Af Oberst L. Ernst.
I Anledning af Oberst Kalis Bemærkninger skal jeg angaaende Artilleriet fremsætte følgende: Uvis Arriéregardeføreren lægger „fejende Springild" ind i Grønholt Ilegn, Lønholt og andet Steds uden at have solide Oplysninger om, hvor der kan ventes lønnende Maal, vil han næppe opnaa Virkning af Betydning, medmindre han anvender meget betydelige Am munitionsmængder (til en virksom Beskydning a f hele Grønholt Hegn vil der mindst medgaa c. 20.000 Skud). Saadanne Skydninger vil derfor let blive Ammunitionsspild, foruden at de muligvis skaffer Fjenden Oplysninger, som kan blive til Skade for Arriéregarden og dens Artilleri. Det er selvfølgeligt at lamme det fjendtlige A r tilleri, før Angrebet sættes an; men „Sikkerhed" for, at det lykkes, vil aldrig kunne faas, og man maa derfor altid være forberedt paa, at fjendtligt Artilleri, som man troede nedkæmpet, under Angrebet forstærkes eller genoptager Skydningen. A t holde Batterier uvirksomme for i de Tilfælde „med kort Varsel at kunne sætte Batteri mod Batteri" — den gamle Artilleriduel — maa efter Krigens bitre men absolutte Erfaringer betegnes som forkasteligt. Betydende Virkning — saavel moralsk som materiel — opnaas kun ved Koncentration a f flere Batteriers Ild mod samme Maal, og Anvisning herpaa foreligger da ogsaa i „Tillæg til Udkast til Reglement for Feltartilleriet IV A og B, Pkt. 73", der bl. a.udtaler: Du Artilleriilden skal være baade t;et og hurtig, ril man hare stfirst Chance for Virkning, nuar man lader Artilleriet optnede i Masse og samle sin Ild". I Stedet for at sprede liden over flere Maal bør man tilstræbe efterhaanden at beskyde dem med koncentreret Ild."
Artilleriet maa derfor kunne udføre Udmangrrer. under hvilken Uden fra flere Batterier overraskende1 og pludseligt samles snart mod et, snart mod et andet Maal, idet der f. Eks. skydes 1 Skud pr. Kanon pr. M inut. Saadanne Skydninger har gentagne Gange og med godt Resultat været udfort under de sidste Aars Skydninger her hjemme; de kræver naturligvis grundig Uddannelse i Skytsbetjening, men de maa kunne udføres, hvis man ikke allerede pa.a dette Punkt vil væve Fjenden underlegen. Man behøver efter min Mening ikke at frygte for, at vort A rtille ri ikke skulde være i Stand til at opfylde rimelige Krav om Koncentrationsskydninger. Vort A l ts Heri har fuld Forstaaelse af Nødvendigheden af de Krav, der i saa Henseende maa stilles til det, og vil af yderste Evne bestræbe sig for og ogsaa være i Stand til at yde Fodfolket den Hjælp, som det — naturligvis under Hensyn til det faatallige Artilleri, vi raader over — retmæssigt kan forlange. „A t gode Artillerister ingenlunde svigter, fordi de faar Lov at følge deres egne Veje", saaledes som Oberst Kali udtaler, er rigtigt, men kun ved nøje Samarbejde mellem Vaabnene opnaas gode Resultater. Planen for Artilleriets Skydninger, der saa vidt muligt bør være udarbejdet i Forvejen, maa være i nøje Overensstemmelse med Planen for Fodfolkets Angreb, og der bør ved alle Midler tilstræbes en saa intim Fo rbindelse som muligt mellem de lo Vaaben. Jeg skal ikke komme nærmere ind paa Oberst Kalks Bemærkninger om, at „A rtilleriet hamrer løs, selv om det ikke lykkes at stedfæste fjendtlige Batterier", skønt det i Eksemp'erne Side 30 er anført, at Ilammerskvdr.inger udføres, saasnait fjendtlige Batterier stedfæstes, og at „H er kan intet fornu ftigt Menneske tænke sig rullende Spærreild brugt", skønt Forfatteren heller ikke synes at have haft denne Tanke. Jeg skal derimod bemærke, at man „kløjs" i Oberst Kalks mærkelige Anvendelse af forskellige danske Ord, hvis Mening ofteer tvivlsom for os andre, samt anføre, at „Fejende Springild" er noget ganske andet end „Skrabeild". Da vi nu imidlertid er saa heldigt stillede, at vi i „Tillæg til Udkast til Reglement for Feltartilleriet IV A og B" har faaet indført Benævnelser for de forskellige Slags Skydninger (bl. a. Skrabeild), maa vi bruge disse Benævnelser uden Hensyn til, om vi kan „lide" dem eller ej.
Til Slut skal jeg udtale, at vi maa være det krigsvidenskabelige Selskab meget taknemmelige for, at det har paataget sig at udgive nogle „Befalingstekniske Eksempler" og formaaet nogle Officerer m. fl. til at udarbejde disse, saa vi kan lidste Gavn deraf. Det er ogsaa godt, at eventuelle Modstandere af Opgavernes Løsning fremsætter deres Bemærkninger, saa Emnerne kan blive saa alsidigt belyst som muligt, idet det gælder om, at vi alle drager Lære af Krigens Erfaringer og gør Fremskridt, saa vi ikke kommer til at staa i Stampe og stædigt holder fast ved Principper, som K rigen har vist maa ændres.
