Rytteriets Afsidning og Fægtning tilfods

Efter at de seneste Krige i tilstrækkelig Grad have godt­ gjort, hvilken udstrakt Gavn den Stat har af sit Rytteri, som i Fredstid har forstaaet at give det en saadan Ud­dannelse, at det i Felten har fyldestgjort de Krav, der stilles til dette Vaabens store Alsidighed, er det mer og mer gaaet op for den almindelige Bevidsthed, at just denne Alsidighed i Uddannelse kunde gjøre Fordring paa et grundigt og resuitatbringende Studium.

Følgerne af et saadant have ikke ladet vente længe paa sig; den militære Literatur har ogsaa ofret Rytteriet sin Virksomhed, og ikke hlot dette Vaabens Optræden i det store, men endog den .Meniges Uddannelse er bleven gjort til Gjenstand for videnskabelig Undersøgelse. Et Afsnit, der med Rette kan gjøre Krav paa at blive be­ handlet saa indgaaende som muligt, er Afsnittet om Afsidning og Fægtning tilfods. At denne Paastand er korrekt, viser dels Erfaringen fra Øvelsespladsen, hvor denne Disciplin hører til de allervanskeligste, dels den i Rytteriet herskende Meningsforskjel om Tiden og Stedet for dens Anvendelse og dels den i den senere Tid hyppig opdukkende Anke over, at Rytteriet sætter for faa Kara­ biner i liden Modstand, som man er berettiget til at forlange af det, og at der medgaar for megen Tid, inden Rytteriet, efter at være afsiddet, kan komme til Skud. Grunden hertil ligger sikkert i, at der ofres denne Disciplin for lidt saavel Theori som Praxis; Underbefalingsmændene have intet fjendskab til at assistere i en Skyttekjede, og hverken for dem eller for den Menige er det gaaet op, hvilken betydelig Gavn afsiddet Rytteri kan gjøre; de forstaa ikke, hvilken energisk Modstand den Styrke kan præstere, som en Eskadron kan lade sidde af, kort sagt, de have ikke den fornødne Tillid til deres Karabin.

Næst forsøgsvis at angive, hvorledes disse Mangler kunne afhjælpes, skal først behandles et Spørgsmaal, der saa at sige betinger hele denne Afhandlings videre Ud­vikling, nemlig Spørgsmaalet om, naar og hvor Rytteriet bør sidde af og optage Kampen tilfods, idet der gaas ud fra som givet, at denne Kampmaade ikke bør ligge udenfor Rytteriets Omraade, selv om den kan synes fremmed for dets Natur. Ganske vist har en meget skarp Kritik af Forholdet ved Afsidning og Fægtning tilfods udtalt, al som Forholdene nu ere med den uhel­ dige Afsidningsmethode, de mange Heste paa eet Geled, den lange Tid, der medgaar, før Mandskabet er traadt an, inddelt og færdigt til Fremrykning, de faa Karabiner, der føres i Ilden, og den mangelfulde Ledelse af denne — under saadanne Forhold er vor Fægtning tilfods be­ tydningsløs og kan lige saa godt opgives, da den Tid, der ofres paa den, er spildt. Men en saadan Kritik fra Of­ficerer, hvis Autoritet og Mening man er vant til at re­ spektere og bøje sig for, kan dog næppe opfattes saa- ledes, at den fuldstændig forkaster Afsidning og Fægtning tilfods; langtfra at deprimere Lysten til at arbejde paa det foreliggende Felt opmuntrer den i høj Grad til for­ søgsvis at angive, om det ikke skulde være muligt at faa nogle af disse Mangler afhjulpne, saa at den Ild, som vort Rytteri utvivlsomt er i Siand til at præstere, kom til sin Ret. 

Ulige vanskeligere stille Forholdene sig derimod, naar vi ville sammenholde alle de forskjellige Meninger om, naar og hvor Rytteriet bør sidde af, idet det sub­ jektive hos hver enkelt Officer her træder langt skarpere frem og afføder Meninger, der vel ikke ere i aabenbar Modstrid med hinanden, men dog differere paa mange Punkter. Her skal ikke anføres de forskjellige Meninger, som dels ere fremkomne gjennem Diskussioner, dels gjennem Afhandlinger, men blot bemærkes, at skulde man udtale sig om, naar og hvor Afsidning og Fægt­ ning tilfods ikke alene er berettiget, men endog nødven­ dig, da vil følgende Mening have fundet absolut de fleste Tilhængere: «Afsidning og Fægtning tilfods bør af Ryt­teriet anvendes under saadanne Forhold, hvor det gjælder om hurtig at naa frem til en bestemt Stilling og der kaste et saa stort Antal Skytter som muligt i Ilden for at holde Stedet, til Understøttelse kan faas af det frem­ rykkende Fodfolk og Artilleri, altsaa ved Kamp om Defileer og stært udprægede Terrainafsnit.

For at illustrere dette kan man tage to Exempler, i ganske korte Træk hentede fra en Armee i Fremrykning og en Armee under Tilbagegang. Rykker en Armee frem, og skal den paa sin Vej passere et eller flere Defileer, da er det jo indlysende, at Betingelsen for videre Frem­ rykning er, at disse Defileer ere i den fremrykkende Armees Besiddelse, og ere Forholdene af en saadan Na­ tur, at Modstanderen vil søge at gjøre Hæren hver Fods­ bred Land stridig, saa maa Hurtighed i at naa disse Defileer før Modstanderen og holde dem fast ubetinget være en Faktor af allerstørste Betydning. Maaske naaes Defileet flere Timer før Modstanderen, og Hurtigheden havde altsaa været mindre nødvendig, men hele Forhol­ dets Natur er en saadan, at man maa være forberedt paa, at det kan komme til at dreje sig om Minutter, og at Fordringen til Hurtighed i Fremrykning tilhest, hurtig og nem Afsidning og hurtig Fremrykning tilfods er og bliver en af de vigtigste Faktorer ved hele denne Disciplin.

Gaar en Armee tilbage efter et tabt Slag, og har den i sin Ryg Pas eller Defileer, som den nødvendigvis skal passere, og er der Fare for, at det fjendtlige Rytteri ved omgaaende Bevægelser skal naa disse Defileer først og saaledes afskære Hæren Tilbagegangen, da ligger her en overmaade smuk Opgave for en Del af Rytteriet: rask at naa disse Pas og selv med de største Ofre at holde dem fast, til Hæren i Ro og Orden er kommen igjennem, eller til Forstærkning fra de andre Vaabenarter kommer til. Den Opgave, som herved stilles Rytteriet, vil ingen­ lunde være let, og maaske gaar en stor Del af Heste og Ryttere til Orunde; men det Tab, der lides, vil ikke staa i noget urimeligt Forsold til det Resultat, der opnaaes, hvis det lykkes at spærre Fjenden Adgangen.

Det vil være let at indse, at en Kamp af den Natur, som den omhandlede, kun kan føres med Udsigt til et godt Resultat af Mandskab, der har baade Øvelse i at bruge deres Vaaben og Tillid til samme, af Mandskab, som igjennem Øvelserne i Fredstid har lært at benytte, hvad Terrainet yder dem til Dækning og til Støtte for Vaabnet, med andre Ord, af Mandskab, der har modtaget en fyldigere og grundigere Uddannelse i Afsidning til Fægtning, Fodexercits og Fægtningsskydning end den, der nu bliver den enkelte Mand tildel.

Der er ovenfor bemærket, at der bør ofres denne Disciplin mere baade Theori og Praxis.

Theorien bør hovedsagentiig anvendes overfor Underofficererne og bestaa i Foredrag, holdte af Offi­ cerer; man begynder med at forklare Fodfolkets Skyttekjede og fremstiller den i samme herskende Ildledelse og Ilddisciplin som det ideelle. Man paapeger, hvorledes disse store Skyttesværme, der for det uindviede Øje se ud som uregelmæssige og udisciplinerede Rækker, i Virkeligheden ere bundne ved den strengeste Disciplin og fuldstændig i Førerens Haand; man paaviser, hvad der forstaas ved Udledelse og Ilddisciplin, hvor vigtigt det er, at ingen Mand afgiver et Skud udover det befalede Antal, hvorledes Skyttekjedens Fremrykning betinges af, at Mandskabet fuldstændig er i Førerens Haand; man for­ klarer Indskydningen, man indskærper Viserets Brug og paaviser bestemt de Pligter, der paahvile Underofficererne i Kjeden, kort sagt, man søger at vække deres Interesse for det ny paa dette Omraade for, naar den praktiske Øvelse begynder, at kunne være sikker paa, at Befalings- mændene i hvert Tilfælde ere paa det rene med Princippet i Øvelsen. Man gaar dernæst over til at fremstille den ændrede Afsidningsmaade og Opstillig foran Hestene (som senere skal omtales), indskærper, hvor overordentlig vig­ tigt det er, at der vises Hurtighed og Præcision og dog Bo under dette, og forklarer saa de almindelige Regler for den videre Fremrykning.

Idet der overalt, hvor en Forandring skal foretages, maa tages Hensyn til Tid og Materiel saaledes, at For­ andringen gjennemføres paa Basis af den ringe Tid, man har til Baadighed, uden at Materiellet lider derved, skal med Hensyn til ovennævnte Foredrag for Underofficererne bemærkes, at der i Vintermaanederne skjønnes at være god Tid til, regimentsvis, for Exempel een å to Gange ugentlig at foredrage ovennævnte.

Den Theori, som den Menige bør have, kan ind­ skrænkes til det mindst mulige, nemlig til at han blot sættes ind i, naar han fortrinsvis skal kæmpe tilfods, hvad der forstaas ved Ord som Udledelse og liddisciplin samt Be­tydningen af paa en Gang at vise Hurtighed i Afsidning og fuldstændig Ro i Opstillingen og Antrædningen foran Hestene; ere Forholdene saaledes, at Øvelsesplads haves sammen med eller i Nærheden af Fodfolket, bør man hyppig benytte Lejligheden til at henlede Mandskabets Opmærksomhed paa saadanne der stedfindende Øvelser, som svarer til dem, Rytteriet skal anvende, og forklare dem saa simpelt som muligt; der opnaaes derved den Fordel, at man dels gjør Mandskabet fortroligt med den anden Vaabenarts Evolution, dels viser dem et Billede af,  hvorledes deres egen Bevægelse og Kampmaade ser ud, naar Forholdene tvinge dem til at kæmpe tilfods.

Er man overtydet om, al Mandskabet nogenlunde har forstaaet Princippet ved Øvelsen, samt at Befalings- mændene ere fuldstændig paa det rene med deres For­ hold under samme, gaar man over til at foretage den i Praxis og da først paa Exercerpladsen, hvor Mand­ skabet er kjendt med Terrainforholdene. Øvelsen kan til Begyndelse foretages delingsvis, dog kun et Par Gange, da man under virkelige Forhold dog sjælden vil anvende mindre Led end Eskadroner. Som en Fordel ved denne øvelse kan anføres, at den langtfra at behøve Exercer­ pladsen til Udførelse tvertimod bedre udføres under Marchen, altsaa f. Ex. paa Vejen til og fra Exercerplad­ sen, der vel som Begel ligger et Stykke udenfor Byerne; Man opnaaer derved de Fordele, dels at komme Virkelig­ heden nærmere, dels at øve Afsidning fra Marcheforma- tionen, hvilket ubetinget er vanskeligere, end naar Eska­ dronen holder paa Linie, og dels at gjøre mindre Indgreb i den Tid, der er fastsat til Indøvelse af andre Discipliner paa Exercerpladsen, med andre Ord, man udnytter paa en god Maade noget af den Tid. der ellers gaar tabt ved Ud- og Hjemmarchen, uden at anstrenge Hestene.

Som et overordentlig stort Fremskridt i Rytteriets Uddannelse i Fægtning tilfods skal nævnes de i de to sidste Aar paa Krigsministeriets Foranstaltning fore­ tagne Fægtningskydeøvelser og de for samme fastsatte Bestemmelser. Ved den af 3. og 5. Dragon­ regiment i 1887 foretagne Skydning foretoges Øvelsen eskadronsvis. Eskadronen blev paa Stedet og afgav derfra sin Ild paa Maal, der dukkede op i Terrainet paa umaalte Afstande, forestillende forskjellige Vaabenarter i Frem- eller Tilbagegang. Alt disponibelt Mandskab deltog i Skydningen, idet Hestene bleve afgivne til en anden Eskadron. Saavel for Befalingsmænd som for Mandskabet var Fægtningsskydningen i høj Grad instruktiv og be­ lærende, baade selve Øvelsesdagen, hvor man gjennem Træfningen lærte Eskadronens Skydefærdighed at kjende, og navnlig i den Tid, der gik forud for Øvelsen, idet der baade gjennem Theori og Praxis arbejdedes paa at bringe Eskadronen saa vidt som muligt i Skyttetjeneste tilfods. Læsning af Fodfolkets Reglement, forbundet med Foredrag over de i samme fastsatte Bestemmelser om Skyttetjeneste, Ilddisciplin og Skudmaader, havde givet Delingsførerne og Underofficererne et saadant Indblik i Øvelsen, at Eskadronchefen var sikker paa, at Delings­ førerne paa de kortere Afstande kunde lede Ilden paa egen Haand, samt at Underofficererne vare paa det rene med deres Pligter i Skyttekjeden.

Forinden der gaas over til at angive en ændret Maade at foretage Afsidningen til Fægtning paa, skal her om­ tales den i det tydske Reglement foreskrevne Maade, dels fordi den har mest Lighed med den, der foreslaas, dels fordi jeg har haft Lejlighed til at se den foretaget i Praxis og faa den forklaret og diskuteret af tydske Rytteriofficerer.

Den tydske Eskadron bestaar af 135 Mand (i Krigs­ tid 150), inddelte i 4 Delinger (Ziige) med 15 fulde Roder. Forinden Eskadronen afleveres til Eskadronchefen, har den «Id «3d dobbelte Inddeling fundet Sted, nemlig med og «2« (zu zweien abgetheilt) og med «1», «2» og izu dreien abgetheilt).

Inddelingen «i Tod er for den almindelige Op- og Afsidnings Skyld, «i Tre» for Fægtning tilfods og Afmarche.

Afsidningen foretages nu saaledes:

Alle Nummer «3» blive tilhest og holde de af­ siddende Rytteres Heste; for Ulahnregimenternes Ved­ kommende holde de tillige de to afsiddende Rytteres Landser i venstre Haand.

Alle Fløjunderofficerer sidde af;

Tilhest blive: Vagtmesteren, ældste Delingsfører samt af de 3 andre Delingsførere den, der af Eskadronchefen beordres dertil, altsaa ialt 3 Befalingsmænd udenfor Ge­leddet.

Mandskabet træder an i 2 Geledder.

1ste og 2den Deling tilhest danne tilfods 1 Schiitzenzug, 3die - 4de — — — — II —

Hver «Schiitzenzug» inddeles i «Gruppen» paa 3— 4.

Ved den praktiske Øvelse viste det sig overordentlig let at kaste Skytter af tilfods fra de forskjellige borma­ tioner, hvorimod Antrædningen foran Hestene og Ind­ delingen sikkert efter dette lleglement kræver langt hyp­ pigere Indøvelse, end vi med vor korte Uddannelsestid kan ofre en enkelt Disciplin. —

I Rapport fra Generalinspektøren for Rytteriet over Inspektionen i September 1886 findes anført: »Ved mange Lejligheder vil det være heldigt, om Skytternes Antal forøges derved, at 3 Mand af hver Firer (2 Mand af hver Firer) sidde af.« Det vil let kunne ses, at Prin­ cippet her er det samme, som i det tydske Reglement, og der er herigjennem givet et Fingerpeg, i hvilken Retning et Forslag om ændret Afsætningsmaade bedst kunde gaa.

Som første Led af dette Forslag kommer Spørgsmaalet:

Føringen af Karabinen.

Som bekjendt findes der saavel herhjemme som i Udlandet Talsmænd for de to Hovedanbringclsesmaader af Karabinen, nemlig i Bandoler over Ryggen og i Nødrem ved Siden.

Talsmændene for den første Maade anføre, at Ryt­ teren tilfods bør være uadskillelig knyttet til sin Karabin og derfor maa bære den sanledes, at han, selv om han skilles fra sin Hest, dog stadig er i kampdygtig Stand, idet Karabinen, som med et Greb eller to fra Ryggen er bragt i hans højre Uaand, sætter ham i Stand til at kæmpe som Infanterist; de anføre endvidere, at den nævnte Anbringelsesmaade af Karabinen i langt mindre Grad generer baade Hest og Rytter, medens Karabinen, anbragt ved Siden, ved Stød og Slag i høj Grad kan genere begge.

Herimod anføres, at det, som det navnlig kommer an paa, er at gjøre Manden let paa hans Hest og saa smidig og bevægelig i sin Overkrop, at han med Lethed og uden Gene kan bruge sin Sabel; thi eet maa man være paa det rene med, at ved den Kampmaade, der ligger nærmest for Rytteriet, nemlig Choket, det voldsomme Indbrud i Stillingen plus Brugen af det blanke Vaaben, der er det af allerstørste Vigtighed, at Rytteren kan bruge sin Sabel; men belaster man ham ved at anbringe et stramtsiddende Bandoler over Brystet og en Karabin i tildels fast Forbindelse med Bandoleret, da berøver man Manden den Frihed, som er absolut nødvendig for at han kan bruge sin Sabel paa en Gang frit, utvungent og kraftig.

Enten man nu hylder den ene eller den anden Anbringelsesmaade, kan man dog ikke frakjende hver især store Fordele. Et Fremskridt vilde det derfor være, hvis man kunde forbinde nogle af de Egenskaber, som Anbringelsesmaaden af Karabinen paa Ryggen besidder, med dem, som den af vort Rytteri brugte Anbringelses- maade utvivlsomt indeholder, og da først og fremmest opnaa Hurtighed i at faa Karabinen løs. Rytteren skal, som Karabinen nu er anbragt, gjøre altfor mange Greb, før han faar Karabinen løs og saaledes i sin Magt, at han kan sidde af. Viserhylstret skal spændes af, Nødremmen spændes løs, dens to Slag løsnes, Karabinen løftes højt i Vejret for at frigjøres for Nødremmen, Ka­ rabinen bages i Ringen, og Viserhylstret spændes om Omgangsremmen. Det er nogle af alle disse Greb, som bør afskaffes. Men gaas nu ud fra, at Rytteren tilhest bør være ligesaa knyttet til sin Sabel, som han tilfods bør være det til sin Karabin, haves et Vink henimod den Retning, man bør gaa, og et Forslag kunde derfor være: Karabin hylstret afskaffes; som beskyttende Middel maa Rytteren ligesaa vel kunne undvære det som Fodfolket; Karabinhagen føres altid haget i Ringen, og i Stedet for den nu brugte Nødrem an­ bringes en anden af hosstaaende Form. I sin ene Ende har den Spændehuller, der an­ bringes i samme Spænde som nu Nødremmenes korte Ende; omtrent paa 1/3 af dens Længde findes fastsyet en kortere Rem, der i sin anden Ende bar en Knap af Metal; Nødremmenes anden Ende har tre eller flere aflange Knap­ huller, der knappes om Metalknappen, efter at den lange Rem først er stukken fra oven og ned mellem Karabin­ stangen og Karabinen. Vil man gaa endnu et Skridt videre og yderligere frigjøre Manden for, hvad der kan genere ham ved Skyttetjenesten tilfods, da anbringer man Sablen fast paa Sadlen paa dennes venstre Side, omtrent hvor Ragsvidsel og Stege støde sammen. Sabelgehænget bæres som ellers, idet Bæreremmenes frie Ender stikkes op mellem Livremmen og Frakken. Manden kan da hurtig spænde sin Sabel i Remmene, naar saadanne Forhold indtræde, hvor Sablen bæres tilfods f. Ex. Vagt­ tjeneste eller lignende.

Følges for Karabinens Vedkommende ovennævnte Anbringelsesmaade, da er Manden næsten øjeblikkelig i Stand til at sidde af med sin Karabin i flaanden, selv om Kommandoen kommer uventet; blot ved et Ryk med højre Haand gaar Knappen op, og Karabinen hænger i Hagen. Anbringelsesmaaden besidder endvidere den Fordel, at den med Lethed læres af den Menige, der ligger til Tje­neste, og ingen synderlig Vanskelighed vil volde de hjemsendte, selv orn de første Gang skulle anvende den i Krigstid.

Selve Afsidningen ordnes saaledes, at den sker indenfor Firerne som Enhed, saaledes at der i hver Firer altid kun bliver een Mand tilhest i første Geled, een i andet Geled.

I 1ste og 3die Deling bliver venstre, i 2den Deling højre Fløjunderofficer tilligemed Estandartfireren tilhest. Alle øvrige Underofficerer i Geleddet og Delingsførerne sidde af.

De tre Delingsførere afgive deres Heste til deres respektive Fløjunderofficerer.

Næstkommanderende bliver tilhest og overtager Kom­ mandoen over Hestene, assisteret af overtallige Under­ officerer, der blive tilhest. Af de tre Trompetere forblive de to ældste tilhest; den ældste af dem følger Eskadron­ chefen og blæser de af ham befalede Signaler; i paa­ kommende Tilfælde vil han kunne holde Eskadronchefens Hest.

Næstældste Trompeter følger Næstkommanderende, yngste Trompeter sidder af og følger den Delingsfører, hvis Deling er i Ilden. Ere to eller alle tre Delinger udviklede, følger han den ældste.

Paa Kommando: «Til Fægtning! Aabner til Afsidning!» tages saa megen Afstand til højre og venstre fra Estandartfireren, at man kan sidde af, og Karabinen knappes løs. Paa Kommando «Sid af!» siddes af og trædes an 20 Fod foran Eskadronen.

Naar Delingsføreren, inden Eskadronen afgives til Eskadronchefen, ordner sin Deling, paahviler det ham at udpege, hvilke Folk der skulle forblive tilhest under Fægtning tilfods. Han vil i saa Hensennde følge denne Regel:

Bestaar Fireren af 4 fulde Roder, bliver næstsidste Rode (mod venstre Fløj) tilhest.

Bestaar Fireren af 3 fulde Roder, bliver Midteroden tilhest.

Findes blinde Roder, bliver i første Geled altid næst­ sidste Mand mod venstre Fløj tilhest, i 2det Geled enten sidste eller midterste Rytter, alt eftersom hvor den blinde Rode er. Følgende Signaturer ville oplyse dette:

De udfyldte Signaturer angive Ryttere, der forblive tilhest.

For at vænne Mandskabet til at se, at det er inden­ for Firerne som Enhed at Afsidningen foretages, øves den hyppig fra Firerkolonnen. Befinder man sig under Evolering i Delings- eller Halvdelingskolonne, vil Ven­ ding med Firer og derpaa følgende Afsidning være prak­ tisk for at skærpe Mandskabets Aarvaagenhed. Befinder man sig paa Marchen i Rodeformation, og vil Eskadronen hurtig kaste en Skyttekjede frem tilfods, bør man vel de første Gange lade formere Firer og derpaa kommandere Afsidning; senere maa Mandskabet være saadan inde i, hvem der skal sidde af, og hvem der skal blive tilhest, at man kan lade sidde af fra Rodekolonnen uden Frygt for, at der begaas Fejl, og saaledes at hver Mand af sig selv finder sin Plads i Firerkolonnen uden særlig Kom­mando ; Eskadronen gaar altsaa af sig selv over til Firer­ kolonnen, og derpaa siddes af. Denne sidste Øvelse maa kun betragtes som Middel til at skærpe de Meniges Aarvaagenhed og lære dem hurtig paa egen Haand at finde deres Plads i Fireren, idet man under virkelige Forhold ikke marcherer med ringere Front end Firer, naar enten Føling haves med Fjenden, eller pludselige Overfald kunne ventes.

Føringen af Tøjlerne.

Ved Afsidningen tager kun den højre Fløjmand i de fulde Firer Bridontøjlen ud over Hestens Hals og rækker Enden af Tøjlen, ført under Nabohestens Hals, til Ryt­teren; alle andre Tøjler blive som ellers og rækkes kun Rytteren, som griber Bridontøjlerne, henholdsvis højre og venstre fra venstre og højre Nabohest, fra oven med fuld Haand. Han kommer altsaa til at ride sin egen Hest med venstre Haand, og i denne Haand holder han Nabohesten tilvenstre; de to Naboheste tilhøjre holder han med højre Haand.

Antrædning og Fremrykning.

I Løb og under fuldstændig Ro begiver Mandskabet sig 20 Fod foran Eskadronen. Delingsførerne stille sig med opstrakt Sabel foran højre Fløj af deres Delinger. Alt Mandskab træder an paa eet Geled, og al videre Inddeling undgaas.

Eskadronchefen bestemmer, hvor vidt han vil føre hele Styrken i Ilden strax eller tilbageholde en Reserve. Skal f. Ex. kun een Deling ud, kommanderer han: «N. N. Deling! dæk Fronten! Skytter ud!«

Vedkommnnde Delingsfører kommanderer da: *N. N. Deling, Marche! Fra Midten fremad former Ejede! Løb!» Der tages 2 Fods Afstand mellem Mand og Mand. Fremrykningen standses af Eskadronchefen ved Tegn eller Signal, eller af Delingsføreren, naar en bestemt Terraingjenstand er naaet.

Skal Flanken dækkes, averterer Eskadronchefen: »N. N. Deling! dæk højre (v.) Flanke! Skytter ud!» De­ lingsføreren kommanderer da: »N. N. Deling! Marche! Til højre (v.) Sving! Fra Midten fremad former Ejede!« o. s. v.

Ejedens Frem- og Tilbagegang, saavelsom den øvrige Evolering med den, sker i Overensstemmelse med Exercerreglementet.

Paa Kommando: »Skytter ind!» gaar Delingen til­ bage. Delingsføreren sætter sig foran en Rode for at markere, hvorhen der skal sluttes sammen, og i Løb føres Delingen ind paa sin Plads og afgives ordnet, med ret Front, til Eskadronchefen.

Skal hele Eskadronen udvikles i Kjede, tager Eska­ dronchefen selv Kommandoen og averterer: »Det hele! fra Midten fremad former Kjede!» og leder derpaa Skytte- kjeden enten ved Signaler eller ved Ordonnanser, af­ givne af hver Deling. Vil han hurtig trække Skyttekjeden ind, rider han rask et Stykke bag Kjeden, strækker Sablen i Vejret og averterer: «Kolonne!» hvorpaa Skyt­ terne, i hastigt Løb, begive sig paa den Plads, som Delingsførerne markere, idet disse sætte Delingernes 3 højre Fløje af bag hinanden, og Eskadronen staar da i Delingskolonne tilfods.

Medens Skyttekjeden er i Ilden, er det Næstkommanderendes Sag at evolere med Hestene; han maa føre dem saa langt bort, at de enten ere udenfor den fjendtlige Ilds Rækkeevne, eller af Terrainet dækkede mod Ind­ seende og Tab. Fordringen hertil maa han søge at for­ ene med den Omstændighed, at han ikke maa gaa saa langt bort, at Skytterne udsættes for at afskæres fra Hestene, eller have en altfor lang Vej at løbe, inden de naa disse. Han maa derfor intet Øjeblik tabe Eskadron­ chefen af Syne eller i hvert Tilfælde være uden For­bindelse med denne for paa mindste Vink strax at kunne føre Hestene til rette Sted; han maa sørge for, at Eska­ dronen til enhver Tid er rangeret, og søge at faa et saa godt Overblik, som Forholdene tillade, over Terrainet, for i givet Tilfælde strax at være paa det rene med, ad hvilken Vej han mest uset og dækket kan bevæge sig.

Opsidning.

Befaler Eskadronchefen: «Sid op!», gjøre alle om­ kring, løbe henimod Hestene, gaa de sidste 6 Fod, og sidde op, idet de lægge Karabinen over Skulderen; Ka­rabinen stikkes i Skoen, og Tøjlerne fattes.

Styrken, der kan udvikles.

Da Eskadronens Styrke vil være 120 Underkorporaler og Menige, bliver den disponible Styrke, der kan sidde af, illustreret ved følgende Signatur, altsaa ialt pr. Deling 3 Underofficerer og 28 Karabinbevæbnede for første og tredie Delings Vedkommende, og for anden Deling den samme med Fradrag af Estandartfireren.

De udfyldte Signaturer angive Rytterne, der forblive tilhest.

Naar man altsaa ser, at den Styrke, en Eskadron med fuld Krigsstyrke er i Stand til at udvikle, i Fægt­ ning tilfods beløber sig til 9 Underofficerer og ca. 84 Menige, maa man indrømme, at det er en Styrke, som en Modstander nødes til at respektere, og som vil kunne gjøre en ganske overordentlig energisk Modstand, for saa vidt den ledes rigtig, og dens Ild udnyttes paa rette Maade.

Ildledelse og Ildmaader.

Uagtet der for Rytteriets Vedkommende ikke kan være Tale om en saa minutiøs Uddannelse af den enkelte Mand i Skydning som hos Fodfolket, og uagtet Rytteriet aldrig vil kunne naa op til den Evoleringsfærdighed i Skyttetjenesten, som betinger Fodfolkets Dygtighed, er dog Forskjellen mellem Fodfolkets og Rytteriets Kampmaade, naar det sidste kæmper tilfods, ikke større, end at Rytteriet vil kunne udnytte og lære alt, hvad det be­ høver, af de Direktiver, som Taktikken giver for Fodfolkets Skyttekjede.

Spørges der først: Vil Skydning i sluttet Orden, altsaa Rodeild og Salveild, blive anvendt af afsiddet Rytteri, da kan man vist næppe svare ubetinget Nej, thi Situationer kunne inctræde, hvor dels Terrainet, dels Tiden berettige eller tvinge dertil. Anvendes den, bør Salver foretrækkes for Rodeild, thi herved bevares Herre­ dømmet over Mandskabet, og Ammunitionsødslen undgaas; tillige er den moralske Virkning af Salven langt større end af Rodeilden. Paa den anden Side kræver Salven en høj Grad af Ilddisciplin og lykkes navnlig vanskelig i den fjendtlige Ild. Som Betingelse maa derfor stilles, at den ofte er øvet i Fredstid. Stoler man ikke ubetinget paa Mandskabets Ro og Sikkerhed, bør man hellere strax begynde med Rodeild, men herved klæber den Mangel, at Træfningen bliver ringere, Krudtrøgen maskerer Maalet, og Mandskabet bliver let uroligt.

Eskadronchefen leder liden og opgiver Maal og Viser­ højder paa de længre Afstande. Delingsføreren giver Udførelseskommandoen og er ansvarlig for Ildens Ledelse indenfor Delingen; han skal opretholde den strengeste Ilddisciplin og stedse søge at faa den størst mulige Nyttevirkning af sin Delings Ild. Naar han i Fredstid øver Skydning paa to Geledder, øver han den ved at lade 1ste Geled falde ned; den Ulempe, der er forbunden med den lange ophagede Ryttersabel, kan nogenlunde fjernes, naar man befaler Mandskabet samtidig med, at der anden Gang kommanderes »til Skydning» , med et rask Ryk at hage Sablen ned. Grebet forstyrrer ikke Exercitsen og skaffer Manden saa megen Frihed i hans Bevægelser, at han let baade kan falde ned og rejse sig igjen.  

Ved Rodeild kommanderer Delingsføreren først: Færdig! derpaa: Giv Ågt! Skyd; eller: N. N. Patroner! Giv Agt! Skyd.

Ved Skydningen i spredt Orden er der mellem Rytteriet og Fodfolket den Forskjel, at medens det sidste er i Stand til med Resultat at beskyde Maal paa længre Afstande, bør Rytteriet holde sig paa korte Afstande og ikke afgive sin Ild paa Afstande udover 5—600 Alen; thi dels er Mandskabets Dygtighed i Skydning paa større Afstande kun ringe, dels bør Rytteren vogte sig for at lade sig aflokke sin Ild paa lange Afstande, hvor Træfnings­ sandsynligheden er ringe, saa at Ammunitionen opbruges for tidlig; han vil derved umuliggjøre Skydefægtning paa kortere Hold, hvor han har Udsigt til bedre Re­sultater.

I den spredte Orden ere de Krav, der stilles til Eskadronchefen og Delingsførerne med Hensyn til Ildens Ledelse og Ilddisciplinen endnu strengere end i den sluttede Orden, fordi Mandskabet lettere gaar ud af Fø­ rerens Haand, og navnlig vil Delingsføreren have at paase, at der iagttages god Økonomi med Ammunitionen; han understøttes heri af Underofficererne, der færdes bag Kjeden og paase saadanne mindre Ting, som Delingsføreren umuligt kan overkomme, f. Ex. at Viseret stilles rigtig, at ordentlige Anslagsstillinger benyttes, at ingen bortskyder flere Patroner end befalet, og over­ hovedet at alle Delingsførerens Kommandoord og Vink efterkommes rolig, nøjagtig og med den Hurtighed, der fordres.

Til Slut blot en Bemærkning som Forsvar imod en eventuel Beskyldning for, at ville forsøge paa at reformere Rytteriet ved at indordne det under en fuldstændig Fodfolkstaktik. Der er blot præciseret, at hvis vi vil anvende vort Rytteri tilfods, saa maa først og frem­ mest Befalingsmændene studere Fodfolkets Skyttetjeneste, saavel i de større Træk som i de smaa praktiske Vink, som utvivlsomt enhver Befalingsmand af Fodfolket, paa Forespørgsel, med stor Beredvillighed vil meddele; der forlanges altsaa ikke, at den menige Rytter skal gjøres til Infanterist, men at ingen Befalingsmand i Rytteriet maa være fremmed for Fodfolkets Skyttetjeneste, saaledes at han paa en nem, letfattelig Maade kan vejlede sit eget Mandskab deri og derved gjøre det muligt, at Rytteren, der har saa meget andet at lære og tage vare paa, ogsaa paa dette Felt kan hævde sin Plads.