Der har i mange og navnlig i de senere år været klaget over, at der møder for få studenter ved afdelingerne, dels til bestridelse af visse hverv, hvortil kræves en faglig uddannelse, og dels som befalingsmandsemner. At tallet er urimeligt lavt, ses bl. a. på kornetskolerne, hvor studenternes antal er forsvindende.
Da der jo vitterligt hvert år udklækkes et relativt stort antal studenter, er dette lave mødetal uforståeligt uden en nærmere undersøgelse af forholdet. En sådan undersøgelse skal forsøges her.
Først må tages i betragtning, at for tiden indkaldes samtlige tjenstdygtige værnepligtige til hæren og søværnet, og altså også alle studenter. Dernæst må erindres, at der for tiden hvert år indkaldes mandskab til ca. V±0 underafdelinger; der regnes ikke her med afdelinger, da disse jo ikke er lige store — selv ikke inden for samme våben.
I 1946 er der på sessionerne udskrevet 920, i 1947 ca. 760 og i 1948 ca. 1040 tjenstdygtige studenter. Hvis man regner med normalt 900 tjenstdygtige studenter til rådighed årlig, og at deraf som læger og tandlæger fragår ca. 100, vil der kunne blive ca. 5,7 student pr. underafdeling. Yderligere må regnes med et noget større tal, idet nogle endnu ikke føres som studenter i rullen — de har måske ved sessionen været skoleelever, eller de har måske senere taget studentereksamen på kursus. Men så mange er der ikke tilnærmelsesvis tale om i øjeblikket. Ved forårsindkaldelserne i 1948 er der f. eks. mødt 212 studenter og kandidater (samt 42 polyteknikere), hvilket svarer til lidt over 3 studenter pr. underafdeling. Søværnet anvender bortset fra en enkelt, som er søvant e. lign. og fremtidig et mindre antal til kystdefensionen, ikke studenter. De er altså så godt som alle til rådighed for hæren. Når der herefter ses bort fra nogle enkelte, som er blevet tjenstudygtige efter sessionen, men inden mødet ved hæren, må den store mangel, der er opstået (5,7 3 — 2,7) søges i, at de reste
rende har søgt og opnået udsættelse med indkaldelsen.
Det er ret almindeligt, at de studenter, som vælger et studium ved universitetet eller ved en af de højre læreanstalter, søger udsættelse, indtil studiet er afsluttet, hvilket kan andrage 5—7 år. Udsættelse søger også en del studenter, som gennemgår en mere kortvarig uddannelse i 1—3 år, f. eks. på handelshøjskoler. Når så mange søger udsættelse, er årsagen formentlig den, at de straks efter artium påbegynder studiet i 18—19 års alderen og ikke venter, til de er 21 år, hvilket er den normale — men noget høje — indkaldelsesalder. (Det har af nogle været anset som en fordel, at disse folk forinden mødet ved hæren og forinden uddannelse til værnepligtige be- falingsmænd har opnået den akademiske uddannelse og den hermed følgende større modenhed og højere levealder •— men denne side af sagen skal her blot omtales). Disse folk bliver altså aldrig indkaldt sammen med deres årgang, men de bliver automatisk indkaldt straks efter studiets afslutning.
I et givet år vil af studenter blive indkaldt: studenter af årgangen, som ikke søger udsættelse på grund af studier m. v., studenter af næste årgang, som frivilligt søger ind før tiden, og endelig studenter af ældre årgange, som har haft udsættelse — f. eks. efter afsluttet studium, hvilket atter vil sige, at antallet af studenter stort set vil blive nogenlunde konstant hvert år.
Når dette ikke er tilfældet i disse år, skyldes det, at der for tiden af sidstnævnte gruppe, som jo er den talrigeste, kun er et ringe antal studenter, som har haft udsættelse. Grunden hertil er den meget ringe mandskabsstyrke, som indkaldtes i årene 1940—43 (ca. 3.000 mand pr. år). Alle værnepligtige, som i disse år ikke blev bestemt til indkaldelse, er og bliver i medfør af værnepligtslovens bestemmelser frinumre, og studenterne af disse årgange vil derfor ikke kunne indkaldes efter studiets ophør. Det første store hold studenter-udsættere er af sessionsårgang 1944 (som på grund af forholdene først mødte på session i 1945). Hvis man regner med en gennemsnitlig udsættelse på ca. 5 år for en stor del af dette års studenter, skulle udsættelserne gøre sig gældende ved indkaldelserne i 1949. Dette ser også ud til at holde stik. Der vil endda til næste år være et overskud, således at der kan forventes op mod 7—8 studenter pr. underafdeling, hvoraf dog en del må antages at få udsættelse påny, og herefter vil man utvivlsomt kunne regne med normal årlig studenter-indkaldelse.
Polytekniske kandidater er kun for en dels vedkommende oprindelig studenter. Der fremkommer derfor en slags overskud ved de cand. polyt’er, som har taget adgangseksamen til Danmarks tekniske højskole, og som ikke hidtil har været ført i rullen som studenter. For cand. polyt’ers vedkommende gælder med hensyn til fåtalligheden i disse år tilsvarende forhold som for studenter. Allerede i 1949 vil et stort tal give møde — op mod 250 — og dette skulle fremtidig være tilfældet.
Om fremtiden kan man utvivlsomt gå ud fra, at studentertallet ikke bliver ringere. Som bekendt stiger værnepligtsmassen betydeligt i årene efter 1953. Hvis vi skal fortsætte med at uddanne alt mandskab, tør man vel gå ud fra, at forholdstallet vil blive som nu, da der, så vidt vides, ikke endnu er noget, der tyder på nedgang i det årlige studentertal. Hvis den årlige mandskabsstyrke fixeres til et tal, der er lavere end hele værnepligtsmassen, vil dog stadig samtlige tjenstdygtige studenter være til rådighed, og forholdstallet — studenter pr. underafdeling — blive større.
Til slut skal efter nogle fornylig foretagne mindre undersøgelser oplyses, at den akademiske ungdom ikke (som for almindeligt antaget) har en større kassationsprocent end øvrige værnepligtige — den er snarere lidt mindre.
