Hermed følger den tredie artikel i serien om krigen i Algier. De to foregående artikler offentliggjordes i april og majnumrene.
I august 1956, d. v. s. 22 måneder efter oprørets start, samledes F. L. N.s øverste ledelse i kabylerbjergene for at organisere oprørsbevægelsen i detaljer, herunder udstikke bevægelsens enkelte grene. E fter at have fastlagt en almindelig revolutionær linie og fastsat de politiske mål organiseredes oprøret principielt med ledelser bestående af følgende ingredienser.
Øverst et kollegialt organ delt i tre grene:
— politisk (også benævnt politisk-økonomisk)
— militær
— forbindelses- og efterretningsvirksomhed.
Herudover blev hele organisationen planlagt i detaljer, som anført nedenfor. Et kommunique om forliandhngerne blev straks udsendt til befolkningen, såvel gennem illegale blade, plakater og løbesedler som fra udlandet via radioudsendelserne.
Det fastsloges heri, at netop det forhold, at ledelsen af oprøret var lagt i hænderne på et kollegialt organ bevirkede, at man undgik persondyrkelse. Pligten til selvkritik blev indskærpet. Det udtryktes bl. a. således: „I revolutionen kræver hver handling i sig selv en kritik. Ingen er u fejlbarlig inden for organisationen, ligefra det enkelte medlem til den højeste chef. Denne selvkritik må være ærlig, oprigtig og fremsættes i troen på vort fædreland“ . Kollegial ledelse, personlighedsdyrkning, selvkritik, politiske kommissærer m. v. er udtryk, man ikke normalt møder i Algier, men tanken ledes umiddelbart hen på lande, hvor disse ting er dagligdags. Oprørets organisation m. v. var resultatet af den dybe marxistiske indflydelse, der udøves indenfor den algierske oprørsbevægelse, og hvis hovedinspiration er bøger af K a rl Marx og Mao Tse-Toung. Lad os nu betragte F. L. N.s organisation for byen Algier, (se skitse 5). Denne organisation er en zoneorganisation (se skitse 3), der kan tjene som eksempel for opbygningen af de andre zoner. Algier, hovedstad i Algier, er sæde for administrationen af landet og de overordnede myndigheder; den er centret for industri og handel og frem for alt en heksekedel af 700.000 sjæle, hvoraf 400.000 er inuhamedanere. En så vigtig position kunne ikke negligeres af F. L. N. Ikke mindst de 400.000 muhamedanere repræsenterede efter F. L. N.s opfattelse en kæmpemæssig værdi, såfremt de blev vundet for sagen, idet de i så fald kunne trække de andre byers befolkninger med sig. Oven heri gav byens størrelse gode muligheder for opbygning af F. L. N.s hemmelige organisation. Fra fransk side er man udmærket klar over disse forhold, og næst efter den militære øverstbefalende er posten som kommandant i Algier den vigtigste. Generalen, der boldt foredraget, hvorfra fle rtallet af disse oplysninger stammer, har været kommandant i Algier, li gesom faldskærmsgeneralen Massu, hvis afsked fra posten i januar i år var årsag til alvorlige uroligheder.
Algier blev af oprørsbevægelsen etableret som en selvstændig zone uafhængig af andre zoner, og direkte underlagt, oprørsledelsens højeste autoritet: „Koordinations- og eksekutiv-komitéen“ .
Byen opdeltes i 3 regioner. R. 1 (Algiers centrum), R. 2 (Vest-Algier) og R. 3 (Øst-Algier). Regionerne inddeltes i sektorer og distrikter. Zonen ledes af et zoneråd, der i princippet er under kollegial ledelse, og som består af
— 1 politisk-militærchef
— 1 ansvarlig politiker eller politisk kommissær (politisk-økonomisk)
— 1 ansvarlig militær chef
— 1 chef, der er ansvarlig for forbindelses- og efterretningstjenesten.
Den politisk-militære chefs stemme har afgørende vægt i forhold til de andres stemmer. På zonetrinet etableres specielle komitéer til hjælp for den ansvarlige chef for „forbindelses- og efterretningstjenesten“ .
Disse komitéer omfatter følgende:
- Forbindelseskomitéer, der har ansvaret for den hemmelige forbindelsestjeneste til byerne inde i landet, og F. L. N. organisationen i Tunis og Marokko, herunder ansvaret for fremskaffelse af pålidelige kurerer.
— Efterretningskomitéen har specielt til opgave at tappe administrationen og de væbnede styrker for oplysninger.
— Den politiske komité, hvis fornemste opgave er at holde zonerådet orienteret om den aktuelle udvikling og de politiske konjunkturer samt at redigere propagandaskrifter og forestå fordelingen af disse.
— Retskomitéen, der har opsynet med masserne, herunder bl. a. ansvaret for planlægning af de brud på lov og orden, der bliver udført af F. L. N., ligesom komitéen har til opgave at bilægge eventuelle uoverensstemmelser mellem medlemmerne af organisationen.
— Sundhedskomitéen, der både har en teknisk og en politisk opgave. Den tekniske opgave består i at organisere sundhedstjenesten inden for zonen samt at sørge for medikamenter m. v. Den politiske opgave består i at prøve at opstille et Algiersk Røde Kors, idet bl. a. kontakt med internationalt røde kors skulle opnås for senere at forsøge at opnå international anerkendelse.
På zonetrinet er der et specielt organ, der har til opgave at frem stille bomber, idet disse i 1956 og til dels i 1957 blev oprørernes vigtigste våben. Ikke blot kan en bombe anbragt et befolket sted forårsage mange ofre, men truslen i sig selv lægger et voldsomt psykisk pres på befolkningen. Bombefremstillingen rangerer direkte under den politiske, militære chef.
Den regionale struktur. De tre regioner, der er underlagt zonen, har principielt den samme opbygning: Øverst et regionalt råd bestående af 3 medlemmer repræsenterende de 3 bestående afdelinger nemlig:
— politisk
— militært
— forbindelse og efterretning.
Disse regionale inddelinger nåede aldrig fuld t ud at træde i funktion, idet de franske modforholdsregler trådte i funktion, inden planerne som helbed kunne føres ud i livet.
Den politisk, regionale gren (politisk kommissær) har en tredelt opgave:
— først og fremmest at organisere, uddanne og kontrollere muhamedanerbefolkningen på nærmeste hold for herigennem at påtvinge denne F. L. N ideologi,
— at mobilisere alle folkets kræfter til fordel for oprøret,
— at muliggøre, at F. L. N. administration til sidst kan erstatte den nugældende. (se også skitse 6).
Den militære, regionale gren inddeles i 3 grupper, bestående hver af 3 celler af 3 personer, d. v. s. 35 personer ialt. Den politiske (økonomiske) organisation, der er den væsentligste del af hele organisationen, og som ledes af en politisk kommissær, er opbygget således: (se også skitse 6).
Placeret under den politiske zonekommissær:
På zonetrinet
— et overordnet råd med disciplinæ re opgaver, en finansiel komité med opgave at varetage de økonomiske midler,
— et specielt politisk-økonomisk foretagende, organiseret i store industrielle og handelsmæssige foretagender, f. eks. offentlige transportmidler, tobaksindustri m. v.
På regionstrinet
— et råd med disciplinære opgaver,
— en efterretningsgren,
— et reproduktionskontor med opgave manuelt at udfærdige plakater og løbesedler,
— en sammenslutning af aktive oprørere på 50 og 75 personer, organiseret i chock-grupper, halvmilitære formationer, med opgaver at distribuere plakater og løbesedler samt udføre hemmelige transporter,
— en organisation af sympatisører med opgave at kontrollere masserne og organiseret i to søjler a. en lodret søjle, i hvilken meldinger om befolkningens indstilling m. v. bliver sendt op via celler, kvarterer, distrikter og sektorer. Herigennem fordeles også hjælpen til oprøremes familier, b. en vandret søjle, der har til opgave at kontrollere alle de finansielle og handelsmæssige foretagender, der er tilknyttet organisationen,
— endelig en speciel økonomisk komité, der har til opgave hver måned at fastsætte og indsamle bidrag til organisationen fra de handlende. Disse indsamlede midler udgør oprorernes primære ressourcer. De handlendes rolle er stort set begrænset til finansiel støtte af oprøret, en støtte, de tvinges til at yde med trusler om attentater.
Denne finansielle støtte er baggrunden for oprørernes indkøb af våben m. v. En stor del af de kæmpende eller af sympatisører betaler to slags afgifter, en til den lodrette søjle og en til den vandrette. Enhver større handel pålægges en afgift, der i 1957 var 10 % på varer in d til 3 m ili. frcs., og 15 % herover. A t det ikke er småpenge, det drejer sig om, kan ses af det forhold, at afgifter til Algier-zonen i slutningen af 1956 pr. måned blev vurderet til at være mellem 100 og 120 m ili. frcs. Hele organisationen er opbygget efter det princip, at man ikke kender sin næst højere chef eller kontaktmand, et forhold, der også kendtes herhjemme under besættelsen. Der er hemmelige postudleverings- og indleveringssteder og fastsatte kendeord. Særligt udsatte og vigtige poster er dublerede, således at arbejdet kan føres videre, selv om en chef b liver taget. Som eksempel kan anføres, at militærcheferne på de højere trin ikke selv er aktive. De lægger planerne, men lader deres stabschefer udføre dem; atter en forsigtighedsregel. Man anslår, at der i byen Algier i slutningen af 1957 var ca. 5.000 aktive og sympatisører. A f disse regner man med, at ca. 200 var aktive i den militæ re del af organisationen, d. v. s. den del, der udfører terroraktionerne. Man v il således se, at ca. 200 personer med støtte af andre ca. 4.800, d. v. s. ikke engang alt i alt 1 0/00 af befolkningen i byen med en stærk organisation i ryggen har kininet holde en by med 700.000 mennesker i angstens greb igennem længere tid og udføre terrorhandlinger, der har givet genlyd over hele verden. Overfor denne organisation står først og fremmest de franske sektorkommandanter, hvis opgave er
— at beskytte befolkningen og dennes ejendom
— at ødelægge oprørernes organisation.
— at rive muhamedanernes befolkningsmasser ud af F. L. N.s klør (se . skitse 7). Den første opgave søges løst ved udstilling af poster og patruljer og skærpet årvågenhed og beredskab. Ødelæggelse af oprørernes organisation er som før omtalt mere en politi- end en hæropgave, dog med særlige opgaver til efterretningstjenesten, idet opgavens løsning betinger indhentning af efterretninger om oprørernes organisation m. v. Disse efterretninger søges bl. a. ved hjælp af agenter, der infiltreres i oprørernes oganisation. Den sidste opgave kræver en yderliggående oplysningskampagne, herunder anvisninger i selvforsvar, evt. udlevering af våben m. v., d. v. s. psykologisk krigsførelse. Bekæmpelse af oprørernes organisation i byen Algier, der blev ført ved hjælp af mellem 4.500 og 7.000 soldater, herunder et faldskærmsregiment, førte i 1957 til følgende resultater: — afsløring og ødelæggelse af 2 politiske søjler
— afsløring og ødelæggelse af en zonekomité, af organisationens m ilitære struktur samt et skjulested for fabrikation af bomber
— den totale ødelæggelse af zonerådet.
Udrensningen må im idlertid fortsætte, idet oprørernes organisation opbygges i næsten samme tempo, som den rives op. Som man vil se af ovenstående, er det en velorganiseret modstander, franskmændene har i Algier. Spontaniteten i bevægelsen rimer ikke rigtig sammen med en så velorganiseret opstand. En sådan organisatorisk opbygning må forventes i enhver revolutionær krig, hvad enten denne starter som en panarabisk, nationalistisk eller „retfærdig“ oprørsbevægelse. Derfor har det betydning at kende disse forhold. Intet land ved, hvem der bliver det næste offer.
R. R. Møller
