Log ind

Episoder af „En bataillons biografi"

#

Kaptajn James A. Huston var — bortset fra motorofficeren og forsyningsofficeren — (len eneste officer, som fulgte 3. bataillon af 134. amerikanske infanteriregiment fra begyndelsen til slutningen af dens indsatsperiode på vestfronten fra ju li 1944 til den europæiske krigs opliør. A lle bataillonens øvrige officerer faldt eller såredes eller — for enkeltes vedkommende — bortkommanderedes til anden tjeneste. T i l belysning af, hvor hård indsatsen var, kan eksempelvis nævnes, at et enkelt af de lette kompagnier i denne periode nåede at have 14 forskellige chefer (kommandører), af hvilke 2 faldt, 10 såredes (deraf de 5 hårdt) og 1 blev taget til fange! Om tabsprocenterne som helhed se nedenfor. Kaptajn Huston forrettede i hovedparten af tiden tjeneste som bataillonens S-3 (operationsofficer) efter et par måneders virksomhed som S-2 (efterretningsofficer). Han har haft de bedste forudsætninger for at følge bataillonens kamp i både enkeltheder og som hele, og han har visselig brugt sine øjne. I „Biography of a Battalion“ *) har han indgående skildret bataillonens kampe gennem alle de ti måneder. Han har gjort det på en sådan måde, at en af de generaler, som på bogens omslag medgiver den sin anbefaling, med fuld ret kan skrive: Should bo roquircd reading for company and battalion officers. Da det vel må anses for tvivlsomt, om et værk af denne art, hvor vægten ifølge sagens natur er lagt mere på det saglige end det underholdende, kan forventes oversat i sin helhed, skal i det følgende bringes en række oplysninger, hentet fra bogen, først og fremmest sådanne, som tager sigte på de egentlige kampsituationer. Det bør herved haves for øje, at bevæbningen var noget anderledes, end den er nu, og at det ikke kan betragtes som givet, at de grundlæggende taktiske principper, efter hvilke amerikanske infanterienheders kamp førtes, i enhver henseende var de bedste — der kan siges mangt og meget om, hvilken relativ vægt der bør tillægges artilleriet, infanteriets tunge hjælpevåben, infanteriets lettere bevæbning, mørke og tåge, manøvre samt kampmoral i gennemførelsen af den enkelte kamphandling. Men uanset dette forhold fortjener Hustons bog at blive kendt af de flest mulige infanteriofficerer. De følgende sammentrængte uddrag er i hovedsagen anført kronologisk efter bogen, og fremstillingen får derved en brudstykkeagtig og lapidarisk karakter. Dette er dog skønnet mere hensigtsmæssigt end sammenarbejdning til en akademisk afhandling.

*) (Courier Press, Gering, Nebraska, 1950)

Bataillonens organisation:

— Chef med stab og stabskompagni, i hvilket indgik en forbindelsesdeling, en ammunitions- og pionerdeling og en panserværnsdeling (med 3 57 mm kanoner af tilsvarende model som den fra det britiske tunge kompagni kendte).

— 3 lette kompagnier å 1 chef -f- kommandogruppe, 3 delinger å 3 12-mandsgrupper (bevæbnet med 1 B. A . R. og 11 Garand-geværer) og 1 støttedeling med en mg.sektion (2 lette mg.) og en mortersektion (3 60 mm morterer), ialt pr. kompagni 6 officerer og 187 uoff. og menige, af hvilke 15— 20 mand normalt var ved train o. lign. bag den egentlige front. Inden for 3. bataillon havde de lette kompagnier bogstavbetegnelserne I, K og L.

— Tungt kompagni (kaldet „M “ ) med en styrke på S officerer og 152 uoff. og menige, formeret i 2 mg.delinger å 2 sektioner å 2 tunge mg. og 1 morterdeling med 3 sektioner å 2 81 nnn morterer. Som enhedstransport for kompagni M anvendtes jeeps (19 stk. plus 14 påhængere til samme), hvortil kom 1 % tons lastvogn (værkstedsvogn).

Ved batl. fandtes ialt 29 bazookas (5 pr. let kp., 6 ved det det tunge kp. og 8 ved stabskp.). Bataillonens samlede styrke efter skemaerne var 825 uoff. og menige samt 35 officerer. Ud over det ved kompagni M nævnte train fandtes ved hataillonen 3 stk. 6-hjulede, 6-hjulsdrevne motorvogne som trækkraft for 57 mm kanoner, 2 jeeps med påhængere pr. let kompagni, 9 jeeps ved bataillonsstab og stabskompagni (5 til forbindelsesdelingen, 1 til panserværnsdelingsføreren, 1 for S-l (adjutant og chef for stabskompagniet), 1 for S-2 og 1 for bataillonscliefen), 2 jeeps for den bataillonen tildelte sektion af regimentets sanitetsformation, 1 pionermaterielvogn til pioner- og ammunilionsdelingen 2 2Yz tons lastmotorvogne fra regimentstrainet samt 1 jeep til feltpræsten. Tredelingen, som er fælles for de fleste hære, fandtes selvsagt også inden for regimentet. Ud over de 3 batailloner bestod dette af stab med stabskompagni, forsyningskompagni, skytskompagni (10,5 cm haubitser), panserværnskompagni (57 mm kanoner), samt (normalt fordelt på bataillonerne) sanitetspersonel og feltpræster. Organisationen af de tyske styrker, med hvilke bataillonen var i kamp, frembød ikke afgørende forskelligheder fra den amerikanske organisation. De tyske mortertypers rækkevidde var betydelig ringere end de amerikanske. De tyske maskinpistoler ansås for at være særdeles virksomme inden for 2— 300 meter (typerne Schmeisser 38 og 40, med 32-skuds magasiner, kaliber 9 mm).

Ved regimentets første kampindsats — angreb mod udbygget stilling — blev 2 batailloner sat ind side om side. Medens man i andre hære ofte ser befalet ret skematisk, at den 3. bataillon i en sådan situation „følger efter 1. linie“ i en vis afstand, får den 3. bataillon her, som det i det hele taget er sædvane i amerikansk føring (også f. s. v. angår det lette kompagnis deling i 2. linie), ordre til at forblive i et bestemt område, hvorfra den da efter behov kan trækkes fremefter. Herved spares utvivlsomt mange tab, ligesom indsatsen af 2. linie („reserven“ ) kan ske med større handlefrihed. I dette angreb forstærkedes — naturligvis — divisionsartilleriet med talrige afdelinger, og man tilstræbte, hvilket i øvrigt viste sig at være en undtagelse, at lægge en veritabel spærreild foran infanteriet efter mønstret fra den første verdenskrig. Hver af bataillonerne i første linie fik underlagt et kompagni kampvogne. Regimentet fik underlagt et kompagni kampvognsødelæggere („Tank-Destroyers“ — T. D ’s. — lettere pansrede kampvogne med tung panserværnskanon) samt et kompagni pionerer. Infanteriets fremrykning begyndte kort efter daggry og mødtes ikke alene af stærk artilleriild, som også af et modstød. En del af artilleriilden faldt over 3. bataillon, som straks led tab, uagtet den (selvfølgelig) havde gravet sig ned i sit beredskabsområde. En af de første granater ramte kompagni I’s kommandostation, og efter få minutters forløb var både chef, næstkommanderende og kommandounderofficer ukampdygtige. En overlallig officer fra bataillonsstaben fik til opgave at overtage kompagniet, som i liøj grad havde fast kommando behov efter det første chok. Den ene af bataillonerne gjorde gode fremskridt under dække af den rullende spærreild; den anden kom knap af stedet. Begge parter vedligeholdt en intensiv skydning med både artilleri, morterer og lette infanterivåben. Ved dette som ved alle angreb, der refereres i såvel Husions bog som andetsteds, er opretholdelsen af forbindelserne den stadige vanskelighed. Telefonlinierne afbrydes ustandselig af granatnedslag (der tales lier ikke om, at de også afbrydes af egne køretøjer, hvilket MacDonald i sin storartede bog „Company Commander“ anser for at være en lige så hyppig afbrydelsesårsag), og på grund af de mange beretninger om, at radiostationer skulle „tra'kke artilleriilden på sig“, var der ved denne lejlighed (bataillonen var uden krigserfaring) befalet radiostilhed under angrebet. Med det umådelige antal radiostationer, som efterhånden opfylder kamppladsen — såvel tilhørende artilleriet som infanteriet — turde risikoen i sådanne situationer nok være blevet ringere. Næstkommanderende fra et af de lette kompagnier afgives til en anden bataillon til afløsning af en såret kompagnichef. Ved middagstid melder den fremrykkende bataillon i forreste linie, at den nu er kommet 2200 yards frem og kun bar 600 yards tilbage til angrebsmålet (et stærkt forsvaret højdepunkt ved St. Lo). Regimentschefen bestemmer sig til at samle 3. bataillon (der i sin reservestilling har ligget meget spredt) og indsætte den i tilslutning til førnævnte bataillon for at udnytte dens resultater. Bataillonsehefen sender S-l, S-3 og chefen for det tunge kp. frem for at rekognoscere et samlingsområde for bataillonen, mens kompagnierne gør sig rede til at gå frem til den nye stilling. I løs formation fører ban så selv disse ud mod den fløj, på hvilken bataillonen skal sættes ind. Uagtet situationen efter det foreliggende skulle være opklaret og fremrykningen i dette rum sikret, udskilles alligevel altid en forpatrouille. (NB. Regimentet havde et andet regiment lige til højre for sig selv). Det må her indskydes, at terrainet var det typiske Normanditerrain, „Bocage“-terrainet, gennemskåret af hække på tykke jordvolde, overordentlig uoverskueligt og med talrige muligheder for skjul og dækning, navnlig for en forsvarer, der havde haft lejlighed til at gøre sig nøje bekendt med terrainet. Vanskelighederne ved at føre angrebskamp i dette terrain overgik alt, livad de allierede tropper havde forestillet sig, uagtet de var fuldt vidende om terrainets egenart. Under den her omtalte forskydning blev bataillonens forreste dele beskudt af et tysk mg. på længere afstand. Både ved denne lejlighed og ved beskydning med maskinpistoler virkede det ofte desorienterende, at folkene ikke var i stand til at skelne knald eller smæld fra hinanden. Dette kræver ikke ringe erfaring, og før denne er opnået, er det vanskeligt at stedfæste de fjendtlige fladbanevåben, som beskyder en. Ved den her omtalte beskydning med et mg. viste det sig, at dette kun ville åbne ild på større mål og derfor ikke skod, når kun et par folk ad gangen styrtede frem fra dækning til dækning (hæk til hæk). 3. bataillons forberedte samlingsområde var angivet i rummet bag den førnævnte heldigt fremrykkende batl. (1.), men da 3. batl. begyndte at nå frem hertil, viste det sig, at det myldrede med tyske småstyrker i nærheden. Bataillonschefen sendte S-2 og en deling frem for at opsøge og likvidere det fj. mg. og fulgte selv efter med resten af bataillonen % kp. I, der syntes at være kommet i kamp med fjendtlige småstyrker undervejs. Bataillonschefen med nærmeste hjælpere fulgte lige efter forpatrouillen.

I en hæk ude til siden havde man observeret et par fjendtlige; soldater. En løjtnant førte en gruppe frem dertil, men de var forsvundet. I stedet rettede han gruppens ild fremefter til støtte for den fremsendte deling. Imens nærmede bataillonens hovedstyrke sig og blev pludselig kraftigt beskudt af flere velslørede maskingeværer i stilling i et hus ca. 150 yards længere fremme. (Bataillonens formation var dybe enkeltkolonner i hver side af den vej, den fulgte). Samtidig faldt morter- og artilleriild over styrken. 2 mand blev sendt ud for at tage mg.erne i huset i nærangreb, men dræbtes af en granateksplosion under bevægelsen. E n tysk kampvogn dukkede op og begyndte at beskyde vejen med sin kanon. I denne situation begyndte folkene i den lange kolonne langs vejen at søge tilbage. „Det var øjensynligt, at stedet ikke egnede sig til ophold for en bataillon ... Det var bydende nødvendigt, at bataillonen blev trukket tilbage i rette tid til, at den kunne omorganiseres til en formation, den kunne kæmpe i.“ Bataillonen blev derfor dirigeret tilbage og indtog forsvarsstillinger på den anden side af et mindre vandløb. Reorganisationen her var im idlertid i sig selv en vanskelig sag. Det forlød, at kompagni I var kommet frem i flanken af 1. bataillon, som endnu var under angreb mod liojdedraget. Cbefen for K hægtede sin kompagnitelefon ind på regimentets ledning for at finde ud af, hvor bataillonen var blevet af. Og mens alt dette stod på, drøftede divisions- og regimentsstaben, om 3. bataillon burde indsættes i et øjeblikkeligt angreb på 1. bataillons angrebsmål. Man mindes MacDonald, der i „Company Commander“ et sted siger, at angreb og manøvrer aldrig blev udført sådan, som man havde lært det. „Der var altid noget, der gik i brok.“ Først hen under aften var kompagnierne nogenlunde reorganiseret og forsvaret koordineret. En opringning fra divisionen viste, at denne slet ikke var klar over situationen ved batl. Bataillonschefen, som havde været på rekognoscering, var blevet afskåret bag de tyske linier, men nåede tilbage ved mørkets frembrud. Bataillonen havde tab på 57 mand i lobet af dagen, uagtet den ikke havde vauet indsat i forreste linie.

3. bataillons opgave for den følgende dag (16. juli) bestod i at „rense de bagved liggende områder i højre angrebszone“ — det område, gennem hvilket 1. bataillon antoges at være rykket frem — og derefter at samles i en frugtplantage, rede til angreb. 1 deling tank-destroyers var underlagt bataillonen. Det stod bataillonschefen klart, at selv fremrykningen til det befalede samlingsområde kunne blive besværlig nok, da der i området den foregående dag var konstateret over en halv snes lette fj. maskingeværer. Bataillonschefen havde håbet at få tildelt nogle kampvogne (de dagen før til 1. bataillon afgivne), men dette afsloges af kampvognsføreren (beordret til indsats andetsteds af divisionen). E n anmodning fra den med staben følgende artilleriobservatør om ildstotte under bataillonens fremrykning blev afslået under hensyn til, at man ikke kendte den foranværende 1. bataillons stillinger tilstrækkelig nøje. Endelig nåede kampvognsødel æ ggern e ikke frem til det befalede fremrykningstidspunkt (7,30), men først kl. 10, og fremrykningen tog da i øvrigt også først sin begyndelse på dette tidspunkt. Kompagnierne K øg L var i første linie, I i reserve. (Amerikanerne anvender om kp. i angreb i forreste linie udtrykket „assault“- (storm) kompagnier og om 2. linies: „reserve“. Disse udtryk vil blive anvendt i det følgende). Stormkompagnierne mødte straks stærk modstand, men begyndte at arbejde sig langsomt frem i små grupper, af og til med enkeltmand. Det være her bemærket, at terrainet som tidligere omtalt var så „lukket“ og uoverskueligt, at denne kampmåde her i vid udstrækning måtte erstatte en fuld udnyttelse af artilleri og tunge hjælpevåben, hvis ild — i det tilfælde at det drejer sig om angreb over mere åbent, overskueligt terrain — principielt bør kunne bære infanteriet frem til (og belst et godt stykke inden for) sikkerhedsafstanden for detonationerne. T id ligt på eftermiddagen indtrådte stagnation, da stormkompagnierne praktisk taget lå stille under den fjendtlige artilleriild. Bataillonschefen besluttede nu at indsætte reserven — kompagni I — i et forsøg på at bryde igennem. Kompagniet skulle indsættes på venstre fløj, men stærk ild lier forhindrede denne manøvre. K l. 16,30 erkendte regiments- og divisionschef, at et større, monteret angreb var nødvendigt for at bryde modstanden. Samme aften fik bataillonen ordre til, at den kl. 4,30 den næste morgen skulle danne tyngdepunktet i en fornyelse af angrebet, understøttet (foruden af artilleri) af et kompagni kampvogne, en deling TDs og et kompagni tunge røgmorterer. Huston bemærker ved omtalen af soldaternes påklædning til angrebet, at hver mand medførte forplejning til 2— 3 dage, rigeligt med patroner til sit gevær samt nogle håndgranater. Bajonetten anvendtes hyppigst som kniv eller dåseåbner, og den sås kun sjældent påsat. De fleste medførte regnslag (stukket i livremmen bagtil). I enkeltmandsforbindspakken fandtes forskellige sulfapra-parater til sårbehandling. Officererne sørgede oftest for at skjule deres kikkert godt for ikke at blive kigget ud af fjendtlige finskytter. Bataillonschefens personlige „folge“, som fulgte ham under fremrykningen, på observationsstadet o. s. v. (i modsætning til personellet på den egenLlige kommandostation), bestod af S-3, artilleriforbindelsesofficeren (plus radiomand), S-2 (plus 2 spejdere eller efterretningsfolk), en radiomand med en SCR 300 (svarer nærmest til SMJ-stationen), et telefonhold (som til stadighed lagde tråd ud efter bataillonschefen, så at ban via kst. havde forbindelse til regiment og kompagnier), 4 ordonnanser og endelig en signalkontormand og oppasseren. Det var almindelig erkendt, at dette var for stor en styrke, i betragtning af at den ikke var formeret til kamp og dog skulle bevæge sig i fjendtlig ild. K l. 4,30 rykkede kompagnierne frem og blev straks mødt af stærk og lamniende ild fra flere fj. mg. Der lå tåge over ud gangsstillin gen, og kampvognene kunne ikke bruges med virkning, så lamge man ikke kunne få observation. Tågen gjorde det endvidere umuligt for artilleriforbindelsesflyverne at gå til vejrs („Piper Cub“-maskiner I. „Der var ikke tvivl om, at disse observationsmaskiner var overordentlig virksomme til ildledelsen. Men infanteristen kom til at tillægge dem en næsten overnaturlig betydning. Han ville have, at en af disse „græshopper“ skulle være deroppe hele tiden — han var vis på, at fjendens artilleriild ville være mindre kraftig, hvis disse luftens spejdere holdt udkig efter niundingsglimt.“ T il yderligere dokumentation af dette forhold kan oplyses, at en tysk bataillon på østfronten en gang ved dagslys blev trukket tilbage over åbent terrain uden tab trods stærk russisk besættelse overfor. Det tyske artilleri havde ingen ammunition, og tilbagetrækningen kunne kun gennemfores, fordi bataillonschefen fik divisionen til at sende en artilleriforbindelsesmaskine i lu ften, da han af erfaring vidste, at det var det sikreste middel til at få russerne til at dukke sig i deres huller. Kompagni L havde kunnet rykke et kort stykke frem, men blev ramt hårdt af et fjendtligt modangreb i venstre flanke. Oberstløjtnanten ringede regimentet op for at børe, om man kulle holde fast under alle omstændigheder. L begyndte at gå tilbage i uorden. Der lå stærk ild over hele området. Obl. søgte at dirigere I op i en effektiv stilling, men kompagniets delinger kom fra hinanden under forskydningen gennem en tæt træbevokset dal. Der faldt maskinpistolild fra mange sider. „Tyskerne viste her en snedig koordination af automatiske våben og morlerer.“ Mg.er og mp.er begyndte ilden, så at vore tropper måtte falde ned, og derefter bevægede morterilden sig frem og tilbage over bele området og krævede ofre blandt soldaterne, som var bundet til stedet af de strømme af projektiler, der smældede ben over deres hoveder. Folkene måtte kæmpe stærkt med deres frygt under disse omstændigheder. Den side af Hustons bog, som skildrer frygten under kamp, er — ligesom i øvrigt en række af de mere almene betragtninger i den — hentet fra andre forfatteres specialfremstillinger. De fortjener at citeres som et interessant supplement til artiklen i „M ilitært Tidsskrifts augustnummer 1951 om „Men against F ire“. Det hedder: „Nogle havde været bange, længe før de kom under ild ; frygten steg op i andre, jo nærmere de kom til farezonen. Nogle havde med stor energi indstillet sig på, at de ikke ville lade sig påvirke af synet af død og lidelse, som de vidste, at de ville komme til at se omkring sig. Og så blev de måske — efter nogle limer eller dages sådan selvtvnnget uanfægtethed — pludselig slået af den skrækindjagende kendsgerning: Den næste bliver måske mig! Nogle blev forfærdede ved tanken om at blive lemlæstet sådan, som de havde set deres kammerater lemlæstet. Hos andre var det ikke så meget selve døden, de frygtede, som tanken om virkningen deraf på de kære derhjemme. De ville så inderligt gerne leve; der var så mange ting, de gerne ville, hvis de blot kunne være hjemme igen! Hos nogle havde den største frygt været frygten fur angsten, og når de nærmere sig kamppladsen, blev de grebet af en dødelig angst for, at de ville blive overvaddet af frygten og således komme til at gore sig latterlige i deres kammeraters øjne. De søgte da trøst ved at forsøge på at opdage tegn til frygt hos andre.'“ Hustons fodnote til dette stykke er ikke det mindst interessante :

„I sit uddannelsesprogram gjorde hæren en stor indsats — navnlig i form af uddannelsesfilm — for at vise, at frygt var en meget almindelig følelse, og at ingen soldat burde have dårlig samvittighed over tanker om, at han selv var den eneste, der var bange. Det bør im idlertid bemærkes, at en sådan kere — forsøget på at gøre det klart for soldaterne, at frygten var en følelse, som var udbredt overalt — kunne drives for vidt. Når en bange soldats øjne ransagede sin kaptajns ansigt, var det ikke for at finde trøst ved at opdage tegn på en lignende frygt; det var en søgen efter trøst og beroligelse, efter at se, at chefen bevarede sin selvsikkerhed. En frygt, der næres ved andres frygt, kan let slå over i panik.“ Hustons skildring fortsætter:

„Ligesom frygten under kamp antog forskellige former, således fandt frygten også udtryk i forskellige reaktioner. Nogle kunne gøre sig så hårde, at de kun viste små eller ingen tegn på frygt overhovedet. Andre blev stive af skræk og skælvede. Mange følte en næsten overvældende trang til at komme bagud — tilbage, bort fra de springende granater og smældende projektiler, nogle gav efter og blev tilbage. Nogle blev forbitrede over deres egen svaghed og ville slås betingelsesløst — gøre alt, hvad de kunne, for at få prøvelsen overstået på den rette måde;

de knugende tanker havde jo ikke tid til at bore i sindet m idt under aktiv kamp. Mange var veldisciplinerede, samvittighedsfulde soldater, der var opsat på at ville gøre deres bedste. Nogle soldater håbede på et sår — et lille sår. Hvis en såret soldat ikke var sikker på at dø eller på at blive varigt og alvorligt invalideret, mødte ban kun ringe medfølelse bos sine kammerater; ban anså sig for at va-re heldigt faren. Nogle havde lyst til at stikke en arm eller et ben op af skyttehullet i håb om at blive såret på denne måde. De sår i fod eller hånd, der havde forvoldt beskadigelse af knoglen og nødvendiggjorde så langvarig behandling, at man blev sendt tilbage til hospital i U. S. A., kaldtes for „m illion dollars wounds“ . Der var nogle, der tog deres tilflugt til den usoldatermæssige udvej at tilføje sig selv et sår for at slippe fra fronten på denne måde. Nogle af folkene lå i ilden og skælvede af skræk og var ude af stand til at røre sig af stedet. De lå og lod disse tanker fare gennem hjernen, og det gjorde kun deres elendighed værre. Andre vidste, at de måtte holde sig i bevægelse for at undgå tilintetgørelsen, og det var deres hensigt at foretage sig noget konkret. Nogle hentede den trøst, de kunne, i et fatalistisk livssyn. Overordentlig mange — måske alle, på den ene eller den anden måde — bad. 1 bevidstheden om, at de var m idt i noget, der var stærkere end noget menneske, syntes de, at de måtte vende sig til en højere magt, hvis de skulle finde nogen måde at undgå den sikre ødelæggelse på.“ — Under et af stormkompagniernes fremrykning virkede et fj. mg. særligt hæmmende. E n menig gik alene frem med sit Garandgevær for at nedkæmpe det fj. mg., blev ramt af et projektil, fortsatte alligevel sin fremrykning og blev ramt af endnu et skud, som gjorde ham ukampdygtig. Hans ild havde im idlertid virket så stærkt, at han havde neutraliseret det fj. mg.s virksomhed. Det vil huskes, at K og L var stormkompagnier. L (til venstre) nærmede sig det hus, der et par dage forinden havde huset de mg., som havde standset bataillonen. Kompagnichefen bad om fosforgranater fra de 12 cm røgmorterer, og med 26 skud fosforammunition blev 4 lmg. i huset likvideret på 11 minutter. Det lykkedes E at bryde en kile ind i den fjendtlige front, men straks derefter blev det beskudt stærkt med ild fra morterer, og kompagniet måtte standse. Artilleri- og mg.ild forenede sig med morterilden. K kom bedre fremad nu, men var kommet langt ud til højre. I blev sat ind i det derved opståede mellemrum, og L blev trukket tilbage som reserve. T id ligt på eftermiddagen var bataillonens forreste dele nået fra 500 til 800 yards frem foran den hæk, bag hvilken den tidligere var gået i forsvarsstilling. T D ’s havde ydet nogen bistand herved. Under sin fremrykning mod frontlinien mistede 1 hurtigt følingen med K til højre for sig. K kom godt fremad, men blev kort efter standset af et nyt fj. mg. i højre flanke. Kompagnichefen foretog helt alene, hovedsagelig kravlende og krybende, en omgående bevægelse langs en hæk og likviderede maskingeværet med 3 håndgranater. Inden mørkets frembrud lykkedes det batl. at forcere endnu to hække, før den standsede for natten. Nu drejede det sig om at få forplejning og ammunition ført frem og at træffe forberedelser til angrebets videreførelse næste morgen. Pr. kompagni førtes 1 jeep med påhænger frem ad vejen, som pionerer prøvede på at rense for miner. Den første jeep blev sprængt i luften af en mine, og man søgte nu at rydde en anden kørevej, men måtte opgive det og vende tilbage til den første. K lokken 6 morgen måtte bataillonschefen ringe til regimentet og melde, at han endnu ikke havde kunnet få sine forsyninger frem. Dette forsinkede angrebets fortsættelse (efter at det dog var lykkedes at finde en forsyningsvej via nabobataillonen). Da bataillonen omsider angreb, blev den efter 300 yards fremrykning påny mødt af stærk ild. Igen måtte man gå over til den besværlige, langsomme stykkevise fremadbevægelse. Der skulle, som det er sagt andetsteds om dette terrain, vindes et nyt slag for hver hæk, man passerede. Dele af bataillonen blev i denne fase beskudt af egne kampvogne.

L rykkede nu frem og afløste I til venstre for K . Begge kompagnier borede sig frem under store vanskeligheder. L ’s lette mg. var den vigtigste ildstøtte, men tiltrak sig til gengæld i særlig grad det fjendtlige artilleris opmærksomhed. „Hver gang en salve slog ned, holdt et af kompagniets mg. op med at skyde.“ Der sås eksempler på, at en hel gruppe blev såret ved nedslag, og at en af de sårede dog fortsatte skydningen i erkendelse af, at bestrygningen af hækken og volden derfremme var afgørende for, at geværskytterne kunne fortsætte deres fremadbevægelse. Omsider nåede bataillonen en linie, hvorfra det endelige angrebsmål: St. Lo, kunne ses og beherskes. K ’s folk lod sig først „efter nogen tøven“ føre frem påny, og L havde de samme vanskeligheder. „De mange dages kamp var begyndt at gøre sig føleligt gældende. Trætheden havde sløvet den disciplin, som tvang folkene til at gå frem uden at tage hensyn til sig selv. .,De gror fast i deres skyttehuller, og man kan ingenting stille op med dem.“ En delingsfører fik im idlertid sin deling med sig. Den gik over hækken og begav sig frem over den næste mark. Delingsføreren råbte en mands navn højt, når denne trykkede sig. Et tysk mg. åbnede ilden og mejede en hel gruppe ned. Resten af delingen faldt ned og blev liggende trods løjtnantens opmuntrende råb. Han greb et lmg. og sprang op og skød fra hoften med det for at bolde tyskerne i bækken foran nede — „ban vidste, at de ville stivne akkurat ligesom lians egne fo lk“ — og stormede alene frem til det sted, hvorfra det fj. mg. havde skudt, og nedkæmpede hele dets besætning. 1 denne situation kunne hans folk ikke længere holde sig tilbage og begyndte at gå frem. Eksemplet smittede hele vejen langs bataillonens front, og en almindelig fremrykning i ild og beva’gelse begyndte. Kompagnicheferne prøvede på at få deres folk til at standse i byens udkant, for at de ikke skulle komme ind i ilden fra andre enheder, der stormede fra andre sider, men „stormen var ude af deres hænder“. Angrebet jog et godt stykke ind i byen, og det varede noget, før det lykkedes at få folkene kaldt tilbage til udkanten.

Huston gør opmærksom på, at det regiment, hvortil .1. bataillon hørte (134.), praktisk taget udelukkende bestod af tropper, som aldrig havde va'ret i kamp før, og at denne bataillons første kampindsats efter nogles mening var af højere kvalitet end nogen senere kamp, den leverede (og bataillonen deltog med hæder og store tab i talrige senere slag). Huston anfører, at bataillonen på grund af de store tab meget hurtigt kom til at bestå af folk, der havde betydelig kortere uddannelse, end tilfaddet havde været med det først udrykkende mandskab. Desuagtet gjorde bataillonen særdeles god fyldest i de kommende 9 -- 10 måneders kampe. Huston mener, at det i nogen grad sk vides, at der i liver enkelt underafdeling dog var nogle menige og navnlig befalingsmænd tilbage, som nu kendte kampens vilkår og slagmarkens talrige „fiduser“. A f ganske særlig vigtighed var det efter hans mening, at bataillonsstaben som et både føringsmæssigt og uddannelsesmæssigt centrum bevarede og udnyttede de vundne erfaringer. Han siger, at for enkeltmand var en kortere koncentreret uddannelse inden for een og samme enhed langt mere effektiv end en længere uddannelse ved forskellige underafdelinger. Førernes uddannelse må, mener han, endnu mere i forgrunden, end det — dengang — h idtil var sket. I den følgende kamppause og også ved senere lejligheder blev dele af bataillonen om natten jævnlig beskudt eller bombet af enlige fjendtlige flyvere, hvis virksomhed anrettede tab. Det syntes at være overordentlig vanskeligt at nedskyde sådanne natlige angrebsflyvere. Disse nedkastede før angrebet lysskærme eller andre lysmidler, og der herskede inden for bataillonen misstemning over, dels at egne nat jagere aldrig viste sig, dels at egne luftfartøjer ikke foretog lignende angreb på de store forskydninger, som man hørte fjenden foretage om natten. Bataillonens kommandostation flyttede ind i et hus, efter at man længe — navnlig på grund af frygt for miner og minefælder — havde haft kst. i det fri. Også frygten for artilleriildens virkning på huse havde været medvirkende. I huset var, som venteligt, opretholdelse af god signaltjeneste langt lettere og arbejdet med kort og papirer betydelig mere praktisk end før. Dertil kom, at man snart opdagede, at man i et hus ofte var bedre beskyttet mod artilleriild og morterild end i et skyttehul eller lignende anlæg på åben mark eller selv i et gærde. Bataillonen lå nu 3 dage i reserve og blev derefter sat ind i forreste linie i byen. Det anføres, at tyskerne som regel beskød områderne med artilleri på de tidspunkter, hvor .de mente, at forplejningsudlevering fandt sted (tidlig morgen og om aftenen), men i den kommende periode var artilleribygerne hyppigere og uregelmæssige. Færdsel fra det ene kompagni til det andet og mellem bataillonens kst. og kompagnierne var en farlig sag. Forplejning, vand, ammunition og radiobatterier blev hver nat båret frem til kompagnierne af bærekommandoer over en strækning af ca. 1600 meter. Samtidig foregik oprydningsarbejde i det område, bataillonen var rykket igennem. Indsamlingen af faldne var et krævende arbejde. Mange af folkene kunne kun udholde det, når de havde gasmasker på. E n tilfæ ldig artilleribyge (stærk beskydning) en halv time en morgen krævede 4 faldne og 5 sårede.

Under de følgende operationer fik 134. regiment til opgave at danne tyngdepunkt i erobringen af et højtliggende parti syd for St. Lo. Der var nitten artilleriafdelinger til rådighed til støtte for angrebet. Forrest var I (til højre) og L. Også i denne fase nedkæmpedes et fjendtligt mg. af en løjtnant alene. Undervejs gennem et uoverskueligt terrain kom to af bataillonens delinger i ildkamp med hinanden. Det lykkedes dog at standse ilden rettidigt pr. radio. Angrebet standsede for natten, og bataillonen indtog en stilling med front til alle sider, hovedsagelig dikteret af hækkenes forløb. Under den næste dags fremrykning generedes bataillonen lejlighedsvis af fj. mp.ild, hvis udgangspunkt ikke var til at finde. I øvrigt var snigskytter overordentlig frygtede. Uagtet benyttelse af træer var næsten den eneste måde at få observation på i det uoverskuelige terrain, ville soldaterne ikke benytte sig deraf af frygt for at blive skudt ned af fj. snigskytter. I det her foreliggende tilfælde viste det sig, at det ikke drejede sig om snigskytter, men om en mere sammenhængende fjendtlig besættelse. Det lykkedes ikke at etablere sammenhæng inden for regimentet før den følgende morgen. Fjenden var på dette tidspunkt gået tilbage. Dagen forløb uden større begivenheder, og det var befalet, at angrebet skulle fortsætte. Bataillonschefen var im idlertid lidet glad ved at skulle foretage natangreb over ukendt terrain uden forudgående rekognoscering, og da både regiment og division t iltrådte dette synspunkt, blev angrebet udsat til næsten morgen klokken 9.

Fornyet natangreb af enlige flyvere med lysmidler viste betydningen af også at være vel sløret og skjult om natten. Også i denne nat havde bataillonen haft front til alle sider, men på grund af terrainets karakter havde formationen været temmelig tæt, og dette voldte nu vanskeligheder ved angrebets begyndelse, specielt i den form, at næsten hele bataillonen kom under ild, så snart en større ildmængde rettedes mod nogen enkelt del af den. Halvanden time gik, uden at situationen bedredes. Da K og L ikke kunne komme videre, sendte obl. I frem for at angribe fjenden i flanken, men der var ingen åben flanke, og I kom under ild, før det overhovedet nåede på højde med de to andre. A lle kompagnier led tab uden at vinde terrain, og telefonlinierne var afbrudt af fjendens artilleriild. Forskellige forsøg på småfremstød med grupper mislykkedes under tab, og bataillonschefen var ved at blive bekymret for situationens udvikling. Han håbede, at regimentschefen ville sætte reservebataillonen ind, men dennes chef var såret, og næstkommanderende var nær ved et nervesammenbrud, og først da man fik fat pa S-3, begyndte der at ske noget. Ved 3. bataillon var ammunitions- og pionerdelingen samt chauffører m. m. forlængst sat ind til at bære forsyninger frem. Nu nåede et kompagni af 2. batl. frem i nærlieden af 3. batl.s kst., men blev under fremrykningen gennem trægrupper beskudt med granater, der eksploderede i trætoppene — et af de frygteligste våben, infanteristen (og for den sags skyld også andre våbenarter) kender. K lokken var nu henved 17, og bataillonen havde haft tab på 100 mand alene den dag; forbindingspladsen, som havde mere end nok at gøre, blev flere gange ramt af fjendtlig ild. Bataillonschefen blev såret. Hele artilleriforbindelseskommandoet blev gjort ukampdygtigt. Da mørket faldt på, gav regimentschefen 2. bataillon ordre til at afløse 3., for at denne kunne få lejlighed til at reorganisere sig. „Det var mørkt, før de afløsende kompagnier satte sig i bevægelse, og det gik langsomt. Elementer af 3. bataillons kompagnier var blevet blandet sammen under den hårde kampvirksomhed, og det var en vanskelig opgave at få delingerne reorganiseret sådan, at de kunne rykke ud på ordnet måde. Og enhver antydning over for fjenden af, at en bataillonsafløsning var i gang, ville have betydet risiko for en katastrofe.“ K lokken var over 5 næste morgen, før hele bataillonen var tilbage i samlingsområdet. Regimentets næstkommanderende havde midlertidigt overtaget kommandoen over bataillonen. Efterhånden som kompagnierne kom tilbage, begyndte de straks at grave skytte- eller måske snarere dækningshuller, før de lagde sig til at sove. I løbet af fjorten dages kampe havde bataillonen haft et tab på 574 mand.

Som nogle af de største stimulanser for soldaternes moral anføres stedse varm. mad og post. Dog kunne, ikke mindst efter den netop beskrevne kampdag, breve fra hjemmet nok stemme til dyster eftertanke: Mon jeg nogensinde kommer hjem? Bataillonen var i reserve, medens 1. og 2. bataillon den følgende dag fortsatte fremrykningen uden væsentlig modstand før hen under aften. 3. bataillon blev da befalet op til venstre for 1. for at grave sig ned for natten, men så begyndte der at falde stærk morterild. Inden man rigtigt havde vænnet sig til den, indløb der ordre til at fortsætte angrebet om natten. Også den nye bataillonschef udtrykte betænkelighed ved at angribe i mørke over urekognosceret terrain. K l. 2 — det fastsatte fremrykningstidspunkt — meldte 1. bataillon, at den på grund af stærk morterog mg.ild ikke var i stand til at gå frem. Omsider rykkede regimentets hovedstyrke frem noget efter kl. 7 og nåede snart til den nordlige bred af Vire-floden uden at møde væsentlig modstand. Da det var gået så let, og da fjenden øjensynlig var på almindelig tilbagegang, ønskedes fra højere myndigheders side floden forceret og fremrykningen fortsat til byen Vire, en snes kilometer længere fremme. „Det var altid det triste ved at erobre et mål, at der altid var et nyt, større mål, længere borte end nogensinde.“ Bataillonscheferne var im idlertid alt andet end glade ved tanken om at skulle gå ned i den dybe dal, der ganske var indset og behersket fra bakkerne på den anden side. Floden var ingen hindring for enkeltmand. De ville i hvert fald foretage en rekognoscering forinden. Obl. ville selv lede den hertil udsendte patrouille og meldte efter nogen tids forløb alt klar på denne side af floden. På skrænterne ned mod denne var det for første gang muligt at finde et punkt, hvorfra bataillonens march kunne overvåges, og et dertil egnet punkt blev straks taget i besiddelse af officerer fra det tunge kompagni, således at der straks kunne lægges ild over pludseligt opdukkende fjendtlige våben. Også bataillonens nk. var der, parat til at påkalde artilleriild. Da to af de lette kompagnier var kommet frem på forskråningen på vejen ned mod floden, åbnede fjenden ilden fra et punkt længere henne i floddalen. På et øjeblik havde I 2.5 dode og sårede. Næsten bele bataillonen var lammet. Fra observationsstadet fik man hurtigt åbnet ild på den bebyggelse, ilden kom fra, med fosfor- og brisantgranater. Men den fj. ild var så stærk, at bataillonen hurtigst muligt måtte trække sig tilbage bag et klippefremspring for at reorganisere. Ved kompagni I var alle officerer undtagen 1 faldet eller såret, og denne ene var ved at bryde sammen. S-3 overtog kompagniet. Dette blev sat i reserve, og bataillonen gjorde sig rede til angreb med L og K som stormkompagnier, K til højre. 2. bataillon var nu nået op på siden af bataillonen, og den fjendtlige ild ophørte. Ved aftenstid gravede bataillonen sig ned; fremrykningen skulle genoptages næste morgen kl. 8. 1 nattens løb måtte alle slags forsyninger bæres frem, da der viste sig vanskelighed ved at få køretøjer over floden. E n pionerbro ville først blive færdig næste dag. Fo lk fra køkkentrain, motorpark o. lign. måtte bære forsyningerne næsten 2 km gennem højt græs og siv og endelig op ad de bakker, som havde været kompagniernes fremrykningsmål — en højderyg, som var så stejl, at der skulle to mand til at bære en fem gallons dunk op til toppen. Forsyningsfremførslen og evakuation af døde og sårede var ikke til ende før 8,30 næste morgen. Derefter fidgte fremrykning og nogle hviledage uden særlige begivenheder.

I den derefter følgende periode var det navnlig 1. og 2. bataillon, som bar kampens byrder. E n dag kom dog også turen til 3. batl. igen. E t angreb af regimentet skulle fortsættes næste morgen klokken 7, men bat.aillonschefen syntes, at „lidt nataktivilet måske kunne gøre sagen lettere“. Han bestemte sig til at sende en kamppatrouille (en hel deling) frem til den bakke, der var målet. Hvis den stødte på modstand, skulle den vende tilbage til batl., men hvis den kunne liste sig frem uden at støde på nogen, skulle den indrette sig til forsvar til alle sider og melde tilbage pr. radio, hvorefter batl. ville gå hurtigt frem næste morgen. Melding om, at målet var nået, indløb nogle timer efter, og bataillonens fremrykning til angrebsmålet næste morgen forløb så at sige planmæssigt. Kort efter ankomsten hertil begyndte dog beskydning med tungt artilleri. Da fremrykningen herfra skidle genoptages, blev batl. stærkt beskudt, og en granat ramte og sårede chefen og hans hjælpere på observationsstadet. Nk. og folkene fra kst. måtte træde til.

Den næste større operationsfase, bataillonen deltog i, var det lynhurtige fremstød gennem Frankrig. Der var her ikke tale om særlig mange kamphandlinger. Omtales skal kun et tilfælde, hvor bataillonen havde fået ordre til at forcere en flod, langs hvilken der yderligere løb en kanal. Forceringen skulle ske i stormbåde, der derefter — formodentlig i stærk fjendtlig ild •— skulle trækkes over det tørre stykke mellem de to vandløb og videre over kanalen. Der var også andre vanskeligheder af mere taktisk natur. Bataillonschefen befalede forberedelserne fortsat, men havde indtryk af, at regiment og division ikke var fuldt klar over vanskelighederne, og sendte S-2 afsted for at foreslå angrebets aflysning i den beordrede form. S-2 vendte tilbage ganske kort, før det skulle være løbet af stabelen, med ordre til aflysning som foreslået. E t angreb, batl. udførte efter forudgående rekognoscering og støttet af kampvogne og D T ’s, og efter en velrettet ti minutters artilleriforberedelse, gik hurtigt og sikkert igennem til sit mål. „Fornoden rekognoscering, godt samarbejde mellem infanteri og panser, klart anviste mål for hver enhed, god støtte og „afledende“ ild, angreb fra en ny retning samt en dygtig, nøjagtig og dynamisk udførelse havde bidraget til resultatet.“ Natten derefter foretog fjenden et modangreb med stærk infiltration og tog en del af I til fange. Bataillonen fastholdt dog sin erobring. E n forsvarsstilling, bataillonen nogen tid efter skulle indtage rejser mange interessante problemer (forsvar delvis i skov) : „Skønt den normale frontbredde for en bataillon i forsvaret var ansat til fra 1000 til 2000 yards, strakte 3. batl.s hovedkamplinie sig i dette område over næsten 6000 yards langs den uregelmæssige skovkant og langs højderyggen vest for skoven. Kompagni K besatte stort set den højre halvdel af fronten med højre begrænsning ved ...... og L venstre halvdel med venstre fløj ved ....... Noget nær den eneste måde, hvorpå et koncentreret angreb kunne afvises på en så tyndt besat front, var anvendelsen af en effektiv reserve. Kompagni I blev derfor holdt i reserve i en lille skov for sig selv cirka 1000 yards bag den egentlige front. Reserven blev udnyttet til at grave stillinger, som kunne give bataillonsforsvaret dybde, og at yde sikring i tilfælde af angreb fra flanker eller ryg. Den skulle udarbejde planer og rekognoscere veje for modangreb i tilfælde af indbrud i de foranværende områder. Den skulle afgive rekognosceringspatrouiller og sikringspatrouiller, og den skulle præstere lokal sikring for stillingen ved at have forposter et godt stykke foran hovedkamplinien.

Kompagni M ’s tunge mg. blev fordelt med 1 deling i L ’s område, 1 sektion i K ’s og 1 i dybden i I’s område. Bataillonens panserværnskanoner gik i stilling på venstre, regimentets på højre fløj. Pionerer arbejdede med at lægge pigtrådsruller og minefelter ud for at forstærke stillingen. Efter fjendtlige patrouillefremstød mod naboenhederne forlød det, at 3. bataillon ville komme til at ligge i tyngdeområdet for et fjendtligt angreb. E t sådant udviklede sig også så småt i løbet af dagen og afskar m idlertidigt forpostdelingen, der lå ca. 1500 yards foran den egentlige front. Det lykkedes den dog at nå tilbage til reservekompagniet. Under indtryk af den voksende fjendtlige aktivitet i forterrainet (fremførsel af stedse flere tropper) sendte regimentschefen flere af reservebataillonens kompagnier frem og beholdt kun et enkelt tilbage i reserve, samt befalede højeste beredskab fra mørkets frembrud til en time herefter, samt om morgenen fra 5,30 til 7,30. Kompagnierne skulle oprette lytteposter forude med telefonforbindelse (normalt den såkaldte batterilose telefon, et meget let telefonsæt) bagud. Der skidle meldes hver time i løbet af natten. Tyske patrouiller var meget aktive natten igennem og sneg sig ved flere lejligheder helt ind i kompagniområderne. Der hørtes stærk aktivitet i forterrainet, bl. a. af kampvogne. Ved 6-tiden om morgenen var der observeret så mange tyske soldater derude, at første l inies kompagnier rekvirerede de forberedte artilleriskydninger. Bataillonscliefen og S-3 begav sig straks til observationsstadet (der var gravet aftenen forinden), hvorfra de kunne se, hvad der foregik, og lede forsvaret af området. Fjendtlige kampvogne nærmede sig nu L ’s venstre deling og blev taget under ild af de 57 mm panserværnskanoner. Den ene af disse nåede kun at afgive fire skud, for de fjendtlige kampvogne besvarede ilden og straks gjorde hele mandskabet ukampdygtigt. Fortsat fj. ild fra kanoner og mg. umuliggjorde nu enhver betjening af panserværnsskytset. Det antal mg., der var til rådighed på den meget brede bataillonsfront, føltes så utilstrækkeligt, at man så sig tvunget til at indsætte de 12,7 mm luftværnsmg. mod jordmål i H K L , samt at anvende erobrede tyske mg. til supplering af egne våben. Dette viste sig im idlertid at have en alvorlig ulempe. Ganske vist var mandskabet overalt blevet informeret om, at man brugte tyske våben, men alligevel troede de straks, at det drejede sig om tyske styrker, der var kommet ind imellem og i ryggen på egne styrker. Både ved denne og ved hver eneste anden kamphandling havde det stor betydning, at man var i stand til at skelne egen og modstanderens skudkadencer fra hinanden — en under fredsuddannelsen lidet påagtet faktor. E t fjendtligt angreb med mindre styrker blev standset ved indsats af et kompagnis reservedeling plus en deling af I. Efter tilgået ordre om, at regimentet måtte forvente at forblive i forsvar indtil videre, gik man i gang med en videre udbygning af stillingerne, oplæg af mest mulig ammunition i disse, samt udleverede kapper til mandskabet. På et fjendtligt indbrud i nabobataillonens afsnit reagerede nærmeste kompagni af 3. batl. ved at forskyde sin reservedeling ud til sikring i flanken. E t fjendtligt angreb den følgende dag førte til et indbrud i skovstillingen, hvor fjenden led betydelige tab i minefelterne. Fjenden kastedes tilbage ved indsats af såvel bataillonens som regimentets reservekompagni. JNy infiltration førte im idlertid fj. grupper så langt frem, at de kunne beskyde L ’s kst. og tvinge mandskabet ved den i dettes område indsatte 81 mm mortersektion til at forlade mortererne. En mand fra sektionen begav sig dog tilbage til disse og affyrede al den ammunition, som fandtes her, i hurtig rækkefølge og tilføjede herved andre fjendtlige grupper betydelige tab. De tyske styrker, som var trængt gennem L ’s stillinger, bredte sig nu inde i skoven, og det kom til kampe om såvel kompagniernes som bataillonens kst. 1 løbet af dagen udviklede der sig forbitrede enkeltkampe mange steder inde i skoven, og de to reservekompagnier blev påuy sat ind. De gentagne angreb havde svækket divisionens stilling betydeligt, og tilbagegang blev besluttet til en stilling langs en flod (afstanden tilbage hertil opgives ikke). „E t „slør“ på en deling pr. bataillon skulle blive tilbage til (i mørket) at dække kritiske veje og tilbagegangslinier og at udøve størst mulig afledende virksomhed for at narre fjenden. 3. bataillon skulle begynde tilbagegangen kl. 23, og sløret skulle gå tilbage kl. 3.“ Tilbagegangsordren blev im idlertid annulleret af arméchefen (Patton). I stedet indsattes panserstyrker til et større modangreb. Pansertroppernes førere fik vejvisere fra bataillonen for at kunne se beliggenheden af minefelter, tegnede bataillonens stillinger ind på deres kort, og forberedte anvendelse af artilleriet. Panser angrebet, som gik frem tidligt næste morgen, genoprettede så at sige belt situationen ved 3. bataillon. I de næste fjorten dage indskrænkede fjendens aktivitet sig til patrouillevirksomlied og artilleriild. Fra amerikansk side fandt i denne fase en udstrakt anvendelse af artilleri og tunge hjælpevåben sted mod fjendens stillinger, og også jagerbombere indsattes mod større mål. Styrker af en pionerbataillon retablerede om natten minefelter, udlagde pigtrådsruller langs det meste af fronten og udfyldte rummet mellem støttepunkterne med fodfolksminer og lysminefælder. Forbindelsestjenesten udbyggedes med anvendelse af svært tysk feltkabel, improviserede minefælder anlagdes af de lette kompagnier, og næsten hver nat gik offioerspalrouiller ud for at rekognoscere i nærheden af de fjendtlige stillinger. Undertiden samvirkede patrouillerne med artilleri, først for at finde mål til dette og derefter for at iagttage ildvirkningen. Rygtedannelsen, som i roligere perioder kan florere endnu stærkere end ellers, og som kan være til betydelig skade for kampmoralen, havde kun ringe betydning ved 3. batl. Måske var en af grundene hertil, at man altid prøvede på at lokalisere rygtesprederne, og at man i S-3’s rum ligefrem førte et kort, på hvilket alle rygters geografiske relevans blev indtegnet — med kildeangivelse ! Efter et par ugers tjeneste her overgik bataillonen til divisionsreserve. Tiden her udnyttedes bl. a. til at øve officererne i at lede artilleriild, foruden naturligvis til en gennemgribende reorganisation af styrken. Efter godt en uge som divisionsreserve blev bataillonen atter indsat i et forsvarsunderafsnit. A f enkeltheder fra tjenesten lier kan nævnes, at der oprettedes en fast patrouille, som hver nat gik frem til de fjendtlige linier (enten for rekognoscering eller for at tage fanger o. s. v.). Den rykkede i reglen ud til et nærmere fastsat punkt og afventede her en forud tilrettelagt artilleriskydning. Så snart artilleriilden ophørte, skyndte den sig — mens fjenden endnu ikke var kommet rigtigt til hægterne — at udføre sin opgave og trak sig derefter hurtigt tilbage til egne linier. Om dagen hvilede patrouillen (under særligt gunstige forhold bag fronten) og forberedte sig til de natlige togter. Den sorterede naturligvis direkte under S-2.

Efter ialt 6 ugers defensiv gik hele 3. armé den 8. november over til offensiv mod Saar. A f de kampepisoder, bataillonen i de første dage var ude for, kan nævnes, at det lykkedes en løjtnant i nærangreb at kaste en håndgranat ned i en tysk kampvogns tårn, og at kampvognen straks eksploderede med det resultat, at mange af delingens folk dræbtes eller såredes. Det er dog et sjældent undtagelsestilfælde, som må ses i sammenhæng med dårlige dækningsforhold i terrainet omkring kampvognen. Ved flere lejligheder måtte forsyningerne til kompagnierne i mørke også her bæres frem over indtil 3 kilometer, og det var ofte forbundet med stor vanskelighed for bærekommandoerne at finde de forreste kompagnier. E n kompagnichef og hans delingsførere, som han var ved at instruere, blev alle dræbt ved en granateksplosion på observationsstadet under et af bataillonens angreb. Der nævnes det ene eksempel efter det andet på, at såvel befalingsmænd som menige enkeltvis har begivet sig frem for at likvidere særligt generende fjendtlige våben og fortsat deres ild ­ kamp, uagtet de var såret.

Under det sidst omtalte angreb blev også bataillonschefen og flere af stabens officerer såret på bataillonens observationsstade. JNk. begav sig øjeblikkelig frem for at overtage kommandoen. I denne kamp, bvis taktiske enkeltbeder ikke frembyder væsentlige forskelle fra de tidligere refererede og derfor ikke skal omtales nærmere, liavde bataillonen tab på 114 uoff. og menige samt 6 officerer. Hertil kom et ikke ringe antal, som kun var letsårede og ikke evakuerede. A f tabene var 23 forfrysninger eller anden sygdom. Det er af interesse, at de to kompagnier i forreste linie havde tab på henholdsvis 59 og 29, det tunge kompagni kun på 7 mand. I denne periode med meget fugtigt og koldt vejrlig var dette en hård belastning for bataillonen, og „fodskader svækkede bataillonen lige så sikkert som de fjendtlige morterer.“ „I de sædvanlige tilfælde af trenchfoot opstod der først følelsesløsbed, så at manden følte det, som om han „gik på træblokke“. Derefter kom der brændende eller stikkende smerte i fødderne eller tæerne og derefter ombed i ankler eller fodbalder. Brugtes foden yderligere, førte det til forøget ophovnen — det skete ofte, at en soldat, som tog sine støvler af for at skifte sokker, ikke kunne få støvlerne på igen. Huden blev bleg og kold, og der fremkom blu'rer og vabler. Og derefter skete det kun alt for hyppigt, at huden blev mørk, og at det frygtede gangræn satte ind og nødvendiggjorde amputation. Det var let nok at foreskrive forebyggende foranstaltninger: A t bolde fødderne tørre, at tage tørre sokker på daglig, at undgå mest muligt at stå i vand, at bevæge fødderne (selv blot ved at beva-ge tæerne, når mulighed gaves), og at gå med den rette slags fodtøj. Men det var svært at forlange af folk i skyttebuller, at de skulle træffe de normale foranstaltninger til forhindring af frostskader og trenclifoot.“ Hustons fodnote til denne skildring lyder: „Teoretisk set kunne trenchfoot undgås, frostskader derimod ikke. Derfor fik man „Purple Heart“ for sidstnævnte, men ikke for førstnævnte lidelse.“ Overtræksgalocher viste sig at være et af de sikreste m idler til at bolde fødderne i orden. De var im idlertid ret tunge, og der krævedes et energisk tilsyn for at få folk til at gå med dem. Bataillonens styrke var efterhånden reduceret til 120 mand, hvilket dog ikke betød, at den fra da af kun fik anvist kompagniopgaver.

Under et følgende angreb blev bataillonen beskudt af eget artilleri. Årsag: en officer fra en af de ekstra tildelte artilleriafdelinger havde regnet et kvadrat forkert på kortet. I krig kan selv en lille skrivefejl få store virkninger, i reglen ikke til det gode. Under den samme operation blev bataillonen beskudt af maskingeværer fra egne kampvogne, hvilket nær havde forvoldt en regulær panik. I de følgende dage tilgik der så mange erstatningsfolk, at bataillonen kom på fuld styrke. Tjenesten på bataillonsforbindingspladsen skildrer Huston således: „Blandt de sårede var der nogle, som kunne gå tilbage til forbindingspladsen, og som efter nogle dages forløb kunne vende tilbage til deres kompagnier. Der var andre, der var alvorligere såret, og de folk, hvis sår var af en sådan art, at helbredelsen krævede adskillige uger, blev via evakueringssystemet fort til hospital i U. S. A. Når en sådan såret soldat blev bragt til forbinbingspladsen, måske med en knust arm eller ben, overvågede bataillonslægen den umiddelbare behandling: det drejede sig først og fremmest om at m ildne chokket og at liindre infektion. T i l førstnævnte formål anvendtes blodplasma, mens sulfapulver i sårene, en sulf aforbinding, samt sulfatabletter, der skylles ned med vand fra en feltflaske, plus en antitetanusinjektion, ville virke i høj grad forebyggende mod infektion. Så snart det var muligt, førtes patienten med en ambulance på 10— 15 minutter til feltlazarettet, hvor alle evakuerede fra regimentet samledes til videre transport bagud. I en pause på ti minutter blev patienten undersøgt af en læge for blødning og chok, ligesom det kontrolleredes, at ban var i stand til at tåle en længere kørsel.“ Herfra gik turen så tilbage til yderligere sortering og behandling. Der nævnes flere eksempler på, at mindre infanteristyrker (delingers værdi) må gå tilbage efter at være nået et stykke frem under angreb. Ved dagslys og i normalt terrain er dette en uhyre vanskelig operation, som kræver dygtig ildsikring — almindeligvis både fra stottevåben og fra delingens egne mg. og geværer. Næsten ved hver eneste operation omtales, i hvor høj grad man frygtede artilleriild i skov på grund af detonationer i trætoppene, hvorfra sprængstykkerne da slyngedes ned lige fra oven. A f tilsvarende virkning var — men den erfaring kunne kun tyskerne gøre, da amerikanerne var den eneste hær, som var udstyret med nærhedsbrandrør — skydning med „proxim ity fuses“ .

Om de unge løjtnanter, der var delingsførere, skriver Huston: „På kamppladsen var deres ansvar tungt og faren stor. Før de kunne tænke på hvile for sig selv, skulle de altid forvisse sig om, at deres styrke var behørig sikret, sørge for, at deres folk havde mad og ammunition og kontrollere, at alle våben var i orden, og de blev desuden ofte kaldt ind til kompagniets kommandostation om natten for at modtage befalingen for den næste dags angreb. Og når angrebet så gik frem, stod og faldt dets gennemførelse med dem. T h i når kompagnierne var indsat i kampen, kunne hverken bataillonschefen eller regimentschefen eller general Patton øve megen indflydelse på den øjeblikkelige situation. Det påhvilede delingsføreren at føre folkene fremad. Og folkene „stivnede“ øfte i deres huller; det påhvilede de unge officerer at få dem frem. Fo lk, som er i en tilstand af stærk angst, har tilbøjelighed til at ville gå tilbage eller at blive hængende på stedet. Løjtnanterne måtte have mod til at møde faren trods frygten. Hvis de svigtede, kunne det betyde, at delingen eller bataillonens indsats slog fejl, ja måske udviklede sig til katastrofe.“ Underofficerer, som på slagmarken fik tilbudt udnævnelse til løjtnant, sagde i nogle tilfælde nej tak på grund af disse krav.

Det kunne være fristende at følge bataillonen videre gennem de mange kampe, den indvikles i. Hovedtrækkene går im idlertid igen, og kun enkelte episoder skal refereres. I et bestemt moment var bataillonen således indsat til forsvar over en front på 10.000 yards. Herom hedder det: „[På denne meget betydelige front] organiserede 3. bataillon sit forsvar på basis af kompagni-støttepunkter. I var i stilling således, at det sikrede til højre, hvor en stor skov, Bertinger Wald, var sandsynlig som fjendtligt fremrykningsområde, og samtidig ville dette kompagni plus en tildelt deling T D ’s være en effektiv styrke til modangreb i tilfælde af fjendtligt indbrud. Men selv denne store frontbredde blev udvidet med 4000 yards, da bataillonen fik ordre til at afløse dele af 30. division i Rogatz. Rogatz var im idlertid for stor en by til, at den kunne forsvares effektivt af eet kompagni (30. division holdt den med en bataillon), og sendte man blot eet kompagni til den, ville man berøve 3. bataillon dens reserve. Alligevel sendte man den 16. 4. I derned plus 1 sektion tunge mg. og en panserværnsdeling.

E n reserve er afgørende vigtig for ethvert forsvar. Der må være dybde i forsvaret, og der må være en styrke til disposition til at foretage et modangreb. T h i er fjenden i stand til at finde en åbning eller at tiltvinge sig et gennembrud gennem frontlinien, er dagen hans, og han er da i stand til at løbe forbindelseslinierne og forsyningstjenesten bagud over ende. Og jo bredere fronten er, des vigtigere er det at bave en modangrebsstyrke, for det bliver lettere for fjenden at finde uforsvarede åbninger. Da kompagni I rykkede til Rogatz på højre fløj af bataillonens underafsnit, trak bataillonschefen 1. deling af kompagni L tilbage til Bertingen som reserve. De andre normale forsvarsforanstaltninger blev truffet — miner, lysminefælder, forberedte artilleri- og morterkoncentrationer og normale spærreildsskydninger samt planer for modangreb. Men kun de sandsynligste fjendtlige fremrykningsveje kunne dækkes med de miner og lysminefælder, der var til rådighed, og på en så stor front som den foreliggende var det vanskeligt at afgøre, hvilke der var de sandsynligste. Kontaktpatrouiller opererede mellem kompagnierne hvert nat, og motoriserede sikringspatrouiller opererede gennem skovene i flanker og ryg hver dag — og kom som regel hjem med nogle fanger.“ Den 60 mm morter karakteriseres såvel til forsvar som til angreb som et våben af overordentlig stor værdi. I forsvaret var det ikke mindst af betydning, at dens minimumsskudvidde var kun 100 yards, så at morterens ild kunne anvendes mod fjender, som befandt sig umiddelbart foran forsvarerens stillinger. Den supplerede også på fortræffelig måde maskingeværilden, når denne havde tvunget fremrykkende fjendtlige småstyrker til at falde ned. (Der nævnes tilfælde, hvor den 60 mm morter lagde ild kun ti yards foran egen stilling).

I et afsluttende, resumerende kapitel nævner forfatteren bl. a., at besøg af højere foresatte i forreste linie ikke altid var velset — idet soldaterne var bange for, at en m indre frontvant sådan foresat og hans følge måske ville blive iagttaget af fjenden og derved tiltrække fjendtlig ild over stillingen. 1 løbet af n i måneders kamp havde, opgør forfatteren, 3. bataillon tab af døde, sårede og fanger på 2900 mand, det vil sige en „omsætning“ på 349 procent af grundstyrken. Ialt forrettede 3735 officerer, uoff. og menige tjeneste ved bataillonen, og af dem blev (uanset længden af deres tjeneste ved batl.) 78 procent dræbt, såret eller taget til fange. Ialt faldt inden for bataillonen 346 mand eller 41 procent af den oprindelige styrke og 9 procent af den samlede tjenstgørende styrke i hele perioden. Der kan regnes med, at bataillonen i den omtalte periode havde 200 egentlige kampdage (heri dog de „rolige“ dage medregnet). A f de savnede (196 mand) regnedes 1/3 for at være faldet, resten at være taget til fange. Med en gennemsnitlig kampstyrke på 500 mand når man da til, at der på 100.000 mandkampdage faldt 400 mand, d. v. s. 4 pr. 1000 mandkampdage. I den amerikanske hær som helhed omfattede infanteriet kun 20,5 procent af den samlede oversøiske styrke, men det led 70 procent af tabene. A f de 589.269 faldne, sårede og fangne amerikanere på den europæiske krigsskueplads androg infanteriet 75,02 procent. Ved det infanteriregiment, den omtalte 3. bataillon hørte til, skete de 94 procent af tabene blandt bataillonernes folk. Ved de amerikanske infanteribatailloner forrettede ialt 751.000 mand tjeneste. A f dem blev, uanset om de tjente een dag eller 300 dage, 52 procent dræbt, såret eller taget til fange. Disse tal fortæller noget om arten af den indsats, det amerikanske infanteri præsterede, og om infanteriets ofre i det hele taget. Det må stedse være en hovedopgave for taktisk studium at finde m idler til at reducere infanteriets tab. Hustons bog er et memento herom.

E.