Nærværende artikel er bygget på erfaringer, der er erhvervet under taktiske øvelser afholdt med, 7. regiments morterkompagni, under øvelser i regimentsramme under 7. regiment, 3. divisions øvelse „Blaavand“ og under „SELANDIA EET“.
Ved øvelsestilrettelægning er der i stor udstrækning hentet impulser og retningslinjer i udenlandske reglementer.
Stillingsområder.
For lettere at kunne samle kompagniets ild og opnå rimeligt korte signalforbindelser, bør man tilstræbe at holde delingerne samlet, men dog med en sådan indbyrdes afstand, at ild rettet mod een af dem ikke berører de andre, og et lokalt fjendtligt indbrud ikke nødvendiggør øjeblikkeligt stillingsskifte for samt lige delinger.
Et område på 1 å 2 km2 må anses for passende. Det giver mulighed for gruppering i side og dybde, så delingerne får en indbyrdes afstand på mindst 1000 m og plads til skiftestillinger.
Ved store fronlbredder kan det blive nødvendigt at sprede kompagniet i siden for at kunne dække hele fronten, det bliver da signalmidlernes rækkevidde, der afgør, om der kan skydes i kompagniramme, eller om een eller flere delinger må underlæg ges frontbataillonerne. Problemet kan måske også løses med en hovedstilling og een eller flere alternative stillinger for det sam lede kompagni. Ofte vil man have fremskudte alternative stillinger, hvorfra man kan støtte sikringsleddene i de indledende faser af forsvarskampen og samtidig narre fjenden med hensyn til hovedmodstandsliniens forløb.
Hvor det er muligt bør alternative stillinger foretrækkes frem for underlæggelse. Herved bevares kompagniets mulighed for at
-
— samle hele kompagniets ild i et pludseligt og voldsomt ildoverfald, der erfaringsmæssigt har langt større virkning end det samme antal skud afgivet af en deling i 3 gange så lang tid,
-
— koordinere ild- og skydeledelse med artilleri og flyvere,
-
— centralisere forsyningstjenesten.
Under øvelserne bar det været et problem at få stil lingsområderne respekteret af andre styrker, særlig kni ber det i angrebet, hvor kompagniet helst skal frem til ca. 1000 m fra udgangslinjen for at støtte så længe som muligt uden stillingsskifte. Her er det nødvendigt, at der befales nøjagtige skillelinjer i udgangsrummet, og at de respekteres af alle styrker.
Stillingsindtagelse, stillingsskifte.
Ved stillingsindtagelser fik kompagniet erfaring for, at en grundig forhåndsrekognoscering af stillingsområdet er af den største betydning, ikke alene for at konstatere, om området og vejnettet er egnet til en morterstilling, men under hastigt fremad skridende angreb i lige så høj grad om området er fri for egne styrker.
For at lette rekognosceringen og stillingsindtagelsen er det praktisk i forvejen at fremsende et vejviserkommando, der af stikker marchvejen med vejviserskilte til kompagniets sprednings punkt. Herfra pålægges det delingerne at afstikke vejen til ild stillingerne af hensyn til forsyningstjenesten. Vejviserkommandoet kan f. eks. bestå af skydeassistenten og en Mcf på mc/s. Vejviser skiltene males i 4 forskellige farver, een for kompagniet og een for hver af delingerne, og forsynes med en 120 mm morterpil, så de ikke kan forveksles med andre styrkers.
Under angrebet rekognoscerer kompagnichefen uafbrudt for nye stillingsområder, og kompagniet følger med i angrebet i spring med 1 å 2 delinger ad gangen således, at der altid er mindst 1 deling klar til skud. Stillingsskifterne bør så vidt muligt ske i reorganiseringsfaserne, så kompagniet kan yde fuld støtte til frontbataillonerne, når disse er under frem rykning.
Under tilbagegang bliver normalt mindst 1 deling tilbage og underlægges sløret. Der kan dog også efterlades mindre. Under øvelse „Blaavand“ gik regimentet tilbage om natten og efterlod kun I morter ved sløret, der var af et kompagnis værdi. Morter gruppen havde hverken midler til ild- eller skydeledelse, men havde også kun til opgave at foregive normal mortervirksomhed ved at afskyde granater mod fjenden på må og få.
Når kompagniet skal skifte stilling, og befaling herfor er gi vet, vejviserkommando udsendt, og den første deling er begyndt at inddrage sine signalforbindelser for at rykke frem, skal føl gende bringes i orden, inden kompagniet atter kan skyde i kompagniramme:
a. Den første deling skal være skudklar i den nye stilling, inden resten af kompagniet kan begynde at inddrage.
b. Signalforbindelserne skal inddrages i den gamle stilling.
c. Resten af kompagniet rykker frem og i stilling.
d. Signalforbindelser, skydecentral og kommandostation oprettes. e. Stillingen udbygges.
Denne proces varer 2 å 3 timer, og så vil det endda være en. betingelse, at befalingsmænd og mandskab er veluddannet, og at der fra kompagniets side er lagt vægt på at standardisere udførel sen af en række hyppigt forekommende opgaver således, at disse automatisk udføres uden særlig befaling helt ned til den menige. Her tænkes særligt på nærsikring, signaltjeneste, ammunitionstjeneste, forstærkningsarbejder og vedligeholdelsestjeneste. Ligele des er det nødvendigt, at alle er vænnet til selvstændiglied fra begyndelsen af uddannelsen.
Det viser sig, at det er signaltjenesten (trådforbindelserne), der afgør, hvor lang tid stillingsskiftet skal vare, og det er van skeligt at bringe tiden ned, med mindre man i perioder vil basere ild- og skydeledelse alene på radio. I så fald reduceres tiden be tydeligt, men ild- og skydeledelse vanskeliggøres (jfr. afsnittet om signaltjeneste).
I nogle tilfælde vil det være fordelagtigt at lade 1 deling blive tilbage og gå frem med 2 delinger i første omgang.
Under sikring under march marcherer kompagniet normalt godt fremme i regimentets hovedstyrke. Dele af eller hele kompagniet kan være i D/S for fordækningen; er dette sidste tilfæl det, melder kompagnichefen sig til fordækningsføreren. Kompagnichefen har midler til at virke som ildleder.
Endelig kan dele af kompagniet indgå som U/S i fordæknin gen eller bataillonerne, hvis regimentet marcherer ad flere march veje.
Undtagelsesvis, hvis sammenstød med fjenden synes meget nært forestående, springer kompagniet med delingerne fra stil ling til stilling klar til øjeblikkelig støtte, men det kræver, at regimentet råder over et vejnet, der tillader overhaling enten ad parallelle veje eller på selve marchvejen.
Det normale vil være, at kompagniet forbliver på hjulene, klar til at gå i stilling, hvis situationen kræver det.
Bliver fordækningen stoppet, vil ordren til indsættelse som regel komme over radioen fra den (de) ildledere, der er fremme ved fordækningen. Følgende metode blev anvendt med held under „SELANDIA EET“:
Regimentet var under fremrykning ad een marchvej under almindelig sikring under march. Morterkompagniet var i D/S for fordækningen og marcherede mellem denne og hovedstyrken. Mor terføreren var hos fordækningsføreren helt fremme ved fortroppen. Før marchens begyndelse var ved kortstudium udpeget fjendens sandsynlige modstandslinjer og i forhold hertil egnede bered skabsrum og ildstillinger for eget morterkompagni. Dæknavne var aftalt for henholdsvis beredskabsrum og ildstillinger.
Efter fordækningsførerens bestemmelse var kompagniet da i stand til at indtage en beredskabsopstilling og (eller) ildstilling på en ordre over radioen.
Nærsikring, beredskab.
En morterstilling er et ønskemål for en infiltrerende fjende. Nærsikringen må derfor tillægges den største betydning. Den må være effektiv uden derfor at tære for stærkt på kompagniets kampkraft.
Nærsikringsvåbnene betjenes af det samme mandskab som mortererne og signalmateriellet, det er derfor nødvendigt at organisere nærsikringen på en sådan måde, at den kræver mindst mulig mandskab, så dette først og fremmest kan være rede til hovedopgaven, nemlig at betjene mortererne.
Nærsikringen kan eksempelvis organiseres delingsvis således, at nærsikringsvåbnene sættes i stilling og sløres, en post for gevær placeres i stillingen, en patrulje på 2 mand patruljerer rundt om stillingen, eventuelt over til nabodelingen, 1 mand pr. morter betjener kommandoanlægget klar til at modtage skudordrer fra skydecentralen, og 1 mand betjener radio og telefon ved mellem- posten, desuden er 1 befalingsmand vagthavende. Det må erindres, at delingen har befalingsmænd og menige fremme som henholds vis observatører og signalmænd.
Det vagtfrie mandskab opholder sig ved mortererne og motor køretøjerne så vidt muligt tinder sløringsnettene, hvorunder der er bygget bivuaktelte af regnslag.
Der graves beskyttelseshuller i nærheden af mortererne og skyttebuller ved nærsikringsvåbnene og i de stillinger, grupper ne bar forberedt til indtagelse i tilfælde af angreb på morter stillingen.
Dette beredskab er brugeligt i rolige perioder og kan let for stærkes, hvis det skønnes nødvendigt; det er effektivt og har vist sig at kunne holde over flere døgn, uden at mandskabet trættes, og effektiviteten forringes.
Sløring.
Øvelserne med kompagniet liar vist, at mortererne er over ordentlig lette at sløre. Navnlig under „SELANDIA EET“, hvor øvelsen foregik i et terrain, der er fladt og forholdsvis fattigt på bebyggelse og skov, blev dette forhold klart.
I begyndelsen af øvelsen var kompagniet tilbøjeligt til at klæbe til huse og gårde for at udnytte de sløringsnraligheder, der fandtes ved bygninger og haver, men ofte var det område, kom pagniet fik tildelt, næsten ubebygget, de få buse og gårde var overordentlig lette at udpege for fjenden, og deres beliggenhed i forhold til hinanden var ikke altid ideel for en morterstilling.
Kompagniet begyndte at befale ildstillinger og skydecentral væk fra bebyggelser, og det gik langt over forventning godt. Det blev lettere at føre kommando, så stillingsskifteme nu gik hurtigere, mandskabet befandt sig udmærket i deres bivuaktelte af regnslag, og sløringen voldte ingen vanskeligheder. Et hegn, et skur, en busk, en halmstak eller roekule, en sænkning i jorden eller en høj viste sig at være nok, når der blot var baggrund, så stillingerne ikke fremtrådte i silhuet, og der var noget til at bry de farverne.
Derimod kunne motorkøretøjerne, navnlig ammunitionsvognene, ikke sløres på åben mark, og derfor blev der ofte lovlig langt mellem ildstilling og vognholdeplads, hvilket besværliggjorde nær sikringen. Denne ulempe opvejedes dog langt af fordelene.
Det er en betingelse for god sløring, at sloringsnettene er i god stand, går der Iral i et net, må det repareres omgående (der findes ofte en mand ved kompagniet, der kan påtage sig dette ar bejde, f. eks. en fisker). De stænger, der holder nettene oppe, skal være glatte rundstokke, naturrafter river nettene itu.
Sløringsnettet skal være så stort, at der er plads til hånd- ammunitionen og betjeningsmandskabets bivuaktelt under det. Ud rustningens anbringelse under nettet skal være standardiseret. løvrigt gøres forholdene under sløringsnettet så tiltalende, at mand skabet mindst muligt fristes til at forlade det.
Indretning af skydecentral og kommandostation.
Skydecentral og kommandostation indrettes i nærheden af hinanden, men helst ikke i samme lokalitet.
Det er fristende at lægge skydecentralen i f. eks. en gård, hvor der er bordplads og elektrisk lys, men det viser sig hurtigt, at der som regel er for kneben plads og for megen uro, og at signalforbindelserne, navnlig radioforbindelserne, er for vanskelige at etablere og vedligeholde (ved skydecentralen er ledersta tionerne for henholdsvis kompagniets ildleder- og skydenet).
Kompagniet har fundet, at det i hvert fald om sommeren er ideelt at grave skydecentralen ned i det fri i en sådan afstand fra kommandostationen, at den trafik og uro, der er ved en kom- mandostation, ikke kan genere skydecentralens arbejde. Der graves 2 mands skyttehuller, der dækkes med regnslagstelte. Lys kan improviseres ved hjælp af gamle billygter, der tilsluttes bilakkumulatorer.
Signaltjeneste.
Morterkompagniets signaltjeneste er baseret på telefon og radio. Med trådforbindelser oprettes et ildledernet og et skydenet med forbindelse fra skydecentralen til henholdsvis ildledere og morterdelinger, endvidere er der forbindelse til kompagniets kommandostation og regimentet.
Samtlige trådforbindelser i skydenettet går gennem komman doanlæg direkte fra delingsberegneme til morterskytterne, alle øvrige trådforbindelser går gennem kompagniets veksler. Tråden fra delingsobservatørerne til veksleren er ført gennem en telefon ved morterdelingens mellempost, så delingen om nødvendigt kan skyde uafhængigt af skydecentralen og samtidig har en forbindelse til kompagniets veksler. Forbindelsen fra regimentet udlægges ved regimentets foranstaltning. Skydecentralen får 2 linier, kommando stationen 1 å 2. Kompagniet har fundet det mest praktisk at pla cere veksleren ved kommandostationen for ikke at overfylde sky decentralen.
Morterdelingerne opretter og betjener samtlige trådforbindel ser i ildleder- og skydenet, kommandodelingen opretter og betjener de interne trådforbindelser i skydecentral og kommandostation samt betjener veksleren.
Med radio oprettes et ildledernet og et skydenet. Disse net dublerer trådforbindelserne. Lederstationerne for henholdsvis ild ledernet og skydenet befinder sig i skydecentralen.
Endvidere har kompagniet 2 kraftige stationer ved kommandostationen, der indgår i regimentets kommandonet, og 2 stationer på kompagnichefens jeep, der indgår i henholdsvis kompagniets og regimentets ildledernet. Det sidste net har også forbindelse til artilleri og flyvere.
Det er kompagniets erfaring, at trådforbindelserne er lang somme at etablere, men de er pålidelige og giver en sikker ild- og skydeledelse. Liniefolkene skal imidlertid være omhyggelige med udlægningen, hvis man vil undgå at få kablerne ødelagt af motorkøretøjer.
Signalbefalingsmanden bør ved kortstudium bestemme sig til, ad hvilken rute han vil have sine kabler ført og ikke overlade bestemmelsen heraf til liniefolkene. Det er langtfra sikkert, at den korteste vej er den letteste eller bedste. Kablet bør så vidt muligt følge veje, grøfter, hegn og diger — i det hele taget steder, hvor der er ringe sandsynlighed for, at motorkøretøjer vil øde lægge dem. Overførsler over veje udføres omhyggeligt. Når tråd forbindelserne er lagt ud, udfærdiger signalbefalingsmanden en kalke over deres forløb. Denne kalke kan evt. senere blive til nytte for reparationspatruljer.
Radioforbindelserne i ildleder- og skydenet har væsentlige ulemper. De er stærkt afhængige af afstande og terrain, af energi kilderne (man har ikke råd til at holde stationerne åbne uaf brudt), radiodisciplinen, og endelig tillader de ikke direkte sam tale mand til mand. I nogle tilfælde er man henvist til udeluk kende at basere sig på radio, f. eks. ved en fremskudt ildleder, der følger en bataillonschef, og evt. under et stillingsskifte, men ellers viser erfaringerne fra øvelserne, at radioforbindelser i ildleder- og skydenet kun må betragtes som en reserve, man må nøjes med, hvis trådforbindelserne svigter.
Kompagniets signaltjeneste er standardiseret, og de ændrin ger, der kan forekomme, er uvæsentlige. Når signalbefalingsman den har fået regimentets signalbefaling, vil han, hvis han er sin opgave voksen, kunne klare signalforbindelserne uden særlig befaling fra kompagniets side.
Udledelse.
Observatøren påkalder og leder morterilden gennem skyde centralen. Observatøren er normalt en befalingsmand, men også menige er uddannet som observatører. De kan hver for sig lede ilden for hele kompagniet eller for en vilkårlig deling.
Ilden påkaldes ud fra udgangspunkter, som delingerne er ind skudt på, på koordinater, eller for forberedte skydningers ved kommende blot ved at opgive skydningens nummer eller kodeord. Ethvert ramt mål, som ildlederen kan se, kan benyttes som ud gangspunkt for senere skydninger.
Observatøren medfører kort og en kalke over forberedte kon centrationer og spærreildsskydninger.
Kompagniet fremsender så mange observatører, som er nød vendige for at få hele forterrainet under observation, normalt to pr. frontbataillon — een på fast stade og een ved bataillonschefen.
Ofte oprettes også et kompagnistade, der helst skal give overblik over hele regimentets front. Observatører på fast stade tildeles en observationsvinkel.
Under angrebet har kompagniet brugt at befale det første observationsstades beliggenhed i udgangsstillingen i samråd med bataillonerne og overlade det til observatørerne at følge med i angrebet og selv vælge fremtidige stader. Det har vist sig nødvendigt at medgive observatørerne både en radiomand og en telefon mand for at få telefonforbindelsen med frem.
En observatør skal kunne uddannes, så han kan bedømme en afstand, måle en kompasretning og bruge en stregkikkert, han skal kunne beherske ildledertekniken og betjene signalmidlerne; men sideløbende hermed er det nødvendigt, at der lægges vægt på uddannelse i terrainbenyttelse og sløring, ellers vil observa tøren altfor ofte blive offer for fjendtlige snigskytter. Stillingsindtagelse for ildledere (observatørhold) bør gøres til genstand for eksercermæssig indøvelse.
Observatøren melder til skydecentralen om alt, hvad han observerer i forterrainet og om ændringer i egen forreste linies for løb, herved holder han kompagniet a jour med situationen og kan være en værdifuld efterretningskilde for E-sektionen.
Skydeledelse (arbejdet i skydecentralen).
Skydecentralen ledes af kompagniets skydeofficer med assi stance af skydeassistenten. Som hjælpere har de 8 beregnere og et antal signalmænd. Beregnerne arbejder parvis som henholdsvis kom pagni- og delingsberegnere.
Skydecentralen udarbejder skuddata på grundlag af målinger på kort eventuelt i terrainet (beregnede skydninger) og korrektioner fra observatører og sender dem gennem kommandoanlæg gene til skytterne.
Beregnede skydninger kan bringes til at ligge nøjagtigt over målet udelukkende på grundlag af beregninger, hvis man råder over midler til i forvejen at bestemme de faktorer, der har ind flydelse på granaternes bane i luften: vind, temperatur, fugtig hed m. m. Har man ikke disse midler, indskydes mortererne mod et mål eller flere, som observatøren har let ved at finde i terrainet, og som kan stedfæstes på kortet. Denne indskydning kaldes registrering.
De punkter, der er indskudt på, benævnes udgangspunkter i terrainet (UPT’er) henholdsvis udgangspunkter på kortet (UPK’er). Ethvert mål, der senere beskydes, kan anvendes som UPT (UPK), hvis det er egnet. UPT’eme plottes ind på målepladerne og nummereres.
Gennem registrering har skydecentralen opnået at finde et UPK, hvorfra den ved at måle retning og afstand til fremtidige mål kan beregne disses skuddata uden at skulle tage hensyn til de for det pågældende tidspunkt gældende afvigelser fra normalen.
Beregningerne udføres i praksis således:
Retning og afstand fra UPK til nyt mål måles på kortet og indlægges på målepladen, hvorefter retning og afstand morter— mål kan aflæses direkte.
Skal der skydes på mål, der pludseligt dukker op i et om råde, mod hvilket der ikke er forberedt skydninger, ledes ilden herim od ved korrektioner udfra UPT’er eventuelt ved opgivelse af koordinaten.
Skydningerne kan opdeles i forberedte skydninger og skydninger mod lejlighedsmål. De forberedte skydninger omfatter spærreildsskydninger og koncentrationer.
Hver deling kan præstere 1 spærreildsskydning, der plottes som et rektangel 100 X 400 nr.
Når delingerne ikke skyder, står de altid rettet på spærre ildsskydningen med ammunitionen klar i stillingen. Spærreilden skal kunne udløses på sekunder.
Koncentrationer kan forberedes i det omfang, beregnerne kan nå det, og skydes i det omfang, ammunitionsforsyningen tillader. De plottes som en cirkel 150 nr i diameter.
Forberedte skydninger nummereres og indtegnes på en kalke, der udleveres til observatører og fremsendes til regiment og ba- tallioner. De udløses gennem kompagniets observatører eller re gimentets ildledernet. Skuddata indføres på et skuddaIaskema, så beregnerne blot bar at aflæse og beordre side- og højdestilling for den pågældende koncentration, når den forlanges udløst.
Delingernes kapacitet begrænses af skudafstanden og morterernes sideretningsfrihed. Her kom kompagniet til det resultat, at der kan gives rettelser i siden på indtil 800 Ts. regnet fra grundretningen, uden at det går ud over nøjagtigheden. Skønnes det nødvendigt, kan man lade udstikke flere stokkelinier. Hver deling får således en skudvinkel på 1600 Ts. Tegnes skudvinkler ne ind på kortet (målepladen), kan man ved at se, hvor de dækker hinanden, finde de områder, i hvilke man kan skyde med 1, 2 eller 3 delinger, og hvilke delinger man bør anvende.
Samtlige anmodninger om skydninger går gennem skydeofficeren (skydeassistenten). Han afgør, om anmodningen kan efter kommes og giver i så fald de fornødne ordrer til beregnerne. Hans afgørelse er baseret på følgende faktorer:
a. Egne styrkers placering i forhold til målet,
b. ammunitionssituationen,
c. målets relative betydning og
d. dets sårbarhed overfor morterild.
Det er derfor af afgørende betydning, at skydeofficeren har god taktisk forståelse og altid er nøje inde i situationen og op gaven. Han lader føre et situationskort, holder sig a-jour med ammunitionssituationen og melder til E-officeren, hvis han mod tager meldinger fra observatørerne, som han skønner har efterret ningsværdi.
Har en morterstyrke åbnet ilden, må man regne med, at dens stilling er erkendt af fjenden, og at et stillingsskifte kan blive nødvendigt. Denne eventualitet skal tages i betragtning af skydecentralen, der udarbejder skuddataskemaer for skiftestillingerne.
Et stillingsskifte tager imidlertid sin tid, og dette i forbindelse med ammunitionsforsyningen gør, at man nøje må afveje, om et måls betydning berettiger morterkompagniets indsættelse.
Gode mortermål er: Udgangsstillinger, fodfolk under fremrykning, fjendens samlingssteder, når han viger ud, kommandostationer, trafikknudepunkter og morterstillinger, derimod har mortererne kun ringe virkning overfor nedgravet fodfolk, men deres anvendelse herimod har dog sin berettigelse, hvor det drejer sig øm at skabe kortvarig ildoverlegenhed, f. eks. under angrebet.
Under „SELANDIA EET“ skød kompagniet en del uobser- verede skydninger mod mål bag fjendens hovedforsvarslinie på grundlag af kortstudium og meldinger om fjendens bevægelser.
Det viste sig at være forholdsvis let at udpege de lokaliteter, fjenden sandsynligvis ville anvende som samlingssteder, og han var ikke i stand til at skjule sin tilbagegang for observatørerne, der holdt skydecentralen nøje underrettet om fjendens aktivitet i forreste linie. På det grundlag udløste skydecentralen 'skydninger mod samlingssteder og trafikknudepunkter, som var af overordentlig stor virkning.
Morterkompagniets ildplaner samarbejdes med artilleriets. Under øvelser har artilleriet fortrinsvis taget sig af de koncen trationer, der lå udenfor morterernes rækkevidde, særligt vigtige koncentationer blev forberedt for både artilleri og morterer. Koncentrationsnumre og kodeord for spærreildsskydninger aftaltes og kalker udveksledes.
Af skydecentralens befalingsmænd og mandskab kræves nøj agtighed og hurtighed til at beregne og rutine i at betjene signal- midlerne. Beregnerne må øves dagligt, og deres resultater sam menlignes og vurderes under hensyntagen til den tid, den enkelte har været om udførelsen. Eventuelle fejl må rettes og fejlkilderne findes.
Ammunitionstjeneste.
Hver morterdeling har, organisatorisk, 1 ammunitionsvogn, der følger delingen.
I kompagniets ammunitionssektion indgår 6 ammunitionsvogne, der køres i flyverskjul i kompagniets ammunitionspunkt, hvorfra der etableres forbindelse til skydecentralen, der således er i stand til at rekvirere ammunition frem til delingerne. Tomme ammunitionsvogne returneres til ammunitionspunktet, hvorfra de dirigeres bagud.
Vejviserskilte fra ammunitionspunktet til delingerne er til god hjælp.
I morterstillingeme aflæsses kun den ammunition — udover spærreildsammunitionen — som man skønner at få brug for i den pågældende stilling.
N. B. Juul.