Ved den engelske Oprustningsplan er Ballonspærringer, der aabenbart skal anskaffes i stort Omfang, atter blevet Genstand fo r Opmærksomhed. Medens man hidtil i England har bevaret en vis Tavshed med Hensyn til disse, er der nu gjort Brud herpaa ved et Foredrag i London den 8/12 1937 af Air Commodore Hearson, Chef fo r de Ballonspæ rringsform ationer, der er bestemt fo r Londons Lu ftforsvar. Ballonspærringemes Historie er kort. De Erfaringer, man har opnaaet med Hensyn til deres Anvendelse, er praktisk talt lig Nul. De anvendtes første Gang ved Slutningen a f Verdenskrigen. Man synes at have opnaaet en vis — særlig moralsk — Virkning , idet den blotte Viden om deres Tilstedeværelse a fholdt Modstanderen fra Angrebsforetagender. Fo r første Gang havde man her et Kampmiddel, hvis Indsættelse ikke skulde hemmeligholdes fo r Fjenden. Snart blev adskillige vigtige Industriomraader beskyttet a f Ballonspærringer, saaledes f. Eks. Omraademe ved Luxemburg, Lothringen, Saar og Leverkusen ved Kolln. Det er senere blevet paavist, at Arbejdsintensiteten i de saaledes beskyttede Omraader steg betydeligt. Saavel ved London som ved Paris blev der anvendt Ballonspæ rringer til Luftforsvar. Mange italienske Byer raadede over Ballonspærringer paa 20— 30 Balloner. Ballonspærringemes Form var forskellig under Verdenskrigen. I Fran k rig anbragte man Ballonerne paa Linie med 3 — 400 m Mellemrum alt efter Vinden. Højden var ind til 2500 m . Ballonerne var ved Forankringskablet kun i Forbindelse med Jorden. I England samlede man 3— 4 Balloner paa Linie i en Gruppe. Indbyrdes var Ballonerne forbundet med en vandret Staalwire, fra hvilken der med 30 m’s Mellem rum hang lodrette W irer ned. Der var im idlertid saa mange Ulemper ved denne Ordning, at det maa anses fo r givet, at den ikke v il blive anvendt ved moderne Ballonspæ rringer. Af Ulemper kan nævnes, at:
— Vægten a f Hindringsnettet mellem Ballonerne var saa stor en Byrde fo r Ballonerne, at man fo r at komme op i tilstrækkelig Højde med Spærringen maatte anvende ret store og dermed uhaandterlige og kostbare Balloner — eller ogsaa nøjes med lavere og mindre værdifulde Spærringer.
— Nettet var tilbø jelig t til at synke og derved omdanne hele Gruppen til et indfiltret Virvar.
— Nettet, naar Ballonerne blev halet ned, ogsaa kom ned og lagde sig, dersom Spærringen stod inde i eller i Udkanten a f en By, over Hustage, Træer og Stærkstrømsledninger.
Taktisk Anvendelse af Ballonspærringer.
Ballonspæ rringer skal anvendes alt efter deres Saarbarhed. Om Dagen i fin t V e jr anvendes de ikke, fo rdi Fjenden har let ved at erkende og nedkæmpe dem eller undgaa dem. Under disse Forhold har Lu ftvæ rnsartilleriet og egne Jagere jo ogsaa gode Virkemuligheder. Om Natten derimod, i Taage eller usigtbart Ve jr, eller naar Skydækket ligger lavt, har Ballonspærringer de bedste Betingelser fo r at danne et virkningsfuldt Værn mod Luftangreb. Paa Grund a f den ringe Sigtbarhed er deres Saarbarhed i høj Grad formindsket. Yderligere er Forholdene nu ret ugunstige fo r Lu ftvæ rnsartilleriet og Jagerne. En Ballonspæ rrings Højde afhænger a f de Forhold, den skal virke under. Regner man, at en moderne Bombardementsmaskine kan stige til 7— 8000 m’s Højde med fuld Bombelast, maa en Ballonspæ rring altsaa naa mindst lige saa hø jt fo r ikke at blive overfløjet. En saadan Højde paa Spæ rringer er imidlertid endnu kun Frem tidsmusik, omend maaske ikke fjern. Men betydeligt lavere Spærringer v il dog ogsaa kunne gøre god Nytte. Erfaringerne viser, at de fleste Natbombardementer udføres fra 4500 m’s Højde. Selv en Spærring paa kun 1000 m’s Højde har sin Berettigelse, fordi den overtager Luftvæm sartilleriets og Jagernes Opgave netop i de Højder, hvor disse er daarligst stillet med Hensyn til Afværgelse a f Luftangreb. Dette skyldes fo r Lu ftvæ rnsartilleriets Vedkommende, at Vinkelhastigheden er blevet fo r stor. Fo r Jagerne ligger Vanskeligheden i at stedfæste og indhente et Maal, der er set fra stor Højde mod den nære Baggrund af f. Eks. en bymæssig Flade. Og selv om Maalet er stedfæstet og indhentet, saa indskrænkes Angrebstaktikken betydeligt a f Jordens umiddelbare Nærhed.
Da lavtgaaende Angreb maa antages at blive almindelige i moderne K rig , har Ballonspærringerne Mulighed fo r at lukke dette H ul i Forsvaret. I dette Øjemed behøver Spærringerne kun at være saa høje, at de tvinger Angriberne op i den Højde, hvor Lu ftvæ rnsartilleriet eller Jagerne har gode Betingelser fo r at optage Kampen. Fo r at øge Risikoen fo r Fjenden bør Ballonerne i en Spærring helst hver Nat indtage nye Stillinger.
Ballonspærringens Form
Man skelner i England mellem to Form er fo r Ballonspærringer: „field siting“ og „perimeter siting“ . Ved „field siting“ spredes Ballonerne skakbrædtformigt over hele det Omraade, der skal beskyttes. Ved „perim eter siting“ anbringes de med 90— 100 m M ellemrum i en Ring rundt om Beskyttelsesobjektet. Raader man f. Eks. over 600 Balloner til Beskyttelse a f et Omraade med en Diameter a f 20 miles (32 km), vil der være 50 % Sandsynlighed fo r Sammenstød mellem Maskine og Fo rankringskabel, dersom Ballonerne er anbragt skakbrædtformigt og Flyveren gennem flyver Omraadet langs Diameteren. Anbringes Ballonerne i Ring, vil Sandsynligheden fo r samme Flyver, dersom han passerer ind og ud a f Ringen langs Normalen, kun være 25 %. (Maskinens Vingefang regnes til ca. 21 m). Begge Form er har deres Fordele og Ulemper. E fterretningstjenesten og Forsyningstjenesten og gensidig Hjælp til Manøvrering a f Ballonerne er lettest, naar de er anbragt i Ring. Gennembrydes den ringförm ige Ballonspæ rring et enkelt Sted, er hele Spærringen virkningsløs. Ligeledes beskytter den ikke mod Styrtbombardement. Ved det skakbrædtformige System kan Mellemrum og A fstand mellem Ballonerne øges betydeligt, uden at Spærringens Væ rdi mindskes kendeligt. Dette Forhold er af Betydning i Stormvejr.
Forankringskablet.
Af forskellige allerede nævnte Grunde er man gaaet bort fra Ballonspæ rringer med Hindringsnet mellem Ballonerne. Den egentlige Spærring dannes nu a f Forankringskablerne. For at Spærringen overhovedet har nogen Betydning maa Kablerne være i Stand til ved Sammenstødet at gøre en Maskine ukampdygtig. Med andre Ord de maa være tilstræ kkelig „dødbringende“ . Det er klart, at Kabler, der er tykke nok til at ødelægge en Bombardementsmaskine ved Sammenstød, ikke uden alt for store Omkostninger kan bringes højt nok op. Man forlanger af et moderne Forankringskabel, at det er saa stærkt og elastisk, at Maskinen og ikke Kablet ødelægges. Desuden skal det være saa let (tyndt) som muligt, fo r at Spærringen kan faa tilstrækkelig Højde. Problemet er løst i England. Paa en eller anden Maade har man g jort et Forankringskabel med en Diameter a f kun 3 mm tilstræ kkeligt „dødbringende“ . Hvorledes vides ikke.
Ballonerne.
De mest anvendte Balloner er Drageballoner, idet de med deres strømliniede Form har de bedste Betingelser fo r at reducere Vindens Virkning . En Stabilisator i Bagenden holder Ballonen i den rigtige S tilling i Forhold til Vindretningen. Smaa Kugleballoner blev bl. a. anvendt a f Italienerne under Verdenskrigen, men viste sig snart at være uegnede til Ballonspærringer, fo rdi de var fo r ustabile og fo r vilkaarlig t udsatte fo r Vindens Indflydelse.
Trykket i en Ballon skal holdes konstant, ligegyldig hvilken Højde Ballonen svæver i. Da Trykket falder med Højden, maa Ballonen kunne ændre sit Volumen fo r ikke at sprænges. Fo rskellige Konstruktioner m uliggør denne Æ ndring a f Volumen. Eet alm indelig er Ballonen med den „falske“ Bund. En elastisk Væg deler Ballonen i to Dele. Den ene er fyld t med B rin t, den anden med almindelig Lu ft, der gennem et H ul i Ballonen har f r i Passage ind og ud. Naar Ballonen stiger, falder Trykket. Brinten trykker den falske Bund ud i den lu ftfyldte Del a f Ballonen og ændrer paa denne Maade sit Volumen. Ballonerne fyldes med B rint, der baade er en let Lu fta rt og kan frem skaffes let og billig t og i tilstrækkelige Mængder. Ballonstoffet er Silke eller Bomuld, der ved Præparering med Gummi eller lign. gøres lu ft- og gastæt. Da den enkelte Ballons O pdrift er ringe, maa Vægten begrænses mest muligt. Man anvender derfor i England Balloner, der hverken er lu fteller gas tætte. Derved opnaar man at faa stor Højde paa Spærringen, men sam tidig øges Faren fo r Dannelsen a f Knaldgas. N aar Brinten i Ballonen erstattes med Lu ft, v il der dannes Knaldgas, naar Brintprocenten er faldet til ca. 80 %. En daglig E fterfyldning a f Ballonerne er derfor nødvendig. T il Betjening a f en Ballon regnes med en Trop paa 10 Mand. Disse Troppe samles i „squadrons“ , og sidste Foraar skulde 9 a f disse organiseres med ialt 5000 Mand. Eundt regnet anslaas Personalorganisationen at svulme op til ca. 50.000 Mand. Hovedparten a f Personellet rekruteres ad Frivillighedens Vej blandt Personer mellem 38— 50 Aar. Paa Jorden føres Forankringskablet gennem en Vindel, der m uliggør en Nedhalingsfart paa 4— -500 m/Min. Vindelen er monteret paa en terraingaaende 6-hjulet Lastvogn. N aturligvis er en Ballonspæ rring udsat fo r Tab. Tabene kan skyldes:
A . Fjendens Virksomhed. H era f Tab ved Sammenstød, der dog næppe vil være sandsynlig efter de første Dage, og Tab ved Nedskydning a f Ballonerne, hvilket v il være risikabelt, dersom der findes Lu ftvæ m sartilleri ved Spærringen.
B. Eget Luftværn sartilleri kan fremkalde Skader, derved at Sprængstykker river Ballonhylstret itu. Disse Skader vil dog som oftest let kunne udbedres og ikke altid medføre total H avari a f Ballonen.
C. Uvejr er Ballonspærringens værste Fjende. Selv om man nu er naaet til at kunne holde Balloner oppe i endog meget daarligt Vejr, rummer Uvejr alvorlig Fare ikke alene for Ballonerne, men ogsaa fo r Betjeningsmandskabet. Da Fo rankringskablet v il virke som en lang Lynafleder, maa Mandskabet paa Jorden beskyttes paa en eller anden Maade.
Utvivlsomt vil Ballonspæ rringer kunne bidrage virksom t til Afværgelse a f Luftangreb. Det er im idlertid et kostbart Forsvarsmiddel. Der kræves et stort Personel og rigelig t Materiel. For vort Vedkommende kan de vel betragtes som ønskelige, men ikke absolut nødvendige, særlig ikke saalænge der er Mangel paa M ateriel af anden Art.
F. J. Nielsen.
