det kongelige garnisonsbibliotek«. Som bekendt begrænser heller ikke Militært Tidsskrift sig til kun at anmelde bøger, som boghandlere finder for godt at tilsende redaktionen, thi vel må der tages et vist hensyn til den af boghandlerne udviste service, men formålet med anmeldelser må dog først og fremmest være at orientere læserne om netop de bøger, som de vil have gavn og interesse af at læse.

Den sovjetrussiske militærlitteratur er sikkert ganske ukendt i civile kredse, men da adskillige russiske værker foreligger i tysk, fortrinsvis østtysk, oversættelse og er anskaffede af KGB, der anmelder dem i »NYT«, vil officerer dog være noget orienterede. Men selv om Militært Tidsskrifts læsere ingenlunde på forhånd er ukendt med sovjetrussisk historieskrivning om 2. verdenskrig, så kan følgende almindelige orientering og vurdering formentligt have interesse.

I. Større værker

I. B. S. Telpuchowski: Die sowjetische Geschichte des Grossen Vaterländischen Krieges 194145. Im Auftrag des Arbeitskreises für Wehrforschung herausgegeben und kritisch erläutert von A. Hillgruber und H.-A. Jacobsen. Bernard und Graefe Verlag für Wehrwesen, Frankfurt am Main. 1961. 16 + 97 + 576 sider.

Forfatteren, professor B. S. Telpuchowski er stedfortrædende leder af afdelingen »Den store nationale krigs historie« ved institutet for Marxisme og Leninisme ved Sovjetruslands kommunistiske partis centralkomité i Moskva.

Når dette værk gøres til genstand for særlig indgående omtale, skyldes det, at Telpuchowskis (T) bog har fået stærkt forøget interesse derved, at den i den vesttyske oversættelse er forsynet med en længere indledning og talrige fodnoter af to ansete tyske historikere A. Hillgruber og H-A. Jacobsen. Indledningen (»Die Einführung«, side 1E—97E) bør man under ingen omstændigheder springe over, og det samme gælder fodnoterne, i hvilke udgiverne (H & J) stiller T’s oplysninger og tal overfor de tilsvarende vesttyske. Af værdi for historikeren er også den i indledningen givne oversigt over »Stand der deutschen Forschung« (Oversigt over vesttyske værker om krigen på østfronten) og den påfølgende længere redegørelse for den sovjetrussiske krigslitteratur, omfattende ikke blot den til tysk oversatte, men også den kun på russisk foreliggende.

T’s værk er hidtil kommet i 3 udgaver fra henholdsvis 1953, 1955 og 1959, som på visse punkter er stærkt afvigende fra hinanden. Særlig betegnende er den skiftende omtale af Stalin. I udgaven fra 1953 berømmes han som den store feltherre, der havde forudset, organiseret og planlagt alt, den mand, hvem hovedæren for Ruslands frelse og sejren over Tyskland tilkommer. I 1955 kritiseres han stærkt. I udgaven fra 1959 bliver Stalin noget rehabiliteret — ganske vist begik han ved krigens forberedelse nogle slemme fejl, men han har dog ydet en væsentlig indsats, og marskal Stalin nævnes derfor atter omtrent lige så hyppigt som krigsråd og generalløjtnant Chrustschow. Tilsvarende bliver marskal Shukow først hævet til skyerne, derpå skåret kraftigt ned og endelig rehabiliteret, omend ikke helt, som en af Ruslands store feltherrer.

Idet T således reducerer de store inænd til, hvad de virkelig har gjort sig fortjent til (formentlig dog ikke så lidt under) betoner han stærkt det kommunistiske partis afgørende indsats. Ikke nogen enkeltperson eller nogle få store mænd, men det kommunistiske parti har æren for sejren. Når en marskal, general eller menig soldat, arbejder eller politiker har ydet en ærefuld indsats, så er det ikke i kraft af hans egen personlighed — nej, det er fordi han er et sovjetmenneske, en partifælle, en kommunist eller komsomol (ungkommunist). Om sejren ved Moskva siges således: »Hovedfortjenesten ved sønderslagningen af de tysk/faszistiske tropper foran Moskva tilkommer Sovjetunionens kommunistiske parti. I den for vort fædreland sværeste krigsperiode forstod partiet at forene front og hjemland, at knytte Sovjetunionens folkeslag endnu nærmere sammen og at mobilisere landets vældige materielle og personelle kræfter til kamp mod fjenden. Sovjettroppernes sejre viste klart overlegenheden i den sovjettiske krigsstrategi samt i den operative og taktiske krigskunst overfor Hitlergeneralernes strategi.«

Krigen var jo imidlertid »der vaterländische Krieg«. Kommunismen var altså ikke alt, fædrelandet skulle også have sin del — og det er stadig nødvendigt i Rusland, for intet folk elsker sit fædreland højere end russerne. De af os, der har kendt lidt til de i sin tid hertil emigrerede hviderussiske officerer, vil vide, at også de var fyldt med stolthed over sejrene ved Moskwa, Stalingrad og Kursk og talte med sympati om Timoshenko, Sliukov og Rokossowski. T beretter, at ikke-kommunisterne også gjorde deres pligt, han anfører et flammende opråb fra en »partiløs« soldat og citerer et smukt afskedsbrev fra en falden officer til hans søn, i hvilket faderen stærkt slår på fædrelandskærlighedens strenge. Man mindes historien om den russiske partisan, bærer af et i zartiden højt anset adeligt navn, som føres fangen for en tysk general og på dennes spørgsmål »Hvorledes kan De med det navn, De bærer, være kommunist?« svarer »De er jo heller ikke nazist.«

»De borgerlige historieforfalskere« får læst teksten. De »står i revanchismens tegn«, og deres skriverier indeholder ikke andet end »reaktionære forfalskninger og diffameringer«. De er et skinhelligt litterært misk-mask af fordrejninger, falsknerier og hykleri. Den vesttyske historieskrivning karakteriseres som »imperialistisk, revanchistisk, antiproletarisk, anti- sovjetisk og neofaszistisk«. Den er et »vrangbillede af slagne Hitlergeneraler«, har »revanchistiske tendenser« og har til mål at »slippe en tredie verdenskrig løs«. Vesttyske historikere som Gerhard Ritter, Tippelskirch, Schramm, Hubatsch, Görlitz m. fl. betegnes ved udtryk som »forfalskere« og »krigshidscre«. De britiske og amerikanske skribenter går heller ikke fri — faszismen er jo kun »den mest extreme og mest røveriske form for imperialismen.«

Læseren må altså affinde sig med, at sovjetrussisk historieskrivning, som den udøves af T, både er et led i et indre opgør (Stalin og Sliukow) og et led i den kolde krig mod Vesttyskland og Ruslands gamle forbundsfæller — samt naturligvis en imødegåelse af den undervurdering af Ruslands indsats i krigen, som desværre i nogen grad er karakteristisk for den offentlige mening i Vesten og da ikke mindst i Danmark.

T har nemlig ikke 100 % uret. Han har virkelig årsag til kritik — blot han havde holdt sig nogenlunde indenfor rimeligliedens grænse og ikke ustandselig skudt langt over målet.Hans påstande bliver derfor ofte til en boomerang, som det er en let sag for H & J at kaste tilbage i hovedet på ham, jfr. afsnittet »Methoden, Wert und Tendenzen sowjetkommunistischer Geschichtsschreibung in der Gegenwart.« «Skalaen ra'kker«, siger H & J »fra udeladelser og forkortelser over groteske overdrivelser, bevidste fejltydninger, forvra-ngninger, påstande uden bevis og rene fantasiprodukter til direkte tekstforfalskninger.« De marxistiske historikere er i hvert fald på gale veje, når de arbejder efter princippet: »Die proletarische Parteilichkeit ist der höchste Ausdruck der wissenschaftlichen Objektivität und der historischen Wahrheit.« Her i Vesten er det historiens opgave at drage sandheden frem — sådan siger vi i alt fald (at der heller ikke her altid handles ud fra dette ideal, er en anden sag). Men øst for jerntæppet gælder den anden regel: Se sagen udelukkende gennem kommunistiske briller og skriv så, hvad der tjener kommunismens sag — så er du objektiv og sandfærdig!

Telpuchowskis bog synes mere end nogen anden af de her omtalte at være skrevet ud fra dette princip. De fleste af de følgende har ganske vist også mere eller mindre haddning mod »die proletarische Parteilichkeit«, men de er ikke som T gennemsyrede deraf, og de senere i afsnit II omtalte skal nok være lige så historisk korrekte, som hvad der skrives fra vestlig side.

På en måde er det en fordel, at T er så umådeholden i sine angreb. Hans ensidigheder og overdrivelser er lette at få øje på og gør, bortset fra en vis irritation, ringe indtryk på den tænksomme læser. »Nå, der har vi ham igen«, tænker man og læser videre for at finde frem til de oplysninger af positiv værdi, som dog også findes i dette værk.

T’s bog er fyldt med had mod tyskerne. Det må have va^ret bittert for de tyske historikere at oversætte og kommentere denne bog. For T har f. eks. så usigeligt ret, når lian kaster hele skylden for fredsbruddet den 22. juni 1941 over på Tyskland. Der var ingen provokationer fra russisk side. Rusland fik sine rigeste europæiske områder hærget som af en græshoppesværm, og nazisternes brutale plyndring af hele Hviderusland, Ukraine og Baltikum og deres mishandlinger, bortførelser og myrderier blandt befolkningen gør H & J da heller intet forsøg på at undskylde. Hvad må ikke de russiske soldater have følt, da de i 1943—44 igen rykkede frem og fandt deres land som en ørken! T sparer da heller ikke på krudtet, når han taler om »das barbarische Hausen der faschistischen Verwüster«, om »die Hitlcrbarbarcn, Hitleristen, Hitlereindringlinge, die faschistischen Barbaren.« At det ikke var de tyske generaler og soldater, men de nazistiske gauleitere og deres brune og sorte horder, der udførte skændselsgerningerne, siger T desværre intet om.

Medens T ellers begrænser sig til begivenhederne på højere og højeste plan, overraskes man gang på gang ved midt i fremstillingen at præsenteres for enkeltpersoner, mest menige soldater og arbejdere, som ved særlige bedrifter har gjort sig fortjent som »Sovjetunionens helt« eller »Det socialistiske arbejdes helt«.

Den russiske soldat har altid været en god og tapper soldat, men han er ofte blevet underkendt, især efter 1. verdenskrig. De nuværende tyske militærforfattere lægger ikke skjul på deres respekt for »Iwan«. Således skriver general Gcyr von Schweppenburg i »Gebrochenes Schwert«: »Der sowjetrussische Soldat wird vom deutschen Landser als härtester und qualitativ bester Gegner eingeschätzt.« Nu har jo hvert lands soldater deres stærke og også deres svage sider. I Stalingrads ruiner, i 40 graders kulde og meterhøj sne var den russiske soldat bedre end den tyske, ingen kunne som han nøjes med ussel føde og affinde sig med savn og lidelser. Når en engelsk general har opstillet ligningen 1 englænder = 1 tysker, kan man godt udvide den til 1 englænder = 1 tysker — 1 russer.

Som hovedregel er krigshistorien bedst tjent med, at ord som tapperhed og heltemod slet ikke bruges, idet man lader kendsgerningerne tale for sig — men når nu T gør sig så megen umage for at fremhæve disse egenskaber hos sine egne landsmænd, så virker det forstemmende ikke at finde et eneste anerkendende ord om modstanderne eller om Ruslands allierede.

I november 1941 tildelte man de første enheder æreshetegneisen »Garde«, som i Rusland blev et hædersnavn for troppestyrker, der havde udmærket sig særligt. Tilsvarende oprettedes i flyvertropperne en »Luftvåbengarde«, (ifølge H & J var russernes indsats i luften alt andet end imponerende — men i dag kan de).

For officerer indførtes de smukke skulderdistinktioner, der mindede om dem, officererne havde båret i zartiden. Der stiftedes nye krigsordener opkaldt efter Suworow, Kutusow, Alexander Newski og Bogdan Chmiel- nitski (en ukrainsk frihedshelt, som for godt 300 år siden rejste kosakkerne til frihedskamp mod polakkerne).

Chefen for en »front« ( =; armégruppe) var marskal af Sovjetunionen eller »armégeneral«. Det har altid været god russisk tradition, at de højeste førere ikke skånede sig selv. At denne tradition holdes højt i sovjethæren, derom vidner, at 2 armégruppechefer (marskaller eller armégeneraler) faldt i krigen: Watutin, der i febr. 1944 blev dødeligt såret i Ukraine, og Tjemjakowski, som et år senere faldt i Østpreussen.

Partisankrigen i Rusland byggede på smukke traditioner fra 1812, jfr. N. P. Jensen: »Napoleons Felttog 1812« og artiklen »1812« i Militært Tidsskrift 1944/45. T behandler partisankrigen ved flere lejligheder, bl. a. jembanesabotagen, der gik under navnet »Skinnekrigen«. Et tysk værk herom er Pottgiesser: »Die Reichsbahnen im Ostfeldzug« (Die Wehr- macht im Kampf, Band 26).

Alle større sovjetrussiske værker bebrejder Ruslands allierede, at de tøvede så længe med at oprette den lovede 2. front. Stalin forlangte her af vestmagterne omtrent det samme, som disse havde krævet af russerne i 1. verdenskrig. Næsten alle russiske offensiver i årene 1914—17 var foretaget med det formål at redde en af våbenfælleme. De russiske soldater blev derved ofrede som kanonføde, idet Rusland vel frelste sine allierede, men selv kun høstede utak til løn. I 2. verdenskrig var det lige omvendt — her var det Stalin, der stillede urimelige krav til vestmagterne, som ganske vist havde lovet mere, end de evnede. Thi en invasion i Vest- frankrig ville i 1942 have været galmandsværk og havde næppe heller været mulig i 1943. H & J hævder derfor med rette, at der på dette punkt intet er at bebrejde vestmagterne, så meget mere som disse i 1943 faktisk etablerede en anden front ved invasionen i Italien.

Det kan heller ikke være rigtigt, når T (side 50E) påstår, at vestmagternes samlede leverancer af krigsmateriel til Rusland ikke oversteg 4 % af den sovjetiske industriproduktion. H & J mener, at de allieredes våbenhjælp på afgørende måde bidrog til at stabilisere østfronten og vende krigslykken. Det er sandsynligt, at leverancerne i den aller mest kritiske periode 1941—42 har haft afgørende betydning, men deres omfang og indflydelse bliver ofte overdrevet. Rusland fremstillede selv det meste — og indenlunde det ringeste — krigsmateriel, og det ydede selv det vigtigste af alt: menneskene.

H & J bebrejder med rette T, at han helt undlader at omtale visse for Sovjetunionen uheldige eller pinlige affærer, f. eks. den polske opstand i Warsjawa aug.—oktbr. 1944.

Det er også forkert, når T (s. 486) påstår, at Polen på Potsdamkonferencen fik tilkendt alt land øst for Oder — Vestlig Neisse. Herom opnåedes der nemlig ingen enighed på konferencen, men man besluttede at udskyde den endelige fastsættelse af Polens vestgrænse til en senere fredskonference. Derimod affandt inan sig ulykkeligvis med et midlertidigt arrangement, hvorefter hele området øst for Oder-Neisse kom under polsk administration (som en 5. besættelseszone). Den nævnte fredskonference har som bekendt endnu ikke fundet sted, og Polen har således haft 17 år til at »forpolske« provinser, der som Pommern og Sclilesien i mere end 700 år har va:ret tyske. Som bekendt kæmpede Churchill forgæves mod den uretfærdige og set fra et vestligt standpunkt tåbelige grænse (jfr. f. cks. Herbert Feis: »Betwcen War and Peace. The Potsdam Conferen- ce«). H & D anker med fuld ret over, at T (s. 450) taler om det »urpolske« Pommern, en historicforfalskning, som danske journalister også har gjort sig skyldige i, når de talte om Polens »genvundne« provinser.

Kapitel XI omhandler felttoget mod japanerne i Manchuriet 1945. Man får et billede af operationernes tilrettelæggelse og gennemførelse, men selv om den hurtige opmarch og overvindelsen af Chinganbjergene har været respektable præstationer, så kan man ikke dele T’s forherligelse af dette felttog. Marskal Wassiliewski havde løst vanskeligere opgaver end besej- ringen af den japanske Kwantung-armé. II & J har utvivlsomt ret i, at Japan på det tidspunkt var et besejret land, og i, at ingen steder i T’s værk er tingene »sat så meget på hovedet« som i dette XI. kapitel.

En betydelig plads indtager problemerne med evakueringen af industrien under tyskernes fremmarcli og genopbygningen af industri og landbrug i Uralområdet og i Sibirien. T fortæller (s. 161), at det af tyskerne besatte område i sommeren 1942 omfattede 45 °/c af Ruslands samlede befolkning, 46 % af industriproduktionen og 40 c/o af det opdyrkede areal. Det bar krævet en beundringsværdig indsats at overvinde de heraf opståede vanskeligheder, især under hensyn til det samtidige behov for indsættelse af mest muligt våbenført mandskab i kampstyrkerne. At det trods alt i de følgende år lykkedes at forøge produktionen såvel i industri som landbrug, er virkelig imponerende — men når T så tilskriver dette fordelene ved det socialistiske økonomiske styre, så henviser H & J med rette til, at også det demokratiske system (USA) og det nazistiske system (Tyskland) kan opvise lignende underværker på produktionens område.

Telpuchowskis værk giver i store træk operationernes tilrettelæggelse og gennemførelse på russisk side. Desværre er det til den tyske udgave hørende kortmateriale ganske utilstrækkeligt. H & J kritiserer, at det kun i enkelte tilfælde erkendes, at de russiske operationer ikke forløb helt efter ønske. I denne henseende er de fleste af de i det følgende omtalte værker, især de i afsnit II nævnte, langt mere tillidvækkende. H & J har utvivlsomt ved at vælge netop Telpuchowski fundet det sovjetrussiske værk frem, som mest af alle udfordrer til kritik og er det mest sårbare. Det er forøvrigt næppe et værk, som man vil læse fra ende til anden — det er snarere et opslagsværk, der kan liave betydning ved studiet af specielle problemer, og til dette formål forøges dets værdi i høj grad ved H & J’s indledning og fodnoter.

2. Der Zweite Weltkrieg 193945. Wirklichkeit und Fälschung. Herausgegeben von der Deutschen Sektion der Kommission der Historiker der DDR und UdSSR. Verantwortlich für die Redaktion Stefan Doernberg. Akademie-Verlag. Berlin 1959. 174 sider.

Dette østtyske værk med russiske bidrag synes at være et led i den kolde krig, som angives at være anstiftet af USA, England og Vesttyskland. Østtyskland forherliges på Vesttysklands bekostning.

Det bebrejdes de vesttyske militærhistorikere (Tippelskirch, Manstein, Guderian, Görlitz, Doerr m. fl.), at de søger at dække over generalerne ved at kaste skylden for nederlagene over på Hitler. Hertil er kun at bemærke, at de tyske militærforfattere bar fuldstændig ret, når de giver Hitler skylden for de store katastrofer.

Derimod hævder de russiske historikere med føje, at de tyske nederlag ikke kan undskyldes med det russiske klima. »General Vinter« og »General Pløre« var nemlig neutrale. Der var lige så koldt og lige så megen is og sne og pløre i og bag de russiske linier som i og bag de tyske. Også i 1812 havde »General Vinter« været neutral — Kutusows soldater havde det ikke bedre end Napoleons, men de var mere hårdføre. Napoleon havde tabt felttoget allerede, før vinteren begyndte, jfr. N. P. Jensen: »Napoleons Felttog 1812«. Legenden om »General Vinter« som hovedårsagen til nederlaget i Rusland var en dårlig undskyldning, men den lever den dag i dag sammen med mange andre lignende legender.

Sovjetruslands sejr var, hævder forfatterne til det foreliggende værk, historisk forudbestemt. Den var en logisk følge af kommunismens uimodståelige fremmarch. Det tyske sammenbrud var derfor »gcsetzinUssig und unvermeidlich« — og således vil det også gå de imperialistiske og kapitalistiske magter, hvis de stadig ikke vil forstå den »retlinede« sovjetrussiske udenrigspolitik, men fremturer med »ideologisk og praktisk at forberede en ny krig.«

Værket har flere forfattere, dels russiske, dels østtyske. Blandt de mest fremtrædende skal nævnes:

— Oberst P. A. Shilin: Die entscheidende Rolle der Sovjetunion im zweiten Weltkriege.

— D. J. Melnikow: Die gesetzmässige Niederlage Hitlerdeutschlands und ihre Verfälschung durch die westdeutsche Geschichtsschreibung.

— Generalmajor Otto Korfes: Stalingrad als militärische Planung und politische Wirkung. (General Korfes førte en tysk division ved Stalingrad. I fangenskabet var han en af de ledende i den af tyske emigranter under Ulbrichts førerskab stiftede »Nationalkomitee Freies Deutschland«. Efter krigen kom han til Østtyskland).

— Marskal A. I. Jeremenko: Der historische Sieg bei Stalingrad.

— B. S. Telpuchowski: Die grundlegende Wende im Verlauf des zweiten Weltkrieges.

— Stefan Doernberg: Die Antihitlerkoalition und die Beziehungen zwischen den Grossmächten.

— Leo Stern: Revanchistische Entstellung der Geschichte des zweiten Weltkrieges.

Titlerne på disse afhandlinger karakteriserer indholdet.

3. Die wichtigsten Operation des Grossen Vaterländischen Krieges 1941—45. Sammelband unter Redaktion von Dr. der Geschichtswissenschaft, Oberst P. A. Shilin. Verlag des Ministeriums für Nationale Verteidigung. Berlin 1958. 704 sider.

Værket omfatter hele krigen på østfronten samt felttoget mod Japan. Det er opdelt i ca. 35 afhandlinger af forskellige forfattere (generaler og oberster). Det er vel som helhed en lovprisning af sovjetarméen og sovjetisk krigskunst, men dog ikke mere ensidigt end, at det erkendes, at der såvel på højere som på lavere plan er begået fejl, og at krigen afslørede visse mangler i de herskende doktriner vedrørende strategi, taktik og uddannelse. Man får at vide, hvorledes russerne forstod at drage lære af erfaringerne, hurtigt omstillede sig og udviklede en fuldt moderne strategi og taktik. Et antal skitser gør det muligt at følge operationerne i store træk.

4. G. A. Deborin: Der Zweite Weltkrieg. Militärpolitischer Abriss. Verlag des Ministeriums für Nationale Verteidigung. Berlin 1960. 488 sider.

Bogen er inddelt i 5 dele: 1. Der Vorabend des zweiten Weltkrieges. 2. Der komische Krieg. 3. Die Ausweitung der faschistischen Aggression (Die erste Periode des Grossen Vaterländischen Krieges). 4. Die Gegenoffensive der Sowjetarmee 1942/43 (Der grundlegende Umschwung im zweiten Weltkrieg) og 5. Die entscheidenden Siege des zweiten Weltkrieges. Det er således — i modsætning til de under 1 til 3 nævnte værker, der kun behandler Ruslands andel — et sovjetrussisk værk om hele 2. verdenskrig, inch forhistorien. Kort mangler helt.

5. Geschichte des Grossen Vaterländischen Krieges der Sowjetunion 1941 bis 1945.

Om dette værk vides kun, at det »parteiamtlich« udgives på institutet for Marxisme og Leninisme af en redaktionskommission, som bl. a. omfatter professor Telpuchowski, generalmajor P. A. Shilin og G. A. Deborin. Ifølge forordet til T’s under 1. omtalte bog skal dette nye værk ialt omfatte 6 bind, hvoraf de 3 første er udkommet i årene 1960—61. Det foreligger formentligt endnu kun på russisk.

De i dette afsnit omhandlede værker giver ikke grundlag for nogen høj vurdering af sovjetrussisk historieskrivning om 2. verdenskrig.

Et helt andet, langt gunstigere indtryk gør dog de i det følgende afsnit II behandlede memoirer og enkeltskildringer.

II. Andre værker

6. Marschall der Sowjetunion A. I. Jeremenko: Tage der Bewährung. Deutscher Militärverlag. Berlin 1961. 235 sider.

Jeremenko blev den 28. juni 1941 af marskal Timoshenko sendt til vestfronten som midlertidig afløser for armégeneral Pawlow, der fik skylden for den derværende meget kritiske situation. (Man mener senere at have fundet ud af, at det var Stalin, der havde hovedskylden). Da Timoshenko kort efter selv tog kommandoen over vestfronten, blev Jeremenko dér som hans næstkommanderende.

I denne egenskab deltager han i slaget ved Smolensk. Man får et levende billede af vanskelighederne ved føringen af uerfarne hære, der første gang er i ilden — krigsmaskinens friktion, føringsfejl, fejl og mangler ved uddannelsen, som koster dyrt overfor en erfaren modstander. Som chef for »Brjansk-frontcn«, en armégruppe på 3 arméer (en russisk armé = ca. ll/2 tysk korps) bliver han i oktober omringet af tyskerne, men slår sig igennem. Herunder bliver Jeremenko selv hårdt såret. Ved sin tilbagekomst får han kommandoen over 4. stødarmé, og med denne støder han i januar 1942 i 35 graders kulde og høj sne fra Valdajliøjderne 250 km frem mod Witebsk og Smolensk. Jeremenko, der her såres for anden gang, fortæller meget levende om denne vinteroffensiv, hvor navnlig tropperne fra Sibirien og Ural udmærker sig.

Her slutter Jeremenkos erindringer, men det vides, at han senere udmærkede sig ved Stalingrad, hvor han kommanderede den armégruppe, som under den russiske offensiv indesluttede tyskerne fra syd og afslog det tyske undsætningsforsøg.

Marskal Jeremenko skriver smukt om de højere førere og deres forhold til deres soldater, og helt rigtigt siger han: »Hver militær foresat har sin egen arbejdsfacon, der kun gælder for ham selv, sin egen karakter og sit eget temperament. Derfor finder man ikke nogen metode for troppeføring, som er gyldig for alle. Troppeføring er en kunst — i den findes der ingen skabeloner.«

7. Marschall der Sowjetunion W.I. Tschuikow: Stalingrad Anfang des Weges. Deutscher Militärverlag. Berlin 1961. 400 sider.

Bogen indledes ganske vist med den sædvanlige propaganda, som fremhæver Sowjetunionen på vestmagternes bekostning. Men disse første 26 sider kan man jo springe over — i hvert fald hør man ikke heraf lade sig afholde fra at læse resten, for bogen fortjener i aller højeste grad at blive læst.

Tschuikow var ved krigens udbrud militærattaché i Kina og rådgiver for Chiang-Kai chek, incn kom i marts 1942 tilbage til Rusland. Da situationen under det tyske felttog mod Stalingrad bliver kritisk, kastes 62. og 64. armé fra den operative reserve ind i kampen i den store Don-bue. Det var tropper, som endnu ikke havde været i ilden og var kommanderet af officerer med ringe krigserfaring. Følgerne var uforholdsmæssigt store tab. Det bliver nødvendigt at udskifte chefen for 62. armé. Han erstattes med Tschuikow, der fører arméen ikke blot ved Stalingrad, men — omdøbt til »8. gardcarmé« — under den sejrrige fremmarch i de følgende år og i den afsluttende storm på Berlin.

62. armés forsvarskamp fra august til slutningen af november 1942 over en 30—40 km lang front med en kilometerbred flod i ryggen, efterhånden gennembrudt på flere steder, tilsidst på store dele af fronten kun få hundrede meter mellem front og flod, er noget ganske enestående i historien. Fremstillingen er meget levende og gør et tillidvækkende indtryk — de 13 skitser er tilstrækkelige. Hvad der gør bogen særlig interessant, er den ret detaillerede beskrivelse af de hårdnakkede kampe inde i selve storbyen (Stalingrad havde i 1941 500.000 indbyggere). Man får at vide, hvorledes en sådan bykamp bedst føres, hvorledes russerne anvendte deres panser og artilleri i bykampen, der fortælles om signaltjeneste, om pioner- tjeneste, om organisation af forsyningstjenesten og om transporterne over Volga m. v.

Marskal Tschuikows bog bør sidestilles med de andre betydelige værker om Stalingrad som Doerrs »Der Feldzug nacli Stalingrad« og Gorlitz’ »Paulus — Ich stebe hier auf Befebl«. Den er begrænset til nissernes kamp i og om Stalingrad, men er til gengæld den mest oplysende og mest detailleredc fremstilling på sit felt. Den er et meget vægtigt bidrag til forståelsen af »Stalingrad« og meget lærerig på bykampens område.

Jeremenkos og Tschuikows erindringer er ikke ensidige forherligelser af sovjetiske bedrifter. Der berettes også om mislykkede foretagender, om begåede fejl og om folk, der bar svigtet. De er skrevet af to erfarne og dygtige soldater og begge livligt, til tider spændende fortalt. De kan meget anbefales til officerer — i det ydre ser de beskedne, næsten tarvelige ud i modsætning til de ofte flot udstyrede, illustrerede engelske, amerikanske og tyske bøger, men de er lige så læscværdige som de britiske, amerikanske og vesttyske hærføreres memoirer. Ifølge Telpuchowski side 60E har et større antal højere russiske førere, bl. a. Rokossowski, Malinowski m. fl. fået offentliggjort deres erindringer i det russiske militærhistoriske tidsskrift. Forhåbentlig bliver også de snart tilgængelige i oversættelse.

En anden gruppe af sovjetrussisk krigslitteratur er en serie fremstillinger af begrænsede operationer. Af disse kendes nedennævnte 5. Ud over, at de alle er udkommet på det østtyske »Verlag des Ministeriums fiir Nationale Verteidigung«, Berlin i årene 1959—60, skal som fælles træk anføres følgende:

Disse bøger er i samme klasse som de vesttyske »Die Wchrmacht im Kampf«, både hvad omfang og indhold angår. De fleste af dem har vel et stænk af den sædvanlige propaganda, men fremstillingerne er ellers præget af saglighed. Man får meget grundige beskrivelser af motiverne for operationerne, deres planlæggelse og gennemførelse, og kortmaterialet er tilstrækkeligt til, at man kan følge begivenhederne. De oplysninger, der gives om modstanderne og om styrkeforhold, er langt mere indgående, end man er vant til for den 2. verdenskrigs vedkommende, og man får indtrykket af, at forfatterne som helhed har bestræbt sig for at være objektive. Der er således tale om værdifuld krigshistorie — i modsætning til halvromaner af kategori som »Dawn of D-Day«, »Sie kommen«, »Anzio« o. l., som vel kan give civile læsere et nogenlunde korrekt helhedsbillede, men er tynde med hensyn til historiske fakta, og hvis største fordel er, at de kan læses i en lænestol. Disse russiske høger kræver et arbejde af læseren, som til gengæld virkelig får noget at vide.

8. A. M. Samsonow: Die grosse Schlacht vor Moskau 19411942. 145 sider.

Der indledes med en oversigt over udviklingen fra fredsbruddet den 22. juni 1941, omfattende også kampene »im weiten Vorfeld«, d. v. s. slagene ved Brjansk og Wjasma i oktober, og sluttende med den russiske generaloffensiv i januar 1942. Interessant er også fremstillingerne af forholdene og begivenhederne i selve Moskva.

Bogen har det tilfælles med de andre i denne gruppe nævnte, at egne fejl erkendes. Sovjetarméen havde, siges der, på det foreliggende tidspunkt endnu ringe erfaring i føring af moderne krig, i samvirket mellem våbenarterne og i den rigtige anvendelse af moderne våben. Troppernes dygtighed svarede derfor til at begynde med ikke helt til en moderne krigs krav. Officererne beherskede ikke tilstrækkeligt troppeføringens kunst og begik derfor en række fejl.

Så alvorlige mangler lader sig normalt ikke rette i løbet af en krig, de betyder oftest, at krigen er tabt som for Frankrig i 1870 og for Rusland i 1904. Det er derfor en særlig anerkendelsesværdig præstation, at sovjetarméen i 1941—42 så hurtigt evnede at drage lære af bitre erfaringer.

9. Oberst W. P. Morosow: Westlich von Woronesh. 205 sider.

Forfatteren, der er »Kandidat der Militärwissenschaften«, skildrer klart og ret detailleret den russiske Woronesh-fronts sejr over 2. tyske og 2. ungarske armé i terrainet Woronesh — Kursk— Charkow, januar—februar 1943. Der sluttes med en kort beretning om tyskernes generobring af Charkow i marts 1943, hvorved det endnu en gang lykkedes v.Manstein at stabilisere den tyske sydfront. Operationerne førte hl. a. til dannelsen af det russiske frontfremspring, som tyskerne i sommeren 1943 søgte at afsnøre i slaget ved Kursk.

Den udpræget saglige beretning støttes af gode skitser, flere operationsbefalinger og et forbavsende detailleret skema over de tysk/ungarsk/ita- lienskc troppers sammensætning, styrke og udrustning. De afsluttende bemærkninger viser, hvorledes russerne forstod at drage lære af egen succes og egne fejlgreb.

Side 76—77 berettes kort om det partipolitiske arbejde. De politiske agitatorer »hjalp cheferne med at føre soldaterne til storm, idet de ved personligt eksempel begejstrede deres kammerater til heroisk dåd.« »De sørgede for, at de bedste soldater blev hædret, de opmuntrede de svage og ubeslutsomme og brændemærkede de fejge.« Her synes der at være noget at lære for den demokratiske verdens politiske agitatorer!

10. Oberst der Reserve I. I. Markin: Die Kursker Sclilncht. 237 sider.

Bogen, der er en naturlig fortsættelse af Morosows »Westlich von Wo- ronesh«, behandler det store slag i juli—august 1913, som begyndte med den tyske operation »Zitadelle« og sluttede med russernes tilbageerobring af Orjol og Charkow. Her mødtes nogle af krigens betydeligste feltherrer — Manstein og Model mod Watutin og Rokossowski (sidstnævnte under overledelse af marskal Wassiliewski).

Læseren får en masse at vide, først og fremmest om de russiske planer og dispositioner. Tyske kilder er benyttet, bl. a. »Vcrlorene Siege«, som der argumenteres en del imod. Man får ret udførlige oplysninger om, hvilke enheder der på begge sider bar deltaget, og om de tyske divisioners mandskabsstyrke og udrustning (men ikke tilsvarende om de russiske divisioner). Det synes meget højt anslået, når forfatteren påstår, at der fra begge sider har været sat over 2 millioner mand ind i slaget, som ganske vist foruden »Zitadelle« også omfattede de russiske generobringer af Orjol og Charkow.

Bogen er godt skrevet. Den er ganske vist ikke helt fri for heltchistorier og ensidig forherligelse — men den er utvivlsomt en af de grundigste og mest detaillerede slagskildringcr, der til dato haves fra 2. verdenskrig.

Forfatteren har sikkert ret, når han betegner slaget ved Kursk som »det endelige vendepunkt i 2. verdenskrig« (s. 233). Efter Stalingrad havde Tyskland endnu mulighed for et remis — efter Kursk var krigen uigenkaldeligt tabt.

11. Oberst W. A. Mazulenko: Die Zerschlagung der Heeresgruppe Siidukrnine. August — september 1944. 113 sider.

Disse kampe har kun været lidet omtalt fra anden side. Nævnes bør dog Rehm: »Jassy« (Die Wehrmacht im Kampf, Band 21), som imidlertid kun omhandler 79. tyske divisions kamp og undergang. Disse operationer fik imidlertid stor strategisk og politisk betydning, idel det katastrofale tysk/rumænske nederlag lagde det meste af Balkan blot for russisk invasion og førte til kommunistisk styre i en række stater i det sydøstlige Europa.

Operationerne lededes på russisk side af marskal Timoshenko og udførtes af 2. og 3. ukrainske front under henholdsvis armégeneralerne Mali- nowski og Tolbucliin. Fremstillingen er ret detailleret, ikke mindst af planerne og forberedelserne til angrebet. Interessant er beskrivelsen af virvaret den 25. og 26. august med de mange, kun løst indesluttede mottier og de tyske troppers energiske, men som helhed mislykkede forsøg på at slå sig igennem.

12. A. S. Sawjalow og T. J. Kaljadin: Die Schlacht urn den Kaukasus 1942 1943. 219 sider.

Bogen omfatter operationerne i Kaukasus fra 25. juli 1942 til 9. oktober 1943, d. v. s. fra de tyske arméers overgang over nedre Don til rømningen af Tamanhalvøen. Den står ikke helt på højde med de fire foran nævnte, den er mere agitatorisk end de andre, der er for mange heltehistorier, for meget løst og fast mellem hinanden. Når det f. eks. kritiseres, at de højere kommandoled ikke i tide havde draget tilstrækkelig omsorg for forsvaret af passene i Kaukasushjergene, så kan det uden videre tages til efterretning — men når det så tilføjes, at hovedskylden havde »folkefjenden« Beria, så får man sine tvivl.

Situationerne rummer mange interessante problemer som f. eks. forsvaret af Høje Kaukasus og forbjergene, slagene ved Terekfloden, Don- kosakkorpsenes operationer i stepperne mod ryggen af 1. tyske panserarmé, landgangsforetagenderne ved Novorossisk og på Tamanhalvøen samt de mislykkede forsøg på at omringe og tilintetgøre de to tyske arméer i Nordkaukasus. Der er flere steder oplæg til meget interessante beskrivelser, men så skuffes man gang på gang ved, at fremstillingen afbrydes af betydningsløse heltehistorier eller ved en alt for summarisk omtale af det mest afgørende. Om en ensidig russisk forherligelse er der dog ikke tale — forfatterne er endda påfaldende hårde i deres kritik, især af front- cheferne, arméchefeme og deres stabe.

Alt i alt får man et ganske godt helhedsbillede af operationerne, og de udmærkede kort og skitser er lier en god hjælp. Bogen er formentligt hidtil den eneste større samlede fremstilling af dette betydningsfulde afsnit af krigen på østfronten.

III. Nogle tal fra fistfronten 1941—45

De talopgivelser — styrker og tab — som disse bøger indeholder, bør tages med betydeligt forbehold. Det gælder i lige så høj grad, hvad der er fremsat fra tysk og anden vesteuropæisk hånd, og da især livad der fortælles om styrker og tab på russisk side. Derimod har man langt fastere holdepunkter med hensyn til den tyske liærs styrke og tab, idet man her har bl. a. følgende publikationer at støtte sig til:

— »Das persönliche Tagebuch des Chefs des Generalstabes des Heeres« (Haider-Tagebuch). Stuttgart 1961.

— »Das Kriegstagebuch des Oberkommandos der Wehrmacht«, Frankfurt am Main 1961.

— Mueller-Hillebrand: »Das Heer 1933—1945.« Darmstadt 1954 — 56.

Oplysninger fra russisk side om egne styrker og egne tab mangler næsten helt, med mindre da det under 5 nævnte værk og det under 17 omtalte militærhistoriske tidsskrift skulle bringe noget på dette område.

I gamle dage var man forvænt med hensyn til nøjagtigheden af sådanne tal. Således kunne værker om krigene 1848—50, 1864, 1866 og 1870—71 bogstavelig talt pr. mand og pr. kanon oplyse begge de fjendtlige hæres styrke før slagene såvel som deres tab af døde, sårede, fanger og kanoner i slagene. Det var en hjælp til vurdering af operationerne, som man senere i høj grad bar måttet savne.

For den første verdenskrigs vedkommende fik man måske efterhånden nogenlunde rede på tallene fra vestfronten, men blev for østfronten for det meste stående ved de oprindelige rapporter, soin naturligvis var stærkt farvede. Selv hvor korrektioner var mulige, gjorde man sig ikke den ulejlighed at se efter i de nye kilder eller spørge sig selv: »Er dette nu også muligt?« Et talende eksempel er slaget ved Komarow, august 1914, som skulle gøres til et østrigsk »Tannenberg«, hvorfor den østrigske hærberetning meddelte, al der i dette slag var taget 100.000 russere til fange. Senere indrømmede østrigerne selv, at fangetallet kun var 6000, jfr. det officielle østrigske værk »Oesterreich-Ungarns letzter Krieg«, bind I, Wien 1930 og Konrad Leppa: »Die Schlacht bei Komarow«, Karlsbad 1932 (se også: »Slaget ved Komarow«, Militært Tidsskrift 1934). Men i det kendte værk »Verdenskrigen 1914—1918« af den norske oberst Gudmund Sclinitler (ny udgave ved kaptajn G. Sclinitler, København 1939) finder man side 114 det russiske tab opgivet til »mere end 100.000 fanger og 150 stykker skyts«, skønt man gennem de nævnte kilder let havde kunnet finde ud af, at de rigtige tal var 6000 fanger og 83 kanoner.

Når man 20 år efter 1. verdenskrig i et meget anerkendt værk kan støde på så alvorlige fejl, så må man stille sig yderst kritisk overfor, hvad der nu bydes af tal fra østfronten under 2. verdenskrig. Allerede Napoleon forstod at pynte på sine sejre ved i sine bulletiner at mangedoble fjendens tab, og også i den sidste store krig og i tiden derefter bar alle parter benyttet tilsvarende fremgangsmåde, livis man da ikke bar foretrukket helt at fortie alle oplysninger om styrke og tab. Der er derfor al mulig grund til ikke at fæste lid til talopgivclser, før man liar stillet og søgt at besvare spørgsmålet »Er dette nu muligt eller sandsynligt?« Faren er stor for, at propagandatallcne ligesom ved Komarow skal blive stående. Vi vil i det følgende se lidt på nogle af de foreliggende tal fra østfronten, idet det straks må bemærkes, at det materielle er steget i betydning. Overlegenhed er nu ikke mere som for 100 år siden et spørgsmål om mennesker og kanoner, men også om kampvogne, flyvemaskiner, drivmidler m. v.

a. Styrkeforholdet på fistfronten den 22. juni 1941

Tyske opgivelser siger: 4.700.000 russere mod 3.050.000 tyskere (foruden finner og rumænere??), d. v. s. en russisk overlegenhed på 25—50 c/c, jfr. H & J’s fodnote til T s. 41. Men en tilsvarende opgørelse i divisioner, jfr. fodnote i T s. 35, siger: Tysk bær -|- allierede (uden finner): 153 -f- 14 divisioner -j- 13 brigader = ca. 174 divisioner; med finnerne var der i august 1941 ca. 195 divisioner. Russerne opgives til 138 divisioner -f- 40 brigader = ca. 158 divisioner. Målt i divisioner fås således en tysk overlegenhed på ca. 25 %, altså lige det modsatte af før — livad er nu rigtigt?

For at få et sandsynligt svar på dette spørgsmål anstilles følgende betragtning: Godt 3 millioner tyskere og allierede fordelt på 195 divisioner giver ca. 16.000 mand pr. division, hvilket stemmer ganske godt med, hvad vi ellers ved om den tyske divisions styrke. Men 4.700.000 russere fordelt på 158 divisioner giver en divisionsstyrke på ca. 30.000, hvilket er 3—4 gange så meget som ellers oplyst. Ifølge Garthoff »Die Sovjetarinec« (»Soviet Military Doctrine«) talte den russiske division i juni 1941 ca.

11.000 mand (jfr. fodnote til T s. 37), ifølge Jeremenkos memoirer s. 18 oversteg den normalt ikke 8000. Selv med Gartlioffs tal giver de 158 russiske divisioner kun en samlet styrke på ca. 1.750.000 mand (og ikke 4.700.000!).

Her er selvfølgelig kun tale om frontstyrkerne (ikke de ca. 35 divisioner, som russerne havde i Sibirien, Kaukasus m. v., eller hvad tyskerne havde stående i hjemlandet og i besatte lande). Det er muligt, at russerne i det nærmere bagterrain har liaft visse formationer, som ikke indgik i divisioner og brigader, men selv under hensyn hertil kan man efter det foreliggende ikke antage, at russerne i felttogets første måneder har kunnet stille mere end 2—2y2 millioner mand mod en tysk/allieret styrke på over 3 millioner. Materielt har russerne været talmæssigt overlegne, men kvalitetsmæssigt betydeligt underlegne, idet det meste af deres materiel (kampvogne og flyvemaskiner) var forældet.

Alt taget i betragtning må man på grundlag af de foreliggende oplysninger komme til det resultat, at tyskerne ved felttogets begyndelse har haft en overlegenhed på ca. 25 °/o. Til sammenligning skal anføres, at Na- poleon ved begyndelsen af felttoget 1812 rådede over en mere end dobbelt overmagt (530.000 franskmænd og allierede mod 218.000 russere).

b. Russiske tab i krigens første måneder

Ifølge II & J mistede russerne i tiden juni—oktober 1941 i 5 af omring- ningsslagene alene i fanger 1.500.000 mand. Tæller man sammen efter Tippelskirchs opgivelser, får man for 8 omringningsslag i samme tidsrum

2.286.000 russiske fanger — d. v. s. alle de 2—2y2 million mand, som hæren ovenfor er anslået til! Men der må da også have været døde og sårede — vel mindst 1 million. Herved kommer russernes tab i krigens første 4 måneder op på mellem 3 og 4 millioner af deres bedste soldater og dertil befalingsmændene! Er dette muligt — i betragtning af, hvad der i den følgende tid præsteredes fra russisk side i form af opstilling, uddannelse, enkadrering og føring af millionhære? En væsentlig del af de første kærnetropper, og ikke mindst befalingsmændene, må have undgået katastroferne (slået sig igennem som Jereinenko ved Brjansk). Hvorledes skulle man ellers have fået personel til at enkadrere, uddanne og kommandere de nye millionhære og udnytte de første bitre erfaringer? De fantastisk store fangetal smager for meget af Gobbels propaganda.

En anden betragtning støtter denne formodning. Ifølge Tippelskircli s. 297 rådede Rusland, der før krigen årligt uddannede 1/2 million mand, over en reserve på mindst 12 millioner »tjenstduelige« soldater. Dette stemmer med følgende: Sovjetunionens befolkning i 1941 anslås til ca. 190 millioner, hvoraf 90 millioner mænd, hvoraf ca. 30 millioner i den tjenstduelige alder (Jercinenko fortæller dog, at ban i januar 1942 havde indtil 45 år gamle soldater i geleddet). Af Ruslands befolkning boede ca. 40 % i de områder, som tyskerne erobrede i de første 4—5 måneder, og en stor del af de våbenføre nåede man ikke at evakuere. Produktionen, industri og landbrug, skulle opretholdes og udvides, transportvæsen, politi, hospitaler, administration, skoler og talrige andre funktioner skulle og måtte virke videre — og selv om man mere og mere baserede sig på kvinder, ganske unge og ældre folk, så har dog en meget stor del af de våbenføre været uundværligt nøglepcrsonel i livsvigtige virksomheder, således at det ikke kunne udnyttes ved fronten. De to andre værn skulle jo også have deres behov dækket. Hvor meget er der blevet tilovers til hæren — 15 millioner ialt? Heraf skulle russerne i krigens første 4 måneder have mistet 3—4 millioner, d. v. s. næsten 25 %. Hvor mange døde, invalider og fanger har krigens resterende 43 måneder kostet dem — og hvor mange har der været tilbage i hæren ved krigens slutning? 

De russiske værker mangler helt oplysninger om egne tab. Men derfor behøver man ikke kritikløst at godtage ethvert tal, som stammer fra modstandernes hånd. Når det f. eks. i generalerne v.Ahlfen og Niehoffs ellers udmærkede hog »So kämpfte Breslau« fortælles, at russerne i den 3 måneder lange kamp om Schlesiens hovedstad mistede 60.000 mand, så er det simpelt hen umuligt, eftersom angrebshæren kun talte 7 divisioner med en gennemsnitlig styrke på næppe over 7000 mand.

Der har været skrevet og talt så meget om russiske generalers foragt for menneskeliv — næppe med rette. Det er forekommet og har i kritiske situationer været nødvendigt at kaste mangelfuldt uddannede og mangelfuldt udrustede nyformationer ind i kampen. Men også Sovjetruslands feltherrer har stort set rettet sig efter den i sin tid af Peter den Store givne anvisning, at hans generaler skulle sørge for, at deres sejre kostede så lidt russisk hiod som muligt.

c. Gensidigt styrkeforhold i slaget ved Moskva, nov. 1941jan. 1942 De utvivlsomt meget store tab, russerne led i krigens første måneder, taler imod, at de skulle have haft nogen større overlegenhed i slaget ved Moskva. Telpucliowski, Sliilin og Samsonow angiver styrkeforholdet ved slagets begyndelse til en russisk overlegenhed i infanteri på 1,2 : 1, i luften til 1,7 : 1, medens tyskerne var overlegne i panser og artilleri i forholdene 2,5 : 1 og 1,7 : 1. Ved russernes overgang til offensiven (6. dec.) var deres overlegenhed vokset til 1,5 på jorden og 2 : 1 i luften (T s. 92).

Imidlertid har en udtalelse hos Tippelskirch givet anledning til rygter om en 20-dobbclt russisk overmagt. T kalder med rette dette for »ren fantasi«, og H & J erkender da også (s. 46E), at Tippelskirch har haft utilstrækkelig kildebasis. Hans bog »Gescbicbte des zweiten Weltkrieges« er udkommet i Bonn i 1951.

Nu skal Tippclskircbs udtalelse formentligt kun forstås som en stedvis lokal overlegenhed, der over en tyndt besat front på over 1000 kilometer meget vel et enkelt sted kan have været 20-dobbelt. Forøvrigt bar det altid været god strategi og taktik at sørge for den størst mulige overlegenhed på det sted, hvor man søger afgørelsen — og at delte ikke blot var nødvendigt for russerne, men også for vestmagterne, derom vidner følgende:

Liddell Hart skrev i artiklen »The Ratio of Troops to Space« (Mililary Review april 1960) om El Alamein: »Montgomery, der nu var blevet meget forstærket, angreb denne tyndt besatte, men sta'rkt minerede front med en overlegenhed på 8 til 1 i kamptropper over tyskerne (3 til 1 over tyskerne og italienerne tilsammen) og 6 mod 1 i kampvogne. Men selv med denne uhyre overmagt lykkedes angrebet først efter 13 dages kamp og ved ren opslidning, idet tabet af kampvogne var 3 gange så stort som forsvarerens »in the process of wearing down the defenders tank strenght to vanishing point.« Feltmarskal Alexander bemærker i sine erindringer, at også i Normandict i 1944 behøvede de allierede en ca. femdobbelt overlegenhed for at kunne bryde den tyske front, jfr. feltmarskallens erindringer (Sunday Times 1961).

d. Tyske tab på østfronten

Her er vi på langt sikrere grund, end da det gjaldt russernes tab, idet man har de i begyndelsen af dette afsnit nævnte kilder, som i hvert fald ikke kan mistænkes for at have overdrevet de tyske tab.

Ifølge Plaiders dagbog androg tyskernes tab på østfronten fra juni til november 1941 ialt 743.000 mand (medens felttoget i Nederlandene og Frankrig 1940 kun kostede dem 156.000). I september 1942 var tabene på østfronten steget til 1.637.000, og ifølge OKW androg de samlede tyske tab på denne front fra januar 1942 til maj 1944 (d. v. s. exel. krigens første halvår, de store tyske nederlag i sommeren og efteråret 1944 og tabene i 1945 samt exel. de finske, rumænske, italienske og ungarske tab på østfronten) ialt 3.700.000 mand (H & J anm. s. 248).

»Stalingrad« i snævreste forstand kostede tyskerne 1 (/) armé eller ca.

300.000 mand — men under hele »Felttoget til Stalingrad« blev ikke mindre end seks tyske og allierede arméer Helt eller i hovedsagen tilintetgjort, og T bar derfor ret, når ban (s. 158 og 196) opgiver deres tal) til ca.

700.000 mand eller 66 divisioner. Tippelskirch siger om tabene i vinteren 1942/43: »Mindst 50 tyske og allierede divisioner var gået totalt tabt. De øvrige tab svarede til en kanipværdi på 25 divisioner.«

Langt den største og den bedste del af den tyske hær gik — ligesom Napoleons storarmé — til grunde i Rusland.

e. Fordelingen af den tyske hær til forskellige fronter m. v.

De russiske historikere fremhæver gerne, at langt den største del af den tyske hær kæmpede på østfronten. Og det har de ganske ret i. Tyske og russiske kilder er enige om, at fra juni 1941 til sommeren 1943 kæmpede 75—80 % af den tyske landhær på østfronten. Således oplyser Halders dagbog om fordelingen af tyske divisioner i juni 1942: Øst 179, Nord 17!/2, Vest 26, Sydøst 5, Afrika 3, hjemlandet 3 (T anm. 6 s. 124). Men i november 1943 var procenten på østfronten reduceret til ca. 60, hvilket synes at have holdt sig nogenlunde uforandret under resten af krigen.

Om styrkeforholdene på østfronten kan der på grundlag af de hidtil foreliggende oplysninger siges følgende: I 1941 har russerne været noget underlegne, fra slaget ved Moskva og året 1942 ud har modstanderne været nogenlunde jævnbyrdige. De tyske nederlag ved Stalingrad, Kursk, Minsk og i Sydukraine forskød styrkeforholdet mere og mere til fordel for russerne. Oprettelsen af den anden front har selvfølgelig også hidraget hertil. Russerne havde efter egne opgivelser allerede i slutningen af slaget ved Kursk en mangedobbelt overlegenhed, og de oplyser selv, at de i Sydukraine i august 1944 var 5—7 gange overlegne. I Januar 1945 var styrkeforholdet på hele østfronten 5,3 : 1,8 og på hovedangrebsfronten ved Weichsel den 12. januar 7 : 1.

IV.

Der foreligger i tysk oversættelse (Østtyskland) følgende 4 bøger, som ikke er egentlig krigshistorie, men samlinger af taktiske eksempler fra 2. verdenskrig. De er alle forsynede med gode skitser og bringer lærerige eksempler på mindre enheders kamphandlinger i forskellige taktiske situationer — lærerige, for så vidt der nu 17 år efter stadig kan læres noget af taktikken fra 2. verdenskrig. De er alle udgivet på Verlag des Ministeriums für Nationale Verteidigung (Deutscher Militärverlag), Berlin 1959—61.

13. W. S. Golubowitsch og M. B. Presnjakoiv: Kampfhandlungen des Zuges bei Nacht. Eine Sammlung taktischer Beispiele aus dem Grossen Vaterländischen Krieg. 178 sider. 

14. Autorenkollektiv: Gefechtshandlungen der Schiitzenkompanie. Eine Sammlung taktischer Beispiele aus dem Grossen Vaterländischen Krieg. 229 sider.

15. Gefechtshandlungen des Schützenbataillons. Eine Sammlung taktischer Beispiele aus dem Grossen Vaterländischen Krieg. 196 sider.

16. Militärakademie M. TV. Frunse: Der Durchbruch der Schülzenverbände durch eine vorbereitete Verteidigung. Nach Erfahrungen des Grossen Vaterländischen Krieges der Sowjetunion 1911—15. 139 sider.

Taktikken på østfronten er behandlet af talrige andre forfattere, for blot at nævne Mitteldorfs »Taktik im Russlandfeldzugc« og oberstløjtnant Boisens »Østfronten 1941—45«, Militært Tidsskrift 1953—54.

17. *Militärhistorische Zeitschrift« (dets russiske navn kendes ikke) udgives af det sovjetiske forsvarsministerium under ledelse af et redaktionskollegium med generalmajor N. G. Pawlenko som chefredaktør, generalmajor P. A. Shilin som stedfortrædende chefredaktør og en række generaler og oberster som medarbejdere. Udgivelsen begyndte i 1959.

Hillgruber og Jacobsen giver i indledningen til Telpuchowskis værk (side 55E — 62E) ret udførlige oplysninger om tidsskriftets indhold i årgangene 1959 — 61. Foruden de tidligere omtalte højere føreres memoirer nævnes en række artikler omhandlende 2. verdenskrig, dels grundlæggende problemer, dels almindelige operationer. H & J, som ellers er meget kritisk indstillet, siger om disse artikler, at de er af betydning for »alle kommende fremstillinger af østfelttoget«. »De enkelte bidrag indeholder tildels meget oplysende angivelser af styrkeforhold fra divisions- til arme- ramme, ja, endog enkelte henvisninger til føringsproblemer på lavere kommandoniveau.« H & J tilføjer dog, at en vis kritisk prøvelse er nødvendig.

Kunne Tyskland have besejret Rusland, således som det gjorde det i 1. verdenskrig? Da Hitler angreb i 1941, var der mange, også udenfor Tyskland, som ventede det. Beretningerne fra den finske vinterkrig tydede ikke på, at den sovjetrussiske bær havde stor kampværdi, og udbredt var også forventningen om, at utilfredsheden med sovjetstyret var så stor, at det ville bryde sammen som et korthus.

Hvis Hitler i 1941 havde fulgt v.Brauchitsclis råd eller i 1942 Haiders og v.Bocks, ville han så have sejret? Vi ved det ikke.

Clauscwitz har sagt, at Rusland kun kan besejres ved indre splid. Hillgruber og Jacobsen hævder i deres noter til Telpuchowski, at de tyske hære mange steder under deres fremrykning i Ukraine og Baltikum først blev hilst som befriere, men at det nazistiske terrorregimente forspildte de chancer, som lier bød sig. De siger også, at Wlassow-bevægelscn, som T helt fortier, rigtigt udnyttet havde budt store muligheder. Vi ved ikke, hvor megen realitet der er i dette — men hvordan var det, det gik efter Ruslands sammenbrud i 1917? Takket være indre splid havde Rusland tabt 1. verdenskrig, men da så tyskerne ville udnytte deres sejr ved at besætte og løsrive store dele af det vestlige Rusland, fik de kun skuffelser ud af det — og da efter Tysklands sammenbrud polakkerne benyttede Ruslands svagbed til at lægge bånd på store strækninger af russisk jord, da englænderne gjorde landgang i Nordrusland, franskmændene på Krim, da japanerne og amerikanerne besatte store dele af Østsibirien og da ezekiske horder drog plyndrende gennem landet, da kom Lenins og Trolzskis røde regering til at stå som repræsentant for det russiske fædreland både overfor de fremmede hære og overfor de hviderussiske hære, der blev understøttet af de fjender, som var trængt ind over Ruslands grænser — og mange gamle zarofficerer, som slet ikke sympatiserede med bolchevismen, meldte sig frivilligt til den røde hær for at befri deres fædreland for polakker, czeker og vestmagternes tropper.

Rusland kan undertiden besejres, men det kan ikke erobres. Som nævnt hævder de sovjetrassiske forfattere, at det tyske nederlag var »gesetzinäs- sig und unvermeidlich«. Dette er ikke umiddelbart indlysende — men belt rigtigt bar general Geyr v.Schweppenburg besvaret spørgsmålet, da ban lader en fangen russisk officer sige til tyskerne: »Mine herrer, hvad enten De vinder denne krig eller ej, så vil Rusland være og blive Rusland.«

Er den russiske militærlitteratur god eller dårlig? Der er ingen general- nævner. Hvert enkelt værk må bedømmes efter sin værdi — der er ligesom i den vesteuropæiske og amerikanske litteratur værdifulde, mindre værdifulde og temmelig værdiløse bøger iblandt. Det er en sortering efter disse kategorier, der er forsøgt i foranstående afhandling.

(Sluttet i juni 1962).

W. E. O. Lawaetz