(Sluttet.)
Forandringerne i I I Del, Fægtningen, er ikke af saa gennemgribende Natur som i den formelle Del. Det er forøvrigt ikke andet end, hvad man kunde vente. Ved den almindelige Karakter, Forskrifterne i Forvejen havde, var der i Virkeligheden mindre Sandsynlighed for, at de hurtigt vilde blive forældede. Ændringerne er da ogsaa mere af redaktionel end af reel Natur. Dette fremgaar allerede af Overskrifterne til Afsnittene i det gamle og det ny Reglement.
Man ser heraf tydelig Forskellen: Den ny II. Del er mere blevet en Fægtningslære for alle Vaaben end en Kampiære for Fodfolket. Desuden er den vokset i Omfang. Ikke blot er torskellige Sporgsmaal som f. Eks. Forsvar, Omfatning, Tilbagegang og henholdende Fægtning, der tidligere blev omtalte i enkelte Punkter, nu behandlede i særskilte Afsnit, men der er ogsaa taget helt ny Spørgsmaal under Behandling som Kamp om feltbefæstede Stillinger, By- og Skovkamp og Optræden i Forbindelse med andre Vaaben. Intet Under derfor, at den almindelige Del er vokset med 12 Sider. T il Gengæld er Afsnittene for de enkelte Troppeled (Kompagni, Bataillon, Regiment og B rigade), der tidligere udgjorde smaa selvstændige Fægtningslærer, som maatte sammenholdes med den almindelige, reducerede betydeligt — fra 14 til 5 Sider. De indeholder nu kun de nødvendigste Ting, som hidrører fra deres særlige Organisation og Formationer. Bestemmelserne om Ildens Anvendelse er bortfaldne; de findes nu i den formelle Del.
Indledningen giver forskellige Regler for Anlæg og Gennemførelse af øvelser. Man genfinder her Fordringen om et simpelt Grundlag for disse. Det tilraades at anvende Kampdommere ogsaa ved smaa Leds øvelser. Hvor Pladsen ikke tillader at gennemføre en hel Fægtning, maa Kampen øves afsnitsvis, saaledes at man tager de forskellige Momenter efter hverandre. Det, der hyppigst skal indøves, er en enkadreret Afdelings Kamp. Med Rette advares mod at søge at faa en øvelse til at «gaa glat»; jo mere Friktion der fremkommer, des mere læres der. Om Natøvelser hedder det, at det her mere gælder om at lære Tropperne at finde Vej gennem Terrainet i Orden og Stilhed end om at slaas. Alle Førere skal opdrages til at skaane Mandskabets Kræfter, hvor det er muligt. Under Præsentationer skal nu ogsaa Skytternes Forhold, naar Ildledelsen svigter, kontrolleres. Afsnittet slutter med nogle behjertede Ord om den Aand, der skal besjæle det rette Fodfolk samt om Officerernes, Underofficerernes og Mandskabets Plig te r1). Det maa glæde enhver Infanterist, der holder af sit Vaaben, at læse: Fodfolket bærer Kampens Hovedbyrde og bringer dens største Ofre. Derfor faar det ogsaa Hovedæren for et godt Resultat.
linder Fo ring er samlet adskillige Bemærkninger, der har Gyldighed saavel for Fodfolkets som for de forenede Vaabenarters Fægtning. Om Befalinger siges: Fægtningsbefalinger maa ikke opfattes skematisk efter Forbilleder (lier er aabenbart tænkt paa de Befalingseksempler, der bydes blandt andet i de smaa taktiske Haandbøger, i hvilke mangen mindre rutineret Befalingsskriver søger sin Frelse). De højere Førere maa ikke gaa for meget i Detailler i deres Befalinger. De bevarer bedst deres Indflydelse paa Kampen ved i Forvejen at give deres Underførere bestemte Opgaver. I Keglen dirigeres Afdelingerne først ved mundtlig Ordre i de ønskede Retninger og modtage forst derefter de nærmere Anordninger. Brigader og hojere Led befaler i Reglen skriftlig. De sidste to Regler bør ikke opfattes alt for bogstaveligt. Afsnittet giver endvidere Regler for Førernes Flad s1) og for deres Orientering og Samvirken under Kamp samt almindelige Principer for Frontudstrækning og Gruppering. Naar man her ikke finder Principet om den relative Overlegenhed paa et givet Punkt af Kamppladsen, skyldes det den Omstændighed, at man i Tyskland aldrig helt har villet optage den Napoleonske Slagtaktik men i Hovedsagen søger Afgørelsen i Kampen med en Omfatningsstyrke, der saa tidligt som muligt sættes an hertil. Om Angrebsfronten siges, at den skal lægges vinkelret paa Angrebslinien, ikke parallelt med den fjendtlige Forsvarslinie. Det er forresten selvfølgeligt, da den nøjagtige Retning af Fjendens Front hyppigt slet ikke kan erkendes; undertiden dannes den endog først under selve Angrebet. Sikkert under Paavirkning af franske Bestemmelser har man indført Ildoverfaldet d. v. s. overraskende lldaabning paa kort Afstand. Det er forøvrigt anvendt gentagne Gange med Held i Boerkrigen. Om Oppakningens Læggen hedder det: Alle Regiments- og højere Chefer samt selvstændige Førere kan befale, at Tornystrene skal lægges før et Angreb. Forinden skal dog Ammunitionen og «eiserne Portionen« udtages.
Terrain benyttelse og Gravning byder intet særlig nyt'-). Derimod har man under Fremm arch til Kamp indført en ny Benævnelse nemlig Udfoldelse (Entfaltung) for Opmarchen i smaa Marchkolonner før et Sammenstød (se Skitsen). Udvikling betegner derimod Formering af Skyttekæder. Disse to Begreber blev tidligere ikke holdt skarpt ud fra hinanden. Paa brede Veje anbefales det at anvende en dobbelt Gruppekolonne, altsaa 8 — 10 Mands Front, for at forkorte Kolonnedybden.
Det interessanteste af Afsnittene i det ny Reglement er uden Tvivl Angrebsmaaden. Den har altid været et omstridt Spørgsmaal og vil næppe heller i sin nuværende Form tilfredsstille alle. Bestemmelserne herom er voksede fra 2 til 6 ’ /i Side, saaledes at man kan faa et fyldigt Indtryk af den Maade, hvorpaa Reglementets Fædre har tænkt sig, at Angrebet skal forløbe.
Indtil Boerkrigens Dage var det den almindelige Opfattelse, at et Angreb, hvor der stormedes paa meget kort Afstand, risikerede at bryde sammen. De to sidste store Krige har fuldstændig omstødt denne Tro. Baade Boerne og Japanerne arbejdede sig med liden ind paa forbavsende korte Afstande, medens Stormløb brod sammen
over for et meget underlegent Antal Geværer, der allerede syntes nedkæmpede. Derfor siger ogsaa det ny Reglement, at Angrebet bestaar i at «bære» Ilden frem, om fornødent til de korteste Afstande. Stormangrebet besegier kun Fjendens Overvindelse. Man har naturligvis ikke villet erklære den aabne Mark for uoverskridelig for tysk Fod folk; men er der i et Angrebsrum nogen Dækning, skal Kræfterne fortrinsvis sættes ind her, medens der paa de mere aabne Strækninger kun udvikles svagere Kræfter. Dette kan betragtes som et Skridt bort fra den berygtede «Muldentaktik», ved hvilken Tropperne under Angrebet lob sammen i Dækningerne1) for senere atter at straale ud paa deres Pladser. Der er heller ikke mere Tale om fø r d e t egentlige Angreb at bemægtige sig Støttepunkter foran Angrebsfronten med særskilte Styrker. Disse risikerede alt for let at blive indviklede i isolerede Kampe, samtidig med at de maaske røbede Angrebspunktet. Deres Rolle maa nu delvis tilfalde de Styrker, der fører Indledningskampen, idet disse i Reglen skaffer Støttepunkter for Manøvreringen foran hele Fjendens Front. Før Fodfolksangrebet sættes an, tilstræbes naturligvis artilleristisk Overlegenhed og Forberedelse. Men som Boerkrigen viste, maa denne sidste undertiden falde sammen med Fodfolkets Fremrykning; ellers gemmer Fjenden sig blot i sine Dækninger. Skal Angrebet føres frem over store aabne Flader, inden Ilden med Virkning kan aabnes, udvikles i forreste Linie kun meget tynde Kæder, men de maa ikke aabne liden, folde er blevet udfyldt til en tæta). Her ligger et Svaghedsmoment hos Angriberen, som en forstandig Forsvarer vil kunne udnytte. Den springvise Frem rykning er omtalt i forrige Artikel. Den Frihed, det tyske Reglement her giver, stemmer godt med Flrfaringerne fra den sidste Krig, hvor Japanernes 5. Division og I. Armé med lige stort Held anvendte henholdsvis korte Gruppespring og lange Delingsspring. Under Angrebet holdes ingen Retning. Enhver lille Del stræber fremad mod Fjenden. De, der finder Støttepunkter eller Dækninger paa deres Vej, søger hurtigt frem til den Fjenden nærmeste Rand af disse for at hjælpe de andre fremad — uden dog at hindre deres Ild. Det er det gamle Standpunkt, som Scherff saa ivrigt bekæmpede, fordi han mente, at disse forreste Dele vilde blive overvældede a f en k on cen trisk f je n d tlig Ild (se Skitsen).
Nogen Hovedildstilling gives der ikke efter de ny tyske Bestemmetser. Ildoverlegenhed opnaas i Reglen kun midlertidig og maa straks benyttes til at komme fremad; ellers tager Fjenden sig atter sammen eller faar maaske Forstærkning. Dette fuldtud moderne Standpunkt har været længe om at bryde igennem; ja man har endog skematisk holdt fast ved, at Ildafgørelsen skulde eller vilde falde paa en bestemt Afstand. Reserverne holdes i Begyndelsen tilbage i Dækning men skal dog gaa frem, naar Udkampen kræver det. De kan blive i sluttet Orden i aabent Terrain, naar forreste Linie er nær paa Fjenden og fastholder hans Ild. Stormen skal udføres samtidig; vil forreste Linie storme, skal den derfor først tilkendegive Reserverne sin Hensigt ved Signal (s s s). Alle behover dog ikke paa eengang at trænge ind i Fjendens Stilling. Dette vilde maaske føre til, at nogle standsede under Bevægelsen fremad for at afvente andre. Den i de fleste nyere Reglementer givne Bestemmelse, at Stormen kan støttes med Ild fra Stillinger ud til Siden eller som rager op bagved, savnes nu heller ikke i det tyske. Derimod maa Stormtropperne selv ikke mere skyde under Bevægelsen.
Rencontrefægtningen behandles nu ogsaa udførligere end før. Der advares mod alt for pinlig at afvente nøjere Oplysninger om Fjenden, før der gribes til. I Reglen gaar Udfoldelses - Befalingen forud for Angrebsbefalingen. Ved saaledes paa et tidligt Tidspunkt, — ofte inden Fodfolket øjner det fjendtlige — , at antage en foreløbig Gruppering undgaar man at udsætte sig for A rtilleriild i lange Marchkolonner. Med Hensyn til Artilleriets Brug tilraades først at begynde Artillerikampen samtidig med Fodfolkets (afgørende?) Fremrykning for ikke at røbe denne. Om dette vil blive gennemført i Praksis er dog tvivlsomt. I al Fald har Artilleriets tidlige Indsætning hidtil netop været et Særkende for tysk Rencontretaktik; man har endog sot Tilfælde, hvor det er gaaet i Stilling foran Fodfolksforspidsen. Hvor F’jenden har Forspring i Udviklingen, raades naturligvis til forsigtig Optræden af Avantgarden.
Forud for Angrebet paa en Fjende i Stilling maa gaa en omhyggelig Rekognoscering ikke blot med Rytteri men ogsaa med beredne Officerer og Fod folk so ffice rspatrouiller. Angrebstropperne stilles først parat i «Bereitstellung». Hermed maa ikke forstaas nogen Beredskabsstilling men derimod Troppernes Formering til den afgørende Fremrykning i det sidste dækkende Rum. I aabent Terrain skal det ske mindst 3 km fra Fjenden. Angrebets Enhed skal tilvejebringes ved afsnitsvis Fremrykning, samtidig Ildaabning og Udpegning af en Tilslutningsafdeling, men ikke ved Retning. De større Led skal desuden hver have sin Angrebszone («Gefechtsstreife») tildelt. Som Holdepunkt for Beregning heraf angives, at et krigsstærkt Kompagni højst spænder over 150 m og en Brigade paa G Batailloner over ca. 1500 m. (Disse Frontbredder skal ogsaa bruges ved øvelser med Fredsstyrke).
Man kunde vide, at Angrebet paa en feltbe fæ s te t Stilling efter hele den moderne Littera tu r1) om dette Spørgsmaal vilde blive gjort til Genstand for Behandling i det ny Reglement, navnlig efter at det havde vist sig, hvilken Rolle saadanne Stillinger har spillet under Krigen i Østasien. Man genfinder her den typiske Fremgangsmaade: Grundig Rekognoscering; Artilleriforberedelse ved Dag; natlig Fremrykning og Nedgravning med Fodfolket; Storm ved Daggry uden eller om Morgenen med Ildforberedelse; om mulig natlig Bortrydning af passive Hindringer. Denne Fremgangsmaade er ikke helt fri for Skematiskhed. Det er sandsynligvis derfor, at Reglementet ogsaa tillader under gunstige Forhold at storme samme Dag, man indtræffer foran Stillingen, eller selve Natten efter.
Afsnittet Om fatning tyder paa den store Vægt, man altid har lagt paa denne i Tyskland. Det ny Reglement anbefaler nemlig, at man undertiden nøjes med en Trusel om Angreb i Fronten for blot at kunne faa de fornødne Kræfter til Omfatning. Dette rummer en Fare for, at man tvinges bort fra Forbindelserne bagud, naar man har med en energisk Modstander at gøre.
Forsvaret fylder nu 5 i Stedet for 2 Sider. Ny er T ildelingen af bestemte Terrainafsnit til Iagttagelse inden S tillingens Besættelse. Herved opnaas, at hele Forterrainet uafbrudt holdes under Observation. F'odfolksstillingen skal nu af Hensyn til Mundingssprængere helst ligge ca. GOO m foran Artilleristillingen. De fremskudte Stillinger, der aldrig hatfundet Jordbund i Tyskland , forkastes naturligvis. Om Maskingeværerne hedder det, at de med Fordel anbringes paa Fløjene af Befæstningsgrupperne, — i Reglen gøres disse hvert til ca. 1 Bataillon. Under Tilbagegang maa kun den boj este Fører ride tilbage for at søge en ny Stilling.
I Afsnittet om Optræden sammen med de andre Vaaben er samlet en Del almindelige Regler for Fodfolks og Artilleris gensidige Forhold. Saaledes siges, at Fodfolket kun hindrer Artilleriets Ild, naar det er nærmere end 300 m fra Mundingerne eller fra Maalet. Denne sidste Afstand kan dog ikke opfattes bogstaveligt; den kan nemlig variere betydeligt efter den Afstand, Artilleriet skyder paa, Terrainets Heldning foran Fjendens Stilling og Skydemaaden (Temperings- eller Nedslagsskydning). For i det enkelte T ilfælde at afgøre, naar Ilden bor standses, skal Artilleriet sende Officerer frem til Fodfolket; de signalerer da tilbage d. v. s. i'Læg Artilleriilden frem», naar de skønner det nødvendigt. Spørgsmaalet om, hvorledes en større Artillerilinie bedst skulde gennemskrides af Fodfolk, satte for nogle Aar siden Sindene i Bevægelse i Tyskland; det ny Reglement har nu fastslaaet som ledende Grundsætning herved, at hele A rtille riilden ikke samtidig maa bringes til Standsning; det vil da nærmest blive de dybe Formationer, der anvendes. Om Maskingeværers Bekæmpelse hedder det, at de skal beskydes paa kort Hold. Den almindelige Opfattelse er vistnok, at man hertil bør anvende enkelte Skytter, der sniger sig nærmere for at nedskyde Betjeningspersonalet. Smalle Strækninger, der beherskes af Geværerne, maa ikke overskrides med større Styrker paa eengang.
Kommandoenhedernes (hos os: de enkelte Troppeleds) Afsnit rummer som tidligere berørt nu kun de nødvendigste Tilføjelser til den almindelige Fægtningslære. For dom alle fremhæves Ønskeligheden i at undgaa Blanding, men det indrømmes, at i det enkadrerede Angreb kan Kom pagniet næsten aldrig undgaa Inddublering. Før Udviklingen skal Kompagnichefen selv ride frem for at finde den bedste Vej gennem Terrainet. Sikres Kompagniet ikke af andre Tropper, skal det udsende en svag Skyttekæde i den truede Retning. Denne Bestemmelse er næppe heldig; man vil sikkert ofte kunne nøjes med Fægtningspatrouiller (Jvfr. vort Reglements Pkt. 301). Reglementets sidste Bestemmelser1) gælder Tilvejebringelsen af Enhed i Divisioners og Korps' Kamp. Det kan ikke undre at erfare, at det skal ske ved, at Underforerne »holder Forbindelse indbyrdes og ikke taber Fægtningsformaalet af øje». Den Kæde, der begyndte med de samme Fordringer til Enkeltmand, er hermed sluttet. Reglementet har nu naaet det yderste Standpunkt i Retning af Individualisering. Maaske er dette Udviklingens Lov. Da Ildvaabnenes Forbedring krævede Dækning ved Terrainbenyttelse, maatte i al Fald Kampen individualiseres. Men Fordringerne til Massevirkning og til Dækning kom herved i uløselig Modstrid med hinanden. Skridt for Skridt har man da i Tidens Lob opgivet Massevirkning ved Formen (o: Retning) og sat den blotte Hensyntagen til Enhed i Stedet. Nu er Skridtet gjort fuldt ud, og intet karakteriserer maaske mere det ny tyske Reglement end dette Krav: den enkelte Mand skal kunne afveje Hensynene til Dækning og til Massevirkning mod hinanden.
Der er ingen Tvivl om, at den tyske Hersker med det ny Eksercerreglement har givet sit Fodfolk en Forskrift, som det baade kan være tjent med og stolt af.
W. W. P.
