Forholdsvis mange mennesker herhjemme — også uden for dette tidsskrifts normale læserkreds — har efter min erfaring et begrænset, almindeligt kendskab til det schweiziske forsvar. Dette kendskab er formentlig hovedsagelig knyttet til den offentlige diskussion vedrørende vort eget forsvar, og interessen må nok ses på baggrund af de fordele i retning af kortvarig tjenestetid m. v., som man fra visse kredse her i landet ofte fremdrager uden at dykke til bunds i de naturlige betingelser for det schweiziske for­svars nuværende udformning.

Som et bidrag — udelukkende med oplysende formål — til ovennævnte diskussion kan det måske have interesse at få et bil­lede af, hvilke problemer man fra schweizisk side har under over­ vejelse i forbindelse med det nuværende og fremtidige forsvar.

Chefen for det schweiziske militærdepartement, Bundesrat Paul Ghaudet, som tiltrådte sin stilling i begyndelsen af dette år, holdt fornylig ved det schweiziske officersselskabs generalforsamling i Zürich et foredrag, sit første offentlige foredrag om forsva­ret, vedrørende disse problemer. I kraft af foredragsholderens embedsstilling og som følge af en tilsyneladende officielt anerkendt klar, nøgtern og ikke mindst objektiv og aktiv indstilling til sit hverv vil nedenstående gennemgang af om handlede udtalelser i Zürich have en tilforladelig baggrund.

Departementschefen indledte sit foredrag med nogle betragt­ ninger vedrørende den internationale situation og dens virkning på det schweiziske folk. Han gik her ud fra, at trods al tro og håb på fred i verden er der i realiteten ingen sikre tegn på en virkelig afslappelse i de militære anstrengelser, hvorfor en opret­ holdelse og forstærkning af forsvaret må være af afgørende be­tydning. Den også herhjemme velkendte og vel naturlige tilbøje­ lighed til at benytte ethvert nok så usikkert tegn på international afspænding til at tage forsvarssagen, især den økonomiske del, op til fornyet drøftelse giver ligeledes mange schweizere en forvirret opfattelse af den internationale situation på grund af den gængse blanding af virkelighed og illusion, af kendsgerninger og propa­ ganda, som flyder fra presse, politiske ledere o. s. v.

Heller ikke en i Schweiz udbredt, lammende skræk for en fremtidig atom-krigs frygtelige virkninger med deraf følgende tvivl om landets militære forsvarsevne og i udbredte kredse direkte fjendtlig eller ligegyldig holdning over for hæren i amindelighed og dens personel i særdeleshed vil være ukendt herhjemme.

Departementschefen omtalte endvidere den uheldige virkning (særlig uheldig som følge af politisk udnyttelse), som en vis me­ ningsforskel mellem forsvarets ledere frembringer. Denne ligeledes velkendte uenighed skyldes en naturlig usikkerhed over for atom­våbnenes virkning, samt de „normale“ divergerende opfattelser af forholdet mellem stab og geled, indbyrdes kommandoforhold o. s. v. Efter disse indledende bemærkninger gik foredragsholderen over til en omtale af sin plan for afhjælpning af nævnte efter hans opfattelse uheldige forhold.

Som værende af afgørende betydning betragtede han et ud­strakt oplysningsarbejde såvel blandt de indkaldte værnepligtige som i civilbefolkningen.

For såvidt angår oplysningsarbejdet blandt dfc værnepligtige udtalte departementschefen den fra et dansk synspunkt overra­ skende, men ikke mindst i øjeblikket særdeles interessante, op­ fattelse, at dette oplysningsarbejde først og fremmest trods det tidsmæssigt stærkt belastede uddannelsesprogram må påhvile offi­ cererne og omfatte emner som samfundskundskab, den politiske sittiation, teknik, forsvarsproblemer og problemer af mere ideolo­gisk art. Idet han lagde vægt på, at dette oplysningsarbejde ikke måtte få karakter af propaganda, efterlyste foredragsholderen de bedst egnede midler (næppe uvæsentligt!) til iværksættelse af et sådant oplysningsarbejde.

M. Chaudet kan utvivlsomt hos danske officerer finde prin­ cipiel tilslutning til følgende betragtninger vedrørende et nødven­ digt oplysningsarbejde blandt civilbefolkningen. Et sådant arbejde har som indlysende forudsætning et fra begge sider absolut loyalt samarbejde med dagspressen, et ubetinget tillidsforhold mellem pressemedarbejderne og departementschefen (og hans medarbej­ dere) med henblik på

— i de enkelte tilfælde i pressen at kunne få optaget svar på kritik og få lejlighed til at berigtige forkerte eller tenden­ tiøse indlæg, samt

— i pressen at kunne få optaget sådanne for befolkningen alm indeligt orienterende meddelelser, som er udarbejdet på grundlag af et grundigt (og ikke mindst fagligt) kend­ skab til vedkommende emne.

Med henblik på ovennævnte samarbejde har man påbegyndt en reorganisering og opbygning af departementets presseafdeling, hvilket som bekendt ikke er i overensstemmelse med officiel, dansk opfattelse af det tilsvarende problem.

Departementschefen gik derefter over til en gennemgang af problemerne i forbindelse med en kommende udbygning af den schweiziske hær. Det må måske her være på sin plads at nævne, at taleren kun en enkelt gang kom ind på flyvevåbnets forhold, men hvor han til gengæld kategorisk fastslog, at en væsentlig kva­ litets- og kvantitetsmæssig udbygning af flyvevåbnet er nødvendig.

M. Chaudet udtalte, at det er tvivlsomt, hvorvidt hæren er i stand til at løse sin opgave — at forsvare hele landet og ikke evt. at basere sig på et reduite-forsvar af de terrainmæssigt mest for­ delagtige områder — på grundlag af hærlovene af 1950. Den over­ vældende hurtighed, hvormed udviklingen på det forsvarsmæssige område skrider frem, har således også i Schweiz givet anledning til alvorlige overvejelser og har resulteret i, at taleren har anmo­ det sine to militære medarbejdere, generalstabschefen og uddan­ nelseschefen, om at udarbejde et 10-årsprogram for reorganisation af hærens organisation, udrustning og uddannelse, idet ovennævnte hovedopgave naturligvis ikke ændres. Læseren ser således, at man i Schweiz udelukkende har overladt til fagfolk at udarbejde for­ slag til dette program.

Inden taleren som afslutning på foredraget fremlagde sine personlige tanker om anførte 10-årsprogram, nævnte han sådanne aktiver og mangler i den nugældende forsvarsordning, som må danne grundlaget for udarbejdelsen af dette program.

Blandt aktiverne blev nævnt

— en væsentlig forbedring af uddannelsesmetoderne i forhold til tidligere. Betingelsen for at opnå det rette udbytte af disse nye metoder er (de ikke ukendte) dels, at tjeneste­ tiden (hertil må henregnes såvel førsteuddannelsen som de senere genindkaldelser) absolut ikke nedsættes og dels, at antallet af officerer og underofficerer forøges,

— kvaliteten af de schweiziske våben, som vil være alle bekendt,

— det bestående mobiliseringssystem, som takket være den enkelte mands velkendte høje beredskab og systemets grim­ dige udbygning må betragtes som særdeles formålstjenligt,

— materiel- og levnedsmiddelrcservernes sikring dels gennem oplagring i et decentraliseret, velbeskyttet depotsystem og dels gennem en højt udviklet rekvisitionsplanlægning,

— de permanente, vel udbyggede befæstningsanlæg, som forhovedpartens vedkommende formodes at ville bevare deres værdi også i en kommende ABC-krig, og endelig den schweiziske militærtradition, som i henhold til departementschefen bl. a. giver sig udtryk i en overor­ dentlig skuffelse hos den unge mand, som bliver erklæret for utjenstdygtig.

Til gengæld blev følgende passiver nævnt:
— tendensen til under bestræbelserne for at tilfredsstille flest mulige af en total krigs krav at lade hæren -—• og ikke mindst en speciel hær af særlige tjenester (stabe o. lign.) og organisationer — vokse i den grad, at den ikke kan „bæres“ af landområdet og hefolkningstallet,

— fastholdelse af militssystemet og gennemført almindelige værnepligt begrænser de organisatoriske og personelle ud­ viklingsm uligheder,

— Sohweiz’s parlamentariske forfatning har som ethvert an­ det land sine fortrin i retning af en sikring med overilede og urealistiske beslutninger, men på den anden side er denne styreforms mangler i retning af bureaukratisk lang­ somhed og omsvøb, ansvarsforfladigelse o. s. v. ifølge de­ partementschefen særdeles følelig, fordi man med det nu­ værende hær-system i så udpræget grad er afhængig af sådanne hæren ikke direkte tilhørende, bevilgende instanser.

M. Chaudet påbegyndte sidste afsnit af sit foredrag, betragt­ ninger vedrørende den kommende hærreform, med kort at omtale de vanskeligheder af lovmæssig, forvaltnings-teknisk og politisk art, der ganske givet vil opstå som følge af de nye våbens overor­ dentlig hurtige udvikling, hvorved modsætningerne vil komme frem mellem de, der straks og efterhånden ønsker forsvarsordningen af 1951 tilpasset den nye krigsteknik og de, der vil „vente og se“.

Taleren bekender sig som tilhænger af førstnævnte opfattelse, således at forsvarsordningen af 1951 må tilpasses udviklingen etape­ vis inden for rammerne af et samlet program og ikke mindst under hensyntagen til landets finansielle muligheder.

Imidlertid må de ansvarlige schweiziske myndigheder — for­ mentlig regeringen — nødvendigvis angive visse hovedretningslinier for den kommende hærordning, selvom det egentlige grundlag for forsvarets tilstedeværelse ikke ændres som følge af nye våbens fremkomst. Departementschefen fremfører hertil det ikke ukendte spørgsmål om, hvorvidt landet skal basere sig på en gennem almin­ delig værnepligt fremskaffet masse-hær, som tilfældet er i øjeblik­ ket i Schweiz (ca. 800.000 mand i den mobiliserede hær), eller man skal søge hen mod en personelt mindre talrig, men yderst be­ vægelig hær med forøget ildkraft. Efter talerens opfattelse kræver den nye (sidstnævnte) ordning en forstærkning af såvel luftvåbnet som af grænsebevogtningsenhederne, men det lavere mandskabstal vil alligevel bevirke, dels at værnepligtstiden (i Schweiz indtil det 60. år) vil kunne afkortes, og dels at personel vil kunne overføres til „forsømte“ dele af hæren og evt. til civilforsvaret.

M. Chaudet kommer ikke nærmere ind på disse spørgsmål, idet han henviser til, at landets højeste specialister på omhand­ lede område, hærens generalstabs- og uddannelsesafdeling, i øje­ blikket foretager talrige og grundige studier over, hvilke problemer en imødegåelse af eventuelt anvendelse af A- og B-bomber mod Schweiz vil kræve løst (nævnte reorganisering af hærenhederne, samarbejdet mellem hær og flyvevåben, signaltjenestens udvik­ling, luftforsvarsopgavemes fordeling mellem forsvar og civilforsvar osv.)

Angående det ikke uinteressante financielle spørgsmål vover foredragsholderen sig ikke længere ud end til at udtale, at det endnu ikke er muligt at overse, hvorvidt forsvarsbudgettet vil blive øget, nedsat eller det nuværende. Af mangel på entydige og sikre beviser på afspænding i verden, må man først og fremmest forudse og kræve, at programmet for reorganiseringen af forsvaret må holdes inden for et tidsrum af 10 år, såfremt den nye ordning ikke allerede skal blive forældet, inden den træder ud i livet.

M. Chaudet sluttede sit foredrag med at udtale, at selvom man naturligvis stadig vil søge at indskrænke statens udgifter til for­ svaret mest muligt, må dette ikke formindske landets forsvarskraft. Man ønsker ikke at støtte sig på håbet om hjælp fra fremmede hære eller at ændre grundsætningen for landets forsvar i retning af et tilbagetrukket reduite-forsvar. „Unsere Mittbürger werden zweifellos die harte Notwendigkeit verstehen, weil sie einräumen werden, dass es besser wäre, überhaupt keine Armee zu haben, als unsere Söhne unter Bedingungen in den Kampf zu schicken, unter denen ihr Einsatz künftig den Gharakter eines unnützen Opfers annöhmen würde“.

Så vidt chefen for det schweiziske forsvarsdepartement.

O.M.