Om en Frederiksborg-Stutteri-Hest som middel til avl af remonter her i landet

 En mulig Genfødelse af vort i sin Tid europæisk berømte Frederiksborg Stutteri er jo en Sag, som nok tør siges allerede i lang Tid at liave staaet paa Dags­ ordenen hos os; og da jeg nærer den Overbevisning, at det er en for Landets Velfærd ikke uvigtig Sag, og den derhos gennem Tilvejebringelsen af for Hæren tjenlige Remonter ogsaa berører Krigsbestyrelsen, tør jeg nok lade det tjene som Undskyldning for, at jeg har tilladt mig at bringe denne Sag frem her.

Jeg skal da tillade mig først at dvæle ved Frederiks­ borg Stutteries Historie: dets Tilblivelse, Udvikling, Blom­ string og Betydning for Datidens Hesteavl, idet de Er­ faringer, der kunne hentes herfra, ere betalte saa dyrt og af saa stor Værdi, at det vilde være urigtigt ikke atter og atter at hente dem frem.

Den egentlige Grundvold til Frederiksborg Stutteri lagdes for c. 800 Aar siden under Valdemarerne, idet Rytteriet begyndte at vinde Betydning i Krigen; derved kom nemlig Rostjenesten til at udgjøre en saa væsentlig Del af Krigstjenesten, at der bødes Adelsrettigheder for at stille en vis Del væbnede Ryttere. 

Denne Del af Krigsbyrden maatte naturligt tilfalde Herremændene, dels fordi kun disse i Datiden formaaede at bære de dermed forbundne Udgifter, dels fordi det faldt dem lettest at levere det dertil fornødne Arbejde, idet deres Udvikling og Adspredelser overvejende bestod i at øve sig — og da selvfølgelig ogsaa Hesten — i at tumle sig med Behændighed i Kampen.

Derved opstod der en stor Mængde Smaastutterier omkring i Landet paa Herregaarde og Klostre, og disse vedbleve at blomstre, indtil Skydevaabnenes Brug svæk­ kede og tilsidst helt tilintetgjorde det svære, harniskklædte Rytteries Betydning i Krigen.

Da tabte disse Stutterier deres væsentlige Grundvold.

At de havde øvet nogen Indflydelse paa de omlig­ gende Egnes Hesteavl er jo ikke helt usandsynligt; men ret højt tør denne dog næppe anslaas, dels fordi Datidens Bønder næppe havde Evne til at ofre synderligt paa en bedre Hesteavl, dels og især fordi den Øvelse af Hesten, som krævedes, naar Stridshestens fremragende Egenskaber skulde udvikles eller blot vedligeholdes, ikke kan tænkes at være bleven Hesten til Del hos Bonden.

Det var under Frederik den Andens Regering, at Stutterierne paa Herregaardene viste en betydeligere Svækkelse, og det tør maaske antages, at denne kloge Konge kan have fundet nogen Grund til at tage sig af Stutterivæsenet deri, at han indsaa, at det kunde have Betydning for Landet, at de mange Penge og det meget dygtige Arbejde, der fandtes opsamlet i nævnte Stutterier, ikke gik til Spilde.

Ved Reformationens Indførelse inddroges jo en stor Del Kirkegodser under Kronen, og dette gav Kongen Midler dels til at erhverve en Del Stutteriers Materiale og dels til at samle det til Stutterier paa Krongodserne. Fra Frederik den Andens Tid kendes især saadanne paa Hillerødsholm, ved Andersskov og Vordingborg.

Men Kravene til Hestene vare nu bievne ændrede; den svære Stridshest, som behøvedes til Rytteri i Pantser  og Plade, behøvedes ikke mere. Tiden fordrede et lettere, hurtigere og smidigere Dyr, og saa fik den det. Den fik det, fordi Øvelserne væsentlig kom til at bestaa i Skole­ ridt og Paradekørsel; som Øvelserne ledes, saaledes blive Hestene! — men ogsaa fordi man tyede til Hjælp for Avlen hos saadanne Heste, som gennem lange Tider vare bievne uddannede i lignende Øjemed. Der hentedes Hingste fra Spanien, hvis Rideskole paa den Tid stod i det højeste Ry, fra Araberne, hvor Hesten fra længe før Profetens Tid var bleven uddannet med den største Hurtighed, Ligevægt, Bøjelighed, Udholdenhed og Nøj- somhed som Maal, fra Tyrkiet, fra Donau og Sortehavs­ landene, og derigennem skød man paa en hensigtsmæssig Maade Genvej til Dannelsen af en Hest efter Datidens Fordringer.

Derved omdannedes altsaa Riddertidens Stridshest, og skulde man i Nutiden søge at spore den, maatte det vel nærmest blive i de mere afsides Egne af Jylland, hvorhen uforstandig Krydsning mindst kunde naa den. I Thy og Vendsyssel kan der endnu findes Heste med saadanne Træk som en lang, skvaa, fast Skulder, en vel ansat og velrejst Hals og et smukt om end noget grovt Hoved, Træk, som næppe kunne henføres til andet end denne Kilde.

Christian den Fjerde omfattede Stutterisagen med megen Interesse, og under hans og Frederik den Tredjes Regering falder Frederiksborg Stutterihests smukkeste Blomstringstid. Der blev oprettet mange kongelige Stutte­ rier, især paa Sjælland, men ogsaa i andre Landsdele, navnlig i Jylland ved Skanderborg, paa Fyen ved Nyborg og paa Falster ved Corselitze og Nykøbing. Disse bleve dog efterhaanden dragne sammen til de betydeligste i Nord-Sjælland, til Frederiksborg, Esrom og Jægerspris, og endelig samledes de omtrent alle i Frederiksborg Stutterier.

Dette skyldtes vel især Bekvemmeligheds Hensyn og maaske især, at Dressuren — den aandclige og legemlige  Gymnastik, der krævedes til Racens Udvikling — hoved­ sagelig blev udført pna den kongelige Manege.

At Stutteriernes Udvikling var nøje knyttet til en stræng Ride- og Køreskole, det vides med Sikkerhed. Men iøvrigt maa vi desværre omtrent nøjes med Gis­ ninger angaaende Stutteri-Hestens Dannelse. Thi dels var man vel nok ikke saa skrivende i den Tid, som man er nu til Dags, dels ere de skriftlige Optegnelser — Aar- bøger osv. — bievne tilintetgjorte ved følgende Tiders Ugunst, Ildsvaade, Forsømmelighed og lignende.

Det er først fra Begyndelsen af det attende Aarhundrede, at der endnu findes Aarbøger over Frederiks­ borg Stutteries Bestand, og i Rækken af disse lindes endda betydelige Huller.

Dog vides det, at der fra Stutteriets Dannelse og langt hen i dets Blomstringstid samledes mange udmær­ kede Heste deri, dels ved Gaver fra, dels ved Køb hos Bandets Adel — derom vidne blandt andet de mange Adelsnavne, som brugtes til Stutteriernes Heste — dels ogsaa ved Erhvervelse af en stor Del fremmede Dyr af forskellige Racer. Men af disse vare ingen heterogene; det var især spanske, arabiske, tyrkiske, kurlandske Heste samt Heste fra Zweibrücken, fra Georgenburg og lignende Steder, altsaa alle sammen Heste, der i Bygning og hele Udvikling stode Frederiksborghesten nær. Og dertil maa føjes, at alle disse Indblandinger foretoges med stor Varsomhed, idet de fremmede Dyrs Indflydelse først prøvedes i enkelte Stod og egentlig i Hovedsagen ikke strakte sig ud over disse.

Stutteriet var nemlig dengang og egentlig — i det mindste af Navn — lige til dets Ophævelse delt i Stod, der holdtes sondrede i forskellige Vange, især efter Farven, og dette reddede længe flere af de bedste Stod fra skade­ lige Krydsninger, ligesom det ganske afgjort bidrogmægtigt til de i forholdsvis kort Tid opnaaede glimrende Resultater. Thi disse Stod bestode især, om ikke ude­ lukkende, af Afkommet af en enkelt fremragende Hingst, og Avlen blev derfor en saa nær Indavl, som der over­ hovedet nogensteds eller nogentid er bleven praktiseret.

Det var saaledes Tilfældet med Tomlerstoddet efter Hingsten „Tomleren“. der var tillagt paa Ringsted Kloster, fandtes dér 1608, og af Christian den Fjerde flyttedes med sit Siod til Esrom, hvor det florerede til op imod Slutningen af det attende Aarhundrede. Lignende gælder det sorte spanske Stod, det senere kaldte Krogdals- og atter senere store Dyrehavestod, der sandsynligvis grun­ dedes under Frederik den Anden og udviklede sig til et af Stutteriets betydeligste Stod baade med Hensyn til Dyrenes Rodbed og deres Antal, og af hvilket i Christian den Fjerdes Tid det berømte røde Hestehavestod med Posthornsmærket gik frem. Dette stammede fra en rod Hingst, Agréable, som i 1G9G fødtes i det sorte Krog- dals-Stod. 1720 dannedes det røde Posthornsstod med 18 Døtre og nogle Sønner af Agréable, og det regnedes egentlig i hele den Tid, det bestod, for et af Stutteriets smukkeste og bedste; det er fra det, at Bæverne og Løvenborg Hestene stamme. Det gik omtrent helt tilgrunde af Snive i Aarene 1789— 95.

I Stutteriets Blomstringstid frembragte det en Hest, som blev skattet højt. ikke alene herhjemme, men i om­ trent hele Europa, især i de Lande, hvor der lagdes Vægt paa Avl af lettere Heste, og hvor denne Avl endnu kan siges at trives.

Frederiksborg Stutterihest var, saavidt Datidens spar­ somme Skildringer og ile faa Levninger, der fandtes henimod Midten af dette Aarhundrede, tillade at skønne derom, en — efter vor Tids Fordringer, men ingenlunde i Forhold til den Ydelse, der forlanges af en Ride- eller lettere Kørehest — ikke stor Hest (Højden bevægede sig almindeligst mellem 10 Kvt. og 10 Kvt. og 2 Tom.) med bløde, runde Former, passende Dybde i Kroppen,  vel ribbet Bryst, med smuk Skulder, Hals- og Hoved­ stilling, afrundet Kryds med smuk Ansætning og Føring af Halen, tørre, senestærke Ben, et lille, tørt og fint Hoved med store, livlige Øjne, fine, vel stillede, men noget korte Øren, en smuk, ren Lød, fint, giindsende Haarlag, et muntert og overvejende godmodigt Tempera­ ment, en noget høj og paraderende, dog jordvindende Gang med bløde, ikke stampende Bevægelser.

Naar dertil føjes, at den berømmedes for en høj Grad af Udholdenhed og Sejghed samt lang Levedygtig­ hed, og som Avlsdyr rostes meget for Konstanthed og en stor Nedarvningsevne, saa kan det f'orstaas, at don blev regnet for on meget ædel Hest.

Det var den da ogsaa anset for, ja anset i den Grad, at dens Hingste søgtes til Avlsdyr viden om.

Der hentedes i Stutteriets Blomstringstid Stodhingste derfra til Tydskland, Spanien, Østerrig, England og mange flere Steder, og overalt blev den Hest betragtet som jævnbyrdig med de bedste den Gang kendte.

Og den satte saa dybe Spor, hvor den kom, at man, naar man vil forske derefter, kan finde dem helt ned i Nutiden. Jeg skal desangaacnde tillade mig at henvise til en af Frenzel samlet Fortegnelse over Tra- kehner Stutteriets Moderhopper ordnede i Familier, som findes aftrykt i Tidsskrift, for Hesteavl for 1894.

Stutteriets blomstrende Tilstand holdt sig omtrent i 200 Aar o: til Slutningen af de første to Tredjedele af det attende Aarhundrede.

Rideskolen vedblev at være knyttet til Stutteriet, saaledes at i det Mindste Hingstene fik tilstrækkelig Ud­ dannelse1og Øvelse i de 9 Maaneder af Aaret, og dette bødede paa mange Fejl i Avl og Opdræt. At der, her som overalt, blev begaaet Fejl, er jo dels sandsynligt, dels ogsaa ligefrem kendeligt.

En Ufrugtbarhed hos Hopperne og Svaghed af Føllene, som kun kan henføres til Fejl i Sundhedsplejen, ødelagde særdeles meget, anden Sygelighed som Føllesyge, Lungesyge og lignende Soter bidroge ogsaa meget til at forringe Udbyttet; men der var dog især to For­ hold. som i endnu højere Grad virkede ødelæggende.

Den strænge Øvelse i Rideskolen og dermed følgende Sigtning af Stutteriets Materiale tabte sig lidt efter lidt; det kan tydeligt spores i Klagerne over en for lang og eftergivende Ryg, manglende Dybde og Fylde i Laarets Muskler, for bløde Koder og line Piber, og disse Klager møde stærkere og stærkere, jo længere man kommer frem i Stutteriets Aarbøger.

1791 blev Forbindelsen mellem Stutteriet og Rideskolen formelig ophævet, og det tor nok siges at have været Stutteriets egentlige Dødsstød; thi alt det, som den strænge Dressur nogenlunde havde kunnet bøde paa, fik nu uhindret Raaderum.

Men ogsaa andre indgribende Fejl blev der begaaet i dette Tidsrum.

Navnlig fraveg man mere og mere den strænge Indavl, der i sin Tid bidrog saa mægtigt til at skaffe det første Aarhundredes glimrende Resultater af Stutte­riet frem.

En Aftagen af Stutterihestenes Størrelse, som vistnok hovedsagelig, om ikke ene, skyldtes Forøgelse af Stoddenes Bestand i Forhold til Vangene, blev henført til en an­ taget skadelig Virkning af Indavlen og derpaa søgte man at bøde ved først at krydse Stoddene og, da det ikke hjalp, krydse med alskens heterogene fremmede Racer.

Endog saa modstridende Blandinger som de svære Kladruber — Wiener — ja endog de kolossale, grove Yorkshire Heste tyede man til i stedse større Maalestok, og derved ødelagdes omtrent Alt.

Maaske var den i den første Tredjedel af dette Aar- hundredc fremkomne Interesse for den engelske Vædde­ løbshest ikke uden Skyld, dels direkte, idet ogsaa den brugtes til Krydsning i Stutteriet, men dog maaske end- mere indirekte, idet den overskyggede Interessen for Frcderiksborg Stutterihest.

1840 ophævedes Stutteriet og Bestanden solgtes.

Spørgsmaalet om denne Hesteraces Betydning for Landets Hesteavl, særlig i de Landsdele, hvor Stutterierne laa, behøver jeg næppe at dvæle ved. Saasnart Stutte­ riet var ophævet, rejste der sig Klager fra Landbruget, og disse bleve inden lang Tid saa lydelige, at der blev gjort Forsøg paa Stutteriets Genoprettelse; men dette Forsøg mislykkedes totalt ligesom et senere, der blev gjort med den engelske Væddeløbshest som Regenerator paa nogle spredte Rester af det gamle Stutteri.

De mislykkedes begge, og de maatte mislykkes, thi der var ingen, som tænkte paa at anvende de Midler der bleve anvendte i det gamle Stutteries Begyndelse og som i kort Tid gav saa glimrende Resultater.

Der blev ingen Vægt lagt paa Dressuren; man lagde nok Vægt paa Racen, snarest for megen, idet man ikke saa saa nøje paa Individernes Bygning og Bonitet, men slog sig til Taals med et selv kun fjærnt Slægtskab med den gamle Frederiksborg Race; men den Betydning, som gammel Race har for Nedarvning af en harmonisk Legemsbygning og Homogenitet af Legemets Væv, og som kun kan bevares eller fremmes ved Renavl eller Indavl , den tænkte man tilsyneladende slet ikke paa.

Der kom altsaa intet Stutteri igjen, og siden have Klagerne derover lydt stedse mere lydelige.

Der er imidlertid slet ingen Grund til deraf at drage den Slutning, at et nyt Frederiksborg Stutteri ikke skulde kunne dannes i Nutiden. Fordi det to Gange er mis­ lykkedes, kan det godt lykkes den tredje Gang.

Men man skal benytte den Lære, der ligger i Stut­ teriets Historie. Man skal mindes hvorledes det blev skabt, udviklet og bevaret i Aarhundreder og aldrig glemme, hvad der foraarsagede dets Undergang, og gør man det, saa drager man den største Fordel af Stutte­ riets Undergang, som denne i og for sig for Danmarks Avl af lette Heste bedrøvelige Sag kan byde.

For det Første skal man da mindes, at det var Ridningen, Dressuren, der skabte Ridehesten her i Landet som alle Vegne, hvor Avlen af lettere Heste har havt nogen Betydning; det vil sige: uden Dressur bliver ethvert Forsøg paa al fremelske en lettere Hest ørkesløst.

Det er en afgjort Sag for den med Physiologien blot nogenlunde fortrolige, at der kan fremskaffes en  163 hvilken som helst med Tidens Krav stemmende Hesterace af hvilket som helst Hesteslags eller hvilken som helst Blandingsform, naar man kun vil arbejde derpaa med tilstrækkelig Dygtighed, Energie og Konsekvens i til­ strækkelig lang Tid.

Ved Arbejde med Hesten kan enhver som helst Form skabes, uden Arbejde kan ingen ædel Form skabes ej engang vedligeholdes. Og naar man tyer til Hjælp hos fremmede Racer, der frembyde den ønskede Form, vil det jo kun sige, at man erhverver sig Del i andres Arbejde med Hesten for at skyde Genvej og komme hurtigere til Maalet. Det er stadig en Bekræftelse af den gamle Sætning: i dit Ansigts Sved o. s. v. Den er lige saa ubønhørlig som retfærdig, og bør derfor mindes først og sidst.

Men dermed skal ingenlunde være sagt, at det er ligegyldigt, hvilket Materiale man gaar ud fra. Tvært imod! Især med Hensyn til Tiden, som fordres til en bestemt Hestetypes Dannelse er det af overmande stor Betydning, at man gaar ud fra det hensigtsmæssigste Materiale. Det gælder med Hensyn til Formen, Harmo­ nien i Legemsbygningen, men det gælder i endnu højere Grad med Hensyn til Homogeniteten af Legemsvævene, til hvis Opnaaelse der kræves Tidsrum, som vi slet ikke kunne overskue; Aarhundreder, ja Aartusinder maa her regnes med.

Blandt Materialet til et Stutteri spiller Moderhopperne den største Rolle, ligesom de da ogsaa alle Vegne anses for et Stutteries Grundpiller.

Ved Oprettelsen af det gamle Frederiksborg Stutteri toges Moderhopperne fra Herregaards-Stutterierne, og en bedre Grundstamme kunde der ikke vælges.

Dels vare de udviklede under vore hjemlige Forhold, akklimatiserede, som man kalder det, dels vare de sværere, dybere, bredere, end de Heste man ønskede, og det bød Fordele i flere Retninger. Først fordi det altid er lettere at faa Hestene finere, lettere, spinklere end omvendt; dernæst fordi Avlen lykkes bedre, naar man kan benytte lettere Hingste lil sværere Hopper.

Derfor burde Moderhopperne søges blandt vore Land- heste, og jeg tør antage, at de bedste nærmest maatte søges i Jyllands lettere Egne, hvor Krydsningerne mindst cre naaede hen. Der maa man lettest kunne finde den ægte jydske Hest, Efterkommerne af Middelalderens Strids­ hest. Ganske vist have disse nu i adskillige Hundredeår levet uden Paavirkning af de Forhold, som skabte Strids­ gængeren, men adskillige Bygningstræk fra denne kunne dog endnu findes ret vel bevarede, saasom den lange, skraa og faste Skulder, den vel rejste Hals og den gode Hovedstilling; og er det end almindeligt, at der ved Siden af disse gode Bygningstræk findes en slem lang og efter­ givende Hyg og for tynde og ikke dybe Laar, ligesom de i det Hele erc noget grove, saa ere disse dog Forhold, som vel lade sig rette. Finheden kommer let ved bedre Pleje og Laarene kunne Dressuren let udvikle, ja selv den lange og bløde ltyg er det ikke umuligt at ændre ved en hensigtsmæssig Dressur fra Ungdommen af, idet den lader sig gøre kortere — skrue sammen mellem den forholdende og fremdrivende Hjælp og gøre bredere ved de samlede Bevægelser og pludselige Sidcbevægelscr og Drejninger under Skoleridtet. Som Regel har den jydske Hest jo brede stærke Ben, det er meget værd for et Stutteri; den er nøjsom og ret haardfør, er derhos nogen­ lunde dyb i Kroppen og velribbet, det er ogsaa værd at tage med; naar dertil føjes den ovennævnte smukke, lange, skraa og faste Skulder og den vel ansatte og rejste Hals med et godt Xakkeparti, saa er det dog en Del Dyder, som i det mindste nok kunde friste til at skænke den nogen Opmærksomhed.

Forøvrigt mener jeg, at man godt ogsaa kan søge andetsteds; jeg bar tidligere peget paa Ungarn som det bedste Sted at søge Hopper til et Stamstutleri for Land- stodhingste til Avl af lettere Heste, og enhver, der kender Gidran- og Nonius-Stoddenc, vil vist samstemme deri.

 Kun tror jeg, det er værd al advare imod at søge et Stamstutteries Moderhopper blandt fine, saakaldte forædlede Hopper. Dels kommer Finheden i Reglen kun altfor let og hurtigt, dels ville saadanne Hopper næppe byde synderlig Sikkerhed i Artningen og let gøre et Stamstutteries Tillæg for broget, uensartet.

Og Hingstene.

Et Stamstutteri skal jo være en Planteskole for hele Avlen af lettere Heste i Landet, og det bedste, der kan faas af Hingste dertil, vil kun netop kunne være godt nok. De skulle være ædle, thi kun saadanne byde nogenlunde Garanti for Konstanthed og stor Nedarvnings- evne. Størrelsen er det urigtigt at se for meget paa, thi det har allevegne vist sig, at den med Lethed naas i en eller to Generationer ved et hensigtsmæssigt Opdræt. Men harmonisk byggede Dyr og saadanne, som ifølge en gennem lange Tider fortsat ensartet Avl have naaet den Homogenitet i Vævene, som betinger disses Godhed, Finhed, Tæthed, skulle søges dertil. Der behøves ikke mange, er man heldig med Erhvervelsen, kunne to vist være tilstrækkelige for et Stamstutteri, der blot skulde levere Landstodhingsle til den lettere Avl i Danmark.

Men hvorfra skulde disse hentes? Ja derom er det jo især at der siges, at Hippologerne ere uenige.

Da det imidlertid er et for Sagen saare vigtigt, for ikke at sige afgørende Spørgsmaal, skal jeg bestræbe mig for at drøfte det saa alvorligt og udførligt, som Tiden her vil tillade.

At søge Pepiniere ved de bekendte Stutterier kan ikke nytte, thi fra dem sælges absolut ingen; dels er der aldrig Overflod, snarere Mangel paa saadanne, idet de, som Stutterierne mene at kunne undvarre, gaa ud til Landslodhingste, dels forbydes dot ligefrem af Hensyn til de paagældende Landes Hesteavl at udføre af Stutteriets Hingste. Der bliver da kun tilbage at tillægge dem selv, at oprette et Stamstutteri og til Brug i dette at søge til Kii; Kilden, hvoraf andre Stutterier have øst, det vil sige den engelske Fuldblodshest eller den orientalske Hest.

Den engelske Fuldblodshest, Væddeløbshesten, har jo været brugt særdeles meget, navlig i de sidste to Tredjedele af dette Aarhundrede.

Udgaaet fra den orientalske Hest og avlet ved saa stræng Renavl, som nogen anden bekendt Hare er frem- gaaet af, derhos opdrættet ved en saa indgribende og konsekvent fortsat Dressur, som ingen anden europæisk Hest har Vieret underkastet, er den en meget harmonisk Hest og Homogeniteten og dermed Soliditeten af Vævene er ogsaa bedre, end hos de fleste. Nervelivet er ingen­ lunde gaaet tilbage hos den med Hensyn til Intensiteten af dets Vttringer; skal der virre Forskel, staar det hos den engelske Væddeløbshest snarere over end under dens Stanifædres; men Maaden det ytrer sig paa er ændret, den Ligevægt — Harmoni — i Sjæleevnernes Vttringer, der hos den orientalske Hest viser sig som Elsk­ værdighed, Godmodighed, godt Humør under trættende og vanskelige Forhold. Lethed og ædel Anstand i dens Optræden, have tildels veget Pladsen for Hidsighed, Kappelyst og Pirrelighed, som ofte lægge Hindringer i Vejen for den fulde Udnyttelse af dens iovrigt udmærkede Evner. Dens Ydre er ikke mindre ædelt end Orientalerens, snarere er dens Præg endnu mere tørt og udvisket end dennes; og i Hurtighed er der næppe Tvivl om, at den overgaar den. Det er Hurtighed, den er udviklet for, og den er tilfulde naaet; men dette er rigtig nok sket paa Bekostning af mange Egenskaber, som ellers skattes hos Hesten. For Hurtigheden har den maattet opgive Ligevægten, der er saa fremtrædende hos Orientaleren, den er bleven høj bag; Sædobenets Udvikling er bleven hæmmet — man kalder det. at Halen er bleven lavt ansat — Halsen er bleven daarligt ansat og rejst, For­ benene ere tilbøjelige til at blive line i Piberne og løse i Knæene, og den er sædvanlig ikke trivelig og alt andet end nøjsom, idet Træneringeu medfører, at   167 det maa være Opgaven at faa den til at optage saa meget og saa koncentreret Foder som mulig, ja endog at ty til for Tarmkanalen unaturlige Pirringsmidler, som i Længden virke ødelæggende paa Fordøjelsesredskaberne; det er allesammen Egenskaber, som staa i fuld Harmoni med den til det yderste drevne Hurtighed, men de ere allesammen langt fra ønskværdige i en almindelig Avl. Navnlig Nøjsomhed kan saa overmaade daarligt undværes, og livor den engelske Fuldblodshest er bleven brugt til almindelig Avl af lettere Heste, der er det Bristen paa Nøjsomhed, der især har gjort Udfaldet Skade.

Bønderne — og paa Bøndernes Avl maa enhver Hesteavl, der skal have Betydning her i Landet, hvile — kunne ikke være tjente med at faa den engelske Vædde­ løbshests Egenskaber indpodede i deres Tillæg, thi de kunne selvfølgelig ikke faa de gode alene, men maa tage de slette med, altsaa baade den manglende Nøjsomlied, den manglende Ligevægt, den mangelfulde Hals-Stilling, den løse Forstilling, det hidsige, stive Sind; disse lade sig ikke sondre ud, thi de ere fuldkommen harmoniske med alle de gode Egenskaber, Væddeløbshesten er i Besiddelse af, og deraf passer især Fordringsfuldheden med Hensyn til Fodring og øvrige Pleje ikke for Bøn­ dernes Avl.

Men saa Orientaleren da.

Ja nuar vi sætte Araberen som Repræsentant for den, saa er der talt saa meget derom, at jeg vel kunde frygte for at trætte ved at opholde mig for længe ved den. Kun skal jeg minde om, at den er af meget gammel Adel, næppe nogen ved, hvor gammel; den er altsaa meget harmonisk bygget, meget homogen i Vævene og særdeles konstant i Nedarvningen. Den har et tiltalende Ydre, et livligt, godmodigt Sind, stor Lærvillighed, er nøjsom , haardfør, sejg og udholdende i Brugen og har en lang Levedygtighed; det er jo allesammen Egenskaber, som enhver, altsaa ogsaa Bonden sætter Pris paa hos Hesten; men den er lille og egentlig spinkel, naar den er ægte, og værre endnu er det, at den ægte Ørken­ araber er saare vanskelig at erhverve, saa vanskelig, at det vel næsten kan betragtes som haabløst for os at. forsøge derpaa.

Derimod er der en anden Orientaler, som jeg gerne vilde dvæle lidt længere ved, nemlig den turkmeniske Hest.

Der har i de senere Aar været rettet en Del Op­ mærksomhed paa denne Hest, især i Rusland, som nu definitivt har sat sig fast i dens Hjemland, og paa For­ anstaltning af den russiske Regering er der blevet samlet en Del Oplysninger om den af ikke ringe Interesse, af hvilke det maaske turde være mig tilladt at give et Referat R.

Den egentlige turkmeniske Hest tindes i den Del af Turkestan som begrændses af Hindukusch mod Syd, Amu Darja mod Øst, Persien mod Vest og det trans- kaspiske Gebet af det gamle russiske Turkestan mod Nord. I den sydlige Del findes •der altsaa Bjergstrøg, det Hele er et Højland med udstrakte ørkenagtige Sletter, men mange meget frugtbare Strøg. Den mervske Oase findes i den sydvestlige Del. Klimaet er strængt med hede, tørre Somre og strænge, snerige Vintre. Befolk­ ningen er hovedsagelig turkske Muhamedanere, Flertallet fuldkommen nomadiserende, nogle Steder dog tillige Agerdyrkere (Sarterne), især omkring Merv.

Den turkmeniske Hest er betydelig større end nogen anden asiatisk Hest, vel især fordi Holdet her er og fra gammel Tid af har været bedre, rigeligere og jævnere, end hos nogen af de andre asiatiske Folk, for hvis Heste Vintersult oftest afløser yppig Græsfodring.

Den mest almindelige Højde af de turkmeniske Heste er omtrent 164 Ctm. altsaa 10 Kvt. og 3 Tom., men der tindes ofte Heste paa'nærmest 170 Ctm., altsaa nær 11 Kvt. De oro temmelig lange i Kroppen, og Brystet or noget snævert fortil, men dybt, og bagtil er det velribbet. Halsen er nærmest at kalde lang og fin, men med kort Nakkeparti — Turkmenerne ere altsaa ikke Skoleryttere — Lænden er snarest at kalde lang, men meget stærk, saa at Ryggen allid holder sig lige, ofte endog synes lidt karpekrnmmet, hvilket dog kun skyldes en meget stærk Udvikling af Torntappene. Krydset er langt, ret bredt og kantet, idet alle Muskeludvaxter have naaet en overordentlig Udvikling; i Overensstemmelse dermed er Sædebensknuden meget stærkt udviklet, saa at Halen er meget højt ansat, og dertil bæres den saa smukt som hos nogen Araber. Dette Træk skattes jo særdeles højt hos Hesten og fortjener det, da dot er et Udtryk for et stærkt udviklet. Nerveliv. Laarene er muskuløse og dybe, som i det Hele Muskulaturen paa Lemmerne er i høj Grad udviklet. Fodleddene baadc for og bag ere brede og stærke, Piberne brede, flade, med stærkt markerede Sener, og Hovene ere saa faste, som de vare dannede af Jærn. Ogsaa dette sidst nævnte Træk er vel værd at lægge Mærke til, thi Gellerne, som danne Hovenes Horn, dele Skæbne med alle de øvrige Geller i Legemet, saaledes at naar hine ere vel udviklede og derigennem Hornet stærkt, saa ere Legemets øvrige Geller (.>: alle Bygningselementerne) ogsaa af god Beskaffenhed, stærke, modstandsdygtige og af lang Varighed.

Hovedet er stort, med store Sandseredskaber, store Øjne, store, noget vidtstillede Øren, store Næseboer, og Mulen er bred. Ogsaa dette sidstnævnte Træk er vel værd at lægge Mærke til: jeg kunde baade i de ungarske Stutterier og i Trakehnen gaa og nogenlunde klassificere Hestene som udmærkede, mindre gode og daarlige Ædere efter dette Tegn alene.

I det Hele maa det siges, at den turkmeniske Hests Ydre betegner den som en meget ædel Hest, og dens Præstationer svare dertil.

Jeg har allerede liere Gange andetsteds omtalt dens hartad utrolige Udholdenhed og dens Hurtighed, og den senere Tids Undersøgelser have kun bekræftet de tidligere Meddelelsers Troværdighed, noget, som da ogsaa var at vente, idet Turkmenerne — eller deres Stammefædre — maa betragtes som de første Trænører i Verden, baade Arabernes og Englændernes Læremestre.

De bedste turkmeniske Heste kaldes „Argamaker“ , et Udtryk, der nærmest svarer til vort „Fuldblod“. For at fortjene dette Navn, maa Hesten med en Byrde af 300 Pd. kunne tilbagelægge 200 Verster (= c. 25 danske Mile) uden at blive fodret. Paa slige Heste ride Turk­ menerne 260 Verster, c. 32 Mil i et Døgn, og der gives Expl. paa, at en god Løber har tilbagelagt 800 Verster (altsaa mindst 100 danske Mile) i fem Døgn.

Væddeløbene ere meget lange, fra 15—40 Verster; 20 Verster have de bedste Løbere tilbagelagt i 27,5 Minut.

Det er Distanceløb og Væddeløb, overfor hvilke Europæernes blegne.

Og til en slig Præstationsevne siges den turkmeniske Hest at føje en ganske overordentlig Nedarvningscvne, noget der lyder ret troværdigt, naar det betænkes, at den i henved tre Tusind Aar skal have levet under om­ trent de samme ydre Vilkaar, og saavel for c. 3000 Aar siden, som liere Gange i Aarenes Løb, senest for nylig, er bleven erklæret for den bedste Hest i Verden.

Dens Afstamning er nemlig med en høj Grad af Sandsynlighed ført op til den gothiske Hest.

Gotherne beboede jo i den graa Oldtid en Del af Tibets Højland, Pamir Plateauet eller Kafiristan eller et Sted deromkring, det vides for Tiden ikke bestemt.  

De tidligste historiske Meddelelser om dem tindes lios kinesiske og græske Historieskrivere. De omtale dom som et tappert, stolt Rytterfolk, der i meget udmærkede sig fremfor de andre central- og østasiatiske Folk, navnlig vare de store, smukke Mennesker; de vare meget færdige Ryttere, altsaa havde de udmærkede Rideheste. Kine­ serne kaldte Gotherne Ta Jeb og deres Heste Ta Van.

At der fra Colliernes Hjem er vandret Skarer ud — en Slags Landnamsmænd, kunde man maaske kalde dem — er sandsynligt. Men den første af deres Folkevan­ dringer, som de kinesiske Historieskrivere omtale, faldt omtrent et Tusind Aar for C,hr. Fødsel, derefter fulgte en anden Udvandring omtrent sex Hundrede og en tredje c. to Hundrede Aar f. Ghr. F.

Allerede ved den første af disse Folkevandringer skulle Gotherne være naaede helt til Europa og trængt frem i Trakien, Macedonien, Kaukasus og Donau Landene. De vakte Grækernes Forundring ved deres Rytterfærdiglied, saa de gave Anledning til Legenden om Centaurerne. Man mener i Ruma niernes og Ungarns Heste at kunne tinde Spor af den gothiske.

Den anden af Godternes bekendte Folkevandringer var langt den betydeligste; formodentlig bleve de den­ gang trængte af Hunnerne, der væltede frem fra Mongoliet.

Gotherne stødte denne Gang paa Perserne, der kaldte dem for Massagctherno og havde slor Respekt for dem. Perserne havde dengang intet Rytteri, og det var forst Gyrus, som havde Mod lil at gaa imod dem; men Perserne tabte Slaget, og Gyrus faldt. Derefter satte Massagetherne sig fast i en Del af Persien, bleve under Kambyses Persernes Forbundsfæller, drog med dem — som deres Rytteri — til Ægypten og deltog i Ægyptens Erobring. Massagetherne fandt sig dog ikke tilpas i Nedre Ægypten, men droge op til Nubien og højere op langs Nilen, hvor de en Tid fæstede Bo. Derfra droge de til Arabien og smeltede der sammen med Araberne. Disse vare før den Tid Faarehyrder, men efter Massagethernes Indvandring viste de sig som et stridbart Rytterfolk. Baade i Arabernes Legemsbyg­ning, i det arabiske Sprog og i Udsmykningen af Ara- liernes Vaaben mener man at kunne spore Gothernes Paavirkning. Den arabiske Hest skulde altsaa nedstamme fra Gothernes Tabuner, hvad der ingenlunde lyder usand­ synligt.

Medens en Del af Gotlierne denne Gang altsaa droge mod Persien, drog en anden betydelig Skare af dem over Kaukasus til Sortehavs-Landene, hvor de have efterladt sig meget tydelige Spor. Paa Krim fandtes f. Ex. for c. 100 Aar siden Levninger af en hel gothisk By.

Og her, som allevegne, hvor Gotherne kom hen, have de efterladt sig meget tydelige Spor af, al den op­ rindelige Hestebestand blev forbedret ved at blandes med den gothiske Hest, ligesom Befolkningens Sands for Rid­ ning blev højnet. Delte skete ikke alene, hvor de dannede egentlige Riger, men overalt, hvor de droge frem; thi Gothernes Folkevandringer vare aldrig en blot Gennemmarsch, Skarerne førte stedse hele deres Ejendom, deres Kvinder, Børn, Hjorder, Hesteflokke (Tabuner) med sig, bevægede sig frem med forholdsvis Langsomhed og betydelige Afbrydelser, enten fordi Egnen tiltalte dem, eller fordi det blev nødvendigt al gøre Holdt paa Grund af Aarstiden, eller af Hensyn til Føden, baade til Men­ nesker og Dyr. Derved hændte det jo let, at større eller mindre Hobe skille sig fra Hovcdsværmen for at blive paa Steder, som tiltalte dem, og da efterhaanden assi­ mileredes af Stedets oprindelige Beboere, hvorved deres Heste da blandedes med de forhaandenværende og altid forbedrede disse.

Fra den sidste af de tre nævnte Folkevandringer, den, Gotherne foretoge i 2det Aarh. f. Ghr. udleder man et andet af Oldtidens berømte Rytterfolk, nemlig Parthcrne, hvis Riges Begyndelse henlægges til Turkestan og blandt andet omfattede den mervske Oase, men som efterhaanden udstraktes over hele den midterste og vestlige Del af Asien og naaede sin største Magt under Asarkiderne; under disse bleve de i Mesopotamien Ro­ mernes Naboer.

Partberne vare jo et tappert Rytterfolk, der vel vidste at skaffe sig Agtelse, og hvis Heste vare berømte over bele den dengang civiliserede Verden. Det maatte de romerske Legioner under Licinius Grassus bekende paa Sletten ved Carrhæ, hvor de blcve nedskudte af Partbernes Pile, uden at de kunde forsvare sig mod de behændige Ryttere paa de flygtige Heste.

I Rom bleve partheanske Heste skattede højt; de bleve betalte dobbelt saa højt som de nubiske, der tid­ ligere vare regnede for de bedste.

Efter det partheanske Riges Forfald synes dog en Del af deres Efterkommere at have holdt sig i Turkestan og bevaret deres Tabuner, indtil Araberne i det 8de Aarb. naaede dertil. Men om end disse undertvang Landet, lede dog Hestene ikke derved, thi Araberne havde for fin Følelse for deres Værd til ikke at skænke dem særdeles Opmærksomhed. De erklærede de bedste Tabuner for Statsejendom og gave Love til at forhindre deres Krydsning og forbyde deres Udførsel.

Under Arabernes Periode blomstrede derfor fleste- avlen i Turkmenien og det tør antages, at Partbernes (altsaa Colliernes) Heste derigennem ere bleven bevarede nogenlunde rene der til vor Tid. De efter Araberne følgende Herskere i Turkestan, Selschukkerne og Osma­ nerne vare nemlig ogsaa Muselmænd, skondt vistnok rent turkske Folk, og elskede Heste; de sørgede omhyggelig for de bedste Stammer, og som et udmærket Rytterfolk vare Osmaniderne jo ogsaa dem, der længst modstode Dschingis Kalms fremvæltende Skarer. Det var højst sandsynligt en turkmenisk Argamak, som Muhameds Søn, Djelal-Eddin Munk Berni, red paa Flugten for Dschingis- Kahn og lod springe ned ad en 20 Fod høj Brink til Indus, hvorved han vakte Dschingis-Kahns Beundring i den Grad, at denne opgav Forfølgelsen, holdt stille og pegede paa den flygtende Stumpnæse som et Mønster for sine Sønner.

Det antages for i højeste Grad sandsynligt, at det er Afkommet af disse Heste, der endnu findes som Turkmenernes Argamaker.

Men en Hesterace, der har kunnet hævde sit Ry saaledes i over to Tusind Aar, tør med Rimelighed an- :ages at være konstant og besidde større Nedarvnings- evne end nogen anden kendt Hest, og den maatte vel være værd at prøve som Stodhest i et Stamstutteri for Landstodhingste.

Skulde jeg til Slutning samle Hovedtrækkene af det, jeg her har havt den Ære at foredrage, maatte det komme til at lyde saaledes:

Vor lettere Hesteavl trænger frem for alt til Støtte af en Ride- og Kore-Skole, thi uden en systematisk og med Strænghed gennemfort Dressur fra Ungdommen af, idetmindste af Hingstene, vil Avlen aldrig bære Frugter i Længden. Ved en saadan kan der udrettes overmande meget, uden den vil ingen Krydsning, den være iøvrigt nok saa heldig, gøre Gavn i længere Tid.

Landstodhingstene er det fordelagtigst at tillægge selv i et dertil dannet Stamstulteri.

Dels kunne de nemlig ikke ret vel købes, idet intet Stats-Stutteri sælger Hingste eller Hingstføl, og der der­ hos vaagcs med Argusøjne over enhver lovende Hingst­ plag, som stammer fra Stutteriets Hingste; dels vil det i Længden falde dyrt at købe Landstodhingste, hvoraf der dog helst skulde bruges en 40—50 Stykker.

Et Stamstutteri skulde helst saavidt muligt baseres paa Landhopper, i hvert Fald maa Hopperne ikke søges blandt „fine“.

Til Stodhingste i Statsstutteriet skulde erhverves nogle, mindst et Par helt ædle Hingste, og saavel disse som Hopperne skulde være underkastede en stadig fortsat Dressur, naturligvis for Hoppernes Vedkommende afpasset efter deres Ydeevne.

Paa den Maade skulde der arbejdes lien til at danne en konstant og ensartet, ædel national Hestestamme, som Frederiksborg Stutterihest var i Stutteriets Giands­ periode, der kunde bruges som Landstodhingste i de Egne, der iøvrigt frembyde Betingelserne for et fordel­ agtigt Tillæg af lettere Heste.

Landslodhingstene skulde 9 Maaneder af Aaret op- staldes paa eller ved Rideskolen og i den Tid stadig være under Dressur.

Det er en Selvfølge, at Dressuren skulde uddanne Hesten efter Nutidens Tarv.