Det forløbne år kan på flere områder karakteriseres som et mellemspil i den internationale politik. Stigende vanskeligheder, men ingen endelig afgørelse karakteriserer Sovjetunionens situation i Afghanistan. Heller ikke i Polen har det forløbne år bragt en bedring i situationen - snarere tværtimod. I Mellemøsten synes mordet på Sadat at være overkommet, og fredsprocessen i overensstemmelse med Camp David-aftaleme bevæger sig fortsat langsomt og besværligt videre mod en realisering af aftalernes indhold. I krigen mellem Iran og Iraq er stadig ikke fundet en afslutning. I USA har den nye Reagan-administration først mod årets slutning været rede til at tage nye initiativer til genoptagelse af en dialog med Sovjetunionen om rustningskontrolforanstaltninger. En dialog, som Sovjetunionen synes parat til at gå ind i. I den europæiske del af NATO samt i visse neutrale vesteuropæiske lande har utålmodigheden med realisering af den rustningsbegrænsende del af NATOs dobbeltbeslutning fra 1979 ført til voksende pres for realisering af atomvåbenfrie zoner. På denne baggrund skal i det følgende den årlige styrkeoversigt*) fra det internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) refereres og kommenteres.
*) The Military Balance 1981-82. IISS, London, 6 pund.
Supermagterne
Selv om det nu er åbenbart, at SALT Il-aftalen, som de to landes præsidenter underskrev i Wien den 18. juni 1979, ikke vil blive ratificeret af det amerikanske senat i dens foreliggende form, synes ingen af parterne at have taget skridt, der helt vil være i modstrid med denne aftales indhold. Moderniseringen af de strategiske våben fortsætter således inden for de rammer, der blev fastlagt ved SALT I-aftalen og aftalen i Vladivostok af 1974. Begge parter har reduceret antallet af atombærende strategiske ubåde i aktiv tjeneste, selv om dette formentligt alene er midlertidigt og en følge af indfasning af nye ubåde. Den planlagte amerikanske ombevæbning af 550 Minuteman III med Mk 12A sprænghoveder er nu afsluttet, medens skader på to Titan II siloer har medført en reduktion af denne styrke med to missiler. Den voldsomme diskussion i USA om den måde, på hvilken det nye M X missil skal deployeres, er stadig uafklaret, foreløbig sigtes der imidlertid på anbringelse i eksisterende, men forstærkede siloer. Indbygningen af Trident C-4 missiler i Poseidon-ubåde er fortsat. Der er nu 4 både i tjeneste, og 6 mere vil være klar om kort tid. 5 Po/am-ubåde af A//m-klassen er udfaset. Sammenfattende er antallet af SLBM-affyringsramper reduceret med 100, antallet af sprænghoveder med 272 og sprængkraften med 43.2 megatons. Den første ubåd af Oføo-klassen, med 24 Trident C-4, er under afprøvning. Dette program, der er beregnet at omfatte ialt 11 ubåde, har været ude for forsinkelser i produktionen, men ialt 8 både er nu færdige. Udviklingen af et nyt Trident missil med betegnelsen C-5 fortsætter. Dette missil påregnes at få en rækkevidde på 6000 nm og at kunne medføre 14 stk. 150 K T MIRV eller sandsynligvis MARV (maneuvrable re-entry vehicles). For de amerikanske strategiske bombestyrkers vedkommende er B 52-F nu overført til reserven, medens en modernisering er påbegyndt a£B52D, G og H. - Det vil for B-52 D betyde større præcision ved bombning. For B-52 G og H vil det betyde, at de vil kunne medføre ALCM (Air launched cruise missile). Den første ombyggede eskadrille B 52 G er operativ fra december 1981. Beslutningen om, hvorvidt B 1 projektet skal tages op igen eller F 111 skal levetidsforlænges, eller - som en tredie mulighed - et helt nyt fly skal udvikles, tages formentlig i løbet af vinteren. Det samlede antal amerikanske strategiske sprænghoveder beregnes nu til omkring 9000. I forsvaret mod et strategisk angreb synes ABM-systemer igen at have fået fornyet interesse. Et program, der sigter mod erkendelse og imødegåelse af angreb på MIRVede systemer, er igangsat. Også den tidligere forsvarskoncept, betegnet LOADS (Low-Altitude Defensive Systems) er genstand for fornyede analyser. Det samme er tilfældet for varslingssystemernes vedkommende. Sovjetunionens deployering af ICBM har været uforandret gennem det forløbne år, selv om der er foretaget moderniseringer af sprænghoveder med henblik på opnåelsen af større fleksibilitet i målvalg og sprængstyrke. Der menes nu at være omkring 308 SS-18 i tjeneste, de fleste med 8x2 MT sprænghoveder og enkelte med 1x10-50 MT sprænghoveder. Herudover er der 150 SS-17, 300 SS-19 og 580 af de ældre SS-11, af hvilke omkring 60 er anbragt i SS-19 siloer og muligvis moderniseret op til SS-19 standard. Moderniseringen af I/MRBM styrken fortsætter med omkring 230 nye SS-20 (3x150 KT MIRV) i tjeneste. Udfasningen af de ældre SS-4 og SS-5 (lX lM T) fortsætter, men med en lavere takt, hvilket har medført en forøgelse i løbet af det forløbne år i det samlede antal affyringsramper på ca. 10. Før opstillingen af SS-20 påbegyndtes i 1977 rådede Sovjetunionen over omkring 600 SS-4 og SS-5 med enkelt-sprænghoved. I dag regnes der med 380 SS-4/5, 1MT- og 690 SS-20 150 KT-sprænghoveder. Hvilket vil sige en forøgelse af det rådige antal sprænghoveder på ca. 56%, samtidig er den hertil hørende megatonnage dog formindsket med ca. 19%. Antallet af sovjetiske SLBM er gået ned fra 1003 i 1980 til 989 i 1981. Det samlede antal Z)-klasse ubåde er uforandret, men det menes, at antallet af D -II ubåde er 11 mere end tidligere antaget, hvilket modsvares af tilsvarende 11 mindre D -I ubåde. Denne omvurdering øger antallet af missiler med 4. Antallet af Y- og H-II-klasse ubåde er i år ansat til hver 1 mindre end sidste år, medens antallet af G-klasse ubåde er uforandret. Sidstnævnte type er uden for SALT. Den første ubåd af Typhoon-klassen med 20 missiler er nu under udrustning og flere er under bygning. Det hertil hørende missil menes at være et nyt SS-NX-20 med MIRV. Sovjetunionens langtrækkende bombestyrker opererer stadig med de ældre typer Tu-95, Mya-4, Tu-16 og Tu-22 samt de nyere Tu-22M/Tu-26 Backfire. Der er visse ændringer i antallet af Backfire i sammenligning med sidste års opgørelse. Det er muligt, at den første type Backfire A er taget ud af tjeneste med henblik på modernisering. Når man undtager I/MRBM-styrkeme er antallet af nukleare leveringsmidler 2537 og antallet af sprænghoveder er steget fra sidste års 6000 til de nuværende over 7000. Dette er primært en følge af indførelse af MIRVede missiler i stedet for de tidligere, der kun medførte et enkelt sprænghoved. Det strategiske forsvar har tilsyneladende stor prioritet i Sovjetunionen. Antallet af Galoch ABMs omkring Moskva er ganske vist reduceret fra 64 til 32. Dette synes dog at være en følge af en modernisering inden for de af ABM-traktaten af 1972 fastlagte rammer. Der er meldinger om nye radar-systemer og et nyt SA-10 SAM. Også civilforsvaret synes fortsat højt prioriteret. For så vidt angår de konventionelle styrker har den nye amerikanske administration erklæret at ville rette op på, hvad der betegnes som den tidligere administrations forsømmelser. Endnu er det for tidligt til, at man kan konstatere væsentlige ændringer, men alt tyder på, at vægten bliver lagt på et intensiveret byggeprogram for flåden og på foranstaltninger til udbygning af den logiske støtte til alle konventionelle styrker. For hærens vedkommende er indførelsen af den nye kampvogn M -l Abrams og nye M-2 infanteri- og M-3 kavalleri-kampkøretøjer godt igang. 175 mm kanonen er udfaset, således at hærens artilleri koncentrerer sig om 155 mm og 203 mm haubitsere. Hertil kommer, at et nyt raketsystem (MLRS: Multiple Launch Rocket System) svarende til det, der er i anvendelse i Warszawapagtens styrker, er under indfasning. Det samme gælder for et nyt feltluftvæm, baseret på en 40 mm selvkørende luftvæmskanon. Også et nyt SAM, Patriot, er i ordre. Det nye byggeprogram for flåden omfatter 2 hangarskibe, 4 krydsere, 3 destroyere og 31 fregatter, men mulighed for yderligere nybygninger. Også aktivering og modernisering af 2, måske 4 slagskibe, som er i mølpose, er under overvejelse. Marinekorpset vil modtage yderligere personeltransportkøretøjer og CH-53E Super Stallion helikoptere. I flyvevåbnet regner man med at erstatte F-4 Phantoms jagere medF-i 6. Et væsentligt spørgsmål for de amerikanske styrker er det voksende problem med at betjene og vedligeholde det teknisk stadigt mere komplicerede materiel. De sovjetiske divisioner forbedres stadigt for så vidt angår ildkraft, bevægelighed og logistisk støtte, selv om nyt materiel ikke er identificeret. Den nye T-SØ middeltunge kampvogn er endnu ikke indført. Den kendte PT-76 lette kampvogn er fortsat under udfasning og erstattes af BMD let kampvogn og muligvis af BM P personel-kampkøretøjet. Dette køretøj anvender det samme tåm som PT-76 med 73 mm kanon. De forældede BTR-50 og BTR-60 personelkøretøjer erstattes af BTR-70 og BMP.
Sovjetflåden har derimod nyt materiel under anskaffelse. Det drejer sig om en ny ubåd, beregnet for cruise-missiler, O-klassen med 20 SS-N-19. De nye overfladeenheder omfatter den atomdrevne misssilkrydser af Kirou-klassen, der medfører en blanding af overflade-til-overflade-, overfladé-til-luft- og antiubådsmissiler, og 2 nye klasser af missiludrustede destroyere, Sovremenny og Udaloy. Samtidig fortsætter bygningen af hidtil kendte typer. Derimod synes der ikke at være nye våbensystemer på vej inden for flyvevåbnet og marineflyvevåbnet, når undtages et nyt Sukhoi nærstøttefly. I modsætning til amerikansk materiel synes sovjetisk materiel præget af ikke at være så teknisk kompliceret, selv om en udvikling imod mere komplicerede konstruktioner kan iagttages. I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af IISS udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger for så vidt angår rådige atomleveringssystemer.
Den konventionelle styrkebalance
Opgørelse af det konventionelle styrkeforhold rejser en række vanskeligheder vedrørende vanskeligt kvantificerbare faktorer, såsom geografiske forskelle, deployering, træning, organisation, logistisk struktur, samt forskelligheder i doktriner. Disse faktorer kan vise sig at have afgørende betydning. En opgørelse må imidlertid tage sit udgangspunkt i en sammenligning af den relative numeriske styrke hos begge parter. Også her står man over for en række vanskeligheder i forbindelse med størrelsen af mobiliserbare styrker og det tempo, de kan mobiliseres i. Tilsvarende problemer rejser sig i forbindelse med flåde- og flystyrker, der hurtigt vil kunne flyttes fra et område til et andet. I det følgende skema 2 er sammenfattet en række af de væsentligste oplysninger som indeholdes i dette års opgørelse fra DBS. For hærstyrkers vedkommende er angivet såvel de i fredstid til rådighed værende styrker som sådanne, der efter mobilisering påregnes indsat i Europa. For flådestyrker er medtaget sådanne, som må antages at operere i Atlanten, Den engelske Kanal, Nord- og Østersøen og Middelhavet. For så vidt angår flystyrker er for de amerikanske styrkers vedkommende alene medregnet sådanne, som er baseret i Europa. I tallene for sovjetiske fly er medregnet de forstærkninger, som de vestlige militærdistrikter vil kunne stille til rådighed i Europa. Sammenfattende konkluderer IISS om den konventionelle styrkebalance i Europa, at den over de sidste 20 år langsomt, men støt, har bevæget sig i østlig favør. Samtidig med denne tendens til numerisk fordel for Øst, har Vesten også gradvis mistet den teknologiske fordel, som hidtil har tilladt NATO at stole på, at kvalitet var en pålidelig erstatning for kvantitet. Man kan, siger IISS, ikke konkludere, at NATO ville lide nederlag i en evt. krig, men man kan konkludere, at der er tilstrækkelig fare i tendensen til, at der er behov for snarlige foranstaltninger imod, at tendensen fortsætter. Den samlede styrkebalance anses dog fortsat af en sådan karakter, at militær aggression ikke forekommer en attraktiv udvej.
Den eurostrategiske balance
En meget væsentlig forudsætning for denne konklusion er den indflydelse, som de to parters Theatre Nuclear Forces spiller i opretholdelsen af den såkaldte euro-strategiske balance. Såvel Øst som Vest har gennem lang tid opretholdt nucleare leveringssystemer, der kan dække mål i Europa. Disse våben omfatter såvel våben med interkontinental rækkevidde, som kortere rækkende systemer. Filosofien bag disse våben er, at de skaber forbindelsesleddet mellem de konventionelle og de centrale gengældelsesstyrkers effekt. Ved således at sikre sammenhæng i afskrækkelsen skal muligheden for aggression udelukkes. Medens der imidlertid fra vestlig side i en årrække ikke har været gennemført moderniseringer for disse våbens vedkommende, har Sovjetunionen gennemført et omfattende modemiseringsprogram i forbindelse med indfasning af SS-20. Det er denne omstændighed, der har ført til frygt for, at Sovjetunionen gennem nuclear overlegenhed i Europa vil kunne opnå håndgribelige militære og politiske fordele. En omstændighed som i 1979 førte til, at NATO vedtog at gennemføre et modemiseringsprogram omfattende anskaffelse af 108 Pershing II -missiler og 464 cruise-missiler. Denne beslutning blev imidlertid kædet sammen med en mulighed for at afstå fra at deployere disse våben, såfremt amerikansk-sovjetiske forhandlinger om reduktion af Theatre Nuklear Forces kunne føre til håndgribelige resultater. Det forløbne år har i høj grad været præget af denne »dobbelt-beslutning« i NATO, af sovjetisk aktivitet for at hindre deployering af de nævnte våben, samt af en voksende tvivl blandt europæiske befolkninger om værdien af et fortsat atomart våbenkapløb og et ønske om at finde en »3.-vej« i form af atomfrie zoner omfattende dele af eller hele Europa. Medens den åbenbare sovjetiske krænkelse af Sveriges suverænitet i slutningen af oktober i nogen grad svækkede argumentationen for »den 3.-vej«, har præsident Reagans udspil og Bresnevs besøg i Bonn samt de sovjetiske erklæringer i forbindelse med åbningen af de amerikansksovjetiske drøftelser om rustningskontrol i Genéve d. 30. november skabt mulighed for, at den dialog, der indeholdes i NATOs dobbelt-beslutning, kan komme igang. Som fremhævet af Helmuth Schmidt efter afslutningen af det sovjetiske præsidentbesøg, skal man imidlertid næppe vente hurtige resultater af disse nu igangsatte forhandlinger. Det første og væsentlige problem, forhandlerne skal igang med, er at blive enige om, hvorledes det eksisterende styrkeforhold er. Dette er i sig selv en særdeles vanskelig opgave, eftersom mange af våbensystemerne er teknisk fleksible, og der er en række usikkerheder vedrørende deres opgaver. Hertil kommer, at de østlige og vestlige våbensystemer ikke er identiske, og at der derfor må foretages justeringer ved beregningerne for så vidt angår en række kvalitative faktorer.
I lighed med sidste år har IISS også i dette års styrkeopgørelse forsøgt at foretage en sådan styrkesammenligning, idet man har indregnet korrektionsfaktorer for det samlede antal sprænghoveders udnyttelsesgrad og operative status. Med det således fremkomne antal rådige sprænghoveder har man herefter yderligere korrigeret for systemernes overlevelsesevne, gennemtrængningsevne og fleksibilitet for at nå frem til en værdi for det enkelte systems nyttevirkning. Skema 3 sammenfatter de resultater IISS således er nået frem til.
Når Poseidon er anført særskilt hænger det sammen med, at SACEUR siden 1960erne har haft mulighed for at planlægge for anvendelsen af 400 Poseidon-sprænghoveder af den centrale amerikanske styrke.
Medregnes Poseidon er forholdet mellem »korrigerede antal våben« 1.57:1 i WP favør, uden Poseidon er forholdet 3.27:1. Det er på denne baggrund NATOs dobbelt-beslutning i 1979 må ses.
Afslutning
Den sovjetiske invasion i Afghanistan i slutningen af 1979 satte et brat punktum for et tiår med afspænding og bestræbelser på at gennemføre rustningskontrolforanstaltninger. Efter en periode med usikkerhed synes der nu igen at være mulighed for at starte en dialog mellem supermagterne om rustningsbegrænsninger. Med Reagans udenrigspolitiske tale i november og de sovjetiske signaler efter Bresnevs besøg i Bonn, forekommer jordbunden for forhandlinger forberedt. Der er imidlertid grund til igen at erindre om Helmuth Schmidts advarsel om, at nemme og hurtige løsninger ikke er i sigte. Som den foregående gennemgang af styrkeforholdet viser, er det ud fra en styrkeposition Sovjetunionen går ind i disse forhandlinger. Den vestlige verden kan ikke tillade sig yderligere svækkelser, såfremt et for Vesten acceptabelt resultat skal opnås.
K. V. Nielsen.
