Af Auditør Eide.
I.
For nogen Tid siden fik en civil Dominer overgivet en militær Straffesag. Tilfældet handlede om en Befalingsmand, der var kommet forsent en aarie Morgenstund i Kasernegaarden. Dommeren fik forelagt Meldingen og en Øvelsesliste, og saasom han aldrig før i sit Liv havde set en Øvelsesliste, vendte og drejede han den og udbrød derpaa med stor Fortvivlelse: „Hvad skal jeg dog gøre? Jeg har jo ikke det mindste Begreb om det!“ Efter at have tænkt sig om spurgte han Auditøren: „Skete der nogen Skade? Rendte Mandskabet sin Vej?“ Den noget forbausede Auditør bemærkede, at der ganske vist ikke var indtraadt Følger af den antydede eller lignende Art, men at militære Hensyn o. s. v. Dommeren afbrød ham øjeblikkelig: „Militære Hensyn? F .......i dem!“ Efter paany at have vendt og drejet Øvelseslisten og underkastet den flere og tilsyneladende forgæves Prøvelser, spurgte Dommeren forsigtigt: „Hvis jeg nu dømmer Manden, hvad synes De saa, at jeg skal give ham?“
Under Sagens videre Behandling i Retten afhørtes flere Vidner, for at Dommeren kunde faa Klarhed over, hvor mange Minutter Manden var kommet forsent, og Dommeren bemærkede da til et Vidne, Forsvareren og Auditøren, at man kunde da godt komme 10 Minutter forsent til et Aftenselskab, men at han paa den anden Side vilde indrømme, at man burde komme rettidigt, naar det drejede sig om et Middagsselskab.
Den paagældende Befalingsmand ønskede og fik en Kaptajn til Forsvarer — og blev frifundet. Senere — efter Dommens Afsigelse — sagde Dommeren til Auditøren: „Jeg skal saamænd gerne fortælle Dem, hvorfor jeg frifandt Manden. Jo, ser De, jeg havde jo ikke det mindste Begreb om det. Men jeg gik ud fra, at en Officer ikke vilde paatage sig at forsvare Manden, hvis denne havde Uret i det, han sagde.“ Denne Historie skulde forekomme Læserne fast utrolig, men den er den skinbarligste Sandhed. Naar denne Skildring af en militær Straffesags Forløb er stillet op som Indledning til denne lille Afhandling om moderne militær Retspleje, er det ikke gjort for at latterliggøre Dommerne eller stille dem i Gabestokken. Det maa understreges. Men jeg bruger denne Historie som Indledning, fordi den er et lysende Vidnesbyrd — Led for I.ed — om, al og hvorfor den nye militære Retspleje er umulig.
Det kan ikke nytte at stikke noget under Stolen; det kan ikke nytte at pynte paa Udtrykkene eller sige halve Sandheder. De, der har haft Lejlighed til at beskæftige sig med denne Retspleje, maa sige det med rene Ord: den er umulig. Den militære Retsplejereform har skabt en Retsusikkerhed, som tidligere var ukendt. Man kan uden Tvivl let enes om, at den gamle militære Retspleje havde sine Fejl. Der var adskillige Ting at indvende mod den, og Fejlene er lette at paavise. Men den havde i hvert Fald det Fortrin, at enhver militær Forseelse fik en sagkyndig Afgørelse. Og hvis det skulde ske, at en Sag var urigtigt afgjort, havde man en fortræffelig Sikkerhedsventil i den vel sammensatte Appelret. Auditøren var under den gamle Retspleje i lige Grad den Tiltaltes Forsvarer som hans Anklager, og det var i paakommende Tilfælde hans Pligt at indsende Dommen til nærmere Prøvelse. Der var i Virkeligheden fuldt ud den Retssikkerhed, som det overhovedet er muligt at skabe.
Under den nuværende militære Retspleje er Usikkerheden forøget. Enhver Auditør har allerede erfaret det i den forholdsvis korte Tid, hvori den har virket, men man vil, jo længere Tid der gaar, høste flere og flere og mere og mere sørgelige Erfaringer. Man kan, som allerede anført, ikke lægge Dommerne det til Last. De føler selv — og flere Dommere har udtalt det overfor mig — , at den Opgave, som er givet dem, er tung og umulig at løse. Man kan naturligvis træffe paa Dommere, der i deres Bedømmelse af militære Forseelser lægger særlige Opfattelser for Dagen. Det er hændet, at en Dommer i en Sag, der drejede sig om en meget grov Respektstridighed, udøvet af en Menig mod en Sergent, udtalte, at den Slags Ting ser man nu paa med anderledes moderne og frisindede Øjne, og derpaa idømte Manden 2 Dages Vagtarrest. Men slige Tilfælde kan man registrere som Undtagelsestilfælde. Hovedsagen er, at militære Straffesagers Bedømmelse er overladt til Ukyndige. Det er Ukyndige, der skal dømme i Spørgsmaalet: Skyldig eller Ikke Skyldig? Hvorledes vil man forlange, at en civil Dommer, der maaske aldrig selv har været Soldat, aldrig har set en Vagtinstruktion, en Øvelsesliste m. m. m., skal kunne træffe den rette Afgørelse om, hvorvidt der i det concrete Forhold foreligger en Overtrædelse eller ikke? De militære Forhold er mangeartede, og indenfor hver Vaabenart er der specielle Forhold, og dem kan en Dommer aldrig lære at kende med den Grundighed, der i Virkeligheden er nødvendig, hvis man skal træffe en sikker Afgørelse.
I enhver Sag er der to Parter: Samfundets Repræsentant — i den militære Retspleje Hæren — og den Anklagede. Begge har i lige Grad Krav paa en retfærdig Afgørelse. Ser man nu Sagen i Relation til Hæren, vil man se, i hvor høj Grad Hæren lider under de vilkaarlige A fgørelser, de højst forskellige Afgørelser, der træffes omkring i de forskellige Garnisonsbyer af civile, med militære Forhold ukyndige Dommere. Et Sted findes et Forhold ikke strafbart, et andet Sted straffes det med stor Strenghed! At Hæren lider stor Skade under den nugældende Retspleje, skal jeg paavise nærmere nedenfor i anden Forbindelse, men jeg vil straks her henlede Opmærksomheden paa et særligt grelt Tilfælde: Lovens § 8 bestemmer, at Retten kan beslutte, at Forhandlingerne skal foregaa for lukkede Døre, naar Hensynet til Krigsforetagenders eller Afdelingers Sikkerhed eller militære Foranstaltningers Hemmeligholdelse kræver det. Dette vigtige Spørgsmaal, hvis rigtige Afgørelse naturligvis ene kan træffes af militære, overlader man til en Dommer, der ikke har mindste Begreb om militære Forhold. Her kan store Ting staa paa Spil, og at den paagældende Dommer her vil lade sig raade af Militære, har man ingen Garanti for. Den Udvikling, som den militær^ Retspleje har faaet i Praksis giver ikke stort Haab derom. Hæren har et naturligt og selvfølgeligt Krav paa, at militære Straffesager faar en rigtig Bedømmelse. En Regimentschef har Ansvaret for, at Disciplinen i hans Regiment haandhæves, men naar militære Straffesager fra hans Regiment lægges i Hænderne paa Ukyndige, og Afgørelserne faar et Tilfældighedens Præg, tages Grunden bort under Fødderne paa ham. At en militær Straffesag afgøres rigtigt, forudsætter ikke blot, at man har valgt det rigtige i Spørgsmaalet: Skyldig ikke Skyldig, men ikke mindst, at man gennem Valg af Straf karakteriserer den begaaede Forseelse rigtigt. Og paa dette Punkt glipper det ofte for de civile Dommere.
Ovenfor er det omtalt, at en Mand, der havde været meget respektstridig overfor en foresat Befalingsmand, fik 2 Dages Vagtarrest, fordi man efter Dommerens Mening nu saa paa den Slags Ting med mere frisindede Øjne. Dommeren skal ikke selv haandhæve Disciplinen i Regimentet, har ingen Føling med det og har naturligvis ikke Begreb om, at netop denne Forseelses kraftigere Afgørelse er af meget stor militær Betydning. I den militære Straffelov er der — og maa der være — meget vide Strafferammer; ofte hedder det blot, at de og de Forseelser straffes med Fængsel, og saasom Fængsel gaar fra Kvarterarrest op til strengt Fængsel paa Vand og Brød, er der et meget vidt Spillerum. Hvilken Straf, den civile Dommer vælger, er aldeles tilfældigt som et Greb i Posen. Under den gamle militære Retspleje havde der dannet sig en fast Praksis — en „Taxt“, om man vil — ; den kunde afvige mere eller mindre, men aldrig saa meget som nu; man havde — mere eller mindre ubevidst — klassificeret Forseelserne. I en Straffesag var saaledes forleden en Soldat tiltalt for som Chauffør paa et af Hærens Automobiler at have kørt med slukkede Lygter igennem Gaderne og tillige for at have været ude af Kvarteret over tilladt Tid, og Dommeren udtalte, at han ansaa den sidste Forseelse for at være den væsentligste og gav ham derfor Vagtarrest i 4 Dage, medens den førstnævnte — at „stryge“ gennem Hovedstadens Gader ved Nattetid med blændede Lanterner — var ganske ringe og takseredes til en Bøde paa 10 Kroner!
Men vender vi os nu særlig til den anden Part i Sagen, den Anklagede, er Forholdet om muligt endnu værre. Under den gamle Retspleje havde den Sigtede en ikke ringe Garanti i Krigsforhøret, der foregik i 3 Vidners Nærværelse. Nu har Krigsforhøret faaet Navneforandring og kaldes „Afhøring hos Auditøren“. Paa den Sigtedes Udtalelser eller paa selve Afhøringsmetoden er der — ligesom i den civile Retspleje — ingen Vidner, og hans Defensor har ikke Ret til at være tilstede her! Naar denne Afhøring er endt, fremstiller Auditøren den Sigtede for en Dommer, der, som anført, i de allerfleste Tilfælde ikke har det allermindste Begreb om det, hvorom han skal dømme. Det turde være ubegribeligt, at man har kunnet foretrække dette System for det ældre! Naar Dommeren, som i det øverst anførte Tilfælde, indleder med en uforbeholden Erklæring om, at han ikke har det mindste Begreb om det hele, forstaar man, at den Mand, der stilles for en saadan Domstol, maa siges at være vel rejst. Og Auditøren, der efter den nye Retspleje alene er Anklager og ikke skal fremføre, hvad der kan tale til Forsvar for den Sigtede, føler sig i Sandhed ofte beklemt om Hjertet ved at fremstille Manden for denne Domstol. Man har ingen Garanti for Udfaldet; det kan ske, og det er sket mange Gange, at en Anklaget har faaet en Straf af en saadan Størrelse, som aldrig vilde være givet i en Krigsret. Jeg har mere end een Gang haft Lejlighed til at se en Tiltalts Forbavselse, naar Dommeren lagde klart for Dagen sit Ukendskab til de Forhold, der laa til Grund for Sagen, og jeg har øjsblikkeligt sporet en Ængstelse hos den Tiltalte — en Mistillid til den civile Dommer — og i Stilhed bedt de gode Magter beskytte ham! Her er Usikkerheden saa iøjnefaldende, at Enhver kan se den og se de gamle Krigsretters ubetingede Fortrin. En tilsvarende Retsusikkerhed kan ikke paavises indenfor nogen anden Etat. Man kunde nu henvise tif, at den Sigtede da kan faa en Forsvarer. Men dette er endnu værre!
I en militær Straffesag fremstillede jeg en Mand, der som posthavende i Stalden om Natten havde lagt sig til at sove i Spiltouget ved Siden af Frivagten. Sagens første Behandling frembød flere interessante Momenter paa Grund af Dommerens Uvidenhed om, hvad et Spiltoug var. Manden fik en kendt og iøvrigt anset Sagfører til Forsvarer, og denne endte sin Forsvarstale ordret paa følgende Maade: „Jeg ønsker at henlede den høje Rets Opmærksomhed paa det underlige i, at man netop vil denne Mand tillivs, men ikke har begæret den anden straffet — Privagten(t) kaldes han i Militærsproget — , der dog har ligget og sovet paa(!) det samme Spiltoug.“ Det er ikke hyggeligt at være Auditør i et saadant Øjeblik, hvor — i Defensors Kunstpause — skarpe og indignerede Blikke rettes mod Hærens Repræsentant baade fra Dommersædet og det store Auditorium! Og samme Aften melder Bladenes store Reklameplakater om den brutale Auditør og de stygge Forhold i Militærvæsenet! Dette har imidlertid mindre at sige, og de civile Retspersoners Uvidenhed var naturligvis uskadelig for den Anklagede i dette Tilfælde. Men værre er det, at de civile Forsvarere paa Grund af deres Uvidenhed om militære Forhold som almindelig Regel ikke forstaar, hvad de skal koncentrere deres Forsvar om. I en Sag, der handlede om en Underofficer, der havde øvet Vold mod en undergiven Befalingsmand, holdtes en Forundersøgelse i 4 stive Klokketimer, uden at Forsvareren en eneste Gang greb ind for at konstatere eller fremhæve, at den undergivne vitterligt havde opægget Befaiingsmanden — et Moment, der, som bekendt, spiller en stor Rolle ved Straffens Udmaaling, og Underofficereren fik heller ikke Afslag — tværtimod! Naar den Anklagede dømmes af en Ukyndig og forsvares a f en Ukyndig, maa han simpelthen siges at være prisgivet. Auditøren som Anklager kan ikke hjælpe ham, som han før kunde og skulde hjælpe ham i Krigsretten. Man leder i Sandhed forgæves efter den Humanitet, under Skin af hvilken den militære Retsplejereform er gennemført.
Og lad os saa vende os til Princippet om Offentligheden. Dette Princip er — som bekendt — et af de første og fornemste i vor Tid: fuld Offentlighed — ingen Rettergang maa være hemmelig. Dette gennemføres med megen Strenghed, ja, det hændte som bekendt for faa Maaneder siden i en Nævningeret, at Retspræsidenten for et fuldt besat Auditorium spurgte et Vidne, om det var ham bekendt, at hans Datter, der var død og begravet for lang Tid siden, havde lidt af Kønssygdom. Princippet skal gennemføres, og denne Gennemførelse glæder alle Retsplejereformens Tilhængere. Hvorledes virker nu dette Princip i den militære Retspleje? Det er hændet mig og formentlig ogsaa andre Auditører, at en Mand, der har nægtet at modtage en arbitrær Straf — enten han nu fandt den urigtig eller for streng — har spurgt forsigtigt: „Hvis jeg nu vil have Sagen for Retten, bliver det saa offentligt, og kommer jeg saa i Bladene?“ Og naar man saa fortæller ham, at Retshandlingen foregaar for aabent Tæppe, og at der - f. Eks. i visse Garnisonsbyer — forinden fra Retskontoret gives Bladene Meddelelser om Tid og Sted og et nøje Program, faar man ofte det Svar: „Nej, Himlen bevare mig! Lad mig saa hellere tage Straffen.“ Og det er forstaaeligt, at en Mand ikke har Lyst til at optræde i en offentlig Ret og figurere i Smaabladene til Grin for en hel By, fordi han f. Eks. har været ude af Kvarteret efter Kl. 10. At militære Forseelser straffes, har Betydning for Hæren; for den Menige indskrænker Betydningen sig til hans Tjenestetid; derfor er det en unødig Krænkelse og reelt en Forhøjelse af Straffen, at en Person offentlig stilles i Gabestokken, fordi han har begaaet en mindre militær Forseelse i sin Tjenestetid. Det er derfor særdeles forstaaeligt, om den paagældende vælger at modtage en arbitrær Straf, selv om han anser den for urigtig. Men hvor meget bliver der saa tilbage af Retssikkerheden? Endnu mere klar er Sagen, naar det drejer sig om Befalingsmænd, hvem en arbitrær Straf er paalagt. Hvilken Befalingsmand vilde ikke foretrække den arbitrære Straf fremfor at møde op i en lille Garnisonsbys Retslokale og blive til Spot for et højtæret Publikum?
Eller man tænke sig følgende Tilfælde: der udbryder en Meningitis-Epidemi i en Garnisonsby; visse Blade indeholder Angreb paa Kommandanten, der sigtes for at have ladet det skorte paa Tilsyn med Sygehusforholdene eller med Patienterne. Det kan da blive Kommandantens, en ældre veltjent Officers Pligt at møde op overfor en med Kommandantens Pligter ukendt Dommer i en offentlig Retssal; og det kan hænde, at Dommer sædet beklædes af en konstitueret 25-aarig ung Mand, for hvem Kommandanten skal staa Skoleret! Hvorledes en saadan Forundersøgelse vil forløbe, naar den ledes af en Dommer, hvis Kendskab til Garnisonssygehus-Forhold, Kaserneforhold og Kommandant-Pligter er lig Nul, kan man let tænke sig; og naar Kommandanten til Forsvarer faar en Sagfører, bliver Sagens Udfald det rene Lotteri!
Disse Tilfælde er meget vel tænkelige; ja, naar Lo ven faar virket nogen Tid endnu, vil man uden Tvivl faa de mærkeligste Ting at se. En anden fremtrædende Kendsgerning ved den militære Retspleje er Sagernes uhyre Langsommelighed. Tidligere kunde man afslu,tte en Krigsretssag samme Dag, som. første Forhør havde været afholdt. Noget saadant er ganske udelukket nu. 1 gunstigste Tilfælde kan en Sag afsluttes i Løbet af 8 — 10 Dage, men det er sjældnere. Den militære Retsplejelovs Bestemmelser medfører, at selv ret ubetydelige Sager skal paadømmes af Landsretten, og en Sags Forberedelse ved Landsret medfører et stort Arbejde og et omfangsrigt Skriveri, og Følgen af denne Langsommelighed er meget ofte blevet den, at den Anklagede maa holdes til Tjeneste længe efter den Tid, da han var berettiget til Hjemsendelse. Paa Dommernes Ukyndighed har man et enkelt Sted raadet Bod ved at anvende en ganske fiks Metode: man har antaget en Auditor, hvem man overlader Behandlingen og Paakendelsen af de mindre militære Straffesager! Auditøren har faaet Etiketten Dommer — saa er alle Krav opfyldte: Krigsretterne er afskaffede, og Afgørelsen af militære Straffesager er lagt i en civil Dommers Haand, og Folket er tilfredsstillet!
Ved forskellige Domstole har man rpaa anden Vis læmpet sig noget efter Forholdene. Det er saaledes Skik og Brug visse Steder, at Dommerne forinden Domsafsigelsen indhenter en Udtalelse fra Auditøren om, hvor stor en Straf Delikventen bør idømmes! Og andre Steder plejer Dommeren at betyde Delikventen, der har ønsket en arbitrær Straf indanket for den civile Dommer, at han ikke vil faa en mildere Dom, men bør acquiescere ved den arbitrære Afgørelse, og derpaa foriægges Forhandlingerne til et mere afsides Lokale, og „Forhandlingerne“ ender gerne med, at den arbitrære Afgørelse vedtages. Dette sker naturligvis kun i „oplagte“ Tilfælde, men Hulheden i hele Systemet belyses i ikke ringe Grad herved.
