Af Jakob Wiegersma.
Skal Forsvarets nuværende kurs ændres, er en tværfaglig og fri debat nødvendig. Men denne skal tage udgangspunkt i det, der kan lade sig gøre, samt den situation Danmark og beslutningstagerne står i.
Et af de seneste indspark i den hjemlige forsvarsdebat kom i form af kronikken ”Skitse til et Troværdigt Forsvar” i Berlingske (d. 18-1-2016), skrevet af Mads S. Mikkelsen og Jeppe Trautner, en kronik, der er symptomatisk for debatten i Danmark. Debatten er nemlig pt. præget mere af følelser end fornuft, og niveauet af debatten er medvirkende til Forsvarets pressede situation. Mikkelsen og Trautner har ret i, at Forsvarets tilstand er kritisk med bl.a. en skæv fordeling af personel, materiel og ressourcer. Deres løsningsforslag halter imidlertid i sin argumentation, og viser en manglende forståelse for den forsvarspolitiske situation samt det politiske etablissement på Christiansborg. Årsagen hertil er primært at forfatterne undlader at afklare nogle afgørende spørgsmål, samt forsømmer at etablere nogle helt essentielle præmisser forud for deres debatindlæg. Som et resultat heraf syntes særligt deres indlæg, at vise en manglende erkendelse af, hvor stort et arbejde der ligger forude i forhold til at forklare nødvendigheden af en markant omstilling af det danske Forsvar for befolkningen. Dette indlæg skal derfor læses som et opråb til en debat, der er forankret i realisme og erkendelser af Danmarks situation, i stedet for en fortsat higen efter luftkasteller.
Kort fortalt vurderer Mikkelsen og Trautner at det danske Forsvars anseelse og troværdighed er, om ikke andet, godt på vej til at gå tabt, eftersom Forsvaret er så udhulet at selv basale opgaver ikke kan løses mere. Dette er særligt et problem hævder forfatterne, eftersom ”vi mærker konsekvenserne af krigene i Mellemøsten og Nordafrika, de russiske angreb på Ukraine og angrebsøvelser rettet mod Baltikum, Polen, Danmark og Sverige.” Hvortil kommer at vi i Danmark har et ”ansvar for at bidrage til stabilitet og sikkerhed både i nærområdet og uden for Europa”. At Danmark fortsat skal bidrage til stabilitet og sikkerhed i verden, er svært at være uenig i. Men man bliver – som jeg vil uddybe om lidt – samtidigt nødt til at erkende, at vi ikke kan det hele og derfor må foretage nogle kraftige og givetvis ubehagelige prioriteringer i Forsvarets kapaciteter.
Uanfægtet heraf hævder Mikkelsen og Trautner - hvilket også andre eksperter og forsvarsfolk gør - at Forsvaret kan komme på ret køl igen, ved at forsvarsforliget af 2012 rulles tilbage, at Forsvaret omstruktureres og får til(bage)ført ressourcer over næsten hele linjen. De hævder, at der herved kan blive midler til bl.a. til flere brigader, skibe, kanoner, missiler osv. Ønskelisten er for så vidt forståelig nok, men hvis forsvarsdebatten i Danmark skal nå et konstruktivt niveau, som rent faktisk kan påvirke beslutningstagerne og Forsvarets udformning fremover, så må debattørerne simpelthen blive bedre til at tage udgangspunkt i det mulige og det nødvendige.
For at sikre at pointerne i dette indlæg ikke går helt tabt i misforståelser, vil der indledningsvist listes en række antagelser og præmisser der ligger til grund for denne kritik.
I bund og grund er jeg ikke enig i Mikkelsen og Trautners løsningsforslag eller graden af den russiske trussel, men dette vil ikke være emnet i dette indlæg. Min anke er den indforståethed, som ofte danner udgangspunkt for Forsvarsdebatten i Danmark. Derfor vil dette indlæg ikke koncentrere sig om, hvorvidt Danmark skal vende fokus mod Rusland samt opruste eller ej, men derimod fokusere på, hvordan vi i den danske Forsvarsdebat sikrer os, at behov og løsningsforslag fremstår klart og velargumenteret for den almene dansker og beslutningstager. Jeg anser dette som altafgørende, om øgede ressourcer eller større ændringer i Forsvaret skal blive en realitet.
Det ovenstående er i høj grad et resultat af, at ideen om Rusland som værende en alvorlig trussel mod Danmark og andre NATO lande ikke er delt af store dele af det politiske etablissement eller den danske befolkning. For mange ligger den russiske trussel fjernt, og derfor er nødvendigheden af en oprustning for at imødegå Rusland ikke en selvfølge. Mange syntes at være af den opfattelse, at nok er Putin uforudsigelig og svært opportunistisk, men der er en verden til forskel i at indtage dele af en ”buffer-stat” såsom Ukraine og så et fuldbyrdet NATO medlem såsom de Baltiske lande.
Derfor er markant flere ressourcer til Forsvaret ikke en realistisk forventning inden for den nu udbredte trusselsopfattelse. Indtil Rusland fremstår som en reel og konkret trussel for den brede befolkning, skal Forsvaret pt. imødegå fremtiden igennem prioriteringer og justeringer inden for de eksisterende rammer.
Slutteligt mener jeg det i høj grad er debattører, eksperter og fagfolk der har ansvaret for, at behovene for ressourcer og materiel står lysende klart for beslutningstagerne og befolkningen. De voldsomme besparelser Forsvaret har været underlagt de seneste årtier, er derfor i høj grad en konsekvens af at man i miljøet ikke har formået at forklare, hvorfor Forsvaret er berettiget en betragtelig del af landets ressourcer. Jeg mener ikke at man klandre folk for ikke at forstå dette behov, som debatten er i dag.
Pengene følger behovet
Skal man have et politisk flertal til at investere i Forsvaret, gøres det ikke uden en konkret og veldefineret begrundelse for behovet herfor. Derfor må man komme velforberedt til debatten og have styr på politikernes forudsætninger for at allokere penge til Forsvaret. Dette gøres bl.a. igennem en kritisk og åben debat omkring Forsvarets opgaver, kapaciteter og rolle som et af Danmarks sikkerhedspolitiske værktøjer. Uden en knivskarp afklaring af Forsvarets og de enkelte enheders raison d’être, kan politikerne ikke forstå (og forklare over for skatteyderne) behovet for øgede ressourcer.
Forsvaret og interessenter bliver derfor først og fremmest nødt til at stille sig selv spørgsmålet, ”hvad skal Forsvaret kunne?”. Dernæst kan vi stille spørgsmål såsom ”hvordan bidrager denne kapacitet konkret til Danmarks sikkerhedspolitik?” samt ”hvorfor har vi lige netop denne kapacitet, og ikke en anden?”. Kun herved kan enhedernes eksistensberettigelse forklares og pengestrømmen forsvares, en pointe som politologen Samuel Huntington også fremførte i forhold til det amerikanske forsvar under den kolde krig. (Selv USA måtte sande, at der ikke var råd til det hele). Mikkelsen og Trautners indlæg syntes at lide under fraværet af disse spørgsmål. Eller i hvert fald en kritisk afklaring af disse.
Hvad opruster vi til?
Det er således problematisk at forslag som det førnævnte ikke giver et klart billede af, hvad vi præcist skal med al den oprustning. Der refereres kort til genskabelsen af et ”troværdigt forsvar”, men troværdigt i forhold til hvad? I kronikken nævnes gentagne gange en russisk trussel mod de baltiske lande, men også Arktis og operationer uden for Europa nævnes i flæng, og må formentligt alle forstås som opgaver for Forsvaret. Kombineret med den ukritiske liste af kapaciteter som Mikkelsen og Trautner ønsker til Forsvaret, står man som læser tilbage med en opsummering af, hvordan vi får vores koldkrigs-forsvar tilbage. Dette uden en forklaring på, hvorfor lige disse tiltag løser Forsvarets kvaler, og upåagtet at situationen er helt anderledes i dag.
Accepterer man en russisk trussel mod Baltikum som præmissen for dansk sikkerhedspolitik og indlægget, er dele af Mikkelsen og Trautners skitse fine nok. Dette gælder eksempelvis deres argumentation for en genoprettelse af Danmarks evne til ubådsbekæmpelse og rydning af søminer, som de rettelig etablerer er evner, der er nødvendige for at kunne sikre Danmark og Vesten adgang til de baltiske lande via Østersøen. Men filmen knækker, når Mikkelsen og Trautner fortsætter med at opremse kapaciteter, der skal tilbage i Forsvaret, uden at det sættes i klar relief til et sikkerhedspolitisk problem, såsom det ovenstående. Og det er her min anke er. Når vi debatterer Forsvarets fremtid, må vi i min optik erkende, at vi i Danmark ikke kan deltage i - og med - det hele. Det er derfor nødvendigt, når vi debatterer Forsvarets fremtid, at vi erkender denne præmis, og sander at Forsvaret ikke får råd til alt, hvorfor der må prioriteres nogle kapaciteter frem for andre.
At Mikkelsen og Trautners indlæg forsømmer at forklare, hvordan deres forslag specifikt indgår i et konfliktscenarie ses flere steder. Eksempelvis skriver de at; ”fregatterne [skal] udstyres med de luftværnsmissiler og kanoner, de er bygget til.”, hvortil det ikke forklares, hvorfor de skal have de missiler og kanoner. Hvilken trussel skal de kunne imødekomme, som de ikke kan nu? Hvorfor skal pengene ikke sættes til side til eksempelvis anskaffelsen af et inspektionsskib til Arktis? Er det fordi, det fordelagtigt kan erstatte noget andet? Sådanne spørgsmål skal simpelthen stilles og besvares, før man kan tage en diskussion om, hvorvidt en kapacitet har berettigelse. Mange gange vil det være nemt at besvare sådanne spørgsmål, men til tider vil der være grobund for en ømtålelig, men nødvendig debat. For de fleste er det således ikke svært at regne ud, at kampvogne og artilleripjecer – som forfatterne gerne vil have flere af – er blevet til på baggrund af et historisk behov. Men at Danmark anno 2016 har dette behov, det er noget der kan stilles spørgsmålstegn ved. For mange vil det ikke stå klart, hvordan danske kampvogne i Jylland bidrager til at holde russerne fra at invadere Baltikum.
De ovenstående uklarheder og faldgruber viser, at der skal investeres langt mere energi i at underbygge argumenterne bag forslagene, førend de kan blive politisk spiselige. Gentagne gange har der i dansk forsvarssammenhæng været materielindkøb, uden en forudgående åben debat om behovet herfor. Eksempelvis forekommer anskaffelsen af fregatter, artilleripjecer og til en hvis grad også de nye jagerfly, at være sket uden foregående debat om behovet for disse samt deres opgaver. Problemerne bliver dermed, at det for skatteyderne ikke står klart, hvorfor vi skal have nye jagerfly, artilleripjecer, skibe mv. Herved har forsvarskritiske røster en let gang på jord, og Forsvarets nedtur kan fortsætte. Uden en kritisk debat, risikerer man endvidere at Forsvarets forståede raison d´être er forældet eller underbygget med forældede argumenter og at man derfor ikke kan vinde debatten og kampen mod kritikere om nødvendige ressourcer.
Åben debat er nøglen til den rette forandring
For udefrakommende kan Forsvaret (og en del debattører) ofte fremstå som fortsat at være af en meget ensidig og gammeldags opfattelse af, hvad et forsvar er, og hvad det skal kunne. Måske har Forsvarets ledelse m.fl. fat i den lange ende med hensyn til de materielanskaffelser og personelstruktureringer mm. der er foretaget de seneste år, det er ganske muligt, men fraværet af åbenhed og modige debatter gavner ikke Forsvaret. I stedet risikerer man at styrke den udbredte opfattelse af Forsvaret som en forstokket, lyssky organisation uden samarbejdsvillighed eller omstillingsparathed og blandt andet derfor står det uden for snævre kredse ikke klart, hvorfor Forsvaret har fortjent flere ressourcer.
Det er naturligvis i sidste ende politikernes opgave at beslutte, hvad Forsvaret skal have, samt sikre at Forsvaret er rustet til at varetage sine opgaver. Men Forsvaret og debattører har også en kæmpe opgave foran sig, i at sikre at en kritisk debat opstår forud for de beslutninger, som former Forsvaret. En sådan debat skal nemlig sikre, at de svære spørgsmål bliver stillet og at de politiske prioriteringerne bliver de rigtige. Peter Taksøe-Jensens kommende udredning af den danske udenrigspolitik kan forhåbentligt danne et godt udgangspunkt for disse diskussioner.
I denne helt essentielle debat om forsvarets eksistensberettigelse og rolle som politisk redskab er der også brug for, at Forsvarets ansatte blander sig i en offentlig debat, således at politik, forskning og militær faglighed kan mødes og herigennem skabe en bedre synergi imellem mål og midler. Forhåbentligt vil forsvaret i højere grad motivere sine ansatte til at debattere frit i det offentlige og betragte en fri debat som et tegn på en sund og moderne arbejdsplads. Dette må indebære, at Forsvarets ledelse gør op med den (begrundede eller ej) frygt for skideballer og karriereskade, som mange ansatte har når de diskuterer deres arbejdsplads i offentligt.
Ydermere kan en åben tilgang til debatter og diskussioner sikre, at Forsvarets opfattelser løbende udfordres og som en følge af dette tilpasses, slibes og hærdes. Dette kan muligvis gøre Forsvarets eksistensberettigelse og krav på samfundets ressourcer tydeligere for lægmand, og dermed øge Forsvarets velvilje i den brede befolkning. Herved vil Forsvarets ledelse stå bedre rustet, når der mangler ressourcer og kunne slå hånden i bordet med effekt, når smertegrænserne nås.
Men indtil Forsvaret og debattørerne i Danmark indleder en debat, der er forankret i den virkelighed vi debattører og beslutningstagerne befinder os i, samt velvilligt indgår i en åben, nytænkende og (selv)kritisk debat af Forsvarets opgaver og evner, vil den politiske kurs – og dermed Forsvarets deroute – fortsætte som hidtil, indtil den dag det er for sent.
