Med det andet Slag ved Marne havde Krigslykken uigenkaldeligt vendt Tyskland Ryggen. Først var det Tropperne hjemme i Garnisonerne, Matroserne, Mandskabet i Etaperne og de at den russiske Bolchevisme smittede „Øst-Divisioner", der svigtede. Senere tabte ogsaa mange ellers tapre „Frontsoldater" Modet. Nogle blev tro til det sidste. Særlig tapre synes Wurttembergerne og Ilanseaterne at have været — og naturligvis den preussiske Garde. Til dem, der ikke svigtede, hørte ogsaa Pionererne . LJnder de sidste Maaneders fortvivlede Kamp mod Overmagten, der er saa fortrinligt skildret i 122’ Regiments Historie"), blev Pionererne mere end nogensinde før sat ind i forreste Linie som Fodfolk. Man lukkede Hullerne med det, man havde.
Ved Blérancourt (ved Oise— Aisne-Kanalen) blev Pionerbataillon Nr. 8 i August 1918 sat ind i forreste Linie, efter at baade Fodfolk og A rtilleri ved Fjendens 3’ Storm var løbet over Ende. To Pionerkompagnier overtog hele Divisionens Front og holdt Stand, til de andre Vaaben var kommet tilbage over Kanalen. Den 7’ Oktober 1918 stormede samme Bataillon Haumont-Skoven (Nord for Verdun) og holdt den de følgende Dage mod gentagne fjendtlige Angreb. Den 11’ Oktober blev de tilstødende Fodfolksafdelinger trængt tilbage. Efterhaanden blev Pionererne fuldstændig isolerede. Franskmændene angreb fra Syd og Vest, Amerikanerne fra Nord og Øst. Situationen blev tilsidst fortvivlet, navnlig da ogsaa det tyske A rtilleri, der ansaa Skoven for tabt, tog denne under voidsom Beskydning. I sidste Øjeblik lykkedes det at faa Forbindelse med en tysk Flyver, og et Modangreb kastede derpaa Amerikanerne tilbage. Divisionschefen sagde efter Slaget til Pionererne : „1 Pionerer har været Divisionens Hjørnepille, paa Jer kunde man ubetinget stole". Den 26’ Oktober 1918 besatte Infanteriregiment Nr. 75 1 km nordvest for Chateau Porcien ved Aisne en 600 m bred Front'). Regimentets Styrke var i de foregaaende Maaneders Kampe svundet ind til godt 100 Mand. 1 de følgende Dage blev gentagne Angreb af den overlegne Fjende slaaet tilbage, men allerede den 21' Oktober var der a f 400 Mand kun 250 tilbage. Det var derfor en stor Hjælp for Regimentet, at det den 31’ fik stillet 5’ Kompagni af PionerbataF'on Nr. 9 — 2 O fficerer og 58 Mand — til Raadighed som „Stosskompagnie". Samme Dag brød Franskmændene igennem paa højre Fløj af Regimentet, men Regimentskommandøren, Oberstløjtnant Hagedorn, sendte sin Reserve, 1’ Kompagni (kun 1 Officer og 19 Mand), og Pionerkompagniet frem til Modstød, hvorved den mange Gange overlegne Modstander fuldstændig blev løbet over Ende og bl. a. mistede 25 Fanger.
Da der efter denne Kampdag gabede et Hul mellem 75' Regiment og Naboregimentet, Grenader-Regiment Nr. 89, blev Fronten mellem de 2 Regimenter den 1’ November besat af Pionerbataillon Nr. 126. E fter Afslutningen a f Vaabenstilstanden fik Pionererne endnu en stor Opgave. Den Frist, der var givet den tyske Hær til at rømme venstre Rhinbred, var meget kort, og de Tropper, der ikke kom over Floden i rette Tid, vilde blive Krigsfanger. De forholdsvis faaRhinbroer slog ikke til til de med bred Front tilbagegaaende Hære. Der blev derfor i sidste Halvdel af November slaaet et stort Antal Pontonbroer over Floden, og de tyske Pionerer har her givet endnu et Bevis for, at dem kunde man stadig stole paa. Ved deres trofaste Pligtopfyldelse i disse for den tyske Hær saa triDage har de frelst mange a f deres Kammerater fra et forsmædeligt Fangenskab.
Tabene.
Tabene i Verdenskrigen var store — langt større end man i Almindelighed gør sig en Forestilling om. Mest gik det vel ud over Fodfolket. Det wiirttembergske Fiisilier-Regiment Nr. 122, der den 1’ August 1914 rykkede i Felten med ca. 3100 Mand, mistede af Officerer, Underofficerer og Menige ialt:
Faldne 3510
Saarede 8774
Savnede 436
Fanger 1933
lait 14,653, d. v. s. næsten 5 Gange Mobiliseringsstyrken.
Lignende Tab havde de andre Fodfolksafdelinger, der deltog i hele Krigen. Saaledes mistede F Garde-Regiment alene a f Døde ca. 3700 Befalingsmænd og Menige. 5’ Garde-Grenader-Regiment1") havde 3800, det hessiske Leibgarde-Infanterie-Regiment Nr. 115 ca. 3000, 1’ Bayerske Jæger-Regiment") endog 4038 Døde. Ved Fodfolksafdelingerne kan man saaledes anslaa Tabene af Døde til noget over Mobiliseringsstyrken og de samlede Tab til 4— 5 Gange denne. A t Pionerernes Tab skulde blive store, havde man ikke ventet: „V i Pionerer var enige om, at vi i en Krig ikke vilde faa et særlig stort og farefuldt Arbejde; om vore gamle Kammerater sagde man, at de i 1870 var vendt hjem til Garnisonerne med flere Folk, end de rykkede ud med1-)- Alligevel blev det i Verdenskrigen Pionererne, der næst efter Fodfolket led de største Tab, og det var en simpel Følge a f deres stadige Anvendelse i forreste Linie Side om Side med Fodfolket. I Slaget ved Lubaczowka — Korenica i Galizien (13’Juni 1915) mistede 107’ preussiske Division 22 Officerer og 1060 Mand, Døde og Saarede, — „lutter' Infanteristel' og Pionerer." Artilleri og Rytteri havde, skønt de i enhver Henseende gjorde deres Pligt, ingen Tab. Grunden var, skriver Divisionschefen, General Moser, at det russiske Artilleri næsten udelukkende skød paa det tyske Fodfolk.
I Slaget ved Narocz-Søen — Marts 1916 — mistede samme Division 50 O fficerer og 2000 Mand, hvoraf over 95 % falder paa Fodfolk og Pionerer.
A t Pionerernes Tab til Tider' meget vel kunde sidestilles med Fodfolkets, viser den foranstaaende Sammenligning mellem 18’ Pioner-Regiments og 115’ Infanteri-Regiments Tab ved Verdun.
Ialt mistede de tyske Pionerer under Verdenskrigen ca. 50,000 Faldne.
e. Formationer bag Fronten.
Foruden de egentlige Pioner-tropper, der som Kamptropper tildeltes Divisionerne, Armékorps irr. m., nødvendiggjorde Krigen, og da navnlig Stillingskrigen, Oprettelsen af talrige særlige Formationer, der, skønt tie ikke var egentlige Pioner tropper, dog man regnes fortekniske Tropper-. „Stærkstrømsafdelingerne" havde til Opgave at for syne Værksteder og Kvarterer med elektrisk K ra ft og Belysning. Hertil benyttedes først og fremmest vedkommende Egrrs eksisterende Ledningsnet. Disse A fdelingers Virksomhed hørte vel hjemme i Etapeomraadet, men de har dog ogs.ia haft Opgaver i de forreste Linier som f. Eks. Belysningsanlæg i Stillingerne og elektriske Hindringsbælter. 1 1917 talte de 11 Kompagnier. Armeringstropperne blev oprettede ved Mobiliseringert til Armering af Fæstningerne. Seirere førtes de i Felten til Anlæg a f tilbagetrukne Stillinger, Lejre m. nr., Vejanlæg o. lign. løvrigt var deres Arbejde meget forskelligartet. „De har fremstillet og tilvejebragt alt, hvad den Armé, de var tildelt, havde Brug for, lige fra en Sodavandsfabrik til de sværeste Rum". De var- oprindelig noget broget sammensat; i 1915 formeredes de i Armeringsbatailloner". Det er disse Armeri ngsBatailloner, hvoraf der ved Krigens Slutning var 217, der under Ledelse af særlige Stabe (Baustabe, Oberbaustabe) har foretaget de store Stillingsanlæg. „Hvad Armeringstropperne uden Vaaben, uden egentligt Officerkorps, i lang Tid uden Feltkøkken, uden Træn, tarvelig klædt, forplejet, underbragt, ofte under betydelige Marchpræstationer og i den fjendtlige Ild, ubemærket a f Offentligheden, uden offentlig Tak og Anerkendelse har præsteret i Felten er „ein Ruhmesblatt stillen Heldentums", som den tyske Hær, men især Fagmanden, Pioneren, ikke vil glemme dem".
Oberstløjtnant Augustin anser en planmajssig Oprettelse af Armerings-Batailloner ved en frem tidig Mobilisering for nødvendig og mener, at de, hvad Kommandoforholdene angaar, bør knyttes til Pionertropperne.
III
ERFARINGER OG BETRAGTNINGER.
1) Pionerernes Anvendelse og Uddannelse.
„Nach dem Kriege mussen alle Waffen umlernen, mil- Fussartillerie und Pioniere nicht", sagde Generalfeldmarschall v. Woyrsch. De tyske Pionerer har under Verdenskrigen i rigt Maal faaet Brug for al den Teknik, de havde lært i Fredstid; de var i Krigen først og fremmest tekniske Tropper, de anførte Eksempler viser det; her er ingen Diskussion mulig. „Die Pioniere sind einc technischc Truppe und sollen es bleiben". Men ved Siden heraf lægger Tyskerne som nævnt stor Vægt paa den infanterimæssige Uddannelse og hævder, at Krigen har vist dennes Nødvendighed. Major Uopff':) siger, at Krigen uimodsigelig har vist Nødvendigheden af, at Pioneren uddannes til „vollwertiger Infanterist", og han begrunder det med, at kun en Pioner, der fuldt behersker de andre Vaabens Taktik, er i Stand til paa rette Sted at hjælpe disse med de rette tekniske Forholdsregler.
I samme Retning udtaler Oberstløjtnant Augustin sig:
„Verdenskrigen har vist, hvor vigtig denne Vurdering af det infanterimæssige i de tyske Pionerers Uddannelse var, idet de først derved blev pionertekniske Kamptropper og dermed overlegne over Pionererne i alle andre Hære, hvis Pionerer mere eller mindre var militære Ilaandværkere og Teknikere. Saaledes var de østrigske Vaabenkammcrater i deres tekniske Kundskaber ofte de tyske Pionerer overlegne; men til en Flodovergang overfor Fjenden eller til Opstilling af Stormtroppe var de mindre egnede end de tyske Pionerer. Først den infanterimæssige Uddannelse gjorde den tyske Pionerofficer og Underofficer skikket til Samarbejde med Fodfolket, hvis Væsen og Krav han derved blev fortrolig med........................................... ............ Netop den omhyggelige infanterimæssige Uddannelse var det, der karakteriserede den tyske Pioner og gjorde ham frygtet a f Fjenden. „Pionier sein, heisst angreifen". A t denne Uddannelse ogsaa frem tidig maa opretholdes i fuldeste Omfang, er efter disse K rigserfaringer en Selvfølge. Det er nødvendigt, hvis da Pionererne i det hele taget vil være og forblive Kamppionerer ........................................................................ ........... Kun paa eet Punkt maatte den tyske Pioners Uddannelse under Krigen suppleres. Den F Oktober 1915 maatte Krigsministeriet erkende Nødvendigheden af, at Pionererne frem tidig ogsaa maa uddannes i Geværkamp (im Gewehrfechten) som Infanteriet, Krigen beviste netop, at Pioneren maa kunne kæmpe som Infanterist."
Som før nævnt havde Tyskerne allerede før Krigen paa Grund a f den for korte Uddannelsestid — 2 Aar — indført en Sondring mellem Felt- og Fæstningspionerer. (Vi havde jo delt vore Pionerers Uddannelse paa ganske tilsvarende Maade). Under Krigen var der ingen væsentlig Forskel paa Felt- og Fæstningspionerernes Anvendelse. Dette kunde tyde paa, at „Enhedspioneren" er Idealet. Major Wørlen14) gør sig afg jort til Talsmand for Enhedspioneren. „Blandt de Krav, som Krigen har stillet, staar Genindførelsen a f „Enhedspioneren" øverst. Alle Pionertropper maa være i Stand til at betjene Bromateriellet, alle maa være Stillingskrigens Opgaver voksen saavel i Angreb som i Forsvar." Men Krigen har forøget Pionertjenestens Omfang, og det opfordrer til fortsat Specialisering. „Ogsaa for Fremtiden er det nødvendigt at dele Pionererne saaledes, at nogle faar forøget Uddannelse i Krigsbroslagning, andre i Stillingsbygning, hvorved dog Uddannelsen i videst mulig Udstrækning bør gøres fælles". Og Ønskeligheden a f saa vidt muligt at gøre Uddannelsen ens kommer ialt Fald her hos os — ligesom Kravet om den fuldkomne infanterimæssige Uddannelse — i Strid med den korte Uddannelsestid. Oberstløjtnant Augustin, der hævder Standpunktet: „Nogen Specialisering i den tekniske Uddannelse — Vollvvertiger Infanterist", siger „Pionerrekrutterne behøver mindst 18 Maaneders Uddannelse". Om en kortere Uddannelsestid, omtrent svarende til vore 6Ve Maaned, siger Oberstløjtnant ITertzer' '). „Paa t> Maaneder er det udelukket at uddanne et Pionerkompagni ligeligt med Krigsbromateriellet og i de talrige andre Tjenestegrene (Mine- og Sapearbejde, Sprængninger, Feltbefæstning, Nødbroslagning), saaledes at Uddannelsen bliver tilstrækkelig. Det har K r igen utvivlsomt lært". Det er da ikke for meget sagt, at for os er en ret vidtgaaende Specialisering nødvendig, ligesom vi maa renoncere paa Kravet om den fuldkomne infanterimæssige Uddannelse.
Tyskerne anvendte i udstrakt Grad Pionererne som Fodfolk; dette medførte store Tab, og der rejser sig da det Spørgsmaal, om det ikke havde været bedre, om de havde sparet Pionererne til tekniske Anvendelser. Ma jor Wørlen kræver her, at det bør paalægges alle højere Foresatte som en streng Fligt kun at anvende de tekniske Tropper til deres specielle Formaal — selvfølgelig med Undtagelse a f særlige Tilfælde. Ja, men kommer ikke de fleste af de ovennævnte Situationer, da Tyskerne satte deres Pionerer ind som Fodfolk ind under Begrebet „Særlige Tilfælde", som ved Somme eller Regimentet Bremen den .‘>1/10 1918. Handlede General Kühne ikke fuldt forsvarligt, da han lukkede Hullet i sin Front med sine Pionerer, og General Litzmann, da han førte sit Pionerkompagni frem til Bajonetangreb? Jo, utvivlsomt. I enhver K rig kan der indtræde Situationer, hvor det ikke alene er forsvarligt, men nødvendigt at føre hver disponibel Mand i Ilden. Men uden videre lader de tyske Forhold i Verdenskrigen sig ikke overføre paa vore. Den tyske Pioner i 1911— 18 var „vollwertiger Infanterist", det er den danske Pioner i 1926 ikke (hverken i Uddannelse eller Bevæbning). Og endnu en Ting vejer tungt i Vægtskaalen. Da General Kühne satte sin Pionerbataillon ind i forreste Linie, talte de tyske Pionertropper over 100 Batailloner, saa var Bataillonen bleven tilintetgjort, kunde den vel være bleven erstattet. Men en dansk Pionerbataillon er 1/3 af vore Pionere]-, og de kan ikke erstattes. Endnu maa citeres en Udtalelse af Oberstløjtnant Augustin om Uddannelsen af Pionerofficererne: „Ogsaa de tyske Pionerofficerers Uddannelse til Krigen var god. Omend de aktive Pionerofficerers tekniske Viden stak mindre dybt end de østrigske Kammeraters, saa overtraf de dog Pionerofficererne i alle kæmpende Arméer ved deres militære Dannelse, deres infanterimæssige Dygtighed, deres krigerske Evner. I Praksis i Krigen viste dette sig vigtigere end de grundige tekniske Kundskaber". T Tilslutning hertil fremhæver Oberstløjtnanten den store Betydning af den fortsatte tekniske Uddannelse af unge Pionerofficerer paa „Militär-technische Akademie" samt Nødvendigheden af, at Pionerofficeren forstaar at færdes mellem og omgaas Officerer af de andre Vaaben.
b) Styrke og Organisation. E t Pionerkompagni pr. Fodfolksregiment var det Minimumskrav, som Krigens første Aar lærte Tyskerne, og vi har set, hvorledes de forgæves søgte at fo røge Antallet af Pionerer i Overensstemmelse hermed. Dog viste dette sig heller ikke fuldt tilstrækkeligt, men der krævedes yderligere 1 Kompagni pr. Division til særlige Opgaver og for hver 3 Divisioner yderligere 1 Pionerbataillon som „Heeresreserve", samt for endnu større Hærenheder yderligere Reserver. „Der General vom Ingenieur- und Pionierkorps im Grossen Hauptquartier" har i en Betænkning a f 3/5 1917 nærmere specificeret disse Resultater af Krigserfaringerne, og denne Betænkning stemmer i Hovedsagen overens med et af Krigsministeriet udarbejdet Forslag til „Pionierbedarf des deutschen Heeres auf Grund der Kriegserfahrungen". Oberstløjtnant Augustin opstiller i Overensstemhermed nedenstaaende Plan for
Fredsorganisation af Pionererne ved en Generalkommando paa 3 Divisioner ;i 3 Infanteriregimenter.
Regimentsstab.
Regimeidschef (Stabsoffizier der Pioniere beim Generalkommando). Oberstleutnant (beim Pionierstab des Armékorps). Premierløjtnant, Adjutant. Stabsofficer (inaktiv, til Raadighed).
Styrkeforholdet mellem Fodfolk og Pioner i den tyske 1 Hær under Verdenskrigen stillede sig, som følger:
1’ Jan. 1915 1' Oktbr. 1917 1' Oktbr. 1918
Fodfolk ..... 71,6 60,1 50,1
Pionerer ...... 1,9 6,1 6,9
c ) Tjenestcrejen. Føl’ Krigen gik Tjenestevejen, hvad den pionertekniske Uddannelse angik, gennem Generalinspektøren, — Vaabentjenestevejcn — iøvrigt gennem vedkommende Generalkommandoen — Troppetjenestevejen.
Ved Krigens Udbrud blev Vaabentjenestevejen ophævet. Vi har set, at de Ulemper, dette medførte indenfor Divisionernes Omraade, bevirkede, at man her indførte Vaabentjenestevejen igen. Ogsaa ved Armékorpsene, Arméerne og Armégrupperne fik Ophævelsen af Vaabentjenestevejen, der berøvede de paagældende højere Pionermyndigheder enhver Indflydelse paa Tropperne, uheldige Følger (det første Slag ved Marne). Ganske vist gav Stillingskrigen og dens Krav, navnlig til Pionerarbejde bag Fronten, Tilvejebringelse a f Materiel m. m. ogsaa disse højere Pionerstabe nok at gøre, men Pionertropperne ved Fronten savnede deres Vejledning og Støtte. Til en Genoprettelse af Vaabentjenestevejen, som ved Divisionerne kom det ikke for de højere Leds Vedkommende, men i Praksis genopstod den efterhaanden de fleste Steder, idet de lavere Pionermyndigheder af sig selv henvendte sig til Pionermyndighederne ved de højere Led om Raad og Støtte og fik det. At Vaabentjenestevejen heller ikke i K rig helt kan ophæves for de højere Led ses bl. a. deraf, at den ved flere Lejligheder midlertidig indførtes. Vi har f. Eks. set hvorledes 7’ Armé før Overgangen over Marne gav sin „General der Pioniere" Kommandoen over samtlige Pionertropper, der deltog i Operationen.
Generalinspektøren blev ved Krigens Udbrud „General vom Ingenieur- und Pionierkorps im Grossen Hauptquartier", og herved mistede ogsaa han al Kommando over og al Forbindelse med Pionertropperne, lians Arbejdsfelt blev saa ringe, at han udbad sig og fik Kommandoen over et Armékorps. Praksis viste imidlertid, at Stillingen ikke kunde undværes, den havde kun været galt organiseret, og i 1918 blev den igen besat. „Pionertropperne maa ogsaa i Krigen have en øverste Chef for Vaabnet, der kan varetage dets pionertekniske Ledelse, Udrustning og Udvikling, samle og klarlægge de mangeartede pionertekniske Erfaringer og Ønsker og træffe Afgørelser med Hensyn til dem." Men ogsaa som pionerteknisk Raadgiver kan Pionerernes øverste Chef faa Lejlighed til at gribe ind. Som Eksempler fra Krigen nævnes: Angrebet paa Verdun, „Alberich"-Foretagendet (Ødelæggelsesarbejderne før og under Tilbagetoget i Foraaret 1917), den store Offensiv 1918, Slaget ved Marne— Reims, Forstærkningen af Maas-Stillingen og Tilbagetoget over Rhinen. Ogsaa Hindenburg og Ludendorff samt Krigsministeren, General v. Stein, m. fl. har i 1917 fremhævet Nødvendigheden a f en Generalinspektør for Ingeniørtropperne. Saavel i K rig som i Fred er en højeste Chef og Vaabentjenestevejen uundværlige for Pionertropperne, det har Krigen vist, men ogsaa Troppetjenestevejen, Fo rbindelsen og Samarbejdet med Division og General kommando er nødvendig, for at Pionererne ikke skaf føre en isoleret Tilværelse afsondret og fremmed for de andre Vaaben. Krigen har vist, at de to Tjenesteveje meget vel lader sig forene; de staar ikke i Vejen for hinanden, tvertimod de supplerer hinanden og giver i Fællesskab og Samarbejde Vaabnet en god og sund Udvikling. „Uden Troppetjenestevejen vil Pionervaabnet føre en Særtilværelse uden for de andre Vaaben, uden Vaabentjenestevejen forbenes, forsumpes, gaa til Grunde."
d) Samarbejdet med da undre Vaaben.
Vi Pionerofficerer synes ofte, at der ved de store Manøvrer gives Pionerkompagnierne alt for ringe Le jlighed til at udføre tekniske Arbejder. Aarsagen hertil ligger lige for, thi ud over de forefaldende Broslagninger med det medførte Materiel er det næsten umuligt fo r os i Fredstid at udføre pionertekniske Arbejder andre Steder end hjemme paa vor Øvelsesplads. Paa Manøvrene medfører vi om muligt vore tekniske Vogne, og de er fyldt med Redskaber for Jordarbejdere, Tømrere, Smede m. fl„ med Ammunition o. s. v. Men hvorledes skal vi anvende dem der? Grave- og Sløringsarbejder skal de andre Vaaben selv kunne udføre. Der er ingen Pigtraadshegn at bane Vej igennem, og vi faar hverken Tid eller Lejlighed til selv at lave saadanne. Sprængning a f Broer sker ved, at Broen erklæres for sprængt; der er derfor heller ingen Lejlighed til at reparere sprængte Broer. Ikke engang en Nødbro faar vi Lov til at slaa. Thi hvor skal vi tage Materialerne fra, da vi ikke har nogen Park til at levere dem og heller ikke maa tage dem, hvor de ellers er at faa. Der er ingen Granattragte, altsaa heller ingen Vejreparationer at foretage eller Tragtterræn at overvinde, og at sløjfe Gærder, Hegn og Grøfter og fælde Træer i Skove og Haver til Anlæg a f Kolonneveje gaar ikke an. Om større Ødelæggelsesarbejder som Afbrænding af Landsbyer, Sprængning a f Jernbaner, Veje, Bygninger m. m. vil jeg slet ikke tale. Og saa hele Stillingskrigen med dens Iscenesættelse a f Arbejder i stor Stil, Anlæg a f Betonrum, Vandafledning, Mineringsarbejder, for ikke at tale om Minekrig og den meget vigtige Parktjeneste. Resultatet er kendt nok — Pionererne bruges som Fodfolk, som Dækning for Artilleri, sættes „bagerst i Kolonnen", ender ialt Fald med at blive sat ind i fo rreste Linie som Fodfolk, der hvor man lige i Øjeblikket ikke har Fodfolk disponibelt — hvilket sidste jo efter Krigserfaringerne (i alt Fald de tyske )paa ingen Maade kan kaldes unyttigt, da ogsaa det kan forekomme i Krig. Men den pionertekniske Side af vor Uddannelse, den er det, vi gerne vil have Lejlighed til at prøve — og det faar vi som nævnt kun i ringe Grad. Derfor hænder det, at Pionererne føler sig tilsidesat og fin der, at de har mere Udbytte a f deres egne Udrykninger, hvor Befalingsmænd og Mandskab faar Lov til at bruge deres Materiel, og hvor de derfor faar Lejlighed til at optræde som de tekniske Tropper, de først og fremmest skal være. De andre vender hjem med en Fo rnemmelse af, at Pionererne naturligvis er nødvendige, naar man skal over Vandløb, og at de er meget rare at have i Reserve som Fodfolk, men at man forlæsten ellers — i alt Fald i Bevægelseskrigen — klarer sig ganske godt uden dem. Men alligevel hjælper Manøvrerne til at fremme Forstaaelsen mellem de andre Vaaben og os. En Generalstabsofficer sagde engang til mig: „Jeg har altid tidligere troet, at I Pionerer var nogle sære Muldvarpe, der gik og gemte jer for jer selv ude i Ryvangen; men nu, efter at jeg har faaet Lejlighed til at snakke med ***, kan jeg forstaa, at 1 er lige saa meget Soldater som vi andre."
Ganske lignende som hos os var Forholdene1 før Krigen i Tyskland. Herom skriver Oberleutnant Lehmann i „Bayerische Pioniere im Weltkrieg": „Naar vi Pionerer i Fredstid under Manøvrerne med fuldpakket Tornyster og det stive Bæreapparat med tunge Skridt stampede med i Fodfolkskolonnerne og i Kampen med usvigelig Sikkerhed altid kom til at løbe efter det ridende A rtilleri som Artillerid;ekning fra det ene Bjerg til det andet og saa efter Øvelsens Ophør efter gammel Tradition fik Kvarter i den kengst borte liggende Landsby, saa hørte vi ogsaa de andre sige: „Ja, die Pickels sind doch zu bedauern." Dengang var der endnu ingen tysk Soldat, der anbragte sig i en Skyttegrav, det vilde være umandigt, Pigtraadshegnet var forbudt, det ødelægger Troppernes offensive Aand, Bi •oerne og Spangene blev beregnet — og ogsaa bygget paa Meldingskort." Oberstløjtnant Hertzer siger om Pionererne under de store Øvelser: „Meist konnten sie pioniertechnische Aufgaben nur andeutungsweise ausführen und wurden im übrigen als Infanterie eingesetzt." Som en Trøst tilfø jer Oberleutnant Lehmann: „Immerhin galt der Pickel als achtbarer Soldat und wenn er auch keine Sporen trug, so hatte er doch den schwarzen Kragen." Men han tilfø jer ogsaa: „Der K rieg hat uns wie in so manchen Stücken eines anderen belehrt." Generalinspektørerne (v. der Goltz, v. Beseler og v. Mudra) var klar over, at Pionererne og de andre Vaaben stod alt for fremmede overfor hinanden. De fik derfor indført krigsmæssige pionertekniske Øvelser i Samarbejde med de andre Vaaben. Øvelserne lededes af Pionerofficerer og overværedes bl. a. af Divisionscheferne. Under Kejsermanøvrerne indførtes særlige pionertekniske Øvelser, hvor alle deltog. De lededes af Divisions- og Brigadecheferne og var derfor særlig egnede til at fremme det indbyrdes Kendskab mellem Vaabnene. Det største Udbytte af Øvelserne havde dog Pionererne, der derigennem fik et indgaaende Kendskab til de andre Vaaben, hvilket under Krigen skulde blive dem til stor Nytte. Men for de andre Vaaben var de endnu selv ret fremmede. Det var først Krigen, der lærte de tyske Førere at bruge deres Pionerer. Og den tyske Ilær har været vel hjulpen med sine Pionerer, thi de har forstaaet, hvad det først og sidst kommer an paa: altid at være rede til at ofre sig for de andre Vaaben, saaledes som Fo rholdene i Øjeblikket krævede det, det være sig med tekniske Arbejder — „Schweiss spart Blut" — eller som Kamppionerer „Pionier sein, heisst angreifen."
