Af kommandør Asger Bagge.
Jeg har ved tidligere lejligheder i Militært Tidsskrift omtalt, at Søværnets Taktikskole, Kampinformationskursus (AIS), behandlede sager vedrørende NATO standardisering, de såkaldte STANAGs (Standing NATO Agreements). Denne artikel beskriver i forkortet form de grundlæggende principper i arbejdet med STANAGs og giver et eksempel på, hvorledes en lille nation en gang imellem kan øve afgørende indflydelse på NATOs standardiseringsbestræbelser. STANAGs benyttes mange steder i NATO og er et værktøj, der gennem årene har vist deres absolutte berettigelse. I princippet er en STANAG en kontrakt mellem de deltagende nationer, som forpligter dem i henhold til indholdet. De bruges praktisk talt indenfor alle områder, hvor samordning er nødvendig (teknikske, f.ex. dækkende radiomateriel eller specifikationer af brændstofftyper; organisatoriske, f.ex. dækkende radio organisation, herunder flåde broadcast systemer eller brug af radiokanaler i et bestemt bånd m.v. Andre eksempler: En STANAG definerer, hvad der forstås ved H-hour, D-day, etc. En anden beskriver hvorledes NATO officielt forkorter nationsnavne i hele verden (Danmark forkortes DA). Nogle STANAGs består af nogle få sider, andre af mange sider og andre igen har den egentlige information beskrevet i bilag. Et særligt område er publikationer, hvor en STANAG "dækker” en NATO publikation, f.ex. AAP6 (Allied Administration Publication No. 6), NATO's "bibel" vedrørende definitioner. En STANAG identificeres normalt ved et 4-cifret nummer. STANAGs godkendes ved ratifikation af de enkelte nationer. Nogle nationer "deltager" ikke i visse STANAGs, og i andre tilfælde deltager man, men "iværksætter" ikke. Forskellen er, at man i det sidstnævnte tilfælde indgår i distributionen og i rettelsesproceduren. Rettelser til STANAGs finder sted ved, at deltagende nationer underrettes om et forslag til en rettelse (indsendt af en nation eller en NATO myndighed), med angivelse de foreslåede detailler samt et tidspunkt hvor et svar ønskes tilbagesendt. Det meste af papirarbejdet går gennem Military Agency For Standardisation, det såkaldte MAS kontor i Bruxelles, som samordner indkomne svar og udvikler et forslag til en endelig text, efter behov i samråd med enkelte eller alle deltagende nationer. Visse STANAGs dækker så specielle områder, at rettelser behandles af et af de mange stående udvalg i NATOs hovedkvarter. I andre tilfælde indkaldes til et møde i et "stående" eller "for tilfældet" nedsat "Working Party", som så bearbejder sagerne, der kommer ind, og udarbejder de nødvendige rettelser. Alle deltagende nationer i en bestemt STANAG har en national korrespondent, dvs. en signal og postadresse på den myndighed, der nationalt kommunikerer med MAS Bruxelles og de andre deltagende nationer vedrørende denne STANAG. De fleste nationer har også i deres militære organisation et MAS-kontor, der holder øje med sagsgangen nationalt og sikrer, at besvarelser tilgår MAS Bruxelles med de givne terminer. De fleste nationer har endvidere udpeget officerer som medlemmer af de forskellige "Boards” under MAS organisationen i Bruxelles. Gennem korrespondance og månedlige møder i Bruxelles fastlægger disse "Boards"s prioritering og andre overordnede politiker vedrørende standardisering og procedurer forbundet hermed. MAS Bruxelles fører kontrol med papirarbejdet og udsender årligt en oversigt over status for samtlige STANAGs og under behandling værende forslag til STANAGs. Ratifikationsproceduren består i, at nationerne tilsender MAS Bruxelles deres formelle godkendelse af, at denne STANAG kan bruges i NATO, efterfulgt af, om de deltager og hvornår de agter at sætte denne STANAG i kraft. Andre bemærkninger kan være "Army only" eller lignende. Disse ratificerings bemærkninger bliver part af denne STANAG og kan altså findes ved opslag i "arkivet". Da det for visse STANAGs er af afgørende betydning, at de iværksættes til et bestemt tidspunkt, udsender MAS Bruxelles i sådanne tilfælde en dato (og måske klokkeslet) for "NATO Wide Implementation". Området, hvor AIS især var indblandet i sagsbehandlingen af STANAGs, var NATOs maritime taktiske publikationer. På møder hvert andet år i Maritime Tactical Working Party, blev nødvendige rettelser, der i forvejen var cirkuleret og sagsbehandlet, af de i de forskellige STANAG deltagende nationer, endeligt tilpasset og udformet med henblik på udsendelse, og den pågældende publikations kustode (en af de deltagende nationer) derefter pålagt at endeligt redigere, trykke og udsende den pågældende rettelse per den og den dato. Den STANAG, der dækkede den pågældende publikation, blev derefter rutinemæssigt ajourført og sendt til ratifikation hos de deltagende nationer, og med modtagelsen af den godkendte rettelse,, var processen afsluttet. Nationerne var ansvarlige for intern national godkendelse og fordeling. Kustoden for en publikation udformede normalt både texten og indbindingsformen og trykte det antal exemplarer, som de enkelte lande samt NATOs myndigheder havde brug for (bestilte). Der var normalt en pris fastsat per eksemplar for at udføre dette arbejde. Således foregik STANAG arbejdet i 1970’erne, og jeg har grund til at tro, at de ovenfor beskrevne procedurer stadigvæk i princippet er gældende for dette arbejde. Dengang som nu, var der en mængde rutinemæssige rettelser og deraf flydende rutinemæssige godkendelser, og arbejdet var delvist af administrativ karakter, idet det dog påhvilede den nationale korrespondent, i alt fald i søværnet, at henlede brugernes (i vort tilfælde normalt søværnets operative enheder, herunder alle skibe under kommando, der var "holdere" af den pågældende publikation) opmærksomhed på væsentlige ændringer og lejlighedsvis også forklare lidt mere detailleret om rettelsens indhold, formål og baggrund. En rettelser bestod ofte af nogle få sider, men tid efter anden var der tale om meget store ændringer og indimellem en helt ny udgave af den pågældende publikation. Rettelser til en udgave var nummererede. En ny udgave var forsynet med det næstfølgende bogstav, således at udgave (E) blev erstattet af udgave (F), hvorefter senere rettelser nummereredes fra nummer 1 igen. Indimellem "papirrettelser" benyttedes signalrettelser, dog således, at rettelsen til nationale brugere altid udsendtes af den nationale myndighed. Visse publikationer havde NATO Supplementer, ofte fordelt efter særligt behov, bl. a. for at undgå, at højt klassificerede detailler fik altfor stor udbredelse. Hovedpublikationen beskrev principperne, og supplementerne angav, f.ex. for hver sit geografiske område, de specifikke detailler nødvendige for dette område. Specielt indenfor kommunikationsområdet havde NATO "overtaget" brugen af en række i realiteten amerikanske publikationer, de såkaldte ACPer (Allied Communications Publications). Disse var fælles for alle værn, men af og til, efter deres indhold, var brugen koncentreret til et eller to værn. Publikationerne, der var amerikansk ejendom og derfor ikke blev rettet ved normale NATO procedurer, var undergivet STANAG proceduren for godkendelse til brug i NATO. Man overkom problemet ved en mere kompliceret, og derfor mere langsommelig rettelsesprocedure, ved at udgive NATO Supplementer til disse bøger, der så indeholdt det for NATO nødvendige og selve ACPen blev derfor delvist overflødig. Oprindeligt var alle disse publikationer benævnt ACP, men efterhånden som standardiserings procedurerne blev mere rafineret blev de operative/taktiske publikationer omdøbt til ATPer (Allied Tatical Publications). ACP 165 var en sådan amerikansk publikation, dækket af en STANAG. Bogens hovedindhold var en listning af standard "Prowords" anvendt hovedsagelig i "voice" kommunikation mellem enheder, inclusive skibe og fly. Det var temmelig banalt, men på den anden side overordentlig vigtigt. Disse "kodeord" var afgørende i al "voice" rapportering og taktisk samvirke mellem operative enheder, simpelthen fordi brugen heraf forkortede meldingerne, der udveksledes, og samtidigt afklarede Situationen, der blev rapporteret om. En "Bogey" (uidentificeret, formentlig ijendtligt fly) eller en "Hostile" (Fjentlig enhed) eller "Angles 10" (Højde 10.000ft), var for den indviede umiddelbart forståeligt, og ikke mindst i operativ sammenhæng, med de mange versioner af engelsk udtale i de forskellige nationers enheder, var disse kodeord af afgørende betydning for hurtige og præcise udvekslinger af oplysninger mellem enheder til søs. (Det bør erindres, at al radiokommunikation mellem enheder til søs principielt foregik på engelsk, også mellem danske enheder, uanset om der var "fremmede" enheder til stede). Bogen indeholdt også andre informationer, herunder den principielle opbygning afen "fjendemelding" (WHAT - WHERE - WHITHER - WHEN). Der var også i bogen en liste over forkortelser for skibe og fly i det maritime område til brug ved rapportering. Listen bestod af 30 til 35 to-bogstavsforkortelser med tilhørende forklaring. Som eksempel:
- AK for handelsskib,
- AU for trawler,
- FF for fregat,
- CC for krydser og
- SS for ubåd
Disse forkortelser havde deres største betydning i det operative miljø, hvor en hurtig fjende- eller observationsmelding til den operative myndighed var afgørende. (En observationsmelding er en melding om "ijenden" før egentligt krigsudbrud). Forkortelserne anvendtes således også i det fredsmæssige operative meldesystem, der cirkulerede observationer af "potentielle ijendtlige enheder" (læs østmagt skibe og fly) mellem nationerne og nationerne og NATO. Ganske langsomt udviklede der sig visse tilføjelser til forkortelserne, efterhånden som skibe og fly blev mere avancerede. Forkortelserne blev derfor mere og mere en permanent beskrivelse af en bestemt klasse enheder. En FFH var en fregat med organisatorisk helikopter ombord (uanset om helikopteren var ombord ved observationen eller ej). En CCG var en krydser udrustet med styrede missiler. Da obsdervationsmeldinger ikke var særligt værdifulde uden et navn på enheden, eller i alt fald en (NATO) klassebetegnelse, blev typeforkortelseme dog efterhånden delvis overflødige. En "Kynda"- klasse med navns nævnelse var af større betydning for brugeren end en "FFG". Rutinemæssigt blev forkortelserne imidlertid fortsat benyttet. De mange meldinger der kom ind fra hele NATO (og individuelt samordnet med et nationalt indhentningssystem i de fleste lande), gjorde det allerede dengang nyttigt og senere nødvendigt, at indføre computere til at føre kontrol med informationerne. I USA var man langt fremme med dette allerede i begyndelsen af 1970'erne, og engang i 1972 blev det foreslået at ændre skibtypeforkortelseme til et system man nu benyttede i USA (Der var flere organisationer i USA, der benyttede disse informationer, men det er udenfor denne artikels rammer at forklare disse organisationers indbyrdes forhold). Det korte af det lange var, at nationalt havde USA "pålagt" NATO kommandoen SACLANT at få NATO nationernes accept af at benytte et nyudviklet amerikansk system for betegnelser af skibtyper. En XTPW f.ex. kunne være en destroyer (en DD i det eksisterende system), en PYDB kunne være et handelsskib med militær dækslast (en AK i det eksisterende system). Man behøvede i USA’s nye system ikke umiddelbart identificerbare forkortelser, fordi displaysystememe viste de forskellige enheder med symboler, der var umiddelbart forståelige.
Et forslag herom blev indgivet og behandlet rutinemæssigt i NATO og STANAG 1166 blev det dækkende standardiseringsdokument. STANAG 1166 var en ny STANAG og den var derfor ikke dækket af nogen af de eksisterende Working Parties, der behandlede publikationer og deres tilhørende STANAGs. Organisatorisk var dette en fordel, fordi SACLANT derved måtte kunne forvente en hurtigere sagsbehandling og godkendelse. Det hører med til situationsbilledet, at de fleste NATO nationers flåder på dette tidspunkt arbejdede febrilsk på at få operative data-systemer op at stå, både i skibene og ved kommandoer i land. Der var derfor stor lydhørhed overfor synspunkter fremført af de nationer, der allerede havde indført computersystemer under en eller anden form, og der var i alt fald alle steder en klar forståelse af vanskelighederne ved at indføre ændringer m.v. Da AIS modtog de første dokumenter om STANAG 1166 var vi indledningsvis ikke særligt interesseret i sagen. Efter kort tids sagsbehandling gik det imidlertid op for os, at her var noget vi ikke synes meget om. For det første var vi selv midt i indfasningen af computere, og vores udgangspunkt var, at disse nye arbejdsheste skulle gavne og hjælpe os, ikke styre os. For det andet var den arrogante måde man forsøgte at ændre dette, et tegn på, at man ikke havde tænkt situationen igennem, men blot reageret på en national henvendelse om emnet uden nærmere refleksioner. Skibstypeforkortelser havde udviklet sig til noget, der blev brugt i fredstid, og som ovenfor beskrevet, var det nærmest overflødigt, idet en melding, der ikke indeholdt klasse eller navn på en enhed, var uden værdi for det overordnede situationsbillede i fredstid (den slags meldinger blev ikke engang videresendt nationalt til NATO, så vidt jeg erindrer). I krigstid var situationen imidlertid en ganske anden: en af egne enheder kunne måske nå at sende en melding, der indeholdt bare dele af en identifikation af den fjendtlige enhed, før man selv blev nedkæmpet, hvilket ville være absolut afgørende i en sådan situation. Typisk blev hovedsynspunktet, som fremført af AIS (og senere af Danmark), at en mindre dansk enhed (f.ex. DAPHNE-klasse patruljefartøj), der i Østersøen en mørk nat i november blev angrebet, med stor sandsynlighed, ikke kunne nå at sende en sofistikeret melding om den angribende enhed. Men benyttelse af umiddelbart forståelige og derfor umiddelbart anvendelige ,,manlf-orientede forkortelser (FF for fregat, CC for krydser, etc.), fremfor uforståelige bogstavs-sammensætninger, var en indlysende fordel, der ikke burde kastes bort, blot fordi et computerprogram var anskaffet med disse bogstavs-sammensætninger. Sagsbehandlingen af STANAG 1166 gik formentlig trægt alle steder, og SACLANT sendte derfor to stabsofficerer på rundtur til NATO nationerne i Europa for at sælge ideen. Disse, samt en FE repræsentant, var i Søværnets Operative Kommando (SOK) og på AIS for at forklare, hvor nødvendigt det var for Danmark at gøre, hvad de fleste andere nationer allerede var på vej til, nemlig acceptere forslaget. På AIS mente vi dog ikke, at slaget var tabt, og da SOK støttede os i princippet, søgte vi at gøre Forsvarsstaben opmærksom på problemet. Enden på disse nationale forhandlinger blev, at Danmarks holdning skulle være den af AIS foreslåede, i alt fald indtil videre, og at man ville foreslå et møde i Bruxelles med deltagelse fra nationerne for en nærmere drøftelse af sagen. Undertegnede, næstkommanderende ved AIS og kaptajnløjtnant, blev udpeget til at være Danmarks repræsentant ved mødet, der fandt sted i oktober 1973 i NATO hovedkvarteret i Bruxelles. Jeg erindrer, at der var omkring 7 deltagere i mødet, alle søofficerer, en norsk, en tysk, to briter, en amerikansk og en belgisk. De fleste repræsentererde deres nation, men den ene brite repræsenterede NATO, jeg tror CINCHAN, Kanalkommandoen. Formiddagen gik med at fastlægge nationernes positioner. Kun Danmark var klart imod. Tyskland og Norge var principielt instruerede om at støtte det af SACLANT fremførte forslag, men også parate til at lytte, medens United Kingdom (UK) var klart for forslaget. Belgien var ikke synderligt interesseret. Det lå i luften, at det var et spørgsmål om tid, før Danmark måtte opgive sit særstandpunkt. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Da dagen var forbi, var det klart, at kimen til forståelse af Danmarks synspunkt af både Tyskland, Norge og sågar UK var lagt, og stabsarbejdet tog derefter en helt anden vending. Ca. et halvt år efter var det klart, at U.S.A. ikke kunne få nationerne til at ratificere forslaget om ændringer i skibstypeforkortelsene benyttet af NATO, og forslaget blev trukket tilbage. Til gengæld blev STANAG 1166 bibeholdt, men nu indeholdende de oprindelige tobogstavsforkortelser samt de forbedringer, der kom af den intense og kompetente sagsbehandling sagen havde fået mange steder efter mødet i oktober 1973. De umiddelbart forståelige tobogstavsforkortelser blev generelt fastholdt, men med mulighed for tilføjelser. Bl.a. blev forskellige "suffixer" godkendt til beskrivelse af krigsskibenes våbenkapabilitet m.v. Samtidigt blev det anerkendt, at forkortelsen POD blev den officielle forkortelse for ikke venlige ubåde. Jeg har ovenfor beskrevet det pricipielle i sagsgangen efter hukommelsen, og udeladt detaljer, herunder utallige samtaler, udveksling af synspunkter skriftligt som mundtligt, der fandt sted både i Danmark og mellem nationerne i denne sag. Hvad der startede som en rutinesag, hvis udkomme nærmest var givet, blev pludselig til et principspørgsmål, og de operative synspunkter, oprindeligt fremført af AIS, blev efterhånden almindelig anerkendt, til fordel for de administrative, fremført af SACLANT. Dette var kun een af mange STANAG sager. Ofte var løsningerne knapt så "interessante", men der var naturligvis mange andre situationer, hvor grundigt stabsarbejde, også ved andre tjenestesteder i forsvaret, medførte at "lille Danmark" blev hørt i en eller anden sammenhæng, ofte ligeså vigtig, men måske mindre synlig. NATO samarbejdet, og ikke mindst standardiseringsarbejdet er noget med at give og tage og lade tingene gå deres gang. Men på forhånd at undlade at fremføre synspunkter, fordi man ikke mener, at man kan "vinde," er ikke nødvendigvis den rigtige metode. Tværtimod, hvis man har forstået hvad sagen drejer sig om, og kommenterer intelligent, vil man finde forståelse for en afvigende opfattelse og måske bevæge løsningen, selv om man ikke ofte er i stand til at dreje hele sagen rundt, som i det ovenfor anførte eksempel vedrørende skibstypeforkortelser og STANAG 1166.
