Siden Norges og Danmarks optagelse i Atlantpagten har der fra såvel dansk-norsk som svensk side været en vis tilbageholden­hed overfor en offentlig diskussion om Sveriges strategiske stilling i relation til NATO-forsvarets nordlige fløj, formentlig ud fra en forståelse af emnets politiske ømtålelighed. Specielt består der fare for, at sådanne indlæg fra norsk eller dansk side kunne mistydes i retning af forsøg på påvirkning af den svenske opinion til fordel for svensk tilslutning til Atlantpagten.

Nu er problemet jo af vital interesse for de respektive par­ter, og det har givetvis givet anledning til mange interne over­ vejelser i de interesserede stabe og politiske organer. Kun meget snævre kredse delagtiggores imidlertid i sådanne overvejelser. Men det var ønskeligt, at så mange politisk ansvarsbevidste nordboer som m uligt havde gjort sig problem stillingen klar.

Det må derfor hilses med tilfredshed, at der i den senere tid er fremkommet indlæg om spørgsmålet i den svenske militære fag­ presse. Således bringer Ny M ilitär Tidskrift i sit oktobernummer en redaktionel kommentar i anledning af Main Brace-øvelsen, her­ under om betydningen af, at im porten fra vest holdes i gang også under en krig. Udtalelserne har fået nogen omtale i den danske dagspresse, hvor man især har fæstnet sig ved det svenske tids­ skrifts konstatering af det afgørende i, at de for Sverige livsvig­ tige forbindelser vestud holdes åbne i en krig, det va're sig over Skagerak eller Norges vestkyst.

I oktobernummeret af Ny Militär Tidskrift bringes en artikel af oberstløjtnant Sam Myhrman under overskriften „Skandinaviens luftstrategiske forhold fra svensk synspunkt“. I en fodnote oply­ses, at artiklen samtidig optages i Norsk Luftmilitært Tidsskrift, ligesom man håber, „att framdeles kunna belysaämnet även ur norsk oeh dansk synpunkt“. Dette håb synes for det danske syns­ punkts vedkommende ikke beskæmmet, eftersom artiklens hoved­ linier nøje falder sammen og stort set dækker, hvad der på dansk side er offentlig fremsat, mest udtømmende vel nok i piecen „Dan­mark i Atlantunionen“ af daværende oberst E. Kragh.

I det følgende skal hovedindholdet af ohl. Myhrmaus (Ml artikel refereres, bifojet enkelte kommentarer udfra et dansk (eller NATO) synspunkt.

Skandinavien i skudbanen.

M . frem drager først det faktum , at de korteste flyveveje fra baser i Nordamerika, Grønland og Island til størstedelen af det europæiske Rusland går over Skandinavien. Det omvendte gælder for de russiske, strategiske flyverstridskræfter (inklusive fjern­ våben), som er baseret nord og vest for Moskva. Det svenske tids­skrift har for nogle år siden karakteriseret denne situation med udtrykket „Skandinavien i skudlinien“. Det er klart, at det ville være en fordel for begge parter, om deres strategiske flyvere kunne ikke blot flyve henover, men også være baseret i Skandinavien, om end en sådan fremskudt basering med de moderne rækkevid­ der må betegnes som ønskelig, men ikke nødvendig. Derimod kan — ligeledes for begge parter — Skandinavien være ønskelig til basering af jagere til eskorte.

Fra et dansk synspunkt er der vel ikke andet at føje hertil, end at vi med vore nordlige besiddelser, Grønland og Færøerne, uvægerligt er stærkt engageret i den udvikling, som den frem­ skredne tekniks mulige udnyttelse af polar-luftrunnnet har med­ ført. Den vægt, der lægges på luftforsvaret af det egentlige Dan­ mark, fremgår af det rejste spørgsmål om basering af jagere fra en fremmed NATO-magt i Danmark, indtil vi selv måtte blive i stand til at præstere et tilfredsstillende luftforsvarsberedskab.

Kampen om Atlanterhavet.

M. fortsa'tter derefter: „Ved en krigsførelse i Europa kom­ mer Vest til at være i høj grad afhængig af bl. a. søværts forbin­ delser over Atlanten. At afskære eller i det mindste forstyrre disse vil derfor blive en første rangs opgave for Øst. Dertil egnede midler er, foruden f. eks. kommunistisk sabotage og strejker i berørte bavne, især u-både. Sovjets u-bådsvåbens store omfang taler for rigtigheden af denne opfattelse. Dets europæiske dele er koncentreret i Østersøen og Det nordlige Ishav. De er af en sådan styrke, at de næppe kan være beregnet til udelukkende defensiv anvendelse i nannte farvande. Men for at komme til offensiv-områderne i Atlanterhavet skal de ud gennem Østersø-udlobene eller rundt om Nordkap. At bolde disse passager åbne må altså va're et førstebåndskrav for Sovjet. Allerede heraf frem­ star klart Skandinaviens betydning for kampen om Atlanterhavet.“

Man kunne i samme forbindelse erindre om den britisk-ame- rikanske flådestrategi, formuleret som „attack at source“, som vil rette søgelyset mod de samme områder.

Det frem skudte basisområde.

Det hedder videre bos M .: „M en man kan gå videre endnu. Selv for moderne u-både, udstyret med snorkel, må en afkortning af vejene til operationsområdet være af værdi. For de sovjet­ russiske u-både er dette muligt, hvis de kan få baser på den skan­ dinaviske Atlantkyst.

Herudover viser erfaringerne fra søhandelskrigen i den an­ den verdenskrig, at taktisk flyvevåben er et ønskeligt supplement til u-bådene. Men erfaringerne viser også, al flyvemaskinen er en af u-bådens farligste fjender. Dette medfører på sin side ønske om luftbeskyttelse af u-bådene i deres baser og under ud- og indløb. 1 samtlige disse tilfadde: samvirke, modvirke og beskyt­telse må flyvebaser i Skandinavien være ønskelig for begge parter, uår det gælder søhandelskrig og u-bådsvirksomhed i en sådan nærhed af det skandinaviske område, som her omtalt.“

I samme forbindelse kan påpeges, at det må anses for et nærliggende ønske for Øst at få sin flyvervarsling lagt frem til Vestnorge—Jylland som en naturlig nordlig forlængelse af den skærm, som iøvrigt kan etableres langs demarkationslinien i Tysk­ land. Uden en sådan fremskydning vil der være et for Sovjet ubehageligt hul i flyvervarslingen (og det forreste jagerforsvar) ud for den nordlige flanke og netop i en vigtig strategisk ind­ flyvningsretning, som foran nævnt.

Dette hænger nøje sammen med det na>ste synspunkt, som M. frem drager under overskriften ..Hornet i siden“.

„Et østfremstød over det europæiske fastland efterlader den nordlige flanke åben mod Skandinavien. Med baser i det sydlige Skandinavien ville Vest få gode muligheder for flyverangreb mod Østs udstrakte forbindelseslinier gennem Tyskland og Polen eller over Østersøen. En sådan situation ville altså blive et direkte „born i siden“ på den vestgående Øst-offensiv. Alene risikoen for en sådan flanketrusel kan drive Sovjet til forebyggelsesforanstalt­ ninger mod det sydlige Skandinavien.“

Synspunktet er velkendt og falder f. eks. nøje sammen med udtalelser fra general Eisenliower i lians tid som SACEUR om ønskeligheden af stærke flankestillinger, hvorover „pindsvine-diskussionen“ her i landet opstod. Man kan drage paralleller til Grækenlands og Tyrkiets stilling som mulige udgangsbaser for slag mod Sovjets „bløde mellemgulv“, jfr. Militært Tidsskrift, juni 1952, s. 217 ff., selv om mellemgulvet måske er mindre blødt nord­ på, for så vidt angår den inden for rækkevidde af Skandinavien værende strategiske industri. Men at forsyningslinierne over land i forbindelse med en storoffensiv mod Vesteuropa vil blive an- strengte, og dermed Østersøtrafikken tiltage i betydning, kan alene ses af den overordentlige vægt, som tvskerne efter deres eget ud­ sagn i sidste krig tillagde kysttrafikken i Østersøen. Også i dag er den derværende samlede østlige tonnage meget betydelig.

Skandinavien i et bramdpunkt.

Efter således at have opridset de mest tungt vejende grunde til den antagelse, at Skandinavien vil blive et brændpunkt i en europæisk krig, går M. over til at betragte problemerne i forhold til de tre landes øjeblikkelige udenrigspolitiske status.

Forfatteren stiller først på et rent teoretisk grundlag det spørgsmål, om en samlet skandinavisk neutralitet — i hvert fald indledningsvis — vil kunne tænkes under en evt. kommende stor­ konflikt med Norges og Danmarks stilling som medlemmer af NATO. Hvis dermed tænkes på en storkrig, som omfatter — eller medfører militære aktioner henover — Vesteuropa, må svaret for­ mentlig blive nej. Dette uanset det faktum, at art. Vi Atlant­pagten, som formulerer medlemsstaternes forpligtelser, ikke er affattet således, at den forpligter staterne til automatisk at erklære krig, hvis en af dem angribes inden for det område, som pagten dækker. M. drager iøvrigt selv følgende slutning, som giver sam­ me resultat, hvad enten Norge, Danmark og Sverige selv vil det eller ej: „Sovjet vil nu'ppe kunne finde sig i en neutral skandi­ navisk kontrol over gennemsejlingsfarvandene, og da også på an­dre punkter en streng, væbnet, samlet skandinavisk neutralitet i hvert fald indledningsvis vil give Vestmagterne anselige fordele, er det svært at tænke sig, at et neutralt Skandinavien kan få lov at ligge i fred.“

Derefter diskuterer M. mulighederne for, at et neutralt Sve­ rige vil blive respekteret; udtalelserne herom citeres i deres hel­hed :

„Danmark og Norge er tilsluttet Atlantpagten. Sverige er pagtfrit. Der er derfor teoretisk større muligheder for Sverige for at holde sig uden for en evt. storkonflikt end for Danmark og Norge.

I det tidligere førte, teoretiske ræsonnement om Skandina­ viens betydning i en fremtidig krig er svensk territorium bl. a. direkte nævnt i to sammenhæng, nemlig som værende „i skud­linien“, d. v. s. som passageland for strategiske flyverstyrker og som strandejer ved et af Østersøudløbene.

En streng og vel hævdet svensk neutralitet kan måske — i det mindste indledningsvis — formå begge parters strategiske flyver- styrker til at vælge veje udenom svensk territorium. Det gælder særligt Sovjet, da der for Sovjet turde være mindst ulempe her­ ved. Efter nogle ugers storkrig foreligger dog stor risiko for, at de krigsførende hensynsløst vil ignorere folkeretten og vor neu­tralitet og — selv med de politiske ulemper og de tab, som en krænkelse af vor neutralitet kunne indebære — søge al udnytte luftrummet over Sverige til deres operationer. En sådan situation vil stille svensk luftforsvar overfor mange svære og delikate pro­blemer. Endnu mere problematisk stiller det næste punkt sig. En fuldstændig kontrol af Østersøudløbene er ikke mulig uden ad­ gang også til svensk område. En sammenligning med situationen under den anden verdenskrig balter, thi i modsætning til Sovjet var Tyskland allerede før krigsudbruddet strandejer ved Nordsøen og med fuld kontrol eneindehaver af Kielerkanalen. Tyske sø­stridskræfter kunne således overføres fra Østersøen til Nordsøen (og vice versa), uden at anden magt blev berørt eller kunne have kontrol derover. Øresundsproblemet må derfor under alle om­ stændigheder blive betydeligt vanskeligere at klare for Sverige under en kommende krig, end det var under anden verdenskrig. Og da var det ingenlunde let!

Yderligere en sag må betragtes i denne sammenhæng. Kan en stormagt som Sovjet tage risikoen for en åben flanke, selv om den delvis vender mod et land, der har erklæret sig neutralt? Med Sovjets ofte viste mistro over for ærligt afgivne erklæringer in mente må man ved en storkonflikt — selv med her hidtil an­ førte præmisser — alvorligt regne med risikoen for sovjetrussiske præventive forholdsregler mod det svenske Øresundsområde og måske også mod det sydlige Sverige iøvrigt. Hvor stor denne risiko er, afhænger af, i hvilken udstrækning Sovjet vil kunne respek­ tere og godkende en svensk neutralitet. De svensk-russiske note- udvekslinger om eksempelvis den russiske territorialgrænse til søs og nedskydningerne i Østersøen giver ikke anledning til svensk optim ism e i denne henseende.“

Alle danske, der har tænkt over disse problemer, vil nikke genkendende til disse klart fremsatte ræsonnementer.

Spørgsmålet om, hvilken af de to parter der ville liave størst fordel (mindst ulempe) af svensk neutralitet, har mange sider. Viljen til at respektere svensk neutralitet i situationer, hvor det drejer sig om liv eller død, vil nok for hegge parter stå og falde med resultatet af en usentimental afvejning af fordele og ulem­ per i en iskoldt beregnende, militær sammenhæng. For Vestens vedkommende dog måske i noget højere grad end for Østens iblandet et vist politisk hensyn til folkeopinion o. lign. faktorer.

M. drager nogle flere sider af spørgsmålet frem under over­ skriften den svenske barriere:

„Svensk territorium er imidlertid af interesse for Sovjet også i andre henseender. Rent teoretisk kunne russerne nå den skandi­ naviske Atlantkyst, d. v. s. okkupere Danmark og Norge, uden at Sverige direkte blev berørt. Følgen heraf for Sverige ville da blive, at det blev helt omringet af sovjet-kontrolleret område. En sådan situation ville, i hvert fald på længere sigt, indebære, at Sverige ville komme i fuldstændigt afhængighedsforhold til Sovjet.

I praksis er det dog, militært set, ikke m uligt for Sovjet at gennemføre en okkupation af Norge, uden at Sverige berøres. Eftersom Norge, støttet af Atlantmagterne, givetvis vil byde hård modstand, tvinges Sovjet for at have udsigt til en heldig gennem­ førelse af foretagendet til at indsætte meget stærke landstrids­ kræfter og/eller luftlandsætningsstyrker. Disse kræver på deres side meget stærk flyverstøtte og en omfattende forsyningstjeneste. Hvad angår flyverstøtten, kan den taktiske del heraf næppe virke inden for mere end området om kalotten i nord, uden at svensk område berøres. Støtte med strategiske flvvere kan derimod ydes uden berøring af Sverige, ved at den længere aktionsradius ud­ nyttes til at flyve udenom svensk område. Mulighederne for for­ syning ad luftvejen og for luftlandsætninger ligger derimod nær­ mest de for taktisk flyverstøtte gældende.

Til disse luftkrigssynspunkter kommer yderligere alle land- og søkrigssynspunkter. Militærteknisk synes det for eksempel nød­ vendigt for Sovjet under et fortsat angrebsforetagende til lands mod Norge efterhånden at flytte sine baser, sine bagved værende forsyningsinstallationer o. s. v. ind på svensk område. Det er der­ for lidet troligt, at Sovjet kan okkupere Norge, uden at Sverige bliver direkte engageret.

For Norge og til en vis grad for Danmark er Sverige strate­ gisk set ikke blot et tænkeligt passageland for strategiske flyver­ styrker og et muligt baseområde for flyveroperationer for eksem­pel svdml.

Sverige kan — især for Norge — også blive et mod ost frem­ skudt luftforsvars- og baseområde. Det bør bemærkes, at Norge og dele af Danmark ligger i „luftforsvarslæ“ af Sverige. Sverige bliver i begge fald en barriere der bliver besværlig for Sovjet, enten den nu omgås (overflyves) eller gennembrydes (overflyves).“

Svensk neutralitets indflydelse på Danmarks stilling.

Rent m ilitæ rt set — der kan eller skal naturligvis ikke på dette sted være tale om at komme ind på de politiske hensyn, der bar været afgørende for Sveriges stilling i dag — vil forhol­det muligvis i sammenfattende form kunne stilles således op:

Den mest iøjnefaldende og meget tungt vejende ulempe ved den svenske neutrale stilling er jo, at der ikke i fredstid — som tilfældet er for dansk-norsk område — kan ske en fælles planlæg­ ning for og ikke afholdes fælles øvelser i forsvaret af områder, der i den grad militært liænger sammen som for eksempel Syd­ sverige, Sjælland og Bornholm med tilstødende farvande.

Om en også efter et krigsudbrud fortsat og fra begge sider respekteret svensk neutralitet kan siges:

1) at den vil vanskeliggøre et forlænget forsvar af Bornholm, som i varslingstjenesten er meget værdifuld,

2) at den i luftvarslingsmæssig henseende vil give vanskelighe­ der for Sjællands forsvar (varsling af indflyvninger fra syd­ øst),

3) at fuldstændigbeden af en spærring af Øresund vil være afhængig af svenske forholdsregler inden for svensk territorial­ farvand,

4) men at såvel sø- som luftledes førte angreb mod Sjællands østlige dele i nogen grad vil blive vanskeliggjort for angri­ beren, der vil kunne komme til at savne manøvremulighed mod øst, når han ikke må (vil) krænke svensk territorium (især hvis denne angriber regner med en 12-sømile grænse),

5) at endelig sådanne af M. omtalte „horn i siden“ operationer, som NATO måtte være i stand til at udføre, vil blive tvun­ get til at udgå fra (over) dansk territorium og følge inter­ nationalt farvand og luftrum i Østersøen og derved løbe spids­ rod langs et belt system af østlige baseområder langs Østersø­ kysten, livis de søges fort dybt ind i modpartens flanke.

Alt i alt forekommer det, som om svensk neutralitet vil være en mindre ulempe for NATO i en situation, livor NATO på sin nordlige fløj er tvunget i en ren defensiv, end hvor der for NATO åbner sig muligheder for i rammen af den almindelige defensiv al gå offensivt til værks i visse områder og til visse tidspunkter. Ved en sådan kalkulering er det iøvrigt vigtigt for os danske ikke at glemme, at den meget betydelige svenske forsvarsmagts tilstedeværelse vil binde ligeledes betydelige Øslblokstyrker, hvad­ enten Sverige er neutralt eller krigsførende på vestlig side.

Men hvis Sovjet for de vanskeligheder, som det vil koste evt. indledningsvis at respektere svensk neutralitet, nemlig kanalise­ring af angrebet på Skandinavien til det yderste Nord og det yderste Syd, vil få den pris derefter at kunne gøre op med et isoleret Sverige, har regnestykket svært ved at gå op til fordel for andre end Sovjet.

E. H. Wolff.