Om Marneslaget er skrevet saa meget og saa udførligt, at det næppe er muligt at fremkomme med væsentligt nye Synspunkter, hvorfor man i denne Artikel ikke skal komme nærmere ind paa Slagets Gang end nødvendigt til Belysning af den Rolle, der var tildelt Oberstløjtnant Hentsch under denne for den tyske Hær saa alvorlige Krise. Oblt. H. var Chef for Efterretningsafdelingen ved Oberste Heeresleitung (O. H. L.) og blev af Generaloberst v. Moltke oftere tilkaldt som Raadgiver i operative Spørgsmaal. Det tyske Generalstabsværk „Der Weltkrieg 1914—18“ skildrer ham som en ualmindelig dygtig Generalstabsofficer, der gjorde sig bemærket i alle Tjenestestillinger ved særlig dygtige Ydelser. Han var en Personlighed, der ikke veg tilbage for noget Ansvar, men som dog ikke var tilbøjelig til under vanskelige Forhold at vove det Yderste, hvilket stod i Forbindelse med hans forsigtig afvejede Væsen. En sikker og bestemt Optræden parret med en rolig, klar og overbevisende Dom forlenede ham i særlig Grad med den Egenskab at øve Indflydelse paa sine Medmennesker. En Oberst i O. H. L. siger om ham, at den Maade, hvorpaa han mesterligt kort og klart fremsatte sine Anskuelser, virkede i høj Grad suggestivt. Den 8’ September 1914 om Morgenen fandt i Hovedkvarteret i Luxemburg en Konference Sted, hvori deltog foruden Gen.ob. v. Moltke Afdelingscheferne i O. H. L. Obersterne v. Dommes og Tappen samt Oblt. H. I Løbet af Forhandlingerne blev man enig om Nødvendigheden af at indhente paalidelige og indgaaende Oplysninger om Situationen paa Hærens højre Fløj og fremfor alt ved I Armée. Oberst v. Dommes tilbød at tage derhen, men Gen.ob. v. Moltke bestemte sig for at sende Oblt. H., der var orienteret om Forholdene ved I og II Armé, hvor han nylig havde været.
Der blev ikke under Forhandlingerne nedskrevet noget om det Hverv, der tildeltes Oblt. H., hverken af Gen.ob. v. Moltke eller af Oblt. H. selv, hvilket senere har gjort det umuligt nøje at fastslaa Omfanget af Oblt. H.’s Bemyndigelse. Obersterne v. Dommes og Tappen hævder, at Oblt. H. kun skulde give Anvisning paa Tilbagetogsretningen for det Tilfælde, at højre Fløjs tilbagegaaende Bevægelse allerede var indledet. Gen.ob. v. Moltke anfører senere, at han havde givet Oblt. H. Bemyndigelse for det Tilfælde, at Tilbagetoget skulde blive nødvendigt for I Armé, og endelig hævder Oblt.’en selv, at han har faaet Fuldmagt til i Nødstilfælde at anordne I—V Armés tilbag eg aaende Bevægelse til bag Vesle og i Højde med Argonnerne i Linien St. Ménehould—Reims—Soisons—Fismes. Som det vil ses, er der størst Divergens mellem Obersternes og Oblt. H.’s Opfattelse af den givne Bemyndigelse, men dette kan maaske forklares ved, at Oblt. H. inden sin Afrejse til Fronten havde endnu en Samtale med Gen.ob. v. Moltke, under hvilken han kan have faaet en yderligere Bemyndigelse. Hvem der har Ret vil næppe nogensinde blive oplyst, saa meget mere som de to Hovedpersoner Gen.ob. v. Moltke og Oblt. H. begge er døde. Den 8’ September Kl. 11 Form. forlod Oblt. H., ledsaget af Generalstabskaptajnerne König og Koeppen, det store Hovedkvarter og kørte til V Armé, hvortil han ankom Kl. 2 Eftm. Derfra til IV, III og II Armé, hvortil han ankom henholdsvis Kl. 415 Eftm., Kl. 54r> Eftm. og Kl. 745 Eftm. Ved II Armé overnattede han, og først den 9’ Kl. 12:!,J Eftm. kommer han til I Armé. Det er paafaldende, at Oblt. begyndte ved V Armé og først kommer til det egentlige Brændpunkt, I Armé, et Døgn senere. En af hans Ledsagere foreslaar da ogsaa, at han skal tage direkte til I Armé for at blive orienteret og dernæst støde til Oblt. H. Dette Forslag afviser Oblt.’en. Da det ikke ses, at Gen. ob. v. Moltke, hverken før eller efter Farten, har gjort Indvendinger mod denne Plan, er der en Mulighed for, at Gen.ob. v. Moltke selv har anvist den under den sidste Samtale. Ved II Armé havde man en meget mangelfuld Viden om, hvad der foregik ved I Armé, efter at denne havde trukket III og IX Korps fra venstre Fløj op paa den højre for at imødegaa 6’ franske Armés, General Maunourys, omfattende Bevægelse. Frem gennem det derved opstaaede Hul imellem de to Arméer, et Hul der efterhaanden voksede til ca. 40 km, trængte Englændere og 5’ franske Armé, hvorved der opstod en først og fremmest for I Armé prekær Situation, men ogsaa II Armés højre Fløj blev stærkt truet. Til Trods for den mangelfulde Viden om Begivenhederne ved I Armé træffer Oblt. H. Aftale med Gen.ob. v. Biilow om at trække II Armé tilbage, saasnart Fjenden med stærke Kræfter overskrider Marne. I sine kritiske Betragtninger „Tilfældet Moltke—Hentsch“ kalder Ludendorf det for en militær Umulighed ikke at gøre Tilbagetoget afhængig af Efterretningerne fra I Armé, men automatisk af Fjendens Optræden ved Marne. Paa sin Fart fra II Armés Hovedkvarter i Monmart til I Armés Hovedkvarter i Mareuil fik Oblt. H. et Indtryk af Forholdene bag Fronten, der i høj Grad bestyrkede ham i hans mørke Syn paa den samlede Situation. I sin Beretning af 15’ Sept. 1914 skriver han: „Overalt traf jeg paa Rytterdivisionernes Train og Bagage, der i vild Fart gik tilbage i Retning af Fere en Tardenois. Saarede strømmede i samme Retning, de troede allerede at være afskaarne. Neuilly St. Front var stoppet med Kolonner, Flyverangreb havde fremkaldt en fuldstændig Panik her. Gentagne Gange maatte jeg stige ud for med Magt at bane mig Vej. Før Neuilly drejede jeg af mod Syd for at naa Mareuil over Crouy. Foran Brumetz maatte jeg vende om, da engelsk Rytteri allerede befandt sig i Nærheden. Først om Eftermiddagen lykkedes det mig at naa Mareuil over Chézy. Undervejs hørte jeg, at Fjenden havde fordrevet vort Rytteri fra Marne og allerede overskredet Floden.“ Denne Skildring har Kaptajn Koeppen senere betegnet som overdreven. Ved I Armé fandt Oblt. H. en tillidsfuld Stemning, som kun lidt harmonerede med den Opfattelse af Situationen, han havde tilegnet sig undervejs. Forøvrigt vidste man her ligesaa lidt om II Armé, som denne havde vidst om I. Generalstabschefen, Generalmajor Kuhi, afviste Oblt. H.’s Opfordring til Tilbagegang under Hensyn til højre Fløjs gunstige Stilling. Englændernes Indtrængen mellem I og II Armé kunde man i den Forfatning, de engelske Tropper befandt sig i, ikke tage saa tragisk. Til Afværgelse af denne Fare vilde blive truffet Forholdsregler, der var fuldt tilstrækkelige, indtil Sejren paa højre Fløj var vunden. Gennemførelsen af den paabegyndte Offensiv ansaa General Kuhi som den eneste Mulighed for at komme over Krisen og lukke det opstaaede Mellemrum. Da Oblt. H. gik ud fra, at II Armé paa dette Tidspunkt ifølge Aftale allerede havde paabegyndt den tilbagegaaende Bevægelse, kunde man ikke blive enig. Oblt. H. erklærede da, at han havde Fuldmagt til i O. H. L.’s Navn at beordre I Armé tilbage til Linien Soissons—Fismes. Han gav Ordren, der ufortøvet blev efterkommet af Arméoverkommandoen. For Gen.ob. v. Moltke, siger det tyske Generalstabsværk, begyndte ved Oblt. H.’s Afrejse til Fronten en Tid af oprivende Uvished og pinefuld Venten. Ved det store Hovedkvarters Forbliven saa langt tilbage berøvede v. Moltke sig Mulighederne for selv at virke bestemmende paa Begivenhedernes Gang. Tvivlen om, hvorvidt I og II Armé ved egne Kræfter kunde overvinde den svære Krise, opfyldte alle hans Tanker, og den uvirksomme Afventen lammede hans Sjælskraft. Fra Fronten indløb ikke mange Efterretninger, hverken fra Oblt. H. eller fra I og II Armé, saaledes at man i O. H. L. den 10’ September om Formiddagen begyndte at ængste sig for, at der skulde være tilstødt Oblt. H. en Ulykke. Hans Tavshed og lange Udebliven syntes ganske uforklarlig. Da endelig Kl. 3 Eftm. kom han tilbage efter sin to Dages Fart. Oblt.’en aflagde Rapport over Situationen og meddelte den Ordre, han havde givet for Tilbagegangen. I og II Armé var beordret bag Floderne Aisne—Vesle, III Armé echelonneret paa begge Sider af Chålons som Forbindelse mellem II og IV Armé, medens IV og V Armé forblev i deres Stillinger. I sin Glæde over at Tilbagegangen var indskrænket til de 3 højre Fløjarméer og ikke var bleven nødvendig for hele den samlede Vesthær, udbrød Gen.ob. v. Moltke: „Gud være lovet, da ser Sagen væsentlig bedre ud, end jeg havde tænkt mig!“ Kejseren, for hvem Oblt. H. klarlagde Situationen, følte sig ogsaa fuldkommen beroliget. Ifølge Dagbogsoptegnelser af en Generalstabsofficer ved en af Arméoverkommandoerne beklagede Oblt. H. sig over, at O. H. L. havde valgt ham i Stedet for den dertil kaldede Officer til denne ualmindelige Sendelse. Han led meget under det ham tildelte Hverv, men var fast besluttet paa efter bedste Viden og Samvittighed at løse den ligesaa glædesløse som utaknemlige Opgave. Som anført var O. H. L. imidlertid tilfreds med Resultatet af hans Sendelse, og det ses ikke, at Gen.ob. v. M. paa noget Tidspunkt har rettet Bebrejdelser mod ham for at have overtraadt sin Kompetance. At man i den øverste Hærledelse stadig nærede uindskrænket Tillid til ham, viser den Omstændighed, at Oblt. H. under Krigens videre Forløb blev anvendt i flere vanskelige Missioner saavel paa Øst- som paa Balkanfronten og her høstede stor Anerkendelse for sine fremragende Ydelser. Men Oblt. H. fik dog Ret i, at det var en utaknemlig Opgave. For Nederlaget ved Marne maatte man have en Syndebuk, og det blev ham. Man henviste til, at han var den første ved Fronten, der havde udtalt Ordet „Tilbagegang“. Mod hans Person kunde man ganske vist intet indvende, hans Retlinethed og Dygtighed var hævet over enhver Tvivl, men det anførtes, at han havde haft forskellige Anfald af Galdestenskolik med høj Feber, som kunde have haft Indflydelse paa hans sjælelige Forfatning, saavel som paa hans Dømmekraft. Det er rigtigt, at han havde en Galdelidelse, men en af de ham ledsagende Officerer anfører, at han i disse Dage netop var særlig rask og frisk. Senere er der paa forskellig Maade rettet skarpe og uretfærdige Angreb mod visse Personer indenfor den øverste Hærledelse i Anledning af Marnenederlaget og deriblandt mod Oblt. H. Dette har foranlediget det tyske Krigsministerium til, efter at den historiske Afdeling har sluttet sine Studier over Marneslaget, at fremkomme med en officiel Erklæring om Oblt. H.’s Virksomhed i denne Periode. I denne udtales, at Oblt. H.’s Forhold takket være den historiske Afdeling er blevet belyst i saa stor Udstrækning, som det har været muligt at gøre. Der vil altid forblive en vis Uoverensstemmelse mellem den Mission, der blev betroet ham, og den Maade, hvorpaa han udførte den. Ethvert Forsøg paa at belyse dette Modsætningsforhold ved Hjælp af Formodninger eller Forklaringer, som ikke er bevist og ikke kan bevises, maa betragtes som ørkesløst. Det maa fastslaas, siges endvidere, at der ikke findes det mindste Bevis for, at Oblt. H. skulde have været Frimurer eller skulde have haft nogensomhelst Forbindelse med franske Personligheder. Den naturligste Forklaring og langt den sandsynligste er, og vil stadig være, at han ikke har bedømt Situationen tilstrækkelig objektivt, hvilket har foranlediget ham til at overskride sin Bemyndigelse og binde sig paa en Maade, der svarede til hans Opfattelse. At han under disse Omstændigheder har taget et stort Ansvar paa sig overfor Historien er ubestrideligt, men at ville formode, at han har handlet af tvivlsomme eller endog forbryderiske Grunde, maa tilbagevises af al Magt. Sluttelig oplyses i Erklæringen, at Kejseren ikke var Ophavsmand til den Mission, der blev betroet Oblt. H. Kejseren har under Marneslaget kun interveneret een Gang, nemlig den 7’ September om Aftenen, og nærmest modsat Oblt. H.’s Anskuelser.
Det er let bagefter at hengive sig til Betragtninger om den Sejr, Marneslaget kunde være bleven for Tyskland, hvis Oblt. H. var gaaet med til en fortsat Offensiv, men lad os sætte, at han virkelig havde gjort det, og dette havde medført en fuldstændig Katastrofe for I Armé, hvad der ubestrideligt var Muligheder for, hvorledes vilde saa Dommen have lydt om ham? I sin Bog „Erinnerungen eines Soldaten“ skriver Generaloberst Eimen, der under Marneslaget førte III Armé, at han ikke kan slutte sig til den Bebrejdelse, der er rettet mod Oblt. H., fordi han i Kraft af den ham tildelte Fuldmagt gav den skæbnesvangre Tilbagetogsbefaling. Det er uden Tvivl, siger han, saavel militært som menneskeligt forstaaeligt, at Oblt. H. i den kritiske Situation, som han traf, fattede en Beslutning, som kun blev dikteret af Forsigtighed, men ikke af Vovemod. Han kunde vanskeligt gøre noget andet i sin Stilling; thi det uhyre Ansvar, som i den givne Situation maatte være forbundet med en dristig, behjertet Beslutning, kunde kun overtages af den øverste Føring, altsaa af Gen.ob. v. Moltke selv. Denne sad imidlertid i Luxemburg alt for langt fra Fronten til at faa et Indblik i de virkelige Forhold, og da han endelig indtraf ved Fronten efter Oblt. H.’s Tilbagekomst og paa dennes Tilskyndelse, var Tilbagetoget allerede i Gang. I Reims havde Gen.ob. Eimen et Sammenstød med Gen.ob. v. Moltke, der kom ham i Møde med de Ord: „Du gode Gud, hvorledes har det dog kunnet ske?“ Til Trods for at Eimen i Moltke traf en fuldstændig sammenbrudt Mand, kunde han ikke lade være at svare: „Det maa De dog egentlig bedst selv vide! Hvorledes kunde De blive i Luxemburg og lade Føringen glide Dem ganske ud af Hænderne?“ „Min bedste Eimen, jeg kunde dog ikke under Fremrykningen trække Kejseren gennem det halve Frankrig.“ „Hvorfor ikke“, svare Eimen skarpt, „Kejseren vilde sikkert ikke have haft noget at indvende derimod! Og naar Deres store Onkel mente det foreneligt med sit Ansvar at føre Kongen umiddelbart ud paa Slagmarken ved Koniggratz og Sedan, kunde De dog i det mindste følge med Kejseren saa tæt bag Fronten, at De beholdt Tøjlerne i Haanden!“ Gen.ob. Eimen har sikkert Ret, Oblt. H .har handlet, som hån maatte handle. Skulde der være taget en anden Beslutning, maatte den absolut være taget af den øverste ansvarlige Ledelse. At give en forholdsvis yngre Officer en vidtgaaende Fuldmagt og tilmed en Fuldmagt, der var saa lidt præciseret, at der blandt de Tilstedeværende ved Konferencen den 8’ om Morgenen paa de mest afgørende Punkter var stærkt divergerende Meninger om dens Rækkevidde, maatte blive et farligt Eksperiment. Men Aarsagen til Katastrofen maa ogsaa søges paa andre Omraader. Det er saaledes bekendt, at Gen.ob. v. Moltke var af den Anskuelse, at man maatte lede Arméerne med løs Tøjleføring. Medens Generalfeltmarskal Grev v. Schlieffen, der var Skaber af den tyske Operationsplan, fremsatte den Anskuelse, at man i den moderne Krig paa en vis Maade maatte føre Arméerne som Kompagnier ved en Bataillonseksercits og tænkte sig den tyske Svingningsfront som en Eksercerbevægelse i stor Stil, sluttede Gen.ob. v. Moltke sig mere til sin Onkels Anskuelser. Han mente, at denne ikke saa meget havde ledet Arméerne gennem daglige Befalinger som gennem Direktiver gældende for længere Tid, det maatte gælde som Hærledelsens fornemste Opgave at bevare Underførernes Selvstændighed og befordre deres Initiativ. Endnu en Omstændighed har maaske ogsaa i nogen Grad bidraget til at øge Selvstændighedstrangen hos Underførerne, den nemlig, at de højeste Kommandoposter ofte var besat med Personer, der beklædte disse Stillinger i Kraft af deres fyrstelige Afstamning og ikke som en Følge af deres Uddannelse eller øvrige militære Kvalifikationer. At udvikle de Underordnedes Svelvstændighed og Initiativ har til alle Tider været anset for formaalstjenligt, men alt kan overdrives. Saalænge Fremrykningen gik glat, klappede Systemet, men ved den første større Belastningsprøve brød det sammen. Oblt. H. kom ikke til at opleve Krigens Afslutning, han bukkede under for sine Galdestenslidelser, idet han døde efter en Operation i Februar 1918.
C. Fock.
