Da mit Navn er blevet indblandet i Diskussionen om den nye militære Retspleje, vil jeg gerne have Lov til at sige, at jeg fuldt ud fastholder det Standpunkt, jeg i Fjor tog, og som jeg i Aar lejlighedsvis berørte i Rigsdagen.
Den af Auditør Scharling med saa megen Jubel citerede Erklæring af Generalauditøren forekommer mig ærlig talt lidet imponerende. Det indrømmes i den, at nogle afsagte Kendelser, der nægtede Fængsling af anholdte Menige, der havde gjort sig skyldig i Lydighedsnægtelse, fra et disciplinært Synspunkt maa anses uheldige og efter Generalaud.s Mening næppe heller er rigtige. Altsaa paa et meget vigtigt Punkt gives der Kritiken fuldtud Ret. Desuagtet maa enhver, der læser og navnlig hører Erklæringen, faa det Indtryk, at Generalaud. aander idel Tilfredshed med den ny Ordning. Der er ingen af de 123 Domme, „som Militæretaten eller de Tiltalte med Rette kan beklage sig over, heller ikke i Retning af for stor Mildhed eller Strenghed“. Det umiddelbare Indtryk er dette. Generalaud. erklærer som højeste Autoritet, at alle disse Domme er fuldstændig tilfredsstillende baade fra Hærens og fra de Tiltaltes Standpunkt. Højere kan man ikke naa, altsaa ug med Kryds og Slange til. den ny Ordning. Mon dette nu virkelig er det almindelige Indtryk? Næppe. Og det ligger der i Virkeligheden heller ikke i Erklæringen.
Naar Auditør Scharling saaledes triumferende understreger, at Generalaud. har ment ogsaa at kunne tale paa de Tiltaltes Vegne, saa er det forhaabentlig desuagtet tilladt at nære en beskeden Tvivl om, at alle de Tiltalte skulde være lige saa tilfredse med Dommene som Generalaud. Og det maa Være tilladt at gøre opmærksom paa, at Erklæringen i Virkeligheden kun siger dette, at ingen af Dommene har afveget saa meget fra det Resultat, Generalaud. vilde være kommet til, hvis han skulde have dømt i Sagerne, at han finder, at der er Grund til at „beklage sig med Rette“.
For Forsvarsministeren og Auditør Scharling er Sagen dermed afgjort. For os andre mindre autoritetstro er Spørgsmaalet dette: Hvor stor skal Afvigelsen være, før der er Grund til med Rette at beklage sig? Og hvad betyder overhovednt en saadan Erklæring? Den Sag, jeg hentydede til i Rigsdagen, var af den Art, at de seks implicerede med fuld Ret kunde være idømt: Hovedmanden 10 Aars Tugthus og de 5 andre hver 6 Aars Forbedringshus, og da dette var Minimum, kunde Generalaud, hvis dette var blevet Udfaldet, med fuldkommen god Samvittighed have attesteret, at ingen af Tiltalte med Rette havde Grund til at beklage sig. De fik henholdsvis 1 Aars Forbedringshusarbejde og noget Vand og Brød fra Maximum ned til 5 Dage. Da det er mig personlig bekendt, at Generalaud. var overordentlig tilfreds med denne Afgørelse, og da det samme gjaldt Jurisdiktionschefen, kunde det altsaa ogsaa m. H. t. denne Dom med særdeles god Samvittighed være attesteret, at hverken de Tiltalte eller Hæren med Rette kunde beklage sig.
Jeg vil her til Sammenligning anføre, at en ganske lignende Sag, der for nylig var for Nævningeret, skønt Nævningene gik uden om den strengeste Bestemmelse i § 100 (med en meget tvivlsom Berettigelse), dog endte med, at 5—6 Mand kom fra 8— 18 Maaneder i Forbedringshuset. Ogsaa om disse kan det attesteres, at de ikke har Grund til med Rette at beklage sig. Og det samme kan siges fra Hærens Side, tdet de idømte Straffe sikkert af alle føles som meget strenge. Og dog kunde man ræsonnere saaledes: Hæren havde været bedre tjent med, at den strenge Paragraf var blevet fulgt og de dømte derefter benaadede, og disse sidste vilde i Virkeligheden derved være sluppet billigere, medens det nu maaske vil være vanskeligt at benaade dem. Jeg derimod mener, at baade Hæren og de Tiltalte vilde være bedst tjent med en Afgørelse som den ovenfor nævnte.
Ved disse Eksempler er Erklæringens overordentlig ringe Værdi for det diskuterede Spørgsmaal formentlig tilstrækkelig belyst. Jeg skal da blot sige til Auditør Scharling, at intet er farligere end at søge Dækning bag Mure, der i Virkeligheden ingen Dækning giver. Kun et er lige saa farligt, og det er at søge at skabe Tillid til en Ting, hvis denne ingen Tillid fortjener.
Jeg skal tilføje en Oplysning m. H. t. Arten af den Kritik, der fra 1. Oktober 1919 rettedes mod den alm. borgerlige Retspleje. Prof. Munch-Petersen, der var den ivrigste og vel hyppigst hørte Agitator for den nye Retspleje, sagde bl. a. en Gang ved én Diskussion, hvor en Række af vore kendte Dommere, Professorer og Sagførere var til Stede, at ved den nye Ordning „skulde Retfærdighed og Billighed indføres" i vor Strafferetspleje. Jeg ved ikke, hvad Hr. Auditøren mener om den Form for Kritik, og om ikke denne Oplysning kunde give ham Anledning til at revidere sine Begreber om den mod den ældre borgelige Ordning rettede Kritik, thi en Retspleje, der ikke kender Retfærdighed og Billighed, maa vel siges at være umulig. Jeg tillader mig at tro, at Auditør Scharling vil komme til at staa ret ensom, hvis han vjl hævde, at hine Angreb ikke søgte at nedbryde den gældende Retsplejes Autoritet. Auditørens herpaa støtfede Modangreb mod Auditør Eide svæver derfor efter mit Skøn i Luften — ligesom „ Atalanta“.
Viborg, den «,12 1920.
Victor Pürschel.
