Om nogle formentlig i Danmark forfattede militære Skrifter fra det 16de Aarhundrede og de i samme indeholdte Oplysninger.

Ved det sextende Aarhundredes Begyndelse havde man i Europa alt i henved 200 Aar kjendt til Krudtvaaben, men deres Indflydelse paa Krigsføringen havde dog lige til hin Tid været temmelig ringe. Det kan derfor ikke undre, at man i de faa militære Skrifter, der affattedes indtil henimod Reformationstiden, kun meget lidet har beskjæftiget sig med hine Vaaben. De militære Skrifter fra hine gamle Tider angaa næsten alene de blanke Vaabens Brug. Stundom ere de Fægtebøger, der belære om, hvorledes man bedst benytter Sværd, Hellebarder, Spyd og allehaande Nødvaaben. Stundom gjælde de Ridekunsten, Hesteudrustningen og Hestens Sygepleje. Afhandlinger om Turneringer forekomme ogsaa, derhos med Hensyn til Hærvæsen og Taktik Afskrifter eller Oversættelser af Oldtidens berømte Forfattere.

De militære Skrifter, der endnu findes hertillands fra hine Tider, ere af den nævnte Art. Saaledes findes paa det Store Kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn en af hine Fægte­ bøger, skrevet paa Tydsk 1459 af Michel Rotwylar efter Fægtemesteren Hans Talhofers Anvisning og forsynet med mange Afbildninger. Der findes i den, foruden hvad der angaar Tvekampe, Brydning og deslige, afbildet en Mængde Redskaber til Brug ved Belejringer, Redskaber, der antyde, hvor ringe Betydning Krudtvaabnene endnu havde. Særlig bør ogsaa nævnes en Vegetius fra om­ trent 1434.

Efterhaanden forandrede disse Forhold sig stærkt i Løbet af det sextende Aarhundrede. Den store, pludse­ lige Kulturudvikling, som da fandt Sted, udstrakte ogsaa sin Indflydelse til Krigsmidlerne. Ved forskjellige Opfin­ delser, der førte Forbedringer af Krudtvaabnene med sig, fremkaldtes den Overlegenked, som disse Vaaben nu i stedse voxende Grad erhvervede sig, og disse Opfindelser bleve saaledes den Kilde, af hvilken der udsprang først Forandringer i selve Vaabnenes Indretning, dermed ogsaa i Befæstningernes, dernæst i de taktiske Former og i Reglerne for Hærstyrkernes Sammensætning og Tilgang. At disse Forandringer, som i deres videre Indflydelse og­ saa greb ind i Samfundsforholdene og vistnok mindst lige saa meget som nogen anden Opfindelse i det Hele taget bidrog til at omdanne Middelalderens Tilstande til den nyere Tids, maatte fremkalde en hel Literatur, følger af sig selv. Der affattedes i de fleste af Europas Lande, især i den sidste Halvdel af det sextende Aarhundrede, en Mængde militære Skrifter, flere end i adskillige Pe­rioder af den paafølgende Tid indtil henimod vort Aarhun­ drede. Snart fremkom de trykte og udbredtes, stundom i mange Udgaver, i vide Kredse; snart ere de Haandskrifter, stundom pragtfuldt udstyrede, bestemte alene til Ejendom for en enkelt eller nogle faa. Næsten alle Grene af Krigskunsten findes omhandlede.

Ogsaa her i Danmark blev man ikke tilbage. Ogsaa her findes der fra hin Tid flere Skrifter, der efter al Sand­ synlighed ere affattede her i Landet, og som fortjene Opmærksomhed. De vigtigste, hvilke vi i det Følgende nærmere skulle omtale, ere tre af artilleristisk Art.

Det formentlig ældste af dem er et Haandskrift, af­ fattet paa Dansk. Efter Skriften og Sproget har man henført det til et Aar mellem 1540 og 1560; men det synes ifølge Indholdet snarere lidt yngre. Det bærer Titlen «De tolff spørsmaal eller fraage», er tildels en i 24 Spørgsmaal og Svar affattet Lærebog i Skytsets Brug, ledsaget af nogle Forklaringer angaaende Skyts, Krudt og Krudtets Bestanddele; det har ingen Afbildninger. Det originale Haandskrift, i Kvart, blev fundet og kjøbt i 1835 af en Herr N. J. Ekdahl hos en Boghandler i Kristiania og derpaa foræret til det Kgl. svenske Krigs­ arkiv, hvor det nu befinder sig. Det var den Gang ind­ bundet sammen med en Række Optegnelser om Raad mod Sygdomme og havde været ligesaa i gammel Tid, da der paa det første Blad i den nævnte Række Opteg­ nelser fandtes skrevet, at Bogen var foræret 1617 af Frants Juel til Meilgaard til Jørgen Lykke, der havde ønsket at faa den for de »Bøsseschytter kunststycker», som fandtes foran. Optegnelserne om Raad mod Syg­ domme bleve fraskilte af Ekdahl og forærede til Kgl. Vitterhets, Historie och Antiquitets Academien i Stockholm. To Afskrifter af den artilleristiske Del af Bogen findes, indbundne i samme Bind, i Artilleriets Bibliothek i Kjøbenhavn. Nogle Stumper af Værket findes derhos paa det Store Kgl. Bibliothek sammesteds i en Samling af artille­ ristiske Optegnelser fra Midten af det 17de Aarhundrede.

Den Del af Bogen, der indeholder Spørgsmaalene og Svarene, synes at være en Gjengivelse paa anden eller tredie Haand og med nogen Omarbejdelse af det ældste artilleristiske Værk, der er opbevaret til vore Dage, nemlig det i den første Halvdel af det femtende Aarhundrede, formentlig omtrent 1430, i Frankrig forfattede Skrift, der er kaldt «Le livre du secret de fart de l’artillerie et canonnerie», og som med nogle smaa Ændrindringer blev udgivet trykt 1561 i Paris. Det øvrige synes at være en selvstændig Udarbejdelse.

Det andet Skrift, som vi nærmere skulle omtale, er en i Folio trykt Bog, af hvilken den forrest stillede Del fører Titlen «Ein Buch, zusammen gezogen aus vielen Probierten Kunsten und Erfarungen, Wie ein Zeughaus sambt aller Munition anheimisch gehalten werden sol o. s. v.» og findes paa det Store Kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn. Bogen er trykt som Pragtværk 1578 hos Lorenz Benedict sammesteds og er ledsaget af haandtegnede og malede Afbildninger. Dens Forfatter er ikke angivet paa Titel­ bladet, men da det eneste trykte Exemplar af Skriftet, som kjendes her, er indbundet sammen med eller tillige har forskjellige andre Dele eller Afhandlinger, der alle ere trykte i Kjøbenhavn 1578 hos Lorenz Benedict og med tilsvarende typografiske Pragt, og nogle af Afhand­ lingerne paa Titelbladet have Forfatternavnet Joachim Arentsehe, maa det Hele antages at være af denne Forfatter, om hvem iøvrigt videre Kundskab savnes. Det nævnte Exemplar har indvendig Frederik den Andens malede Brystbillede og flere Steder Kongens og Dron­ ningens Navnechiffer, det sammenslyngede F og S. Ifølge den hele Udstyring, deriblandt ogsaa den prægtige Indbinding, maa Bogen antages oprindelig at have tilhørt Frederik den Anden. Det fremgaar tillige af det Vers, der som et Motto pryder Bogens første Blad:

«Disz Buch lernet vnd zeiget an Welchs nicht ein jder weis vnd kan, Auch nicht ein jder wissen soli, Wers hat vnd weiss, der brauch es wol.»

at det har været Forfatteren om at gjøre at fremstille sit Arbejde som tildels indeholdende en hemmelig Viden.

Den Antagelse ligger nær, at Bogen er bleven trykt i et kun meget ringe Antal Exemplarer og ikke har været nogen Handelsvare. Det taler derhos for, at den er tilvejebragt ved Kongens særlige Omhu, at der i den saakaldte Gamle Kongelige Samling paa det Store Kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn findes et Haandskrift, der svarer til en Del af den trykte Bog, dog uden Afbild­ ninger.

Bogen er flere Steder i Margenen forsynet med Bemærkninger, der stundom ere ledsagede af Aarstallet 1606. De ere skrevne med en Haand, der synes at ligne Christian den Fjerdes.

En Del af Opskrifterne angaaende Krudt og Fyrværkerisager synes at vise en Paavirkning af «Le livre du secret» o. s. v. Den større Del af Bogen, baade hvor den omhandler Artilleriet og andre Grene af Krigsvæsenet, viser derimod hen paa, at Forfatteren har benyttet Leonhart Fronspergers bekjendte Skrifter, af hvilke det ældste angaaende Artilleriet formentlig er udgivet 1564, medens iøvrigt Fronsperger øjensynlig ogsaa har benyttet Le livre du secret.

Det tredie Værk, som vi skulle omhandle nærmere, er et Haandskrift i Folio, forfattet af Rudolf von Deventer, der var Arkelimester under Frederik den Anden. Det findes i 2 Exemplarer i det store Konge­ lige Bibliothek i Kjøbenhavn. Det ene Exemplar er dediceret til Kong Frederik den Anden. Det andet, der i uvæsentlige Ting afviger lidt fra det første, har haft Titlen: «Kunstbuch von allerhandt Kunsten der Argkaley, Geschiitz und Feuerwerk zu Wasser und zu Lande» og er dediceret til Christoffer Walkendorf 1585. I begge Exemplarer findes Forfatterens Navn. Værket omhandler ligesom Arentsehes, saaledes som vi i det Følgende ville betegne det førnævnte Værk, dog mindre udførligt, Skyt­ set og Krudtet, derhos kortfattet endel andre Æmner, som vi her ikke nærmere skulle gaa ind paa, saasom Befæstninger, Broslagning, Brevduer m. m.

Foruden de nu opregnede tre Værker findes der her flere Haandskrifter fra det sextende Aarhundrede, om­ handlende Krigsvæsenet; men de kunne ikke med saa stor Sandsynlighed, som de foregaaende, antages at være forfattede her, og vi forbigaa dem derfor hovedsagelig, idet vi i det Følgende kun skulle optage Noget af Ind­holdet af et af dem, der angaar Krudtfabrikation.

Samtlige Skrifter vise, at man her hjemme har fulgt ganske godt med i den almindelige Udvikling.

Den væsentligste Del af Indholdet i de tre Værker, vi i det Foregaaende særlig have omtalt, angaar selvfølgelig Skytssorterne, og der fremtræder navnlig med Hensyn til Omtalen af dem den Forskjel, som i det Hele taget gaar igennem de tre Skrifter, at medens det danske Skrift og Arentsehes Bog i meget røbe en stærk Paavirkning af Fremmede, bærer Deventers Fremstilling Præget af at være original og i det Hele at være fremgaaet af en rig­tigere Betragtning.

Arentsehe følger temmelig nøjagtig Fronspergers Værk, og som denne Forfatter deler han Skytset hovedsagelig i 3 Grupper: Murbrydende Skyts, Feltskyts og Morterer.

Til det murbrydende Skyts henføres:

Som en fjerde Gruppe fremtræder paa en Maade Fyrbøsserne («Feuerbiichsen»), en Slags kort Skyts, be­ stemt til at udskyde Brandprojektiler. Arentsche mener, at der af det Skyts bør forefindes to Slags, den ene med Kaliber svarende til den 50 Pds. Kugle, den anden med et Kaliber, svarende til den 25 Pds.

Arentsehe giver ingen Tegninger af de forskjellige Skytssorter, saa at man altsaa ikke kan se, hvorledes han har tænkt sig de enkelte Stykker konstruerede.

Det danske Haandskrift har omtrent det Samme, dog tager Forfatteren til Gjenmæle mod Lysten til at mangfoldiggjøre Skytsarterne og Benævnelserne. Der siges nemlig, at af alle Bøsser, som man betjener paa Axel og Hjul, gives der egentlig ikke flere end 8 Slags, nemlig 4 Slags Murbrækkere og 4 Slags Feltskyts. Foruden disse findes kun Bøller. Nattergalen og Sangerinden ere nemlig kun forskjellige derved, at den første er 2 Fod længer end den sidste. Der findes tilføjet, hvor langt man kan skyde med hvert Stykke Skyts, og det danske Haandskrift giver saaledes i denne Retning en Oplysning, der savnes i de andre. Der siges, at alt det murbrydende Skyts skyder 800— 900 Skridt (»Threnn»), Notslangen 2000, Slangen 1200, Halvslangen ligesom Falkonetten 60, men i denne sidste Angivelse er der aabenbart indløbet en Skrivefejl eller en anden Fejltagelse, løvrigt mangler, for at Op­lysningen skulde være fuldstændig, Opgivelse af den Rejs­ ning, Stykkerne skulde have for at naa disse Skudvidder. De enkelte Stykkers Vægte svare til, hvad der findes hos Arentsehe, kun er der tilføjet Vægten paa Notslangen, nemlig 1600 Pd. Til det hele Arkeli henregnes derhos uden nærmere Beskrivelse «Stenbøsser, Kammerbøsser, Hager, Skerpentiner, dobbelte flager, halve Hager, Fyr­ bøsser og «Ilandskøtt» foruden Mortererne.

Baade det danske Haandskrift og Arentsehes Bog synes at antyde, hvorledes man ogsaa her hjemme har forsøgt at indføre de besynderlige Benævnelser paa Skyts­ arterne, som efter det fra Italien givne Exempel optoges og videre udvikledes af Tydskerne, men som aldrig ret trængte igennem her i Norden, idet man her til Lands som i Sverig holdt sig vedblivende til de alt fra den ældre Tid stammende simplere Benævnelser hele Kartover, Tre­ kvarter Kartover, Halve Kartover, Notslanger, Slanger (eller Feltslanger), Trekvarter Slanger, Halve Slanger, Falkonetter (ogsaa dobbelte Falkonetter) og Falkoner.

I Overensstemmelse hermed og i Modsætning til det danske Haandskrift og Arentsehes Bog synes derimod de af Deventer omhandlede Skytsarter snarere at svare til, hvad der i Virkeligheden benyttedes herhjemme. Deventer udtaler nemlig, at han ikke kan anerkjende Nødvendig­ heden af den vidtløftige og omstændelige Inddeling af Skytset, som da tilstræbtes af mange. Han mener, at man ved at gaa ud fra 3 Stykker, som han har afbildet, 2 Kartover og 1 Notslange, kan konstruere de mindre Stykker overensstemmende med dem, og at man da har alt, hvad der i Hovedsagen behøves til et helt Arkeli.

Gaaende ud fra denne Anskuelse omhandler han da fortrinsvis kun Kartover, Halvkartover og Notslanger. Han angiver, at til Brug i og mod Befæstninger bør den hele Kartove være konstrueret til at udskyde en 60 Pds. Jern­ kugle, Halvkartoven en 25 Pds. Jernkugle, og begge være 12 Fod lange.

Til Brug i aaben Mark formenes Helkartoven at burde være beregnet paa at udskyde en 40 Pds., Halvkartoven en 20 Pds. Jernkugle, og begge skulde være 10 Fod lange. Notslangen skulde føre en Jernkugle af 16 til 18 Pds. Vægt og være 18 til 20 Fod lang.

At Skyts, der omtrent svarede til Deventers Opgivel­ ser, har været brugt her hjemme, maa formodes af de Op­lysninger, der haves om Artilleriet i den paafølgende Tid, og blandt hvilke adskillige vistnok angaa Skyts, der var bleven bevaret fra Frederik den Andens Tid. Selvfølgelig har man efter Tidens Aand ikke holdt sig strengt til de angivne Kalibre, men om der end er foretaget adskillige Variationer ved Støbningen af de enkelte Stykker, kunne de ovenfor nævnte Kalibre dog vistnok anses som de typiske.

De mindre Stykker omhandles ikke af Deventer. Derimod findes beskrevet flere ejendommelige Skytsarter, som derfor vel kunne formodes jevnlig at have været i Brug. Saaledes omhandles et »Storm- eller Stenstykke» logsaa kaldet »en Fyrbøsse»), en kort 11 Tommers Kanon, 7 Fod lang, støbt med lukket Bund og med en Ind­ snævring af Løbet (et Kammer efter Nutidens Begreb), der var beregnet paa at rumme 5 Pd. Krudt. Sten­ kuglen, der skulde benyttes i denne Kanon, formenes at burde have 10 Tommers Tvermaal. Endvidere omhand­ les hvad der kaldes «et Storm- eller Kammerstykke, der skulde skyde med Hagl eller med en Pil», en Smedejerns­ kanon af den ældre Art med Kammer og Stjert. Beskri­ velsen, der ledsager dette Stykke Skyts, og som vi i det Følgende skulle komme tilbage til, antyder, at man endnu troede at staa sig vel med Hensyn til Betjeningens Hur­ tighed ved at benytte de ældre Baglade-Konstruktioner, naar det var en Kardætskvirkning, der tilsigtedes. Stykket angives dog kun at have været bestemt til Brug i Fæst­ ninger og til Søs, saa at man ikke har fundet det hen­sigtssvarende til Feltbrug at føre Stykker med, der kun vare nyttige i et særligt Øjemed, men ellers maatte staa tilbage for det nyere Forladeskyts. Endelig beskrives endnu flere Slags Skyts, der særlig vare bestemte til at bruges i Vognborge, og som skulde være anbragte paa en Vogn i et Antal af 1— 3 paa en Drejeskive.

Af Morterer fremstiller Deventer to, en større, be­ regnet paa en 100 Pds. Stenkugle, og en mindre, bereg­ net paa en 50 Pds. De have den Ejendommelighed, at den bageste, afrundede Del af Stødbunden er forsynet med et Stykke Tandkrands, ved Hjælp af hvilken man med et Drev og en Krumtap med Haandfang kunde give Mor­ teren den ønskede Rejsning.

Den hele Forsyning med Skyts, som en Hær burde føre med, beregner Arentsehe til 18 Stykker Belejrings­ skyts, 35 Stykker Feltskyts, 2 Fyrbøsser og 16 Morterer for en Styrke paa 20000—30000 Mand Rytteri og Fod­folk og i Forhold dertil ved større Styrker.

Hvad Skytsunderlagene angaar, da ere alle de af Arentsehe fremstillede Affutager Væggelavetter med meget svære Hjul, omtrent svarende til dem, der af de samtidige tydske Forfattere angives at være brugte. Alle Lavetterne synes at have et Protshul i Svandsriglen, og paa de fleste ses befæstet en Ring, hvis Bestemmelse det var at gjøre Nytte ved Forspændingen, naar Kanonen skulde bevæges et ringere Stykke uden Forvogn eller Forstilling.

Derimod ere de af Deventer afbildede Affutager tem­ melig ejendommelige. Det førstnævnte Stormstykke er saaledes anbragt i en lav, temmelig langstrakt Rappert, der bestaar af 2 Vægge med 4 Udsnit i hver, en Axel med 2 Knubhjul, flere Rigler og et mindre Knubhjul midt imellem Væggene ved Svandsen. En Kartove er af­ bildet anbragt i en temmelig spinkel Væggelavet med Hjul, der ere usædvanlig lette for den Tid, om end lig­ nende Hjul alt synes at have forekommet i det femtende Aarhundrede. Ret mærkelig er Affutagen — saaledes som det ses af vedføjede Tegning, der velvilligst er over­ ladt Forfatteren af Oberstløjtnant O. Blom — til det sidst­  nævnte Stormstykke, idet Kanonens Tapper ikke hvile i selve Lavetvæggene, men i en gaffelformet Opstander, som synes bevægelig om en lodret Tap, der gaar ned i en Rigel eller Plade mellem Lavetvæggene. Stjerten hviler paa en Bolt, som gaar igjennem en anden gaffelformet Opstander. Denne er stillet paa et Tverstykke, som ved flere Stænger er forbundet med den førstnævnte Opstan­ der og synes at kunne forskydes til Siderne. Det maa antages, at man ved den hele Konstruktion har tilsigtet at kunne give Stykket en vis Grad af Sideretning uaf­ hængig af Lavetten, ligesom man i vor Tid har gjort det ved Gatlingkanoner og Mitrailleuser. Mortererne hvile med Tapperne i 2 Vægge, der ere fastgjorte til et fir­ kantet Underlag, af hvilket Krumtappen til Stilleindretningen rager frem.

Saavel paa nogle af Arentsehes som paa nogle af Deventers Væggelavetter ses en Forbindelse af Stænger og Kjæder anbragt mellem det Yderste af hver Axelarm og det Bageste af den nærmeste Lavetvæg. Meningen maa vistnok have været, at man vilde forplante Stødet under Affyringen fra Lavetvæggene til Axlen ved dem foruden ved de Beslag, der fastholdt Axlen til Væggene.

Som det vel ogsaa tidligere fandt Sted, førtes det murbrydende Skyts, ifølge Arentsehes Angivelse, under Marchen frem paa Blokvogne, Quartanaerne med 2 Styk­ ker, de endnu sværere Kalibre med 1 Stykke paa hver Vogn. Lavetterne til hint Skyts anbragtes tomme paa andre Vogne, en Lavet paa hver, med Hjul og Axler skilte fra Lavetvæggene og anbragte paa andre Vogne for sig. Feltskytset, undertiden ogsaa Quartanaerne, kjørtes i Lavetterne. Afbildningerne i Arentsehes Værk vise, at Hestene i Bespændingen ere ordnede parvis. Stang­ hestene trække i Svingler og Hamler. De andre Heste trække uden Anvendelse af Forskær ved Hjælp af For­ eningsskagler. Alle Kjøretøjerne have Vognstang.

I sine Angivelser af Bespændingernes Styrke, der ved Blokvogner varierer fra 18 til 10 Heste, ved Vog­ nene med Lavetterne til det murbrydende Skyts fra 6 til 4, ved Quartanaerne og Feltskytset fra 10 til 2, følger Arentsehe ganske Fronsperger. Til den førnævnte Forsyning med Skyts for en Styrke paa 20000— 30000 Mand vilde der, efter hans Beregning, fordres 74 Kjøretøjer med 512 Heste foruden Vogne til at fremføre Betjenings­ tøjet, af hvilket intet saa vidt synes kunde føres paa La­ vetterne. Som Betjeningstøj nævnes Ladeskuffer, Sættere, Viskere, Haandspiger, Retningsmidler (Kiler og Kvadran­ ter), hvad der behøvedes til Paatænding med Lunte og smaa Tønder til at anbringe Krudtet i tæt ved Skytset.

Der vilde desuden behøves Vogne til Axler, Hjul, » Forskær, Kjæder, Tove, Skagler og allehaande andre Reservesager, Bukke og Brisker til det sværeste Skyts, Teltsager, Hestesko, det Materiel, som Nutidens In­ geniørtropper føre med til Brug ved Broslagning, Mine­ ring, Sapering m. m., Skandseredskaber, Reservesager for Fodfolk og Rytteri, Baarer til Saarede og forskjellig Bagage. Tilligemed de Vogne, der vilde behøves til den nedenfor nævnte Mængde Ammunition, vilde der efter Arentselies Beregning ialt udfordres til en Hær paa 20000—30000 Mand Rytteri og Fodfolk 333 Kjøretøjer med 1548 Heste, Reservehestene uberegnede.

Arentsehe nævner ikke Smedevogne. Dog fandtes alt da saadanne, udrustede med Blæsebælge og Ambolte.

Den Skudforsyning, som Artilleriet skulde føre med til det svære Skyts, antager Arentsehe burde kunne slaa til i 4 Dage, og da en dygtig Bøssemester eller Bøsseskytte i een Dag kunde skyde 36 Skud, faar han ud, at der burde medføres 144 Skud i Forraad for hvert Stykke, undtagen til de smaa Morterer, for hvilke det halve Antal antoges at være tilstrækkeligt. Af denne Forsyning, der er endel mindre end den, som fordres af fremmmede Forfattere, der have skrevet kort efter Frederik den Andens Tid , skulde Kuglerne for sig og Krudtet for sig føres i lirspændte Vogne, saa at Læsset for hver Vogn blev omtrent 2000 Pd.

Foruden hvad der behøvedes som ovenfor nævnt skulde der medføres Bly til Falkonetter og Haandvaaben, Redskaber til at støbe Kugler af dette Metal, Belysningsmidler, samt Materialer til at fremstille Fyrværkeri­ sager.

Med Hensyn til de almindelig brugte Projektiler, Fuldkugler af Jern eller Sten, antyder intet, at der var sket noget Fremskridt fra den nærmest foregaaende Tid.

For Krudtets Vedkommende synes det ej heller syn­ derlig at have været Tilfældet.

Arentsehe udtaler, at der endnu fandtes enkelte, som af gammel Fordom antog, at Melkrudtet var det bedste. Forklaringen heraf maa søges i , at det kornede Krudt, saaledes som det almindelig fremstilledes med fine Korn, var for stærkt til Skytset, navnlig det murbrydende, ved hvilket man desuden vedblivende satte mest Pris paa et stort Kaliber og ringe Hastighed. Imidlertid havde man maaske alt tidligere grebet til den Udvej at benytte knoldet Krudt; men der havde ej heller med Hensyn til dette dannet sig en almindelig Anskuelse. Medens det danske Haandskrift indtager det mere fremrykkede Stand­ punkt, at det fordrer et Krudt med ensartet Størrelse af Knoldene, og foreslaar, at hver enkelt Knold skulde formes i en glasseret Pande eller Skaal, «ligesom man former Ost», mener Arentsehe, at man til det sværere Skyts burde benytte Krudt, der var dannet i store, uregelmæs­ sige Knolde. Krudtet skulde formes som en Dejg i store Stykker, tørres og derpaa hugges itu. Han mener endog, at man ikke burde slaa Knoldene i Stykker, undtagen naar de vare for store til at gaa ind i Løbet. Deventer holder ikke ubetinget paa det storkornede Krudt, men udtaler, at Krudtet ikke bør være for haardt knoldet, og at man helst bør benytte halvt Melkrudt og halvt knoldet Krudt.

Krudtfabrikationen var dog maaske paa hin Tid ryk­ ket videre frem, vistnok ogsaa her hjemme, end hine For­ fatteres Udtalelser synes at antyde. I det førnævnte Haandskrift, der findes her hjemme og er mærket paa forreste Blad med Aarstallet 1576, beskrives, hvorledes der til et Krudtværk hører en Haand- eller Vandmølle, Stampere, belagte med Kobber, Kobberpander, Sigter af Hestehaar m. m. Der omhandles Korniug med 2 Sigter over hinanden. I den øverste forblev Knoldene, der senere omarbejdedes; gjennem den underste, paa hvilken det færdige Produkt forblev, faldt Melkrudt og Støv.

Sandsynligvis er man ogsaa hertillands, henimod Slutningen af Aarhundredet, gaaet over til ved det svære Skyts at bruge et virkelig kornet Krudt, i hvilket det enkelte Korn havde en Størrelse omtrent som en Ært.

Angaaende Krudtets Sammensætning af Bestanddelene viser der sig den samme Famlen som i Begyndelsen af Aarhundredet. Arentsehe udtaler sig for, at Krudtet til Stenbøsserne skulde bestaa af I Vægtdel Salpeter, 1 Del Svovl og 3/4 Del Kul, Krudtet til de Stykker, der taalte et stærkere Krudt, af 2 Dele Salpeter, I Del Svovl og 3/4 Del Kul, eller endog af 3 Dele Svovl og 1 Del Kul. Til Haandvaabnene mener han, at Krudtet skulde bestaa af 5 Dele Salpeter, 2 Dele Svovl og 1 Del Kul, til Fæng- krudt («Zuntpulver, Laszpulver, CurecifT») 8 Dele Salpeter, 1 Del Svovl, 2 Dele Kul. 1 det danske Blaandskrift ere Beglerne for Sammensætningen omtrent de samme. I Deventers Opskrifter, der kun angaa kornet Krudt og Slangekrudt, medens han dog tillige skjelner mellem det Krudt, der skulde bruges til Notslangerne, og det, der skulde bruges til Kartoverne, fordres forholdsvis langt mere Salpeter; saaledes skulde Krudtet til Kartoverne efter hans Mening indeholde 16 Dele Salpeter, 3 Dele Svovl og 4 Dele Kul, til Notslangerne henholdsvis 32, 5 og 7 Dele; men det maa erindres, at han jo tildels holder paa Brugen af Melkrudt. Det fortjener at bemærkes, at han i Modsætning til de andre Forfattere i Reglen fordrer mere Kul end Svovl, hvad der stemmer med de senere Tiders Erfaring.

Arentsehe giver mangfoldige Regler for Rensningen af Salpeteret og Svovlet samt for Brændingen af Kul af de lettere Træsorter. Hans Anskuelse om, at visse Til­ sætninger, som Arsenik, Salmiak, Kviksølvsublimat, eller Fugtning med Brændevin eller Vineddike kunde forbedre Krudtet, delte han med mange andre i hin Tid, og mu­ ligt laa der noget Virkeligt til Grund for denne Anskuelse, der holdt sig meget længe, f. Ex. for saa vidt som Brænde vin mulig kunde gjøre det slet tilberedte Krudt mere holdbart, hvad der paastaas af enkelte ældre Forfattere.

Paa Grund af de hyppig forekommende og betyde­ lige Forskjelligheder i Krudtarterne og i Stykkernes Kon­ struktion var det dog en vanskelig Sag at fastsætte Lad­ ningernes Størrelse, og megen Vaklen fremtræder derfor i de Regler, som det tilraades at følge. Hovedsagelig er der kun Enighed om, at man til Stenkuglerne skulde benytte 1/9 eller 1/10 Kuglevægt Ladning. Angaaende Jernkuglerne ere Afvigelserne langt betydeligere. Efter Arentsehes Fremstilling synes det fra først af at have været Brug at bestemme Ladningen efter Maal og ikke efter Vægt, og ifølge det danske Haandskrift kunde man regne, at en Ladning, der fyldte 4 Kalibre (var «fire Kug­ ler høj»), svarede til Kuglevægts Ladning. Naar Arentsehe omtaler Ladning efter Maal, følger han den samme Regel; hvor han omtaler Ladning efter Vægt, der i Frederik den Andens Tid maa formodes at have været den mest brugte, kommer han til den vistnok i Almindelighed godkjendte Regel, at man i det murbrydende Skyts skulde anvende Kuglevægts Ladning, i Feltskytset 1/2— 1/3 Kuglevægts eller endnu mindre, medens Deventer indtager et aaben- bart rigtigere Standpunkt, idet han til Notslanger fordrer Kuglevægts Ladning af det for denne Art Skyts foreslaaede Krudt, til den 50 Pds. Kartove, der var bestemt til Fæst­ ningsbrug, 37,5 Pd., til den 40 Pds. Kartove, der var bestemt til Feltbrug, 30 Pd. af den for denne Art Skyts i Forslag bragte Krudtsort, og til Halvkartoverne det halve.

løvrigt maatte der selvfølgelig under den virkelige Skydning tages meget Hensyn til Ejendommelighederne ved det enkelte Stykke Skyts, som i det givne Tilfælde skulde benyttes. Baade Arentsehe og det danske Haand­ skrift bemærke i saa Henseende, at da mange Stykker ikke kunde taale de stærkere Krudtsorter, kunde man tage halvt af en stærkere og halvt af en svagere, hvilken sidste da skulde anbringes længst fra Fænghullet. Det danske Haandskrift har endog tildels en Regel i denne   Henseende, idet der siges i samme, at Bøssemesteren med en Sejlgarnssnor skulde maale Stykket ved Fæng- hullet, over Tapperne og ved Mundingen. Havde det paa disse Steder henholdsvis, som det hedder, 9 Munde (Kalibre) i Omkreds, 3 i Højden, 7,5 i Omkreds, 2,5 i Høj­ den , 7 i Omkreds og 2 i Højden, da havde Stykket sit rette Kaliber, men havde det mindre, saa maatte man derefter indrette sin Ladning.

En anden Omstændighed, der vanskeliggjorde det rette Valg af Ladningen var, at man ikke let ved Sten­ kuglen og næppe heller ved Jernkuglen var istand til altid at faa Kuglerne saa ensartede i Størrelse, at man kunde indskrænke sig til et lille Spillerum. Det er endog ikke urimeligt at antage, at man af denne Aarsag i Reglen har boret Stykket til et ikke saa lidt større Kaliber, end der svarede til den Kugle, der normalt var bestemt til samme, saaledes at f. Ex. de i Almindelighed som 26 Pds. og 28 Pds. betegnede Kanoner, der kjendes fra Frederik den Andens Tid, mulig kunne anses for egentlig at skulle være 24 Pds. og 25 Pds.

For at dæmpe Virkningen af det store Spillerum brugte man undertiden at sætte Stenkuglerne fast med Kiler af Træ eller at omvikle Kuglerne med Tøj, der var væxet eller udblødt i Vand, eller med Hø, Blaar o. desl.; sædvanligsl synes man dog at have benyttet en Træklods af blødt Træ og af samme Længde som Kalibret. Ved denne Klods, der skulde drives ind med Magt imellem Krudtladningen og Projektilet, synes man efter Evne og- saa at have villet forebygge, at der let skulde danne sig et Kugleleje. Istedetfor Klodsen foreslaaer Deventer i Notslangerne at anbringe et Forlag («Vorschlege»), dannet af en Mængde Papirskiver, som vare sammenlimede indtil en Tomme fra Kanten og afhuggede saaledes, at det Hele meget nøje passede i Løbet.

Foruden de sædvanlig forekommende Fuldkugler søgte man ogsaa lejlighedsvis at anvende forskjellige andre Projektiler, uden dog med dem i det Hele taget at komme stort ud over Forsøgenes Standpunkt.

I høj Grad ses Bestræbelserne at have været rettede paa at danne og benytte Projektiler, der ved deres Spræng­ ning eller antændende Egenskaber kunde forøge Skytsets Virkning under Belejringer. Ikke sjeldent søgte Angri­ berne ved Hjælp af Stenbøssernes og Morterernes Sten­ kugler, der undertiden søgtes forstærkede ved omlagte Jernringe, at knuse Tagene paa Bygningerne og derefter at virke med hine Arter Projektiler mod Bygningernes Indre. En Sprængkugle i Nutidens Forstand kunde man dog ikke udskyde, uden at der opstod betydelig Fare for den, der affyrede Skylset. Man hjalp sig da paa den Maade, at man inden i en Brandkugle, der oftest bestod af en kugleformet eller aflang, med Tovværk besnøret og ved omlagte Jernringe forstærket Sæk med brændbar Sats, lagde en Hulkugle fyldt med Krudt, eller man lagde inden i Brandkuglen smaa Stumper Geværløb med skarp Lad­ ning, de saakaldte Mordslag, der tildels boldt sig i Brug indtil i vort Aarhundrede. Dog bemærker Deventer, at man kunde udskyde en Sprængkugle, der passede i Løbet, havde et indskruet Brandrør og kun adskiltes fra Ladningen ved et Lag af Værk, naar man fordæmmede og tættede om Kuglen paa alle Sider helt op indtil Brand­ røret med det samme Stof. Antændelsen maa dog i alle Tilfælde have voldt endel Vanskelighed, og flere Frem- gangsmaader findes derfor beskrevne. Sædvanligst synes man at have tændt Brandkuglens Indfyring enten umid­ delbart eller ved Hjælp af et over Indfyringen for større Sikkerheds Skyld anbragt Stykke Fyrsvamp med en Lunte, efter at Projektilet var bragt paa Plads i Løbet, eller man tændte ved Løbeild, anbragt i en Trærende, der førte ind til Indfyringen og blev skudt ud med Projektilet, saaledes ved Deventers Sprængkugle. Arentsehe omtaler, at man ved at bore et Hul igennem Træklodsen kunde faa Ilden fra Ladningen til at forplante sig til Indfyringen; men denne Fremgangsmaade kan ikke i Almindelighed have viist sig ret heldig, da man hovedsagelig saavel i dette Tidsrum som længe derefter tændte Indfyringen fra Mundingen paa den ene eller anden Maade, efter at Projektilet var bragt paa sin Plads. Den nævnte Fremgangsmaade, at gjen- nembore Træklodsen for at forplante Ilden fra Lad­ ningen , synes iøvrigt at være en Tanke, der var laant fra Espingolerne, Vaaben, som man alt skal have be­ nyttet i det 15de Aarhundrede. Arentsehe omtaler, dog nærmest som et Kuriosum, hvorledes man ved Hjælp af gjennemborede Træklodser, anbragte med en Ladning imellem sig, kunde frembringe en Skydning som hine Vaabens.

Mod Trævægge benyttedes derhos endnu stundom ligesom i Middelalderen Brandpile. De bestod af et svært Træskaft, der var saa tykt, at det passede i Stykkets Løb, og bar et langt Jern med Spids og Gjenhager, stukket igjennem en i Tøj indsyet Masse af brændbar Sats, der tændtes ved en Indfyring førend Skuddets Afgang.

Anvendelsen af gloende Kugler omtales af alle tre Forfattere som en alt fra tidligere Tid bekjendt Sag. Hvad Kardætskskydningen angaar, staar Arenlsehe ganske paa samme Trin som Fronsperger, idet han kun taler om, at man i kortløbet Skyts kunde lægge en Mængde smaa, runde Stene eller i Mangel deraf Jern­ stumper løse foran Træklodsen og foran dem atter en Klods eller blot et Lag Halm eller Hø, medens man i Skyts med langt Løb burde lægge Stenene i en Sæk. Derimod findes hos Deventer omtalt en Fremgangsmaade, der var Begyndelsen til de senere Fremskridt. Han vil nemlig have Kardætskskydningen udført med det Side 107 omhandlede Storm- eller Kammerstykke paa den Maade, at Kardætsken skulde bestaa af en Træbøsse, 1/2 Alen lang, 2 Tommer tyk i Bunden og fyldt med de Kugler, der brugtes til Haandskydevaabnene, eller med smaa fir­ kantede Jernstykker, medens der saavel foran som bagved Kardætsken anbragtes et Lag af Værk. Det synes at frem- gaa af hans Udtalelser, at Aarsagen til, at man endnu i længre Tid bibeholdt de ældre Bagladestykker, væsent­ ligst var den hurtigere Betjening, som de tillod, medens man ved dem maatte give Afkald paa at bruge saa stærke Ladninger som i Forladeskytset. Ved Kardætskskydningen var Betjeningens Hurtighed det Vigtigste, og det er der­ for, at han netop til Kardætskskydning ønsker at have det omhandlede Stykke Skyts med sit særegne Underlag, det eneste Stykke Bagladeskyts, som han omtaler. Han roser vistnok med Føje Konstruktionen for den hurtige Ladning og Betjening, som den tilsteder saavel derved, at Stykket er indrettet til Bagladning, som ved Kardætskens Form og derved, at man kunde have flere ladte Kamre hængende paa Lavetten, saaledes som det er viist i Figu­ ren i hans Bog. At Stykket ogsaa kunde bruges til at udskyde en Brandpil, var en Bianvendelse, der havde mindre Betydning.

Foruden til at udskydes af Skytset benyttedes Brand­ projektiler med eller uden Sprængkugler hyppig i Be- lelejringskrige til at rulles eller kastes ved Haandkraft ned blandt Angriberen, naar de vare ifærd med at storme eller befandt sig tæt nedenfor Værkerne. Tønder med brændbare Stoffer benyttedes paa lignende Maade. Des­ uden mente man ved slige Lejligheder at kunne have stor Nytte af allehaande Illandinger, af hvilke man ventede at faa frembragt kvælende eller giftige Dampe, naar de antændtes. Deventer siger i Korthed, at saadanne Blan­ dinger kjendes, men han vil ikke nærmere omhandle dem. Arentsehe angiver derimod adskillige Opskrifter, af hvilke det fremgaar, at Arsenik som oftest var Hovedbestanddelen. Han synes at have nogen Tiltro til dem, men finder det ikke rigtigt at anvende dem. En Opskrift angaar en Blanding, som skulde have den Virkning, at den gjorde enhver, som kom ind i Røgen af den, bevidstløs for mindst 40 Timer. Blandt andre besynderlige Opskrifter, som findes i Arentsehes Værk, er der ogsaa nogle, som gjælde Til­ virkning af Krudt, der ikke knaldede. Da denne Egen­ skab ved Krudtet skulde opnaaes ved Tilsætning af Glas­ pulver, Borax, Salt o. s. v., maatte selvfølgelig Krudtets Virkning blive derefter.

Ved alle de Uensartetheder, som fandtes baade ved de enkelte Stykker Skyts, ved Underlagene, Projektilerne og Krudtet samt ved Ubekjendtskabet til Kuglebanen, vedblev selve Skydningen endnu i dette Tidsrum at være en meget vanskelig Sag og var i det Hele meget usikker paa større Afstande. Det var en uafviselig Fordring, at den, som betjente et Stykke Skyts, meget nøje kjendte Egenskaberne ved det enkelte Stykke samt ved Krudtet, der skulde benyttes i det; selv den dygtigste Bøsseskytte kom let i Forlegenhed, naar han skulde bruge et andet lignende Stykke eller i det samme Stykke et andet Slags Krudt end det, han gjennem Erfaring var blevet bekjendt med.

Noget Fremskridt med Hensyn til Skydningen var der dog gjort ved forbedrede Retningsmidler og ved Iagt­ tagelsen af visse byppig forekommende Kilder til Fejl.

Ved Kanonerne benyttedes som Retningsmidler i Reglen alene Stillekiler og hvad der den Gang kaldtes en Kvadrant, et Apparat, som dog ikke altid svarede til, hvad vi nutildags forstaa ved dette Udtryk. Navnlig af Arentsehe findes mange Kvadranter omtalte, men tildels i Lighed med dem, der findes omhandlede i Fronspergers Skrifter, ere de fortrinsvis indrettede paa at angive det højeste Punkt for og bag paa det afprodsede Stykke Skyts. Disse Punkter mærkedes f. Ex. med Vox, og man sigtede da over dem, naar der skulde skydes i Viserskud. Man troede at finde en Fordel i , at Kanonerne vare lige høje for og bag, men sædvanligst fandt dette ikke Sted ved den Højde, man passende kunde give Kanonernes Hove­ der, og man bødede da herpaa ved paa Kanonhovedet at anbringe en Slags Falk, et Stykke Træ af passende Højde. Forskjellen mellem højeste Punkt for og bag kunde man finde ved Hjælp af Rømnaalen, under For­ udsætning af, at Fænghullet. var lodret stillet, og at Sjælen havde plan Bund; i modsat Fald kunde man nogenlunde hjælpe sig ved den i det Foregaaende (S. 115) omhandlede, i det danske Ilaandskrift omtalte Maaling af Stykkets Om­ fang. Skulde man skyde paa større Afstande, skruedes et bevægeligt Stykke paa Kvadranten op efter Mærker, der oftest vare angivne i Tommemaal, og der sigtedes da over dette Stykke som over en løs Opsats. Bøssemeste­ ren maatte nøje vide, hvilke Mærker der ved det enkelte Stykke, som skulde betjenes, svarede til visse Skudvidder paa flad Mark.

løvrigt ses, at man stræbte efter Nøjagtighed i Brugen af de forskjellige Instrumenter og Redskaber. Man iagttog saaledes Udslagsvinklen af et Lod, der var anbragt paa Kvadranten, for at undgaa en fejlagtig Hældning af samme. Det findes ogsaa anført, at Fejl i Skydningen kunde opstaa derved, at det ene af Lavethjulene stod højere end det andet, og at man burde undersøge dette ved Retskede og Vaterpas og om fornødent afhjælpe Fejlen ved at grave ud under det ene Hjul.

Alligevel kunde man dog til Trods for al mulig For­ sigtighed ikke opnaa nogen stor Træfsikkerhed, og det er med god Grund, at der fremsattes den Regel, at man i Marken skulde vælge sit Retningspunkt foran den fjendt­ lige Slagorden. Det erkjendtes, at Perikochetskydningen, som den senere kaldtes, stedse havde stor Betydning under Kampen i aaben Mark.

Til Brug i Belejringskrigen ved Brecheskydning frem­ sattes omstændelige Regler, som dog tildels alt hidrørte fra det 15de Aarliundrede. Det anbefales saaledes af Arentsehe, at man skulde sætte Kuglerne ved Siden af hinanden i Muren i en Højde af 10— 12' over Jorden. For hver 2 Skud med Slangerne burde man skyde 1 Skud med Skarpmesserne for bedre at ryste Muren, og naar Gjennembrydningen var fuldført, kunde man da tillige, om man vilde, benytte Stenstykkerne for at faa den til at falde.

Ved Mortererne synes ifølge Arentsehe det mest brugte Instrument til at bestemme Rejsningen at have været den af Tartaglia opfundne Passer, hvis Ben kunde bevæge sig langs en inddelt. Linie, og ved hvis Hoved der var befæstet et Lod. Naar Passerens Ben anbragtes i Retning af Linien mellem Sigtepunkterne, angav Loddets Udslagsvinkel Rejsningen. Til Sideretning ved Morterer, som stode paa en dækket Standplads, anbefaler Arentselie en Slags Kvadrant, der indeholder en Magnetnaal.

Foruden det svære Skyts og Tilbehøret til dette om­ handle Arentsehes og Deventers Skrifter det øvrige af de forskjellige Slags Materiel, som i Nutiden, for saa vidt som Tilsvarende endnu forefindes, henhører under Ingeniø­ rerne og flere, men den Gang var underlagt Artilleriet i et og alt.

Hos Arentsehe tindes der saaledes Afbildninger, led­ sagede af korte Anbefalinger, af Redskaber, indrettede til at sønderbryde Jerngitre, Kjæder og deslige, Redskaber, som Hærene stundom førte med sig til Brug ved Belej­ ringer, foruden Hakker, Spader, Skubkarrer, Jernstænger med Staalspids, Stormstiger m. m. Disse Redskaber havde vel spillet den vigtigste Rolle i tidligere Aarhun- dreder, saa længe Krudtvaabnene ikke besad synderlig Kraft, men de synes, siden de ere fundne værdige til Afbildning, endnu at have holdt sig i Agt langt ind i det 16de, maaske nærmest fordi de vel endnu kunde linde god Anvendelse paa Steder, som man ikke let kunde komme til med det svære Skyts, saaledes især Befæstningernes Porte. Petarden, der tilsidst fuldstæn­ dig fortrængte hine Redskaber, er ikke omtalt i noget af Skrifterne (lige saa lidt som af Fronsperger og for­ skjellige andre samtidige udenlandske Fortattere), og den har derfor næppe været i Brug i det mindste hertillands førend lige i Slutningen af det 16de eller Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, om det end paastaas, at den udenlands har været kjendt og benyttet længe før.

Redskaber, særlig indrettede til Minering, tindes ej heller omtalte, om det end kan paavises, at Minering, dog vist kun paa de ældre Tiders Maade og uden Anvendelse af Krudt til Sprængning, har været benyttet ved Belej­ ringer herhjemme i det 16de Aarhundrede.

Et Feltbrotrain hørte til den fuldstændigere Udrust­ ning af enhver større Hærstyrke i det 16de Aarhundrede, og det er derfor saare naturligt, at baade Arentsehe og Deventer omtale Materiel, hørende til samme.

Den Førstnævnte indskrænker sig dog til at angive, at der med Hærens Fortrav burde følge to Vogne med Bromateriel — tildels altsaa ligesom det fordres i Nu­ tiden — , for at Hærens Marche ikke skulde standses af mindre Vandløb; men han omtaler iøvrigt ikke nærmere Materiellet eller Konstruktionen af Broen.

Hos Deventer findes derimod Afbildning af en Arl flade Fontoner eller Flaader, 6 Alen lange og 3 Alen brede, der i hele Broens Udstrækning skulde danne Un­derlag for Dækplankerne. Selve Broslagningen afhandles ogsaa. Maaske fremstiller dog det her nævnte Materiel kun et Forslag, som han har anset for en Forbedring, og ikke noget, som virkelig har været brugt; thi i Reg­ len anvendtes i det 16de Aarhundrede Pontoner, svarende til Nutidens, saaledes som det findes omtalt af forskjellige Forfattere.

Sluttelig skulle vi endnu nævne det særegne Materiel, som den Gang benyttedes til at danne, forstærke eller befæste en Vognborg, og som i det 16de Aarhundredes første Halvdel spillede en ikke ubetydelig Rolle i Krigene, medens det allerede ikke længer findes omtalt i Beret­ ningerne om den nordiske Syvaarskrig.

I Almindelighed maa der vistnok ved Udtrykket «Vogn­ borg» forstaas en Slags Befæstning, dannet af Vogne, der kjørtes sammen saa Jaet som muligt i en eller flere Rækker med en vis indbyrdes Afstand og med de fornødne Ud­ gange, til Beskyttelse forstørre eller mindre Dele af Hæren underlivil, særlig Trainet. De Afbildninger af Vognborge, der findes hos Arentsehe, stemme hermed. Imidlertid maa der dog tillige ved Udtrykket «Vognborg »forstaas et særegent, forud indrettet Materie), der førtes med og be­ nyttedes i samme Øjemed enten alene eller i Forbindelse med Vogne. Til et saadant Materiel sigter saaledes aaben- bart Beretningen om Slaget ved Lund den 7de (?) April 1525, naar der i denne siges, at Junker Moritz af 0ldenburgs Tropper, da de marcherede ud af Lund, «toge en Vognborg med sig, som de tidligere havde benyttet i Sverig», og indelukkede sig i den. Om dette Materiel, der i sin fulde Udvikling synes at have bestaaet af jern­ beklædte Bjælker, af hvilke enhver kjørtes paa en særegen Vogn, der tillige førte et mindre Stykke Skyts, anbragt i en Gaffel i Bjælken, samt Kjæder til at stramme ud mel­ lem Bjælkerne, giver Arentsehe kun Underretning, for saa vidt som ban raader til at have et Forraad af Bomme og Kjæder med ved Hæren. Deventer omtaler vel ej heller Materiellet, saaledes som vi ovenfor have beskrevet det; men han giver Afbildninger af Vogne med Skyts, anbragt paa selve Vognene' i lave Rapperter paa Drejeskiver, alt- saa bestemt til at benyttes strax fra Vognene, hvor en Vognborg dannedes, eller en Snævring skulde spærres,  uden at man behøvede at oppebie, at det sædvanlige Skyts var bragt i Batteri. Hvor vidt hans Afbildninger frem­ stille noget Virkeligt eller blo.t maa betragtes som et For­slag, maa dog staa hen, især da Vognene i Afbildningerne ikke synes at besidde en saadan Styrke, at de kunde modstaa Stødet ved Affyringen af Stykkerne.