Efter at have læst Obl. H. C. Aggers artikel i august numme­ ret føler jeg mig foranlediget til at stille nogle få spørgsmål:
Er undervisningen i de militære fag det primære eller det se­kundære?

Hvis det er det primære, bør så fraværelsesprocenten være over eller under procenten ved civilundervisningen?

Bør man kunstigt mindske fraværelsesprocenten i et sekundært fag, når den derved hæver en katastrofal høj fraværelsespro­cent i et primært fag?

Er vor soldateruddannelse så højt hævet over den tilsvarende i andre Natolande, at vi uden mindste tøven kan afse 10 % af den bedste undervisningstid (5 og 15 % i 1. og 3. halvår) til et sekundært, ikke militært fag?

Mit kendskab til soldateruddannelse er selvfølgelig mindre end forfatterens, — civilundervisningen kender jeg fra 1 år i Tyskland, D.D.K. og resten herhjemme, selv om jeg ikke selv har deltaget i udflugter eller timer ved civilundervisningen.

Selvfølgelig er mine synspunkter kun mit personlige syn på sagen — men mon dog ikke andre har de samme problemer, — at fraværelser i den daglige tjeneste er ganske alvorligt hemmende for grundig undervisning.

Hvor ofte får man ikke meldingen: Stiller så og så mange, fragår en her, en der, en vagt, en kontor, en hygger kaserner, en kommer straks!

Så går man i gang med undervisningen! — men spørgsmålene i begyndelsen af timen, der skulle danne bindeled til foregående lektion, tjener kun til at oplyse: -— at — han var til tandlæge, — stuevagt, — kontor,— afgivet — kørsel, — kvartersyg.

Det er i et primært fag!

Man kan spørge naboen (der m uligvis har gået i skole) om hvordan en selvangivelse udfyldes (eller evt. udfylde et par styk­ker forkert) — — men der bliver ingen mand til at skrive selv­ angivelsen overhovedet, hvis han under kamp skal spørge naboen, hvorledes en funktioneringsfejl skal afhjælpes!

Det er mit ansvar at lære ham at overleve kampen, — skatte­ væsenet må han selv klare.

Lad mig tage et friskt eksempel og sammenligne det med det foreliggende:

Vi har lige afsluttet et forkursus for emner til Bfm.skolerne.

Antal emner har varieret, men 50 har været fast i den perio­de på 3 uger, der danner grundlag.

107 undervisningstimer fordelt på 12 fag ialt: 5350 mand­ timer.

Fraværelsen varierer fra 0 til 80 timer pr. mand — men iNB kun 6 har 0 timers fravær.

Samlet fravær: 1345 mand-timer. Fraværelse 25.2 %.

Læg vel mærke til, at kravet til undervisningen ikke berøres af dette fravær, og husk, at det reelle tab jo er langt større, når det ikke er de samme, der er fraværende hver gang.

Vi burde i langt større grad gå over til at lade undervisnings­ timer og uger afgøre, når en soldat er uddannet, han er jo dog ikke uddannet, bare fordi der står Oktober på kalenderen!

Obl. Aggers fraværelse = 26 % ca. svarer altså nøje til min! En katastrofal høj procent ved et primært fag!

Lad mig citere Obl. Agger:
„Det er indlysende, at de militære hensyn må gå forud for hensynet til civilundervisningen — men hvor man uden skade kan gøre det, bør der tages hensyn til undervisningen. Den tilmålte tid indskrænkes i forvejen af f. eks. øvelsesperioder, orlovsperio­der, flytninger, omorganisation og afgivelser m. m !“

Billedet af „soldateruddannelsen“ ser for mig nu sådan ud:
Afgivelser etc. 25 %.
Civilundervisning 15 %.
Orlov, flytning etc. %.
Soldateruddannelse ? %.

H. H.

H. H.s syn på sagen divergerer åbenbart ikke meget fra mit med hensyn til afgivelsernes uheldige indflydelse på uddannelsen. Jeg giver ham så inderligt ret, men i alle de år, jeg har været officer, har hærens kommandomyndigheder så på den ene og så på den anden måde søgt at indskrænke afgivelsernes antal og omfang i den grad, det overhovedet har været muligt; de gør det formentlig til stadighed, men der er nok ikke håb om, at dette spørgsmål løses fuldt tilfredsstillende, før al afgivelse i den ud­ strækning det er muligt overlades til vagthunde og nonkombattanter.

Hvad angår betimeligheden af overhovedet at have den civile tjenestetidsundervisning har jeg ikke berørt denne i min oven- omhandlede artikel og skal ej heller her fordybe mig deri; det, der nu er af interesse, er, at man — også set fra forsvarets side — får så meget udbytte af undervisningen som vel muligt, men selvfølgelig på en sådan måde, at det skader „soldateruddannelsen“ mindst muligt (jfr. ovenstående citat fra min artikel).

Ja, det er bl. a. H. H.s ansvar at lære soldaten „at overleve kampen“. Det er den civile tjenestetidsundervisnings ansvar at sørge for, at såvel soldaten som forsvaret får gavn af undervisnin­ gen samt valuta for de penge, der ofres derpå, og formålet med min artikel var i hovedsagen at skabe forståelse herfor gennem de fremsatte oplysninger om undervisningen og dens kår.

Hvis H. H. vil have ulejlighed med at læse min artikel igen­ nem een gang til, vil han sikkert kunne finde svar på sine to første spørgsmål. Mit svar på det tredie spørgsmål vil forhåbent­ lig fremgå med tilstrækkelig tydelighed af, hvad jeg her har skre­ vet. Angående det fjerde spørgsmål kan jeg oplyse,
at samtlige Natolande har civilundervisning,
at englænderne erklærer, at de har haft det siden engang i det 17. århundrede,
at man i Norge er ved at udbygge undervisningen, således at time­ tallet dér langt overgår vort.
at der sidste år blev afholdt en Natokonference i Paris, i hvilken inspektøren for den civile tjenestetidsundervisning deltog, og som udelukkende havde til formål at drøfte denne undervisning i de deltagende landes hære — en sådan konference agtes jævnligt afholdt i fremtiden, samt
at der til stadighed udveksles materialer m. v. vedrørende underdervisningen de pågældende lande imellem.

H. G. Agger.