Gensvar til Oberst H. P. Jensen

Af Generalmajor Tuxen.

Min første Tanke, da jeg erfarede, at et Tilsvar til min Artikel „Nogle Bemærkninger til Oberst N. P. Jensen’s den anden slesvigske Krig 1864“ kunde forventes fra Forf., var den ikke at ville replicere, hvad jeg ogsaa meddelte Red. af Tidsskriftet. Jeg ansaa mine Anker mod Bogen saa fyldigt belyste, at jeg mente trygt at kunne lade Læserne dømme. Efter at have læst „Tilsvaret“ , troer jeg im idlertid , at Tavshed fra min Side vil blive misforstaaet; derfor fremkommer „et Gensvar“ . Jeg beklager min Artikels store Længde, men den er bleven nødvendig ved Forf.’s talrige Paastande, og som bekendt kan en Paastand, der rummes i en enkelt Linie, ofte kræve en Imødegaaelse endog af meget stor Udstrækning.

Hvad der forhaabentlig noget vil forsone med min Artikels store Længde, er den Omstændighed, at den paa sine Steder drøfter Emner af stor historisk Interesse og efter Sagens Natur indeholder ikke faa militære Betragtninger.

Forf.’s „Tilsvar“ er af en noget ejendommelig Art, thi uagtet Forf. siger, at det for ham kun drejer sig om Sagen, og at han Punkt for Punkt vil belyse mine saglige Bemærkninger, lader han dog flere af de mest betydende ganske ubesvarede. Dette gælder saaledes et meget vigtigt Punkt under Fremstillingen af Sankelmarkdagen og særlig Afsnittet „Tabet af Als“ ; det Følgende vil give nærmere Oplysning herom. I det Hele fremfører Forf. en stor Mængde Ting, som kun staa i fjernere Forbindelse med Sagens Kærne. Denne sidste skjuler sig stundom i den Grad, at jeg paa enkelte Steder har maattet efterse i min Artikel hvad det var, Striden drejede sig om.

Meget karakteristisk for „Tilsvaret“ ere de hyppige Beklagelser over min mangelfulde Citering. Det har altid forekommet mig, at den Tilfredsstillelse, en Forf. kan have ved ikke at citere Modparten tilstrækkelig fyldigt, eller ved at gøre dette unøjagtigt eller vel endog med Udeladelse af Ting, som ere ganske nødvendige til Sagens Forstaaelse, er saare ringe, eftersom Sandheden meget snart maa komme for Dagen, hvorved den Vedkommende da staar beskæmmet og berøvet ikke alene Sympati, men ogsaa Tillid. For at undgaa den A rt Anker, optog jeg i mine Bemærkninger Citater af en ganske overordentlig stor Længde; jeg vilde under ingen Omstændigheder udsættes for at høre, at jeg ikke havde citeret A lt, hvad der behøvedes til Sagens Forstaaelse. Ikke desto mindre er jeg netop falden paa dette Punkt, og det saa grundigt, at hvad eet Afsnit i „Tilsvaret“ ender med, det begynder et andet Afsnit m ed , stadig det samm e: mangelfuld Citering.

Jeg vil dog sige den ærede Forf., at jeg tager disse hans Anker med Ro, dels fordi de ved den meget hyppige Anvendelse tabe noget i Kraft, dels fordi jeg ikke kan se, at selv meget længere Citater paa de paagældende Steder vilde have ændret det mindste i Opfattelsen. Ganske betegnende er det saaledes, at Forf. i Afsnittet vedrørende Divisionen Hegermanns Tilbagetogslinie beklager sig først og sidst over Udeladelsen af et Stykke, der er ganske nødvendig til hans Tankers Forstaaelse, medens det dog til Slutning viser sig, at Forf. falder ganske til Føje og i eet og alt tiltræder mine Ræsonnementer (se det Følgende). Hvortil da de mange Beklagelser?1) Fremdeles lager jeg Forf.’s Anker over mangelfuld Citering med Bo, fordi hans Fordringer i saa lienseende stundom ere ganske urimelige (saaledes i Afsnittet Fredericias Røm ning, hvor Forf. forlanger, at jeg skulde have aftrykt Krigsministeriets Skrivelse af 23. April!) stundom ganske u m u lig e at tilfredsstille. Dette sidste gælder saaledes Udtalelsen vedrørende Oberst Stiernholm, foranlediget ved Nægtelsen af et Regiment til Als. I Forf.’s Bog pag. 470 staar der: „Stabschefen, der følte sig ubehagelig berørt af den Reprimande, General Steinmann gav ham i Skrivelsen, modsatte sig, at Generalen fik sit Ønske opfyldt“ . Udtalelsen staar ganske uden Bevis. Ikke desto mindre skriver Forf. i Tilsvaret: „Ilvis Forf. havde citeret min Fremstilling)!), vilde Beskyldningen have været en Umulighed“ . Forf. giver derefter selv en Fremstilling, men jeg tror ikke, at det vil være muligt for Nogen deri at se Skygge af Bevis. Saaledes staar altsaa Forf.’s yderst graverende Udtalelse om Hærens Stabschef — at denne Mand af rent personlige Grunde har modsat sig General Steinmanns yderst beskedne Forlangende om en højst fornøden Forøgelse af Hærstyrken paa Als — ganske uden Bevis. Jeg fastholder, at en Udtalelse af denne Art ikke pryder et historisk Værk, og jeg henstiller til Tidsskriftets Læsere, om de finder den Maade forsvarlig, hvorpaa Forf. ryster denne Sag af sig ved at sige (pag. 421)): „Det vil heraf ses, at jeg ikke har fortalt nogen Historie; den er opfunden af Anmelderen. Jeg overlader ham Æ ren“ . Karakteristisk for „Tilsvaret“ er fremdeles Protesterne. Jeg skal dog ikke komme ind paa dem her, hvorimod jeg under „Fredericias Røm ning“ giver Eksempel paa en af dem. I det Følgende stiller jeg mig som Opgave at undersøge, hvorvidt mine Anker mod Oberst Jensen’s Værk ere bievne svækkede ved Forf.’s Forsvar. Jeg faar derved tillige Lejlighed til at besvare Forf.’s forskellige Angreb, dels mod mig (vedrørende Fredericias Rømning), dels mod Generalstabsværket.

I. Værkets Fremstilling af Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen.

1. Beslutningen om Tilbagetoget.

Forf. undersøger Krigsraadets Beslutning og hævder, at Aarsagerne til Tilbagetoget maa søges i andre Momenter end dem , der blev fremdragne i Krigsraadet, nemlig i Hensynet til Prins Fr. Carls Operationer. At Prinsen stod i Begreb med at gaa over Slien, det vidste Overkommandoen, siger Forf., thi det ses af det Telegram , den sendte General Gerlach den 3. Febr. Kl. IV2 Eftm. Dette, siger han, er det vigtigste Moment, som „Krigsraadet desuagtet ikke berører med et eneste Ord “. Jeg gjorde opmærksom paa, at Befalingen om SliOvergangen først udgaves d e n 4 . , og trods Forf.’s mange Protester kan jeg tage hans egne Ord i Tilsvaret pag. 387 n. som Hjemmel derfor, idet Forf. selv siger, at Prins Fr. Carl først den 4. anmodede om Wrangels Bemyndigelse til Udførelse af Sli-Overgangen. De preussiske Førere skiltes jo nemlig ad den 3. Aften fra Sammenkomsten i Hahnenkrug uden at have taget Beslutning om Operationerne for de kommende Dage. Mit Spørgsmaal: hvo rlede s er det muligt, at vi den 3. s k u l d e k e n d e en B e s l u t n i n g , d e r f ø r s t f a t ­ tedes den 4., var derfor fuldt berettiget.

Jeg fandt det endvidere utænkeligt, at Overkommandoen paa en løs Efterretning skulde bygge en Beslutning af saa stor Rækkevidde som den at rømme Dannevirkestillingen. Og hvor „løs“ Efterretningen var, fremgaar yderligere deraf, at Overkommandoen endnu samme Aften den 3. Kl. W 'U telegraferede en Efterretning af modsat Indhold til General Gerlach, nemlig, at „et almindeligt Angreb ventedes den 4., baade paa Centrums venstre Flø j og paa Mysunde“ , altsaa ikke et Ord om en Overgang over Slien henimod dens Udløb. Overkommandoen har i Virkeligheden ikkun een Efterretning, som udsiger, at Prinsen vil foretage en Overgang over Slien, men to , som sige, at han ikke vil gøre det, og som endda lyde ens, nemlig at et Angreb paa Mysunde kan ventes den 4. Som Følge af disse sidste Meddelelser fik Forsvarerne af Mysunde den 3. Aften Ordre til at være paa deres Post imod det forventede Angreb. Havde Overkommandoen virkelig næret en overvældende Frygt for en Sli-Overgang ved Arnæs, Kappel eller Rabolsund, vilde den fremfor alt have givet General Gerlach Disposition over 3. Brigade, og den vilde ikke have fastsat Opbrudet fra Stillingen til et bestemt Tid spun k t, nemlig den 5. Aften, men have truffet F o rberedelser, saa at Tilbagetoget kunde tiltrædes, naar Faren truede. Men var det virkelig nødvendigt at rømme Stillingen, fordi Fjenden skred til at angribe venstre Fløj V Jeg vil i Modsætning til Forf., der hævder, at naar vi fik en paalidelig Efterretning om Sli-Overgangen, maatte vi gaa, tværtimod sige, a t d a maatte vi blive, træffe saadanne Foranstaltninger, at vi kunde tage imod Angrebet, afslaa det og først derefter gaa. T hi vel er det en haabløs Opgave med 35000 Mand at skulle forsvare en Stilling af Udstrækning som Dannevirkestillingen, naar Fjenden kan vælge Angrebspunktet, hvor han vil; men denne ugunstige Situation slaar om og bliver gunstig fra det Ø jeblik, vi med Sikkerhed kende Angrebspunktet. E n paalidelig E fterre tning om det udsete Ang reb spunk t kan ikke betales for dyrt. Man vilde da i al Stilhed sende Tropper derop; kan Fjenden marchere derop, kan vi vel ogsaa, og havde vi blot sendt et Regiment derop (eventuelt kørende), hvorledes skulde da Prins Fr. Carl være kommen over den med Isflager fyldte Sli? Der er dem i vor Hæ r, der mene, at Vanskelighederne ved Overgangen den fi. vare saa store, at hvis vi ikke havde rømmet Stillingen Aftenen forinden, vilde Preusserne ikke være komne over Slien; denne var opfyldt med tynde Isflager, der hindrede Baadene i at sættes i Vandet, og som dog ikke vare stærke nok til at bære Baadene, saaledes at de over Isen kunde trækkes ud paa aabent Vand. Rigelige Geværer paa Forsvarernes Side havde let kunnet umuliggøre Overgangen. Hæren vilde da til Laurbærrene ved Mysunde have knyttet Laurbær, vundne ved Arnæs og Kappelen, og da kunde Tilbagetoget være tiltraadt, ikke paa Grund af Sli-Overgangen , men paa Grund af de mange andre Motiver, som ere angivne i Krigsraads-Protokollen.

2. Befalingen til Stillingens Rømning.

Forf. har i sin Bog anket over, at Overkommandoen ikke havde oplyst Hæren om, at Beslutningen til Tilbagetoget var tagen i et Krigsraad. Jeg har i mine Bemærkdinger oplyst, at de udgivne Ordrer, der findes in extenso i Generalstabsværket, alle nævne, at Beslutningen er tagen i et Krigsraad. Hermed er Sagen afgjort, men Forf. indvender, at jeg jo meget godt veed, at Befalingen var fortrolig. Jeg forstaar ikke denne Indvending. Generalerne fik den fortrolige Ordre d. 5. Fm ., Afdelingerne fik den først om Aftenen, nemlig i Opbrudsmomentet, og fra det Øjeblik, Afmarchen tiltraadtes, var Ordren selvfølgelig ikke længer fortrolig. Men herom dre jer Sagen sig jo ikke; Spørgsmaalet er kun om, hvad der stod i Ordren. Forf. skriver nemlig i sin Bog (p. 148) efter en nærmere Motivering: „Derfor vilde det have været naturligt, om det i Befalingen var bleven sagt Hæren, at Beslutningen om at rømme Stillingen var bleven taget i et Krigsraad“ , o. s. v. Men dette er som sagt anført i alle udgaaede Ordrer.

3. Major Lundbye ved Mysunde d. 5. Februar Aften.

Forf. mener kun at have gjort sig skyldig i en Navneforveksling ved at sige, at det var Major Lundby es Bataillon i Stedet for Major Weyhes, der d. 5. Februar Aften havde besat Skanser og udstillet Forposter. Men min Anke bar en større Rækkevidde. Jeg finder det forkasteligt, at Forf. — hvad han i øvrigt gør paa flere Steder i sin Bog — udtaler sig med fuld Sikkerhed om Forhold, som andre nødvendig maa staa tvivlende overfor. Forf. siger nemlig nu, at det var Major Weyhe, der trak Fo rposterne ind og forlod Stillingen d. 5.; jeg maa, støttet til 1. Divisions, 2. Brigades og 18. Regiments Rapport, erklære, at dette ingenlunde er bevist; i ethvert Fald er Sagen ikke oplyst. Generalstabsværket siger, at Opbrudet skete „ukendt efter hvilken O rdre“ , og Kaptajn C. Tb. Sørensen siger „uden at det vides, hvem der gav Ordre dertil“ .

Forf., der giver Major Weyhe Ansvaret, siger, at efter hans Mening handlede Bataillonskormnandøren fuldstændig korrekt. Jeg skal oplyse, hvad der tildrog sig. Brigaden skulde rømme Stillingen Kl. 9 Aften. Da der i Løbet af Dagen iagttoges Troppebevægelser paa fjendtlig Side, var Muligheden for et i Aftentimerne udført, større Angreb mod Mysunde ikke udelukket. For at møde et saadant gav Brigadekommandøren Major Weyhe Ordre til med sin Bataillon at holde sig kampberedt til det sidste; Artilleriet i Skanserne fik Ordre til at holde alt rede til Fægtning. Intet i Skanserne maatte tyde paa Opbrud; Kanonernes Fornagling maatte først finde Sted i Afmarcheøjeblikket. Men for at lette Udførelsen af Tilbagetoget, hvis en større Fægtning om Aftenen skulde opstaa, lod Generalen de i Beserve staaende Afdelinger afmarchere omtrent Kl. G1/« Aften. Noget efter — Klokkeslettet angives forskelligt — trak Forposterne sig tilbage og Skanserne rømmedes. Selvfølgelig fremkaldte dette den største Bestyrtelse; det maatte befrygtes, at Fjenden derved kunde faa Kendskab til Rømningen, saa at Begivenhederne ved Mysunde kunde blive uheldsvangre for Hæren i dens Helhed.

Som anført, vides det ikke, hvad der har foranlediget Opbrudet, saa lidt som om det overhovedet er sket paa nogen som helst Ordre. Visse iøjnefaldende artilleristiske Forberedelser, som maatte træffes, og frem for alt A f ­ brydning af begge Broerne, der paabegyndtes allerede mellem 6 og OVs, har sandsynligvis stillet det klart for Besætningen, at et Opbrud forestod; da derefter Fo rposterne alarmeredes og vege noget tilbage mod Skanserne, er dette maaske bleven opfattet som Signal til almindelig Tilbagegang. Men skulde Opbrudet være sket paa Bataillonskommandørens Ordre, finder jeg det i Modsætning til Forf. aldeles utilgiveligt, og jeg vil haabe, at Forf.’ Anskuelse herom ingensinde maatte blive delt af Hæren. Jeg, som endnu har Kommando i Hæren, og derfor staar til Ansvar for mine Anskuelser, har den Opfattelse af Spørgsmaalet, at skulde en af mine Afdelinger, der maatte være stillet paa Forpost eller i Skanse over for Fjenden, lade sig forlede til — fordi den ser, at bagved værende Reserver flyttes eller vel endog faa Ordre til at gaa tilbage — at forlade sin Post, skal det i Sandhed ikke hjælpe den, at Forf. har sagt, at han finder dens Handlemaade fuldstændig korrekt, men dens Chef vil ubarmhjertig være at stille for en Krigsret. Forf. siger videre, at Hovedsagen er, at Bataillonen blev staaende Nord for Slien og dækkede Broernes A fbrydning. For en Krigsret vilde det imidlertid kun lidet nytte, om Bataillonen efter at have forladt sin Post s e n e r e og p a a et h el t a n d e t V i r k e f e l t havde gjort Nytte. Men hert i l kommer , at den Hand l ing , sorn Forf. siger er Flovedsagen, har slet ikke fu n ­ det Sted! Det er nemlig en Fejl i Forf.’ Bog, naar der staar, at det var Kompagnier af 18. Regiment, der dækkede Broernes Afbrydning; det var Kompagnier af 3. Regiment. Major Weyhes Bataillon blev standset af Brigaden paa Sliens nordre Bred og stod der til Kl. O1/«, da Marchen tiltraadtes til Flensborg (G. S.værket I, p. 272). De to Kompagnier af 3. Regiment forblev ved Broerne til Kl. 101 /4 Aften.

4. Sankelmark dagen den 6. Februar.

Forf., der meget strengt angriber Overkommandoen for at være Skyld i, at Max Müller kom til at staa ene i Kamp, siger i sin Bog p. 150, at den af General Steinmann indsendte Melding — der kun udsagde, at „fjendtlige Kavaleri- og Infanteripatrouiller viste sig, og at 8 . B rigade indtog en Arriéregardestilling ved Stenderup“ — udsagde, at det var kommen til Kamp(!), hvorefter Forf. i skaanselsløse Udtryk bebrejder Overkommandoen dens Passivitet. Jeg gjorde Forf. opmærksom paa, at der stod intet i Meldingen om, at det var kommen til Kamp; Forf. omtaler i Tilsvaret aldeles ikke dette Punkt, hvorfor det maa antages, at han ikke vil soutenere denne Paastand, og at altsaa d e n derpaa baserede K ritik mod Overkommandoen bortfalder. Jeg gaar derefter over til en Betragtning af nogle Hovedpunkter.

a) Sendeisen af en Ordonnansofficer til Overkommandoen i Flensborg.

Jeg udtalte min Tvivl om denne Sendelse. Havde General Steinmann, sagde jeg, virkelig sendt sin Ordonnansofficer til Flensborg, vilde det have været et Skridt af ubetalelig Væ rdi, thi da var Overkommandoen med eet Slag bleven kendt med hele Situationen; da havde den erfaret, at Max Mullers Brigade stod isoleret, og da kunde den have grebet ind ved telegrafiske Ordrer. Forf. finder det besynderligt, at jeg vil kalde det en tvivlsom Meddelelse, da dog Kaptajn G. Th. Sørensen siger det samme. Jeg kunde fristes til at sige ligesom Clausewitz: det er mig ligegyldigt, om man siger mig, at den og den og den Forfatter alle sige det samme, thi den ene skriver af efter den anden. Men, siger Forf., Meddelelsen er rigtig; og som sin Kilde nævner han Ordonnansofficeren , nuvæ rende Oberstløjtnant Nysted. Da Spørgsmaalet har Interesse, forespurgte jeg sidstnævnte om , naar han forlod General Steinmann, naar han ankom til Overkommandoens Bureauer, og hvem han har talt med i Overkommandoen. Svaret er, a t i Stedet for Ordonnansofficeren afgik en Dragon til Flensborg med mundtlig Melding om , at Divisionen var i en betrængt Tilstand og maatte have Forstærkning af 1 Batteri. Om Dragonen er naaet til Flensborg eller ej, vides ikke, men det er ganske ligegyldigt. Det forekommer mig utilgiveligt, at Forf., naar han i en Polemik benytter en hos Oberstløjtnant Nysted ind henlet Oplysning om dennes Sendelse til Flensborg, da ikke samtidig søger Oplysning om denne Sendelses Forløb.

b) Forf.’ forskellige Forklaringer til, at Max Müllers Brigade stod ene i Kamp.

Tids- og Stedsbestemmelser i Forf.’ Bog.

Om Grunden til, at Max Müllers Brigade stod ene i Kam p, giver Forf. ikke mindre end 3 Forklaringer, der indbyrdes stride mod hinanden. De to ere tidligere berørte1 af mig og omtales her derfor kun ganske kort. Den først angivne Grund (Bogen p. 153 øverst) er den, at Steinmann ved Ankomsten til Oversø, hvor Fo rposter skulle udstilles, betragter sit Hverv som løst. Han lod derfor Brigaden Scharffenberg fortsætte Marchen til Flensborg. Brigaden Max Müller skal udstille Forposter; Brigaden, der altsaa ikke er Arrieregarde længere, angribes i sin isolerede Stilling af Østerrigerne; v o r Overkommando burde have ydet Hjælp; d e n h a r Skylden f o r , a t M a x M ü l l e r s t a a r en e i K am p . Ifølge den anden Version (Bogen p. 153) bærer Max M ülle r selv Skylden for, at han komme r til at kæmpe isoleret. Det er nemlig Max Müller selv, der trods sin isolerede Stilling vil tage Offensiven og give Fjenden et Standsningsstød. Forf. siger, at General Steinmann gik ind derpaa, og at det gav Anledning til Kampen ved Sankelmark. Fo rf.7 3. Forklaring (se Tilsvaret p. 400) gaar ud paa, at en Fægtningspause foranledigede, at saavel General Steinmann som Oberst Müller antog, at Fjenden ikke vilde rykke frem over Oversø. I T r o paa, at d e t i k k e v i l d e k o m m e t i l K a m p , l o d S t e i n - marin B rigaden S cha rffenb e rg afmarchere. Kort efter angrebes Max Müllers Brigade af det østerrigske Artilleri. Ifølge denne Beretning beror altsaa Max Müllers isolerede Stilling paa e t F e jls y n hos de næ vnte høje O ffice re r, der begge tro, at det ikke vil komme til Kamp. Jeg erkender, at det ofte kan være vanskeligt at klare sig en Sags rette Sammenhæng, men jeg veed ingensinde at have set, at en Historieskriver et Sted angiver een Grund, et andet Sted en anden Grund som Motiv — Grunde, der indbyrdes stride mod hinanden. A f Forf.’ 3 Forklaringer stemmer jeg ubetinget for den sidste, og jeg skal tilmed nedenfor paavise, at den første er aldeles uholdbar, og den anden lidet trolig. Det er aabenbart en Fejl af Steinmann at sende Brigaden Scharffenberg bort, og det forekommer mig, at Generalen, da ban om Aftenen indfandt sig i Overkommandoens Bureauer, ikke ret vel har kunnet beklage sig over, at Overkommandoen havde ladet ham i Stikken, hvad Generalen heller ikke har gjort, og hvad jeg kun anfører til Tydeliggørelse af Situationen og ikke foranlediget ved nogen Bemærkning af Forf. Thi Overkommandoen kunde jo blot svare, at naar Generalen, der var paa Stedet, selv skønnede Situationen saa betryggende, at han bortsendte Brigaden Scharffenberg, hvorledes skulde da Overkommandoen, som var milevidt derfra, kunne bedømme Situationen bedre.

Men jeg skal betragte Forf.’s Anke mod Overkommandoen om at have ladet Max Müllers Brigade ene i Kampen lidt nærmere. Skulde Overkommandoen kunne yde Hjælp, maatte den have Tid til at erkende Situationen. Dette vilde f. Eks. have været Tilfældet, hvis Max Müllers Brigade havde været isoleret fra Formiddagen af, medens Østerrigerne først angreb Kl. 3 ‘A>. Men hvor lang T id var ifølge Forf.’s Forklaring Brigaden isoleret, inden Østerrigerne angreb? S v a r e t b l i v e r 0 M i n u t e r . I Forf.’s Bog staar der nemlig, at Scharffenbergs Brigade gik igennem Max Müllers Brigade Kl. omtrent 3 1/2; men pøjagtig til samme Klokkeslet angriber det østerrigske Artilleri efter samstemmende Beretninger, og Forf. er enig heri (Tilsvaret p. 400). Den første Tidsbestemmelse er uholdbar allerede af den Grund, at det er ganske utænkeligt, at Steinmann skulde sende sin ene Brigade bort netop i det Moment, Fjenden angriber. M e n hvo r b liv e r den T id af, som O v e rk om m a n d o e n skal have for at yde Max M ülle r HjælpV Forf. retter i Tilsvaret p. 398 af andre Grunde Tiden for Scharffenbergs Gennemgang fra H1/» til Kl. henimod 3, men dette forandrer ikke i nævneværdig Grad Forholdet.

Lad os imidlertid holde os til Forf.’s sidste Tidsbestemmelse. Skal der da i Tiden 3— 3V* afsendes en Melding fra Oversø til Flensborg, maa denne sendes til Telegrafstationen i Skovkro, der ligger a/4 Mil (eller rettere 1 Mil paa Grund af det uheldige Vejnet) fra Oversø. Inden Wilsters Brigade, der just ikke har friske Kræfter, eftersom den lige er ankommen til Skovkro efter 7— 9 Mils Marche, kan naa Kamppladsen, vil Kampen ved Oversø forlængst være forbi. — Og ikke en Smule bedre vil det gaa, hvis en Officer fra Overkommandoen var bleven udsendt for at følge Arriéregarden og indsende Melding. Endnu Kl. 3 ere baade Scharffenbergs og Max Müllers Brigade paa Pletten med 4 Kanoner og 1 Eskadron, en Styrke, som Forf. i Tilsvaret p. 396 erklærer for tilstrækkelig for Arriéregardens H v e rv1). A t Steinmann, der tror, at det ikke vil komme til Kamp, bortsender Scharffenbergs Brigade, har den udsendte Officer ikke Magt til at forhindre, og Forholdet bliver ganske som ovenfor. Endelig maa jeg betragte det, som Forf. kalder H ovedpunk te t, lidt nærmere. Dette angaar, hvem der førte Kommandoen. Forf. siger i Bogen p. 153: Stein manns Hverv — at dække Hærens Tilbagetog paa Chausseen — var løst ved Overkommandoens Befaling (nemlig den Befaling, efter hvilken, som Forf. siger og hvad jeg her gentager med spærret Skrift), B r i g a d e n Max Mülle r skulde udstille Forposter ved Oversø. Men denne Udtalelse rummer en stor Fejltagelse af Forf. og har sin Forklaring deri, a t Forf. t r o d s d e n m e g e n T a l e om F o r p o s t s U I l i n g e n i k k e h a r k l a r e t si g d e n s B e l i g g e n h e d i T e r ­ rain et. I Bogen p. 153 staar der som sagt, og endda paa to forskellige Steder, at Forposterne skulde udstilles ved Oversø. Men i Virkeligheden laa Forpostlinien c. 4000 Alen derfra, nærmere ind mod Flensborg. Forf. vil kunne so det i sin egen Bog, thi p. 150 er Forpostlinien rigtig angivet1). M e n m ed denne Oplysning vælter ogsa a d e t t e H o v e d pun k t .

For Tydeligheds Skyld tager jeg et Eksempel fra Kjøbenhavns Omegn og spørger, om Føreren for en Division, der som Arriéregarde har Ordre til at udstille Forposter over Brede-Virum, kan, naar han standser ved den nordre Udkant af Gels Skov og dér angribes af Fjenden, betragte sit Hverv som endt, sende den anden Brigade bort og gaa ud af Spillet. N e j, sandelig kan han ej; lia n s H v e r v er ikke endt, før han har ført Arriéregarden tilbage til den Linie BredeVirum , hvor F o r p o s tlin ie n skal ud s tille s og de d e r t i l b e s t em t e T r o p p e r g aa in d u n d e r O v e r - kommandoen og endda ikke, før Forposterne ere udstillede. Den Fægtning, der udspiller sig i Nordkanten af Gels Skov, er selvfølgelig en Arriéregardefægtning, hvad Max Müller, Steinmann og Overkommando alle kalde Fægtningen ved Oversø. Og Forf.’s „Hovedpunkt“ , at Steinmann efter A n ­ komsten til Oversø betragter sit Hverv som endt, modsiges yderligere ved følgende Oplysninger: 1) Steinmann sendte ikke Scbarffenbcrgs Brigade tilbage, fordi Forpostterrainet var naaet, men fordi han ingen alvorlig Kamp ventede (modsiges ganske vist af Forf. i første Forklaring, men billiges i den tredje og er i Overensstemmelse med Rapporterne. Se „nogle Bemærkninger“ pag. 274).

2) Steinmann sender ved Kampens Begyndelse sin Ordonnansofficer til Flensborg for at afhente Forstærkning af Artilleri. Den Melding, Dragonen red med, lød paa, at Divisionen var i en betrængt Tilstand. Havde Steinmann betragtet sit Hverv som endt, vilde han have sagt til Oberst Müller: Det er Dem, som maa melde til Overkommandoen om Deres B rigades betrængte Tils tan d ; mit Hverv er endt. 3) Steinmann befaler (efter Forf.’s Udsagn i Bogen pag. 157) efter Kampens Ophør, at Alt skal trække sig tilbage til Flensborg. 4) Ved Ankomsten til Flensborg begiver Generalen sig, skøndt saaret, op i Overkommandoen og afgiver nærmere Beretning om Arriéregardefæglningen (Generalstabsværket I, pag. 2'J5). Forf.’s Bebrejdelse mod Overkommandoen for at have ladet Max Müllers Brigade ene i Kamp, er uholdbar, fra hvilken Side man end betragter d e n !).

c) Det Billede, Fort. tegner af Generalløjtnant Steinmann.

Det første Punkt, jeg skal omtale, vedrører den Forpoststilling, som Max Muller skulde indtage i Tilslutning til Worishoffers og Hegermanns Tropper. Ifølge Bogen pag. 153 betragtede Max Muller denne Forpoststilling som højst uheldig, hvorimod der efter hans Formening var en fortrinlig Forpoststilling noget S. for Flensborg. General Steinmann delte denne Betragtning, og det var derfor hans Agt at lade Brigaden tiltræde Tilbagetoget straks o. s. v. Men jeg maa protestere mod denne Omtale af General Steinmann, hvorved Generalen fremstilles som blottet for militært Begreb.

Naar man i et bestemt angivet Terrain skal udstille Forposter, støttet til andre Troppestyrker paa Fløjene, maa man tage Terrainet som det er, og det gaar paa ingen Maade an at løbe sin Vej til et andet Terrain. Hvis Overkommandoen ved et Eftersyn af Forpostlinien havde fundet Brigaden noget S. for Flensborg, medens Hegermanns Division og Worishoffers Brigade stode c. 3U Mil længere fremme med et gabende Hul mellem sig, maatte Overkommandoen sikkert tvivle om General Steinmanns mentale Tilstand og foranledige ham snarest kaldt til Kjøbenhavn. Enhver, der har kendt General Steinmann, véd i øvrigt, at han var Militær til Fingerspidserne, vant til at lyde og vant til at fordre Lydighed. At han skulde have givet sit Bifald til at vrage den befalede Forpoststilling og i Stedet derfor at gaa nærmere ind mod Flensborg, er aldeles utænkeligt, helt bortset fra, at det vilde vidne om et militært Fejlsyn at gaa for tæt ind paa Flensborg, hvor en større Del af Hæren laa. Men hvilket ejendommeligt Indtryk faar man ikke a f de nævnte høje Officerer ved at se deres Enighed om ikke at ville indtage den befalede Forpoststilling, naar det saa viser sig, at de dog indtage den til Punkt og Prikke som befalet.

Af langt værre Beskaffenhed er dog Beretningen i Tilsvaret (pag. 401). Som tidligere omtalt, gik Dragonens Sendelse til Flensborg ud paa at anmode om 1 Batteri til Hjælp for Divisionen i dens betrængte Tilstand. Forf. giver følgende Forklaring, som jeg her fremhæver med spærret Skrift: „H vis nu Generalen havde været af den An skuelse , at det var ham, der havde K om m a n d o e n og A n s v a r e t , vild e han jo ik ke have behøvet at henvende sig til O v e rk om ­ mandoen, men kunde have trukket Fo rs tæ rk ­ ning til sig a f sit eget A r tille ri . Men General S t e i n m a n n b e t r a g t e d e O b e r s t M u l l e r s om s t a a - ende direkte under Overkommandoen. Derfor maatte det være denne, der skulde sørge for Unders tø ttelsen , og d e r fo r re ttede Generalen sin Anm odning til Overkommandoen.“

Jeg, der gentagende har staaet i Tjenstforhold til Generalen og ogsaa privat havde et nøje Kendskab til ham, maa nedlægge en bestemt Protest mod at se ham omtalt paa slig Vis. Vel hang Generalen noget i Fo rmerne, men et „Kineseri“ som det omhandlede, vilde han ikke have gjort sig skyldig i. En Hjælp fra Flensborg maatte desuden i hvert Fald komme for sent, foruden at det A rtille ri, der var i Flensborg, nylig var kommet dertil med dødstrætte Folk og Heste, maatte purres ud af Kvartererne og gøre en Marche paa 5 Fjerdingvej, inden de kunde bringes i Ilden. Jeg kan ikke tænke mig, at en Mand med et saa indskrænket Syn paa Forholdene vilde være naaet op i en Divisionsgenerals ansvarsfulde Stilling. D o g heldigvis be ro r H is to rien paa en F e j l ­ t a g e l s e f r a F o r f . ’s Side. Oberst Jensen gaar ud fra, at General Steinmann kunde have trukket Forstærkning til sig af sit eget A r tille ri; men det kunde Generalen ikke, thi hans Artilleri var forlængst afmarcheret til Flensborg, hvad Forf. burde vide ’ ). Kun 2 Kanoner af 12. Batteri vare ved Scharffenbergs Brigade og vistnok ikke langt borte, men trække to Kanoner trem, det vilde Generalen dog næppe. Det Hele er altsaa et Fantasibillede af Forf. Man har ondt ved at tænke sig en saadan Anskuelse fremsat af den samme Mand (Forf.), der i tidligere Tider ved forskellige Arbejder har vist en klar Forstaaelse af Reglen: „marcher au canon“ . Og h e r er ikke engang Tale om at marchere efter Kanontordenen, h e r drejer det sig for Generalen kun om at beordre sit eget Artilleri frem til Understøttelse for 2 Kanoner, der bekæmpes af et fjendtligt Batteri. A t disse tilintetgøres og Brigaden maaske pulveriseres, det faar være, naar kun Doktrinen seirer: M a x M üller staar under Overkommandoen; kun den maa hjælpe.

Hvad Forf. videre beretter om General Steinmann, er dog ikke af saa graverende Natur, skønt det, om det stod til troende , vilde vidne om Mangel paa militær Dømmekraft og Tankeløshed hos Generalen. Mangel paa militæ r Dømm ekra ft maa det vel nærmest kaldes, dersom Steinmann som tidligere omtalt indvilliger i, at Max Müller, isoleret som han er, tager Offensiven for at give Fjenden et Standsningsstød (Bogen pag. 153). Thi vel kunne Modangreb af en Arriéregarde være meget anbefalelige i en Tilbagetogsfægtning, hvor man er i Engagement med en Modstander, hvis Styrke og Bevægelser man kan overse, men at gaa frem og angribe en Modstander, hvis Styrke man ikke kjender, og som hvert Ø jeblik kan faa F o r ­ s tæ rknin g , medens man selv er sikker paa ingen H jæ lp at faa, dette er at udsætte Brigaden for Tilintetgørelse. Tankeløshed maa det vel nærmest kaldes, der som General Steinmann ved Kampens Slutning befaler, at A l t skal trække sig tilbage til Flensborg (Bogen pag. 157). Naar en saa høj Befalingsmand som en Divisionsgeneral giver en saadan O rd re , tænker man sig lange Kolonner med et endeløst T rain bevægende sig benåd Chausseen. Det er der dog ikke Tale om her, thi kun Max Müllers Brigade var paa Pletten. Men denne B rigade maa ikke afmarchere, thi den skal jo udstille Fo rposter. Generalens Befaling om , at Alt skal trække sig tilbage til Flensborg, gælder altsaa ham, hans Ordonnansofficer og maaske 1 a 2 Ordonnanser.

5. Begivenhederne den 6. Februar Aften.

Den Hovedanke, jeg her havde anført mod Forf., at han er kommen til at blande to, til forskellige Tid spunkter udgaaede Ordrer og Meddelelser sammen, hvilket gør Bogens pag. 161, der netop omhandler et af Felttogets mest kritiske Momenter, ganske vildledende, erkendes af Forf. (se Anm . til pag. 405 i Tilsvaret). En anden Anke, jeg havde fremsat, var, at Forf. fremsatte Kritik paa Steder, hvor der Intet var at kritisere. Forf. anfører herimod, at Generalstabsværket ogsaa har Kritik og anfører et bestemt Eksempel paa en endog meget streng Kritik. Hvorledes den Omstændighed, at Generalstabsværket etsteds fremsætter en begrundet K ritik , kan berettige Forf. til at fremsætte en ubegrundet Kritik, er ikke klart. Forf. kritiserer nogle af de den 6 . udgivne Ordrer og fremdrager endog enkelte Ord i disse, som Bevis paa Ordrernes mindre heldige Affattelse. A t der under de vanskelige og bevægede Forhold den 6 . og under Indtrykket af en Række mer eller mindre alarmerende Efterretninger kan være afgaaet Ordrer, som kunde have været heldigere affattede, er ikke til at undres over, men der er ikke megen Fortjeneste ved at paavise dette — særlig ikke for en Forf., der selv viser ikke at kunne holde tiede paa de paa denne Dag udgaaede Ordrer og Meddelelser — og det frembyder heller ikke store Vanskeligheder, henset til at Undersøgelsen foregaar i den rolige Arbejdsstue, mange A a r efter Krigen. Jeg tror tværtimod, at Landet staar i Taknemmelighedsgæld til de Mænd, der trods de vanskelige Forhold forstod med Dygtighed at gennemføre Hovedopgaven, at føre Hæren tilbage, dels mod Als og dels mod Nord, uden nævneværdige Tab og uden at den gode Soldateraand i samme gik tabt, et Punkt, hvorom Forf.’s Bog pag. 1G7 bærer Vidnesbyrd. En Sammenligning med det frivillige Tilbagetog, som Østerrigerne to A a r efter udførte, og hvorved Hæren førtes til Koniggråtz, falder afgjort ud til Fordel for os.

Som Berigtigelse til Generalstabsværket nævner Forf. (Tilsvaret pag. 404) den Fremstilling, lian i sin Bog pag. 163 har givet for 8. Regiments Vedkommende; han siger, at den berigtiger den, der findes i Generalstabsværket pag. 294'. Jeg tør dog ikke anbefale Generalstabens Chef at optage denne Berigtigelse. Forf. beretter, at 8. Reg. havde Befaling til at besætte den Kolonnevej, der laa nærmest ved Flensborg, men da Sneen havde gjort alt hvidt, var det umuligt for Regimentet at tinde den. Det naaede en Snemark, der senere viste sig at være Eksercerpladsen ved Flensborg, og tilbragte Størstedelen af Natten med at marchere frem og tilbage over denne for at finde Vejen. Men Forf. véd jo meget vel, at Kolonneveje ikke findes ved at skrabe i Sneen. Kolonneveje ere mærkede ved Lægter med Halmviske, og Lægterne ragede højt op over Snemarken; Kolonnevejen ved Flensborg var yderligere mærket med Lygter med bestemte Mellemrum, saa at den ved Nattetid kunde skelnes milevidt borte. A t tilbringe Størstedelen af Natten med at marchere frem og tilbage paa en Eksercerplads for at finde en Kolonnevej var sikkert mindre forstandigt; man undrer sig kun over, at ingen af Bataillonskonnnandørerne turde gøre Regimentskommandøren beskedne Forestillinger om det Unyttige i at fortsætte denne Regimentsexercits. Generalstabsværket staar sig sikkert bedst ved at beholde den Forklaring, det har, nemlig at Regimentet, der var brudt op fra Bov Kl. lOV-i Aften, naaede, dels fordi det i Mørket havde begivet sig for langt mod Vest, dels fordi Vejene vare slette, først Kl. 2 næste Morgen sit Bestemmelsessted. Dette er nemlig i Overensstemmelse med Regimentets Rapport.

II. De i Oberst Jensens Bog fremsatte Betragtninger til Hovedbegivenhederne under Krigen.

1. Situationen den 7. Marts.

Mine Bemærkninger gik ud paa, at Forf.’s Mening „syntes at være den, at Overkommandoen ved at sende Kavaleridivisionen mod Nord forspildte Chancerne for en 6. Juli Dag“ ; jeg kaldte dette for den haardeste Anke, der vel kunde rettes mod Overkommandoen. Forf. erklærer i sit Tilsvar, at han ikke har sagt et eneste Ord, der kan fortolkes som om han ventede, at vi atter skulde opleve en (>. Juli Dag, men at han netop har sagt det stik modsatte. Jeg anfører i den Anledning følgende Ord af Forf.’s Bog pag. 420. Forf. er der inde paa Spørgsmaalet om Fredericias Rømning og siger i sine almindelige Betragtninger om Situationen og uden mindste Forbehold, hvad jeg her gengiver med spærret Skrift: „Der var Intet tilhinder for, hvis Fjenden skred til en Belejring, at gentage, hvad der var sket den 6. Juli 1849, ved at foretage et stort Udfald for at drive ham tilbage over Elbo-Afsnittet“.

Hertil kan endnu føjes Forf.’s Betragtninger om at vor Situation i 1864 i én Henseende var bedre end i 1840, men at Forskellen var den, at „i 1849 lod man Ryes Korps gaa mod Helgenæs, trak saa dets Hovedstyrke til Fredericia, og efter saaledes at have flyttet det strategiske Tyngdepunkt dertil, foretog vi Udfaldet den 6. Juli og sejrede. — Denne Gang vilde vi gaa en anden Vej“ , og Forf. kritiserer dette. Overkommandoen havde ikke Ret, siger han, i sin Udtalelse om, at det var strategisk rigtigt, at General Hegermann trak sig tilbage paa Lim fjorden. „Vi var henvist til strategisk at benytte Hegermanns Division paa samme Maade som Tilfældet var i 1849 med Ryes Korps“ ; o. s. v.

I øvrigt gik mine Bemærkninger ud paa, at det ikke lod sig gøre at trække Kavaleri-Divisionen ud paa Helgenæs : Divisionen egnede sig afgjort ikke til aktiv Optræden; den maatte tværtimod have Ro for at komme ud af sin hel trøstesløse Tils tan d ; man kunde nok faa Divisionen ud paa Helgenæs, men aldrig faa den bort, naar Øjeblikket kom til aktiv Optræden paa Grund af manglende Transportm ateriel; Divisionen vilde gaa til Grunde af Hunger og Elendighed paa den øde, ufrugtbare Halvø, hvor Fjenden vilde lukke den inde; Divisionen kunde ikke strategisk benyttes paa samme Maade som Ryes Korps i 1849, thi Kavaleriet egnede sig afgjort ikke til at rykke ind hverken i Dybbølstillingen eller i Fredericia, hvorimod det kunde finde en god A n ­ vendelse paa Fyn. Der kunde højst være Tale om at overføre det Fodfolk og Artilleri, der var ved Divisionen (4 Batailloner og 2 Batterier) enten til Dybbølstillingen eller til Fredericia. Forf. falder ganske tilføje: Helgenæs, siger han, skulde nok være Divisionens Retraitepunkt, men deraf fulgte jo ikke, at hele Divisionen skulde ind paa H alvøen; de 4 Batailloner og 2 Batterier kunde benyttes for at forstærke Forsvaret i Dybbølstillingen eller i Fredericia; Rytteriet kunde med Nytte anvendes ved Bevogtningstjenesten saavel paa Als som paa Fyn. — Unægtelig et stort Fald fra Tanken om at flytte det strategiske Tyngdepunkt og om at benytte Hegermanns Division paa samme Maade som Ryes Korps! Enhver strategisk Betragtning er gaaet ud af Spillet.

2. Fredericias Rømning.

Spørgsmaalet har stor historisk Interesse. Jeg skal straks gaa til Hovedsagen. Jeg havde skrevet, at h a v d e vi i k k e i h i n e A p r i l D a g e ( g a n s k e v i s t i d e n I l t e T i m e ) r ø m m e t Frede ricia , vilde F jenden efter m enneskeligt S k ø n k o r t e f te r h a v e sa t sig i B e s i d d e l s e a f F y n , t a g e t B e s æ t n i n g e n i F r e d e r i c i a i R y g g e n og u d s a t den fo r et a fg ø r e n d e Nederlag . Forf. siger herimod, at jeg jo maa kende Østerrigernes Vægring ved at deltage i Overgangen til Fyn, og at det derfor er ham ubegribeligt, at man i Aaret 1900 kan fremsætte en saadan Paastand. Denne Forf.’s Indvending, der i Virkeligheden sigter mig for en større Tankeløshed, om ikke værre, er imidlertid kun et Bevis paa, at Forf. trods alt, hvad han har talt og skrevet om dette Emne, slet ikke er trængt ind deri. Østerrigerne stod foran Fredericia og vare bundne til dens Gernering, og der har — saalænge vi s t o d i F r e d e r i c i a — ingensinde været Tale om at benytte dem til Overgangen. D e t v a r d e n p reu ssiske G ardedivision v.d.Miilbe, der skulde ud ­ føre Overgangen. Jeg skal kortelig oplyse Sammenhængen. I Skrivelse af 17. Marts overvejer Moltke, hvilken Styrke der behøves til at overvælde vor svage Styrke paa Fyn, og kommer til det Resultat, at selv om vi paa Fyn samle 3 Regimenter fi alt 7000 M and), som dog næppe ville træffes samlede, vil en Styrke paa 15000 Mand (eksempelvis sammensat af 12 Batailloner, 4 Batterier og noget Rytteri) være tilstrækkelig til at udføre Overgangen. Foretagendet lovede et stort R esultat, idet Fredericia efter udført Landgang paa Fyn kunde beskydes fra Strib i Strube og Ryg. I et Brev af 20. A p ril til Oberst Blumenthal udvikler Moltke Nødvendigheden af at holde Foretagendet hemmeligt. Det maa aabent forkyndes, skriver han, at vi nu skride til en Belejring af Fredericia. Østerrigerne maa tæt indeslutte Fredericia for at forhindre, at de Danske derfra sende Detacheringer andetsteds hen, og de maa navnlig besætte Erritsø stærkt. Han formener, at naar der stilles 50— GO Stkr. svært Skyts i Batteri fra Lyngsodde indtil Vest for Snoghøj, vil det ikke alene blive umuligt for vore Krigsskibe at operere i Beltet, men tillige vanskeligt for Forsvarerne af Hindsgavl at opholde sig paa den flade Strandbred, saa at en Landgang vanskeligt vil kunne forhindres.

Den 2G. Ap ril (altsaa den Dag, da Fredericias Røm ­ ning paabegyndtes) skriver Moltke i en allerunderdanigst Forestilling (jeg fremhæver, hvad der her særlig har Interesse) : Naar Femern og Rendsborg holdes besatte af 6000 Mand preussiske Tropper, naar Prins Fr. Carls Korps med en Styrke af 22000 Mand forbliver ved Dybbøl overfor 16— 18000 Mand danske Tropper paa Als, naar det ø s te rrig sk e K o r p s m ed en S ty rk e af 20000 M a n d i n d e s l u t t e : - F r e d e r i c i a m e d d en s c. 6000 Mand stærke Besæ tning, naar Divisionen Münster med en Styrke af 9000 Mand driver den danske Styrke paa 3— 4000 Mand over Lim fjorden eller tilintetgør den, saa haves dog altid Raadighed over D i v i s i o n e n v. d. Mülbe, der for Tiden samles ved Vejle, til enten at understøtte Divisionen Münster i Jylland eller foretage en L a n d g a n g paa Fyn. Men en Understøttelse af Divisionen Münster i Jylland anser Moltke for unødvendig og siger, at enhver Forsinkelse af Udførelsen af Planen om en Overgang til Fyn gør Foretagendet tvivlsommere, eftersom Hemmeligheden da siver od og den danske Overkommando faar Tid til at overføre Tropper til den nu for Forsvar „næsten helt blottede 0 “. Moltke omtaler ogsaa den Eventualitet, a t D iv is i o n e n v. d. M i i l b e , n a a r d e n er k o m m e n o v e r paa Fyn , muligen kunde trænge til Understøttelse. I saa Fald mener han, at man kan trække paa det østerrigske Korps, som i Betragtning af Fredericias svage Garnison maa være stærkt nok til at understøtte saa vel Divisionen Münster i Jylland som Divisionen v. d. Mülbe paa Fyn. Overfor Landg ang s fo re tag en de r fra v o r S i d e i s t o r S t i l i Jylland behøver Divisionen Münster Understøttelse, hvad d e t østerrigske Korps vil være tilstrækkeligt til at yde.

D. 2 7. Ap ril (altsaa midt under Fredericias Røm ­ ning, hvilken Begivenhed man dog endnu ikke havde Kendskab om) fik Feltmarskal W rangel Befaling til at u d f ø r e O v e r g a n g e n t i l F y n ; d e t a n b e f a l e d e s at udføre den snarest mulig, eftersom D i v i ­ sionen Münster ingen Understøttelse behøvede af Divisionen v. d. M iilb e . Yderligere skrev Moltke til Blumenthal d. 28. April, at efter hans Mening bør Divisionen v. d. Miilbe u fortøvet udføre Overgangen. Der er her kun gengivet Hovedudtalelserne; den samlede Fremstilling findes i det preussiske Generalstabsværk og er let at finde, da den er samlet i et Bilag med Overskriften „Geschichte des Planes zu einer Landung auf Fiinen “ . Spørgsmaalet er nu, hvorledes Oberst Jensen (i hvis Bog den ovenstaaende Redegørelse mærkværdig nok ligeledes findes i sine Hovedtræk) kan indblande Østerrigerne i denne Overgang, og Svaret er, at Obersten blander Begivenhederne efter Fredericias Rømning sammen med de ovenomtalte fø r Fredericias Rømning.

E fter Røm ningen af F re d e ricia fik man nemlig Betænkelighed ved Foretagendets Udførelse efter den lagte Plan , eftersom det maatte formodes, at stærkere Kræfter paa vor Side nu vilde blive anvendte til Fo rsvaret af Fyn. Kronprinsen af Preussen foretog derfor i Forening med den til Stabschef udnævnte General Moltke nye Rekognosceringer af Lille Bolts Kyster i Dagene 3. og 4. Maj. Overgangen ansaas vel for udførlig, men der maatte anvendes stærkere Kræfter dertil, og det var da naturligt at trække paa Østerrigerne, som efter Fredericias Rømning vel havde besat Fæstningen, men i øvrigt stode i Reserve. Det bestemtes, at Overgangen skulde udføres af en dobbelt saa stor Styrke som tid ­ ligere bestemt, nemlig af 2 preussiske og 2 østerrigske Brigader, og at General Gablenz skulde have Kommandoen. Men Gablenz vægrede sig som bekendt, og Tiden gik hen med Raadslagninger, indtil Vaabenhvilen indtraadte.

Havde vi ikke rømmet Fredericia, vilde Gablenz med det østerrigske Korps være forbleven foran Fredericia, tæt indesluttende denne Plads, den fynske Kyst vilde vedblivende være omtrent blottet for Forsvar, og 15000 Mand preussiske Tropper under General v. d. Miilbe vilde vedblivende være bleven anset for en mere end tilstrækkelig Landgangsstyrke. Altsaa, saalænge vi holde Frede ricia , indesluttes denne Plads af Østerrigerne; der er svag Besætning paa Fyn og v. d. Mülbes Division er tilstrækkelig til at udføre Overgangen. E f te r at vi have rømm et Fredericia ere Østerrigerne disponible; der formodes en stærkere Besætning paa F y n ; to østerrigske Brigader anses nødvendige foruden de to tidligere bestemte preussiske, og General Gablenz skal have Kommandoen over Landgangsstyrken. — T il yderligere Sikkerhed har jeg efterset Moltkes „militärische Correspondenz“ . Det kunde jo tænkes, at der i et eller andet af Moltkes Breve kunde staa en Antydning af, at Østerrigerne skulde have udført Overgangen eller at noget saadant havde været paatænkt. Men tvertimod hedder det ogsaa her (p. 144), at t il Overgangen skal Divisionen v. d. M iilb e anvendes; Divisionen Münster anses for stærk nok til alene at besætte Jyllan d ; d e t østerrigske Korps skal holde F re d e ricia indesluttet.

Hvorledes Begivenhederne vilde have udviklet sig, hvis vi ikke havde rømmet Fredericia, særlig paa hvilken Dag Overgangen vilde være bleven udført, derom kan man jo kun fremsætte Formodninger. Overgangen skulde være udført inden Vaabenhvilen, der begyndte d. 12. Maj, og vilde sandsynlig være bleven foretagen d. 8.— 9. Maj. Vejledende ved dette Spørgsmaals' Besvarelse ere følgende Bemærkninger: 1. Feltmarskal Wrangel tik som anført den 27. Befaling til at udføre Overgangen hurtigst mulig og uden forudgaaende store Forberedelser med Hensyn til Overfartsmidler, hvortil kun Fartøjerne i Kolding F jord samt de Pontonner, der havdes til Raadighed, burde benyttes. Feltmarskallens indledende Ordrer til Udførelsen kunne tænkes at udgaa den 30. 2. Divisionen v. d. Miilbe stod d. 30. med Avantgarden i Randers og sit Gros i Aarhus. Den havde d. 20. staaet koncentreret ved Vejle; paa 4 Dage havde den spredt sig; paa 4— 5 Dage kunde den atter koncentreres ved Vejle uforstyrret af Foretagender fra vor Side, eftersom Hegermanns Division i forcerede Marcher trak sig mod Nord , forfulgt af Divisionen Münster, og a l l e r e d e d e n 27. v a r n a a e t N. f o r L i m f j o r d e n . 3. Ifølge en Opgivelse af Moltke vil Divisionen v. d. Miilbe, naar den staar koncentreret ved Vejle, kunne udføre Overgangen til Fyn 3 Dage efter, at den har faaet Ordre dertil. I Henhold hertil vil Overgangen som sagt ventelig kunne udføres den 8.— 9. Maj; mensker dette ikke, er der endda Dage nok inden Vaabenhvilens Indtræden. Generalløjtnant Moltke, der netop i de Dage ansattes som Stabschef ved Overkommandoen og den 2. Maj ankom til Hovedkvarteret, vilde nok sørge for, at lians Yndlingstanke hurtigst muligt realiseredes. — Endnu kaste vi et Blik paa Forboldene paa vor Side ved Fyns Kyster. Vor Styrke til Sikring af disse bestod af 2 Kompagnier (!), 2Va Eskadron og 1 Batteri. Desuden afgaves til Kystforsvaret Resterne af 2., 22., 9. og 20. Regiment, der havde deltaget i Kampen den 18. April, men disse Tropper lagdes foreløbig ned i Egnen om Assens for at omorganiseres'). A t bringe disse Regimenter paa Krigsstyrke paany var der ikke Tale om : de reduceredes til Batailloner. Forf. siger: „denne Reorganisation kunde ikke tage lang T id “ , og han har Ret heri, om blot man havde haft Officerer og Underofficerer til Raadighed. thi dette var langt del vigtigste, men hvor skulde de tages fra? Ved de øvrige Afdelinger af Hæren var der sandelig ikke en Officer eller en Underofficer for mange. Størst Interesse har det imidlertid at vide, hvorledes man paa fjendtlig Side bedømte disse til Fyn overførte Tropper. Moltke skriver d. 28. A p ril (Mil. Gorresp. p. 150), at deres samlede Styrke angives i danske Blade til 1800 Mand; han antager, at vi ville lægge dem i fra Krigsskuepladsen afsondrede Kvarterer (hvad jo netop skete), indtil de ved Tilgang fra Eksercerskolerne af „overfladisk uddannet“ Mandskab kunne blive omdannede til Batailloner. Disse Afdelinger skulde saaledes ikke skræmme fra at foretage Overgangen.

Rømningen af Fredericia var et Skridt, som sikkert alle i hine Dage stod uforstaaende over for; man saa deri et Udslag af overilet Mismod; og paa den Maade skildres det vistnok endnu i alle Historiebøger og af alle Historielærere, og fordømmes af dem alle. Jeg kan forstaa Ræsonnementet, der vel omtrent er følgende: Vi fordømme Rømningen af Fredericia; thi vel maatte der skaffes Tropper tilveje til Sikringen af Fyn, men man burde have rømmet Nordjylland. Og vel vare de Tropper, man paa denne Maade lik Raadighcd over, ikke tilstrækkelige til Fyns Sikring, men der var, saa længe Fjenden ikke skred til Belejring af Fredericia, intet til Hinder for at tage Afdelinger af Fredericias Garnison og lægge dem ud paa Fyn. Mod denne Betragtning er imidlertid det at indvende, at hverken Regering eller Overkommando vilde rømme Nordjylland, væsentlig af politiske Hensyn. Slige Hensyn ere jo heller ikke Nutiden fremmede, idet Tanken om eventuelt at samle hele Hæren paa Sjælland stedse mødes af Udtalelser om, at man ikke helt tør blotte Jylland. Og maatte Nordjylland ikke rømmes, og kunde Als ikke rømmes, saa ser jeg ikke, at der var andet at gøre end at rømme Fredericia. Alt, hvad der kendes om denne Sag, viser os jo nemlig ganske tydeligt, at Bevarelsen af Fredericia vilde have kostet os baade Fyn og Fredericia og medført Tilintetgørelsen af Fredericias Garnison. Fra dette Synspunkt set, var Rømningen ikke blot forsvarlig, men ganske nødvendig. Overkommandoens Standpunkt, som Forf. betegner som en Æ re for d en , er ganske uholdbart; den indskrænker sig til at protestere mod Fredericias Rømning uden at lægge det mindste Ord i Vægtskaalen for paa anden Maade at erholde Tropper til Fyns Sikring. Sik ring en af Fyns Kyst var nemlig en N ø d ­ vendighed; men ogsaa dette benægtes af Forf. Jeg skrev, at selv om Overkommandoen ikke havde vidst, at Fjenden nærede Planer mod Øen l), var det dog dens Pligt at forsvare Øen og sørge for, at den ikke kunde tages af „en fjendtlig Brigade“ . Hertil bemærker Forf. (Tilsvaret p. 417), hvad jeg her gengiver med spærret Skrift, a t naar O vergene ralen intet vidste om, at F je n d e n t r a f F o rb e r e d e ls e r til en O v e r ­ gang til Fyn , var der for ham ingen G rund til at træ ffe M o d f o r a n s t a l t n in g e r m od et F o r e ­ tagende, der kun kunde tænkes. (Dette motiveres derved, at ved alene at disponere over Tropperne paa et tænkt Grundlag, vilde Overgeneralen komme til at mangle de fornødne Tropper dér, hvor Forholdene i Øjeblikket krævede deres Nærværelse, og hele Forsvaret vilde blive illusorisk.) Denne Udtalelse er ret mærkelig. Hvor uklogt bar da ikke efter Forf.’s Anskuelse General Lunding sig ad ved at være urolig for Fyn allerede i Februar, da ingen Planer om Foretagender mod Fyn næredes hos vor Modstander eller vare komne os for Øre. Lunding telegraferede d. 21. Februar, stærkt betagen af Frygt for Fyn, saa vel til Krigsministeriet som til Overkommandoen, at Fyn s Kyst laa uden Bevogtning (noget, han dog senere maatte vænne sig til at se) og fremhævede, at Fjenden kunde sætte over i Fartøjer, tagne fra den slesvigske Kyst. Og — for at blive ved 1864 — man har hidtil bebrejdet Overkommandoen, at den ikke havde sendt en tilstrækkelig Garnison til Femern, da det maatte befrygtes, at Fjenden ellers gik over og tog Ø en ; en slig Bebrejdelse falder fremtidig bort. Der vil overhovedet kunne drages mærkelige Konsekvenser af Forf.’s Udtalelse om , at der er ingen Grund til at træffe Modforanstaltninger mod Foretagender, som kun kunne tænkes.

Forf. spørger videre, hvorledes vor Overkommando skulde kunne kende, hvad Blumenthal skrev til Moltke i private Breve om Landgangsforetagender? Her er et T ilfælde, hvor jeg inaa give Forf. helt og ubetinget Ret. Det forekommer mig imidlertid, at en saadan Bemærkning, foruden at være ganske overflødig, snarere er et Vaaben imod Forf., naar han har den Opfattelse, at der ingen Grund er til at træffe Modforanstaltninger mod Foretagender, som kun kunne tænkes. Kendte vi noget til de fortrolige Forhandlinger, som førtes om Femerns Erobring? og Femern gik tabt. Kendte vi noget til de fortrolige Forhandlinger, der førtes mellem General v. Mannstein og den tyske Hærs Overkommando angaaende A is’s Erobring? og Als gik tabt. Og ganske sikkert kendte vi ikke Blumenthals og Moltkes fortrolige Brevvekslinger, men Fyn var paa et hængende Ilaar nær gaaet tabt. I A p ril 1864 næredes alvorsfulde Planer mod os, en god Illustration til Moltkes Ord om, at den allierede Hær, overalt hvor den stod overfor os, var os langt overlegen, og at ethvert Foretagende, som kun var teknisk udførligt, kunde sættes i Værk. I Begyndelsen af Maaneden gjaldt det om intet mindre end at overføre en tysk Hærstyrke fra Ballegaard til Nordlandet paa Als, i Maanedens Slutning om at overføre en Hærstyrke til Fyn; i første Tilfælde skulde Dybbølstillingen, i andet Tilfælde Fredericia tages i Ryggen og Besætningerne tilintetgøres. Ethvert af disse Foretagender vilde, hvis det var lykkedes, vistnok uundgaaelig have endt Krigen. Vi maa takke Gud for, at de forpurredes, det første ved Storm, det andet ved vor Rømning af Fredericia, der dog skaffede saa mange Tropper til Fyns Sikring, at el større Apparat til Landgangsforetagendet skønnedes nødvendigt, idet da ogsaa Østerrigs Medvirkning maatte haves, hvad da strandede paa Gablen/.’ Vægring. Støttet til den hele ovenstaaende Udvikling maa jeg hævde Rigtigheden — den ubetingede Rigtighed af den Udtalelse, hvis Fremsættelse i Aaret 1000 Forf. finder ubegribelig: at havde vi ikke i hine April Dage (ganske sikkert i den 11. Time) rømmet Fredericia, vilde Fjenden efter menneskeligt Skøn kort efter have sat sig i Besiddelse af Fyn, taget Besætningen i Fredericia i Ryggen og udsat den for et afgørende Nederlag.

Til Slutning skal jeg belyse Forf.’s Protest (Tilsvaret p. 4-1 S) imod mine Udtalelser (nogle Bem. p. 288 Anni.) om, at de efter Kampen om Dybbolstillingen d. 18. April ikke kampdygtige Regimenter (2., -M ., 9., 20.) maatte „som af Oberst Jensen udtalt“, omorganiseres, inden der kunde være Tale om at benytte dem. Forf. siger hertil: „Men jeg maa protestere imod at blive tagen til Indtægt paa den Mande“ . I den Anledning beder jeg om Opmærksomhed for følgende. Vort G e n e r a l s t a b s værk III p. 5 beretter, at de nævnte A fdelinger, der d. 19. og 20. overførtes til Fyn, lagdes i Kantonnement ved Assens og maatte omorganiseres, inden der kunde være Tale om at beny tte dem'). Oberst Jensen skriver i sin Bog p. 420 i sine Betragtninger over Perioden ved Dybbølstillingens Fald, at vi raadede over 33 Bat. foruden dem, der vare bievne saa stærkt medtagne ved Stormen d. 18. April, at de maatte reorganiseres, inden man atter kunde bruge dem.

Da Forf. bruger de samme Udtryk som G. S. Værket, og da det drejer sig om samme Tidspunkt, var jeg fuldt berettiget til at skrive: de ikke kampdygtige Afdelinger lagdes ned i Egnen om Assens og maatte som af Oberst Jensen udtalt om ­ organiseres, inden der kunde være Tale om at benyt,te dem. Jeg maatte saa meget mere være berettiget hertil, som den svage Styrke d. 37. April af disse Afdelinger (se p. 28 Anm.), og ganske særlig Manglen paa Befalingsnuend gjorde, at de ikke kunde siges at være brugelige i Dagene 20. — 29. Oberst Jensen protesterer imidlertid som sagt, og som Bevis paa, at de nævnte Afdelinger (2., 22., 9., 20.) vare brugelige, da Rømningen fandt Sted, giver han følgende Oversigt:

BILLEDE HER

og siger: „Anmelderen har derfor ingen Ret til at paatvinge mig den Anskuelse, at denne Styrke, selv om nogle af Bataillonerne vare svage, ikke skulde kunne bruges paa det Tidspunkt, da Rømningen fandt Sted. Jeg liar ogsaa Side 430 paaregnet dem som brugelige“ . Der er herved at bemærke: Forf. medoptager Brigaden Wørishøffer. som saa vel han (p. 418) som jeg begge angive som kampdygtig, og som, da Brigaden afgaves til Fredericia, ikke kom Fyns F o r s v a r tilgode. Naar Forf. derhos siger, at han ogsaa p. 436 har paaregnet dem som brugelige, skulde man af Sammenhængen tro, at det drejede sig om samme Tidspunkt, hvorimod det viser sig, at det dér drejer sig om de nærmeste Dage før Vaabenhvilen d. 12. Maj(!). Som Kuriosum skal del endnu anføres, at Forf. paa dette sidste Tidspunkt (henimod 12. Maj) trods Afdelingernes Reorganisation og Tildeling af Mandskab fra Eksercerskolerne, dog angiver deres samlede Styrke til 2807 Mand (se Bogen p. 436), det Tal, som fremkommer ved al addere de 4 Regimenters Styrke d. 27. April (!).

3. Den fra fjendtlig Side paatænkte Overgang fra Ballegaard Natten til den 2. April.

Om denne Overgang er Forf. i sin Bog (p. 345) efter en Skildring af Situationen kommen til det Besultat, kun at kunne beklage, at Overgangen ikke blev udført. Jeg hævdede, at „langt fra at beklage, at Overgangen ikke blev ud ført, maa vi takke Gud for, at den blev forhindret“ .

Paa fjendtlig Side stod c. 20000 Mand parat til Overførsel. 1600 Mand kunde overføres i én Echelon; 2 Tim er efter vilde andre 1600 Mand være overførte, o. s. v. De først landsatte 1600 Mand vilde ved Kysten træffe en Deling Fodfolk, hørende til et Kompagni, hvis 3 andre Delinger laa i Alarmkvarter i Byen Mels, en god Fjerdingvej fra Kysten; yderligere laa et Kompagni i Broballe, c. 1/‘> Mil fra Kysten. (Et Kompagni i Flolm kunde ikke komme til Anvendelse mod Landgangen.) Det maa vel antages, at de 1600 M an d , bevæbnede med Bagladegeværer, jage Delingen, der er bevæbnet med Forladegeværer, paa Flugt og ligeledes formaa at overvinde den Modstand, der gøres af de 3 Delinger samt af Kom ­ pagniet i Broballe. I en Indskæring ved Hardeshøj ved Kysten stod 4 Piecer Feltartilleri; man kender fra Als den Nytte, slige Piecer kunne gøre i det korte Moment, de have Skud paa Baadene, saa vel som saadanne Piecers Skæbne; lidt Bedækning have de vel haft fra den ved Kysten staaende Deling. Hvad der videre kunde komme Forsvaret til Nytte, var for intet at regne, thi Fo rsva re t var ikke o rganiseret. Oberst Müller var samme Dag kommen til Als og naaede først ved Nattetid sit Kvarter, Rumohrsgaard, midt inde paa Als, rigelig 2 M il fra Kysten. De 53/4 Komp. af 12. Regiment vare komne samme Aften og havde end ikke deres Alarmpladser angivne; Kom ­ pagnierne laa spredte i forskellige Byer; Oberst Müller vidste end ikke, hvor de to af dem laa, thi de havde indkvarteret sig selv. — Forf. siger da først, at hans Udtalelser i Bogen sigte til Natten til d. 3. April. Dette gør imidlertid ingen væsentlig Forandring, efter som Bestemmelser angaaende Alarmplads, Meldingers Afsendelse pr. Telegraf o. s. v. først udgaves den 3. Komp. af 12. Regiment vare komne til, men dette forandrer heller ikke Sagen. Forf. kunde derfor lige saa godt holde sig til, hvad der staar i hans Bog „da Overgangen skulde udføres“ , hvilket var Natten til den 2. Imidlertid kan jeg i det følgende godt holde mig til den 3.

Forf. anfører mod mig en Rekognosceringsrapport, som han tager af Generalstabsværket II p. 310, hvori det hedder, at de mange Søer og Lavninger danne virksomme Forhindringer, som sætte en ringe Styrke i Stand til at opholde en overlegen Fjendes Fremrykning. M e n naa r et Fo rsva r ikke er o rg anise re t, hjælpe al Verdens S øg rupper intet. Hvis Forf. i øvrigt havde læst blot et Pa r Linier længere fremme i den omtalte Rekognosceringsrapport, vilde han have set, at der staar, at de 7— 8 Min. til Alarmering af Styrken og Fo rsvarets Ordning ikke ere tilstrækkelige til at samle vore Tropper saaledes, at Landgangen kan forhindres. Men hele Henvisningen til denne Søgruppes Tilstedeværelse røber et Fejlsyn hos Forf. T hi hvorfor holdt Preusserne hele Felttoget igennem (fra de første Dage af Marts indtil Dagen før Overgangen) fast ved Rallegaard som Overgangspunkt V Væsentlig fordi det over for Ballegaard liggende Terrain paa Als bød næsten ideale F o r ­ dele netop form edelst Eksistensen af den omtalte Søgruppe. Fo r den først landsatte Echelon gælder det altid om hurtigt at naa et A fsnit, der lader sig forsvare af faa Kræfter; ikke for tæt ved Kysten, thi da er der ingen Plads for de senere overførte Echelons, som tilmed lide af den fjendtlige Ild; ikke for langt fra Kysten, thi da er det usikkert, om man kan naa derop. Hver Gang Preusserne tænkte paa Ballegaard , maa Søgruppen med dens Delileer have staaet dem for Tanken; de først landsatte Tropper skulde uden Betænkning og hensynsløst ile op til dette Afsnits Besættelse, og de vilde, bevæbnede med Bagladegeværer, ikke være til at fordrive derfra. Med andre Ord: den Søgruppe, som Oberst Jensen beregner som Støtte for vort uo rganiserede Forsvar og tror vil gavne os, rummer tvertimod vor aller ­ største Fare.

Forf. siger, at Max Muller vil kunne vente Understøttelse1). Ja, det vil lian sikkert, men under hvilke Omstændigheder? Hans Kvarter er over 2 Mil borte, og der er ingen telegrafisk Forbindelse d ertil; lykkeligt, om Ordonnansen i Nattens Mørke blot kan finde dertil. A n ­ tag, at den første Echelon som paatænkt lander den 3. Kl. 3 Morgen; Kl. 5 har Fjenden da 3200 Mand i Land, Kl. 7 c. 5000, og Overførslerne fortsættes. Tidligere end Kl. 7 kan Oberst Muller under ingen Omstændigheder komme til Stedet: det er nu bleven lyst, og han bliver snart klar paa Situationen, thi han møder undervejs forsprængt Mandskab. Han melder til Overkommandoen; herved kommer dog i Betragtning, at den Baad, der var bestemt til at gaa først over, (en lille Baad ved Blaakrog med en Løjtnant og nogle Frivillige), havde det Hverv at overskære Telcgraftraaden fra Nordlandet samt overvælde Bavnevagten for af forhindre Bavnernes Antændelse. Man maa haabe, at Overkommandoen, naar den faar Meldingen, ikke beordrer den nærmeste Brigade (Brigaden i Augustenborg og Vollerup, rigelig 21 /a Mil fra Nordlandet) til at marchere derop, thi gaar man draabevis frem, bliver man draabevis tilintetgjort. Men hvad skal Overkommandoen gøre? jeg frygter, det bliver en Fortvivlelsens Taktik. Kl. 3 Eftm. ere 12000 Mand fjendtlige Tropper landsatte, og Overførslerne fortsættes. Man har faaet Fjenden i Land; hvorledes skal man faa ham ud igen? Skulle vi rømme Dvbbølstillingen og optage en Kamp i det aabne Terrain paa Als , indeklemte mellem Styrken fra Ballegaard, som rykker frem, og Belejringskorpset foran Dybbølstillingen, som nu ogsaa tager Offensiven V eller skulle vi blive i Dybbølstillingen, se vor Reserve paa AIs tilintetgjort og Dybbølstillingen beskudt i Ryggen? Moltke har Ret i sin Udtalelse om, at de Danskes Forlegenhed vil blive stor, naar de skulle gøre Front til to Sider.

Endelig har Forf. et sidste Argument, som ved første Øjekast skulde synes uomstødeligt, nemlig Marinens Indgriben, thi det er, siger han, selvfølgelig paa den samlede Samvirken af Land- og Søforsvaret, at han har bygget sin Bemærkning om det beklagelige i, at Overgangen ikke kom til Udførelse. Værdien af dette sidste Argument er desværre helt og holdent lig med N ul, og det er mærkværdigt, at Forf. ikke ved Besked derom. I en Skrivelse fra Marineministeriet af 1. A p ril hedder det nemlig, at Vanskelighederne ved at forhindre en Overgang ville ligge deri, at Overgangen sandsynligvis vil ske om Natten og da „enten med Storm af vestlig Vind eller i taaget Ve jr“, ligesom det ogsaa maa antages, at Fjenden ved Batterier, monterede med svært, riflet Skyts, vil være i Stand til paa kort Tid at ødelægge ethvert Skib, der kommer indenfor Skudvidde, kun netop med Undtagelse af R o lf Krake *). Skrivelsen slutter med at anbefale Overkommandoen at have en Troppestyrke paa rede Haand dér, hvor den frygter Landgang, eftersom Søstyrken ikke under visse Vejrforhold er i Stand til at forhindre Ekspeditionen (saaledes som ogsaa af Forf. citeret).

Men medens det i denne Skrivelse dog kun hedder, at det maa antages, at Fjenden vil opkaste Batterier, monterede med svært, riflet Skyts, fik Eskadrechefen et Pa r Dage efter fuld Sikkerhed for, at slige Batterier baade vare anlagte og monterede. Hvorledes det vilde være gaaet vore Skibe, hvis de under den eventuelle Overgang den 3. havde vovet sig ind i disse Batteriers Ild, fremgaar af følgende Telegram af 4. A p ril fra Eskadrechefen til Overkommandoen (G. S. V. II p. 303): „Som Følge af de Efterretninger, jeg i Dag har modtaget fra den kommanderende Officer over Søbevogtningen i Als F jord , der meddeler, at 22 svære Metalkanoner ere placerede i 2 Skanser omtrent 1600 Alen N. og S. for Snoghøj Færgegaard, og at Kanoner findes paa flere Steder langs Kysten op til Varnæshoved, maa jeg lige over for disse Foranstaltninger meddele den ærede Overkommando, at den nuværende maritime Styrke paa Als Fjord er aldeles intet, og at Marinen ikke har Midler til at forhindre en Overgang.“

Muxoll Orlogskaptajn.

Jeg skal som Eksempel paa Forf.’s Anker over mine Citater anføre Anken ved dette Afsnit. Det drejer sig om Mar.-Min.’s ovenanførte Skr. af 1. April. Ja. jeg har citeret den, siger Fort., men „det er rigtignok paa et andet Sled (Side 344)“. Forholdet er det, at Situationen Natten 1.— 2. April er i Forf.’s Bog skildret paa to Sider (p. 344 og 345); alt kan jo ikke staa paa samme Side. Søforsvaret er skildret p. 344, Landforsvaret p. 345, saa at Bemærkningen om, at Skildringen af Søforsvaret „rigtignok staar paa et andet Sted“ , hører til den Art Bemærkninger, som man burde være forskaanet for. Men det afgørende er overhovedet ingensinde, om en Skildring staar Side a eller Side b, men om Skildringen gælder for det betragtede Moment. Og at en Skildring af Søforsvarets T ilstand d. 1. April er af Betydning, naar Overgangen foregaar samme Nat, turde være uomtvisteligt.

4. Tabet af Als.

Forf. siger i sin Bog (p. 477), at havde man umiddelbart efter Dybbølstillingens Fald anlagt en befæstet Stilling mellem Ulkebøl og Sønderskoven, saa vilde Fjenden ikke have indladt sig paa at forsøge en Overgang over Alssund. Da der ved „Alssund“ efter Forf.’s Kaart, og i øvrigt ogsaa efter Generalstabens, forstaas hele Farvandet mellem Als og Slesvig (altsaa ogsaa Farvandet ud for Ballegaard), skrev jeg: „hvorledes skulde bl. a. en befæstet Stilling mellem Ulkebøl og Sønderskoven kunne bevirke, at Fjenden ikke indlod sig paa at forsøge en Overgang over Alssund ved Ballegaard V“ og hvad Nytte skulde den befæstede Stilling gøre, hvis Fjenden var gaaet over ved Ballegaard? Yderligere bemærkede jeg, at Anlæget af den snarest vilde tyde paa en mærkelig Kortsynethed hos os. Forf. svarer ikke lierpaa. Forf. siger videre i sin Bog, at naar der ikke var T id til at udføre dette Befæstningsanlæg, var der, navnlig henset til Styrken, kun ét at gøre. Blandt de Forsvarsforanstaltninger, der derefter foreslaas, nævner Forf. nogle Batterianlæg Nord for Kjær med Front mod Nord. Jeg forstaar dem fremdeles ikke. Endelig nævnede jeg den af Forf. foreslaaede Instruks for R o lf Krake og betegnede den som en „ejendommelig“ Instruks.

Forf. giver som sagt ingen Forklaring om alle disse Punkter, der dog ere af den allerstørste Interesse. I dens Sted refererer Forf. en Samtale mellem den højstkommanderende Ingeniørofficer og Oberst Max Müller. En første Bemærkning til denne Samtale, men af mindre Vægt, gælder Max Müllers Udtalelse om , at Fjenden vil foretage Landgangen fra Sandbjerg Skov og i Baade. Jeg beundrer denne Profeti, dog ikke hvad Sandbjerg Skov angaar, endskønt Profetien nær ikke var gaaet i Opfyldelse, eftersom Fjenden under hele Felttoget og lige indtil Dagen før Overgangen holdt fast ved Ballegaard som Overgangspunkt, men særlig hvad Baadangrebet angaar. De Officerer, der havde deltaget i Krigen 184S — 50, vare nemlig vante til at betragte Havet som en trofast Allieret. Herom vidne Udtalelser og Kommissionsbetænkninger fra hin Tid; man saa kun en Fare ved Havet, naar det lagde t ill ).

En mere betydende Bemærkning maa jeg gøre til den højstkommanderende Ingenieurofficers Udtalelser: „Jeg kommer fra Als. Forsvaret er færdigt fra Ingenieurernes Side“ o. s .v ., thi saaledes kan den højstkommanderende Ingenieurofficer ikke have udtalt sig; hans Ord vare da aldeles misvisende og vidnede om , at han i ingen Henseende vidste Besked om Forholdene. Under Vaabenhvilen maatte der nemlig i Henhold til Vaabenstilstands-Betingelscrne ikke arbejdes paa Stillingernes Forstærkning, hvilket gav Arbejderne paa Als et yderst betænkeligt Afbræk. De kunde først genoptages den 25. Juni, og Følgen deraf blev, at vi naaede ikke at anlægge L ø b e g ra v e paa A m k i I s ø r e s n o r d l i g e S p i d s , netop der, hvor Overgangen fandt Sted; som bekendt var et større Kommando af 18. Regiment paa Arbejde derude, da Fjenden angreb; vi naaede ikke at anlægge Miner hverken ved Arnkilsøre eller paa Strækningen Syd herfor helt ned til Kjær Vig,

og vi naaede ikke at anlægge de af Ingenieur - kommandoen foreslaaede forsænkede Placementer for A rtille ri paa Arnkilsøres n. v. Kyst (saalidt, som det af Artillerikommandoen foreslaaede Batteri ved Arnkils Skovs n. v. Hjørne). Den vigtigste Bemærkning, jeg har at gøre, er dog den, at det givne Referat er ganske overflødigt, thi Max Mullers Udtalelser gaa jo kun ud paa at kritisere det paa Als anvendte Forsvarssystem, og dette tænker intet Menneske paa at forsvare. Ingen kan t. Eks. fordømme det strengere end Generalstabsværket, der (III p. 25G) henpeger paa, at saavel Løbegravsanlæget som Kommunikationsgangen mere kom Fjenden til Nytte end os selv.

Kaster man et Tilbageblik paa de ovenfor fremsatte Bemærkninger, og tla først paa 1ste Afsnit, vil man se, at ikke faa Ændringer af ret alvorlig Art ere ganske nødvendige i Forf.’s Bog, i det forholdsvis lille Afsnit „Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen“ .

1. Bemærkningerne om, og Beklagelsen over, at det 1 Befalingen til Opbrudet ikke var bleven sagt Hæren, at B e s l u t n i n g e n v a r b l e v e n t a g en i et K r i g s r a a d , maa udgaa.

2. Ved Beretningen om Begivenhederne ved Mysunde maa Navnet Lundbye overalt rettes til Weyhe; Anken om at have forladt Forposter og Skanser tør ikke rettes mod Major Weyhe, eftersom en saadan Beskyldning ikke kan bevises. Udtalelsen

„Lundbye afmarcherede Kl. IDA med 2 Kompagnier. De 2 andre fulgte efter Kl. 11“ . maa rettes til: „Wcyhe afmarcherede Kl.O1/» med sin Bataillon. 2 K o m p a g n i e r a f R e g i m e n t fulgte efter K l. 101 /4. 'S. Om Kampen ved Sankelmark siger Forf. i „T ilsvaret“ , at det er ganske naturligt, at der kan være Fejl i Enkelthederne. Dette har dog, siger han, mindre at sige. forsaavidt de ikke berøre Hovedpunktet, derangiver, hvem der førte Kommandoen. M e n netop paa dette Om raade giver Forf. sig helt. idet han nemlig siger, at det er ikke korrekt, naar han i sin Fremstilling har ladet General Steinmann optræde som Kommanderende, efter at Befaling var bleven meddelt Max Midler om Udstilling af Forposterne; fra det Tidspunkt har Generalen ikke givet Max Müller nogen som helst Befaling. Som det fremgaar af denne min Artikel, bestrider jeg denne Opfattelses Rigtighed, men bortset herfra, vil der altsaa efter Forf.’s Forlangende være at foretage ikke faa Udslettelser i hans Bog. Hvilke disse skulle være, maa det blive Forf.’s Sag at bestemme. Vi fremhæve kun Vanskeligheden ved at tilbagekalde Partier af en alt trykt Bog.

Desuden maa der gøres folgende Ændringer:

Forf. maa træffe sit Valg mellem de paa forskellige Steder givne, hinanden modstridende Forklaringer om G r u n d e n t i l , at M a x M ü l l e r 1 o d e s ene i K a m p , og s t ryge dem, der forkas tes; de f o r s k e l l i g e A n k e r i m o d O v e r k o m m a n ­ doen for at have ladet Max Müller ene i Kam p, saa vel som Udtalelsen om, at Steinmanns Melding udsagde, „at det var kommen til Kam p“ og den derpaa baserede liaarde K ritik mod Overkommandoen maa stryges. Beretningen om Ordonnansofficerens Sendel se maa udgaa. Tid spu n k te t for Scharffenbergs Brigades Gennemgang maa efter Forf.’s Forlangende rettes fra 3V2 til „henimod 3“ . Forpoststillingens Beliggenhed, der paa flere Steder fejlagtig angives at være ved Oversø, maa ændres; den ligger ved Jaruplund.

Beretningen om Begivenhederne den 6. Februar Aften p. 161 m a a om arbejdes, eftersom Forf. er kommen til at blande to til forskellige Tidspunkter udgaaede Ordrer og Meddelelser sammen. Endelig maa K v a r t e r a n g i v e l s e r n e eftersees; saalodes angives General Gerlachs Kvarter efter Tilbagetoget (Bogen p. 167) at være Dybbøl (hvor Divisionskvarteret umulig kunde være) istedetfor Sønderborg (G. S. V . I p. 301). Ser man hen til disse ganske nødvendige Ændringer paa et forholdsvis ringe Sideantal, maa det vistnok erkendes, at mine Udtalelser (nogle Bemærkn. p. 268) om, a t F o r f . i k k e o v e r a l t h a r h a f t H e l d m e d sig i H e n s e e n d e til at give en fu ld t k o r r e k t F r e m ­ stilling , og at hans K ritik saaledes savner det sikre F u n d am e n t“, ikke vare for strenge. Og kaster man fremdeles Blikket paa det 2det A fsnit, Forf.’s kritiske Betragtninger til Krigens Flovedbegivenheder: Ankerne mod Overkommandoen vedrørende Kavaleri-Divisionen , som Forf. vil have u d paa H e lgenæs; F o r f . ’s f e j l a g t i g e S y n p a a F o r h o l d e n e v ed Fredericia; Forf.’s Beklagelse over, at Fjenden ved Storm blev forhindret i at udføre B a l l e g a a r d - 0 v e r g a n g en , og Forf.’s Fo rslag til F o r s v a r s fo r a n s ta ltninger paa Als, maa det vistnok erkendes, at mine Ord (p. 268) „ a t d e r m od F o r f . ’s B e t r a g t n i n g e r og R æ s o n n e ­ m e n t e r p a a m ere end et S t e d k a n re j ses ik ke uvæsentlige In dven ding e r“, heller ikke vare for strenge. Og Rigtigheden af disse Ord er ganske sikkert ikke bleven afkræftet ved de i „Tilsvaret“ fremførte Betragtninger og Ræsonnementer, saalidt som ved, hvad jeg nu skal fremdrage, vedrørende Forf.’s Udtalelser om Generalstabsværket.

Forf. siger (p. 384), at Forf. af vort Generalstabsværk har ment at kunne nøjes med de officielle A k tstykker, der findes i Krigsarkivet, og det preussiske Generalstabsværk, og at Følgen deraf blev og maatte blive, at Fremstillingen af, hvad der skete i 1864 paa vor Side, kom til at lide af Urigtigheder og Mangler. Jeg skal i den Anledning oplyse følgende1): Da Arbejdet skulde paabegyndes , havdes til Raadighed ved Udarbejdelsen foruden de officielle A k tstykker h e l e d e t a f K a p t a j n G. Th . S ø r e n s e n i n d s a m l e d e , i G e n e r a l s t a b e n s A r k i v b e r o e n d e Materiale. Dette skønnedes dog ikke tilstrækkeligt; det var tværtimod Generalstaben magtpaaliggende fra første Færd at søge dette Materiale endog i betydelig Grad forøget ved indhentede Oplysninger. Der indrykkedes derfor i „M iiitæ rtT id s sk rift“ følgende „Meddelelse til Selskabets Medlemmer (se Mil. Tidsskr. 17. Aarg. 1. Hæfte 1888):

„Da Redaktionen har bragt i Erfaring, at Generalstaben har paabegyndt Udarbejdelsen af den dansktyske Krig 1804, tillader den sig at henstille, at Alle, der maatte være i Besiddelse af Oplysninger, der kunne komme til Nytte ved Udarbejdelsen (Breve, Aktstykker, Berigtigelser til tidligere fremkomne Fremstillinger, o.s.v.) vilde lade disse komme Generalstaben ihænde.“ “ Der sørgedes tillige for, at en lignende Opfordring blev optaget i de større Blade. Foranlediget herved indkom en Del Oplysninger fra højere og lavere Militære samt fra Civile; der havde sikkert her været Anledning for Forf. til at indsende sine Dagbogsoptegnelser, men dette skete ikke. Saadanne indkom derimod fra andre Officerer. I øvrigt forelaa der Overkommandoens Dagbog foruden Dagbøger førte at alle Divisioner, Brigader o.s.v., og disse Dagbogsoptegnelser, der Krigen igennem anordningsmæssigt førtes ved alle større Stabe, blev foruden de indkomne Meldinger selvfølgelig til den allerstørste Nytte. Yderligere Oplysninger indkom ifølge direkte Henvendelse til forskellige Officerer. Paa sidstnævnte Maade fremkom saaledes fra Oberst Gerlach: Optegnelser af hans Fader; fra Oberst Neergaard: hele det af ham indsamlede Materiale til Brug ved Udarbejdelsen af lians Fremstilling af 18. Regiments Deltagelse i Krigen 18(54 samt udførlig Redegørelse for hans Fremstilling af Kampen paa Als; fra Oberst Berg: Optegnelser angaaende 11. Regiments Deltagelse i Krigen 1864 og særlig i Kampen den 18. A p ril o.s.v. o.s.v. Desuden havdes til Afbenyttelse en Del betydende Brevsamlinger. Hver Gang et større Afsnit var fuldendt, blev dets Indhold drøftet — for saa vidt dertil kompetente Møand fandtes — med disse. I første Række maa det her nævnes, at de forskellige Afsnit revideredes af Generalstabens Chef, daværende Generalmajor Schroll, som fra sin Stilling som Souschef ved 1. Division fra Krigens Begyndelse og indtil Dybbølstillingens Fald , samt derefter som Souschef ved Overkommandoen, havde et Førstehaands-Kendskab til de fleste af Krigens Begivenheder. I øvrigt skete Henvendelse dels til Førere af højere eller lavere Rang (ifølge Sagens Natur ikkun faa), dels til Mænd, der enten som Stabschef, Souschef eller Ad judant maatte formodes at have et nøjere Kendskab til Begivenhederne.

Da Forf. fremhæver sine personlige Erfaringer, maa det vel være ogsaa mig tilladt at nævne mit personlige Kendskab til Begivenhederne, indhøstet under min T jeneste i Krigen som Adjudant ved 2. Brigade (3. og 18. Regiment), en Brigade, der deltog i Dannevirkestillingens, Dybbølstillingens og A is’s Forsvar og var med i alle større Kampe. Da Brigaderne ingen Stabschef havde, blev mit Kendskab til Begivenhederne kun saameget mere indgaaende. Ved Fremstillingen af Forholdene vedrørende de befæstede Punkter, Dannevirke, Dybbøl, Als og Fredericia, og specielt hvad Forholdene i Fredericia angaar, benyttedes Ingenieurkorpsets Jubilæums-Skrift; om Forholdene ved Artilleriet søgtes Oplysning i General Joncquiéres Skrift. I øvrigt er benyttet Tidsskrifter, Bøger og B rochurer (saaledes særlig Schøllers Beretning om Dybbølstillingens Forsvar, Oberst Ravns Fremstilling af Kampen paa Als, Regimentshistorier o. s. v.). Kaptajn C. Th. Sørensens Bog blev ikke benyttet under Udarbejdelsen af de forskellige Afsnit; men hver Gang et Afsnit var fuldendt, blev den benyttet for at komme til Erkendelse af, hvilke Indvendinger der kunde gøres mod Generalstabens Fremstilling. Naar henses til de Bestræbelser, der bleve gjorte for at erholde de ommeldte Oplysninger, de talrige personlige Henvendelser, den store Korrespondance og den store Tid , der er anvendt paa at gennemgaa det indsamlede Materiale, kan Oberst Jensens Udtalelser paahøres med god Samvittighed.

Hvad angaar Arkivernes mangelfulde T il ­ stand, et Punkt, som er fremdraget i Militær Tidendes Nr. 246 (under Henvisning til en Anmeldelse af Generalstabsværkets I. Del i Militært Tidsskrift), ønsker jeg at oplyse, — hvad der i øvrigt fremgaar af den nævnte Anmeldelse i Militært Tidsskrift — at de nævnte Mangler væsentlig gjaldt Krigens Forhistorie. K rigsarkivet, hvori Oplysninger søges for Operationernes Vedkommende, kan for Krigen 1804’s Vedkommende næppe siges at være mere mangelfuldt, ond saadanne Arkiver i Reglen pleje at være. Men Krigsministeriets Arkiv, hvori Oplysninger maatte søges vedrørende Krigens Forhistorie, viste nogle slemme Lakuner. Flere mere betydende Skrivelser og Redegørelser vare forsvundne. Jeg skal dog tilføje, at den nu i en Aarrække med stor Energi og Dygtighed udførte Omordning af Krigsministeriets Arkiv efterhaanden har bragt dette i en fortrinlig Tilstand og skaffet tilveje ikke faa af de A k tstykker, som tidligere savnedes. — Forf. drager stærkt tilfelts imod mig i Anledning af den i Generalstabsværket givne Kritik af Krigsbegivenhederne. Han siger (Tilsvaret p. 384— 385), at den Opfattelse af Krigsførelsen, som Generalstabsværket søgte at skaffe Indgang, stod i afgjort Modstrid med den Opfattelse, der levede blandt de Officerer, som havde kæmpet i Geleddet. „Derfor maatte der nedlægges en Indsigelse“ , og det var dette, som bragte ham (Forf.) til at tage Ordet. Forf. gør mig imidlertid kun med Urette ansvarlig for den i Generalstabsværket givne Kritik. Da i 1887 den daværende Chef for Generalstaben henvendte sig til mig, der den Gang var Oberstlieutenant og Chef for 2. Bataillon, med Forespørgsel, om jeg vilde paatage mig Arbejdet ved on Fremstilling af Krigen 18G4 under Generalstabens Ledelse, overtog jeg kun Arbejdet paa den Betingelse, at Generalstaben kom til at staa som Udgiver uden nærmere Angivelse af, hvem der havde udarbejdet Værket. Jeg stillede denne Betingelse, fordi jeg forudsaa, at medens der ingen Indsigelser var rejst mod Generalstabens Kritik over de lykkelige Krigsbegivenheder i 1848— 50, vilde der blive fremsat ikke faa Indsigelser eller Protester mod en Kritik over Begivenhederne i 18(14. Slige Protester maatte ikke kunne adresseres til mig, der som sagt den Gang var Oberstlieutenant; Generalstaben m aatte staa inde for K ri tik k en og helt tage Ansvaret for den. Det Ansvar, jeg over for Generalstaben kunde paatage mig, kunde kun gælde den samvittighedsfulde Benyttelse af Aktstykkerne, og dette Ansvar bærer jeg fuldt ud.

Værket blev udarbejdet under Ledelse af den daværende Chef for Generalstaben, Generalmajor Schroll. K ri tik k e n er G e n e rals ta b e n s , og d enn e alene bærer Ansvaret for d e n 1). Det følger heraf, at Forf.’s stærke Udtalelser imod de kritiske Bemærkninger i Generalstabsværket forblive ganske ubesvarede fra min Side. Forf. kalder mig „Anm elder“ . Det er jeg ikke; jeg har tvertimod, hvor det gjaldt om at vise, at Frem ­ stillingen er mindre korrekt i sine Enkeltheder, kun behandlet et ganske enkelt Afsnit. Ogsaa i dette mit Gensvar har jeg strengt holdt paa ikke at bevæge mig udenfor den en Gang afstukne Ramme. I mine Bemærkninger p. 299— 300 angav jeg, hvad der havde bevæget mig til at tage Ordet. Jeg vilde kun have haft liden Tilfredsstillelse ved at paavise Værkets Mangler og vilde aldrig have stillet mig dette som Maal, naar ikke Tanken var den, som udtalt, at tage Braaden fra en stræng og skaanselsløs Kritik, som efter min Overbevisning paa mangfoldige Steder er ganske uretfærdig. Paa selve denne Kritik har jeg kun givet faa Eksempler; et enkelt Sted (Fredericias Rømning), hvor Forf. endog roser Overkommandoen, har jeg tvertimod maattet erklære, at der ingen Anledning er dertil. Naar Forf. paa dette enkelte Sted roser Overkommandoen, giver dette ham i øvrigt Lejlighed til med des større Voldsomhed at angribe den daværende Krigsminister1). Oberst Jensens Værk er bleven særdeles anerkendt af Pressen, og det er bleven udtalt, at „det har størst selvstændig Betydning ved en indgaaende Kritik af Krigsførelsen“ . — Hvorledes Kritiken og Fundamentet for samme er beskaffen, vil frerngaa af det foranstaaende.

Februar 1901.