Værnepligt i et historisk perspektiv

Den Franske Revolution og Frankrigs voldsomme nederlag ved Neerwinden i 1793 fik afgørende betydning for udviklingen af værnepligten. Frygten for yderligere militære nederlag samt invasion fra fremmede og kongetro styrker fik den franske nationalforsamling til at vedtage et dekret om, at den franske befolkning skulle underlægges levée en masse (masseudskrivning). På billedet ses slaget ved Neerwinden (18. marts 1793), hvor Østrig sejrede over de franske styrker. Credit: Wikimedia Commons.

... 

Indledning

Europa oplever en storkrig, hvor masse, altså evnen til at mobilisere materiel og mennesker, er blevet en afgørende faktor på slagmarken. Fremskaffelsen af det rette materiel i den rette mængde er blevet en opgave for hele samfundet i både Ukraine og Rusland.¹ I begge lande har samfundet og den industrielle base måttet omstille sin produktion for at sikre det fornødne materiel i de fornødne mængder. Fremskaffelsen af mennesker er ligeledes blevet en opgave for hele samfundet, i takt med at tabene i krigen er steget gennem de nu ca. 3½ år, krigen har varet. Både Ukraine og Rusland benytter sig af værnepligt som et middel til at fremskaffe den nødvendige mængde soldater til at udkæmpe krigen. Folketinget vedtog den 11. juni 2025.² at udvide værnepligten i Danmark til at indbefatte både kvinder og mænd. Dermed kan alle i den danske befolkning nu potentielt blive indkaldt til at aftjene værnepligt. Derfor er det relevant at studere værnepligten og den effekt, den kan have på Forsvaret og samfundet.

Formålet med denne artikel er at lave en historisk gennemgang af den form for militær tjeneste, vi i dag kender som værnepligt. Artiklen har en række historiske nedslagspunkter, hvor lignende tjeneste gennemgås med det formål at redegøre for den militære effekt, værnepligtsstyrken havde i samtiden. Udgangspunktet for de historiske nedslag er, at de skal repræsentere, hvad vi betegner som statslige aktører med en form for internt voldsmonopol, hvor den militære styrke anvendes til at bekæmpe eksterne fjender, men også kan anvendes til at sikre statens voldsmonopol på eget territorium. Nedenstående eksempler repræsenterer således kun nationale entiteter med et egentligt voldsmonopol.

Antikken

De græske bystater var ikke en konform entitet, men havde flere individuelle særpræg. To af de førende græske stater, Athen og Sparta, var forskellige i deres statsdannelse og dermed også i deres anvendelse af de væbnede styrker. Men de havde det til fælles, at de begge benyttede tvungen militærtjeneste og værnepligt af deres borgere, til at opstille væbnede styrker, der kunne bekæmpe eksterne fjender.

Athen anvendte tvungen militærtjeneste for dele af sine borgere, eksempelvis i forbindelse med invasioner fra Persien, fra det peloponnesiske forbund eller andre græske bystater.³ Den athenske værnepligt ændrede sig over tid, idet den i det femte århundrede før vores tidsregning havde et socialt element i sig. Dette gjorde sig gældende ved, at man kun havde tvungen militærtjeneste, hvis man selv var i stand til at stille med sin udrustning til tjenesten som hoplit.⁴ Hoplitternes, der fungerede som infanterister og udgjorde hoveddelen af kampenhederne i de græske bystater, udrustning bestod af hjelm, brystplader, benskinner, spyd, sværd og skjold.⁵ Kun spyddet og skjoldet blev betalt af staten,⁶ hvilket samlet set gjorde det dyrt for den enkelte borger at skulle finansiere sin militærtjeneste. Dermed var det derfor blandt det højere borgerskab og den bedre stillede del af landbefolkningen, de fleste af hoplitterne kom fra, hvilket gav dem stor indflydelse på udviklingen af den athenske stat. Militærtjeneste var altså lig med indflydelse. Værnepligten i Athen varede to år, fra alderen 18-20 år, hvor man gennemførte grundlæggende militærtræning for at lære sin udrustning og sine våben at kende, hvorefter man overgik til enhedsuddannelse og lærte at bevæge sig i forskellige standardformationer.⁷ Herefter indgik man i en mobiliseringsstyrke frem til man blev 50 og yderligere ti år, hvis der var kritisk behov for yderligere enheder. Hvis der var behov for at generere styrker, kunne man altså mobilisere de uddannede våbenføre mænd i aldersgruppen 18 til 60 år, der kunne stille med egen udrustning og valgte en fører,⁸ der kunne lede dem i kamp. Det athenske værnepligtssystem gjorde det muligt for Athen at sikre byen og dens politiske indflydelse, indtil den Peloponnesiske krig i 431-401 f.v.t. Her var Athen med sine allierede i en langstrakt krig med Sparta og dennes allierede.

Sparta repræsenterer en anden form for værnepligt. Den spartanske stat var et monarki, hvor militærtjeneste var påtvunget alle våbenføre mænd fra 7-årsalderen.⁹ Her blev de tilknyttet et militærakademi, hvor de fik deres grundlæggende militære uddannelse og enhedsuddannelse, så de kunne indgå i phalanksen, der var den grundlæggende formation for Spartas hoplitenheder. Denne militærtjeneste fortsatte i princippet til, soldaten blev 60 år gammel, idet de fra det fyldte 30 år dog fik lov til at stifte familie.¹⁰ Eftersom militærtjenesten indbefattede alle borgere i den spartanske stat, var der ikke tale om, at militærtjenesten gav fordele i forhold til borgere, der ikke forrettede militærtjeneste. Men eftersom Sparta var en slavestat, der baserede sin økonomiske produktion og rigdom på slavearbejde, var den almene spartanske borgers militærtjeneste alligevel med til at definere soldaten som borger og dermed give soldaten en afgørende rolle i samfundet. Der var således tale om et værnepligtssystem, hvor borgeren (barnet) skulle forrette tvungen militærtjeneste, men hvor den fortsatte tjeneste efter grundlæggende- og enhedsuddannelse betød, at man blev en del af en stående styrke. Det spartanske militær blev både anvendt på statens vegne at føre krig mod udefrakommende fjender, men var også en integreret del af statens voldsmonopol, idet det også blev anvendt til at sikre ro og orden internt i slavestaten.¹¹

De to antikke værnepligtssystemer havde altså væsentlige forskelle, men også afgørende ligheder. Fælles for dem var, at værnepligten blev brugt til at sikre den militære styrke, der skulle opretholde statens integritet, og at tjenesten var en forudsætning for, at borgeren kunne opretholde sin sociale status. Den Peloponnesiske Krig i 431-401 f.v.t var en styrkeprøve mellem de to stater og dermed mellem de to militære systemer. Krigen endte med spartansk sejr, hvilket skabte en kortvarig spartansk dominans internt mellem de græske stater. Denne varede dog ikke evigt, eftersom andre stater i området, såsom Makedonien og Rom, begyndte at udøve afgørende indflydelse i området i de efterfølgende århundreder.

Første danske værnepligt: Ledingsystemet

Et tidligt dansk værnepligtssystem opstår samtidigt med den tidlige danske statsdannelse i middelalderen. Den tidlige danske middelalder regnes i denne artikel for at starte efter år 800, hvor egentlige konger begynder at kunne manifestere deres magt og opretholde et voldsmonopol over større dele af landet. Med denne centralisering af magten bliver kongerne i stand til at pålægge større dele af befolkningen forpligtelser, i form af at bygge infrastruktur (broer, borge, veje) og til at kunne pålægge dem militærtjeneste.¹² Militærtjenesten antog to forskellige former i den danske middelalder, 1) leding, der var offensiv krigsførelse mod udlandet og 2) landeværn, der var et defensivt forsvar mod invaderende fjender.

Allerede i den tidlige middelalder fandt der leding sted. Den stedlige konge kunne efter germansk forbillede befale våbenføre mænd til at stille til leding, når kongen ønskede at påbegynde en krig, eksempelvis med den hensigt at erobre nyt territorium.¹³ Denne leding skal ikke forveksles med det, der populært kaldes vikingetogt, idet disse havde fortrinsvis frivillig deltagelse. Egentlig leding er omtalt i Jyske Lov fra 1241, hvori der anføres en række bestemmelser for, hvordan udskrivningen af soldater skal foregå i de enkelte herreder.¹⁴ Her var det meningen, at herredsmændene (herremændene), mod forskellige privilegier, skulle udskrive soldater blandt befolkningen, hvis kongen befalede dem til det. Med den egentlige statsdannelse i den senere middelalder og skreven lov, blev Danmark i stand til at ekspandere sit territorium betydeligt. Landet blev samlet om de landsdele, der i dag udgør landet, samt Skånelandene (Skåne, Halland og Blekinge) og Sydslesvig. Men der blev også foretaget erobringstogter til Nordtyskland og de baltiske lande under dække af, at ville kristne befolkningerne via korstog.¹⁵ En interessant og væsentlig del af bestemmelsen i Jyske Lov om leding er den hierarkiske opbygning som hær og flåde får. I Hæren ville herredsmændene skulle lede de mobiliserede enheder, mens der i Flåden blev indført begrebet ”styresmanden”.¹⁶ Grundlaget for den moderne inddeling i militære grader i Forsvaret blev i dansk kontekst altså skabt for mere end 800 år siden.

Landeværnet var den militære landorganisation, der skulle forsvare landet mod fjendtlige invasioner, både over land og fra søen.¹⁷ Området omkring Østersøen var gennem hele middelalderen præget af rivalisering mellem folkeslag og senere mellem stater. Skånelandene, der var en integreret del af den danske stat, oplevede gennem senmiddelalderen, at Danmark og Sverige gentagne gange kæmpede om herredømmet på land og til søs.¹⁸ Her var landeværnet en hurtig og relativ enkel måde at imødegå fjendtlig indtrængning eller i det mindste sikre sin landsby mod vold og plyndring. Danmarks lange kyststrækning og især øerne ud mod Østersøen oplevede gentagne gange fjendtlige invasioner, hvoraf de fleste havde karakter af røvertogter. Holstenske grever og hanseatiske bystater var meget aktive i denne udplyndring af øerne og Danmark benyttede sig defensivt af Landeværnet til at imødegå denne trussel.¹⁹ Offensivt udrustede landet adskillige gange en ledingsflåde, der invaderede kysterne i Nordtyskland med henblik på at bringe plyndringerne til standsning og projicere Danmark som regional stormagt.

Den stadigt mere centraliserede danske stat havde altså et værnepligtssystem, der kunne mobilisere større eller mindre dele af landet i tilfælde af offensiv eller defensiv krigsførelse. Det tyder ikke på, at der fandt en egentlig militær grunduddannelse sted som en del af dette system, hvilket må have haft betydning for den måde man kæmpede. En egentlig stående styrke fandtes fortrinsvis ved hoffet, hvor især kavaleriet har krævet en del grundlæggende militær uddannelse, men den store mængde af infanterister og sømænd havde ikke haft nogen forudgående uddannelse.

Sverige som foregangsland

I forbindelse med Sveriges opståen som selvstændig nation i senmiddelalderen kæmpede landet utallige krige først og fremmest mod Danmark for at sikre sin nationale integritet. For at tilvejebringe et tilstrækkeligt antal soldater til denne kamp, indførte kong Gustav Vasa ”Äldre indelningsverk”,²⁰ der forpligtede dele af den svenske befolkning til at forrette militærtjeneste. Ved Gustav Vasas død i 1560 var denne kamp tilendebragt, og Danmark var ikke længere en eksistentiel trussel for det svenske territorium. Landet begyndte en ekspansion, både mod nabolande, men også ved deltagelse i europæiske storkrige. For at skaffe soldater til denne offensive anvendelse af Hæren, oprettede Gustav II i 1619 en ”krigsfolksforordning”, et egentligt værnepligtssystem, hvor hver tiende svensk mand skulle aftjene militærtjeneste.²¹ Systemet blev forvaltet af kirken og man sikrede dermed gennem lokal forankring, at ingen kunne undslå sig tjenesten. Hvis den udskrevne soldat døde, skulle lokalområdet udskrive den næste i rækken, således at Hæren altid havde fuld bemanding. Selv denne form for værnepligt var dog ikke tilstrækkelig i de krævende Skånske Krige i Nordtyskland og Danmark. Derfor besluttede kong Carl XI at reformere rekrutteringen. Det blev besluttet at overgå til at rekruttere en større frivillig styrke, end man havde kunnet have opstillet ved brug af indelningsverket. Den gamle værnepligtsordning fastholdtes dog for dele af landet.²² Det nye system indebar, at sognene skulle stille med en infanterist for hver to gårde. Disse skulle betale for soldatens underhold mod at få skattelettelser, og at bønderne dermed selv undgik at blive tvangsudskrevne gennem det gamle system. På samme måde blev befolkningen langs de svenske kyster pålagt at stille med sømænd efter samme forbillede som bønderne inde i landet. Samtidig opstillede man faste enheder, hvor soldaterne skulle forrette tjeneste. De fik udleveret ensartet udrustning, havde forudbestemte mønstringssteder og gennemgik en ensartet uddannelse ved indtrædelse i Hæren.²³ Dette system var effektivt og medførte, at den svenske stat var i stand til at ekspandere, eksempelvis ved at fratage Danmark Skånelandene. Under den Store Nordiske Krig, hvor Sverige agerede som en stormagt i krig med andre europæiske stormagter, viste systemet sig i stand til at skaffe det store antal soldater som krigen gav behov for. Som bekendt endte den Store Nordiske Krig med svensk nederlag og forarmelse, herunder nederlag til Danmark ved Tønning i 1713, men det svenske rekrutteringssystem havde vist sig i stand til at fremskaffe store mængder uddannede soldater gennem krigen. Systemet fastholdtes indtil 1813, hvor Sverige indførte almen værnepligt.²⁴

Frankrig: Levée en Masse

Sverige var langt hen ad vejen en undtagelse. Både England/Storbritannien og Frankrig rekrutterede til deres militære enheder ved frivillig indtræden i hær og flåde. Deres koloniale ekspansion var mulig, fordi de havde en stor befolkning at rekruttere fra. I 1789 havde Frankrig en befolkning på 28 millioner indbyggere og Storbritannien 11 millioner indbyggere.²⁵ Med udbruddet af den franske revolution udbrød også en lang række krige, der indtil 1815 stillede store mandskabsmæssige krav til alle europæiske lande. Krigene var en ny type krigsførelse, for med den franske revolution og det efterfølgende mord på den franske konge og hans familie, var det nu samfundssystemer, der var i kamp med hinanden og ikke monarker. Hvor lande efter den Westfalske Fred i 1648 havde kæmpet efter et sæt mere eller mindre definerede regler om at respektere monarkiers nationale integritet, varslede de nye krige efter den franske revolution et opgør med hele grundlaget for nationernes selvbestemmelse. Frankrig havde ganske vist haft voldsomme udfordringer med at opstille velorganiserede enheder efter store dele af officerskorpset var flygtet eller var blevet henrettet under den første tid efter revolutionen. Men den store franske befolkning gav landet muligheder for at anvende massive formationer af indledningsvis hastigt uddannede enheder, senere af erfarne og veludrustede soldater, der var i stand til at dominere store dele af Europa.

Frankrigs nabolande var overordnet enige om at genetablere et fransk monarki i årene efter revolutionen og gik derfor i krig mod landet. I 1793 led Frankrig et voldsomt nederlag i Neerwinden, hvilket skabte en frygt for, at landet ville blive invaderet af fremmede og kongetro styrker. Dette fik den franske nationalforsamling til at vedtage et dekret om, at den franske befolkning skulle Levée en Masse (masseudskrives).²⁶ Dermed havde de franske væbnede styrker i teorien et meget stort militært potentiale blandt de 28 millioner indbyggere, som de kunne bruge til at opstille, uddanne og deployere, hvor og hvornår de ønskede. Praktisk opstillede man en hærstyrke på 750.000 soldater, hvilket var en uhørt stor hær i samtiden. Levée en Masse var dog mere end blot store hærenheder; det var en ny måde at indtænke samfundet og militæret i en samlet enhed, hvor patriotisme var en drivkraft bag viljen til at kæmpe og soldaternes meritter blev endvidere afgørende for avancement i det militære hierarki.²⁷ Frankrig var således i stand til at sikre sin overlevelse på slagmarken og med tiden fik landet organiseret og uddannet et officerskorps, der kunne styre den store hær. Der var dog behov for at sikre en fortsat tilgang af nye rekrutter til hæren, og i 1798 indførte landet almen værnepligt for at supplere den store hær,²⁸ der gennem tab på slagmarken var blevet decimeret. I de efterfølgende år var Frankrig i stand til at dominere store dele af Europa. Med tiden fik Storbritannien og senere Rusland samlet koalitioner, der kunne matche de franske styrker og Napoleons katastrofale invasion af Rusland i 1812 betød, at store dele af de mest erfarne franske enheder disintegrerede, døde eller blev taget til fange.

Frankrigs naboer var indledningsvis tøvende og tvivlende over for de franske massehære. Der ville være mange konsekvenser ved at skulle indføre et lignende system i de europæiske monarkier, hvis samfundsorden var baseret på alt andet end merit. I løbet af Napoleonskrigene efter den franske revolution begyndte disse lande dog at indføre en del lignende tiltag for at hamle op med de store franske hære. Man benyttede i særdeleshed patriotisme som et instrument til at motivere befolkningerne til at melde sig til militærtjeneste. Dette gjorde man, modsat i Frankrig, ved at sætte lighedstegn mellem monarken og staten.

Den almene værnepligt var i mange lande et direkte resultat af den franske evne til at opstille store, egnede enheder. Staterne i Europa indså, at deres stadig større befolkningstal gav dem mulighed for potentielt at opstille meget store enheder, der kunne kæmpe flere samtidige slag, hvorved slagmarken voksede fra et enkelt, overskueligt område til at være et helt område, hvor der blev kæmpet flere steder.

Preussen og Tyskland

Preussen, det nuværende Tyskland, var en af de nationer, der havde været tvunget til at lære og tilpasse sig under og efter Napoleonskrigene. Landet havde lidt et voldsomt nederlag i 1806, hvor Frankrig havde besejret landet i slaget ved Jena. Fredsaftalen, som Frankrig påtvang Preussen, begrænsede størrelsen på landets militær. Dette fik landet, nu ude af krigen mod Frankrig, til at reformere sit militær, herunder måden, hvorpå man rekrutterede sine soldater. Tjenesten skulle ikke længere være baseret på tvangsindskrivning og straf, men på æresbegreber og borgerdyder.²⁹ For at omgå begrænsningerne i antallet af soldater, indførte man en organiseret reservestyrke, der var udrustet og øvede, men ikke indgik i den stående officielle styrke. Ydermere indførte Preussen et to-strenget system, hvor man både havde et ”Landwehr” og egentlig almen værnepligt.

Landwehr (landeværn) var en regionalt baseret reserveenhed, der oprindeligt var kontrolleret af de lokale myndigheder og kunne gennemføre forsvarskamp i deres nærområde. Dermed kunne man potentielt set sikre, at hele den mandlige del af befolkningen var til rådighed for militæret, uden at det fremgik officielt.³⁰ Da Preussen i 1813 igen indtrådte i krigen mod Frankrig, rådede landet samlet over 280.000 soldater fra den mobiliserede hær og Landwehr,³¹ hvilket var en betydelig styrkelse af koalitionen mod Napoleon. Senere kom Landwehr under kommando af hæren, og dets rolle fik karakter af at være en reserveenhed for felthæren.³²

Preussen opretholdt denne organisation frem til Første Verdenskrig. Under revolutionen i 1848,³³ blev den tyske hær, med værnepligtige soldater, anvendt til at håndhæve statens interne voldsmonopol og var dermed afgørende for at sikre den preussiske konges magt.³⁴

Med foreningen af de tyske enkeltstater i et tysk kejserrige i 1871 blev Preussens indretning af militæret gældende for hele det tyske rige, hvilket var en væsentlig forstærkning af den samlede kampkraft. Under begrebet ”Reichspatriotismus” blev den almene værnepligt bredt ud til de resterende dele af riget.³⁵ Systemet viste sig effektivt under Første Verdenskrig, hvor den stående tyske hær på 734.000 soldater var i stand til at mobilisere yderligere 3.800.000 udrustede og uddannede soldater ved begyndelsen af krigen.³⁶

Efter nederlaget i Første Verdenskrig blev den tyske hær tvangsreformeret på nærmest samme måde som i 1806. Der blev lagt strenge krav på antal og type af enheder. Hærens selvforståelse var, at man var en stående kadrestyrke, der kunne danne basis for en senere genopbygning. Denne kom i 1935, da landet genindførte almen værnepligt, hvilket gav den de nødvendige enheder til at indlede Anden Verdenskrig.³⁷

Danmark

Særligt under Store Nordiske Krig havde der været indført en form for værnepligt, idet landbefolkningen skulle stille til session med henblik på at få deres egnethed til militærtjeneste bedømt. I praksis mindede systemet lidt om det svenske indelningsverket og angav nærmere, hvor meget jord, der skulle understøtte hvervningen af en landsoldat,³⁸ men egentlig værnepligt var der ikke tale om.

Napoleonskrigene medførte en trussel mod den daværende danske neutralitet i en grad så der blev taget skridt mod en decideret værnepligt, eksempelvis ved at (gen)oprette landeværnet, der, ligesom i middelalderen, skulle imødegå fjendtlige invasioner. Det var denne styrke, der udkæmpede ”Træskoslaget” ved Køge i 1807.³⁹

Efter Napoleonskrigene og tabet af Norge, skulle det danske militær genoprettes. Frederik VI deltog aktivt i arbejdet, og Hæren fik en organisation med stående styrke og en værnepligtslignende ordning. Som tidligere var det igen landbefolkningen, altså beboere uden for købstæderne, der blev indkaldt. Man kunne dog stille med en erstatningssoldat, hvis man var villig til selv at betale for en, så man kunne slippe for sin egen værnepligt.⁴⁰ Hæren fik en organisation, som vi vil kunne kende i dag. Rekrutterne skulle gennemføre grunduddannelse, efterfulgt af funktionsuddannelse og derefter enhedsuddannelse i en periode på i alt 2 år, og herefter overgik de til reserven de næste 22 år. I 1830’erne begyndte både stænderforsamlinger og dele af Hæren selv at argumentere for en udvidelse af værnepligtsbegrebet, således at alle våbenføre mænd kom i betragtning til at aftjene værnepligt. Dette arbejde førte til, at man med indførelsen af Grundloven i 1849, fastsatte at: "Enhver vaabenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar, efter hvad der ved lov nærmere bestemmes." De værnepligtige skulle forrette fire års tjeneste, hvorefter de overgik til reserven i samlet 12 år.⁴¹

Under den Første Slesvigske Krig blev Forsvaret, inklusiv værnepligtige og genindkaldte soldater, anvendt til opretholdelse af statens integritet og voldsmonopol. De slesvigske oprørere og deres allierede fra det tyske forbund, blev imødegået af den danske hær, der med genindkaldelser af tidligere værnepligtsårgange kom op i styrke og afsluttede krigen med holstensk overgivelse.

Under den Anden Slesvigske Krig var den almene værnepligt en integreret del af det danske forsvar. I efteråret 1863, før krigserklæringen fra det tyske forbund, blev det diskuteret, om man skulle fastholde værnepligtige, der stod foran hjemsendelse, i tjenesten som dækningsstyrke, og om hvornår og i hvilken takt man skulle indkalde mobiliseringsstyrken (reserven) af tidligere værnepligtige. Beslutningen var, at man hjemsendte de værnepligtige og først påbegyndte en delvis mobilisering den 1. november 1863,⁴² 37 dage før krigens udbrud midt i december.⁴³ Tiden op til krigserklæringen blev brugt til at organisere den danske hær, der led under manglende materiel til de mobiliserede soldater, og uklarhed over, om man kunne stole på soldater og reservister fra Lauenborg og Holsten. Krigen endte med dansk nederlag, og dermed skulle Forsvaret atter genordnes efter fredsslutningen og tabet af hertugdømmerne.

I 1867 blev der udgivet en ny hærlov, der lagde stor vægt på defensiven, gennem udbyggelse af befæstninger til sikring af Fyn, Sjælland og København. Størrelsen på Hæren blev fastsat til 35.000 soldater, der gennem hurtig mobilisering kunne anvendes fremskudt til forsvar af Fyn, eller samles på Sjælland til forsvar af øen og hovedstaden.⁴⁴ Relativt betragtet, var den årlige indkaldelse til værnepligt betydeligt forøget, idet befolkningen var blevet mindsket med tabet af hertugdømmerne, og det var ikke længere lovligt at betale nogen til at forrette ens værnepligt, som ellers havde været en mulighed tidligere for den mere velstillede del af befolkningen.

Under Første Verdenskrig blev den værnepligtsbaserede hær mobiliseret. For at sikre dansk neutralitet blev en sikringsstyrke på 55.000-64.000 soldater indkaldt til at bevogte de defensive fæstningsværker, man havde opbygget efter den Anden Slesvigske Krig.⁴⁵ Denne styrke var ikke den fuldstændige mobilisering, idet sikringsstyrken kun var det minimale antal soldater, som var nødvendige for at kunne besætte befæstningerne, og styrken blev udskiftet ofte. Desuden blev alderen for indkaldte nedsat, for at skåne det øvrige samfund og i særdeleshed familiefædre mest muligt.⁴⁶

Forsvarets brug af værnepligtige ændrede sig grundlæggende ikke i tiden mellem de to verdenskrige. Ved Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 indkaldte Hæren således igen en sikringsstyrke på 30.000 soldater ud af en samlet mobiliseringsstyrke på 94.000 soldater. Denne sikringsstyrke var kun indkaldt i august 1939 og blev derefter løbende hjemsendt, således, at der slet ikke var nogen talrig styrke den 9. april 1940.⁴⁷ Kampene ved Danmarks besættelse blev for en stor del vedkommende gennemført af værnepligtige soldater, med forskellige uddannelseslængde bag sig.⁴⁸ Indtil tyskerne iværksatte operation Safari den 29. august 1943 opretholdtes det danske forsvar og man foretog stadig indkaldelse af værnepligtige, om end i et begrænset antal.⁴⁹ Forsvaret og dermed de værnepligtige blev dog aldrig indsat mod den danske civilbefolkning.

Konklusion

Gennem historien har værnepligten udviklet sig fra at være en løs, lokal forpligtelse til at stille med bevæbnede mænd, til at udgøre et centralt og struktureret element i moderne staters forsvar og selvforståelse. I antikken tjente værnepligten, i forskellige udformninger, som et middel til både at beskytte staten og til at definere borgerens rolle og status i samfundet – som det sås i Athen og Sparta. I middelalderens Danmark blev leding og landeværn redskaber for den nye centrale kongemagt, til at samle militær styrke og udøve voldsmonopol.

Med Sveriges indførelse af indelningsverket blev der skabt et mere organiseret og effektivt værnepligtssystem, som gjorde landet i stand til at føre omfattende krige og opretholde en stærk hær, der gjorde landet til en nordeuropæisk stormagt gennem næsten 200 år. Den franske revolution og indførelsen af Levée en Masse markerede et vendepunkt, hvor hele samfundet blev mobiliseret i statens tjeneste, og hvor værnepligten blev et udtryk for national enhed og patriotisme. Den styrke Frankrig herigennem opnåede chokerede, men inspirerede også øvrige europæiske stater – især Preussen – til at udvikle systemer med almen værnepligt og reserveenheder, som gjorde det muligt at mobilisere hele befolkninger til krig.

Danmarks værnepligt har meget dybe rødder, men blev formelt forankret i Grundloven af 1849, og har siden udgjort en grundsten i landets forsvarsstruktur. Den danske erfaring viser, hvordan værnepligten både har været et værktøj til at sikre landets ydre forsvar og et middel til at bevare statens interne stabilitet og selvbestemmelse.

Samlet set viser udviklingen, at værnepligtens form og funktion altid har været et spejl af statens struktur, befolkningens rolle, og de trusler, samfundet har stået overfor. Fra antikkens bystater til nutidens nationale forsvar har værnepligten været en afgørende faktor for staters evne til at overleve, udvikle sig og fastholde deres suverænitet.

Når danske værnepligtige i dag indsættes til støtte for det civile samfund, eksempelvis ved bevogtningsopgaver og fremtidigt i de baltiske lande,⁵⁰ er det altså ikke en ny virkelighed, men en fortsættelse af den historiske brug af værnepligtige soldater. Værnepligten har i dag ikke en status, der gør, at soldaterne opnår særlige privilegier som i antikken, men den nye sikkerhedspolitiske udfordring i Europa har medført, at man på tværs af det politiske spektrum ikke længere modsætter sig en længere værnepligt og en stigning i indkaldte. Derfor vil det givetvis medføre, at værnepligtens rolle i og for samfundet kun vil blive stadigt større i årene foran os.

Skrevet af Major og Militæranalytiker, Kristian Lindhardt