Överstelöjtnant K-E Lindemann giver en oversigt over forholdene i og omkring Middelhavet og bidrager herved bl. a. til at skabe forståelse af de seneste begivenheder omkring Bizerta.
Middelhavet forbinder tre kontinenter med hinanden og danner en m aritim passage mellem Atlanterhavet og Det indiske Ocean. Det har betydning ikke alene for strandejerne men praktisk talt for hele verdensøkonomien og den storpolitiske balance. Der er mange flere end de 200 m illioner mennesker, der lever i staterne langs Middelhavets kyster, som har interesse for dette hav. Middelhavet udgør en geografisk enhed med hensyn til civilisation og klim a. Det har betydning for alle folk og kulturer og er en vigtig faktor for verdensfreden. Stormagternes øjne hviler på dette geografiske kompleks, hvor større og mindre spændingsforhold bestandigt skifter Bekymringernes tyngdepunkt ligger i havets østlige og sydlige områder: De arabiske stater — Israel m. fl. Løsningen af komplicerede og indviklede kon flikter trænger sig på. Økonomiske, magtpolitiske, ideologiske og religiøse årsager griber ind i hinanden og betinger udviklingen. Visse geografiske kendsgerninger forekommer bestemmende og dominerende V i forsøger her at samle nogle kendsgerninger af betydning for m iddelhavsproblemerne. Middelhavet er i vest-østlig retning 3.800 km, og det er 800 km bredt. Dets længde er lig afstanden fra Den engelske Kanal til Nordamerika. Nogle tal v il give et billede af trafikken. Man regner med, at det gennemsnitlige antal af større handelsfartøjer, der daglig er beskæftiget i Middelhavet, udgør 750, indbefattet de der tilfæ ldigvis befinder sig i havn. A f disse 750 er ca. 70 på vej mellem Suez og Gihraltar. Andre trafikerer kysterne eller er på vej fra en middelhavshavn til et af havels udløb eller vice versa. Middelhavets betydning som fragtvej er stadigt stigende. Tonnagen er øget til det dobbelte i de sidste 20 år. Skibene repræsenterer de mest forskelligartede nationer. Middelhavet spiller således en betydningsfuld rolle både for verdensøkonomien og for den politiske balance. Middelhavslandene, især de europæiske, synes at blive stadigt mere afhængige af de økonomiske ressourcer fra lande uden for eller på den anden side af havet. Trafikfriheden er en livsbetingelse for middelhavsstateme men også af væsentlig betydning for de fleste lande uden for denne kreds.
Middelhavet er verdens vigtigste olieforsyningsvej. 60% af skibene er tankere, der udgår fra den østlige del af Middelhavet. De bagved liggende områder indeholder mere end halvdelen af hele jordens oliereserver; 80— 90% af det europæiske olieforbrug kommer gennem Middelhavet. En del af dette føres gennem pipe-lines fra kilderne til Levant-kysten for at gøre varen billigere og undgå tankskibstransporten gennem Suez. Men pipelines er en usikker transportform under de nuværende politiske forhold i de arabiske lande, og de er sårbare over for sabotage under en eventuel konflikt. Som international søvej afgrænses Middelhavet af tre snævringer: Suez, Gibraltar og Bosporus, der tilsammen udgør en vigtig trekant. Når en af disse snævringer har været truet eller spærret, har det altid fået betydningsfulde politiske følger. Vestmagterne har energisk stræbt efter at beherske Middelhavet, d. v. s. de tre adgangsveje. Suez har en trafikintensitet på over 100 m illioner tons om året. Det er et kvantum, som gør kanalen til en af verdens vigtigste trafikveje. Hvis man medregner også mindre fartøjer, er antallet af passager omkring 15.000 om året. De skibe, der befarer kanalen, repræsenterer alle nationer. Ingen andre søveje kan nden store omkostninger og mærkbare følger erstatte vejen gennem Suezkanalen. Den britiske flådebase i Aden vidner om, at man har bestræbt sig på at sikre området også længere østpå. Man har længe ment, at nøglen til Suez ikke kunne overlades til en enkelt nation uden risiko. Begivenhederne for nogle år siden bekræftede dette. Truslen om en uoverskuelig udvikling tvang Storbritannien og Frankrig til at indstille deres aktion i 1956 i almindelig interesse. Vestmagterne mistede kontrollen over Suez, da kanalen nationaliseredes. Under krisen var man tvunget til at dirigere fragtfarten rundt om Sydafrika, hvorved fragtomkostningerne og tonnagebehovet forøgedes. Gibraltar er vogteren af den vestlige adgang til Middelhavet. Fæstningen har i århundreder haft en fremtrædende plads i det strategiske spil. Strædets smalleste del er 13 km hredt. Trafikintensiteten er mere end tre gange større end i Suezkanalen og seks gange større end i Panamakanalen. Ifølge et sagligt udsagn kan trafikken i strædet ikke hindres af en atombombe. Panamakanalen med dens sluser er i så henseende mere ømfindtlig , og Suez lukkedes som bekendt under den sidste kon flik t ved sænkning af fartøjer. Siden Katarina II’s dage har russerne næret ønske om at komme til at beherske den østlige del af Middelhavet, men det er h id til ikke lykkedes. Fo r russerne er nøglen til Middelhavet Bosporus. Straks efter 1945 stilledes krav om russisk deltagelse i kontrollen med udsejlingen fra Sortehavet, hvilket tvang Tyrkiet til at indtage et højt m ilitæ rt beredskab, en tilstand der består i skærpet form endnu i dag. Vestmagterne har flere flådebaser på den nordlige middelhavskyst hos de strandejere, der er medlemmer af NATO . Andre vigtige baser ligger i mere urolige områder. Cypern indtager en nøgleposition; den før så betydningsfulde Suezbase er blevet erstattet af tilsvarende anlæg på Cypern. Øen har overtaget en væsentlig rolle som flåde og flyvebase i det østlige Middelhav. Den cypriotiske frihedsbevægelse har i perioder skabt vanskelige problemer for baseejeren. M alta har været en betydningsfuld ø i magtkampen. En anden nøgle i den midterste del af Middelhavet er Bizerta på A frikas kyst, som i vor tid sandsynligvis har større m ilitæ r værdi end Malta. Basen ligger i »antiatomterræn« og råder over to store, naturlige bassiner. Havnen i Bizerta byder på en beskyttende flade på 2500 ha, medens M alta efter sigende kun råder over 300 ha og Gibraltar blot 150 ha. I Bizerta er der beskyttelsesrum i klipperne for orlogsskibe, og de nærliggende flyvepladser har tilsvarende beskyttelsesmuligheder i det omgivende bjergterræn, noget der er uvurderligt for flyvevåbnet i atomtidsalderen. Bizerta er derfor en vigtig faktor i de allieredes strategi. De spanske havne Cadiz og Cartagena er hovedflådebaser i M iddelhavet for USA, der ikke har suverænitet over nogen støttepunkter i dette farvand; men alle N A T O ’s havne står naturligvis åbne for verdens største sømagt. I Middelhavets nærhed har vestmagterne flyvebaser i Spanien, M arokko, Tunis og Libyen, foruden på NATO -territorierne i Europa og Tyrkiet. De fleste ikke-europæiske flyveenheder er amerikanske.
I Det mellemste Østen har USA flyvebaser bl. a. i Saudi-Arabien. Britterne råder over baser i Irak og Jordan — men disses værdi er dog på grund af de politiske forliold tvivlsom. E t væ rdifuldt komplement udgør de mobile hangarskibe i de respektive middelhavsflåder, stærkest repræsenteret i USA’s kendte 6. flåde i Middelhavet, hvis fly i givet fald kan nå følsomme dele af modpartens territorium . Middelhavsområdets forsvarsorganisation skal beskytte N A T O ’s sydflanke, der under en tænkt kon flik t kan komme til at kæmpe mod en fjende, der muligvis har taget en del af Europa. A t Middelhavet under en tredje verdenskrig bliver en vigtig krigsskueplads er indlysende. Den kolde krig føres stadigt i området, og den varme krig er stadigt en latent trusel. Modsætningerne opstår på grund af Det mellemste Østens og Middelhavets betydning og har bl. a. ytret sig i en kamp om oliekilderne, søvejene og de militæ re positioner. Vest har ikke skyet nogen anstrengelser for at organisere flåde- og flyvebaser til beskyttelse af sin sårbare sydflanke. A f nationerne ved Middelhavet hører Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet til N ATO , og Spanien huser USA-baser. De forenede arabiske republikker henregnes til »ikke sandsynlige allierede«, medens Marokko, Tunis, Libyen, Libanon og Jugoslavien betragtes som usikre og neutrale. Frankrig må føre tofrontskrig med hovedfronten Nord for Alperne for at tage imod det stød, som man må regne med kommer gennem Centraleuropa. For nylig har det været antydet, at Spanien gerne ønsker en nærmere tilslutning til NATO : ifølge Franco er »Atlanten uden Spanien en omelet uden æg«. I storstrategien er den politiske stabilitet i Nordafrika vigtig for vestblokken, og særlig på grund af de ultramoderne våben. Disse territorier i baggrunden med deres raket- og flyvebaser udgør en højst væ rdifuld zone for vestmagterne, men værdien af en del af de nordafrikanske baser er blevet forringet på grund af de urolige politiske forhold. Kommunismen og den ideologiske spænding har også nået m iddelhavsområdet. Tovtrækningen mellem vest og øst har kompliceret de internationale problemer der. Fra et vestmagtssynspunkt er det fo ru roligende, at de arabiske stater råder over russisk konstruerede flyvemaskiner og undervandsbåde. Der findes nu nye muligheder for at gribe ind imod vestmagternes søveje i Middelhavet. Som situationen er i Europa, er vestmagterne afhængig af hele den arabiske verden. De arabiske stater har draget fordel af tovtrækningen og stormagternes stærkt divergerende interesser inden for området. Den løsslupne nationalisme og religionsfanatismen er stærke ingredienser i spillet. Stræben mod friheden sættes op imod stormagtsinteresserne. En stadigt la b il situation hersker i Levanten, Lilleasien og Det mellemste Østen. Tydeligst kom dette til udtryk i forbindelse med de kritiske persiske oliekonflikter; den britiske og franske aktion mod Suez var ikke mindre urovækkende. Vestmagterne har længe søgt at styrke deres stilling ved at nærme staterne i Det mellemste Østen til forsvarspagten — Tyrkiet først direkte i N A TO og senere i Bagdadpagten, som dog er blevet svækket gennem ændringerne i Irak. Sovjet udvider måske sin indflydelse ad denne vej. Det kan gælder olie og adgang til oceanet i retning af Den persiske Bugt, Iran og Tyrkiet. Lokal m ilitæ r styrke ydes Vesten af Tyrkiets stående hær på 450.000 mand med moderne udrustning. Tyrkiets holdning øver indflydelse på hele det muhammedanske kompleks, hvilket er en faktor, der ikke bør undervurderes. Der findes i Rusland en stærk interesse for Middelhavet. Dets stræben efter indflydelse her er ikke blot en aktuel foreteelse men har en tohundredårig historie som baggrund. Vore dages russiske interesse for Middelhavet hænger hl. a. sammen med kampen om olien. Sovjet stræber efter at isolere Lilleasien, Det mellemste Østen og Indien fra Europa samt efter at opnå indflydelse i Nordafrika og ødelægge baseområderne for modparten. Vesten har ikke kunnet forhindre Krem l i at få strategiske støttepunkter og vanskeliggøre dens modforanstaltninger. Sovjets flåde er ikke længere spærret inde og helt afhængig af de tyrkiske stræder. Inden Jugoslaviens frafald havde Sovjet gode m uligheder for at anlægge flådebaser i Det ægæiske Hav og udbygge sin m ilitære styrke også inden for middelhavsområdet. Albanien udgør stadig en sovjetforpost i Middelhavet. I Valonabugten ligger et øde stenarkipelag, der er indrettet som en moderne flådebase, der giver plads og beskyttelse for omkring et hundrede undervandsbåde, kystbatterier, flyvepladser og befæstninger. Basen er blevet et vigtigt støttepunkt — og en forstyrrende faktor for Vestmagterne. Derfra kan Sovjet uden vanskelighed nå N A T O ’s styrker. Middelhavet, der h id til alene har tjent vestmagterne, kommer nu også til at betjene modparten. Sovjets politiske og økonomiske offensiv i de sidste år i Middelhavets interesseområde har åbnet helt nye muligheder for russisk fremtrængen. Våbenleverancer til Ægypten og Syrien og ideologisk påvirkning af samt indflydelse på ledelsen af de militæ re styrker ændrer også det politiske billede. Den kommunistiske indflydelse peger i retning af, at magtkampen bliver stedse hårdere. Middelhavsproblemerne er gået ind i en æra, som truer med at blive storm fuld. E fter at atomvåbnet er kommet ind i billedet, er man blevet tvunget til at revidere strategien også i dette område. Vestmagterne kan ikke længere kalde Middelhavet et »Mare Nostrum«. Havet kan i et fremtidig t opgør blive et ingenmandsland, hvor parterne kan operere fra deres beskyttede flåde- og flyvebaser og uddele deres hug i form af korte raids og udfald. At bevare roen i middelhavsområdet ligger i hele Europas interesse — først og fremmest dog i strandejernes, der har brug for fredelig tra fik i alle retninger. Det er et hav, hvis betydning vokser med den nationale udvikling. Middelhavet v il have mindst lige så høj m ilitæ r værdi i morgen som i dag.
K -E Lindeman.
