Log ind

Om Soldatens moralske Opdragelse

#

Den almindelige Værnepligt som Led i Folkeopdragelsen.

Det er ikke ualmindeligt saavel i Pressen som Mand og Mand imellem at møde den Opfattelse, at de Summer, som en Stat aarlig anvender til sit Militærvæsen, og det Arbejde, som medgaaer ved Uddannelsen af de udskrevne Værnepligtige, forbruges paa en for Samfundet uproduktiv Maade, det vil sige, at disse Værdier gaa tabt for Sam­ fundets Udvikling og Fremgang.

Over for denne Opfattelse er gjort gjældende, at de nævnte Kapitaler maa betragtes som en Assurancepræ­ mie, som Samfundet betaler for at have de størst mu­ lige Chancer for at bevare Frihed og Selvstændighed, altsaa for at søge bevaret de for ethvert ærekjært Sam­fund nødvendige Betingelser for en lykkelig Tilværelse.

Dette Argument viser imidlertid kun Nødvendigheden af, at der haves et militært Værn; men det afkræfter i og for sig ikke Paastanden om de til Hærvæsenet an­ vendte Værdiers Uproduktivitet for Samfundets Udvikling, og dog er denne Paastand fuldstændig falsk for de Landes Vedkommende , hvor det levende Værn tilvejebringes igjennem almindelig Værnepligt. 

Dennes Særkjende er jo, at hele Landets vaabenføre mandlige Ungdom i aarvise Hold passerer igjennem Hæ­ ren for at modtage en militær Opdragelse. Da nu de Færdigheder og Egenskaber, som skulle bibringes den unge Mand for at gjøre ham til en duelig Soldat, i mange Retninger ere de samme, som det borgerlige Samfund har Drug for, er den almindelige Værnepligt et særdeles betydningsfuldt Led i Folkeopdragelsen, og det i desto højere Grad, jo fuldkomnere den militære Uddannelse og Opdragelse er.

Baade indirekte og direkte virker den almindelige Værnepligt igjennem den militære Tjeneste opdragende i samfundsnyttig Henseende: den medfører en intim og nyttig Vexelvirkning imellem Samfundets forskjellige Lag, idet den for en Tid udsletter den ydre Forskjel imellem disse ; den udvikler Legemet og retter imellem Aar og Dag mangen kroget Ryg og slenfrende Gang; den styrker mangen forlæst og blegnæbet ung Mands Sund­ hed; den giver den Kejtede og Ubehjælpsomme Frejdighed i Holdning og Optræden; den vænner til Orden og Ren­lighed, til Selvbeherskelse og Selvfornægtelse, og den lærer den fra Hjemmet forkjælede og egenraadige Yng­ling Begrebet at lyde.

Selvfølgelig har Militærtjenesten ogsaa sine Skygge­ sider for Samfundet; det vilde være besynderligt andet, og det vilde være urigtigt at lukke Øjnene derfor. Den ubefæstede unge Mand kan saaledes som Soldat komme til i længere Tid at leve under Paavirkning af letsindige eller af slette og moralsk fordærvede Kamme­ rater, i hvis Selskab han kan ledes paa Afveje og lære Ting, som omhyggelige Forældre have søgt at holde fjærnt fra hans Sind og Tanke; en stor Bys mange og stærkt lokkende Fristelser kunne drage ham ind i Udskejelsernes Malstrøm, og den nøjeregnende og fintfølende eller den pirrelige og mistroiske Natur kan ved indbildte eller vir­ kelige Krænkelser, foraarsagede ved Barskheden under Hævdelsen af Disciplinen, eller maaske ved en Befalingsmands urigtige Optræden forarges og opfyldes af Bitter­ hed, der let næres, udvikles og udbyttes af en uværdig Presse under dennes hensynsløse Agitation.

Dog turde de anførte Skyggesider vistnok være smaa i Sammenligning med Militærtjenestens samfundsnyttige Udbytte. Hvor den modsatte Anskuelse næres og støtter sig paa konkrete Tilfælde, maa det erindres, at en mo­ ralsk Rift hos et Menneske lettere bemærkes i hans Kreds end hundrede Tilfælde, i hvilke der er nedlagt Spirer til borgerlige Dyder, hvis Ejendommelighed er, at de voxe og bære Frugt i Stilhed.

Men selv om Skyggesiderne ere relativt smaa, skal dermed ingenlunde være sagt, at de ikke fortjene Opmærksomhed , tvertimod ! Enhver Bestræbelse for at fjerne dem og formindske deres Omfang fortjener den største Sympalhi. 

I Virkeligheden er der paa dette Omraade allerede en glædelig Bevægelse i Gang her hjemme. Begyndelsen er gjort med «Soldaterhjemmene«, hvis Opgave det er at samle de Soldater, som i deres Fritid gjerne ville holde sig borte fra slet Selskab og Fristelser, i et Fristed, hvor de under hyggelige Omgivelser kunne skrive Breve til deres Hjem, læse og mødes med ligestemte Kammerater, og hvor de tillige kunne beriges, løftes og vækkes ved gode, patriotiske Foredrag.

Ligeledes for at unddrage Soldaten Garnisonslivets Fristelser og for ut give ham Lejlighed til en nyttig An­ vendelse af Fritiden afholdes der aarlig ved alle Afdelin­ ger frivillig Undervisning i de elementære Skolefag med det Mandskab, der ligger til fortsat Tjeneste.

Endelig er der gjort en Del fra Statens Side for at skaffe Mandskabet god og underholdende Læsning, navn­ lig ved Oprettelsen af Vagt- og Sygehusbibliotheker.

Disse prisværdige og hensigtsmæssige Foranstaltnin­ ger, der blandt flere andre ere foreslaaede af daværende Premierlieutenant C. H. Rørdam i en prisbelønnet Af­ handling i «Militært Tidsskrift« 1881, fortjene al Anerkjendelse og Støtte; det samme gjælder det i den aller­ sidste Tid paabegyndte Forsøg med at indføre Husflid som frivilligt Undervisningsfag for Soldaterne i deres Fri­ tid, ligesom ogsaa den for nylig paabegyndte Udgivelse af sund, historisk og patriotisk «Soldaterlæsning».

Men med alle disse Foranstaltninger er der væsent­ ligst kun taget Sigte paa at beskjæftige Soldaten i hans Fritid og derved beskytte ham imod ydre Fristelse* Hvorfor skulde man ikke kunne gjøre Skridtet fuldt ud og styre lige løs imod Maalet ved planmæssigt og fuldt bevidst at søge at bibringe Soldaten en moralsk og patriotisk Op­ dragelse lige saavel i som udenforTjenesten i den Tid, i hvilken han er indkaldt?

Det er en Arv fra Fortiden, at den militære Uddan­ nelse koncentrerer Kraften paa at bibringe Manden de nødvendige fysiske Færdigheder ved igjennem Gymna­ stikken og Exercitsen at opdrage hans Legeme, om vi saa maa sige. I anden Hække lægger Uddannelsen Vægt paa at bibringe Manden Fjendskab til sine Pligter og Forstaaelsen af sin Stilling som Soldat, hvad man nær­ mest kunde kalde en intellektuel Opdragelse.

Om der end igjennem den fysiske og intellektuelle Opdragelse ogsaa virkes udviklende paa Mandens Følelse og Villie, har man dog hverken her eller i andre Lande hidtil haft Øjet aabent for Nødvendigheden af, at Soldaten ogsaa bevidst og planmæssigt maa være Gjenstand for en ethisk Opdragelse.

Dette hidrører fra, at Soldatens Uddannelse tidligere kun bestod i en planmæssig Dressur af hans Lege­me, og i en Underkuelse af hans personlige Følelser og hans Villie. Denne Uddannelsesmetode tabte sin Be­ rettigelse, da Hærene bleve nationale, og den er baade uhensigtsmæssig og samfundsfjendtlig overfor en patriotisk og oplyst Befolkning. Krigen, der vil komme i Frem­ tiden, vil stille overordentlig store Fordringer til hver enkelt Soldats psychiske Kraft, og det er allerede af den Grund nødvendigt, at Soldatens Uddannelse ikke er en ensidig fysisk og intellektuel Opdragelse, men at den til­ lige omfatter en Opdragelse af hans sjælelige Evner: hans Følelse og hans Villie.

Soldatens moralske Opdragelse er i de senere Aar bleven livligt drøftet i Udlandets Militærliteratur. Her hjemme har dette Æmne kun sparsomt været fremme i Pressen, og naar der undertiden har været et Ymt derom, har dette intet kjendeligt Spor sat. Delte er formentlig en Følge af Ejendommeligheder i vor Nationalkarakter. Dels ere vi Danske nemlig af Naturen — desværre — lidt mageligt anlagte, og dels hersker der i de dannede Klasser her hjemme i Almindelighed en vis Skyhed for at komme ind paa psychologiske, ethiske og religiøse Æmner, hvis Grændser ere ubestemte, og hvis Drøftelse let fører ind paa Fraser og falsk Føleri, især naar Fjend­skab til Psychologiens og Ethikens Grundsætninger mangler. Ved at læse adskillige tydske Forfattere, der behandle Soldatens moralske Opdragelse, skal man heller ikke fristes til at gaa nærmere ind paa dette Thema; ved deres Behandling af Æmner som «Disciplinen, dens Betyd­ ning og Pleje,» »Kammeratskabet,» »Krigen og Civilisa­tionen,» »Loyalitet» o. s. v., forvilde de sig nemlig ofte ind iblandt rhetoriske Blomster og udtømme sig i en for dansk Naturel lidet tiltalende Pathos.

Idet vi nu her skulle gaa nærmere ind paa en B e ­ tragtning af Soldatens moralske Opdragelse, fremstiller der sig først til Besvarelse det Spørgsmaal: Hvilke ere denne Opdragelses Væsen, Maal og Midler? og dernæst: Hvorledes stille vore hjemlige Forhold sig med Hensyn til den praktiske Udøvelse af denne Opdragelse?

Uden at følge nogen bestemt «Methode» skulle vi forsøge paa at belyse disse Spørgsmaal i det Efterføl­ gende i Tilknytning til, hvad vi alt foran have udtalt.

At opdrage et Menneske er, ganske i Almindelighed, at udvikle og paavirke det saaledes, at dets Evner og Kræfter styrkes og formes og ledes til at virke i den af Opdrageren tilsigtede Retning.

Ved Soldatens moralske Opdragelse forslaaes en med Takt, Følelse og psychologisk Indsigt gjenne mført Bestræ­ belse efter at vække, pleje og udvikle Soldatens ædlere Følelser og efter at højne hans aandelige Syn, saa at hans sjælelige Egenskaber formes ’•saaledes, at han ud­ fører sin Gjerning, ikke af Frygt forStraf som et villieløst eller uvilligt Redskab, men af Pligtfølelse, Loyalitet, Pa­ triotisme og Æresfølelse, og som et tænkende, villigt og selvbevidst Individ, der føler sin Gjernings Betydning som Led i den store levende Organisme, hvortil han hører, og hvori Enhver har sin betydningsfulde Opgave.

Ved den moralske Opdragelse styrkes Ilærens mo­ ralske Element, der er algjørende for Løsningen af Hæ­ rens Opgave i Krigen; men, som vi før have sagt, de Egenskaber, der betinge en god Soldat, ere netop de samme, som det borgerlige Samfund ogsaa har Brug for og slet ikke kan undvære: Lydighed, Pligtfølelse, Patrio­ tisme, Æresfølelse, Renlighed og Orden, Udholdenhed, Selvfornægtelse, Offerberedvillighed for det Heles Vel, Ædruelighed, Dristighed, Uforsagthed under Savn og Anstrængelser.

Ikke mindre end den fysiske Opdragelse kommer saaledes Soldatens moralske Opdragelse hele Samfundet tilgode, ved Siden af, at den fuldstændiggjør den mili­ tære Uddannelse.

Man kan vel uddanne en Soldat til en vis Fuldkom­ menhed ved at svinge Lovens Magtmidler som en Svøbe over hans Hoved , saaledes som det skete i de hvervede Hæres Tid og selv senere; men den «Moral», der illustre­ res ved Frederik den Andens Tilraab til sine vaklende Grenaderer i Slaget ved Kolin: «Rackers! wollt ihr denn ewig leben?» — den er heldigvis ikke længere brugelig. I Virkeligheden er den Soldat, der kun af Frygt for Straf udfører sin Tjeneste, nu til Dags fuldstændig ubrugelig. Hans Disciplin vil svigte under Farens og Anstrængelser- nes Fristelser, og naar han ikke er under den Foresattes Opsigt. Til at gjøre sin Pligt i Farens Stund, under Nød, Savn og Lidelser, under Nederlagets Slappelse, udfordres der hos Soldaten en psychologisk Udvikling, et moralsk Element, der ikke kan fremtvinges med Magt­ midler, men nok kan fremelskes.

Den Værnepligtige indkaldes nemlig lil Militærtjene­ sten i en Alder, i hvilken hans Karakter, hans hele aan- delige Personlighed endnu ikke har modtaget sin endelige Form, og han er endnu haade aandeligt og legemligt i Keglen temmelig let modtagelig for Paavirkning; men hans fysiske og moralske Udvikling tenderer netop paa dette Tidspunkt til at konsolidere sig, og dette Afsnit af hans Liv kan derfor være bestemmende for ham for Fremtiden. Derfor bør Intet forsømmes, som kan udøve en gavnlig Indflydelse paa ham.

Idet vi have paavist, at Soldatens moralske Opdra­ gelse lige saa vel kommer Samfundet som Hæren til­ gode, ere vi komne tilbage til vort Udgangspunkt, nemlig Hærens Betydning som Led i Folkeopdragelsen. Denne Betydning bliver vistnok ofte underkjendt, da den ikke eller dog højst ufuldkomment kan opfattes igjennem Sandserne eller beregnes igjennem Tal. Om den tydske Nation siger Feltmarskal Mollke: »Ingen anden Nation har nydt en saadan Opdragelse som den lydske ved Hjælp af den almindelige Værnepligt. Vi kunne derfor allerede af Hensyn til Nationens Opdragelse ikke undvære Ar­ meen.» Vi kunne ikke sammenligne vore Forhold med tydske, fordi der mangler et naturligt Udgangspunkt for en saadan Sammenligning; men sikkert har den alminde­ lige Værnepligt ogsaa hos os ydet et væsentligt Bidrag til Folkets Udvikling, navnlig igjennem Soldatens fysiske og intellektuelle Opdragelse.

Dersom man nu igjennem Soldatens moralske Opdragelse yderligere kan yde et Bidrag til Samfundets ethiske Udvikling, samtidig med, at der herved arbejdes hen imod Hærens egen Dygtiggjørelse, fortjener det nok at tages under alvorlig Overvejelse, hvilke Veje og Midler der haves til Løsning af denne Opgave — paa en mere fuldkommen og mere planmæssig Maade, end det i Almindelighed hidtil er sket.

II. Fremmede Udtalelser om Soldatens moralske Opdragelse.

Som før berørt har der i de senere Aar været en livlig Bevægelse i den udenlandske Militærliteratur angaaende Udviklingen af det moralske Element i Hæren. Rusland, Italien, Østerrig, Frankrig og Tydskland have alle ydet værdifulde Bidrag til Diskussionen herom.

Selvfølgelig er Spørgsmaalet ikke nyt; det har af sig selv maattet fremstille sig til Overvejelse for varmt­ følende og vidtskuende Patrioter samtidig med Indførel­ sen af den almindelige Værnepligt, ved hvilken den natio­ nale Hær blev Kjød af Nationens Legeme; adskillige ældre Forfattere have da ogsaa dels strejfet ind paa Æmnet, dels gjort det til Gjenstand for en mere indgaaende Be­handling.

Saaledes udkom der saa tidlig som i 1848 i Tydsk­ land en Bog med Titlen: «Grundzüge der Krieger-bildung nach Grundsätzen der Humanität. Ein Lehr­ buch für Offlzierszöglinge zur Selbstbildung und Erbauung ihrer Untergebenen in Dienstschulen, sowie auf Märschen, Wachen und Piketern,» hvis Forord begynder med føl­ gende Udtalelse: «Medens der om Felttjeneste og Taktik udkommer et stort Antal Bøger, der finde megen Udbre­ delse lige ned i de nederste Lag af det militære Hier­ archie, findes der kun faa Skrifter, der handle om det første og vigtigste Element for Krigerens Uddannelse: Sjælens Forberedelse til Krigstjenesten. Og dog er det mere Sjælen end Aanden, mere Hjertet end Forstanden, mere det dristige Mod end den pyntelige (geschniegelte) Kunst, som tilkæmper sig Sejren i det Jern-Terningspil, som afgjør Folkenes Skjæbne og Rigernes Bestaaen. Hovedsagelig den moralske Kraft er det, som sætter Hæ­ ren i Bevægelse, hvorefter først Intelligensen overtager Ledelsen og Anvendelsen.

Den nu stedfindende Bevægelse synes først at være begyndt i Rusland eller maaske Italien. Den har der­ efter med voxende Livlighed bredt sig til andre Lande.

I Rusland er det især General Dragomirow, Sejr­ herren fra Sistova, der har gjort sig bemærket som mili­ tær Pædagog. Idet Dragomirow gaaer ud fra, at det er Mennesket, Mennesket og atter Mennesket, der er det vigtigste Kampmiddel, fremsætter han med mønsterværdig Konsekvens de Regler, som man maa følge for at udvikle den russiske Soldats moralske og fysiske Egenskaber for at gjøre ham til en fuldendt Soldat.

Dragomirows militær-pædagogiske Skrifter, navnlig hans «Vejledning til de russiske Troppers Forberedelse til Kamp» og hans bekjendte «Soldater-Memento» have i Vesteuropa vakt megen Opmærksomhed, og saa vel tydske som franske Officerer erklære at kunne lære meget af dem. Vi citere nogle Brudstykker af disse Bøger efter en tydsk Oversættelse.

«Uddannelsen afhænger af, hvorledes Soldatens O p ­ dragelse er, d. v. s. i hvilken Grad han er gjennemtrængt af Pligtfølelsen.»

«Kompagnichefen er ansvarlig for sine Undergivnes Oplæring, ikke alene for de Meniges Vedkommende, men for alle Grader ved Kompagniet.»

«Man skal søge at komme bort fra den Uvane, der har holdt sig fra tidligere Tid, nemlig at Officererne overfor Soldaterne ere «Herrer», og at Kompagnichefen betragter sine yngre Officerer som Kammerater paa den Maade, at han anser det for pinligt at belære og prøve dem. — Den er ikke min Kammerat, der kan og skal lære mig Ting, af hvilke min Fremtid afhænger, — og som af falsk Delikatesse ikke gjør det. — Den dusbroderlige Fortrolighed strider imod Kammeratskabet, lige­ som den strider imod den tjenstlige Interesse.»

«Beskjæftiger man sig med en Mand, maa man frem for Alt huske paa, at under Kampen bevæge Mandens Fødder og Arme sig ikke alene som Følge af Dressur, men langt mere efter, hvorledes Mandens Hjerte slaar og hans Hoved tænker; man maa derfor frem for Alt iagt­ tage og forme Hjertet og Hovedet. Hin Tid , da man troede at kunne virke paa Hjerte og Hoved igennem Arme og Fødder er for evigt forbi. — Kompagnichefen begaaer derfor en stor Fejl, hvis han indbilder sig, at han har gjort Alt, hvad der behøves, naar han har ud­ dannet sit Kompagni i Bajonnetfægtning, Skydning, Exercits og Terrainbenyttelse, og at Resten da kommer af sig selv. Søg derimod først at rodfæste den militære Pligtfølelse, da kommer Resten af sig selv.»

«For at opnaa et godt Resultat af Eddannelsen ud- fordres af Befalingsmanden ikke blot Bestandighed, men ogsaa Energi. Nogle forvexle Energi med personlig Ilterhed, ja, ofte endog med Vredagtighed, hvilket dog ingenlunde er det samme, som Energi.»

«Den ubetingede Lydighed, der fordres i Militær­ tjenesten, karakteriserer sig ved Punktlighed og Hur­tighed i Udførelsen af Befalinger, paa Grundlag af en ubegrændset Selvfornægtelse og under Betingelse af Forstandens fulde Virksomhed. Alle disse Be­ tingelser ere en nødvendig Følge af, at det gunstige R­esultat i Krigen afhænger af, at een Mands Villie eendrægtigt efterkommes af Massen.»

»Den indre Tjeneste omfatter Soldatens hele Levevis, bestemmer hans Pligter og hans Rettigheder. Begge maa han nøje lære at kjende, for at han kan se, at Lo­ven, idet den har paalagt ham Forpligtelser, ogsaa har beskyttet barn imod uretfærdige Fordringer. — At Sol­ daten er gennemtrængt af Pligten, finder sit Udtryk i Afgivelsen af ydre Æresbevisninger. Naar vi yde den Ældre Æresbevisninger, udtrykke vi derved vor Underordning over for ham og opfylde Høflighedens Fordringer. Men Æresbevisningen er gjensidig, og de Officerer handle urigtigt, som ikke besvare deres Underordnedes Hilsen ; thi derved vise de, at de ere mindre velopdragne end Soldaterne, og derhos give de et slet Exempel ved Ikke- Opfyldelsen af Forordningerne; man kan ikke indpode og befæste Lydighed, naar man ikke selv udmærker sig derved.»

I «Slutningen» af Vejledningens 2den Del udtaler Dragomirow Følgende:

«Der stilles i vor Tid store Fordringer til Officeren. Jeg vil i Korthed fremstille disse Fordringer, og mine efterfølgende Ord ville Unde Vej til Kammeraternes Hjerte, ligesom de ere talte fra Hjertet . . . Thi man kjender ikke Dagen eller Timen, da hin frygtelige Prøvelse kom­ mer, ved hvilken Enhver vil ses — ikke som han i Fredstid har viist sig, men som han i Virkeligheden er, og ved hvilken han vil betale enhver Fejl, enhver Mangel paa Indsigt eller paa Energi med sit Liv, ja, det var ikke saa slemt — de Døde føle ikke Skammen — men ofte ogsaa med sin Reputation, i hvert Fald med sine Undergivnes Liv.

Officeren maa fremfor Alt forstaa at holde sine Folk i sin Haand, mere ved sin Villies Kraft end ved den fy­siske Tvangs Forholdsregler, der i Fredstid kun haves for Døgenichters Skyld, af hvilke man i Kampen Intet kan haabe. Han maa forstaa at holde dem saaledes i sin Haand, at de ingen anden Stemme eller Villie kjende end hans, at de i alle vanskelige Forhold instinktmæssigt rette Øjne og Tanker imod ham for at erfare, hvad der skal gjøres.

Hertil er det nødvendigt, at Soldaterne have Tillid til ham som deres Hoved og værdige Fører; de ville da ogsaa elske ham, og Intet vil være umuligt for vore Soldater.

Dette opnaaes ved den aandelige og moralske Over­ legenhed — og derved, at Folkene i ham se et Menneske, der er den Første til at gjøre, hvad han forlanger af dem.»

«Vær i Alt et Exempel for Soldaten; da gaar hin Pligtfølelse ham over i Blodet, der er den samme i den Foresattes4Paasyn og bag hans Ryg. Idet Officeren viser sig gjennemtrængt af Pligtfølelsen, hæver han ogsaa Sol­ daten til Pligtens Højde. — Pligtfølelsen voxer ikke fra neden og opad; men den breder sig fra oven og nedad.«

«Man bør ikke indskrænke sig til Kjendskab til Reglementerne og Instruktionerne; men man maa ogsaa læse, læse og læse: fortrinsvis udførlige krigshistoriske Værker. — Men hvad du end læser, antag Intet uden videre for sandt. Slaa dig ikke til Ro med den Tanke: den og den har sagt det, følgelig er det rigtigt; men stil Spørgsmaalet: Hvorfor siger han saaledes? Naar du har fundet dette »hvorfor«, eller naar Forfatteren har givet det med sine Bevisgrunde, da kan du.give dig til­ freds: og da bliver hans Ide ogsaa din; thi du har da selv tilbagelagt den Vej, ad hvilken Forfatteren har tænkt sig frem til Ideen. Men har du ikke opdaget dette »hvorfor«, saa tro ikke Forfatteren, var det end Napoleon selv.«

I det bekjendte »Soldater-Memento«, der er blevet uddelt i den russiske llær i et overordentlig stort Antal Exemplarer, har Dragomirow i en Række koncise, mo­ ralske og militært instruktive Sætninger givet en Samling Leveregler for den russiske Soldat, idet han har talt til Soldaten i dennes eget Sprog, og idet han har taget Hensyn til den russiske Folkekarakters Ejendommeligheder. Mementoet ender med følgende Sammenstilling af Aarsag og Virkning:

Skærmbillede 2023-03-18 kl. 16.28.22.png

Skærmbillede 2023-03-18 kl. 16.29.02.png

Skærmbillede 2023-03-18 kl. 16.29.56.png

Uheldigvis er Oberst Corsi’s Afhandling ikke let at karakterisere ved Citater, da den er meget lang, beskjæftiger sig meget detailleret med en Mængde Enkeltheder og ofte illustrerer ved Exempler, dels tænkte, dels op­ levede, og endelig fordi den mangler en Præcisering af Hovedpunkterne; men den bærer helt igjennem Præget af nobel Tænkemaade, varm Patriotisme, en alt om­ fattende Pligtfølelse og militærpædagogisk Einfølelse.

Den militære Uddannelse, siger Corsi, sondrer sig skarpt i en fysisk, en intellektuel og en moralsk Opdragelse. Kunden sidste omhandles i Afhandlingen. «Den moralske Opdragelse udøves hver Dag, hvert Øje­ blik. Befalingsmanden opdrager næsten uden at be­ mærke det, idet han efterlever de fundamentale Love for den militære Organisation, og Soldaten modtager Opdra­ gelsen uden at ane det. Forskrifter, Raad, Exemplet, Formaninger, Irettesættelser og Straffe ere Opdragelses­ midler, som, skjøndt de anvendes individuelt af den Fore­ satte over for den Undergivne, udstrække deres Virkning til hele Kompagniet som Følge af Samlivet i dette.. Kort sagt, den moralske Opdragelse er det nødvendige Resul­ tat af det Disciplineringsarbejde, der Dag ud og Dag ind ledes efter en sikker og bestemt Methode.»

Det er Underafdelingschefen, siger Corsi, som Opdragergjerningen paahviler. Han skal selvfølgelig benytte sine undergivne Befalingsmænd, som han først og frem­ mest skal opdrage til at handle i sin Aand; men det er Kapitainen først og Kapitainen sidst, der skal lede Arbej­ det og virke — mindre ved sin Straffemyndighed end ved sin moralske Overlegenhed, sin Indsigt og Dømme­ kraft, sin pædagogiske Sands, sit Exempel, sin hele indre og ydre Personlighed.

Om det ydre Væsen hedder det: «Ikke en Bevæ­ gelse, ikke et Ord fra den Foresatte undslipper Soldatens Opmærksomhed; han tillægger visse Smaating, som falde i Øjnene, mere Betydning end smukke aandelige Egenskaber, der falde uden for hans Sandsers Rækkevidde. Man bør derfor tænke over enhver af sine Stillinger, en­ hver Bevægelse; thi et smukt Væsen og en god Hold­ ning er ikke en Gave af Naturen, men en Frugt af Op­dragelsen.»

Læsning af Tjenesteforhold, navnlig Lydigheds- og Respektforholdet samt Rets- og Straffeforhold anser Corsi for saa vigtig, at denne Tjeneste som Regel bør over­ drages en Officer, og at endog Kapitainen ikke bør anse det for at være under sin Værdighed ganske særlig at beskjæftige sig med dette Fag. Overlades denne Tjeneste undtagelsesvis til en Underofficer, bør den virkelige Grund hertil kun være, at man har en dertil særlig dyg­ tig og velskikket Underofficer, og ikke , at man vil spare Otficererne for delte •Hoveriarbejde»; «thi dette vilde være et evident llevis paa manglende Dømmekraft hos Kapitainen og paa ringe Evne hos denne til at udfylde sin Plads som Opdrager.»

Om Religionen udtaler Corsi sig af let forslaaelige Grunde meget forsigtigt: «Man spiser, man drikker, man sover, man kjøher og sælger, man skriver og læser uden at føle Trang til en religiøs Tro. — Men jeg tænker paa Soldaten, der ligger i en Slugt med Lemmerne sønderrevne af Kardæskkugler, alene, forladt, døende, i den mest blomstrende Alder. — Jeg tænker paa Aar- sagerne til og Følgerne af denne Udsvævelse, denne Livs­ lede, denne feberagtige Tørst efter at nyde Livet i Hast, som karakteriserer den blegsyge, udlevede Ungdom paa 20 Aar, som man ser voxe op! — Jeg kan ikke nøjes med at tænke paa Dagen idag, som forløber roligt; jeg tænker paa imorgen. — I det Hele taget bør Religionen behandles med værdig Alvor, fuldt ud med militær Re­ spekt.»

I et Kapitel med Overskriften «Om militært Broder­ skab» hedder det: »Det, jeg kalder Vaabenbroder- skab, er ikke min Opfindelse. Dersom en fremmed Sol­ dat kommer til os, modtage vi ham med Glæde, var han end fra Haiti. I vore Øjne har han en vis Familie­ lighed, som adskiller ham fra andre Fremmede og nær­ mer ham til os, trods Forskjellen i Sæder, Sprog, An­ sigtstræk og Hudfarve. Dersom han gjør et Skridt hen imod os, gjøre vi gjerne to Skridt imod ham, vi trykke hjærteligt hans Haand, invitere ham til vort Bord og fetere ham som en længe savnet Ven. Og dersom omvendt en af os rejser i et fremmed Land, vil han se en Ven i enhver Soldat, han møder. Dersom han har Brug foren af disse Tjenester, som man kan forlange uden at rødme, vilde han tro at handle urigtigt imod sine fremmede Vaabenbrødre ved ikke at henvende sig til en af dem. Ved en Fest, i hvilkensomhelst Forsamling er der hos dem, iblandt dem en Plads for ham, saa snart han viser sig, hundrede venlige Stemmer ville tale til ham, og hundrede loyale Hænder ville trykke hans. Men i Krig? Denne Mand er din Fjende. Under Kampen har han kæmpet imod dig, og I have vexlet drøje Slag; men han falder i dine Hænder, og du forbinder med dit Lommetørklæde hans Saar, som dine Vaaben har bibragt ham, du støtter ham, og du taler venligt trøstende og rosende til ham. — Under en Vaabenhvile midt i en haardnakket Krig, der føres med regulaire Tropper, ikke bevæbnede Bander, ser man Soldater af begge Partier underholde sig med hverandre som gode Venner og ud- vexie Venskabeligheder imellem de Høje, der dække deres faldne Kammerater. Dette minder om de tidligere Ridderes noble Tillid.«

Corsi drager skarpt tilfelts imod Dovenskab og Lediggang og opfordrer til Flid og Aktivitet: «Jeg vilde ønske, at der gaves Virksomhedspræmier, ligesom der Ondes Præmier for Dygtighed, hvad der er mindre for- tjenstfuldt og ofte mindre nyttigt for Hæren. Virksom­ hed bør for Soldaten være en anden Natur; Soldaterne have som de fleste andre Mennesker et naturligt Hang til Dovenskab; man gjør dem derfor en stor Tjeneste ved at bekæmpe denne Tilbøjelighed. Hvile og Lediggang enerverer Legeme og Sjæl. Sundhed, Energi og moralsk Kraft ere de sædvanlige Frugter af et anstræn- gende og virksomt Liv.«

Om Straffe og Belønninger udtaler Corsi sig meget udførligt. »En simpel Irettesættelse er en Straf for et fintfølende Menneske. Jeg vilde i samme Grad beklage den, der nærer den besynderlige Tro at kunne føre et Æsel med varlige Haandbevægelser og lette Tryk med Benet, — som den, der vil anvende Stokken paa en Skolehest; thi jeg vilde anse dem for gale begge to. — Tilhængerne af den Anskuelse, at man bør anvende Straf i stor Udstrækning, støtte sig paa Frederik den Stores høje Autoritet, intet mindre, han som opfandt Jerndisciplinen, ved hvilken han vandt Land og Hæder; men denne Mand levede 100 Aar før vor Tid. Hans Soldater lignede ikke vor Tids Soldater.«

»Hvilken Følelse er det Hensigten at fremkalde ved Straffen? Skrækken, Frygten, eller om man vil: den fore­ byggende Frygt. Staa vor Tids Mennesker da saa dybt, at det er nødvendigt at betjene sig af Frygten som det bedste Middel til at lede deres Handlinger? Der er mange og deriblandt jeg, som aldeles ikke tro dette, som have en bedre Mening om deres Medmennesker, hvem Gud har givet ligesom os, foruden en Smule Evne til at skjælne det Gode fra det Onde, tillige en vis Sands, mere eller mindre stærk, mere eller mindre udviklet, som med Tiden og Erfaringen ved Opdragelsens Virkning bliver den naturlige og berettigede Selvfølelses (l’amour- propre) eller Egoismes. Se dette er vort lille Skibs Ror; før dette med sikker Flaand, og du vil naa hen, hvor du ønsker. Jeg er ikke den Første, og jeg vil ikke blive den Sidste, der siger, at i hvert Menneskes Temperament er der altid en corde sensible, som kan bruges til at lede ham. Man maa søge denne følsomme Streng, gribe den, saa snart man har fundet den, ikke slippe den, men lade den vibrere paa rette Maade. Der­ som du finder bar Bund, hvilket er meget sjældent, saa- fremt du forener Takt med Klarsynethed, sig da, at du har truffet Æslet og brug Stokken. Men søg først efter Selvfølelsen; del vilde være et Mirakel, om du ikke op­ dagede den.

Selvfølelsen! har En og Anden udraabt, medens jeg talte om den Maade, hvorpaa den Foresatte bør behandle den Underordnede. Selvfølelse! men hvor finder man den hos disse Dumrianer? Jeg har forpligtet mig til at svare, og jeg skal holde Ord. Hvor mange »Dumrianer» er der vel? Hundrede. Nuvel, lad mig i al Bo under­ søge dem, og jeg giver dig mit Æresord paa, at jeg skal finde Selvfølelsen hos de 90 i det Mindste. Elvor findes Gnisten i Stenen? Slaa med Jernet imod Stenen, og du vil se Gnisten springe frem. Men hvorledes be­ handler du dem, disse stakkels Forfordelte? Du holder dem imellem en Skruestiks to Kæber. Dit Discipline­ ringssystem er et Valseværk, og det er netop dette, som forhindrer dig i at finde den Selvfølelse, som du kvæler. Lad Haanden være mindre tung, lad de stakkels Fyre rette sig i Menneskehøjde, voxe, hæve Hovedet. — Vil du udvikle og regulere Selvfølelsen, forstaa da vexel- vis og ved rette Lejlighed at kjæle og at ægge: Opmun­tring og Bebrejdelse, Ros og Dadel, Udmærkelse og Yd­mygelse, Belønninger og Revselser.»

»Jeg indrømmer Berettigelsen af selv de alvorligste materielle Straffe som Disciplineringsmiddel, idet jeg støtter mig paa det Princip, at i Menneskets Kamp imod Disciplinen bør denne ikke ligge under, eller med andre Ord: «.Soldaten bør gjøre sin Pligt med det Gode eller med det Onde.» — «Jeg indrømmer en eklatant Afstraf­ felses almægtige Indflydelse som Exempel, selv overfor en Mand, som man vilde have kunnet nøjes med at give en Irettesættelse. Hundrede Menneskers Interesse opveje rigeligt den Skade, der tilføjes En.« — «Naar man en­ gang har erkjendt Nødvendigheden af en Afstraffelse, bør denne iværksættes med hele sin Virkning. — Rev­ selsen er et Vaaben og ikke en Svøbe; Straffemyndig­ heden maa bruges med en sikker og fast Ilaand. — I Almindelighed bør haarde Straffe foretrækkes for milde. En eneste haard Slraf vil have mere Virkning end mange lette Straffe, som sløve Følsomheden og depravere Hjertet.»

I Østerrig har der i de sidste ti Aar eller længere været to Partier, der med Hensyn til Grundlaget for Soldatens Uddannelse og Opdragelse have staaet skarpt over for hinanden. Det ene Parti, hvis Fører var den nu afdøde kommanderende General i W ien, Feltmarskal, Friherre Josef Philippovic, holdt paa den stramme preussiske «Drill», den ydre Dressur, Parademarchen, en Maskinise- ring af Soldaten og en Undertrykkelse af Individualiteten.

Modpartiet, hvis Fører og beaandede Talsmand var den for sin tragiske Skjæbne bekjendte Feltmarskal, Erkehertug Johan (Johan Orth), holdt paa Udviklingen af Sol­datens Individualitet, paa Pleje og Fremelskelse af hans ædlere Følelser.

Erkehertugen holdt i Wien den 3. November 1883 et Foredrag om «Drill oder Erziehung»?, i hvilket han varmt forsvarede sin Opfattelse og polemiserede imod de iøvrigt i Foredraget unavngivne Modstandere. Foredraget vakte megen Opmærksomhed, og baade tydske og franske Forfattere henvise ofte til det. Vi skulle derfor citere enkelte af de mest karakteristiske Udtalelser i Fore­draget.

«Det er forstaaeligt», hedder det, »at man ved at se de Mindesmærker, som Døden har sat sig ved St. Privat og ved Plevna, i alle Hære har søgt efter Midler til at bekæmpe den skadelige Indvirkning paa Manden, har søgt at stille en Magt op imod Instinkterne, som den moderne Kamp paa en saa truende Maade kalder til Virksomhed i Mennesket. Ja, det vilde endog være ønskeligt, om disse Spørgsmaal havde været underkastede et endnu mere indgaaende Studium, end Tilfældet er, og om man havde beskjæftiget sig mindst ligesaa meget med Mennesket som Faktor for Sejren som med den tekniske Fuldkommengjørelse af Vaabnene, Detailuddannelsen og alle lignende Æmner for den militære Forskning.»

«Fra nogle Sider søger man kun i Disciplinen, og i intet andet, en Hærs Modstandskraft og vil kun i den stramme Exercits erkjende Midlet for Disciplinens Til­ vejebringelse. En formel Bearbejdelse af Individet saaledes, at hans Villie fuldstændigt ophæves, og at Tanken om Indisciplin slet ikke kan komme op i ham, skal i sidste Instans trods Kampens Farer bringe Tropperne til at gjennemfore deres taktiske Opgaver. — — Dette er ikke min Anskuelse. — — Igjennem Legemet kan man ikke disciplinere Sjælen. Ikke udvendigt fra og indefter kan man virke; men man maa omvendt virke indvendigt fra og udefter.»

De sande Aarsager til Tydskernes Resultater i 1870— 71 vare ikke den preussiske «Drill», men vel den preussiske Pligtfølelse, den preussiske Villiekraft, den preussiske Udholdenhed, som vi kunde tage os til For­ billede.»

«Den gamle Strid, om Aand eller Form er Hoved­ sagen, vil bestaa, saa længe der gives Mennesker; kun for den er Stridsspørgsmaalet overvundet, som holder Begge for nødvendige.»

«Man vil maaske stolt sige: Begejstring, Patriotisme, Hengivenhed? Kun en Rus! Jeg behøver ikke andet end ubetinget Lydighed, og denne naaer jeg ved stram Exerceren.»

Heri ligger en dobbelt Fejltagelse; thi for det første er Lydighed alene ikke tilstrækkelig, og for det andet naaes den ikke ved den blotte legemlige Dressur.

Naar engang udmattende Marcher, hvileløse Bivouaker, besværlige Veje i Bjerg og Skov have jaget Exercerstramheden ud af den bepakkede og udasede Mand; naar det lumske Bly — man veed ikke fra hvem og for hvem — svirrer i Luften, og det da fordres at holde ud paa Stedet i den fjendtlige Ild, ogsaa naar Flanke og Ryg er truet, eller at storme en dødspyende Linie, — da er Disciplinen ikke tilstrækkelig, heller ikke Frygten; thi de fjendtlige Kugler frygtes dog mere end de Kommanderendes Trusel. Offerberedthed, hvad enten den fremtræder i passiv eller i aktiv Form, er altid kun Produktet af højere, ædlere Magter, som beherske os.»

 «Stramheds-Filosoferne hævde nu, at det disciplinaire Maal sikkrest naaes ved Indexercering af Former, der Intet have at gjøre med dem, som Tropperne be­ tjene sig af til Opnaaelsen af Krigsformaal; thi netop Uhensigtsmæssigheden af saadanne Former tilintetgjor enhver Rest af Gjenstridighed ved Undertrykkelsen af den bedre Overbevisning. Dette er med andre Ord: Man maa gjøre Manden bøjelig ved at forstyrre hans Tænken, som om fornuftige For­ dringer behøve at sky Fornuften hos den, til hvem de stilles. Paralysering af Dømmekraften er jo den udtrykkelige Tendens for denne «Drill.

En saa uforblommet, jeg kunde sige: saa nøgen Tilstaaelse af Stramheds-Dressurens Maal, som findes i Skriftet »DieMelhode bei der Disciplinirung der Truppe», er rent ud beskjæmmende for Aarhundredet.»

»Man har paa mange Maader og næsten udelukkende beskjæftigel sig med Soldatens Viden og Kunnen , som om hans Villen kommer af sig selv. Men Villien er Hovedsagen, og den behøver Pleje, ikke alene for at den negative Villie kan blive undertrykt, men ogsaa for at den positive Villie kan blive styrket.»

»De Drivfjedre, der alene betinge Troppernes Selv­ fornægtelse og Paalidelighed, maa vi søge i Pleje af den dynastiske Følelse, i Befæstelse af Baandet imellem Fører og Tropper, i Karakterens For­ ædling og Styrkelse, i Vækkelse af den person­ lige Offerberedvillighed.»

»Popularitets-Jageri fører ikke til Maalet [Under­ givnes Hengivenhed]. Man skal have Hjerte for sine Undergivne, da vil man ogsaa besidde deres. — Med Rette siger Rtistow: Den Kommanderendes Indflydelse er intet Tilfælde. Enhver, som derved kan opnaa mere med sine Undergivne end Modstanderen med sine, han vil altid være den overlegne.»

»Officeren behøver alle hos Manden fordrede moral­ske Egenskaber i forøget Grad. Det gjælder om at op­ drage militære Karakterer, selvstændige, virksomme, i god Forstand selvbevidste Mænd. Naar Mange se Forberedelsen for den næste Krig i Maskinisering af Mennesket, saa søger den Indsigtsfulde den dog i Pleje af individualiteten og af Initiativet. Thi jo raskere Kampen forløber, desto nødvendigere er det at benytte Lejligheden uden at vente paa Befaling. Jo mere morderisk Ilden er, desto tvivlsommere bliver Muligheden for at give Befalinger.»

Forfatteren forlanger derfor, at den højere Befalings­ mand skal intellektuelt lede og forme sine undergivne Officerer saaledes, at ban kan indskrænke sig til at be­ fale det ubetinget Nødvendige, medens Besten maa overlades Underforernes Selvstændighed, idet disse da maa vide at handle i hans Aand. »Bette betinger nu igen,» siger han, «en intimere Berøring imellem de højere og de lavere stillede Officerer; thi kun igjennem den per­ sonlige Omgang er denne Indprentning af den Foresattes Ideer og Anskuelser mulig. Enkelte Oberster og Gene­ raler træde næsten ganske ud af Berøring med deres Officerer; i mange Tilfælde er denne Afsondring Resul­ tatet af en ubegrundet Frygt for, at den Foresattes An­ seelse skulde lide ved den snevrere Berøring med de Undergivne. Enhver, der er fast i Sadlen som Menneske og som Led af det militære Hierarchie, føler ikke Trang til at omgive sit Jeg med Tilnærmelses-Hindringer, som dog egentlig ikke kunne beskytte en kun i Chargen og ikke i Personligheden liggende Autoritet imod Skepsis.»

Forfatteren ender med at besvare Spørgsmaalet «Drill oder Erziehung?» med: «Man drille nicht, man erziehe!»

I Frankrig have talrige ministerielle Instruxer peget paa Nødvendigheden af at lægge Vægt paa Sol­ datens moralske Opdragelse, og et meget stort Antal Forfattere have i Tidsskrifter og Brochurer ydet Bidrag til Discussioncn om dette Spørgsmaal. Saaledes har «Journal des Sciences militaires» indeholdt en Række af læseværdige Artikler om dette Æmne, ligesom »Revue  du Cercle Militaire» i 1889—90 har indeholdt varmt følte Udtalelser derom. Ogsaa «Nouvelle Revue» og «Revue des deux mondes» have beskjæftiget sig dermed; men særligt fortjener det at bemærkes, at Bevægelsen har affødt et stort Antal Bøger og Skrifter om Soldatens militære Opdragelse, dels bestemte som Læsning for Sol­daterne, dels som Vejledninger og Anvisninger for Offi­ cererne, navnlig Kapitainen, ved Mandens Opdragelse, dels endelig ligefrem til Brug ved »Les théories dans les cbambres.»

Det vilde føre os for vidt her at referere Indholdet af nogle af de vigtigste franske Skrifter og Afhandlinger, og det vilde ogsaa i Virkeligheden for mange Punkters Vedkommende blive en Gjeritagelse af de foran citerede Tanker. Som særligt karakteristisk for de franske For­ fattere er den almindelige Fremhævelse af, at Soldatens bedste moralske øg fysiske Egenskaber ere de samme, som Samfundet maa fordre hos sine Borgere, og at der­ for den militær-moralske Opdragelse maa grundlægges i Skolerne og næres og styrkes af Pressen, af Samfundets civile Autoriteter og af alle patriotiske Medborgere.

Adskillige Forfattere gjøre gjældende, at den moralske Opdragelse ’ i Hæren maa begynde med at udvikle og styrke Officersstandens moralske Egenskaber; «thi den,» hedder det i «Journal des Sciences militaires,» «hvis sjælelige Egenskaber ere mangelfulde, vil altid vedblive at være middelmaadig. Karakteren, det moralske Tem­ perament er derfor det første, som man bør undersøge hos en Kandidat til Epauletterne. Han bør underkastes denne Examen, før man tænker paa at underkaste ham militær Uddannelse, der vilde være fuldstændig spildt, dersom Manden mangler de fornødne moralske Egenskaber. Der gives nemlig saadanne bløde og slappe Naturer, der lige saa lidt som legemlige Krøblinge egne sig til Offi­cerer.»

Man har i Frankrig, siger en fransk Forfatter, et Slags Udgangspunkt deri, at Reglementet af 2Kde December 1883 foreskriver for Obersten, at han er ansvarlig for Disciplinen, Opdragelsen og Instruktionen osv., og for Kapitainen, at «han er ansvarlig for den militære Opdragelse og for den theoretiske og praktiske Instruk­ tion osv.»

»Naar nu den moderne Strømning,» siger samme Forfatter, «vil udvide denne Opdragerpligt ud over de Grændser, man hidtil almindeligt har tillagt den, saa vide vi vel, at denne Opdragerrolle, hvor smuk den end er, dog ikke falder i Alles Smag i Hæren; Nogle erklære den for unyttig, Andre for upraktisk.»

I Tydskland har Strømningen ogsaa sat Spor i Literaturen, i Form af Artikler i Tidsskrifter og Bøger. Man finder i disse mange sunde og fortræffelige Tan­ker; men af og til støder man ogsaa paa et Blomster­ sprog, der snarere synes at dække over Manglen paa sand, human Følelse, end at give Udtryk for en saadan. Lidet tiltalende er det ogsaa, naar en tydsk Forfatter vil gjøre Gud til en særlig tydsksindet Gud og paa Grundlag heraf vil benytte den kristelige Religion som Middel til at opdrage Soldaten.

Det synes navnlig at være Socialismens Væxt, der har fremmanet Tendensen til at virke moralsk opdragende paa Soldaten. En Forfatter («Der nachste Krieg» af R. v. R.) karakteriserer den socialistiske og anarkistiske Aand som Irreligieusitet, Antipathi imod Kongedømmet, Upatriotisk Sindelag, Fejg Egoisme, Had imod Autoritet og Foresatte, Utilfredshed med den materielle Stilling, og da Hæren betragter sig som den faste Borg imod de fleste af disse Udyder, er det naturligt, at den søger at modarbejde dem igjennem dens Indflydelse paa de Værnepligtige.

«Der Officier als Erzieher des Volkes» af v. D., der i Fortalen betegner sig som Officer, tager direkte sit Udgangspunkt fra, at ethvert Middel maa benyttes til at modarbejde Tidens nedbrydende Tendenser, og at Hæren er et af disse Midler.

»Næst efter Skolen,» siger v. D. i Forordet til nævnte Skrift, der er et udvidet Aftryk af 2. Beiheft zum Militär- Wochenblatt, 1888, »burde Soldatertiden tjene til Læge­ dom og Helbredelse for den stærkt angrebne tydske Folke- aand; paa mere bevidst Maade, end Tilfældet er nu, burde den almindelige Værnepligt udnyttes hertil.» «Derved frembyder der sig, imod tidligere, ganske nye og vanskelige Fordringer for Hærens Officerer, — og der aabner sig belt nye Perspektiver for Officersstan­ dens militære Virksomhed ligesom for dens Betydning i Staten.»

»Den psychologiske Side af Soldatens Uddannelse, Opdragelsen, bliver for meget forsømt. Man forud­ sætter hos Rekruten moralske og patriotiske Egenskaber, der. i Virkeligheden som oftest fuldstændigt mangle eller dog slumre, og man overlader deres Udvikling til Til­ fældet istedetfor med Ombu at vække og pleje dem.»

I denne Forbindelse er det interessant at bemærke, at det i en i flere Henseender ret læseværdig lille Bog : «Die Aufgaben des deutschen Offizier-Corps» (af v. F. 1885) hedder om de Værnepligtige: «Fædrelandskjærlighed er for de Fleste et fuldstændig ukjendt Begreb. Da Tydskeren i aandelig Henseende er noget træg (einen nicht leicht entzündlichen Geist bat), er det svært at gjøre ham dette Begreb forstaaeligt, især da Betyd­ ningen af et enigt Tydskland under Ilobenzollernes glor- rige Ægide endnu stadig kun har fundet ringe Forstaaelse. Hvor mange er der ikke iblandt Rekrutterne, som over­ hovedet endnu aldrig have hørt noget om Hohenzollerne, og for hvem Begrebet Monark er noget ganske Nyt.»

Ogsaa Prinds Hohenlohe-Ingelfingen kommer i sine «Militärische Briefe» ind paa den ringe intellektuelle Udvikling, som mange Rekrutter møde med.

«Det synes,» hedder det videre i «Der Offizier als Erzieher des Volkes,» som om Magten og Værdien af de aandelige og moralske Egenskaber undervurderes ved Siden af de tekniske Færdigheder og Hærens Størrelse og Udrustning.»

»Tidligere, da det kun var den ydre Fjende, det gjaldt om at bekæmpe, var Hærens Opgave let og sim­ pel; nutildags gjælder det desværre frem for Alt at holde Vagt ved Tronens Trin som rocher de bronze imod indre Fjender.»

«Det kommer an paa at udrydde Sygdomsspiren, at berigtige Vildfarelsens Lære, atter at vinde det i brede Samfundslag med Had og Utilfredshed fyldte Hjerte for Troskab, Patriotisme, Religion og alle Livets andre ideale Goder. Men igjennem hvilket andet Organ kan dette ske uden igjennem Hæren, Folkets store Fortsættelses­ skole? Saaledes maa Armeen blive en Højskole til Op­ dragelse og Retledelse af Folkesjælen. Til den Hensigt maa Alt opbydes; Intet maa blive uforsøgt, som kan ind­ virke forædlende, bevarende og vindende paa Soldatens Sind.»

«Pleje af de moralske Egenskaber er tillige den bedste Forskole for Krigen.»

«I denne Aand skulle de højere Foresatte indvirke, mere end det nu sker; de burde ved Inspektionen ogsaa inspicere Aanden , i hvilken Tropperne ere opdragne. Geværgrebenes Godhed kunde trøstigt overlades Kompagni­chefen. Da vilde den overordentlig vigtige Tjenestegren, Instruktion om Krigsartiklerne og Soldatens Pligter, er­ holde den Betydning, der tilkommer den som Hovedmid­ del ved Opdragelsen.»

«Ikke Krudt og Bly, Magasin, Melinit og Roborit alene afgjøre Slagene og Fædrelandets Skjæbne; men det er fortrinsvis ethiske Faktorer, som gjøre Udslaget.»

«Et Folk kommer i Vejret ved Mod, Tapperhed, Gudsfrygt og Maadehold, ved den ideale Stræben, for hvilken Ære, Frihed og Fædreland gjælde mere end Nydelse og behagelig Ro. Et Eolk synker og gaaer under, naar det hengiver sig til disse sidste, naar Materialisme sættes istedetfor Idealet, naar Tvivlen og Kritiksygen træde istedetfor begejstret Tro.»

»Da Ludvig XIV spurgte Colbert, hvad Grunden kunde være til, at han ikke kunde undertrykke det.lille Holland, svarede Colbert: Det kommer af, at et Lands Størrelse ikke afhænger af dets Udstrækning, men af dets Folks Karakter.»

At Forfatteren, der meget omstændeligt giver Anvis­ ning paa at fremme Religieusiteten hos Soldaten, udtaler: «Nicht das Genie, nicht die Uebermacht, das «Glück», sondern der Christlich-Germanische Geist der Gottes­ furcht, der Treue und der Pflicht hat 1870 gesiegt über den nun seit 100 Jahren herrschenden Welschen Geist der Empörung, der Frivolität, der Atheismus. Dieser Sieg der edelsten Güter, des guten Principes über das böse, ist das Hochdramatische, das Ethische dieses Völ­ kerkampfes. Die Geisterschlacht wurde zum Gottesurtheil.« — anføre vi kun som ejendommeligt Træk af tydsk kri­ stelig Aand.

«I en Tid,» siger Fyrst Hohenlohe-Ingenflngen i sine «Militärische Briefe über Infanterie», «da Soldaten er ud­ rustet med et saa sikkert skydende Vaaben, og da derfor den velrettede Skytteild maa give større Resultat end sletsigtede Salver, — — hvor Manden derfor ikke er et Led i en stiv Maskine, men hvor enhver Soldat skal bruge sit Vaaben med Eftertanke, og hvor Fodfolket istedenfor at være Kanonføde er bleven en Sammensæt­ ning af selvstændigt handlende Individer, i en saadan Tid maa den omhyggelige Opdragelse af Individet gjøre Ud­ slaget.

Men det er et besværligt Arbejde, der herved hvert Aar tilfalder Rekrutternes Lærere. Den store Mængde af Rekrutterne ankommer til Regimentet i en i legemlig, aandelig og moralsk Henseende temmelig raa Tilstand, et ikke ubetydeligt Antal ere straffede fra Hjemstavnen. Den store Mængde af vor Nation staaer endnu i Tyveaarsalderen paa det intellektuelle og moralske Dan­ nelsestrin, paa hvilket de tiaarige Børn fra de dannede Samfundslag befinde sig.

Ogsaa det moralske Standpunkt hæver sig hos man­ gen Rekrut ikke over et tiaarigt Barns. Af Pligtfølelse, religieus Bevidsthed, Fædrelandskærlighed og Ære finder man endnu intet hos mangen Rekrut; lige saa lidt finder man af absolut Begreb om Godt og Ondt hos et stort Procentantal af Rekrutterne. Den store Masse maaler uden videre det Gode og det Onde efter Straffen, der følger paa. «Dette eller hint vil jeg ikke gjøre; ellers kommer jeg i Fængsel, i Tugthuset». Grundanskuelserne om Pligt, Ære og Fædrelandskærlighed blive først bi­ bragte mange Rekrutter af deres Lærere i Hæren.»

Efter at Forfatteren derpaa har bemærket, at han kun betinget kan indrømme Rigtigheden af den bevingede Paastand, al det var de tydske Skolelærere, der vandt Sejrene i 1870-71, idet han snarere vil tilskrive de tydske Underofficerer Æren herfor — og Underofficererne vare jo atter Resultatet af Officerskorpsets Virksomhed — an­ fører han, at Uddannelsen iøvrigt var meget forskjellig i den tydske Hær, og at han med et godt Resultat arbejdede paa at vække sine Officerers Interesse for Individets Op­ dragelse. Derefter siger han: «Man behøver i en saa dannet og villig Korporation som det preussiske Officers­ korps kun at vække Opmærksomhed for en Sag, og man er sikker paa, at de Udførende med Eftertanke og med den beredvilligste Imødekommenhed ville bidrage til Ud­ viklingen og til Fuldkommengjørelsen.

III. Om Vilkaarene for Soldatens moralske Opdragelse hos os.

Muligvis vil en eller anden af vore Kammerater ved at læse det foregaaende Afsnit udbryde: »Alt dette kan være meget godt; men hvad kunne vi vel gjøre? Forhol­ dene i de store Militærstater ere saa vidt forskjellige fra vore; man har der saa gunstige Betingelser for en vir­kelig Opdragelse af Soldaten som Følge af en fleraarig Tjenestetid, medens vi kun have et Minimum af Uddan­ nelsestid, der fordrer et intensivt Arbejde fra Befalings- mændenes Side for at bibringe Soldaten den allernødvendigste militære Fagdannelse. Hvorledes skulde man her faae Tid og Lejlighed til at naa videre end til den rent fagmæssige Uddannelse? Humanitet, Hensyn og Velvillie er det jo allerede en foreskreven Pligt al udvise over for Mandskabet.

Ja, Tid og Lejlighed skal der selvfølgelig til for at opdrage, og Hensyn og Velvillie ere ogsaa nødvendige Faktorer ved denne Gjerning; men man behøver ikke særlig lang Tid eller særlig Lejlighed dertil, og man kan være meget hensynsfuld og yderst velvillig og dog ganske mangle Betingelse for at udøve en god, foræd­ lende Indflydelse paa sine Undergivne. Dertil hører der mere end god Villie; der udfordres pædagogisk Sans og Indsigt.

For alle de Officerer, der ere i Besiddelse af denne lykkelige Evne, enten som en medfødt Gave, der er udviklet ved Erfaringen, eller erhvervet ved alvorlig Selvtænkning og Selvopdragelse, er nærværende Afhandling overflødig; men under alle Omstændigheder ere vore yngste Kamme­ rater ikke saa vidt.

Hvad nu først angaaer vor Tjenestetids Korthed og den derved givne knappe Lejlighed til at paavirke Sol­daten, da have vi sikkert eet Fortrin frem for de fleste andre Stater: de udskrevne Værnepligtige hos os staa gjennemsnitlig paa et relativt højt Standpunkt med Hen­ syn til Oplysning og Moral — om end langtfra saa højt som ønskeligt — , og vi have derfor hos Mandskabet et Grundlag at bygge paa, som adskillige andre Steder savnes. Derved opvejes i den her angivne Retning til ­ dels den korte Uddannelsestid. Ret beset turde Folkets Oplysningsstandpunkt, der giver Mulighed for Modtage­ lighed og Forstaaelse, netop opfordre stærkt til at kon­ centrere Opmærksomheden paa Soldatens Opdragelse i videre Forstand som et Led i den militære Uddannelse, saa at Tjenestetiden, ved Siden af at være en Forskole for Krigen, med hele Samfundets Vel for Øje bliver, om ikke »en Skole for Livet», saa dog et «Kursus» i denne Retning.

Og Lejligheden til at opdrage? Ja, den har Officeren, den prædestinerede Opdrager, simpelthen under hele sin tjenstlige Virksomhed i enhver af dennes Forgreninger og i hele sin Stilling, saaledes som Oberst Corsi har antydet Han skal blot have Øje for sin Opgave og For­ staaelse af denne; saa tilbyder Lejligheden sig af sig selv, eller man kan fremkalde den, uden at Opdragelsens Gjenstand mærker det mindste dertil.

Der er her selvfølgelig ikke Tale om at holde »mo­ ralske Forelæsninger» for Mandskabet, at holde »Taler» til Folkene om Loyalitet, Fædrelandskærlighed, Pligt­ følelse o. s. v. Under det daglige Livs Pasgang er der ikke Brug for Talen om ædlere Følelser; men der skal handles efter disse; et kort og fyndigt Ord ved pas­ sende Lejlighed, et Raad, et Vink, en Antydning er alle de Ord, der til daglig Brug behøves. Opdragelsen ud­ øves igjennem Befalingsmandens Exempel og hele Per­ sonlighed, i den Aand, hvori han handler og taler til sine Undergivne. Det er nemlig den ethiske Opdragelses Særkjende, at den giver sig Udtryk i Handlen efter Ethikens Grundsætninger; men den har paa den anden Side ikke en sygelig Skyhed for i Ord at berøre moralske Be­greber.

Hærens tjenstlige Forskrifter ere ingenlunde fremmede for Begrebet: Soldatens moralske Opdragelse. Vi frem­ sætte derfor slet intet Nyt; men vi formene, at det kan være gavnligt at drage denne Side af Befalingsmændenes Lærervirksomhed frem til nærmere Overvejelse.

I Tjenestereglementets §§ 1 og 2 pointeres kort og tydeligt Nødvendigheden af et sundt, moralsk Standpunkt. Det hedder her:

«For at Hæren skal kunne opfylde sin Bestemmelse, at værne om Statens Sikkerhed, maa den være gjennemtrængt af Troskab mod Konge og Fædreland og af Lydighed imod Loven og Foresattes Befalinger.

Det er Pligt for enhver til Hæren hørende Person ikke alene at erhverve sig den for hans Stilling nødven­ dige Uddannelse og et nøje Kjcndskab til de ham paa­ hvilende Pligter, men ogsaa at tilegne sig den Aand og sande Æresfølelse, der giver ham Styrke til under alle Forhold at gjøre sin Skyldighed.»

Det maa naturnødvendigt ogsaa følge heraf, at det er enhver Befalingsmands Pligt at udvikle den sande Aand og Æresfølelse hos sine Undergivne, og dette kan kun gjøres gjennem en bevidst og planmæssig opdragende Virksomhed. ikke i vore éducation ere staaende Ord i Udlandets Reglementer og Lærebøger. Maaske hidrører vor Sky for at anvende Ordet Opdragelse om voxne Menneskers Belæring, fysiske Uddannelse og aandelige Paavirkning fra en uvilkaarlig Forestilling om tilstedeværende «Uopdragenhed», der skal Uheldigvis nævnes Ordet Opdragelse tjenstlige Forskrifter, medens Erziehung og fjernes ved »Opdragelsen«; men denne mindre tiltalende Baggrund for at virke opdragende paa et voxent Menne­ ske behøver jo slet ikke at forefindes. Der er jo intet som helst til Hinder for, at et iøvrigt efter sin Stilling fuldstændig velopdragent Menneske yderligere kan op­ drages i en eller anden Retning, uden at der herved er noget ydmygende eller nedsættende for ham. I Livet selv opdrages vi jo alle uafbrudt ved gjensidig Paavirkning og Belæring, ved Samtaler, ved Udvidelse af vor Er­faring og ved Selvtænkning. Det vilde derfor vistnok være ønskeligt, om Ordet Opdragelse som et fyldigt og indholdsrigt Ord blev indflettet i Bestemmelserne om den militære Uddannelse.

Udeladelse af delte Ord har vistnok haft til Følge, at man i Almindelighed har opfattet den militære Uddan­ nelse som en blot fysisk og intellektuel Uddannelse af Soldaten, medens den moralske Side af Uddannelsen er bleven trængt i Baggrunden.

Af egentlig moralske Opdragelsesregler indeholder Tjene­ stereglementet ikke mange, i § 5 indprentes Kammerat­ skabet, og i § 12 gjøres det den Foresatte tilPligt «at er­ hverve sig den moralske Overlegenhed, der er en Følge af større Indsigt og af Retsindighed, Karakterstyrke, Selvbe­ herskelse og streng Pligtopfyldelse.» Det hedder endvidere her: »Han skal tillige foruden med Myndighed optræde med Velvillie, af al Magt søge at fremme de Undergivnes Vel, drage Omsorg for Tilfredsstillelsen af deres Fornø­ denheder og Vedligeholdelsen af deres Sundhed og være dem til Støtte og Vejledning i deres personlige Anlig­gender.«

Endvidere findes der i vore Programmer for Uddan­ nelsen under Indledningen enkelle pædagogiske Forskrifter. Saaledes hedder det her: «Først naar Maalet ikke kan naaes ved andre Midler , anvendes Straffe. Saa længe som muligt bør Efterlevelsen af Disciplinens Fordringer søges fremkaldt ved at gjøre dens Nødvendighed ind­ lysende for den Undergivne ved at paakalde den Enhver medfødte Æresfølelse. At fremkalde og styrke denne bør særligt være Gjenstand for den Foresattes Omsorg. Der vindes ved den et vigtigt og nødvendigt Middel til at haandhæve det moralske Element, der er af saa stor Betydning for Hæren.»

Endelig findes der i Lærebøgerne for Befalingsmands­ skolerne nogle elemenlaire pædagogiske Regler.

Tjenestereglementet indskrænker sig saaledes til at gjøre det til Pligt for Befalingsmændene »at tilegne sig den Aand o. s. v.», «at erhverve sig den mo­ ralske Overlegenhed o. s. v.» Denne Selvopdragelse, der her accentueres, er imidlertid ingenlunde Hvermands Sag. Mangen ung Lieutenant, f. Ex., der er stærkt optagen af Selskabslivet, eller som har Hang til at more sig i andre Retninger eller til at lade sin Magelighedslyst raade, tænker ikke meget paa at udvikle Pligt- og Æresfølelsen hos sig selv saaledes, at det f. Ex. bliver ham en indre og selvfølgelig Nødvendighed at være lige saa ivrig, punktlig og samvittighedsfuld i alle tjenstlige Detailler, naar ingen Foresat nogensinde faaer det at vide, som naar den Foresattes vagtsomme Blik følger hans Færd. Har han heldige Anlæg og medbringer han fra sit Hjem et sundt moralsk Grundlag, gaaer Sagen vel nok i rigtig Gænge, efterhaanden som han erhverver Mandens Modenhed; men som Regel er det nødvendigt, at den Foresatte, navnlig Kapitainen, stiller sig klart for Øje, at han ikke alene bør være Foresat, der befaler, men tillige kammeratlig Opdrager, og det samme, gjælder vel til en vis Grad enhver højere Foresat.

Vi have foran lejlighedsvis udtalt, at Officeren er selvskreven til at overtage den Opgave, at opdrage Sol­ datens sjælelige Evner, en Opgave, som Tidsaanden kræver, og som Fremtiden vil kræve med voxende Styrke.

Det er derfor naturligt at undersøge, hvorledes Officersstanden bedst forberedes til denne Gjerning.

IV. Officerskorpset i Opdragelsens Tjeneste.

Officerskorpsets raison d’être er Krigen ; dets Op­ gave bestaaer i at udvikle Hærens Krigsdygtighed i Fre­dens Tid, for at Hæren kan bruges med størst mulig Virkning i Krigen.

Fredsarbejdet bestaaer i en tidssvarende Udvikling af de materielle Kampmidler og en tilsvarende Uddannelse af Personellet.

Dette sidste Arbejde er i stor Udstrækning en Læ­ rervirksomhed, der omfatter saavel Mandskabets som Be- falingsmændenes Uddannelse. Naar Udviklingen af Hærens moralske Element er et Led i denne Lærervirksomhed, er det indlysende, at de Fordringer, der i det Hele taget maa stilles til Officerskorpset, for at det paa bedst mu­ lige Maade kan løse sin Opgave, ikke i deres Væsen ere forskjellige fra dem, der kræves opfyldte, naar der tages særligt Hensyn til Soldatens moralske Opdragelse, d. v. s. til den bevidste og planmæssige Udvikling af Soldatens sjælelige Evner og Kræfter paa et ethisk Grundlag.

Vil man altsaa gaa nærmere ind paa Undersøgelsen af disse sidste Fordringer, kommer man uundgaaelig ind paa Officerskorpsets hele Stilling.

En Hærs Dygtighed er i høj Grad afhængig af Offi­cerskorpsets Dygtighed. Naar et Officerskorps forfal­ der, det være sig enten med Hensyn til militær Ind­ sigt eller Førerevne eller med Hensyn til det moralske Element, vil Hæren forfalde, selv om dens Rækker ere sammensatte af nok saa dygtigt Soldatermateriale. O m ­ vendt vil en Hær have stor Værdi, selv om dens Mas­ ser kun have en tarvelig Uddannelse, naar Officerskorpset er fortrinligt.

Jo kortere de Værnepligtiges Uddannelsestid er, og jo løsere Rækkernes og Leddenes Sammenarbejdede som Følge heraf maa blive, desto mere Vægt bør der derfor lægges paa, at Officerskorpset er fuldt ud i Højde med Udviklingen, saa at det ikke alene paa Papiret, men i Virkeligheden danner «Rammer», der kunne optage og forme de værnepligtige Masser og give Hæren Mod­ standskraft. Naar man nu bar ment her i Landet at burde ind­ skrænke de Værnepligtiges Tjenestedage til et meget ringe Antal, saa har man naturligvis ogsaa samtidig for at bøde herpaa givet Officerskorpset alle de nødvendige Betingelser, for at det kan løse sin Opgave, hvis Van­ skelighed voxer med Uddannelsens Knaphed?

Ja, der er ingen Grund til at betvivle det "danske Officerskorps’ Evne til saavel i Fred som i Krig at løse den Opgave, der paahviler det; men dette er ikke som Følge af gunstige, men til Trods for ugunstige Vilkaar.

En anden Sag er det, om Officerskorpset i Længden vil kunne undgaa at flyde ud som saadant, naar det under de pekuniaire Forholds Tryk tvinges med større og større Mængde af dets Arbejdskraft over i civil Virk­somhed.

Det er jo nemlig ingen Hemmelighed, at en stor Del Officerer, for at kunne leve nogenlunde standsmæssigt i det Ydre, maa søge privat Virksomhed, da Lønningen, der fastsattes for ca. 25 Aar siden, nu, for en Del som Følge af Pengenes stærkt formindskede Kjøbeevne, er for ringe til at leve af.

Heri ligger ingen Kritik og ingen Dadel; vi anføre kun en Kjendsgjerning, som vi flere Gange i det Føl­ gende ville støde imod, og som vi derfor maa tage i Betragtning.

Om et Officerskorps’ Opgave og Stilling giver von der Goltz i sin berømte Bog «Das Volk in Waffen« en meget korrekt og fyndig Fremstilling, hvoraf vi skulle give et Uddrag. 

«Der maa være et idealt Sving over Officerskorpsets hele Væsen,» hedder det, «ellers kan det ikke løse sin Opgave. Man maa tænke sig, hvori denne bestaaer. I de vanskeligste Øjeblikke i Livet, nemlig lige over for Dødsfaren, skal Officeren føre Mængden og bevare sin Indflydelse paa den. Dertil hører fortrinlige Egenskaber, som ved et saa stort Antal Mænd, som Officerskorpset bestaaer af, ikke overall kunne være medfødte, men som for en stor Del erhverves ved Opdragelse, navnlig gjen- nem vedvarende Omgang med Nationens bedste Mænd.»

«Indflydelsen paa Soldaten maa allerede vindes i Fredstid ved den rigtige Brug af Karakterens og Aandens overlegne Egenskaber under Opdragelsen og Ledelsen. Frem for alt maa denne Brug ogsaa udstrække sig til Omsorg for Soldatens Velvære. Et Officerskorps’ og dets Indflydelses Forfald begynder, saa snart Officererne be­ gynde ikke at bekymre sig om den Menige, men ind­ skrænke sig til at befale. Naar deres Magt over Trop­ perne først gjør sig gjældende paa en brutal Maade, plejer den allerede i det skjulte at staa paa svage Fødder. Jo siettere .Mandstugten i en Hær er, desto mere antager den en despotisk Form.»

I Krigen er endnu mere end i Fredstid Exemplet nød­ vendigt. Officeren tør ikke agte paa sit Liv. Kun for at op­ flamme sine Folk maa han ofte udsætte sit Liv mere, end det ellers i Øjeblikket vilde være nødvendigt af Hensyn til Fægtningsformaalet. Derved, at han viser sig usædvanlig frygtløs og opoffrende, skal han paavirke de ædle Driv­ fjedre i Soldatens Bryst; kun ved disse er det muligt at opnaa store Resultater.

Der tilkommer derfor Officersstanden af indre Nød­ vendighed en fremskudt Stilling i Staten. Noblesse oblige. Den , der er vant til at gjælde for noget særligt, vil ogsaa holde sig forpligtet til at udrette noget særligt i Krigen. Derimod vil Enhver, der befinder sig i en fortrykt, uanselig Stilling, kun i sjældne Tilfælde føle Hang til pludselig at blive fremtrædende. Slaver ere altid fejge. Men sørgelige Livsvilkaar er ikke et min­ dre trykkende Slaveri end ethvert andet. De berøve Mennesket Selvfølelse, og denne er lige saa uundværlig for Officeren som det daglige Brød, for at han under Feltlivets vanskeligste Forhold kan hævde Autoriteten.

De sociale Fordele, som man tilstaaer ham, ere en rentabelt anlagt Kapital. Selv den Fordom, som Officeren vel undertiden er Gjenstand for, naar der bliver viist ham i en ung Alder mere Ære end andre med ham jævnal­ drende Folk, drager paa Kamppladsen gode Renter til Fædrelandets Bedste. Han skal befale og føre; derfor maa han ogsaa føle sig, være stolt af sin Stilling, og det gjør ingen Skade, om han er noget mere gjennemtrængt af sin Stillings Værdighed og Betydning, end det under andre Omstændigheder var nødvendigt.»

»Naar nu endvidere Officeren maa give Afkald paa at erhverve Formue, ja selv et blivende Hjem, paa at sikkre sin Families Fremtid, saaledes som det er muligt for Ejendomsbesidderen, Kjøbmanden, den Industridrivende, saa synes det kun Ret og billigt at holde ham skadesløs for disse Afsavn ved ydre Udmærkelser. Det er netop disse, der oftest fremkalde Andres Misundelse, og dog skulde man ikke forglemme, at de kun udgjøre et beret­ tiget og beskedent Vederlag for store Offre. Af Ingen anden Stand bliver det paa Embedsvegne forlangt, at den til enhver Tid skal være beredt til at offre Livet.»

»Et i sin sociale Stilling fortrykt Officerskorps kan levere fortræffelige, fredsdygtige og flittige Borgere; men det vil være fattigt paa foretagelseslystne og dristige Sol­dater.»

»Officeren skal endvidere ind i en forholdsvis høj Alder bevare en ungdommelig Friskhed. Det er hans Embedsopgave i Krigen at vove Ve og Vel, Liv og Ry paa usikkre Chancer. Dertil hører, foruden de militære Egenskaber, et let Sind, der gjerne haaber, og som ikke tager Tingene altfor tragisk. Men den, som allerede igjennem et langt Liv er bleven trykket af Møje og Sorger, vil vanskeligt bevare Sindet frisk. At skaffe Officeren en sorgfri Existens — ikke mere — er en Pligt, som Staten i egen Interesse maa opfylde. Med Officerer, som i det skjulte slaa sig kummerligt igjennem og vente paa det Øjeblik, da de, befriede for Byrden af en forgyldt Elen­ dighed, kunne leve i en eller anden stille Krog af en tarvelig Pension, er Hæren eller Fædrelandet slet ikke tjent.«

«Hvorfra skulde .disse Mennesker faae den friske og modige Drift, som Føreren ikke kan undvære i Kampen? Ogsaa Bevarelsen af den legemlige Kraft og Bevægelighed kommer i Betragtning. Det er ikke lidet at forlange af en 50— 60 aarig Mand og Familiefader, at han i Spidsen for en over Hegn og Grøft susende Eskadron uden Be­ tænkning skal styrte sig imod Fjendens Geværer. Man stille engang denne Fordring til en af vore velnærede Kjøbmænd, vel situerede Ejendomsbesiddere, Fabrikanter eller Bentiers i samme Alder.«

«En Del af Engdommens brusende Overmod maa Officeren bevare indtil sin Løbebanes Ende, og det vil han kun kunne, naar hans Stilling yder barn nogen Fri­ hed for det daglige Livs sædvanlige Tryk.«

«Yder Fædrelandet dets Officerskorps en anset og «udkommelig» Stilling, saa opfylder det kun Klogskabens og Selvopholdelsens Bud. Af denne Stands Daadkraft og Dygtighed afhænger mere end af nogen anden Stands, nemlig det hele Folks Frihed og Ære »

De materielle og sociale Livsvilkaar, som den bekjendte Forfatter til «Das Volk in Waffen« i det Foregaaende har opstillet som nødvendige for et Officerskorps under Hensyn til dets Hovedopgave Krigen, ere absolut de samme, som maa fordres, naar der ses hen til Offi­ cerskorpsets Virksomhed i Opdragelsens Tjeneste.

Officeren skal her først og fremmest virke ved hele sin Personligheds ydre og indre Elastelighed; han skal ved hele sin Optræden indgyde sine Endergivne Agtelse og Respekt og vinde dergs Tillid. Han skal Dag ud og Dag ind møde til sin Gjerning med Sindsligevægt og frisk Humeur og være Exemplet paa Samvittighedsfuldhed i Tjenesten, paa Uegennyttighed, Offerberedvillighed osv. Man tænke sig overfor denne Opgave en Officer, der er kuet og forpint af Næringssorgernes utallige Knappenaals- stik, udaset af slet lønnet privat Arbejde, der skal give det fornødne Tillæg til Lønningen, for at ban nogenlunde kan bevare den ydre Anstand. Han møder til sin Tje­ neste i en mere end «nærgaaet» Uniform, med Handsker, Støvler, Porlepée o. s. v., der stærkt trænge til Afløsning, Husleje, Skolepenge og alle de andre sørgelige Fornøden­ heder ikke endnu have tilladt; han møder generet af en Fattigdom, som ethvert 'øvet Øje i Geleddet lidt efter lidt vil opdage. Kan han optræde med Frejdighed, med frisk Humeur, med fornøden Iver og Varme for Tjenesten og med et frit Syn paa sin Gjernings store Betydning og Vigtighed? Næppe. Hvilken Følelse indgyder han? Vel nærmest Medlidenhed. En Mands eller en Stands Præ­ stige i den store Mængdes Øjne retter sig efter de ydre Tegn, efter det, der kan opfattes igjennem Sandserne. Hvor søger han aandelig Næring, hvor kan han søge aandelig Vederkvægelse? I Theatret, paa Koncerter, med Læsning af den bedste Lekture? Aa, nej. Dette er Luxus for ham, det koster Penge og det koster Tid, der ogsaa er Penge. Ved den aandelige og legemlige Rekreations Bord er han sjældent eller aldrig Gjæst; han maa nøjes med at holde den rent ydre Anstand vedlige og bevare «Skinnet». Næring og Kraft maa han øse af sit eget Indre, af sin egen Samvittighedsfuldhed og Pligtfølelse. Men denne Kilde vil lidt efler lidt udtørres; thi Nærings­ sorger virke nedbrydende baade i aandelig og i legemlig Henseende.

Vi indrømme, at vi have malet et drastisk Billede; svarer det ikke til Forholdene, som de for Tiden ere, saa viser det dog de Forhold, som ville arbejde sig frem her, efterhaanden som Misforholdet imellem Lønningerne og Prisen paa Livsfornødenhederne voxer.

Selv ved Børneopdragelsen er Lærernes ydre, sociale Anseelse af Betydning. I langt højere Grad er dette Til­ fældet, naar det drejer sig om Opdragelsen af voxne unge Mennesker, hvis kritiske Sands er levende over for Alt, hvad der kan iagttages gjennem Sandserne. Officers- standens sociale Anseelse er derfor ogsaa et Moment af stor Betydning for Standens pædagogiske Opgave.

Standens sociale Anseelse er dels afhængig af dens økonomiske Vilkaar og dels af Standens Tilgang, dens Rekruttering, der atter for en Del betinges af de økono­ miske Vilkaar.

Naar disse sidste ere væsentligt siettere for Officers­ korpset end for Samfundets øvrige dannede Klasser, trykkes Tilgangen let.

Hos os er Tilgangen i sit Anlæg «demokratisk», idet Døren staaer aaben for Enhver, der uden Hensyn til Herkomst og Familie opfylder de stillede Betingelser, nemlig en Del fysiske og intellektuelle Prøver. Dette er til en vis Grad heldigt, da det giver Mulighed for at faae alle Samfundslagenes gode Kræfter med. Et Kastevæsen, hvor enhver Stand lovbunden kun kan rekrutteres fra sit eget selskabelige Niveau, og hvor formelle Hensyn paa Forhaand saUte en Bom for visse Klassers Aspirationer, giver Stagnation og afføder let Standshovmod, Misundelse og Mistillid. Men den demokratiske Dør, der staaer aaben, maa kun tilstede Adgang for virkelig dygtige Kræfter, og den maa ikke bevirke, at Landets bedre stil­ lede Lag holde deres Kontingent tilbage. Dette vilde baade være uklogt og upalriotisk af dem. De vilde vel i Farens Stund møde med den gamle Bravour; men de bør alt i Freden være repræsenterede i Officerskorpset; ellers komme de i Krigen kun i de Meniges RiEkker; men dermed er hverken Hæren eller de tjente, Hæren ikke, fordi den gaar Glip af deres Præstige, de selv ikke, fordi de derved gaaer Glip af den gunstigste Lej­ lighed til paany at indskrive deres Navne i Fædrelandets Historie.

Et Officerskorps, der baade er intelligent og gjen- nemsyret af det sande Kammeratskab, af en virkelig Korpsaand i Ordets bedste Betydning, kan godt taale Til­ gang af dygtige Elementer af beskeden Herkomst, uden at Korpsets Anseelse lider; thi et saadant Korps vil simpelthen assimilere disse Elementer, hæve dem op til sig, give dem «Ridderslaget» for at bruge et gammelt Billede, og ere disse Elementer virkelig dygtige, ville de assimileres uden Vanskelighed.

Det er indlysende , at Officerskorpsets intellektuelle Standpunkt i høj Grad influerer paa dets Opdragerevne. Militærfaglig Kundskab og Indsigt, Forestillingsrigdom forbunden med Evne til at tænke klart og skarpt, er selvfølgelig en naturnødvendig Egenskab hos et Officers­ korps. Men foruden denne Aandsdannelse kræver Opdragergjerningen en Hjertets og Karakterens Dannelse , hvad der næppe hidtil altid er lagt tilstrækkelig Vægt paa.

Officerskorpsets intellektuelle og moralske Stand­ punkt, eller rettere: Edviklingsevne — thi ait i Sjælens Verden maa være Udvikling — er afhængig af Krigsbesly- relsens Evne til at benytte de for Haanden værende per­ sonelle Kræfter paa rette Maade, og til paa rette Tid og Sted at give de fornødne Impulser og at yde den for­ nødne Hjælp til Standens Selvarbejde. Gjælder det i Krigen som det største og mest skjæbnesvangre Fejlgreb at sætte de urigtige Mænd paa de ledende Pladser, saa gjælderdetsammeogsaaiFred. F.Ex.atsættesomOpdragere for Officersæmner Mænd, der, hvor dygtige, kundskabsrige og indsigtsfulde de end ere, ganske mangle militær-pæ­dagogisk Evne, vilde være skjæbnesvangert; hvad saadanne Mænd kunde nedbryde, blot ved ikke at bygge op, vilde sætte dybe Spor.

Men det er i første Linie Officerskorpset selv, der befordrer sin egen intellektuelle og moralske Udvikling hvad «die Aufgaben des deutschen Offizier-Corps» kalder «Die Selbsterziehung und Selbstbildung des Offizier-Corps«. Denne Selvudvikling maa virke fra oven nedad, ved at den Ældre opdrager, belærer og retleder den Yngre, ved at Enhver især med Ufortrødenhed virker i sit Kald, søger at dygtiggjøre sig selv ved at forøge sine Kund­ skaber og udvide sit Syn, ved at arbejde og atier ar­ bejde og ved at bringe sine Undergivne til ogsaa at arbejde.

«Selvopdragelsen», hedder det i «Die Aufgaben des deutschen Offizier-Corps«, «beroer paa den simple, ofte misforstaaede Grundsætning, at ikke blot den Foresatte, men ogsaa enhver ældre Officer er berettiget og forplig­ tet til al belære de yngre, livor han i Standens Inter­ esse finder det nødvendigt. Denne Grundsætning er paa en vis Maade den Regulator, som betinger Mekanismens uhindrede Fremgang. Thi medens den underkaster alle Officerer en Kontrol og mest de yngre, bidrager den til­ lige til det vigtigste Resultat af Selvopdragelsen: Korps- aanden, der lærer os at underordne vore egne Interesser for Standens.

Korpsaanden plejes fornemmelig igjennem den le­ vende og livlige Omgang imellem Officererne i det pri­vate Liv.»

Da enhver Embedsstand kun har sin Berettigelse ved den Opgave, den skal løse i eller for Samfundet, maa der ved Standen og Standens Interesser i det cite­ rede Stykke forstaaes Standens Opgave.

Men Officerskorpsets Selvarbejde faaer for en stor Del Grundstenen lagt ved Uddannelsen af Officerstilgangen. Det er, om ikke afgjørende, saa dog af overordentlig Vig­ tighed, om Tilgangen fører en sund eller usund Luft med sig. Vi ville derfor først betragte Officersuddannel­ sen og derefter Officerskorpsets Selvuddannelse, idet vi fortrinsvis se paa den sjælelige Opdragelse.

a. Officerstilgangens Opdragelse.

Enhver Officers væsentligste Virksomhed igjennem en lang Række af Aar bestaaer i at være Lærer og Skoleforstander. Han bliver det ene Aar efter det andet Lærer paa Rekrutskolen, paa Befalingsmandselevskolen, paa Ser­ gentskolen, paa Sekondlieutenantsskolen o. s. v. i en Uen­ delighed. Han forberedes til denne Virksomhed ved selv at lære de «Fag», som ban senere bliver Lærer i, og igjennem Erfaringen erhverver han sig saa en vis Routine. Men der gives ikke Officeren under hans egen Uddan­ nelse noget theoretisk Fjendskab til Grundsætningerne for Lærergjerningen, til Pædagogikken. Ere da Pæ­ dagogikkens Grundsætninger kun anvendelige ved Børne­ opdragelsen? Nej, de ere i stor Udstrækning ikke alene anvendelige ved Soldaternes Opdragelse, men uundværlige herved. Pædagogikken er ikke «en skjøn Theori» uden praktisk Anvendelighed, ligesom Theori og Praxis ikke ere Modsætninger. «Det Modsatte af Theori er ikke Praxis, men Tankeløshed; det Modsatte af Praxis er ikke Theori, men at være upraktisk.»

Pædagogikken er Læren om Opdragelsen, der atter omfatter den legemlige og den sjælelige Opdragelse, o: Udviklingen af de legemlige og de aandelige Evner og Kræf­ ter. Skal man opdrage Legemet godt, maa man kjende noget til dets Natur og kjende Lovene og Betingelserne for dets normale Livsvirksomhed (Anatomi og Physiologi). Skal man kunne opdrage Sjælen vel, maa man kjende lidt til dens Natur og Lovene for dens Virksomhed (Psychologi), og skal man kunne lede Udviklingen af de sjælelige Evner i den rigtige Retning, maa man kjende Grundsætningerne for den rette Handlen (Ethik).

Igjennem Selvtænkning og Selvvirksomhed i det praktiske Liv kan vel Enhver erhverve sig pædagogisk Ind­ sigt, hvad Erfaringen i Hæren noksom viser; men indtil denne Indsigt er erhvervet, gribes der let fejl. Selv de, der have et medfødt pædagogisk Anlæg, — «som forstaa at tage deres Folk paa rette Maade,» — vilde have megen Nytte af et Kursus i Pædagogik, der jo kun lægger de Anskuelser tilrette, som Erfaringen og Tænknin­ gen have fastslaaet som hensigtsmæssige. Dertil kommer, at Kjendskab til Anatomi, Physiologi, Psychologi og Ethik udvikler og modner.

Det er nødvendigt, at Officersæmnernes Skoleforstan­ dere og Lærere have pædagogisk Evne og Personlighed. Hensynet hertil maa veje mindst lige saa meget som Hensynet til deres positive Kundskaber. Igjennem deres Personligheder og Handlemaade virke de da ogsaa pæda­ gogisk paa Eleverne; men dette er ikke nok. Der er i det daglige Samliv med Mandskabet en Mangfoldighed af sjælelige Fænomener og Forhold, som aldrig kunne vise sig paa en Skole, og som derfor i deres Grundtræk maa være gjorte til Gjenstand for en direkte Undervisning, hvis man vil undgaa Fejlgreb fra den vordende Officer, naar han som Befalingsmand staar midt i Livet. Vi skulle senere komme ind paa en Del Enkeltheder.

Som Officersuddannelsen nu er hos os og vistnok i alle andre Lande, lægges der ved denne fortrinsvis Vægt paa, at Aspiranten er i Besiddelse af visse fysiske Egen­ skaber og har et vist Kvantum af positive Kundskaber. Vil man gjøre Uddannelsen fuldstændig og harmonisk, bør der ogsaa, mere end hidtil, lægges Vægt paa Aspiran­ tens moralske Opdragelse. Han maa lige saa godt kunne falde igjennem paa Grund af moralsk Slaphed, f. Ex. Dovenskab, defekt Pligtfølelse o. lign., som paa Grund af manglende Kundskaber.

Officeren virker som Lærer, d. v. s. som Opdrager, for en stor Del igjennem sin Personlighed, ikke alene igjennem den ydre, men langt mere igjennem den indre Personlighed, igjennem Hjertets og Karakterens Egenskaber. Det er derfor nødvendigt, at denne Side af Uddannelsen ikke forsømmes. Et Bidrag til Udvikling i denne Retning vilde ogsaa et Kursus i Pædagogik med dens Grundvidenskaber være.

Vi formene derfor, at dette Fag, afpasset paa hensigtsmæssig Maade for Militærlivet, burde indføres som Undervisningsfag for i det mindste vordende faste Officerer.

Der er hos de fleste unge Mennesker en Tendens til Dovenskab og et Hang til at more sig. Den sidste Tilbøjelighed er naturlig og berettiget for Ungdommen som for enhver anden Alder, saa længe den ikke over­ skrider de Grændser, som det alvorlige Arbejde, Sømme­ ligheden og Sundheden bestemt afstikke. Dovenskab eller selv blot Ladhed og Magelighed er derimod en Kræftskade, som med ubønhørlig Strænghed bør søges udryddet hos den vordende Officer, — eller han bør rejiceres. Næst efter Dumhed og ond Villie, der begge udelukke fra Officersudnævnelse, er Ladhed den værste Fjende af alt Fremskridt. Den er uforenelig med stræng Pligtopfyldelse. Den afføder Forsømmelighed, Slendrian, Stagnering og altsaa relativ Tilbagegang. Den sløver de sjælelige og legemlige Evner og befordrer de slette In­ stinkters Trivsel. Den Aspirant til Premierlieutenantsstillingen, som er doven, har en moralsk Skavank, som bør grundigt rettes, før han udnævnes. Medens der er en almindelig Erkjendelse af, at f. Ex. Usandfærdighed skjænder ethvert Menneske, der gjør sig skyldig deri, har den offentlige Moral endnu ikke bragt det saa vidt, at Alle skamme sig over Dovenskab. Det hændes, at en eller anden ung »rask« Fyr saa at sige praler af sin Dovenskab, medens han læser til Examen. Hans Hen­ sigt hermed er at give sig Relief med Hensyn til Be­ gavelse, at faae Folk til at tro, at han er en Pokkers «begavet» Fyr, der ikke behøver at bestille Noget for at faae sin Examen. Han er simpelthen moralsk uopdragen, og han er ikke paa sin Plads i noget Officerskorps, der fuldt ud vil gjøre Gavn.

Slutstenen for Officersaspirantens Uddannelse paa Officersskolen er Examen. Det gjælder ved denne om at faae saa mange Points som muligt; derefter bedømmes Elevens Dygtighed. Men denne Maalestok er urigtig. Det er langt mere afgjørende, om Eleven har tilegnet sig den rette Forstaaelse af de Krav, som hans fremtidige Stilling stiller til ham, og blandt disse Krav er Paabudet om Arbejdsomhed et af de første, Arbejde paa egen og paa det Heles Udvikling.

For unge Mennesker i Alderen omkring 20 Aar kan Undervisningens Formaal ikke alene være at bibringe dem Kundskaber; men det maa tillige være Formaalet planmæssigt at udvikle deres aandelige Arbejdsevne, ener­ gisk at anspore Selvtænkningen og at lede deres Villie i Retning af Arbejde. Ofte synes det unge Menneske, der læser til Examen, at det er en svær Mængde Ting, han har at lære, og naar han saa har faaet Examen, troer han, at han nu er færdig, efter at han har slugt en saa forskrækkelig Mængde Visdom. Det vilde vistnok være heldigt, om det energisk blev indpræntet Eleverne, særligt ved Afgangen, at de i Virkeligheden kun have faaet det allernødvendigste Grundlag af Viden, for at de selv kunne og skulle arbejde videre, at kun Grundvolden er lagt, men at hele Huset, der skal bygges, endnu mangler, og at det maa opføres væsentligst ved deres eget Arbejde senere.

b. Officerskorpsets Selvudvikling. I Uddannelsesprogrammerne for de forskjellige Vaaben hedder det angaaende Officerernes Uddannelse:

«Dette Maal (at han foruden at gjøre Fyldest i sin egen tjenstlige Stilling tillige saa vidt muligt maa kunne gjøre Fyldest i den paafølgende højere Grad) vil imidlertid ikke fuldstændigt naaes, naar han ikke holder sig fast for Øje, at han ogsaa udenfor den egentlige Undervisning og øvrige Samvirken med sine Undergivne bør arbejde paa at udvide sine Aandsevner og Kundskaber saaledes, at han bliver sine ■ Undergivne overlegen i Alt, hvad der angaar hans Stilling lige over for dem. Han maa som Følge heraf lade sig det være magtpaaliggende at holde Skridt med Krigskunstens Udvikling i Almindelighed og fornemmelig følge den nøje, hvor hans eget Vaaben be­ røres af den.»

Det er ogsaa her Selvudviklingen, som de Konge­ lige Anordninger pege paa; men selvfølgelig maa For­ skriften affattes saaledes, at det er enhver foresat Offi­ cers Pligt baade at støtte og anspore Selvvirksomheden hos hans undergivne Officerer, og selv at virke belærende og vejledende ved enhver Lejlighed. Det er ikke Alle, der af Naturen ere anlagte for intellektuel Selvudvikling, hvis Løn ofte kun bestaar i den gode Bevidsthed. De Fleste be­ høve en Impuls, og denne virker kraftigst, naar den ud- gaar fra de højeste militære Myndigheder og forplanter sig nedad igjennem alle Leddene. Enhver Officer bør kunne føle, at der vaages over, at det givne Paabud om Selvudvikling er virksomt. Det er menneskeligt, om Energien og Lysten slappes, naar Arbejdsomheden ikke bemærkes. Der maa ægges, stimuleres og vurderes igennem en skjønsom Kritik, det bedste regulerende og stimulerende Middel.

De sidste Aars forcerede Anstrængelser for hurtigt at indhente, hvad der igjennem en lang Aarrække var for­ sømt med tlensyn til vore materielle Kampmidler, have ved Artilleriet og Ingenieurkorpset krævet en ikke ringe Anspændelse af en Del af Kræfterne; men ganske i Al­ mindelighed levner vistnok den daglige Tjeneste, udenfor de kortvarige Rekrutuddannelser, Gjenindkaldelser og enkelte Skoler, Officererne rigelig Tid til Studium.' Mest gjælder dette vel ved Fodfolket med den nuværende Tjeneste­ gang. Vilde der derfor være Noget til Hinder for, at der jævnligt, foruden almindelige taktiske Opgaver, ligefrem blev givet de Officerer, hvis daglige tjenst­ lige Virksomhed er ringe eller til sine Tider lig Nul, et større militært Spørgsmaal at studere, aktuelt eller historisk, og at levere en skriftlig Behandling afÆmnet? Der vilde let aarlig kunne opstilles mangfoldige Spørgs­ maal, hvis indgaaende Undersøgelse paa denne Maade vilde bringe flerdobbelt Udbytte: det vilde udvikle ved­ kommende Officer og give de Foresatte en god Lejlighed til at vurdere hans aandelige Personlighed; der kunde ad denne Vej tilvejebringes sammenhængende og sam­ menarbejdede Oplysninger om Ænmer, som ellers kun foreligge i Brudstykker i mange forskjellige Bøger og Tidsskrifter, og de Arbejder, der havde større Interesse, vilde igjennem Publikation komme alle Kammeraterne tilgode.

I Programmet for Fodfolkets Uddannelse er det paa­ lagt Bataiiionschefen at give Premierlieutenanter med ind­ til 10 Aars Tjenestetid »enkelte Opgaver i Terrainrekognos- cering i Forbindelse med militære Udarbejdelser, der gaa ud paa Disposition af Tropper,» og en lignende Be­ stemmelse findes i Rytteriets Program. I Artilleriets Program hedder det, desuden : «For at anspore Officererne til at beskjæftige sig med artilleristiske Studier kan Ar­ tillerigeneralen tildele de tjenstgjørende Premierlieutenanter Opgaver af taktisk eller teknisk Natur.«

Disse Bestemmelser forekomme os ikke at være til­ strækkeligt vidtrækkende som Ansporing til militære Stu­ dier. For at naae dette Maal, maatte de formentlig have omtrent følgende Form:

«For at anspore Officererne til at beskjæftige sig med militære Studier, tildeles der dem jævnligt Opgaver dels af taktisk Natur, dels angaaende andre Æmner af militær Betydning. — Regimentschefen (Vaabnets General- inspekteur) bestemmer aarligt under Hensyn til de paa- gjældende Officerers Tjenesteomfang, hvilke Officerer der skal tildeles Opgaver til Besvarelse. De paagjældende Officerer kunne selv foreslaa de JEmner, som de ønske at behandle; men Regimentschefen (Generalinspekteuren) kan træffe Afgjørelse om Æmnet uafhængigt af dette Forslag.

Der tildeles en efter Opgavens Omfang passende Tid til Besvarelsen, dog aldrig under 4 Maaneder.

Besvarelserne indsendes til Afdelingen, hvis Chef kritiserer dem og med sin Kritik indsender dem til Re­ gimentschefen (Generalinspekteuren), der atter med sin Bedømmelse sender dem videre ad Kommandovejen. De mest værdifulde Besvarelser trykkes og uddeles til alle tjenstgjørende Officerer, og deres Forfattere erholde et passende Forfatterhonorar. De øvrige Besvarelser tilbage­ sendes til Forfatterne med en belærende og vejledende Kritik.

Der tildeles Lieutenanter mindre, taktiske Opgaver i saa stort Omfang, som deres øvrige Tjeneste tillader, og der skal i hvert Fireaar saa vidt muligt tildeles enhver Kapitain og Premierlieutenant en større Opgave til Be­svarelse.»

Vilde der være Noget til Hinder for at fastslaa en Bestemmelse som den her skizzerede? Og vilde der ikke derved opnaaes en meget frugtbringende Virk­somhed?

Det sidste Spørgsmaal besvare vi ubetinget med Ja; men under de nuværende økonomiske Vilkaar for Officers­ korpset tro vi at maatte besvare det første Spørgsmaal med Nej.

At paalægge Officererne ved Siden af deres al­ mindelige Tjeneste et Forfatterarbejde, der, naar det skal være af nogen Betydning, nødvendigvis vil med­ føre et ret betydeligt Arbejde og kræve megen Tid, vilde være en direkte Forringelse af deres økonomiske Stilling.

Skulde Tanken fuldt ud kunne virkeliggjeres, maatte Standens økonomiske Kaar væsentligt forbedres.

Maaske vil man tro , at vi tendere til at gjøre Officerskorpset til et Korps af militære Stuelærde. Intet ligger os fjernere! Men vi ere ganske vist af den An­ skuelse, at theoretiske Studier ere lige saa nødvendige som praktiske Øvelser, naar Studierne blot forfølge prak­ tiske Formaal. Vi ville efter Evne føre et Stød imod den Opattelse, at Praxis er Alt, Theorien Intet. Praxis er Meget og er ganske uundværlig, selvfølgelig; men den bliver ufuldkommen, naar den ikke i sig optager den igjennem theoretiske Undersøgelser lutrede Erfaring, som baade Fredslivet og Krigshistorien yde Bidrag til.

Det er ikke alene militære Æmner, som Officerkorpset systematisk bor befatte sig med. Ingen større Iførelse i Tiden bør forblive det fremmed, naar det skal holde sig i Højde med Tiden. En «Stokmilitær», hvis hele aandelige Væren ikke gaar udenfor Militærvæsenets Cir­ kel, er antikveret. Hæren er et Led i Samfundet, og den staar paa den intimeste Maade i Berøring med alle Sam­ fundets Lag. Den kan og bør derfor ikke stille sig uden for detborgerlige Samfund; religieuse og patriotiske Strømninger eller irreligieuse, upatriotiske, samfunds­ demoraliserende Bevægelser i det borgerlige Liv berøre direkte Hæren igjennem de Værnepligtige, og Officers­ korpset maa derfor have Føling med disse Rørelser, be­ nytte dem i dets Virkekreds, hvis de stile imod samme Maal, som Korpset skal arbeide hen til resDektere dem, hvis de ere skadelige lor Hærens bormaal og Almen­ vellet. Hertil hører atter Læsning, men tillige Omgang med dannede og begavede civile Mennesker, Theaterbesøg o. 1. Under Samlivet imellem Kammeraterne ved en Af­ deling er der god og hyppig Lejlighed til for den ældre at virke ansporende paa den yngre Kammerat med Hensyn til Studier. Naar den Ældre paa taktfuld Maade og vel vogtende sig for at blive mistænkt for at ville være vigtig med sin «Belæsthed» jævnligt lægger an paa at faae den Yngre interesseret for at diskutere militære og andre Spørgsmaal, skulde det være underligt, om han ikke der­ ved kunde fremme den Yngres Granskelyst.

I ethisk Henseende virker den ældre Kammerat paa den yngre først og fremmest ved sit Exempel; men han maa tillige forstaa, hvor Lejlighed dertil byder sig, at understrege Nødvendigheden af, at en Officer saa vel i som uden for Tjeneste, i de mindste Detailler som i de største Spørgsmaal kun har een Rettesnor for sin Handlen: Pligten og Æren. Over for ganske unge Lieute- nanter, hvis Karakter endnu ikke har fæstnet sig, er det ingenlunde altid unødvendigt at give Raad og Belæring i denne Henseende. At holde «moralske Forelæsninger,» at tale om ædle Følelser og ophøjede Principper vilde, som vi før have bemærket, være absurd. De skulle give sig Udslag i Handlemaaden, og kun hvor en gunstig Lejlighed eller en særlig Anledning er tilstede, kan en kort, men varmt følt Bemærkning være nyttig og nød­ vendig. Loyalitet, den strængeste Samvittighedsfuldhed, gjennemført Retfærdighed over for Alle, Hensynsfuldhed, Maadehold, Karakterstyrke, Resoluthed, Finfølelse, Fædre­ landskærlighed, Uegennyttighed, kammeratlig Hjælpsom­ hed, Soignerthed i Tale, Væsen og Paaklædning, Tole­ rance over for Andres Anskuelser, Ridderlighed over for Damer o. s. v. — alle disse Egenskaber og Følelser, som vi have nævnt uden nogen Klassificering, hør en­ hver Officer ikke alene søge at tilegne sig, men ogsaa at udvikle hos yngre Kammerater. Kun derved bliver man istand til at virke sandt opdragende længere nedad, hvor Stoffet er mere haardt, Formen mindre glat og Modtageligheden mindre umiddelbar, men hvor Jord­ bunden: Menneskesjælen, i sit Væsen er den samme.

Idealist! vil maaske En eller Anden udbryde. Javel, vi have egentlig intet imod denne Betegnelse. «Ein idealer Zug muss seinem ganzen Wesen eigen sein, sonst kann es seine Aufgabe nicht erfüllen,» siger v. d. Goltz om Offlcerskorpset. Et Folk, der taber Troen paa Idealet, forfalder til materielle Nydelser og gaaer sin Undergang imode. Et Folk, hvis ledende Lag ikke sætte de højeste aandelige Egenskaber som det Ideal, der skal stræbes hen imod, vil forsumpe. Thi Enhver i et saadant Folk vil drage Grændsen, der skal naaes, efter egen Bekvemmelighed, og for hvert Slægtled vil Grændsen blive sat lavere og lavere, indtil den falder sammen med Egoismens snevre Ring.

Gjælder det samme mon ikke for et Officerskorps frem for nogen anden Stand?

Men vi vende tilbage til vort Æmne for nærmere at omtale et Par af de før nævnte Egenskaber.

Vi nævnte blandt disse: kammeratlig Hjælpsomhed. Det er et Tegn paa Opløsning og Forfald, naar Kamme­ ratskabsfølelsen tørrer ind. Dette viser sig derved, at Egoisme, Misundelse, Mistro, Kritiksyge og «Skumle­ rier« trives imellem Officererne. 1 et lille Land som vort, hvor saa mange kjende hverandre personlig, og hvor den bedrøvelige Evne til at se Skæven i sin Næstes Øje uden at se Bjælken i sit eget, ofte er udviklet indtil Virtuositet, der er der en ret gunstig Jordbund for Skumlerier, og der skal megen Energi til for at kvæle Skumleriernes Ukrudtsplanter. De have deres Rod i Mangel paa Sammenboldsfølelse; de kvæles derfor lettest og bedst ved at indarbejde Kammeratskabsfølelsen. Men dette maa alter ske fra oven af og nedad. De Ældre maa resolut og uden noget Forbehold modtage og be­ handle de Yngre som Kammerater, og disse maa paa deres Side fra Officersskolen medbringe saa megen mili­ tær Takt og Følelse, at de ikke optræde som de Ældres Ligemænd, fordi de blive behandlede af disse som Kammerater. Det er urigtigt, naar en ældre Officer i tjenstligt eller ikke tjenstligt Samkvem med yngre viser  sig tilknappet, fornem og frastødende ; den Yngre vil da føle sin Selvfølelse saaret og vil let blive bitter. Behandler nu tilmed den ældre Officer flere yngre og ligestillede Officerer paa forskjellig Maade, særlig ved at være venlig og konversabel over for «et Navn» eller en formaaende Mands Ætling, ja, saa har han lykkelig og vel givet Kammeratskabsfølelsen og adskillige andre af de bedre Følelser, som han burde søge at give Væxt, et forsvarligt Grundskud. Det paahviler den Ældre at række den Yngre Haanden, figurlig talt; han anerkjender derved den Yngre som Kammerat og hæver hans Selv­ følelse. Har den Yngre skarpe Kanter i selskabelig Hen­ seende, er det dobbelt nødvendigt, saavel af Hensyn til den Paagjældende som til Officerskorpset, af hvilket han er Medlem, ikke at støde ham ud i Ensomheden. Saa bør han netop drages ind i Kredsen, for at hans Genert­ hed eller Ubehjælpsomhed i Væsen og Omgangstone kan blive lempeligt og taktfuldt fjernet.

Kammeratskabets første og vigtigste Bud er nemlig dette: Naar du ser en Fejl hos din jævnaldrende eller yngre Kammerat, skal du ikke raillere derover; men du skal søge at afhjælpe Fejlen saa diskret og taktfuldt som muligt. «Den er ikke min Kammerat, der kan og skal lære mig Ting, af hvilke min Fremtid afhænger, og som af falsk Delikatesse i k k e gjør det,» siger Dragomirow.

Men enhver Officer maa da være gjennemtrængt af Overbevisningen om, at enhver jævnaldrende eller ældre Kammerat kun følger et Pligtbud og ikke. har til Hensigt at saare eller krænke den Yngres Selvfølelse, naar han føler sig opfordret til at virke belærende paa denne. Den Yngre maa, med andre Ord, ikke være «prikken,» ikke stille sig en garde, som om det var et Angreb, den Ældre rettede imod ham; men han maa forudsætte god Villie og selv være i Besiddelse af god Villie til at tage ad notam.

Den tjenstlige Omgang er ikke tilstrækkelig til paa behørig Maade at fremme Kammeratskabets Væxt. Der udkræves ogsaa Omgang imellem Officererne i det pri­ vate Liv. Dette har den tydske Officersstand et aabent Øje for. Den private, selskabelige Omgang her tillands er i høj Grad hæmmet af de økonomiske Vilkaar. Det vilde være særdeles ønskeligt, om Afdelingscheferne, navnlig Regimentscheferne og højere Chefer, jævnlig kunde samle deres Officerer i deres Hjem og paa den Maade udvikle det personlige [fjendskab til og imellem Officererne. Det nøjeste personlige Kjendskab til de undergivne Officerer er i Virkeligheden en ligefrem tjenst­ lig Nødvendighed for de højere Foresatte; uden dette kunne de ikke tilstrækkelig grundigt bedømme deres Under­ givne og derved skaffe sig den fornødne Sikkerhed for at faae «den rette Mand paa den rette Plads.» Fejlgreb paa dette Omraade er misligt; det giver ikke alene Friktion i Tjenesten, men det skaber hos de Under­ ordnede Mistillid til den Foresattes Dømmekraft. Enhver, man kommer i en overfladisk Berøring med, indgyder i Reglen en vis Sympathi eller en vis Antipathi; men vil man hedømme ham efter dette Indtryk, handler man baade urigtigt og uforsvarligt. Hvem har ikke erfaret, »at N. N. vinder ved nærmere Bekjendtskab» , eller »at Den og Den ikke er just, hvad man ved flygtigt Bekjendskab antog ham for». Man lærer ikke en Person at kjende af hans Ydre og af en Del spredte tilfældige Træk af hans Mandlen og Yltringer, men igjennem en nøje Iagttagelse af hele hans Personlighed, og ikke mindst igjennem Samtaler med ham under Forhold, der give hans Personlighed en harmonisk Frihed. Denne Frihed findes vel i Reglen ikke i det tjenstlige Samkvem, men i alt Fald i større Udstrækning i den private, dannede, selskabelige Omgang.

Det er sikkert disse, fuldt ud tjenstlige Hensyn, der have ledet til, at tydske Stabsofficerer, der ere Brigade- og Regitnentskommandeurer, have en betydeligt højere Lønning end andre Stabsofficerer, samt at alle Generalmajorer og højere Officerer ligeledes ere ret rigeligt af­ lagte, Noget, der burde tjene os til Forbillede ved en Revision af Lønningsloven.

Vi nævnte ovenfor blandt de Egenskaber, som en Officer bør tilegne sig, Soignerthed i Tale, Væsen og Paaklædning. Det er vel overflødigt at bemærke, at Overdrivelse paa dette Omraade fører til Affektation og Lapseri, der naturligvis er latterligt og forkasteligt. En Dandy, en «Certosa-Herre» vil altid være Gjenstand for fornuftige Folks Skuldertræk. Ved Soignerthed i Tale forstaa vi blot, at der ikke «snakkes», men at der er Tanker bag Ordene, og at man er maadeholdende i sine Udtryk. I Forbindelse hermed staar det «friske Humeur»; Lascivitet, som unge Mennesker i alle Samfundsklasser jævnligt benytte som Stof for Spøg og Lystighed, er og bliver en Udskejelse, selv om den kun finder Udtryk i Ord og ikke i Handling. Heldigvis findes derÆmner til forfriskende Skjæmt og Munterhed paa alle Menneske­ livets Omraader. Attisk Salt kan ikke erstattes med Lascivitetens Peber. Der er samme Forskjel paa disse to Bryderier som paa god og daarlig Smag.

Alt hvad vi her have sagt, er ikke Andet, end hvad ethvert dannet Menneske veed, og hvad altsaa enhver Officer kan sige sig selv. Naturligvis! Men vi formene dog, at det ogsaa kunde være gavnligt engang at læse alt dette, som man i andre Lande ikke finder det ufor­ nødent at skrive om, ja, som endog tildels foredrages for de vordende Officerer. For Forfatteren selv har Be- skjieftigelsen med dette Æmne formet sig til det Spørgs- maal: Har du nu ingen Synder paa din kammeratlige og embedsmæssige Samvittighed, og hvilke Mangler har du? — Erkjendelsen af sine Fejl er jo det første Skridt til og den nødvendige Betingelse for, at de kunne afhjælpes eller undgaaes. — Maaske vil en eller anden Kammerat stille sig selv det samme Spørgsmaal. Lykkelig da den, der kan svare: Alt i Orden!

Forøvrigt har det været nødvendigt at komme ind paa de fleste af de Punkter, vi have berørt, for at naae vortFormaal: at paapege Betingelserne for, at Officererne kunne virke ethisk opdragende og forædlende paa deres Undergivne, særligt de Værnepligtige.

 V. Om midlerne og Methoden for Soldatens moralske Opdragelse.

Det er i første Linie Underafdelingschefen, Kapitainen, hvem den væsentligste Del af Opdragergjerningen over­ for Mandskabet maa tilfalde. Han er den ældste og mest modne af de Officerer, der ere i umiddelbar Berøring med Mandskabet. Det er i hans Haand, at de mange fine Traade, som spinde sig ud af det daglige Samlivs Virksomhed, løbe sammen, og det er ham, der leder det daglige Arbejdes Detailler, hvis Totalsum præger Soldatens Tilværelse. Det er derfor hans Aand, som, inspireret og styrket fra oven, skal gjennemtrænge hans Undergivne og virke igjennem Lieutenanterne og Underbefalingsmændene i disses Virksomhed nedad. «Kapitainen den første Skaal, men ogsaa Kapitainen den første Dadel,» siger Dragomirow.

Vi have sagt det før , men vi ville atter gjentage det: Det første og vigtigste Opdragelsesmiddel er det personlige Exempel. Det virker ved den Respekt, den Tillid og den Hengivenhed, som det indgyder de Undergivne. Det kan ikke noksom paaagtes, at Kapitai- nens hele Optræden, hans ydre Væsen, hans Miner, hans Bemærkninger o. s. v. ere Gjenstand for hele Kompagniets Iagttagelse og for en Kritik, hvis Resultat opbygger eller nedbryder efter det Indtryk,'Kapitainen gjør.

Hvad der her er sagt, gjælder tildels ogsaa for Lieu­ tenanterne; men disse ere og kunne kun være Hjælpere for Kapitainen. De staa ikke med samme selvstændige Ansvar og samme Myndighed som Underafdelingschefen, og deres Berøring med Mandskabet er derhos saa umiddelbar og kontinuerlig, at de vel i Reglen ikke kunne øve saa stærk en Indflydelse igjennem deres Personlighed som Kapitainen, der er i Berøring med Mandskabet uden personlig at infiltres i og tilstøves af alle de daglige Enkeltheder under Tjenesten. Disse Enkeltheder er det for Størstedelens Vedkommende Lieutenantens Sag at indarbejde ved en daglig Mangfoldighed af Belæring, Paa­ tale, Opmuntring, Uaad og-Anvisninger under Tilsynet med Vaaben, Paaklædning, Kaserneorden o s. v. Lieute­ nanten skal være Underafdelingschefens Redskab, og Kapi­ tainen maa forstaa at indgyde ham den- Aand, der skal præge hans Virksomhed.

Af Hensyn til Begrændsning skulle vi ikke her komme ind paa Underofficerernes Stilling, hvor vigtig denne end er, og af samme Hensyn maa vi indskrænke os til kun at gaa nærmere ind paa enkelte Punkter, der ere af sær­ lig Betydning.

For at kunne paavirke sine Folk i heldig Retning er det nødvendigt, at Officeren har Hjerte for Fol­kene , som Erkehertug Johan siger. Denne Egenskabs Tilstedeværelse eller lkketilstedeværelse skulle Folkenes Instinkt snart opdage. Den bestaaer ikke i, at Mand­ skabet spares for nogensomhelst af dets militære Pligter, at man «soulagerer» Folkene og kjæler for dem; men den bestaaer i, at man giver sig af med dem, hvor Lejlighed gives, at man tænker paa Alt, hvad der kan fremme deres Velbefindende, at man viser Interesse for hver Enkelt og søger at lære hans Individualitet og saa- vidt muligt ogsaa hans personlige Forhold at kjende, at man paa Forhaand forklarer dem Nødvendigheden af og Formaalet med de Anstrængelser, som man maa forlange af dem, at man deler deres Besværligheder under Mar­ cher og Øvelser, uden hvilket man ikke kan bedømme, hvad man fordrer af dem, — at man ved enhver Lejlig­ hed viser sand Velvillie og Hensyn uden dog at afvige et Gran fra den militære Pligts Fordringer, at man ikke alene er dem til Støtte ved deres personlige Anliggender, naar de anmode derom, men saa ofte der gives en Lej­ lighed dertil, at man aldrig bedømmer dem efter et umiddelbart Indtryk og behandler dem efter et øjeblikke­ ligt Indfald, men efter rolig Overvejelse og grundig Un­ dersøgelse o. s. v.

Dette Udtryk «at have Hjerte for sine Folk» klinger næppe godt i Enhvers Øren; det minder for meget om Føleri, og en Befalingsmand skal ikke være et Følelses­ menneske, vil man maaske sige. Aa nej; men vi opfatte kun Udtrykket som en anden Form for den gamle For­ dring «at have Hjertet paa rette Sted», og dette er atter kun en Omskrivning af Pædagogikkens Fordring om denne Hjertets Dannelse, der bestaaer i ved al sin Færd at tage Hensyn til Andre. «Det modsatte er Hjertets Raahed«.

Den Maade, hvorpaa man taler til sine Undergivne, bør nøje være overtænkt. Haard og brutal Tiltale til enhver Tid avler Uvillie og ond Villie. Skjældsord ere jo forbudte, men Banden burde maaske ogsaa være det; ialtfald vil ingen Officer, der har det rette Blik for sin Stilling og sin Opgave, paa nogen Maade tilstede, at hans Underofficerer spække deres Tiltale til Folkene med saftige og vulgaire Eder , hvor morsomme disse end kunne være, naar de gjengives i Vittighedsblade. En anden Sag er det, at Underofficererne maa have Lov til at anvende et energisk Sprog med drastiske Billeder, som Ingen føler sig krænket over eller saaret ved.

Det er en stor pædagogisk Fejl at anvende Ironi og Spot over for Undergivne. Spot er som Haan et Udtryk for Ringeagt og derfor en Fjende af Tillid. En aaben Dadel skader ikke, hvor der er en Fejl eller en Mangel at rette; den fæster Opmærksomheden skarpt paa Sagens Kjærnepunkt: Rettelsen af Fejlen; men Spot og Ironi ramme ved Siden af det rette Sted, idet Mandens Æres­ følelse let krænkes derved.

Det er ligeledes en stor Fejl paa Forhaand at be­ tragte enhver Mand med Mistro og lade ham mærke og føle det. Det bør være et Princip, at man be­ handler en Mand som hæderlig og honnet, saa- længe han ikke har viist de modsatte Egenska­ ber, og det er i høj Grad uklogt paa Forhaand at behandle en Mand under hans moralske Ni­veau. I ni Tilfælde af ti vil man gjøre Skade ved en saadan Pessimisme, der enten sænker en honnet Mands Niveau eller vækker Mandens Indignation og Forbiltrelse. Man vil let forstaa dette ved at tænke sig selv stillet i Mandens Sted.

Selv ganske uforvarende kan man komme til at saare Mandens Æresfølelse, naar man ikke i hvert enkelt Til­ fælde nøje tænker over, hvorledes man bør handle, og tillige hvorledes Forholdene se ud fra Mandens Stand­ punkt.

Man bør aldrig forsømme nogen Lejlighed til at foreholde Soldaten, at en honnet Mand ikke lyver. Den Doktrin, at en Mand har Lov til at lyve i sin egen Sag for at dække sig imod Straf, er for Mora­ lens Dømstol absolut forkastelig. Har en Mand hegaaet en Forseelse, naa ja, saa har han fejlet, hvad der kan hændes Enhver; men vil han lyve sig fra Forseelsen, saa turde det ofte være sandsynligt, at han har begaaet For­ seelsen med Forsæt, og han vil gjentage den, naar Lej­ lighed dertil viser sig. At forse sig er menneskeligt, at ville lyve sig fra det er moralsk pjaltet. Den , der har fejlet og ganske ærligt lilstaaer det, har allerede derved givet et Tegn paa Anger og et indirekte Løfte om ikke at gjentage Fejlen.

Det Indtryk, Rekrutterne modtage i de første Dage af deres Tjenestetid, er vistnok væsentligst bestemt ved Underkorporalernes og Underofficerernes Optræden. Det er jo disse, der begynde med den saakaldte Enkeltmands­ uddannelses Grundlag, medens Officererne mere ere «in­ spicerende». Naar nu Underbefalingsmændene i deres Iver faae Lov til at »skjælde og smælde» og til paa en ofte grovkornet Maade at bevise hele Troppen, at der ikke den findes eet normalt Individ, der kan staa, gaa, vende sig o. s. v. paa en for et Menneske passende og værdig Maade, at alt, hvad Rekrutten gjør, trods hans bedste Villie, er galt, dumt, klodset, kejtet o. s. v., — hvad kommer der saa ud af denne Kur? Ja, den raske og erfarne Haandværksvend, der er vant til lidt drøj Kost fra Læretiden og vant til at færdes blandt Fremmede, han lader sig ikke afficere af saa lidt. Det sunde, naturlige Gemyt, der er voxet fra Moderens Skjørter, vil snart finde sig tilrette og vænne sig til de barske Former. Men anderledes gaaer det med det bløde og naive Gemyt, f. Ex. en uerfaren Bondekarl, der er opvoxet i en snever Kreds, fra hvilken han pludselig er bleven forsat ud iblandt alle disse nye og ukjendte Forhold, der fortumle ham. Han tager Alting bogstaveligt, og der arbejder sig let op i hans Hjerne en Forestilling om, at disse Befa- lingsmænd ere sande Menneskeplagere, hvem al menne­ skelig Følelse er fremmed. De barske Miuer, de arrige Kommandoord opfatte han som Udtryk for et menneske- fjendtligt Raseri, og kun langsomt gaaer det op for ham, at det er nu deres Maade at være paa, og at der egent­ lig ikke menes noget Ondt dermed. Men det bør være Officerernes Opgave strax fra Begyndelsen at gjøre Mandskabet forstaaeligt, at man vel veed, at alle disse for Rekrutten saa uvante Ting kunne være En og An­ den besværlige, men at det Altsammen er nødvendigt, bygget op paa mange Aars Erfaring, for at give ham Herredømme over sit Legeme, samt at den korte Ud­ dannelsestid i Forhold til det Meget, der skal læres, gjør det nødvendigt, at der arbejdes strængt. Med nogle faa, af Velvillie prægede Ord i denne Retning kan der ofte gjøres megen Nytte ved at hæve Stemningen, der altid hos Nogle er noget nedtrykt under det forvirrende Ind­ tryk af de nye Forhold.

Det foreskrives i nogle af vore Uddannelsespro­ grammer, men ikke i alle, at Tjenesteforhold skal læses af Officerer. For Fodfolket hedder det, at Undervisningen i dette Fag — og i nogle andre — forestaas enten af Kompagnichefen personlig eller af Premierlieute- nanter, dog under Kompagnichefens Ansvar. For Rytte­ riet skal Undervisningen i Tjenesteforhold ledes af Offi­ cerer eller i Mangel deraf af ældre, dygtige Underofficerer. I Artilleriets Program er det ikke foreskrevet, hvem der skal undervise i Tjenesteforhold, og endelig i Ingenieur- regimentets Program hedder det, at Tjenesteforhold over­ drages dertil egnede Underofficerer, forsaavidt det ikke maatte ansees ønskeligt at lade de nylig tilgaaede Offi­ cerer for deres egen Uddannelses Skyld overtage dette Lærefag.

Vi dele ganske Oberst Corsi’s Opfattelse af Tjeneste­ forhold som et meget vigtigt Fag for Soldatens hele militære Opdragelse; vi formene derfor ubetinget, at dette Fag kun bør forestaas af en ældre, erfaren Officer person­ lig. Det er igjennem dette Fag, at Manden belæres om sine militære Pligter, og der kan igjennem dette Fag øves megen Indflydelse paa Mandskabet, nemlig naar Læreren er Herre over Faget, har Erfaring og den for­ nødne pædagogiske Indsigt og ethiske Dannelse. Derfor er efter vor Formening kun Fodfolkets Program tidssva­ rende paa dette Punkt (det er fra 1889), medens Pro­ grammerne for de andre Vaaben i den Henseende ere forældede (Rytteriets og Ingenieurernes fra 1881, Artille­ riets fra 1884).

Forudsætningerne for tilgavns at kunne undervise i Tjenesteforhold kunne Underofficererne ikke være i Be- siddelse af og kun højst undtagelsesvis en ung, nylig tilgaaet Lieutenant, der under alle Omstændigheder mangler den saare vigtige Erfaring. Faget ansees for kjedeligt, og dette er ganske vist Tilfældet, naar Læreren mangler Aanden. Holder han sig strængt til den tørre Lærebog, maa Faget blive kjedeligt, uudholdelig tørt; men Lære­ ren maa selv lægge Aand og Følelse deri; han maa fængsle Mandskabets Interesse ved at knytte oplysende Exempler til Bogens Læresætninger, ved at give Forklaringer, hentede ud af Livet, ved at give oplysende Srnaatræk fra andre Lande til Sammenligning med vore Forhold, ved at meddele en og anden historisk Enkelt­ hed af fremtrædende national Letydning, Træk af Offerberedvillighed, Hojhjertethed, Kammeratskabsfølelse o. s. v. — Men dette er ikke Tjenesteforhold, vil man sige. Jo, det er netop Tjenesteforhold at knytte Mandens Interesse og Selvtænkning til de enkelte Punkter, som han skal vide. Men man bliver ikke virkelig Lærer i Tjenesteforhold, uden at man forstaar at tale et jævnt Sprog, som Manden med den begrændsede Ilorizont og det begrændsede Ordforraad kan forstaa, og uden at man selv har Indsigt og Viden langt ud over Lærebogens Indhold. Man maa forberede sig til denne Lærer- gjerning.

Der har flere Gange hist og her været fremsat For­ slag om Undervisning i Fædrelandshistorie for Soldaterne. Denne Tanke synes os meget tiltalende, særlig for det tjenestegjørende Mandskabs Vedkommende, — blot der var Tid dertil! Skulde Tanken virkeliggjøres, maatte det vistnok ske i umiddelbar Tilknytning til Tjenesteforhold.

Overfor dem, der ikke have forstaaet, hvorledes vi formene, at Undervisningen i Tjenesteforhold bør gives, kunde det være fristende at give nogle Exempler til nær­ mere Oplysning om vor Anskuelse; men Hensynet til Af­ handlingens Legrændsning tillader os ikke at give efter for denne Fristelse.

Hvor der er Lejlighed, bør man opmuntre Soldater­ nes Lyst til at synge og derved lede deres Smag i en god Retning. Liderlige Sange bør være absolut ban­ lyste, og meningsløse Viser, som ofte Mand og Mand imellem have en smudsig Betydning, bør ikke tillades. Vi have smukke Fædrelandssange, raske Soldatersange og harmløse, gemytlige Viser nok; men det kan ofte være nødvendigt at henlede Soldaternes Opmærksomhed paa dem og at opfordre Mandskabet til at lære dem. Opvakte Underkorporaler kunne her benyttes som gode Mellemmænd.

Ogsaa udenfor Tjenesten kunne Officererne og navn­lig Underafdelingschefen med Bistand af sine Lieutenanter paa mange Maader indvirke gavnligt paa deres Folk, især her i Hovedstaden. Særdeles anbefalelsesværdig! er det saaledes at give Folkene Anvisning paa at bese vore mange udmærkede Samlinger: Thorvaldsens Mu- sæum, Samlingerne i Prindsens Palais, Zoologisk Mu- sæum og Zoologisk Have, Malerisamlingerne, Rosenborg Samling, Folkemusæum og Panoptikon, og maaske ogsaa Nationalhistorisk Musæum i Frederiksborg Slot. — Endnu bedre vilde det være, om Officererne toge sig for at fore­ vise deres Folk de vigtigste af disse nationale Skatte og at vejlede dem til Forstaaelse af dem. Der er her en rig Kilde til Belæring og national Løftelse, og det er ingenlunde uden militær Betydning, at Soldaten igjennem egne Øjne faaer et Indtryk af, hvor meget Kjøbenhavn indeslutter, og hvad der her forsvares, naar Hovedstaden forsvares. Ved en almindelig Henvendelse til de paa- gjældende Samlingers Bestyrelse vilde der næppe være nogen Vanskelighed ved at faae Adgang til Samlingerne udenfor disses sædvanlige Aabningstider, og der synes os da intet generende at kunne være i for Officeren ogsaa paa dette Omraade at være Lærer for sine Folk.

Særligt forekommer det os anbefalelsesværdigt for de kjøbenhavnske Underafdelingschefer at lade deres Mand­ skab besee Kjøbenhavns Tøjhus. Der er her en for enhver Soldat interessant Samling af Skyts, Vaaben og gamle Faner, der repræsentere en stor Del af Danmarks Krigshistorie, og for enhver fast Officer i Hovedstaden er det en naturlig Opgave at være Vejleder ved et Besøg af Soldater i Tøjhusets Rustkammersal.

Men til saaledes at «vise Soldaterne rundt» udfordres der 3 Ting: Interesse for Sagen, o: Blik for dens op­ dragende Betydning, samt Tid og Arbejde.

Ved Arbejde tænke vi nærmest her paa, at den, der skal vise rundt i en Samling, maa være fortrolig med denne og have de historiske og andre Data, der knytte sig til den, paa rede Haand; med andre Ord: han maa forberede sig , ialtfald første Gang. Dette Arbejde repræsenterer altsaa ogsaa Tid, og mange Officerers Fritid er, som vi før have omtalt, under de nuværende Forhold det samme som Penge. Vi støde da atter her paa den materielle Bom for alsidig Udvikling: de økono­ miske Kaar.

Der er en Del andre Opdragelsesmidler, som vi her af Hensyn til Pladsen skulle forbigaa, og kun et af de vigtigste af dem alle, nemlig Straffe, skulle vi nær­ mere omtale.

Straffemyndighed er en Nødvendighed for at hævde Disciplinen; men den er et tveægget Sværd, naar den ikke anvendes med sand pædagogisk Indsigt. Straffeloven angiver i en bred Almindelighed Straffene for de forskjellige Forseelser og Forbrydelser; men de indre Mo­tiver og de ydre Forhold, som have fremkaldt Lovover­ trædelsen, og de sjælelige Fænomener, der ville resultere af Straffen hos de enkelte Individer, har Straffeloven ikke kunnet tage noget videre Hensyn til. Dette maa Dommeren gjøre saaledes, at der derved naaes det For- maal, der bør tilstræbes, nemlig Individets Opdragelse i ethisk Henseende. Det er ikke Form aal et at straffe, men Straffen skal være et Middel til at forbedre. Straffe­ lovens og den arbitraire Straffemyndigheds Forskrifter kunne efter deres Ordlyd samvittighedsfuldt efterkommes af en Jurisdiktionschef; og dog kan hans hele Straffevirksomhed være fuldstændig forfejlet: demoralisere istedetfor at bygge op.

Det er kun en formel Retfærdighed altid at an­ vende den samme Straf for den samme Forseelse. En saadan Systematisering er let at anvende; men den vil ofte føre til moralsk Uretfærdighed og derved til moralsk Indisciplinering. Straffen bør individualiseres saa meget som muligt. En Mand bliver f. Ex. ude af Kvarteret et Par Timer efter Retraiten, han har været i Skoven og har kun med den yderste Anstrængelse og med lang Forsinkelse kunnet tiltvinge sig Vej igjennem Sommerens Søndagspublikum for at komme med Toget. Han er stødt paa Forsinkelser, som han ikke havde Erfa­ring nok til at kunne forudse; men han har anstrængt sig for at indskrænke Forsinkelsen til det mindst mulige. Indtil 2 Dage Vagtarrest siger Straffelovens bekjendte § 182. En anden Mand har siddet og sviret paa et Værtshus; Tiden er løbet fra ham, og da han nu ikke kan naae Ka­sernen i rette Tid, svirer han roligt videre en Tid endnu.

Det er en moralsk Uretfærdighed at straffe den før­ ste Mand med 2 Dages Vagtarrest, og det er latter­ ligt at give den sidste Mand kun en saadan Straf. Det er Motiverne og Forholdene, der betinge en Forseel­ ses Strafværdighed, langt mere end selve Forseelsens Art, og det er derfor af den yderste Vigtighed, at den Foresatte, i hvis Haand Straffemyndigheden ligger, nøje gransker Delinkventens hele Personlighed og derved baade anvender selvstændig Skarpsindighed og benytter sine undergivne Befalingsmænds Bistand.

For en ærekjær og velopdragen ung Mand, der møder til sin militære Tjeneste med oprigtig Villie til at gjøre sin Pligt, og som kun synder af Uagtsomhed eller af Svaghed under Tilfældighedernes Pres, er en Tilrette­ visning ofte en haard Straf, og Alt hvad der behøves. En saadan Mand maa være sikker paa, at han ikke for en tilfældig mindre Forseelse, som Enhver saa at sige af Vanvare kan begaa, bliver tugtet med en Straf, som om han havde viist ond Villie. Ofte er for et saadant Menneske den første Straf et Vendepunkt i hans moral­ ske Tilværelse, idet den bryder Hjertespiren af hans Æresfølelse. Naar ikke decideret ond Villie eller Lige­ gyldighed er konstateret, skal man betænke sig, ikke een, men ti Gauge, før man ikjender en Mand den første Straf for en Forseelse, der i og for sig er af ringe Betydning.

«Først naar Maalet ej kan naaes ved andre Midler, anvendes Straffe,» sige Uddannelsesprogrammerne. Naar Formaninger, Irettesættelser og Appel til Æresfølelsen intet udrette, er det Tid at straffe. Man burde da være stillet saaledes, at der virkelig kunde ikjendes følelige Straffe strax til at begynde med. Ved at begynde med de smaa Arreststraffe, som vor Straffelov foreskriver det, og derefter straffe hyppigt og med langsom Stigning i Straffens Styrke, hvilket sidste vor Straffelov ogsaa paabyder, er man inde paa den sikkreste Vej til moralsk at fordærve Folkene. Deres Æresfølelse afstumpes, og de traineres til ligefrem at udholde Straffe. Appel til Æresfølelsen og derefter i Gjentagelsestilfælde en enkelt eller et Par enkelte Frihedsindskrænkninger til Mindelse om, at de nærme sig Afgrunden, dette maa og vil være tilstrækkeligt for de Letsindige og Ubesindige, i hvem der er Bund; — men naar der aldrig kan trues med Afgrunden, nemlig en alvorlig og følelig Straf, naar Straf­ fen simpelthen voxer en lille bitte Smule for hver Gjentagelse af en Forseelse, saa depraveres Manden paa samme Maade som Drankeren, nemlig lidt efter lidt, og uden at han selv mærker det. «I Almindelighed bør haarde Straffe foretrækkes for milde,» siger Corsi. »En eneste haard Straf vil have mere Virkning end mange lette Straffe, — — som sløve Følsomheden og depravere Hjertet.»

Især saadanne Forseelser, som kun kunne begaaes med Overlæg og af ond Villie, saasom Bortgang fra Tjenesten burde uden Tøven og uden Betænkning straffes meget føleligt. I Betragtning af den Forlystelsessyge og Slaphed i Pligtfølelsen, som en stor Del af Nutidens Ungdom opflaskes med, er den foreskrevne Straf for Absentation alt for ringe. Dette ses bedst deraf, at Absentation, ved adskillige Afdelinger er temmelig al­ mindelig, og Motivet er som oftest Hang til Svir og Fruentimmerkommers. Ved den første Absentatiou i et Rekruthold vilde en exemplarisk Afstraffelse sikkert være det kraftigste og bedste Middel til at forhindre Efterlig- nelse og Gjentagelse og derfor i Virkeligheden i et saa- dant Tilfælde det mest humane og bedst opdragende Middel. Straffeloven bør indgyde de slette Elementer Respekt; de gode Elementer skulde aldrig behøve at frygte den.

Naar et Individ hverken med det gode eller det onde vil gjøre sin Pligt, have hans Foresatte og især hans flinke og pligtopfyldende Kammerater et berettiget Krav paa at blive ham kvit, eller dog, at han ikke ved­ blivende nyder samme Ret som de. Især er det første Krav berettiget over for Slagsbrødre, Drukkenbolte, Soute- neurs, Tyveknægte o. lign., og det er meget uheldigt, at hæderlige, rettænkende og pligtopfyldende Soldater skulle være nødte til at leve Side om Side med saadant Krapyl. At samle disse Udskud i en Straffeafdeling skulde synes at være den naturligste Sag af Verden, og det er uforstaaeligt, at denne Foranstaltning, der vilde beskjærme de bedre Elementer blandt Soldaterne imod de slette, er bleven umuliggjort ved Straffeloven af 1881. Den Skade, som et Par moralske Vantrivninger kunne foraarsage iblandt Kammeraterne, er umaadelig. Det er nemlig saadanne Personer, der føre Ordet og give Tonen an paa Samlingsstuer, Sovestuer, og hvor Lejlighed gives. De bedre Elementer forholde sig passive eller fjerne sig om muligt; men de ubefæstede og uselvslændige, der altid flyde med Strømmen, danne et taknemmeligt Publi­ kum over for de Agerendes Raaheder, og de smittes mere eller mindre uvilkaarligt af dem, idet de imponeres af slige forsorne og rapmundede Labaner, der ere ind­ viede i alle Udskejelsernes Hemmeligheder.

Forhaabentlig komme vi her hjemme engang saa vidt, at vi kunne udsondre de moralske Abnormiteter, der vise sig uforbederlige, fra de hæderlige og ærekjære Soldater. Rigtignok udkræves hertil en Forandring af Straffeloven for Krigsmagten; men en Revision af denne Lov paa Basis af dens Virkning, siden den udkom, og med et mere udvidet Syn paa dens Opgave, vilde vistnok være meget ønskelig.

I sin fortræffelige lille Bog: «Folkevæbning og Mili­ tarisme» siger Ingenieurkapitain Flambusch i Afsnittet om Mandstugten: «I nær Forbindelse med Straffe for de for­ sømmelige burde der staa Belønninger for de flinke­ ste. Disciplinarbestemmelser, som kun kjende til Straffe, ere derfor aldeles ensidige og savne det bedste Middel til Mandstugtens Bevarelse, nemlig Æresfølelsens An­ sporing. Det vilde derfor være højst ønskeligt, om man istedetfor en Straffelov for Krigsmagten havde en «Lov om Mandstugt ved Krigsmagten,» som foruden Straffene havde et helt System af Belønninger ved Penge og andre Præmier, Hæderstegn m. m. for Soldater, som udmærkede sig ved Dygtighed eller god Opførsel. Noget er der jo i denne Betning allerede gjort administrativt, f. Ex.: for god Skydning samt for Ingenieurarbejde; men der er jo mange andre Omraader, hvor sligt var ønske­ ligt, og heldigst vilde det være, om selve Principet blev lovmæssigt fastslaaet og passende Pengesummer an­ vendte paa dets Gjennemførelse.»

Vi kunne ganske tiltræde Tanken i denne Udtalelse.

VI. Slutning.

For hver Dag, der gaar, voxer Betydningen af den Rolle, som Militærvæsenet spiller i Staternes Liv. Under Staternes Kappestrid for at drage alle deres Hjælpemidler ind under Krigsforberedelserne, saaledes at den kommende Krig, der bliver en Kamp for Tilværelsen, kan føres med Benyttelsen af alle Landets Hjælpekilder, griber Hærvæse­ net dybere og dybere ind i Samfundslivet. Det er derfor naturligt, at Hærens Betydning som Led i selve Sam­ fundslivet drages med ind under Overvejelserne, som an- stilles for at udvikle Hæren i enhver Henseende til den største Fuldkommenhed. Hærens eller rettere: Krigs­ magtens Opgave er jo saavidt muligt at sikkre Statens Bestaaen. Kunne nu de store Værdier, som anvendes til Krigsmagtens Opretholdelse og Udvikling, tillige yde et Bidrag til Samfundets aandelige Udvikling i endnu større Udstrækning, end Tilfældet har været hidtil, vilde det være uøkonomisk og derfor uforsvarligt ikke at ar­ bejde paa Fremskridt i denne Retning, især naar dette Arbejde direkte fører imod en Fuldkommengjørelse af Krigsmagten, nemlig ved at udvikle det moralske Element; thi ingen Stat er saa rig, at den har Raad til at give Afkald paa noget Middel, der kan befordre Samfundets Udvikling.

Det er disse Betragtninger, der have ledet os i det foregaaende; men vi indrømme, at vi langt fra have ud­ tomt vort Æmne. Dette har nemlig den Egenskab, at det spænder over en Mangfoldighed af Enkeltheder, hvis samlede Sum først giver Resultatet. Det er, ligesom en Hær, Legemliggjørelsen af den store Lære om de smaa Virkningers Betydning. Det har derfor kun været vort Formaal at paapege nogle af Hovedsynspunkterne og Hovedbetingelserne for en planmæssig psychologisk Opdragelse i Hæren paa et ethisk Grundlag, og vi nære det Haab, at denne Afhandling, der fremtræder uden nogen Fordring om Fuldkommenhed, snarere med en Undskyldning for dens Mangler, maa give Anledning til en Drøftelse af Sagen for den danske Hærs Vedkom­ mende.

Vistnok er det, vi have sagt, ikke noget nyt for mange; men for adskillige Kammerater formene vi dog at have fremsat Tanker, der, om ikke nye, saa dog hid­ til kun uklart have dæmret hos dem selv.

Muligvis vil En og Anden raillere over, at vi tendere til at gjøre Officererne til «Dydens Apostle.» Spotten vil ikke anfægte os ; den er kun et Tegn paa Argumen­ ternes Svaghed hos Spotteren. Vi formene at have gjort os til Talsmand — ikke Opfinder — for en Sag, der naftier langt ud over Døgnets Stemninger, en Sag, som er i Hærens Interesse og baade i Fredstid og i Krig af Betydning for Fædrelandet.

Naar denne Afhandling ikke fremkommer under Navn, er Grunden hertil den, at vi ville lette en objektiv — eventuel — Drøftelse af dens Indhold. I vort lille Land kjende saa mange hverandre, og Bedømmelsen af de fremsatte Tanker bliver, ifølge vor Erfaring, lettere ob­jektiv , naar et personligt Kjendskab til Forfatteren ikke staar for Læserens Blik.

Kjøbenhavn, d. 18de August 1892.