(Sluttet).
Rytteriet.
I den gamle Hær bestod dette Vaaben af Livgarden til Hest med 2 Kyradsereskadroner, 2 Kyradser-, 2 Lansener-, 4 Dragon- og 1 Husarregiment, hvert paa 4 Eskadroner, og heraf laa 1 Kyradser-, 1 Lansener- og 3 Dragonregimenter paa Halvøen, et Dragonregiment paa Fyn og Resten paa Sjælland. Kommissionen mente, at den danske Hær aldrig vilde kunne faa en saadan Styrke, at man vilde formere særlige Rytterkorps, der ved de store Hære havde til Formaal ved deres Kraft og Masse at fremkalde Afgørelsen, hvilket var det tunge Rytteris egentlige Bestemmelse, hvorimod det kun sjældent blev brugt til Forposter og Rekognoscering. I en Hær, der som den danske ikke vilde kunne samle mere end 35.000 Mand til een bestemt Opgave, vilde det ikke være praktisk at have Rytteri, der kun kunde bruges til een Bestemmelse, hvorfor man mente, det var mest formaalstj enligt at indskrænke sig til en Slags Rytteri, som ved de danske Hestes Størrelse og Styrke i Forbindelse med Mandskabets Øvelse og Vaabendygtighed forenede Kraft og Bevægelighed, og som baade kunde bruges til et sluttet Chok i større Afdelinger og til Sikringstjeneste i den lille Krig. Kommissionen var derfor hurtigt blevet enig om at afskaffe de 2 Kyradserregimenter. Hvad Lansenerregimenterne angaar, var der en Del Uenighed; men ved Afstemningen blev det dog vedtaget at afskaffe Lansen og kun have en Slags Rytteri med samme Udrustning som de lette Dragonregimenter. I Overensstemmelse dermed vedtog man at indstille, at Livgarden til Hest skulde ophæves, da dens to smaa Eskadroner kostede lige saa meget som et helt Rytterregiment, at Husarregimentet enten ophævedes eller omdannedes til et Dragonregiment, og Rytteriet ialt omfatte 7 Regimenter å 4 Linie- og 2 Forstærkningseskadroner paa 180 Mand.
Af Officerer foreslog Kommissionen, at der ved Regimenterne foruden Chefen skulde være 1 Major, 5 Ritmestre, nemlig 4 Eskadronchefer og 1 Skoleforstander, 5 Premierløjtnanter, hvoraf 1 Adjutant, 7 Sekondløjtnanter og i Krigstid 1 yderligere ved hver Eskadron ligesom ved Fodfolket. Ved Eskadronerne skulde der findes 10 hvervede Underofficerer, nemlig foruden Overvagtmesteren, 4 Vagtmestre, hvoraf 1 Kvartermester, og 5 Korporaler. Af hvervede Trompetere skulde der ved hver Eskadron være 3, hvoraf den ene skulde afgives til Forstærkningen i Krigstid. Uddannelsestiden skulde vare 2 Aar i den første samlede Tjeneste og derefter Indkaldelser hvert Aar indtil det 5’. Disse Genindkaldelser foreslog man lagt det ene Aar fra 13/9—10/10 som ved de andre Vaaben og det andet Aar fra 1/6—28/6, i hvilken Tid der særlig skulde lægges Vægt paa Detailuddannelsen. Ligesom ved Fodfolket skulde der uddannes 1 Underkorporal og en værnepligtig Trompeter ved hver Eskadron. Hvad Hestene angaar, saa foreslog Kommissionen for det første, at man skulde gaa over til en større Hest paa 10 Kvarter i Stedet for 9 Kvarter 4 Tommer, der tidligere fordredes for de lette Regimenters Heste, fordi den større Hest var stærkere, mere udholdende og virkede med større Kraft i de sluttede Angreb. Regimentet skulde have 328 Stamheste og 316 Nationalheste, idet dog Tallet for de sjællandske Afdelinger ændredes til 378 og 186. For imidlertid at kunne gøre Regimentet beredent i Krig, maatte der yderligere skaffes henholdsvis 142 og 222 Heste. Disse Heste skulde være udskrevne i Fredstid, men ikke indkaldte til Tjeneste, og man maatte derfor antage, at de var aldeles utilredne, hvilket ikke kunde afhjælpes dels af økonomiske Grunde, og dels fordi Rytteriet ellers fik for mange Heste at passe.
Artilleriet.
Organisationen af Artilleriet voldte en Del Besvær, fordi der fra dette Vaabens Side kæmpedes haardt for at bevare den tidligere Styrke og faa dets Kadrer udvidet, og medens man, da Diskussionen drejede sig om Fodfolket og Rytteriet, kun var uenige om enkelte Punkter, var det næsten umuligt at naa til en fælles Indstilling her paa noget Punkt. Den Komité, der havde udarbejdet det foreløbige Forslag, havde foreslaaet en Inddeling i 2 Regimenter, henholdsvis Øst og Vest for Store Bælt, fordi man maatte regne med, at det vilde blive meget svært for ikke at sige umuligt at føre Materiel over fra den ene Landsdel til den anden under en Krig. Artilleristerne havde ønsket, at der skulde oprettes tre Regimenter med de to som tidligere og af Kommissionen foreslaaet i København og Rendsborg og det tredie i Fredericia. Her imod indvendte man, at Fredericia Fæstning først maatte bringes i Orden igen, og de fornødne Bygninger m. m. opføres, og dette sidste vilde blive meget bekosteligt. Hvad Batteriernes Antal angaar, havde Artilleristerne foreslaaet deres Antal sat til 18 som hidtil, medens Komitéen kun vilde have 14 for at spare Penge og for at faa Tallet til at svare til 21/2 Piece pr. 1000 Mand, og et Forslag om Normering af ridende Artilleri maatte man af økonomiske Grunde lade falde. Endelig var der Espingoleme. Kongen havde ved Reskript af 2/8 1840 bestemt, at Raketkorpset skulde indgaa i Artilleriet. Dette opfattede General Rømer saaledes, at der kun skulde afsættes det fornødne Manskab til Epsingolemes Betjening til Brug i Fæstninger m. m. Kaptajn Fuhrmann derimod hævdede, at det var Kommissionens Opgave at foreslaa Planen for et kørende Espingolbatteri til Brug i Felten. Oberst v. Prangen bemærkede hertil, at Espingolerne kunde være til megen Nytte i enkelte Tilfælde, f. Eks. i Fæstninger, men ingenlunde som et samlet Batteri. Kommissionen fik derefter det kongelige Reskript forelæst, og Kronprinsen erklærede, at der ikke kunde være noget mod, at der optoges et særskilt Espingolbatteri i Artilleriets Plan. Artilleristerne havde ønsket 2 Kaptajner pr. Batteri, det modsatte man sig, fordi man mente, at en subaltern Officer kunde bestride Næstkommanderendes Arbejde. .Ligeledes havde de ønsket, at Batterierne 2 og 2 skulde kunne samles under en Major, hvilket skulde synes saa meget mere naturligt, som Kommissionen udtalte, at Regimentschefens Hverv mere var administrativt end taktisk; men man vilde ikke vedtage Bevillingen til Majorerne, og Forslaget blev derfor forkastet. Overfor Spørgsmaalet om 2 Artilleriskoler, hver ledet af en Oberstløjtnant, som i den franske Hær, udtaltes, at det maatte være Regimentschefens første og fornemste Pligt at drage Omsorg for sine Undergivnes Uddannelse, og at hvis han ikke selv ledede Regimentets Øvelser, maatte man anse hans Charge og Virkekreds for at være af saare liden Betydning. Artilleristerne havde endvidere ønsket indført en ny Grad tildels som Afløser af Tøjhusløjtnanterne, Fyrværkerløjtnanterne. Den skulde ogsaa rekrutteres af gamle dertil egnede Underofficerer som Slutstilling og anvendes dels ved Batterierne, dels ved Tøjetaten, men især ved de smaa Arsenaler. Her imod indvendtes, at det var meningsløst, at de ikke skulde kunne avancere, naar de i Krig viste lige saa stor Tapperhed og Dygtighed som en Højskoleløjtnant; men det anførtes dog ogsaa, at deres Koner og Døtre ved at blive Fruer og Frøkener pludselig blev revet bort fra deres tidligere Omgang, ligesom det vilde blive en Hindring for deres private Erhverv. Kommissionen vedtog saa, at der skulde oprettes en ny Grad, Overfyrværkere, der rangerede mellem Officerer og Underofficerer. Underofficerskorpset skulde deles i Fyrværkere, Kommandersergenter, Sergenter og Bombarderer, og ligesom ved de andre Vaaben skulde der oprettes en Grad som Overkonstabel eller Overpontonner, men de skulde først udtages efter 1 Aars Forløb og derefter gøre Tjeneste i 2 Aar.
Kommissionen foreslog tilsidst, at Artilleriet skulde bestaa af 2 Regimenter paa tilsammen 14 Batterier, hvoraf de 8 i Fredstid skulde have 1 4-Bespænding og de 6 være ubespændte, 1 Pontonnerkompagni, 1 Espingolbatteri og 2 Undervisningsanstalter for Underofficerselever. Desuden 1 Tøjetat med de fornødne Arsenaler, Laboratorier o. 1. særlig i København og Rendsborg. Af Heste skulde Korpset bruge 288 Stamheste og 432 Nationalheste, hvortil om Sommeren kom ca. 200 Udsætterheste fra Rytteriet. I Krigstilfælde maatte man yderligere regne med at skulle bruge 2430 Heste, der skulde skaffes ligesom Rytteriets.
Ingeniørkorpset.
Her havde man besluttet at lade Organisationen fra den gamle Hær gælde, idet der dog maatte skaffes flere Befalingsmænd til Føringen af de Sappører og Minører, der skulde overføres fra Artilleriet. Korpsets Chef, Oberst v. Prangen, havde ogsaa ønsket Pontonnererne overført til Korpset, men som ovenfor nævnt var Kommissionen ikke gaaet med hertil. Denne gik ligeledes mod hans Ønske om en Inddeling i tre Kompagnier, en Fordring hans Efterfølger, Major Lunding, havde sat ned til 2, der synes ret naturlig, naar man vilde have Ingeniørtropper baade i København og i Rendsborg. Indstillingen kom saaledes til at lyde paa, at Korpset skulde bestaa af 34 Officerer, 30 Underofficerer, 2 Trompetere, 184 Oversappører (Overminører) og Sappører (Minører) af Linien formeret i 1 Kompagni og lige saa mange af Forstærkningen samt 16 Officianter.
Kommandoforholdene.
Som tidligere nævnt havde Kongen Kommandoen over Hæren som højstkommanderende General, og de Institutioner, der var knyttet til Majestæten i denne Egenskab, er tidligere nævnt. For at lette Kommandoføringen var Landet delt i 3 Generalkommandoer. Disse stod hver under en Generals Kommando, som tillige var Regimentschef, Kommandant i en Fæstning eller begge Dele paa samme Tid. Denne Ordning var en ren Fredsinddeling. Der fandtes nok i Hæren en hel Del Generalpersoner; men kun Halvdelen af dem forrettede egentlig Generaltjeneste ved Siden af deres øvrige Tjeneste, og da der ikke var forberedt nogen feltmæssig Opstilling af Divisioner og Brigader, betød i Fredstid disse Charger kun, at de ældste Oberster efter Anciennitet fik tillagt en Titel. En Inddeling af Fodfolket i 6 Brigader og 2 Divisioner var nævnt i 1808, og Inddelingen vistes ogsaa i Farverne af Rabatter, Kraver og Knapper; men denne Ordning havde ikke været overholdt i den følgende Krig og fik derfor ingen virkelig Betydning. Kongen havde ved Nedsættelsen af Kommissionen bestemt, at han stadig vilde forbeholde sig Overkommandoen, og som Følge heraf henhørte den tjenstgørende Generaladjutant, Kongens Stab og Bureauet for Arméens Kommandosager stadig til Overkommandoen. Med Hensyn til Generalkommissariatskollegiet foreslog Kommissionen kun den Ændring, at Arméens Naturalforplejning, der hidtil havde hørt under Generalkvartermesteren, skulde overføres til Kollegiet, fordi man derved fik hele Hærens Forplejning samlet paa et Sted. Kommissionen foreslog, at Monarkiet som hidtil skulde deles i 3 Generalkommand odistrikt er, hvert under en Generalløjtnant henholdsvis for Sjælland og tilliggende Øer, for Nørrejylland og Fyn og for Hertugdømmerne. Generalens Stab skulde bestaa af en Stabsofficer af Generalstaben som Stabschef og 1 Premierløjtnant af de Tropper, der laa i Distriktet, som Adj utant samt af en Kommandersergent som Skriver. Generalstaben bestod af 1 Generalmajor, 4 Oberster, 4 Majorer, 4 Kaptajner og 6 Ad joints, altsaa et meget stort Antal Stabsofficerer, og selv om Officerer udenfor Generalstaben kunde rykke ind i den, var det dog almindeligt, at Avancementet blev indenfor Dørene. Der var derfor ikke megen Lyst til at komme ud i Geleddet, naar man først var kommen inden for, og det fandt Kommissionen meget uheldigt. Den foreslog først Tallet af Stabsofficerer sat ned til 5—6, hvoraf kun 1—2 skulde være af Oberstklassen. Den indstillede ogsaa, at Avance-, ment kun kunde ske i Forbindelse med Udtræden af Staben,] dels for at den højere militære Uddannelse kunde komme Tropperne til Gode; men ogsaa for at vedkommende Officer ved at gaa over i den praktiske Tjeneste maatte blive endnu mere skikket til højere militære Poster. Man vilde ogsaa derved opnaa, at man altid havde et tilstrækkeligt Antal Officerer, der om fornødent straks kunde overtage Forretningerne ved højere Stabe.
Hærens Dislocering.
Den Fordeling af Tropperne, der gjaldt i 1840, samlede omtrent Halvdelen af Hæren paa Sjælland, dels fordi man efter Erfaringerne fra 1807 regnede Øen for meget udsat og derfor vilde kunne opstille saa stor en Styrke der uden at faa Hjælp fra de andre Dele af Landet, saa at den var nogenlunde sikret mod et Overfald fra en Sømagt, dels fordi man maatte skaffe Personale til de store Afgivelser, der skulde præsteres i Hovedstaden. Resten laa med en svag Besættelse paa Fyn og i Nørrejylland, medens Vægten var lagt paa Sydgrænsen, der var det andet Sted, hvorfra Angreb kunde true.
Garnisoneringen var derfor ordnet saaledes, at der paa Sjælland laa Livgarden til Fods, 7 Infanteriregimenter og 3 Jægerkorps, Livgarden til Hest, 2 Rytterregimenter og 12 Batterier; paa Fyn og i Nørrejylland 2 Infanteriregimenter og 5 Rytterregimenter og i Hertugdømmerne 3 Infanteriregimenter, 2 Jægerkorps, 2 Rytterregimenter og 6 Batterier. Kommissionen undersøgte først, hvorledes Udskrivningen mest passende kunde fordeles paa de forskellige Provinser, idet den udelod Livgarden og Ingeniørtropperne, der skulde udskrives jævnt over hele Monarkiet. Den kom derved til, at den sjællandske Øgruppe skulde stille 16.116 Mand, den fynske 5584, Nørrejylland 15.776, Sønderjylland 10.192 og Holsten og Lauenborg 14.076 Mand eller 31.982 Soldater af Linien og 29.752 af Forstærkningens Fastmandsklasse, tilsammen 61.744 Mand, hvortil saa kom Livgarden og Ingeniørtropperne. Selv om man mente, at det af mange Grunde var mest formaalstjenligt, at Afdelingerne var garnisonerede i de Provinser, hvorfra de rekrutteredes, saa mente man dog, at man maatte tage Hensyn til de Krav, hvert enkelt Steds Sikkerhed stillede i Fredstid, og til Nødvendigheden af saa hurtigt som muligt at kunne samle en hensigtsmæssig Styrke paa de mest udsatte Punkter. Denne Bestemmelse skulde kun gælde Linien, idet man mente, at Forstærkningen burde have sine Mobiliseringssteder og Depoter i den Provins, hvor Mandskabet hørte hjemme, for at den saa hurtigt som muligt kunde staa til vedkommende Generalkommandos Raadighed. Den meget betydelige Styrke, som Bestridelsen af Garnisonstjenesten i København fordrede, havde til Følge, at man der maatte raade over næsten Halvdelen af Kadrene til Infanteriet, nemlig 10 Liniebatailoner, hvortil kom en Bataillon i Helsingør, der var nødvendig dels som Garnison for Fæstningen Kronborg og dels for at virke beroligende paa de mange urolige Elementer, Sundtolden førte til Byen. Man maatte derfor ikke alene disponere over det Fodfolk, der blev leveret af Sjælland, men ogsaa over en stor Del af det Mandskab, der blev udskrevet paa Fyn og af Nørrejylland. Artilleriregimentet i København maatte ogsaa tildels rekrutteres fra Fyn og Nørrejylland, og kun de to Rytterregimenter kunde nøjes med det sjællandske Mandskab.
Disse Afdelingers store Kadrer vilde gøre det muligt hurtigt at kunne opstille et temmelig betydeligt Korps til Sjællands Forsvar selv ved Overfald af en Sømagt, idet man kunde indrangere det sjællandske Forstærkningsmandskab i de jydskfynske Afdelinger. Man regnede derfor med i et saadant Tilfælde at kunne opstille et Korps paa 18.108 Mand formeret i 9 Batterier og Espingolbatteriet, 12 Eskadroner, 1 Bataillon Garde, 11 Infanteribatailloner, 2 Jægerbatailloner og Livjægerkorpset. For yderligere at forøge denne Styrkes Kampværdi ønskede man, at den ovenfor omtalte Uddannelse af Forstærkningens Mandskab særligt maatte komme det sjællandske Mandskab til Gode. Derved vilde tillige vindes, at man yderligere vilde være i Stand til at stille en Del af Forstærkningsafdelingerne tildels enkadrerede med kommanderede Officerer. Hertil kom Københavns Borgervæbning, der talte 3 Infanteri- og 3 Artilleribatailoner hver paa 2400 Mand, og Kongens Livkorps med 900 Mand eller ca. 5700 Mand til Københavns Forsvar, og Helsingørs borgerlige Artillerikorps, der kunde forstærke Artilleridetachementet paa Kronborg med ca. 350 Mand. En ligesaa hurtig Mobilisering vilde næppe kunde lade sig gøre i Resten af Landet, fordi de der liggende Kadrer ikke kunde afgive det tilstrækkelige Antal højere Førere for Forstærkningsafdelingerne, som man først kunde regne for brugelige efter længere Tids Øvelser; men man mente i øvrigt, at et Angreb over Landegrænsen næppe vilde kunne ske helt overraskende, saa man vilde faa Tid til at opstille de nødvendige Stridskræfter paa de truede Punkter. Næst efter Sjælland skulde de fleste Kadrer samles i Holsten for at kunne bestride Garnisonstjenesten i Rendsborg og Gluckstadt under normale Forhold, men ogsaa efter at det holstensk-lauenborgske Kontingent var rykket ud. Kommissionen foreslog derefter, at Tropperne fordeltes saaledes, at Styrken efter endt Mobilisering i Generalkommandoen over Sjælland kom til at tælle 24.760 Mand, i Generalkommandoen over Jylland og Fyn 15.552 Mand og i Generalkommandoen over Hertugdømmerne 22.184 Mand.
Hærloven.
Militærkommissionen Beretninger blev efter deres Aflevering behandlet i Generaladjutantstaben af den senere bekendte Krigsminister, daværende Oberst Hansen, der havde været Medlem af Kommissionen, og 28’ April 1842 tilstillede Kongen Generalkommissariatskollegiet de nye Love, der skulde gælde for Hæren, med Ordre til at forberede den nye Organisation saaledes, at den kunde træde i Kraft den 1’ Juli 1842. I den ledsagende Skrivelse blev Kommissionens Forslag kort gennemgaaet, og derefter anførtes, at det af Kongen fastsatte Budget herefter var overskredet med godt 300.000 Rdl. Kommissionen havde derfor henstillet til Kongen, om han ved yderligere Reduktioner i Arméens Styrke maatte finde det fornødent at nedbringe denne Sum. Kongen udtalte derefter: »Saa gjerne Vi end havde holdt Armee-Budgettet indenfor denne, af Os for Commissionen angivne Sum, overbeviste Vi Os snart om, at Hovedformaalet for Armeens Reorganisation, at danne en veløvet Hær, hvis forskjellige Vaaben kunde finde Forstærkning af vaabenøvede Mandskaber, men hvis Officerer, Underofficerer og Mandskab maatte være bedre betalte end hidtil, for at de udelukkende kunde anvende deres Tid og Flid paa Krigstjenesten, ikke kunde opnaaes uden at sætte Armeens Budget til omtrent 2.450.000 Rbd., foruden den Sum, der udfordres for Rug og Furage til Armeens Fornødenheder i Fredstid. Vi gjorde Os det derfor til Pligt, ved i det Væsentlige at følge Commissionens Gageringsplaner, tillige at sørge for, at et større Antal Rekrutter, end hidtil (ca. 5000), aarligen kunde vaabenøves, og at Tropperne selv kunde gives den stadige Øvelse, af hvilken deres Brugbarhed i Felten er betinget.«
Kongen forbeholdt sig selv at føre Overkommandoen, hvortil hørte de 3 kommanderende Generaler og Guvernøren i København, der alle var Generalløjtnanter, samt 11 Generalmajorer, hvoraf 3 var Brigadegeneraler af Kavaleriet og 4 af Infanteriet, den tjenstgørende Generaladjutant og Cheferne for Generalstaben, Ingeniørkorpset og Artilleribrigaden. Den tjenstgørende Generaladjutant skulde være Chef for Kongens Adjutantskab, og Bureauet for Arméens Kommandosager var ham underlagt. Derefter fastsattes den nye Hærs Linieafdelinger, som det fremgaar af nedenstaaende Skema, hvor de sammenholdes med den gamle Hær og Kommissionsforslaget.
Til Artilleriet skulde aar ligt udskrives % af hele Fredsstyrken, hvilket vilde sige 24 Konstabler og 10—11 Trainkonstabler pr. Batteri. Til de andre Vaaben skulde udskrives f-4 af Fredsstyrken eller 30 Mand pr. Eskadron og 40 Mand pr. Kompagni. Tjenestetiden blev sat til 8 Aar i Linien og Reserven og 8 Aar i Forstærkningen. Genindkaldelser skulde i Reglen kun finde Sted i de første 4 Aar; men fra Tid til anden skulde man kunne indkalde 5’ Aargang. Ved Artilleriet skulde de 6 første Aargange danne Linien, medens Resten skulde opstille de 6 Reservebatterier og forsyne Fæstninger, faste Kystbatterier og Ammunitionsparker med de fornødne Artillerister. Fodfolkets og Rytteriets 5’—8’ Aargang skulde danne Krigsreserven. Ved Fodfolket skulde 5’ Aargang benyttes til at bringe Kompagniernes Styrke op paa 200 Mand, medens 6’—8’ Aargang af 2 Batailloner skulde danne en tredie Bataillon, og herved regnede man med at kunne opstille 9 Reservebatailloner »i forholdsvis kort Tid«, til hvis Føring de 2 Liniebatailloner og Jægerkorps tilsammen skulde afgive 1 Major som Bataillonschef, 4 Premierløjtnanter som Kompagnichefer og 4 Sergenter og 8 andre Underofficerer. Da Antallet af Liniebatailloner og Jægerkorps var ulige, vilde 9’ Reservebataillon og 3’ Reservejægerkorps kun komme til at bestaa af 2 Kompagnier. Mandskabet af Forstærkningen var dels tænkt formeret i 20 Forstærkningsbatailloner, der skulde anvendes til Hærens Forstærkning i Felten, dels til at forsyne Fæstningerne med de fornødne Garnisoner. Frilodsfolkene, der straks ansattes i Forstærkningen, »skulle, efter nærmere Bestemmelser, erholde den fornødne Vaabenøvelse ved Linietropperne«. Ved Rytteriet skulde 5’ og 6’ Aargang bruges til at bringe Eskadronernes Styrke op paa 180 menige. Af Resten regnede man med at kunne oprette 6 Eskadroner i Krigstid, en ved hvert Regiment. Af Ingeniørkorpsets Officerer skulde to af Oberstklassen være dirigerende Ingeniørofficerer henholdsvis i 1’ og 3’ Generalkommando, medens denne Tjeneste i 2’ Generalkommando skulde bestrides af en Major eller Kaptajn. 2 af Majorerne skulde ansættes ved Vejtjenesten henholdsvis i Kongeriget og i Hertugdømmerne. De to Ingeniørkompagnier udskreves henholdsvis i Kongeriget og i Hertugdømmerne, og Styrken, af Linien og Krigsreserven var 250 og 150 Mand, medens Forstærkningen skulde bruges til Forøgelse af Kompagniernes Styrke. Rekrutterne gennemgik først Infanteriets Eksercerskole i 70 Dage og uddannedes derefter i 55 Dage som Sappører, Minører og Pionerer. Efter endt Eksercerskole laa de til stadig Tjeneste i 2 Aar og genindkaldtes i 3’ og 4’ Aar. «. Artillerigeneralen havde direkte under sig de to Regimenter, Tøj etaten og to Bureauer, et for det personelle og et for det materielle. Regimenterne inddeltes i Batterier, der fik Numre indenfor Regimentet. Disse Batterier samledes ikke som af Artilleristerne foreslaaet 2 og 2 i Brigader; men paa den anden Side var der ansat henholdsvis 3 og 2 Majorer ved Regimenterne, saaledes at man altid kunde oprette Gruppekommandoer. Derimod fik Artilleristerne opfyldt deres Ønske med Hensyn til Antallet af Kaptajner ved Batterierne, idet disses Officerskorps kom til at bestaa af 2 Kaptajner, 1 Premier- og 1 Sekondløjtnant. Overfyrværkergraden blev indført som foreslaaet som den højeste Underofficersgrad, og da de skulde overtage en Del af Sekondløjtnantens Tjeneste, blev det forlangt, at de skulde besidde den fornødne Dannelse og i alle Henseender udvise en eksemplarisk Opførsel. Tøjetaten stod under Kommando af en Overtøjmester og deltes i Laboratorieetaterne i København og Rendsborg og Arsenalerne i København og Rendsborg. Desuden var der to tilsynsførende Kaptajner ved Fabrikationen paa Frederiksværk og Kronborg Geværfabrik og en Del Arsenalbestyrere rundt om i Fæstningerne. Udover Skoletiden, der varede 112 Dage, blev Konstablerne og Pontonnererne holdt til Tjeneste i 25 Maaneder, medens Trainkonstableme slap med 13 Maaneder, derefter blev de førstnævnte genindkaldt i 3’ og 4’ Aar og de sidste i 2’, 3’ og 4’ Aar. Raketkorpset ophævedes helt, saaledes at der ikke formeredes et Espingolkompagni ved 1’ Artilleriregiment som foreslaaet af Kommissionen, derimod bestemtes, at Raket- og Espingolfabrikationen skulde underlægges Laboratorieetaten. Rytteriet kom til at bestaa af Livgarden til Hest og Husardivisionen under Kommandøren for Livgarden og 6 Dragonregimenter, der benævn tes med Nummer, saaledes at 1’ Dragonregiment formeredes af Livregiment Kyrasserer, 2’ af Livregiment lette Dragoner, S’ af Prins Frederik Ferdinands Regiment lette Dragoner, 4’ af Sjællandske Lansenerregiment, 5’ af Jydske Regiment lette Dragoner og 6’ af Fynske Regiment lette Dragoner. Mandskabet laa ud over Skoletiden normalt inde i 18 eller 15 Maaneder, idet dog enkelte af Hensyn til Garnisonstjenesten blev holdt til Tjeneste i indtil 2 Aar. Fodfolket bestod af Livgarden til Fods, 17 Linie-InfanteriBatailloner og 5 Jæger-Corps, der hovedsageligt blev dannet af de gamle Regimenter paa følgende Maade:
Rekrutterne uddannedes ved Kompagnierne under Majorens specielle Tilsyn i ca. 6 Uger, hvorefter de indgik i Kompagniets Styrke. Normalt laa Fodfolket inde i 16 Maaneder; men af Hensyn til Garnisonstjenesten kunde de holdes inde i indtil 2 Aar, hvilket særligt kom til at gælde Afdelingerne i København, Rendsborg, Gluckstadt og Kiel.
Musikkorpsene.
General Rømer havde ønsket Musikkorpsene, der bestod af 1 Regimentstabour og 8 Hoboister, helt afskaffet ved Infanteriet, dels fordi de kostede Penge, og dels fordi det mange Steder var blevet Skik at forøge Korpsene med Underofficerer, hvilket selvsagt gik ud over Geledtjenesten. Kommissionen havde nok foreslaaet dem afskaffet, men samtidigt aabnet en Bagdør ved at anbefale et temmelig stort Antal hvervede Hornblæsere ved Kompagnierne, saaledes at Bataillonerne kunde formere et lille Kapel. I den nye Lov bestemtes, at der skulde oprettes særlige Brigademusikkorps, og at der ved Batailloner og Jægerkorps, der garnisonerede enkeltvis, skulde ansættes 16 Spillemænd, for at de kunde sammensætte særlige Musikkorps. Brigademusikkorpsene, der garnisonerede sammen med Brigadestaben, kom til at bestaa af en Brigadetambour som Anfører, 26 Hoboister og 5 Tambourer af Bataillonernes Styrke til at slaa Tromme, Bækken og Triangel.
Uniformering.
Den gamle Hær frembød et pragtfuld Skue med sine mange straalende Uniformer, af hvilke de fleste var røde. Kun enkelte Afdelinger afveg herfra; Hestgarden bar gule Kollerter under Kyradserne, og Kyradsererne havde hvide Kjoler, Lansenerne var lyseblaa, Husarerne byttede om Vinteren den lyseblaa Doliman med den røde Pels, og Jægerne var mørkegrønne. Men selv om Grundfarven var ens, var der saa mange Nuancer i Kraver, Kanter, Knapper, Benklæder, Chakoter, Chapkaer eller Hjelme, at man altid nøjagtigt kunde se, til hvilket Regiment eller Korps en militær Person hørte, og ser man nærmere paa de enkelte Deles Form og Sammensætning, maa man sige, at de i ædel Skønhed passede til vor Guldalders høje kunstneriske Kultur. Den megen Forskellighed spillede heller ikke den Rolle, som den vilde gøre nu, fordi Officererne blev ved deres Regiment til de skulde være Stabsofficerer, og Underofficererne selvfølgelig heller ikke flyttedes. Nu skulde der spares og Hæren gøres saa ensformig som muligt, og derfor bestemte Kongen, at Uniformerne skulde simplificeres og indrettes paa bedste samt mindst bekostelige Maade. Uniformskjolen ved Infanteriet og Dragonerne havde Rabatter, men deraf fulgte, at Kjolen ikke kunde knappes foran, men maatte hægtes, og det havde til Følge særlig for det svære Tøj, at de ikke sluttede tæt, ja ofte gabede mellem Hægterne, saa de var kolde at gaa med. Jægernes grønne Uniform var langt mere praktisk, idet den var overknappet som vor Garnisonsfrakke. Kommissionen ønskede ogsaa Uniformen gjort ens, fordi Fremstillingen vilde blive simplificeret, og foreslog derfor, at Munderingskjolen blev ligesom Jægernes uden Rabatter og til at overknappe med 2 Rader Knapper. Tillige vilde man helst kun have een Farve i Hæren; men Jægerne kunde man ikke godt give røde Uniformer, og dette vilde have til Følge, at Officerer, der forsattes fra Infanteriet til Jægerne eller omvendt, maatte købe nye Uniformer. Den røde Farve var i det hele upraktisk, fordi der ikke var Brug for den til andet, saa Fabrikanterne ikke kunde komme af med mindre vellykkede Partier og derfor maatte beregne sig en højere Pris. Man kunde da tænke sig en lyseblaa eller mørkegrøn Farve. Kongen resolverede imidlertid, at der skulde indføres en ensartet rød Uniformskjole, hvis Krave, Kanter, Spejl og Knapper skulde angive Vaabenarten, medens Bataillons- eller Regimentsnummeret skulde anbringes paa Skulderklappen. Disse Bestemmelser gjaldt ikke Ingeniørkorpset, der fik mørkeblaa Frakker, Livgarden og Jægerne, der i Hovedsagen beholdt deres gamle Uniformer. Først 14’ Marts 1848 blev den røde Uniform ombyttet med den blaa. Mandskabet fik ligesom nu Overmunderingen leveret; men der blev dengang taget mere Hensyn til den enkelte Mand, idet Tøjet blev passet til, saa det virkelig sad ordentligt. Efter den første Hjemsendelse blev Tøjet lagt til Side til Manden i de 8 Aar, han stod i Linien og Reserven, saaledes at han ved Genindkaldelserne kunde faa sit eget Tøj udleveret. Naar Manden overgik i Forstærkningen, blev Tøjet derefter anvendt som Øvelsessæt for Rekrutterne. Undermunderingen fik Mandskabet ikke udleveret; men i Stedet fik de et Undermunderingstillæg, der for de menige Infanterister ialt beløb sig til 19 Rbd. 24% Sk. Sølv. Derfor kunde købes de nødvendige Sager ved Kompagniet, og Prisen, der blev fastsat af Kollegiet, dækkede lige Anskaffelsesomkostningerne, hvorhos der blev et Beløb til Smaafornødenheder og Vedligeholdelse af Fodtøjet. Medens Kommissionen bibeholdt Inddelingen i Linie og Forstærkningens Fastmandsklasse hver paa 8 Aar, delte Hærloven den første Afdeling i to Dele: Linien og Reserven, hver paa 4 Aar. Denne Ordning var ikke heldig. Teoretisk skulde man straks efter Oprørets Udbrud have kunnet opstille 13 Linie- og 6 Reservebatailloner og 3 Linie- og D/o Reservejægerkorps. Men medens Linien allerede 3 Uger efter Oprørets Udbrud kunde tilføje Insurgenterne det følelige Nederlag ved Bov, var Reserveafdelingerne først 2 Maaneder efter Oprørets Udbrud i Slutningen af Maj ved at blive færdigorganiseret med Officerer og Underofficerer, der udtoges mellem Eleverne paa Centraleksercerskolen i København, mellem gamle Befalingsmænd, der var blevet befordret i Civiletaterne, og frivillige fra Sverige og Norge. Denne Ordning betød altsaa i Virkeligheden en betydelig Svækkelse af Arméens Kampkraft i Krigens første meget svære Dage. Hverken Frederik VI eller Kommissionen mente at kunne skaffe de fornødne Midler til Enkadrering og Uddannelse af Forstærkningen, selv om Kommissionen stærkt anbefalede det og tildels anviste Midlerne dertil, og den nye Hærlov skød Spørgsmaalet fra sig. Under Kongen havde der i den gamle Hær i Fredstid ikke været organiseret nogen overordnet Kommandomyndighed med krigsmæssige Opgaver, idet Generalkommandoerne var rent administrative Institutioner, og denne Ordning fulgtes af saavel Kommission som Hærlov. Derimod indførtes Brigadeinddelingen i Fodfolket og Rytteriet imod Kommissionens Indstilling. I Man fik derved et Komando med et Antal Enheder under sig, *en Ordning, der havde vist sig praktisk i Kampene ved Landets Sydgrænse i 1813. At der ikke blev taget Hensyn til Hærlovens Inddeling og den Smule Samarbejde, den havde skabt, da Krigen brød ud, kan ikke bebrejdes Loven. Artilleriet havde ogsaa ønsket en Brigadeinddeling; men den havde Kommissionen afvist og Hærloven ikke optaget. Efter den gamle Hærorganisation talte Fodfolkets Linie 124 Kompagnier, hvoraf de 17 var Grenaderkompagnier, de 78 Musketer kompagnier og de 29 Jægerkompagnier. Efter Kommissionens Forslag skulde der være 120 Kompagnier, hvoraf de 36 Jægere. Hærloven satte Antallet til 126, hvoraf kun de 30 var Jægere, hvilket altsaa var en betydelig ringere Procent end Kommissionens. Det viste sig ogsaa hurtigt i Krigen, at Tallene var for smaa, hvorfor 1’, 2’, 10’ og 12’ Bataillon under Vaabenstilstanden mellem 1848 og 49 blev omdannet til »lette« Batailloner. Naar man ikke mente, at Folkene var intelligente nok til alle at kunne blive uddannet til Jægere, var det en rigtigere Løsning at opstille særlige Jægerkompagnier fremfor at skulle trække paa Kompagniernes Furerskytter, som man maatte gøre visse Steder i Udlandet. Hærloven samlede alle Jægerkompagnierne i særlige Korps, og denne Ordning maa ogsaa anses for at være den bedste, da Bataillonerne ikke selv havde videre Brug for Jægerne, hvorimod det maatte være Brigaderne, hvem Sikrings- og Efterretningstjenesten paahvilede. Først 1860 blev Infanteristerne og Jægerne slaaet sammen og fik de førstes Navn og i Hovedsagen de sidstes Reglement; men den rette Aand var endnu i 1864 langt fra trængt ind i hele Fodfolket, som bl. a. Affæren ved Lundby viste. Den nye Hærlov brød med den ældgamle Regimentsinddeling og satte i Stedet Bataillonsinddelingen. Derved opnaaedes, at Bataillonscheferne blev helt selvstændige, og taktisk var det ogsaa et Fremskridt, fordi det er umuligt at manøvrere med 2-Bataillons-Regimentet uden at bryde Bataillonens taktiske Inddeling. I Stedet for Regimentet indførte man Brigaden paa ca. 4 Batailloner og 1 Jægerkorps; men denne var vel stor, og det bedste Resultat var sikkert naaet ved at beholde de nedarvede Regimenter og forøge dem med en Jæger- eller Infanteribataillon, saa de fik samme Styrke som vore nuværende Regimenter. Ophævelsen af de gamle Regimenter førte imidlertid til en Svækkelse af Korpsaanden; men denne havde maaske ogsaa dengang udviklet sig paa en uheldig Maade, siden man hører saa megen Tale om, at nu fik man een Hær i Stedet for en Mængde forskellige Afdelinger. Officielt blev en Række Afdelinger gjort til Arvtagere af de gamle Regimenter, og det synes, som om der ikke er taget tilbørligt Hensyn hertil af senere Lovgivere. I Øjeblikket ligger for Eksempel de tre jydske Regimenter i Vordingborg, Viborg og Roskilde, Sjællandske Jægerkorps i Sønderborg, Jydske i Vordingborg, Slesvigske i København og Lauenborgske i Haderslev. I 1880 oprettede man atter Regimenter ved Fodfolket, og der havde dengang været en Mulighed for at gøre Fejlen god igen; men man forspildte Chancen. I 1922 havde man haft Lejlighed for at samle Scharffenbergs Brigade i Aalborg; men man valgte at sende 25’ Bataillon dertil og lægge 20’ Bataillon i Viborg. Samtidig maatte man indføre nye Faner, og her valgte man efter Kommissionens Forslag de røde Faner med det hvide Kors, som man gjorde bredere og gav Dannebrogsordenens svungne Linier, en smukkere Form end de tidligere Grenaderog Landeværnsfaner; men de er nøjagtig ens, og ud over Nummeret fortæller de intet om deres Afdeling, og derfor virker de ikke som de gamle maleriske og særprægede Faner, og man maa endelig ikke glemme, at disse i Modsætning til andre Hæres Afdelingsfaner bar Dannebrog paa Hæderspladsen i øverste Hjørne ved Stangen. Rytteriets gamle Regimentsnavne og Estandarter forsvandt og erstattedes med Numre og Dannebrog; men Forandringen blev ikke saa stor som ved Fodfolket, fordi Regimentsinddelingen blev bevaret. Populært fik Regimenterne som bekendt ogsaa Navne efter Garnisonsbyerne, og disse Navne blev noksaa betegnende som Numrene, da disse senere endog skiftedes for nogle af Regimenterne. Skønt Rytteriet blev reduceret med en Fjerdedel, blev dets Organisation og Udrustning saa enkel og moderne, at det fuldt kom til at passe ind i den nye Hær. ^ Artilleriet var det Vaaben, der kom til at lide mest under Fordringerne om Sparsommelighed og Nedsættelse af Budgettet. Det maatte sikkert betragtes som et alvorligt Skridt at nedsætte Batteriernes Antal fra 18 til 14, idet 18 Batterier næsten svarede til 21/2 Piece til 60.000, og skulde Forstærkningen kunne optræde sammen med Linien, maatte den selvsagt ogsaa udstyres med Artilleri. Yderligere at nedsætte Tallet gjorde Vaabnet saa svagt, at det kunde volde Vanskelighed | at opstille en saadan Artillerimasse, at man dermed kunde gennemtvinge en Afgørelse. Dertil kom, at man af Sparsommelighed kun gjorde nogle af Batterierne bespændte i Fredstid, endda kun med det nødtørftigste Antal Heste. Følgen var, at Hæren i Kampen ved Bov kun kunde raade over Halvdelen af 1’ Artilleriregiment. Ingeniør korpset, der tidligere udelukkende havde bestaaet af Officerer, Officianter og Underofficerer, fik ved denne Lov ogsaa faglært Mandskab til Udførelse af Arbejder, hvortil fordredes specialuddannede Folk, og til Arbejdsledere. I 1842 fik de ikke deres Ønske om ogsaa at faa Pontonereme flyttet over fra Artilleriet; men Treaarskrigen viste hurtigt denne Fordrings Berettigelse, og 3/12 1848 blev Brotrainet underlagt Ingeniørkorpset indtil videre.
Gordon Norrie.
