Tyske erfaringer vedrørende forsvaret (på baggrund af forsvarskampen om Cassino, Italien)*).
De styrker, der stod til rådighed ved Cassino, tillod på en vis måde at tale om et sammenhængende forsvar. Men der var her, lige så lidt som på andre krigsskuepladser i den anden verdenskrig, tale om et sammenhængende skyttegravssystem. Stillingen var udbygget som enkelte, men stedvis meget stærke støttepunkter. Under kampen, og i det hele taget om dagen, var der ingen mulighed for at komme fra støttepunkt til støttepunkt på enkelte undtagelser nær.
Elastisk forsvar i dybden.
Til dannelsen af et sammenhængende forsvar af en linie, således som man kender det fra første verdenskrig, er i vore dage tilgangen af rent fodfolksmæssige styrker altfor ringe. Kravet om mandskab til løsning af alle opgaver i den uhyre kampzone, der i moderne krig strækker sig fra rustningscentre til den forreste linie, er så store, at der kun kan blive en tynd besætning tilovers til denne forreste linie, løvrigt er en tynd besætning af den forreste linie også ønskelig på grund af den øgede våbenvirkning. De forreste liniers svagbed bliver så at sige ophævet ved, at bevægelige reserver hurtigt kan tilføres. Kravet om hurtigt bevægelige reserver må iagttages for såvel operative som taktiske reserver (inden for en større ramme), d. v. s. kun motoriserede reserver er egnede til disse opgaver. Forlobet af forsvarskrigen i Cassino-området viste, hvilken relativt ringe værdi udbygning af stærke stillinger i grunden bar. Selvom det på de mest afgørende steder drejede sig om stillinger, der var forberedt gennem måneder og for en stor del bestod af betonstøttepunkter omgivet af vældige pigtrådshegn, blev disse stillinger, når de blev angrebet med store styrker, relativt hurtigt overrendt. Det viste sig, at linier, der kun bestod af støttepunkter, let løbes over ende, hvor stærkt udbyggede støttepunkterne end kan være. Men hvor terrainet giver mulighed for det, og hvor modstanderens angrebskraft er udtomt i et givet øjeblik, må forsvareren med alle til rådighed stående kræfter bringe angrebet til standsning, også selvom reserverne skal indsættes. Derimod er doktrinen om den såkaldte liovedkamplinie, der for enhver pris skal holdes (genoprettes), blevet forældet. Forsvarerens hovedkræfter forsvarer sig der, hvor øjeblikkets gunst og det øjeblikkelige styrkeforhold giver ham en chance. Fremskudte stillinger har, på grund af den ringe til rådighed stående fodfolksstyrke, kun en meget teoretisk betydning. A f større betydning er derimod dybden af selve forsvarszonen. Fra den mindste enhed til den højeste kommandoenbed skal føreren altid forsøge at udfylde en zone i dybden, selv på bekostning af en yderligere sva;kkelse af den forreste linie. Det er vigtigt stadig at trække reserver ud af den del af fronten, der ikke bliver angrebet. Hvis man har råd til det, er det udmærket at lade reserverne besa'tte en hovedstilling, således som det var tilfældet på den centrale del af fronten under Cassinoslaget. Men hvis reserven er fåtallig, er det bedre at stille den beredt på motorvogne bag det truede afsnit, rede til indsættelse i alle retninger. Det er almindelig bekendt, at Hitlers dilettantiske føringskunst reducerede forsvarsproblemerne derhen, at han, under trusel om straf, simpelthen befalede fastholdelsen af visse linier, en fordring, der under moderne kamp ikke kan opfyldes. I overensstemmelse hermed gik man på tysk side over til at trække i det mindste lokale reserver så tæt på den forreste forsvarslinie, at de kunne sættes ind til umiddelbart modstod. Når der, hvad der sjældent var tilfældet, ikke var en hel bataillon til rådighed hertil i hvert regimentsafsnit, udtyndede man yderligere den forreste linie for at danne en reserve og gjorde derved atter faren for fjendtligt indbrud større. Man må dog retfærdigvis indrømme, at denne disharmoni mellem hensigten og evnen ikke alene kunne fores tilbage til Hitlers føring, men også havde sin rod i de tyske førkrigsreglementer, der opstillede den bekendte fordring, at hovedkamplinien under indsættelse af alle m idler skulle generobres af forsvarerne, livis kampen på et givet tidspunkt havde medført fjendtlig indtrængen. A lle erfaringer af den gennem måneder førte forsvarskrig ved Cassino klargør, at denne fordring ikke kan gennemføres i moderne krig, når det ene parti på grund af personel- og materielunderlegenhed lielt er henvist til defensiven. Hovedkamplinien blev efter alvorlige fjendtlige gennembrud aldrig generobret. Derimod blev der i den ubefæstede zone i dybden meget ofte ydet modstand, hvor ingen havde ventet det. Manglen på lokale reserver kan ikke altid afhjælpes, men hvad der for ethvert forsvar er uomgængelig nødvendigt er reserver for den højere fører. Hvor de mangler, er der ingen mulighed for et resultatrigt forsvar; kun med tilstrækkelige reserver kan den højere fører håbe på at bringe angrebet til standsning ved en til situationen afpasset beslutning. Denne beslutning om, hvornår reserverne skal su'ttes ind, er en af de vanskeligste i krig. Den højere fører må ved et fjendtligt indbrud afvente konstateringen af, at det ikke kun drejer sig om et afledningsangreb, ligesom han må afvente det egnede tidspunkt for modangreb, en afventen, som for udenforstående ofte ser ud som manglende handlekraft.
Våbnenes samarbejde.
Med hensyn til samarbejde mellem fodfolk og artilleri viste den unormalt store korpsfront af mellem 6— 8 divisioners omfang sig at være til stor fordel. Derved lå hele artilleriet i een korpskommandos hånd, og den vanskelighed for dannelsen af ild tyngdepunkter, som de hyppige korpsskillelinier på andre fronter var skyld i, bortfaldt helt. Det var netop muligheden for samling af batterierne mod de afsnit, der blev truet af gennembrud, som her gjorde indsættelsen af fjendtligt panser umulig ved, at deres opmarch kunne sønderslås. Som en særlig form for artilleriteknisk tyngdepunktsdannelse nødvendiggjorde den stadige mangel på ammunition oprettelsen af, hvad man kan kalde „ammunitionstyngdepunkter“. Under alvorlige kampe blev batterierne inddelte i 3 kategorier rettende sig efter skytsets øjeblikkelige virkemuligheder. Batterierne i tyngdepunktet, d. v. s. alle, der kunne ru'kke dette område, havde ubegrænset rådighed over de dem tildelte ammunitionsmængder, og de blev yderligere forsynet bagfra i størst mulig udstrækning. De nærmest tyngdepunktet liggende divisioner havde visse foreskrevne dagsrationer til brug, hvis kampene greb ind over deres afsnit. Don 3. kategori, d. v. s. de divisioner, som ikke deltog i hovedkampen, var oftest beordret til lielt at standse artilleriets ild for at lade alle muligheder for forsyninger udelukkende komme batterierne i tyngdepunktet tilgode.
På tysk side var man artilleristisk næppe modstanderne underlegen, for så vidt angår antal indsatte batterier. Derimod led den tyske artillerivirksomhed linder en udtalt underlegenhed i luften, som tillod de allierede at råde over en sådan observation fra luften, at alene derved virkningen af det allierede artilleri blev mangedoblet. Det kunne gennem bele dagen ugenert lade helikoptere svæve over de tyske stillinger, en fremgangsmåde, tyskerne var fuldstændig afskåret fra at anvende. De allierede søgte gentagne gange ved indsættelse af kampvogne at overkomme det langsomme tempo, hvori operationerne foregik, men det lykkedes dem ikke. Selvom terrainet omkring selve byen Cassino i og for sig — i modsætning til hvad der i almindelighed var tilfældet på denne krigsskueplads — bød visse muligheder for anvendelse af kampvogne, mislykkedes også her disses indsættelse, (»runden var, at den egentlige frontbredde, der kunne blive tale om, var for ringe, med det residtat, at kampvognenes samlingsrum og udgangsstillinger kunne tages under koncentreret artilleribeskydning og angrebet derved kvæles i starten. Man må dog naturligvis også i denne forbindelse erindre, at betydelige panserstyrker stod til rådighed for det tyske forsvar. På grund af terrainet og kampenes særlige karakter kunne disse panserstyrker dog ikke anvendes efter den klassiske regel om koncentreret indsats i kileformation, men de kæmpede i grupper med andre våben og ofte under lidet gunstige forhold, i huse, majsmarker, snævre pas og på bjergskråninger.
Don bodst ognodo divisionstypo.
Det viste sig, at også i det rene forsvar er panserdivisionen blevet en bedre egnet type end den gammeldags fodfolksdivision. Rent bortset fra dens større egnethed som bevægelig reserve under slaget var den også, takket være sin tildeling af panser, bedre egnet end fodfolksdivisionen til det terrainbundne forsvar. Selv ved en m idlertidig tildeling af kampvogne til fodfolksdivisionen kan man ikke opnå erstatning for en panserdivision, thi det viste sig her med al tydelighed, at kun det fodfolk er egnet til samarbejde med panser, som organisationsmæssigt er vokset sammen med sine egne kampvogne og bar hostet erfaringer sammen med dem. Ikke mindst den ovenfor skildrede tynde besættelse af den forreste linie gør kampvognes medvirken i forsvaret så uundværlig. De isolerede støttepunkter kan naturligvis uden storre vanskeligheder, f. eks. i morgendis, overrendes af kampvogne, hvorved der straks opstår huller i den „forreste linie“. Disse buller kan man derefter kun forhindre udvidet til gennembrud, hvis der står kampvogne til rådighed til bekæmpelse af de i stillingen indbrudte fjendtlige stvrker. Man tvinges derved let til en — oprindelig ikke villet — udstykning af sine panserstyrker, som i bedste fald kan holdes samlede i kompagnier eller afdelinger, men som i ugunstigste fald kommer til at optræde som par af kampvogne i snæver tilslutning til det kæmpende fodfolk.
Sammenfatning.
De ved Cassino indvundne erfaringer for forsvaret kan sammenfattes således: Forsvaret af liniestillinger blev allerede delvis opgivet i den første verdenskrig til fordel for et elastisk områdeforsvar. Ved den påtvungne indskrænkning af det forreste fodfolk er det i den anden verdenskrig og i Korea blevet reglen. Jo mere elastisk forsvar man fører, jo mere betydningsfuld bliver reserven. De styrker, der i det forreste forsvarsområde er indsat i dybden, kan ikke komme på tale som reserver. De er sjældent i stand til at gennemføre vellykkede modstød; for det meste kan de kun dæmme op. K u n den bevægelige reserve i den højere forings hånd er i stand til at forhindre gennembrud. Det lykkelige resultat af et forsvar afhænger af en tilbundsgående dannelse af artilleristiske tyngdepunkter, til hvilket formål ilden fra batterierne må samles uden hensyn til divisionsgrænser. I det rene forsvar er kampvogne nødvendige ved alle divisioner. Forsvarets væsen kræver mindre panserstyrker, som overalt står rede til hurtig indgriben. De må være særligt skolet i samarbejde med de andre våben. Derfor egner de med kampvogne udrustede motoriserede divisioner sig bedre til forsvaret end gammeldags fodfolksdivisioner.
Wo.
Hvorledes Kreta mistedes — trods alt med udbytte
Af Captain B. H . L iddell Hart. (M ilitary Review nr. 7/1951).
For ti år siden skete krigens mest forbløffende og dristigste kamphandlinger. De var tillige den kraftigste indsættelse af luftbårne tropper, som hidtil er foregået. Den skete på Englands bekostning — og bor være os en advarsel om at medtage i vore beregninger risikoen for slige overraskende slag mod os „ud i det blå“. K l. OfSOO om morgenen den 20. maj 1941 faldt ca. 3000 tyske faldskærmssoldater ned fra himlen over Kreta. Øen var besat af ca. 28.600 engelske, australske og new zealandske tropper, tillige med 2 græske divisioner, som i tal beløb sig til omtrent det samme. Angrebet var ventet som en videreførelse af den tyske erobring af Balkan, og vore agenter i Gra'kenland havde givet os gode efterretninger om forberedelserne. Men truslen fra luften var ikke blevet taget så alvorligt, som den burde. Mr. C liurch ill havde meddelt, at general Freyberg, som på lians forslag havde fået kommandoen på Kreta, den 5. maj havde meldt: „Kan ikke forstå nervøsiteten; er ikke spor bange for angreb fra luften.“ Han var mere indstillet på at modstå et angreb Over søen, en fare, som im idlertid blev afværget af den britiske flåde. Mr. Church ill var optaget af faren „især fra luften“. Han talte for, at „i det m indste endnu en halv snes kampvogne “skulle sendes over for at forstærke de seks, som fandtes på øen. Den absolutte mangel af luftstøtte var en endnu mere fundamental svaghed ved bekæmpelse af de tyske styrtbombere og de luftbårne tropper. Selv bevæbningen med luftværnsartilleri var knap. I løbet af den første morgen blev antallet af tyskere på øen mere end fordoblet, og de blev efterhånden forstærket — ved nedkastning med faldskærme, ved svæveplaner og fra den anden aften og fremover ved transportmaskiner. Disse begyndte at lande på Malerne flyvepladsen, medens denne endnu lå under ild fra forsvarerens artilleri og morterer. Det endelige tab af lufttransporterede tyskere var omkring 22.000. Mange blev dræbt eller såret ved sammenbrud under landingerne, men de, som overlevede, var de dygtigste af Tysklands soldater, medens deres numerisk overlegne modstandere var mindre godt uddannet og stadig led af de psykiske virkninger af at være blevet fejet ud af Grækenland. Ikke desto mindre kæmpede mange af disse tropper modigt, og deres stædige modstand liavde vigtige folger, som først er blevet kendt senere. I det britiske hovedkvarter varede optimismen endnu en stund. Som folge af de modtagne rapporter meddelte Mr. Church ill i underhuset den anden dag, at „størsteparten“ af de lufttransporterede angribere var udslettet. Hovedkvarteret i det mellemste Østen vedblev endnu i to dage at tale om „udrensningsaktioner“ mod tyskerne. Men den syvende dag, den 26. maj, meddelte den britiske kommandant på Kreta: „ ...... efter min mening har tropperne under m in kommando nået grænsen for deres ydeevne ...... vor situation er håbløs.“ General Freyberg var kendt som en modig mand, dekoreret med Victoria Cross, så rigtigheden af lians udtalelse kunne ikke diskuteres. Evakueringen begyndte natten til den 28. og endte natten til den 30. — flåden led alvorlige tab under angreb fra fjendens overlegne flyverstyrker i dens anstrengelser for at borttransportere så mange tropper som muligt. Ialt blev 16.!i00 reddet, heri 2.000 grækere, men resten blev efterladt som faldne eller fanger i tyskernes hænder. Flåden havde over 2.000 faldne. Tre krydsere og seks destroyere blev sænket. Tretten andre skibe blev alvorligt beskadiget, heri to slagskibe og det eneste hangarskib, som på dette tidspunkt indgik i Middelhavsflåden. Tyskerne havde omtrent 4.000 faldne og dobbelt så mange sårede. Deres varige tab var således mindre end en trediedel af de britiske, heri ikke medregnet den græske og den lokale kretensiske modstandsbevægelses tab. Men da tabene i hovedsagen faldt på udvalgte tropper fra Tysklands eneste eksisterende faldskærmsdivision, havde de en uforudset virkning på Hitler, som viste sig at være til vor fordel. I øjeblikket forekom tabet af Kreta im idlertid katastrofalt. Det ramte det britiske folk så meget hårdere, fordi det fulgte lige efter to andre nederlag — i april havde Rommel fejet de britiske stvrker ud af Cyrenaica i løbet af ti dage, og de britiske styrker var renset ud af Grækenland i løbet af tre uger, regnet fra begyndelsen af den tyske invasion, (reneral Wavells vinlersejr ved at erobre Cyrenaica fra italienerne forekom kun som et enkelt solstrejf gennem skyerne. Med disse nye tyske sejre og forårsgenoptagelsen af blitzen over England var udsigterne endnu mørkere end i 1940. Men H itler fidgte ikke sin Middelhavs-sejr op på nogen af de måder, som vi havde ventet — et stød mod Cypern, Syrien, Suez eller Malta. En måned senere begyndte angrebet på Rusland, og fra nu af forsomte ban de muligheder, som lå åbne for at kaste englænderne ud af Middelhavet og det mellemste Østen. Hvis hans fejltagelse var en følge af, at han var optaget af krigen i Rusland, var den i lige så høj grad en følge af hans reaktion efter sejren på Kreta. Omkostningerne gjorde ham mere deprimeret, end erobringerne opmuntrede ham. Det stod i en skærende modsætning til de små omkostninger ved hans tidligere sejre og langt større udbytte. I Jugoslavien og Grækenland havde hans nye panserstyrker været lige så uimodståelige som på Polens og Frankrigs sletter, til trods for de bjerghindringer som de lier mødte. De var fejet gennem begge lande som en hvirvelvind og havde væltet modstanderens hære over ende som kegler. Feltmarskal Lists armé tog 90.000 jugoslaver og 270.000 grækere til fange tilligemed 13.000 englændere under egne tab, som kun beløb sig til 5.000 faldne og sårede, hvilket fremgår af senere rapporter. (På dette tidspunkt anslog britiske aviser de tyske tab til mere end en kvart m illion, og selv en britisk officiel beretning ansætter dem til „sandsynligvis 75.000“ ). Ulempen ved Hitlers sejr på Kreta var ikke blot de bøje tab, men tillige den kendsgerning, at den m idlertidigt havde svækket hans eneste landkrigsstyrke, som kunne række ud og erobre mål over havet uden risiko for at komme i kamp med den britiske flåde — som stadig til trods for dens alvorlige tab havde herredømmet på havet. 1 virkeligheden havde Kreta overanstrengt H itlers kræfter. Beretningen om dette dramatiske felttog er ofte blevet fortalt fra britisk side, men nu kan det også ses fra angriberens side. Efter krigen havde jeg lejlighed til at udspørge general Student, chefen for de tyske luftbårne stvrker, da han var her som krigsfange, og jeg har følgelig fået visse detailler fra ham. Han afslørede overraskende nok, at H itler stillede sig modvillig til planen om angrebet på Kreta. „Han ønskede at afbrvde Balkan-felttoget, da han havde nået sydspidsen af Grækenland. Da jeg hørte dette, fløj jeg straks til Giiring og fremsatte planen om at erobre Kreta ved hjælp af luftbårne stvrker. Gdring — som altid var let at begejstre — så hurtigt mulighederne i planen og sendte mig videre til Hitler. Ham talte jeg med den 21. april. Da jeg forst havde fremsat planen, sagde H itler: „Det lyder meget godt, men jeg tror ikke, at det er gennemførligt.“ Det lykkedes dog til sidst for mig at overbevise ham.
Under operationen brugte vi vor eneste faldskærmsdivision, vort eneste gliderregiment og 5. bjergdivision, som ikke havde tidligere erfaringer i lufttransporter.“ Luftstøtten blev præsteret af jagere og styrtbombere fra Richthofens 8. flyverkorps, som liavde været et afgørende middel til at åbne adgangsvejene til Belgien og Frankrig i 1940. „Ingen styrker kom over havet. Forstærkning på denne måde liavde oprindelig va'ret planlagt, men de eneste disponible søtransportmidler var et antal græske caiques. Det var ordnet således, at en konvoj af disse små fartøjer skulle overføre ekspeditionsstyrkens tunge våben — luftværnsvåben og panserværnsvåben og enkelte kampvogne — tillige med to batailloner af 5. bjergdivision. Man fik melding om, at den britiske flåde stadig lå i Alexandria — da den i virkeligheden var på vej til Kreta. Konvojen var på vej til Kreta, da den løb lige ind i flåden, som splittede den ganske. „Luftwaffe“ hævnede dette nederlag ved at „trække en masse hår“ ud af den britiske flådes skalp. Men vore landoperationer på Kreta var meget hæmmet af mangelen af de tunge våben, som vi liavde regnet med.“ Idet ban beskrev det luftbårne angreb for mig, sagde general Student videre: „På intet sted lykkedes det os den 20. maj at erobre en flyveplads. Det største fremskridt nåedes på Malerne flyvepladsen, hvor vort bedste angrebsregiment kæmpede mod udvalgte ncw zealandske tropper. Natten den 20.— 21. maj var kritisk for den tyske føring. Jeg måtte tage en beslutning på stedet. Jeg besluttede at anvende hovedmassen af de reserver af faldskærmsstyrker, som endnu var til m in disposition, til den endelige erobring af Malerne flyvepladsen. Hvis fjenden den nat eller om morgenen den 21. maj liavde foretaget et afgørende modangreb, var det sandsynligvis lykkedes barn at rense flyvepladsen for de rystede og udmattede rester af mit angrebsregiment — især da de var hæmmet af alvorlige mangler på ammunition. Men new zealænderne gjorde kun isolerede modangreb. Jeg har senere bort, at englænderne foruden det luftbårne angreb tillige ventede angreb af en tysk hovedstyrke over havet på kysten mellem Malerne og Canea, og at de som følge heraf anvendte hovedparten af deres styrker til at besætte denne kyst. I dette afgørende øjeblik tog englænderne ikke den chance at sende disse styrker til Malerne. Den 21. maj lykkedes det de tyske reserver at indtage flyvepladsen og landsbyen Malerne. Om aftenen kunne 1. bjergbataillon luftlandes som de første lufttransporterede styrker — og således var slaget om Kreta vundet af tyskerne.“ Men sejrens pris var meget større end planens fortalere havde regnet med, dels fordi de britiske styrker på øen var tre gange større, end man havde regnet med, men også af andre årsager. General Student sagde: „Mange af tabene skyldtes dårlige landinger--- der var kun få brugelige steder på Kreta, og den fremherskende vind blæste fra øens indre ud over havet. A f frygt for at kaste tropperne i havet var flyverne tilbøjelige til at nedkaste dem for langt inde i landet — mange af dem landede i virkeligheden bag og i de britiske linier. Yåbencontainerne faldt i mange tilfælde langt fra tropperne, hvilket var et andet handicap, som bidrog til vore store tab. De fåtallige britiske kampvogne gjorde os alvorligt besvær i begyndelsen — det var et held, at der ikke var mere end en snes stykker. Fodfolket, i hovedsagen new zealændere, kæmpede hårdt, men blev taget med overraskelse. „Der Führer“ var meget oprevet over de alvorlige tab ved faldskærmsenhederne og kom til den slutning, at deres overraskelsesvirkning var forbi. Senere har han ofte sagt til mig: „Fa ldskærmstroppernes tid er forbi.“ Da jeg fik H itler til at gå ind for Kreta planen, foreslog jeg også, at vi skulle følge den op ved at erobre Cypern fra luften og derefter foretage et videre spring fra Cypern for at erobre Suez-kanalen. H itler syntes ikke at være imod tanken, men villet ikke tage afgørende stilling til planen — hans tanker var så optaget af den kommende invasion i Rusland. Efter chokket af de svære tab på Kreta nægtede han at forsøge flere store luftbårne aktioner. Jeg lagde flere gange pres på ham i den retning, men uden held.“ De britiske, australske og new zealandske tab på Kreta var således ikke nytteløse. General Students plan om at erobre Suez kan have været uigennemførlige, før Rommels panserstyrker i A frika også var forstærket i stor målestok, men erobringen af Malta ville have været en lettere opgave.. H itler blev overtalt til at forsøge dette et år senere, men skiftede sind og annullerede planen. „Han følte, at hvis den britiske flåde viste sig på krigsskuepladsen, ville alle italienske skibe styrte af sted til deres hjemlige havne og efterlade de tyske luftbårne styrker strandet på kvsten.“
L. S.
Bøger
Dr. N ie ls Ø rv ik : Norsk M ilitæ r i Sverige 1943— 1945. 255 sider.
Tilsendt fra Ernst Mortensens forlag, Oslo. På grundlag af forskelligt kildemateriale, for hvilket forfatteren har redegjort i el særligt afsnit, „K ild e r“, har doctoren i sin ovennævnte bog givet en meget interessant og levende sk ildring af organisationen, udrustningen og uddannelsen samt t il sidst anvendelsen af de nordmænd (opstillet i m ilitære afdelinger), som i krigsårene 1940— 1945 dels friv illig t og dels tvunget af omstændighederne gik over grænsen til Sverige, hvor disse, på norsk in itiativ og under norsk ledelse og med det neutrale Sveriges tiltagende hjæ lp efterhånden, som et tysk nederlag blev mere og mere øjensynligt, f ik den moderne udrustning og den dertil hørende m ilitære uddannelse, som um iddelbart før og efter krigsafslutningen muliggjorde deres m ilitære og politimæssige anvendelse i hjemlandet. A t følge forfatterens beskrivelse af, hvorledes det efter mange genvordigheder og skalkeskjul af de såkaldte „Helselejre“ , i hvilke de værnepligtige norske flygtninge skulle helbreds- og røntgenundersøges samt ikke mindst tyfus- og koppevaccineres —- undersøgelser og behandlinger, der krævede et forholdsvis langt lejropho ld, hvorved betingelserne for påbegyndelsen af en grundlæggende m ilitæruddannelse tilvejebragtes og udnyttedes, er som at læse en spændende roman. M ed svensk tilladelse til at uddanne 50 po litifo lk , et antal, som senere forøgedes ganske betydeligt, lykkedes det således gennem „R ikspo liti- senere Reservepolitiuddannelsen“ at føre den i Helselejrene påbegyndte m ilitære uddannelse videre i en uddannelse, hvor specielt skydeøvelserne — også med automatiske våben — påbegyndtes. M ed stigende interesse følger man forfatterens redegørelse for den videre udv ik ling og uddannelse af polititropperne. 1 september 1944 påbegyndtes øvelserne med tunge våben (maskingevær, 81 m in morter, 20 og 37 mm kanon), og ved årsskiftet 1944— 45 var man nået op på en fuldt uddannet og organiseret styrke på 8 batailloner. Ind imellem redegørelsen for uddannelsen m. m. giver forfatteren en fyldig omtale af administrationen, lejrene og livet i disse; omtaler, hvorledes reservepolitiet feltorganiseres samt „Dalamanøvren“, hvor de sidste erfaringer indhøstedes, forinden den første indsats med en lille del af styrken ^et par „rikspolitikompagnier“ ), efter over F in land at være fløjet til Kirkenæs, fandt sted i begyndelsen af året 1945. Den 4. maj 1945 gav svenskerne alm indelig udrejsetilladelse for de norske afdelinger; men først den 10. maj kl. 9,50 kom den engelske tilladelse til at rykke ind i Norge, idet den allierede overkommando — for derved at undgå eventuelle kamphandlinger — ikke v ille give marchordren, før man var helt sikker på, at alle i Norge værende tyske styrker efter kapitulationen, der havde fundet sted den 8. maj, var blevet gjort bekendt med de norske styrkers indrykning fra Sverige; denne foregik derefter i tre grupper bestemt for henholdsvis Narvik, Trondheim og Oslo. Den samlede norske styrke, der fra Sverige rykkede ind i Norge, var på ca. 12.700 mand. Forfatteren oplyser til slut, at de samlede udgifter til de norske styrkers uddannelse, udrustning og ophold i Sverige beløb sig til ca. 150 m illioner svenske kroner, samt at den svenske rigsdag i efteråret 1945 besluttede at eftergive norske lån for et tilsvarende beløb. Forfatteren har i sin bog, også som historisk dokument betragtet, nedlagt et for eftertiden værdifuldt arbejde.
Chr. Hemmingsen.
