(Meddelt af en engelsk Officer.)
Vi kender alle, hvorledes en Kolonne s Queue har en T ilb ø jelig h e d til at hænge tilbage, og vi er vante lil al raade Bod herpaa. M en tlen, der ikke har p rø vet det, aner ikke, hvorledes Vanskelighederne stiger i Skyttegravene og om Natlen, saa at det er el K u n s tstykke at føre blo t et halvL Hundrede M and gennem Forbindelsesgangene i M ø rke uden al tabe nogle a f de bageste. M a rch fo rm a tionen er paa Fo rh a an d givet: der er ikke Plad s til andet end Gaasegang. Noget O v e rblik over sin K olonne kan man ikke faa: Traverserne spæ rrer fo r Udsigten baade frem e fter og bagud. Og saa bruges tilm ed de fleste Forbindelsesgange til T ra fik i begge Retninger. D er er kun eet M idd el Lil at holde sammen paa Kolonnen , nemlig at gaa langsomt. Den sluttende B efalingsm and er ellers aldeles hjælpeløs. H vert 5. M in u t elle r saa maa der gøres H old t og raabes tilbage til den sluttende, om han er med. F ø rs t naar han svarer „ K la r ! “ maa M archen fortsættes. De forreste F o lk synes maaske, at de spild e r Tid e n med den megen V en ten, men i Virkeligheden læ rer de af Ventetidens Længde, hvor langsom t det er nødvendigt at gaa. M an ser ofte, at Kasser, Sække eller andre B y r der, der skal m edføres a f en Kolonne , overlades til de bageste Folk . D elle er fo rke rt og forøger Tendensen til at hænge bagud. Det bør være de forreste Folk , der bæ rer Byrden , dels fo rdi det regulerer Tetens M arch , dels fo rdi man saa under alle Om stændigheder er vis paa at faa B y rden med, selv om man a f en eller anden G rund mistede de bageste Folk . E n fo r alle Forbindelsesgange og Skyttegrave fæ lles Gene er lavthængende Telefontraade. O fte kunde 2 M inu tte rs A rbe jde være nok til at fæste T raaden op, og Teten vil oftest have F o rd el af at o fre denne T id een Gang fo r alle, til F o rd el baade fo r sin egen K olonn e og fo r alle. der senere skal samme Vej. F o rd i en M and ikke er Tele fon- eller Signalm and, er der ingen G rund til, at han ikke skulde bruge sin Om tanke, naar han ser en løs T raad , der gør Ulejlighed. Selv om Fø re ren har g jort sit yderste, vil det im id lertid kunne hænde, at han af spæ rrede Fo rbind else sgange og andre H in d rin g e r er blevet saa forsinket, at han ikke kan naa frem i rette Tid , hvis der ikke gøres noget ekstraordinæ rt, og i saa Tilfæ ld e maa han erindre, at han kan løse P roblem e t ved at forlade F orbindelsesgangene og gaa „over L a n d “ med sin Styrke. H e r er et Tilfæ lde , hvo r der hører E r fa rin g og K o n duite til at vælge det rette, og deL er um ulig t at give nogen fast Regel for, hvornaar man paa egen H aand maa forlade Graven. H ø re r Fø re ren ikke aldeles tydeligt, at de øvre Regioner er under voldsom Beskydning, bø r han under alle Om stændigheder selv gaa op og se paa Forholdene . Og naar Skydningen ikke er slem og han har godt H o ld paa sine Folk , v il han ofte kunne føre sit Kom m ando frem over T e rrain e t langs med Forbindelsesgangen med faa elle r ingen T ab og saaledes komm e frem i retLe T id og løse sin Opgave, hvilke t jo til syvende og sidst e r Hovedsagen. Det er af Betydning, at den, der in struerer en saadan Fører, giver ham bestemt Besked om, hvo rvid t han i paakom mende T ilfæ ld e ved alle M id le r skal søge frem til det angivne P u n k t til den befalede Tid , elle r om han un der sin F rem ry k nin g ikke under nogen Om stændighed maa gaa op af Graven, fø r Sam lingspladsen eller U d gangspunktet fo r Opgavens Lø snin g er naaet.
