Major N. F. Olsen ved STGR/HSS har ved Københavns Universitet erhvervet den juridiske licentiatgrad for en retshistorisk afhandUng over emnet »Christian den Femtes Krigsartikelbrev af 9. Marts 1683«. AfhandUngen, der er en undersøgelse af den danske enevældes landmilitære straffelovgivning og proces, omfatter desuden en redegørelse for den forudgående og den senere regulering af disse emner. Den indeholder samtidig et dybtgående kildestudium af Chr. V.s lovtekst, en statistik over straffe, idømt i perioden 1750-1805 samt en statistik over de til kongelig resolution indsendte krigsretsdomme for perioden 1750-1840. I den efterfølgende artikel giver forfatteren et meget kort resume af sit forskningsresultat.
Den historiske baggrund for en særlig retsstilling og lovgivning for væbnede styrker skal søges i høvdinges, stormænds og kongers oprettelse af liwagter. Fra tiden før 1500-tallet kendes enkelte særlige love gældende for de personer, som var knj^tet til konger og høvdinge, f.eks. Vederloven og gårdretteme, men fra omkring midten af 1500-tallet blev det nødvendigt på grund af ændringer i principperne for krigsførelsen og tilvejebringelsen af hærene at indføre særlige krigslove, hvis hovedformål var en selvstændig regulering af alle militære forhold, ikke blot de egentlige militære handlinger, som de særlige krigsbegivenheder kunne give anledning til, men også for de enkelte militærpersoners daglige liv og færden. En dansk landmilitær ret, defineret som en særlig samling af lovbestemmelser gældende for landmilitære enheder og udgivet af danske konger, kan findes tilbage fra før midten af 1500-tallet. Hovedparten af disse såkaldte krigsartikler var udgivet i forbindelse med de bestallinger, hvorved kongen, almindeligvis for et bestemt tidsrum, antog en oberst, en oberstløjtnant eller en ritmester til at hverve et antal landsknægte eller ryttere med det formål at udføre en i forvejen bestemt opgave.
De krigsartikler, som på denne måde blev udgivet, varierede meget i omfang og i indhold. Fælles for dem alle var imidlertid, at de i store træk var i overensstemmelse med samtidens udenlandske militære love, idet de indeholdt de grundlæggende og elementære regler for de lejetropper, som på denne tid blev benyttet overalt i Europa: Edsaflæggelsen, soldaternes troskabsforhold til deres foresatte, det indbyrdes forhold soldaterne imellem samt deres pligter i forbindelse med tjenesten. Den militærret, som således i hine tider blev anvendt, var i virkeligheden en international retsorden, som fulgte de lejede hære. Chr. IV var den første danske konge, der forsøgte at indføre en generel dansk lovgivning for de hærstyrker, som var ham underlagt, idet han den 10. maj 1625 udgav: »Chr. IVs Krigsartikler for Officerer og Soldater til Hest og Fods, hvad heller de ere hvervede eller udskrevne. Danske, saavelsom andre Nationer«. Disse krigsartikler fik dog ikke den tilsigtede betydning, idet de lejede dele af tropperne fortsat anvendte den militære lovgivning, som de havde medbragt fra hjemlandet. Enevældens indførelse, som lagde det umiddelbare styre af rigets anliggender i kongens egne hænder, nødvendiggjorde imidlertid samtidig oprettelsen af en stående hær som et middel til styrkelsen af magten og som støtte imod den mægtige adel. Til opretholdelse af lov og orden i denne stående styrke udsendte Chr. V i 1683 en landmilitær straffe- og rettergangslov, som uden større ændringer forblev i kraft indtil 1881 (straffelovsdelen) og 1908 (rettergangsdelen). Forøvrigt kan en stor del af indholdet af 1683-loven endnu spores i den nuværende militære straffelov af 1973. Chr. V.s landmilitære lov, som er dateret den 9. marts, bar titlen:
»Christian des Fiinften Articuls-Brief und Gerichts- Instruction, belangende den Krieg Zu Lande«.
Om detaljerne ved forarbejderne til disse krigsartikler kendes ingen nøjagtige oplysninger. Loven anførte selv i slutningen: »Geben auf Unsrer Residence zu Copenhagen, die 9. Martii, Anno 1683«, og i den dagbog, som førtes over kongens bevægelser og gerninger gennem hele hans regeringstid, var under den 9. marts 1683 noteret: »Unterschrieb der Konig den Neuen Kriegs-Articuls-Brieff samt der Neuen Kriegs-GerichtsInstruction und Ordnung«'). Den angivne dato, 9. marts, synes imidlertid ikke at være i overens stemmelse med krigslovens egentlige offentliggørelse og ikrafttræden, idet det af krigskancelliets arkiver fremgår, at et projekt til landkrigsartikler blev fremsendt til statholder Ulrik Frederik Gyldenløvé m.fl. den 12. maj 1683^); samtidig med fremsendelsen blev de tilskrevne beordret til at revidere og returnere projektet, og først tre måneder senere, den 18. og 19. august 1683, udgik breve til krigsråd Bille og statholder Gyldenløve angående publiceringen af den nye trykte krigslov®). I resolutionen til krigsråd Steen Bille, dateret 18. august 1683, anførtes følgende:
»Saasom Vi allem. for godt befundet have, visse Krigsartikler at lade forfatte, hvorefter vores Milice overalt i Vores Riger Dannemark og Norge sig rette, og Justitien over alt saavel inden som uden Garnisonerne admitteres skal; saa er hermed V. all. og B. at du dig derefter allem. retter, og officereme, som udi Vores Kongl. ResidentzStad Kjøbenhavn, Garnison holder, sKgt tilbørligt tilkj endegiver, saa de sig med Uviidenhed ej i Fremtiden skal kunne Undskyld«.
Samme år, d. 27. marts, udsendtes desuden Ghr. V.s Søe-Articler og Kriigs-Rets Instmction, som tog særligt hensyn tU de maritime forhold. Søkrigsartikleme blev senere ophævet og erstattet af Fr. V.s Søekrigsartikelbrev af 8. januar 1752 og Krigsartikelbrev for Landtjenesten ved Søeetaten af 29. juli 1756, men først i 1881 blev der udgivet en militær straffelov, der var fælles for hæren og flåden. Konciperingen af datidens krigslove foregik almindeligvis på den måde, at man opsøgte og anvendte et eller flere forbilleder, og denne originale, på én gang primitive og komplicerede lovgivningsteknik, beroede meget sandsynligt på den store respekt, man nærede for de førendé fyrsters og herskeres høje militære effektivitet og krigsduelighed, hvis forudsætninger var en fast disciplin, som var en af grundvoldene i den militære strafferet. En god krigslov var midlet til skabelsen af en fast disciplinær ordning, hvormed de enkelte taktiske enheder kunne gmpperes, forflyttes og kæmpe under hurtig og smidig tilpasning til terrænets og det taktiske formåls krav. Det har i den ældre militære litteratur været fremført, at Chr. V.s landkrigsartikler hovedsagelig var en afskrift af samtidige tyske militære love, som efter 30-årskrigen var blevet udgivet i de enkelte tyske delstater. Artikler fra disse love, som næsten alle var mere eller mindre i overensstemmelse med hinanden, ses da også anvendt enten direkte eller indirekte i den danske krigslov, men et nøje kildestudium har dog vist, at mange af de artikler, som nu indgik i den danske lov, tidligere havde været anvendt i både Chr. IVs krigsartikler af 1625 og 1611 og i Fr. Es landsknægtsartikler af 1564 og 1559, og at kun nogle få af disse danske artikler kan have haft de ældste tyske krigslove som kilde eller forbilleder. Sammenfattet i tal fremgår det således, at 35 artikler i Chr. Vs krigsartikelbrev var nye danske lovtekster, og at desuden 15 andre var selvstændigt redigeret, men eventuelt inspireret fra udlandet. Til 37 aiiikler var anvendt rene danske kilder, idet ingen udenlandske krigslove behandlede tilsvarende emner, og til yderligere 57 artikler fremstod de nye tekster som delvise afskrivninger eller omarbejdelser af ældre danske lovbestemmelser. For disse 57 artikler gælder, at udenlandske krigslove behandlede identiske emner, men altid med meget afvigende ordlyd. Ialt 21 artikler fremstod i den nye lov som større eller mindre sammenskrivninger af danske og udenlandske lovtekster, og kun i 31 tilfælde ses væsentlige dele af indholdet kopieret fra udenlandske love, uden at tidligere danske love havde behandlet tilsvarende emner. De emner, som det havde været nødvendigt at kopiere fra udlandet, omfattede hovedsagelig forholdene omkring vagttjenesten samt soldaternes optræden over for den civile befolkning. Det landmilitære krigsartikelbrev af 9. marts 1683, som var affattet på tysk, indeholdt ialt 192 artikler, opdelt i 13 kapitler, hvor hvert kapitel regulerede et særligt område af de militære discipliner. Det udgjorde på samme tid et tjenestereglement og en straffelov, idet mange af de enkelte artikler inden for de forskellige kapitler foreskrev regler, der skulle iagttages, eller hvorledes bestemte handlinger ønskedes udført, og i den samme artikel var angivet den straf, hvormed den skyldige skulle anses, såfremt de givne bestemmelser blev tilsidesat. I god overensstemmelse med datidens lovkoncipering indeholdt artiklerne således en kasuistisk opregning af alle de praktiske forhold, som særlig måtte gælde i en krigsmagt, og som i krig og fred kunne forlanges efterlevet af de personer, som tilhørte den militære stand^).
Som overskrifterne til de 13 kapitler nedenfor viser, var den altovervejende del af indholdet af ren militær karakter; kun i 1. og 4. kapitel behandledes emner, som kunne henføres til de såkaldte borgerlig-militære forbrydelser, d.v.s. forbrydelser, som de militære personer i deres egenskab af borgere i landet kunne gøre sig skyldige i, og mange af disse forbrydelser var tillige indeholdt i Danske lovs 6. bog om misgerninger.
Afskrækkelsen, som indtil slutningen af 1700-tallet var det bærende grundlag i den borgerlige europæiske straffelovgivning, var også for krigsmagten det afgørende princip ved udfærdigelsen og håndhævelsen af lovene, og de grusomme og vanærende straffe, som var anført i Danske lov, genfindes alle i krigsartikleme. I de militære love var det tillige nødyendigt at foreskrive strenge og vanærende straffe for de forbrydelser, som kun kunne begås af de personer, der var undergivet den militære jurisdiktion, og ved at erindre, at ubetinget subordination og disciplin var de hjørnestene, hvorpå effektiviteten og loyaliteten blev bygget, at handlinger eller undladelser, forsætlige eller uforsætlige, kunne bringe statens sikkerhed i fare^ vil det ses, at enhver nok så lille forseelse mod disse fundamentale regler, som i det borgerlige samfund kun havde ringe betydning, måtte anses med strenge sanktionsbestemmelser. Hvervede soldater fra næsten alle Europas nationer var i mange år hovedbestanddelen i de stående danske regimenter, og de typer, som kom hertil, var i begyndelsen af enevælden meget ofte desertører eller eftersøgte forbrydere. Om hvervningen anførtes derfor senere i Tjenestereglementets 3. del (1747) følgende:
»Alle Europas Nationer maa hverves til Vore Soldater, naar de ikkp have synlige Forbrydermærker, ikke ere brændemærkede og have faaet Ørene afskaaret«.
En militær lovgivning for dette proletariat måtte nødvendigvis være udformet meget strengt for bl.a. at opnå den totale underkastelse, som var krævet. Lovgivningen måtte indeholde straffebestemmelser, som med knusende fysisk magt kunne forstå at gøre disse personer uskadelige og samtidig brugelige som krigere. Krigsretsinstruktionen, rettergangsloven, som blev udgivet i forbindelse med krigsartikelbrevet, indeholdt 52 artikler, opdelt i 7 kapitler. Den gav for første gang i Danmark officielle detaljerede regler for den militære proces, med generelle regler for »Rettens Holdelse«, en beskrivelse af og instruktion for de forskellige krigsretter, som kunne nedsættes, samt en gennemgang af de straffe, som kunne ikendes. Det havde fra gammel tid været skik, at den herskende og hans krigere selv dømte i de forbrydelser, som blev begået i deres kreds. Dette princip var fastholdt i Chr. V.s militære lov, og også Danske lov 1-2-9 havde tildelt de militære et priviligeret værneting, som dog ikke var helt i overensstemmelse med de tilsvarende regler i krigsretsinstruktionen. Udviklingen førte imidlertid hurtigt til, at de militære, deres koner, børn og eventuelle tjenestefolk i stort set alle sager kun kunne dømmes af deres egne og ved egne domstole, og for disse krigsretters organisation og virke havde loven givet ganske detaljerede regler. Krigsretterne, som blev oprettet for hver enkelt sag, bestod af mindst 13 dommere, som efter et særegent klasse- og voteringssystem afsagde dom i de enkelte sager. Præces var stedets eller enhedens militære chef, men som juridisk sagkyndig var auditøren den egentlige leder af hele retshandlingen. Bemærkelsesværdigt var, at et antal personer fra den sigtedes egen klasse altid medvirkede som dommere. Alle retssager var summariske, og appel var kim tilladt i sager om penge og gods; til gengæld skulle enhver dom, som angik en persons ære eller liv, forelægges kongen inden den kunne eksekveres. I kriminelle sager, som ikke medførte hård straf, kunne chefer, som havde jurisdiktion, selvstændigt afgøre sagen arbitrært. Ved disse afgørelser, som ikke medførte nedsættelse af krigsret, optrådte chefen derfor ikke som dommer, men som øvrighedsperson, men såfremt en tUtalt måtte forlange det, skulle sagen dog forelægges en krigsret. De militære love var strengere end de borgerlige. De straffe, som ifølge krigsretsinstruktionen kunne idømmes, var i overvejende grad de samme, som var kendt fra den borgerlige lov, og kun enkelte straffe, f.eks. skydning og spidsrod, var specielle for militærpersoner; men eftersom den mindste forsømmelse i tjenesten kunne bringe statens sikkerhed i fare, var mange forseelser, som ud fra et borgerligt synspunkt ikke var strafværdige, belagt med endog strenge straffe i krigsloven. Straffen for overtrædelse af de forbrydelser, der var beskrevet i krigsartikelbrevet, var i mange tilfælde lovbestemt, d.v.s. loven bestemte i hvert enkelt tilfælde straffens art og størrelse. I andre tilfælde kunne krigsretterne selv »efter Sagens Beskaffenhed« vælge mellem en eller flere strafarter, ligesom der også var mulighed for at bestemme størrelsen af straffen. Ved bestemmelsen af straffens art og størrelse skulle den skyldiges stand og vilkår desuden tages i betragtning, og i krigsartikleme anførtes ofte for den samme forbrydelse forskeUige straffe for officerer, underofficerer og menige. På grund af de militære personers særlige begreber om stand og ære var det vigtigt at blive straffet »som soldat«, og i de tUfælde, hvor en »borgerlig« straf var foreskrevet, blev denne så vidt muligt forvandlet til en passende militær straf. En sådan forvandling var af praktiske årsager desuden abnindehg ved længere fængselsstraffe, hvor den militære i stedet blev idømt spidsrod for ikke i for lang tid at være fraværende fra tjenesten, samt ved pengestraffe, hvor de lavere klasser på grund af uformuenhed i stedet måtte anses med en passende legemsstraf. Krigsretsinstruktionen indeholdt i det VII kapitel »Om Dommens Slutning, angaaende Straffen« i fem artikler de straffe, som med de anførte modifikationer kunne anvendes på enhver ved hæren tjenestegørende person, deres koner, børn og tjenestefolk. Livsstraffene var ifølge art. 51: Arkebusering, sværdet, galgen, stejle, partering og ild, og de kunne i visse tilfælde i de enkelte straffebestemmelser i krigsartikleme være suppleret med kvalificerende tillæg. Hårde og pinlige legemsstraffe var ifølge art. 50: Stærkt fængsel, spidsrod, hudstrygning, brændemærkning, afskæring af øren og afhugning af hånd eUer fingre. ALtnindelige straffe på kroppen, art. 49, var at bære våben: dobbelthager, musketter eller sadler, fængsel i jern på vand og brød, træhesten og pælen. Æresstraffe var ifølge art. 52: Officerers fornedrelse, uden pas og afsked vist fra regimentet, landsforvisning, navn slået på galgen samt bødlens ødelæggelse af kården og blive udråbt for en skelm. Bøder og pengestraffe var anført i art. 48 med den tilføjelse, at enhver indeholdt sum skulle komme Københavns krigshospital eller kvæsthuset til gode. Mange af de grusomme og lemlæstende straffe, som var indeholdt i straffekataloget, synes kun sjældent, om overhovedet, at være blevet anvendt i praksis. De værste af straffene blev i løbet af 1700-tallet officielt afskaffet eller erstattet af andre og mere humane strafarter, og især om spidsrod bør det nævnes, at det allerede i 1763 var blevet befalet, at eftersom de mange slag kunne medføre den skyldiges død, måtte den kun anvendes over for de groveste forbiydelser; fra 1791 blev det desuden bestemt, at »paraden« maksimalt måtte bestå af 200 mand. Spidsrodsstraffen bortfaldt dog først i 1836, hvor den blev erstattet af vand- og brødstraffen, eventuelt med tillæg af fra 25 til 150 rottingslag. Et studium af de militære justitsprotokoller, hvoraf mange endnu er opbevaret på Rigsarkivet, fremviser et meget broget billede af den fremgangsmåde, som blev anvendt i krigsretterne. ProtokoUemes referater giver sjældent en alsidig belysning af de faktiske hændelsesforløb, og den militære proces bærer præg af usikker og ufuldstændig sagsbehandling. En gennemlæsning af retssagerne efterlader mange ubesvarede spørgsmål, og man har ofte en fornemmelse af, at de tiltalte allerede var dørnt på forhånd. Auditøren, som ledede forhandlingerne i krigsretten, var i mange tilfælde kun en juridisk studerende, og selv om det ifølge loven var ham, der var ansvarlig for, at ret og retfærdighed blev tilgodeset, ses det ofte, at rettergangschefens vilje bestemte udfaldet af sagerne.
Overraskende er det imidlertid at konstatere, at antallet af domfældelser var meget lavt, og set i forhold til de mange tjenestegørende, der på den tid var i hærens regimenter, var det forholdsvis sjældent, at krigsforhør eller krigsretter egentlig blev afholdt. En analyse af justitsprotokolleme fra 3 udvalgte regimenter viser således, at straffeprocenten i årene 1750 til 1805 varierede mellem 0,1 og 3,0. Højest var procenten som ventet i det rent hvervede regiment; i det rene nationale regiment viser analysen, at der kunne gå år imellem, at en militærperson blev straffet. I gennemsnit blev der i denne periode på 55 år ved det rene hvervede regiment afsagt 16 domme om året, ved et blandet regiment af hvervede og nationale var gennemsnittet 4 og ved det rene nationale regiment 1 dom hvert andet år. Blandt de straffe, som blev ikendt, viser undersøgelsen en dominerende anvendelse af legemlig afstraffelse, og især anvendtes spidsrodsstraffen i en række udmålinger for næsten samtlige forbrydelser begået af menige soldater. I særlig grove tilfælde idømtes som tiUæg desuden slaveri i fæstningen eller på Bremerholm, enten på livstid, et bestemt antal år, eller på kongens nåde. Blandt de pådømte forbrydelser ses desertion og tyveri at udgøre den altovervejende del af krigsretssageme, og det disciplinære og til tider meget anspændte forhold imellem eller inden for de forskellige personelgrupper giver sig til kende gennem forbrydelsernes insubordination, slagsmål og injurier. Den procentvise andel af de hyppigst begåede forbrydelser ved landhæren i den undersøgte periode ses af følgende oversigt:
Tyveri: 39%. Desertering: 35%. Insubordination: 4%. Slagsmål: 4%. Vagtforbrydelser: 3%. Overfald: 1%. De øvrige forbrydelser, som blev pådømt, f.eks. lejermål, falsk, gudsbespottelse, druk o.s.v. udgjorde hver for sig under 1% af samtlige sager.
Med Chr. V.s krigsretsinstruktion af 1683 indførtes i den danske militærret begrebet remission, hvorefter visse sager altid skulle indsendes til kongen eller den højstkommanderende general for at blive revideret og forestillet til resolution. Denne lovbestemte remission havde flere formål: Den skulle sikre, at krigsretternes behandling af sagerne var i overensstemmelse med de givne love, at en ensartet bedømmelse af de alvorligere sager blev tilgodeset, og den skulle tillige give kongen mulighed for enten at formilde de afsagte domme eller måske benåde de dømte forbrydere, jfr. indledningsordene til loven: »Hos Dommeren Fordømmelsen, Hos Kongen Benaadningen«. Sagens natur, ikke dommens udfald, var bestemmende for, om den skulle remitteres eller ikke. Den 17. artikel i krigsretsinstruktionen bestemte, at aUe kriminelle og pinlige sager ved afdelingskrigsretteme skulle fremvises for feltmarskallen, »men saa fremt Vi selv ere ved Armeen tilstæde, da skal efter Vores egen Resolution enten til Fuldbyrdelsen eller Benaadningen dermed forholdes«. Om den nærmere efterlevelse af de militære remissionsbestemmelser fra den første tid efter indførelsen, kendes i dag ingen detaljer. Først fra slutningen af 1750’eme er det muligt at få et detaljeret og tilsyneladende sandfærdigt indtryk af bestemmelsernes gennemførelse i praksis. Fra denne tid eksisterer på rigsarkivet samlingen af de kongelige remissionsprotokoller, hvori samtlige de til remission indsendte krigsretsdomme er indført, og en undersøgelse af protokollernes indhold yder på forskellig måde mange og interessante bidrag til spørgsmålet om retsanvendelsen i hæren. Med undtagelse af årene 1849 til 1853 er samlingen af protokoller bevaret i ubrudt række frem til 1907. De kongelige remissionsprotokoller indeholder korte og præcise udsnit fra de af regimenterne eller garnisonerne indsendte krigsretssager: Ved hvilken jurisdiktion sagen var anlagt, den anklagedes navn, for hvilken forbrydelse han var tiltalt og endelig den ikendte dom; i resolutionen, som herefter fulgte, anførtes kongens endelige afgørelse. Remissionsprotokolleme kan som nævnt yde mange væsentlige og interessante bidrag til at belyse spørgsmålet om retsanvendelsen i hæren. De er bevaret fra omkring 1750, og under forudsætning af, at alle de til landhæren hørende enheder fra disse år efterlevede de givne remissionsbestemmelser, har en undersøgelse og analyse af protokollerne kunnet give præcise svar på mange spørgsmål, bl.a.
hvilke og hvor mange alvorlige forbrydelser, der blev begået af hærens personel, hvilke straffe krigsretterne idømte for disse forbrydelser, og i hvilken grad de af krigsretterne af sagte domme blev stadfæstet eller ændret af kongen.
Remissionen s}mes efter det foreliggende materiale at have været et begreb, som i den første tid efter krigslovens indførelse blev omfattet med en vis usikkerhed, men som efter flere senere supplerende instruktioner blev lagt i så faste rammer, at det på grundlag af den i dag bevarede dokumentation er muligt med hensyn til de alvorligste forbrydelser og straffe at fremlægge et pålideligt og sandfærdigt billede af datidens retsanvendelse og kongernes benådningspraksis. Remissionsprotokollemes indhold viser således for den første tid efter år 1750 en meget stærk tendens til formildelse af straffene, som kongen gennemførte i kraft af sin benådningsret. De strenge straffe, som forekom i krigsartikleme, blev fortsat afsagt af krigsretterne i overensstemmelse med lovens tekst, men efterhånden som tidsånden blev mildere, blev de ofte barbariske straffe mindre og mindre tidssvarende, og hovedparten kom meget sjældent til udførelse. Allerede i 1760 blev samthge 274 idømte hvsstraffe ændret til slaveri og/eller spidsrod, og for resten af århundredet ses tendensen til formildelse fortsat, bl.a. gennem de usædvanligt få hvsstraffe, som blev stadfæstet og eksekveret. Spidsrod og slaveri var ifølge protokollerne de almindeligst anvendte straffe; man bevarede herved soldatens liv og dermed hans arbejdskraft, og man undgik på samme tid de forholdsvis høje udgifter, som var forbundet med hvervningen af nye soldater. »Sagens natur og ikke Dommens Udfald« var som tidligere anført kriteriet for de enkelte sagers remittering til kongen. Dette kriterium kunne således teoretisk medføre, at selv frifindelsesdomme måtte indsendes i de tilfælde, hvor krigsartikleme tillod krigsretterne at graduere deres afgørelser »efter Sagens Beskaffenhed« eller »efter Befindende«. Kun meget få af de i protokollerne indeholdte krigsretsdomme ses imidlertid at tilhøre den »milde« ende af straffeskalaen. I de tidligste domme var angivet meget detaljerede og ofte barbariske straffe, som omhyggeligt beskrev de enkelte led i den række af lidelser, som de dømte skulle gennemgå. Gloende tænger, afhugning af højre hånd, øre eller af to fingre, offenthg piskning samt døden uden nådestød synes indtil 1780 at være almindelige domsafsigelser i krigsretterne, og kun forordningen af 16. november 1763, som ændrede straffen for desertører til spidsrod og/eller evigt slaveri, medførte for denne særlige forbrydelse en forandring i domsafsigelserne. Først fra slutningen af århundredet ses næsten alle de afsagte domme at diktere spidsrod eller slaveri samt, i enkelte tilfælde arrest (for officerer) og fængsel på vand og brød (for underofficerer og menige). Ved parolbefaling af 17. oktober 1836 ændredes mange af straffene igen, og de afsagte krigsretsdomme kom i hovedsagen til at omfatte fæstningsarrest, forbedringshus eller fængsel på vand og brød. For de kvinder, som var underkastet den militære jurisdiktion, ses for de alvorligste forbrydelser idømt anbringelse i spindehuset, i tugthuset eller i børnehuset, og for ringere forseelser et antal dage eller timer med fidlen. Denne sidste straf blev iøvrigt afskaffet i 1811 og konverteret til fængsel på vand og brød. Undersøgelsen viser klart, at kongen i næsten samtlige de undersøgte sager har formildet de af krigsretten af sagte domme. Kun forholdsvis få blev stadfæstet, og i de tilfælde, hvor livsstraf var blevet idømt, viser nedenstående skema forskellen mellem antallet af afsagte dødsdomme og fuldbyrdede eksekutioner. Skemaet illustrerer tillige de straffe, som de benådede dødsdømte herefter blev tildelt.
Dødsdommen fra 1840 er iøvrigt den sidste, der blev eksekveret i den danske hær. I mere end to hundrede år forblev hæren en stat i staten med opretholdelse af en særlig personret, formueret, strafferet og proces; nye tanker om en tilnærmelse af den militære lovgivning til den borgerlige vandt kun langsomt frem under enevælden.
Allerede i 1808 havde lovgiveren ved udgivelsen af den danske oversættelse af krigsartikleme givet udtryk for »at nye Krigsartikler ville blive udarbejdede, saasnart den til at bevirke Overensstemmelse i Grundsætningerne fornødne Forberedelse er skeet ved Forandring i den almindelige criminelle Lovgivning«, og flere senere militære jurister gav i deres værker udtryk for, at de militære loves grundsætninger snarest burde bringes i harmoni med de civile loves.
1819 forsøgte således overauditør Paysen at vinde gehør for de nye tanker og ideer, som allerede i begyndelsen af århundredet havde sat sine spor i flere europæiske militære love®):
»Da Militairstanden kun er til for den hele Borgersamfunds Skyld, da Soldaten har været fød Borger, forend han blev Soldat, saa bør ogsaa den militaire Lovgivning i enhver Stat saameget som mueligt stemme overens med en for de øvrige Statsborgere gjældende. Ugrundede Afvigelser ere skadelige, fordi de lade Soldaten glemme at han er Borger, fordi de letteligen stifte en Stat i Staten, adskille begges Interesse, og - tvertimod Indretningens Øjemeed - gjøre Krigsmagten farlig for Statens indvortes Roelighed og Sikkerhed«.
Paysens forsøg på at give udtryk for en mere human og tidssvarende tankegang i den danske militærret førte dog ikke umiddelbart til ændringer i de gældende love og bestemmelser, men som et bevis på, at hans ord var i overensstemmelse med regentens tanker herom, blev det ved Kongelig Resolution af 16. oktober 1819 bestemt®),
»at det af Overauditeur og Amtsforvalter Paysen paa dansk og tydsk udarbejdede Udtog af de danske Krigsartikler, Love og Forordninger til Brug for Underofficerer og Soldater, hvilket Udtog han paa egen Bekostning foranstalter udgivet i Trykken, maa fra nu af indføres ved Armeen, og maa General Commissariats Collegiet subscribere paa et saa stort Antal, som til Brug for Armeen maatte anses nødvendigt«.
1849, var dog hovedparten af de borgerlig-militære forbrydelser udeladt, og i § 1 var indeholdt følgende bestemmelse:
»Alle ved Rigets væbnede Magt ansatte eller dertil hørende Personer anses, forsaavidt ingen særlige Undtagelser gjøres, efter de militære Straffelove ei alene for alle egentlige militære, men ogsaa for de øvrige i disse Love omhandlede Forbrydelser, som de begaae, medens de ere under militær Jurisdiktion. Forsaavidt de i Sager angaaende visse Slags Forbrydelser høre under de borgerlige Domstole, straffes de for dem efter de almindelige Love, som gjælde på det sted, hvor Forbrydelsen er begaaet«.
I kapitlet om de almindelige bestemmelser for de militære straffeloves anvendelse bestemte udkastets § 60:
»De i de borgerlige danske Love indeholdte almindelige Grundsætninger for Straffelovens Anvendelse, hvad angaar Betingelserne for Strafbarheden, Straffens Udmaaling eller i andre Henseender, blive ogsaa at følge ved de militære Straffeloves Anvendelse, dog med de nærmere Bestemmelser, som disse Love indeholde enten i Almindelighed, navnligen i dette Capitel, eUer for særlige Tilfælde«.
De citerede paragraffer var i let omskrevet form tillige indeholdt i den militære straffelov af 1881. Den videre udvikling i militærrettens borgerliggørelse var krigsretternes afskaffelse i 1920, og i den militære straffelov af 1937 fandtes følgende bestemmelse om anvendelsen af borgerlige grundsætninger:
»§ 1: Borgerlig Straffelovs almindelige Del finder, for saa vidt ikke andet er bestemt. Anvendelse paa alle i denne Lov omhandlede strafbare Forhold«.
Om befaling og lydighed, som var fundamenterne i de gamle krigslove, bestemte § 10:
»Paa Handlinger, som er nødvendige for at tilvejebringe Lydighed og Orden, kommer Reglerne i borgerlig Straffelovs § 13 til Anvendelse«.
Folketinget vedtog den 12. april 1973 de af forsvarsministeren fremsatte forslag to en ny militær straffe- og retsplejelov med ikrafttrædelse pr. 1. april 1974. Lovene var bl.a. udarbejdet ud fra det hovedsynspunkt, at straffe- og retsplejebestemmelser for militært personel i videst muligt omfang burde nærme sig de love og bestemmelser, som var gældende for det øvrige samfund, således at der kun blev fastsat særregler for dette personel i de tiKælde, hvor hensynet til forsvarets særlige forhold gjorde dette nødvendigt. Det militære system og dets personel er i dag på stort set alle områder integreret i det almindelige borgerlige samfund og underkastet dettes love, men begrundelsen for en fortsat bevarelse af en særlig militær lovgivning - hensynet til forsvarets særlige forhold - vil sandsynligvis bestå, sålænge et forsvar ønskes opretholdt af et flertal i det danske folketing. Kun nogle få bestemmelser regulerer imidlertid disse særUge forhold i den nuværende lovgivning, og den tanke er nærliggende, om ikke denne sidste rest af disse engang så omfangsrige love på hensigtsmæssig måde kunne indpasses i de eksisterende borgerlige straffe- og retsplejelove.
NOTER
1) Tage Register iiber Allerdurchlåuchtigsten Grossmåchtigsten Konigs und Herrn KN Christian des Fiinften, København 1701, s. 166.
2) Krigskancelliet, indkomne sager 1683, nr. 367.
3) Krigskancelliet, koncepter til kgl. ekspeditioner 1683, nr. 1154 og 1157.
4) En gennemgang åf de enkelte artikler er efter aftale med redaktøren udskudt til en senere artikel. Interesserede henvises i mellemtiden til at studere loven på Det kgl. Bibliotek.
5) Paysen: Den Danske militaire Criminalrets Grundsætninger, Rendsborg, 1819, side 9.
6) Militaire Rescripter 1819, side 101.
