I fortsættelse af redaktør Henning Jensens artikel i januarnummeret om generalernes placering i den sovjetiske politiske magtstruktur, redegør major B. J. Crenzien, Vestre Landsdelskommandos Stab, her for den politiske kontrol med de væbnede styrker.
Tillid er god, kontrol er bedre.
Lenin
Redaktør Henning Jensen stillede spørgsmålet »Er det generalerne, der har magten i Kreml?« (Militært tidsskrift, januar 1970). Redaktøren strejfede i sin artikel også forholdet mellem parti og de væbnede styrker uden dog at gå nærmere ind på dette forhold. I det følgende vil der blive gjort et forsøg på at påvise det aktuelle forhold imellem de to parter. Måske vil en eller anden efter læsningen af det følgende stå med en anden version af det af redaktøren stillede spørgsmål, nemlig: »Har generalerne magten inden for de væbnede styrker?« Den politiske overvågning af de væbnede styrker og især deres føringsorganer har fra den Røde Hærs oprettelse spillet en dominerende rolle, ja, må ofte have redet magthaverne i Kreml som en mare. For enhver stat med en magtstruktur som den sovjetiske må de væbnede styrker fremstå som en potentiel trussel mod selve de øjeblikkelige magthaveres eksistens. At mane dette spøgelse i jorden må også have givet mændene i Kreml adskillige søvnløse nætter. Det nugældende føringssystem indenfor de væbnede styrker understreger den udelte føring, det vil sige chefens udelte ansvar overfor sine handlinger på alle områder. Dette system har i sin nuværende form ikke eksisteret længere end siden juni 1959. Før den tid har magtkampen mellem henholdsvis de militære førere og partiet om den afgørende indflydelse på det militære apparat, det vil sige om ansvaret enten skal ligge udelt hos den militære chef eller være delt imellem denne og de politiske tilforordnede (sampolit), ofte antaget endog meget alvorlige former*).
*) De prominenteste skikkelser i den forbindelse var nok marskal Tuchatchevski og marskal Shukov i hhv. Stalins og Chrustchovs »regerings«-tid.
Det kommunistiske parti har aldrig villet (og vel heller aldrig kunnet gå med til) opgive sin direkte indgriben i de militære dispositioner, medens de militære førere på den anden side (med rette) har påpeget, at et to-sporet kommandosystem skabte usikkerhed i kommandoføringen. Det blev anført, at frontsoldaten er særdeles ømfindtlig overfor en usikker og ofte modstridende kommandoføring. Ikke desto mindre har der i tidens løb siden revolutionen fundet en idelig skiften mellem det todelte (militært - politisk) og det udelte kommandosystem sted*). Det todelte kommandosystem er også kendt under slagordet »kommissærvældet«. For eksempel var kommandoen i den russisk-finske vinterkrig delt mellem officeren og den rangmæssigt ligestillede kommissær, som dog i kraft af sin mere direkte vej til de politiske myndigheder var i stand til at kunne medvirke til afsættelsen af officerer. Kontrolfunktionen kunne derfor i nogle tilfælde antage skarpretterens funktion, når sagen blev sat på spidsen.
Den nugældende ordning indebærer en sammensmeltning af begge systemer og synes at blive betragtet som »De Vises Sten«. Systemet indebærer, at man forlod den deling i en politisk og en militær uddannelse ved siden af hinanden, som indtil da havde fundet sted. Nu gennemgår alle fremtidige føreremner inden for værnene en tosporet uddannelse på de respektive skoler og akademier, nemlig såvel en militær som en politisk uddannelse. Alt efter behov kan ab solventen så blive anvendt som troppechef, henholdsvis dennes militære stedfortræder eller som sampolit, den politiske stedfortræder. På grund af den meddelte uddannelse skulle han være lige egnet til begge områder. Chefen for det militærpolitiske Leninakademi, hvor den militær-politiske skoling på det højere niveau indenfor værnene er genstand for undervisning, har på følgende måde taget stilling i »Røde Stjerne« den 13. december 1959:
»For altid at stå på højde med tidens krav, for at kunne virkeliggøre soldaternes ideologisk-politiske opdragelse på en hensigtsmæssig måde og for at kunne indtage chefstillinger, skal den politiske medarbejder være i besiddelse af tilbundsgående kundskaber indenfor Marxismen-Leninismen, det partipolitiske arbejdes teori og praksis, krigshåndværket, den nye krigsteknik, psykologien og pædagogikken. . . I højere grad må de bedste chefer blive kaldt til det politiske arbejde og politledeme til chefstillingerne. I endnu bredere forstand gælder det at indsætte cheferne, de ingeniørtekniske arbejdskræfter og andre officerer til det partipolitiske arbejdec.
*) Udelt føring indførtes: 1925, 1940, 1942. Kommissærvældet: 1937 (udrensningen), 1941, 1950 (militærrådsystemet på højere trin).
På denne måde bliver spændingsforholdet mellem chefskadrene og det i værnene indbyggede politapparat praktisk talt ophævet. Om det partipolitiske arbejde indenfor værnene fastlagdes på kommunstpartiets XX. kongres i året 1956 følgende retningslinier:
»Artikel 64: Lederen af partiarbejdet indenfor den sovjetiske hær og flåde bliver varetaget af den Politiske Hovedforvaltning i USSRs forsvarsministerium. Den sovjetiske hærs og flådes partiorganisationer arbejder på grundlag af særlige anvisninger fra Centralkomitéen.
Artikel 65: Til lederen af de Politiske Forvaltninger af Militærdistrikter, Flåder og Arméer kræves et fem-årigt partimedlemskab, til lederen af polit-afdelin« gerne ved divisioner og brigader et tre-årigt.
Artikel 66: Polit-organeme er forpligtet til at holde en snæver kontakt med lokale partikomitéer, idet de til stadighed arbejder med i de førende polit-organers lokale partikomitéer og systematisk i partikomitéerne påhører alle foredrag af polit-organeme s ledere over polit-arbejdet indenfor troppedelene.«
Chefens gnidningsløse samarbejde med sin sampolit betyder for partiet rent praktisk bortfaldet af en kontrolinstans, selv om polit-lederen fagligt er undergivet Centralkomitéen gennem den politiske hovedforvaltning. En udligning i overvågningen bliver opnået ved en udbygning af parti- og komsomolorganisationen (partiets ungdomsorganisation) indenfor værnene og en udvidelse af deres beføjelser.
Det sovjetiske regime nøjes imidlertid aldrig med ensporede forholdsregler, idet disse ikke giver tilstrækkelige kontrolmuligheder. Principielt bliver der oprettet flere kontrolinstanser med enslydende opgaver - om muligt rivaliserende - for på denne måde at kunne varetage fordelene ved et »divide et impera«. Som følge heraf er der også blevet indrettet flere institutioner til den politiske opdragelse indenfor værnene og kontrollen med dette arbejde. Indenfor værnene varetages det politiske og partiarbejdet af den føromtalte Politiske Hovedforvaltning og Partiorganisationerne. Den Politiske Hovedforvaltning og dens underordnede organers organisation følger værnenes organisationsstruktur. Som en del af Forsvarsministeriet indtager den Politiske Hovedforvaltning en dobbeltstilling med alle dens fordele og ulemper. Militært står den Politiske Hovedforvaltning under forsvarsministeren og dens leder fungerer i henhold til opgavens betydning indenfor værnene som forsvarsministerens Første Stedfortræder. I politisk henseende modtager den sine direktiver fra militærafdelingen indenfor det kommunistiske partis centralkomité og rapporterer også på dette område direkte dertil.
Den Politiske Hovedforvaltnings opgaver består væsentligst i:
1) At bringe de af værnenes føring trufne foranstaltninger i samklang med partiets vilje,
2) at organisere den politiske belæring og opdragelse af værnenes personel og at varetage deres gennemførelse, hvis mål er den ubetingede hengivenhed af alle soldater uanset grad til det kommunistiske parti.
Ved siden af chefen for et militærdistrikt står en sampolit (chefens stedfortræder for politiske anliggender) i generalsrang. På samme måde gradueres politofficererne nedad i organisationen. Et militær distrikts (i krigstid FRONT) sampolit står i spidsen for en Politisk Forvaltning. Indenfor sit ansvarsområde leder sampoliten hele det politiske arbejde og er medbestemmende ved ansættelsen af de underordnede sampoliter, som forefindes indtil bataljonsniveau, i visse tilfælde også ned til kompagni. Det siges om den politiske officer, at »han er en blanding af chefens stedfortræder, feltpræst, velfærds- og personelofficer, censor og lokalredaktør«, hvorved hans mangfoldige opgaver er karakteriseret ganske godt. Sampoliten står for den politiske skoling indenfor sit ansvarsområde, hvilket vil sige følgende politiske undervisning:
1) Politisk information, som bliver afholdt dagligt. På grundlag af avisuddrag og referater bliver soldaterne propagandistisk-agitatorisk »informeret« om udenrigspolitiske spørgsmål i henhold til den til enhver tid gældende partidoktrin. Tilsyneladende ligger det indenfor chefen for enhedernes kompetence og forgodtbefindende, om de yngre officerer skal deltage i denne form for politisk undervisning.
2) Politisk beskæftigelse, som ligger på et væsentligt højere åndeligt niveau. Denne form for undervisning finder sted mindst én gang om ugen i adskilte kurser, hvis lærestof er tilpasset opfattelsesevnen og tjenestegraderne. Officererne deltager i denne undervisning. Som regel bliver der afholdt referater over indenrigspolitiske forhold med påfølgende diskussion.
Udover denne politiske skoling falder følgende emner indenfor sampolitens opgaveområde:
- Troppernes åndelige og materielle velfærd,
- kontrollen med fritiden,
- redaktion og censur af soldateravisens tekster, der enten bliver opslået eller fordelt i trykt form,
- overvågning af den moralske opdragelse i samarbejde med parti- og komsomolinstitutioneme og kontra-efterretningstjenesten indenfor værnene.
Partiorganisationerne indenfor værnene var oprindeligt en sammenslut ning af partimedlemmerne indenfor de væbnede styrker. Imidlertid er der siden indførelsen af det foran omtalte udelte føringssystem sket en væsentlig forøgelse af partiorganisationernes indflydelse, som nok må ses på baggrund af den skete magtreduktion af partiet indenfor dette system. Tilsyneladende har eller er partiorganisationerne ved at overtage sampolitens opgaver med hensyn til den politiske skoling af alt personel. Hvor partiorganis ationeme før kun beskæftigede sig med dels interne partianliggender for medlemmerne, dels propaganda-arbejde blandt de partiløse indenfor de væbnede styrker synes partiorganisationerne nu at få en mere fasttømret organisation med partikomitéer og underordnede partiorganisationer, hvis ledere nominelt bliver valgt af enhedernes partimedlemmer, men reelt bliver udpeget af overordnede partiinstitutioner. På denne måde tiltager partiet sig tilsyneladende igen de kontrolmuligheder, som det udelte føringssystem har kompromitteret.
Kontraefterretningstjenestens indflydelse.
Ved siden af de omtalte politiske parti-organer indenfor værnene løber der endnu en kontrolorganisation, som henhører direkte under Statssikkerhedskomitéen (KGB). Denne kontraefterretningstjeneste (GUKR) har oprettet større tjenestesteder på militærdistrikt-, FRONT- og flådeniveau og mindre på armé- og divisionsniveau. Den laveste institution af denne art i form af kontraefterretningsofficerer forefindes på niveauet regiment og dermed ligestillede enheder i deres stabe. Han arbejder der sammen med sampoliten og partisekretæren. De i disse stabe indgående kontraefterretningsofficerer er ikke kendelige udadtil. De går i samme uniform med de samme ydre kendetegn som den pågældende enheds officerer. Disse officerers kommandovej fører derimod uafhængigt fra de militære og politiske tjenesteveje i et tredie spor direkte over GUKR til KGB.
Kontraefterretningstofficemes opgaveområder er følgende:
1) Overvågning af enhedens moral.
Som mistænkelige faktorer for en ringe moral anses:
- Hyppigt optrædende anti-sovjetiske ytringer,
- gentagne klager,
- deserteringer,
- sabotagehandlinger,
- krænkelser af disciplinen,
- veneriske sygdomme,
- stigende antal af drukkenskabstilfælde.
Såfremt disse symptomer konstateres, slutter kontraefterretningsofficeren deraf, at enheden som helhed ikke har den krævede duelighed, hvilket vil sige, at officererne svigter som ansvarsbevidste foresatte og forbilleder, at polit-officeren og partiorganisationerne udviser mangel på agtpågivenhed, at den politiske skoling ikke bliver grebet an på rette måde og at der måske findes nedbrydende elementer indenfor enheden. Det første skridt til en imødegåelse af sådanne tilstande indebærer en forstærket indsættelse af »informanter«. Informanterne rekrutteres enten ved hjælp af politofficeren, partisekretæren eller direkte af GUKRofficeren.
2) Overvågning af personellet indenfor enheden. GUKR-officeren udfærdiger personelakter over alle officerer, politorganer, parti- og komsomolmedlemmer og soldater af underofficerseller mandskabsgrad, som på en eller anden måde interesserer eller er mistænkelige. Disse personelakter ajourføres fortløbende ved hjælp af egne iagttagelser, ved meddelelser fra sampoliten eller partisekretæren og ved rapporter fra informanterne. Personelakteme er betydningsfulde for den tjenstlige bedømmelse og forfremmelse. De kan ligeledes - således som det skete ved de store udrensninger - blive anvendt som anklage- og bevismateriale i retten.
3) Opklaring, forfølgelse og i givet fald afstraffelse af delikter af personellet. Alle delikter, der ikke kan afgøres disciplinært, frem for alt statsfjendtlige forhold vil blive meldt til GUKR-officeren og bliver behandlet af denne.
4) Den kontraefterretningsmæssige opklaring af sabotører, spioner og andre fjendtlige agenter indenfor GUKR-officerens ansvarsområde og deres likvidering.
5) Forhør af krigsfanger og indbyggere af besatte eller befriede områder.
6) Sikring af dokumenter i besatte og befriede områder.
7) Overholdelse af klassifikationer indenfor eget ansvarsområde. GUKR-officererne indtager en priviligeret stilling, idet de økonomisk er bedre stillede end officerer af samme grad og desuden har rettigheder, som hæver dem ud af fællesskabet, hvilket skal distancere dem fra de almindelige officerer og gøre dem immune overfor korruption.
Konklusion.
Det turde fremgå af det føromtalte, at den sovjetiske kommandostruktur består af følgende parallelt løbende organisationer:
1) Den »almindelige« militære stabsorganisation.
2) Polit-organisationen under den Politiske Hovedforvaltning under forsvarsministeriet.
3) Partiorganisationen med et mere direkte tilknytningsforhold til det kommunistiske partis centralkomité.
4) Kontraefterretningstjenesten.
I modsætning til de vestlige landes anstrengelser på så vidt muligt at betragte de væbnede styrker som statsligt organ udenfor partierne, har Sovjetunionen bevidst givet politikken en central placering indenfor værnene. Den har gjort det for at kunne gøre soldaterne til villige redskaber for dens udenrigspolitiske målsætninger. Dette har nødvendiggjort de her omtalte gensidige kontrolorganer, som ikke må lades ude af betragtning ved en bedømmelse af sovjetiske væbnede styrkers formåen.
Kildehenvisninger:
Merle Fainsod: »How Russia is Ruled«, 1965. Erich F. Pruck: »Der rote Soldat«, Miinchen 1961. W. D. Sokolowski: »Militarstrategie«, Moskau 1963, 2. og rettede udgave 1966. Berlin
