Der jamres ofte over, at teknikken har grebet om sig, og at den er blevet menneskehedens herre i stedet for dens tjener. I hvert fald bar dens udvikling været revolutionerende, ikke mindst på det militære område. V i står vel i dag i virkeligheden i den situation, som „Krieg olme Gnade“ forudså allerede i mellemkrigsårene: At moderne krig nok kan tabes af taktikerne alene, men kun vindes af taktikerne og teknikerne i forening. Om man synes om denne udvikling eller ej er ligegyldigt. Den, der vil overleve krigen, må erkende dens vilkår. Det spørgsmål, der her skal rejses, er, om dansk forsvar bar gjort det fornødne i så henseende — eller med andre ord om man har gjort det fornødne for at overleve.
Spørgsmålet om teknikkens plads indenfor forsvaret er så inficeret med slagord og løsrevne gloser, al det ved en analyse af problemet er nødvendigt at begynde med nogle elementære betragtninger:
Først og fremmest må man ved en teknisk officer ikke specielt forstå en våbentekniker med arbejdsområde indenfor de anskaffende myndigheders område, men enhver officer, som til opfyldelse af tjenestens krav må være i besiddelse af særlig teknisk viden. For en sikkerheds skyld og af hensyn til den forvirring, der undertiden hersker med hensyn til, hvad der er officersarbejde hvad ikke, slås med det samme fast, at der ikke ved tekniske officerer tænkes på personel, der skal udføre reparationer ved materiellet. Arbejdsområderne for de tekniske officerer er forøvrigt uddybet i det efterfølgende. For det andet må det i bredeste almindelighed siges, at den moderne teknik stiller så store krav til sin mand, at det ikke vil være muligt at sætte alle officerer i stand til at modsvare dem uden en forlængelse af den normale officersuddannelse, der ville ligge hinsides både det mulige og det rimelige. Den tekniske officer må altså specialuddannes, d. v. s. han må have en teknisk uddannelse på bekostning af den normale officersuddannelse og de sædvanlige officersmæssige færdigheder. Teoretisk er dette vel almindelig erkendt. At det kniber med erkendelsens omsætning til praksis er en anden sag, som senere skal blive berørt. V i går foreløbig ud fra, at erkendelsen er til stede. For det tredie er det nødvendigt at slå et principielt forhold fast:
Den moderne teknik er absolut i sine krav. Enten behersker man den, eller også behersker man den ikke. Mellem de færdigheder, der kræves for at behandle et givet stykke materiel korrekt efter de givne forskrifter (altså de færdigheder, manden i geleddet skal have) og den viden, der er nødvendig for at forstå materiellets virkemåde på en sådan måde, at man kan overse dets udviklingsmuligheder og -begrænsninger, er der et meget langt spring. Viden, der strækker sig et eller andet sted midtvejs mellem disse to punkter, er i langt de fleste tilfælde unyttig. E t eksempel vil måske anskueliggøre dette forhold: A t kunne betjene en moderne ultrakortbølgesender kræver visse tekniske færdigheder, hvoraf de fleste kan indøves eksercermæssigt, en almindelig folkeskoleviden om elektricitet samt videre en vis praktisk erfaring om, hvordan ultrakortbølger under forskellige forhold kan opføre sig. A t have en sådan kunnen, at man er i stand til at overse, ad hvilke veje nytten, anvendelsen eller driftsikkerheden af apparatet kan videreudvikles og på hvilken måde og i hvilket omfang fjendtlige modmidler kan sættes ind, kræver viden af helt andre dimensioner. E n almindelig „teknisk dannelse“, der består i viden om, hvordan radioapparater i princippet er indrettet, hvorledes et audionror virker, hvad højfrekvens og lavfrekvens er o. s. v., er overflødig til det forste formål og utilstrækkelig til det andet — den er i virkeligheden næppe andet end en luksus, som im idlertid tidsmæssigt er ret bekostelig i anskaffelsen. Det er utvivlsomt et af de svageste punkter i hele vor traditionelle opfattelse af militærtekniske spørgsmål, at man mangler forståelsen af, at halvstuderede røvere er unyttige. Var de endda bare unyttige — men er deres indflydelse for stor, hvad den let kan blive på grund af deres mængde og deres placering i det militære hierarki, er de dødsens farlige for forsvarets effektivitet. De skaber nemlig — mod deres vilje — ved deres hele arbejde og opfattelse en falsk fornemmelse af, at man forstår og er på højde med tidens tekniske krav.
Erkendelsen af teknikkens krav må i sin konsekvens føre til, at man afgrænser behovet for m ilitær kompetence i forsvaret. Skønt behovet for teknik er generelt, må den tekniske viden koncentreres, og det må forlanges af de tekniske specialister, at de formår at skabe arbejdsvilkår, der gør arbejdet med selv kompliceret teknik mulig uden videnskabelig uddannelse hos brugeren. Hvor i hæren har man brug for teknisk uddannede officerer?
Svaret må blive:
— til ren forskning (basic research), d. v. s. til arbejder, der sigter mod udviklingen af nye m idler og modmidler i krigsføringen,
— til praktisk forskning (practical research), d. v. s. til arbejder, der sigter til effektivisering og videreudvikning af kendte m idler og modmidler,
— til udviklingsarbejder og fabrikation (development and ordnance), d. v. s. til arbejder, der sigter til at levere tropperne de fornødne kampmidler,
— til arbejdet ved afdelingerne, d. v. s. til arbejder, der sigter til at skabe maksimal nytte af det forhåndenværende materiel, samt endelig, omend ikke slet så direkte,
— til stabsarbejde i enhver stab, hvor taktiske og tekniske hensyn skal vejes af mod hinanden, og i enhver kommandomyndighed, af hvilken tekniske arbejder er afhængig.
Den rene forskning vil i et land som vort allid være af beskedent omfang. Den vil nødvendigvis i mindre grad beskæftige sig med nye kampm idler og i større grad med studiet af disses virkemuligheder og eventuelle modmidler imod nye kampmidler. Selv for et land med stærkt begrænsede økonomiske midler kan den rene forskning ikke undværes, med mindre man vil løbe risikoen for, at de forsvarsmidler, man råder over i det kritiske øjeblik, viser sig nytteløse og uanvendelige. Den videnskabelige undersøgelse af kampmidlernes indbyrdes værdi (den såkaldte operationsanalyse) må også henregnes til den rene forskning, selv om grundlaget for undersøgelserne som regel må fremskaffes fra den praktiske forskning. Den rene forskning er naturligt de civile videnskabsmænds område. Der må im idlertid — navnlig når de økonomiske m idler er begrænsede — sørges for en sikker koordinering af forskningen og det militære behov og dets trangfølge. Denne koordinering må tilvejebringes af folk, der i kraft af deres uddannelse står med et ben i liver lejr, og som er fortrolige både med forskningens vilkår og det militære livs behov. Om disse kontaktfolk er videnskabsmænd med officersuddannelse eller officerer med videnskabelig uddannelse er i princippet ligegyldigt. Hvor stort behovet af dem er, afhænger af hele den tekniske tjenestes organisation. Den praktiske forskning vil normalt være under mere umiddelbart militært regie, og er denne forskning veludviklet, mindsker det behovet for kontaktfolk i den rene forskning, fordi den praktiske forskning på mange måder bliver problemformulerende. l*å alle områder kan den dog aldrig være det allerede af den grund, at den praktiske forskning altid arbejder indenfor afstukne specialer. Hvordan er nu vor situation? De nye love om forsvarets overste organisation har lovfæstet et forskningsråd. Uden at der foreligger noget herom, kan man vel gå ud fra, at forskningen skal under civil ledelse. Men etableringen af den er et militært anliggende — et spørgsmål, som skal blive taget op under omtalen af behovet for teknisk viden i stabene — og tilvejebringelsen af kontaktfolk kan næppe beller blive andet. Ulykkeligvis er jo vor reserveofficersordning ikke af en sådan art, at man kan regne med at finde videnskabsmænd med officersuddannelse. Hvor får man så de nødvendige officerer med videnskabelig forståelse fra? — Standardsvaret, der altid gives, når man behøver teknisk uddannede officerer, nemlig: våbenteknikere, dur ikke af to grunde. For det første er det åbenbart, at antallet af våbenteknikere end ikke formår at dække det behov, til livis opfyldelse de specielt tilvejebringes, og for det andet mangler de på grund af deres lielc uddannelsesform den taktiske uddannelse, kontaktfolkene skal have. Rundt omkring i hæren kan man vel nok udenfor de „professionelle“ våbenteknikeres kreds finde enkelte officerer, som bar en sådan indsigt i tekniske spørgsmål, at de nok kunne anvendes til formålet. Men en realitetsbetonet undersøgelse vil nok bare afsløre for det første, at de er sørgeligt få, og for det andet at de sidder på nøglestillinger, væsentligst i den praktiske forskning, hvor de ikke kan undværes. Nu er praktisk forskning uden ren forskning halvgjort gerning, men ren forskning uden støtte af praktisk forskning dog værre. Så at skaffe militære konlaktfolk til den rene forskning ved at slå den praktiske forskning itu ville være ulykkeligt. Kort og godt: V i råder næppe over de få officerer, der nødvendigvis må fremskaffes til en effektiv ren forskning for forsvaret.
Dernæst den praktiske forskning: 1 modsætning til den rene forskning bar den praktiske forskning i forsvaret været dyrket i en årrække. I lia-ren er den i alt væsentligt henlagt under våbnenes specialskoler. Medens den rene forskning er et civilt anliggende, drevet med m ilitær assistance, er den praktiske forskning et militært anliggende, drevet med civil assistance, således at forstå, at den må ligge i hænderne på officerer, der bistås af civilt personel (ingeniører). Fu ldt så effektiv', som den kunne være, er den praktiske forskning nu ikke. Det er for det første et stort spørgsmål, om den traditionelle opdeling af den praktiske forskning på værn og våbenarter er hensigtsmæssig i dag, hvor praktisk talt intet våben eller kampmiddel er specielt for en enkelt våbenart. Sandsynligvis kunne man finde udvej til i højere grad end nu at undgå dobbeltarbejder uden derved at kompromittere den tilknytning til de enkelte værn eller våbenarter, der er en livsbetingelse for den praktiske forskning.
For det andet kan man næppe betegne de organisatoriske vilkår, hvorunder den praktiske forskning arbejder, som tilfredsstillende. Den snævre — nødvendige — tilknytning mellem våbenarter og praktisk forskning placerer i vor nuværende organisation denne forskning under et antal kommandoled, der alle er mere eller mindre udpræget taktisk (operativt) eller administrativt betonet, og som alle er uden teknisk indsigt af dybere format. Heraf følger to væsentlige ulemper: Forskningsresultaterne skal fremmes ad en kommandovej, som i sin grundidé er skabt til form idling af taktiske ordrer og kommandosager. Men tekniske resultater har deres egne love. De lader sig hverken (som kommandosagerne) ændre eller undertrykke ved et magtord eller tillader (som taktiske problemer) ved overvejelser for og imod flere løsninger. Teknisk forskning giver resultater, der er langt mere absolutte, vanskeligt tilsidesættelige og (undertiden) uhøflige end talløse andre sager, der udgør kommandovejens trafik. 14. hefte fastslår kategorisk, at høflighedsformularer intet bar at gøre i tjenstlige skrivelser. E t er teori — et andet praksis. V i har efterhånden i vor militære sprogbrug viklet os ind i et væv af bøf ligbedsfraser og forsigtige forbehold, og det er en almindelig erfaringssag, at det ikke går den, der ikke efterlever 14. heftes bestemmelser, alt for godt. Men tekniske facts kan let være sådan, at man i virkeligheden må begå vold på dem, hvis man skal passe dem ind i de gængse høflige former. Og da nu den, der skal starte den tekniske sag, ved, at den under sin videre udvikling skal behandles af personel, der ikke er teknisk skolet, og som derfor ikke har øjnene åbne for de tekniske sagers egenart, men let betragter formen som unødigt ufredelig, er det jo menneskeligt, om teknikeren i bunden af systemet for husfredens og sin egen fremtids skyld pakker sagen ind i allehånde omsvøb, inden han serverer den. I bedste fald spilder han en masse tid, der kunne have været bedre anvendt (al vor praktiske forskning er lagt i så små enheder, at det er den samme mand, der <‘nten forsker eller skriver), men i værste fald og som regel lykkes det, han sigter til: Sagen serveres indpakket i så meget lyserødt omsvøb, at han (teknikeren) har lettet sin samvittighed, og de andre (kommandomyndighederne) ikke opdager, hvad der egentlig er inde i indpakningen. Og så ender sagen alt for let — stadig lige elegant indpakket — sin rejse i et støvet arkiv, mens livet uantastet går sin skæve gang til den dag, da det bliver alvor. Hertil kommer, at den praktiske forsknings forhold til udviklings- og fabrikationstjenesten ikke er ordentligt organisatorisk klarlagt. Nu er det uundgåeligt, at en effektiv praktisk forskning på mange måder kommer til at virke kritiserende overfor udviklings- og fabrikationstjenesten — og hermed er skabt en frugtbar grobund for endelose og golde kompetancestridiglieder tillige med en ulykkelig muligbed for den praktiske forskning; nemlig at gøre sig populær ved at være ineffektiv. For er den ineffektiv, går alting så dejligt fredeligt. Fabrikanterne bliver ikke generet med kritik og tropperne ikke belemret med nye ting — og betalingen af regningerne for forsømmeligheden er skudt ud til den dag, krigens ragnarok kommer.
E 11 anden væsentlig ulempe er, at den tekniske forskning i ethvert spørgsmål om m idler til arbejdet (facilities) er afhængig af taktisk og uddannelsesmæssigt orienterende kommandomyndigheder, som ikke bar umiddelbar interesse i forskningsarbejdet og ikke bar eller kan have nærmere føling med arbejdets krav. Ulempen er så meget større, som de praktiske forskningsanstalter nok de facto er eksisterende, men ikke legalt er instituerede (de forekommer ikke i bærloven). Deres organisation hviler derfor i langt mindre grad i sig selv end selv en normal underafdelings. Det betyder i praksis for eksempel, at faktisk hver eneste mand, der skal bruges til arbejdet, skal fremskaffes ved forhandling, forestillinger og indstillinger. Og så langt er der faktisk mellem kommandomyndighedernes og forskningsenhedernes begrebskreds, at den i den anledning nødvendige korrespondance undertiden antager former, som ville være komisk, hvis korrespondancen ikke havde den kedelige fejl, at den bebyrdede de i forvejen til bristepunktet spændte kommandomyndigheder og beslaglagde en uhyggelig stor del af den i forvejen utilstrækkelige kvalificerede officersarbejdskraft ved forskningsenhederne.
Og nu de tekniske officerer og civilingeniørerne til dette arbejde? For ingeniørtroppernes vedkommende må man vel sige, at der er en solid rekruttering af officerspersonel til denne særlige tjeneste, al den stund man jo i dette våben giver alle linieofficerer en virkelig teknisk uddannelse. For artilleriets vedkommende beror tilstedeværelsen af kvalificeret personel på tilfældigheder. Det obligatoriske artillerikursus før krigen med sin 2-årige kombinerede tekniske og taktiske uddannelse var for kort til i sig selv at være uddannelse for officerer til praktisk forskningstjeneste, det efter krigen etablerede 11-måneders-kursus er i denne forbindelse nytteløst.
For rytteriets og fodfolkets vedkommende er sagen endnu simplere — specialuddannelse af teknisk art kendes ikke. For civilingeniørernes vedkommende er stillingerne ved det militære praktiske forskningsarbejde lidet attråværdige. De rummer ingen avancementsmuligheder, og — set med ingeniorøjne — ganske utilstrækkelige økonomiske muligheder, hvortil kommer, at det nok er en kendsgerning, at den udprægede militære formalisme virker humørfortærende på de fleste ingeniører. På trods af, at vi er i den abnorme situation, at lønningerne for civilingeniører ved den praktiske militære forskning ligger over de lønninger, deres ansvarlige militære chefer får, er det dog et faktum, at tilstrækkeligt kvalificerede ingeniører kun kan fremskaffes til arbejdet i det omfang, man kan finde folk, der på een gang er ideelt indstillet overfor arbejdet og villige til at arbejde under utilfredsstillende arbejdsvilkår. Den slags folk er sjældne — og samtidig med, at behovet for dem vokser, bliver de på grund af de højerelønnede tjenestemænds almindelige deklassering sjældnere og sjældnere. K u n på et snævert område (ingeniørtropperne) kan en forsvarlig og planmæssig rekruttering af o//icerspersonellet til praktisk forskning følgelig siges at være til stede. E n og anden vil vel her igen komme med standardsvaret: våbenteknikerc. De bar tidligere på visse områder været anvendt i den praktiske forskning. Men i dag er der to ting at sige hertil: For det første tager udviklings- og fabrikationstjenesten erfaringsmæssigt alle våbenteknikerne, og for det andet er våbenteknikernes liele uddannelse efterhånden så stærkt specialiseret til denne tjeneste, at det ingenlunde er sikkert, at de er de mest egnede til praktisk forskning.
Udviklings- og fabrikationstjenesten er organisatorisk langt bedre placeret end den praktiske forskningstjeneste, eftersom den udgør en lovbestemt og direkte under ministeriet hørende enhed. Det giver den langt mere frihed, fasthed og stvrke i arbejdet og rummer iovrigt også den personelorganisatoriske fordel, at der herigennem er skabt mulighed for anvancement til topstillinger i selve den tekniske tjeneste. Tilvejebringelsen af teknisk officerspersonel ligger i en fast skure, idet særlig relativt langvarig uddannelse (våbenteknisk kursus) er etableret. På grund af teknikkens voksende krav må man dog nok bolde sig for øje, at denne uddannelse efterhånden bar karakter af en grunduddannelse, der må suppleres ved specialstudium.
Ved denne tjeneste liar den teknisk uddannede officer i modsætning til, hvad forholdet er ved al teknisk tjeneste på andre områder, mulighed for at avancere alene på sine tekniske eller teknisk-administrative kvalifikationer, hvad der giver mulighed for storre koncentration omkring den tekniske tjeneste. Der rådes som foran nævnt over anvancementstillinger og er yderligere skabt visse økonomiske fordele for personellet i form af bestillingstillæg o. s. v. Kort sagt: man konstaterer på dette område i modsætning til de forud behandlede en fast linie. Men — det turde va-re en offentlig hemmelighed, at rekrutteringen af officerer til hærens tekniske korps alligevel er ganske utilfredsstillende. For civilingeniørpersonellet gælder præcis det samme, som foran er sagt om ingeniørpersonellet til den praktiske forskning. Også her er rekrutteringen utilstrækkelig.
Spørgsmålet om tekniske officerer ved tropperne er hurtigt undersøgt. Ved ingeniørtropperne uddanner man ganske simpelt alle faste officerer til at kunne klare denne tjeneste. Ved artilleriet forsøgte man i sin tid ved det to-årige artillerikursus det samme. Efter krigen har man samtidig med, at teknikken er gået fremad med stormskridt, reduceret længden af artillerikursus på en sådan måde, at det nok uden videre tør hævdes, at det ikke fylder de absolutte krav, teknikken stiller — eller sagt lige ud: teknisk uddannede troppeofficerer findes ikke længere ved artilleriet. Ved rytteriet og fodfolket har man aldrig haft dem og allerede af den grund aldrig savnet dem.
Opløftende virker billedet unægtelig ikke, når man sammenfatter resultaterne: Den rene forskning, som er under etablering, kommer til at stå uden tilstrækkeligt officerspersonel. Den praktiske forskning arbejder under mindre rationelle vilkår, dens officerspersonel er af tilfældig kvalitet og uddannelse, rekrutteringsmulighederne for dens civilingeniørpersonel utilstrækkelige. Udviklings- og fabrikationstjenesten ligger organisatorisk set i fast og god skure, og planmæssige foranstaltninger sigtende på rekrutteringen af officerspersonellet er truffet, men alligevel er rekrutteringen både af dette og civilingeniørpersonellet utilstrækkelig. Behovet for tekniske officerer ved tropperne er ved et enkelt våben (ingeniørtropperne) dækket og sandsynligvis endda overdækket, ved de andre våben udækket.
Det værste ved det hele er, at det ikke er noget øjebliksbillede, men et billede, der vil holde langt ud i fremtiden. Man stamper ikke teknisk uddannet officerspersonel op af jorden. Hvis man fastholder, at teknisk viden og teknisk kapacitet er nødvendigt i et forsvar, hvis man vil gøre sig håb om at overleve, kan svaret på spørgsmålet om, hvorvidt vi har gjort, hvad vi kunne for at overleve, kun blive et nej. To spørgsmål må besvares, hvis man vil finde varig udvej af krisen: Hvorfor er vi kommet i denne situation, og hvilke m idler findes der til ændring? Det er jo nemlig ikke nok at holde sig ensidigt til det sidste spørgsmål — så risikerer man bare en momentan afhjælpning. Grunden til, at vi er kommet i denne situation er nok historisk. Y i har ikke været i krig, siden m ilitærteknikken ikke var andet, end hvad enhver opvakt officerer kunne overse og beherske. Ingen krig har brutalt bragt os ud af den traditionelle tro på, at den dygtige taktiker også ved tilstrækkeligt meget om teknik, og at tekniske ting, som taktikeren ikke behersker, ingen praktisk m ilitær nytte har. Tværtimod •— synspunktet har vokset sig stærkere og stærkere. I mellemkrigsårene, da kravene til teknisk forståelse i kommandomyndigheder og centraladministration var langt mindre end nu, fandtes denne forståelse dog repræsenteret gennem de ingeniørofficerer og (omend næppe i tilstrækkelig grad) de artilleriofficerer, der forrettede tjeneste i disse myndigheder. Men nu — ingeniørofficerer findes ikke længere i generalstabskursus, og artilleriofficerer kun i meget ringe omfang. Artilleriofficerernes tekniske uddannelse er tilmed nu så ringe, at en teknisk realitetsbetragtning nok må føre til det resultat, at den administrative behandling af tekniske anliggender nok var i bedre hænder hos folk, der ved om sig selv, at de ikke har forstand på dem, end hos folk, der er besat af den tyrkertro på egen ekspertise, som er den halvstuderedes eneste sikre resultat af uddannelsen — ligegyldigt hvor hæderligt han stræber efter at undgå det.
Det skal indrømmes, at tingene her er sat hårdt op — mange vil utvivlsomt føle sig personlig ramt, og de og endnu flere med dem vil udfra ærlig og inderlig overbevisning hævde, at sådanne påstande ingen forbindelse har med virkeligheden, og at man altid i stabe og kommandomyndigheder giver teknikken, hvad teknikkens er, så langt man overhovedet i en hær i opbygning kan tilgodese kravene.
Subjektivt set er afvisningen rigtig — i teorien anerkender alle ansvarlige teknikkens betydning, og denne teoretiske erkendelse omsættes naturligvis også til handling, så langt evnen til sådan rækker. Men objektivt er den urigtig — det er nemlig som følge af tingenes udvikling evnen, det er galt med. V i er inde i „den onde cirkel“ . V i mangler teknisk uddannet personel, og den organisatoriske tilrettelæggelse af den tekniske tjeneste som helhed er utilfredsstillende — men de mennesker, hvis tjenstlige opgave det er at tilrettelægge fremskaffelsen af personel og fastla'gge organisatoriske rammer for tjenesten, har — af grunde, som er historiske, ikke personlige — i virkeligheden ikke tilstrækkelig forståelse for problemets vigtighed og vanskelighed. Folgen bliver, at den tekniske tjeneste ikke fungerer tilfredsstillende og ikke længere formår at gøre sig tilstrækkelig hørt — og heraf følger igen, at tilbøjeligheden til at ofre denne del af forsvaret nogen opmærksomhed bliver mindre. Resultat: Man ender i en situation, hvor den tekniske opinion i forsvaret forstummer, og hvor ingen savner den — og det er den situation, vi er i i dag. V i har naturligvis hærens tekniske korps — men sammenlign en gang antallet af officerer i højere kommandomyndigheder og centraladministration med det antal officerer, der bliver tilbage ved hærens tekniske korps, når man fraregner dem, der er beslaglagt til rutinemæssig administration og ren fabrikationsog vedligeholdelsestjeneste (for disse to kategorier af våbenteknikere udgør jo korpsets „geledfolk“ og må ikke tages med i sammenligningen med taktikernes og administrationens „stabsfo lk“ ). Den, der efter denne sammenligning hævder, at korpset overhovedet har en mulighed for at danne en vægtig teknisk opinion, må enten tilskrive våbenteknikerne overmenneskelige egenskaber eller mangle realitetssans. Det er i virkeligheden talen om, at man i kommandomyndighederne og de administrative myndigheder afvejer de tekniske synspunkter med de taktiske, der er uden forbindelse med virkeligheden — af den simple grund, at den første forudsætning for en afvejning: To synspunkter med vægt af nogenlunde samme størrelsesorden, mangler. Når så den såkaldte afvejning oven i købet foretages udelukkende af den part i sagen, som i forvejen har leveret det tungeste lod til vægten, nemlig taktikerne, bor man ikke gøre sig for store illusioner med hensyn til processens udfald. I virkeligheden er det jo symptomatisk for teknikkens plads i den danske hær, at man anser en forplejningsofficer og en læge gom nødvendigt tilbehør til en stab, hvorimod man regner med at kunne klare de tekniske spørgsmål på egen hånd. Det klassiske spørgsmål om kanoner eller smør får i denne forbindelse unægtelig en belysning, som i hvert fald ikke er udansk.
Nu vil det jo nok blive hævdet, at hele sagen mangler realitet bag sig, fordi der — trods hele den forangående påvisning af virkelige eller imaginære mangler i den tekniske tjeneste og dens placering — i virkeligheden intet er, der tyder på, at vi hænger bagud i forhold til udlandet. V i har jo dog en ret snæver kontakt med en række andre militærmagter og ville ikke kunne hænge væsentligt bagefter uden straks at opdage det. Det skal villigt indrømmes, at alt det foranstående ikke er det papir værd, der er skrevet på, hvis denne betragtning er rigtig — men er den det? Atter her støder vi på forskel i teknikerens og taktikerens opfattelse. Taktikeren vil vel i alt va-sentligt sige ja — teknikeren er nok langtfra så sikker. Der er et par forhold, der skaber denne forskel i opfattelse: Krage søger mage — når taktikeren kontakter udlandet, er det andre taktikere, han kontakter, når han læser udenlandsk litteratur, er det taktisk litteratur, han studerer. For teknikerens vedkommende er det naturligvis omvendt. Taktikere verden over har samme særpræg (nemlig det, der gør dem til taktikere). De interesserer sig mere for krigens metoder end dens m idler i detailleret forstand, selv om de naturligvis ikke med deres gode vilje undervurderer de muligheder, som nye m idler kan rumme. Men — deres evne til sådan vurdering er hæmmet af deres i forhold til moderne teknik snævre tekniske begrebskreds og en af hele deres opdragelse udsprungen frygt for tekniske fantasterier. Deres hele opfattelse er baseret på historien, måske i langt højere grad end de egentlig gør sig klart. Teknikernes særpræg er det diamentralt modsatte. De er nok altid tilbøjelige til at sætte værdien af nye m idler foran værdien af nye metoder og trækker på skulderen af de talløse eksempler i krigshistorien, der giver taktikeren ret og teknikeren uret i denne henseende, idet de mener, at disse eksempler stammer fra tider, da den tekniske udviklings tempo var af en anden størrelsesorden. De ha'vder at leve i nuet — men har i virkeligheden oftere øjnene på fremtiden og forveksler una'gtelig også sommetider nutid og fremtid. Når taktikeren mener at kontrollere vort militære stade i forhold til udlandets, er det i virkeligheden vort taktiske stade, han kontrollerer. Han vil ofte mene, at lian også kan kontrollere (let tekniske, for så vidt som man jo i taktikken skal anvende de tekniske m idler — men han løber i denne henseende en meget stor risiko for at overse, at denne kontrol bare er en kontrol af, at tingene ser ud som tilsvarende udenlandske eller har en tilsvarende nominel funktion. Han er jo nemlig — som den udenlandske taktiker — tilbøjelig til at tage funktioneringen af tekniske detailler i reglementeret materiel som en given ting, kort sagt at gå ud fra, at dette materiels tekniske baggrund er i orden. Det gør hans udenlandske kolleger også — der er bare det kedelige ved det, at de nok har mere ret til det end den danske taktiker. Og desuden — som den danske beskæftiger også den udenlandske taktiker sig med midlerne af i dag (og i går). Midlerne af i morgen bekymrer han sig ikke så meget om — det er ikke lians, men andres opgave at perfektionere dem til praktisk brug, og ved han noget om dem, snakker han i hvert fald ikke om dem og skriver slet ikke om dem. Teknikeren har i kraft af sin specialviden lettere ved at holde fingeren på pulsen på den tekniske udvikling. Han kan selv af små antydninger nogenlunde slutte, hvor udviklingen bærer benåd. Og de slutninger, han herved kommer til, er ikke altid egnet til at berolige ham. Det vil være at lukke øjnene for realiteter at tro, at ikkeleknikere er i besiddelse af det samme skarpe b lik for tegnene på udviklingen som fagmanden. I så henseende har vist enhver tekniker, der har været henvist til at søge oplysninger fra udlandet indhentet gennem „de sædvanlige kanaler“ (d. v. s. via taktikere og administration), gjort tydelige erfaringer — selv på ganske simple og konkrete spørgsmål, der befordres ad denne vej, kommer der som regel intetsigende svar — i bedste fald forud kendte oplysninger. E n realitetsbetragtning af sagen vil vistnok føre til det resultat, at taktikeren ikke er særlig nervøs for vort tekniske stade, men at teknikerne langtfra er rolige. Og så er det jo et åbent spørgsmål, hvem der har ret — den, der vurderer et område, han kun periferisk kender, eller den, der vurderer sit fagområde. E n sammenligning mellem det personel, vi afser til teknisk tjeneste, og de midler, vi afsætter til forskning, og tilsvarende foranstaltninger andetsted burde i hvert fald stemme til eftertanke. Forskellen er så stor, at den ikke er tilfældig. Enten må vi være for påholdende på dette område eller de andre for rundhåndede. V i har ikke den krigserfaring, man har i mange andre lande — mon ikke svaret efterhånden giver sig af sig selv.
Det kan jo hævdes, at hele denne udredning er en skyden spurve med kanoner, og at mangelen på teknisk personel er erkendt i alle ansvarlige kredse, men at tilvejebringelsen af dem er strandet på to ting, nemlig: — at man ikke for tiden kan afse det fornødne personel, fordi andre opgaver, som er vigtigere, beslaglægger personellet, og — at man jo uddanner alt det personel, der er egnet til teknisk tjeneste, og som ønsker det, hertil. Overfor dette må man im idlertid svare, at livet er mere brutalt end som så i sine krav. Hvis man ud fra disse synspunkter affinder sig med en mangel på teknisk officerspersonel, er mangelens alvor i hvert fald ikke erkendt. Overfor krigens hårde virkelighed dur forklaringer ikke — det er resultaterne, der tæller. iNaturligvis er ingen forpligtet ud over sine evner. Men holder de to undskyldninger? Hvad nu den første angår, nemlig at der er andre opgaver, der skal løses, skal det selvfølgelig ikke benægtes, at der er andre opgaver, hvis løsning er mindst lige så vigtig. Den tekniske tjeneste er jo dog kun et hjælpemiddel. Men blev den virkelig erkendt som et livsnødvendigt hjælpemiddel, burde man også kunne se, at man ved en passende brutal rensen op i den militære detailadministration og den militære formalisme vil kunne frigøre et ikke ringe officerspersonel. Det vil kræve omkalfatringer af en helt anden størrelsesorden end de beskedne foranstaltninger, forenklingskommissionen foreslog for nogle år siden, det vil medføre, at vore tjenstlige skrivelser får en ganske anderledes lidet pyntelig form end nu, og det vil sikkert også medføre nogen løshed, der direkte vil kunne omsættes i årlige merudgifter, og endelig vil det blive nødvendigt at give vore chefer større frihed og derfor større ansvar — men det kan lade sig gøre, og merudgifterne skal man nu ikke lade sig forskrække alt for meget af, for de nuværende administrationsomkostninger, som ikke fremgår af regnskaberne, vil nemlig blive mindre. Heller ikke den tid, uddannelsen tager, bør i sig selv være et problem. Mindst den samme uddannelsestid kan tjenes ind, hvis man går brutalt til værks overfor den halve — unyttige — tekniske uddannelse. Simplest træder forholdet vel frem for artilleriets vedkommende. Uddannelsen ville utvivlsomt være langt bedre egnet til at dække livets behov, hvis man helt strøg den obligatoriske tekniske uddannelse i den nuværende specialklasse for alle dem, der ikke havde brug for den, og gav de 20 %, der havde brug for det, en ordentlig teknisk uddannelse. Alene målt i uddannelsesdage ville man få en besparelse — i virkeligheden ville den blive endnu storre, fordi den tekniske uddannelse ville indskrænkes til de til sådan uddannelse egnede, og undervisningstempoet derfor ville stige meget føleligt. Men tilbage står naturligvis spørgsmålet om at få folk til at interessere sig for den tekniske tjeneste i en sådan grad, at de virkelig gør noget for at dygtiggøre sig til den. Når vore våbentekniske kursus er så små, som de er, skyldes det jo ikke, at man holder igen på tilgangen — men at tilgangen svigter. Her er vi utvivlsomt ved ondets rod — ved det, der har ført til „den onde cirkel“ og fået den tekniske opinion i hæren til at forsvinde: Mangelen på tilstrækkelig kvalificeret tilgang til teknisk officerstjeneste i og udenfor hærens tekniske korps. Men med hvilken ret venter man egentlig, at tilgangen skulle være tilstrækkelig? Først og fremmest må man gøre sig klart, at man i en normal officersårgang ikke kan regne med overvældende strengt teknisk interesse. Den student, der føler sig særlig draget til disse ting, bliver civilingeniør. Når en ung mand går på officersskolen, er det, fordi han vil være soldat. Og når han så er blevet officer — ja, for at sige det rent ud: Hvis han er så velbegavet, som han skal være for at blive en dygtig tekniker og har så meget realitetssans, som en tekniker skal have, må hans kærlighed til militærteknik være så stærk, at den nærmer sig en hobby, og hans interesse for jordiske goder så ringe, at den nærmer sig det overjordiske, livis han vælger en teknisk specialisering. For hvis han i stedet sætter sin begavelse og sin energi ind på det taktiske spor, vil han efter en langt kortere uddannelse kunne nå frem til en tjeneste, som anses for „finere“, for mere rigtig soldatertjeneste, og som giver bedre avancementsmuligheder end den tekniske. For avancementsmulighederne er ulige bedre for den generalstabsuddannede end for våbenteknikeren i hærens tekniske korps — og udenfor ha'rens tekniske korps fører en teknisk specialisering f. eks. til praktisk forskning ganske simpelt ikke udover kaptajnsgraden — i hvert fald da ikke, hvis det virkelig er en specialisering. Han har også en anden udvej — han kan sigte på centraladministrationen med de efterhånden meget betydelige økonomiske goder, som den nu lokker med.
Man kan ikke vente behovet af teknisk habile officerer dækket, når man på den ene side må se i øjnene, at civilingeniøruddannelsen i forvejen har taget sit store pund kød af studenterungdommen, og man oven i købet stiller de tekniske officerer væsentligt ringere i avancementsmæssig henseende end andre officerer, der på særlig måde dygtiggør sig. Og man kan ikke hævde, at man er kommet uskyldigt til mangelen på tekniske officerer, så længe man ikke gør noget for at rette dette forhold.
Spaltningen mellem taktikere og teknikere er ofte understreget i denne artikel. Det er ikke sket for at søge at rokke ved det taktiske hegemoni. Det er taktikerne, der skal anvende forsvaret — teknikerne bliver aldrig andet end hjælpere. Men det er sket i et forsøg på at vise, at tingene har udviklet sig sådan, at taktikeren ikke kan løse sin opgave uden teknikerens hjælp — en hjælp, som han i dag ikke har og ikke en gang savner, i hvert fald ikke tilstrækkeligt avorligt. A t førerskabet må være taktikerens er ubestridt — men at man ikke kommer udenom at skabe teknisk uddannet stabspersonel er nok lige så sikkert. Det skal ikke være personel, som skal forsøge sig på bessermachen af det, specialisterne producerer — det skal være folk, hvis kombinerede taktiske og tekniske anliggender få en fair behandling af de taktiske myndigheder. Det vil altid være udelukket at skabe teknikerne i en hær de samme avancementsmuligheder som taktikerne, og jo mere behovet til teknisk personel stiger, jo mere akut vil problemet om deres avancementsmuligheder blive. Der er øjensynlig kun en vej at gå — i stedet at gøre tjenesten tilstrækkeligt økonomisk tillokkende. Men vi har syn for sagn for, at det ikke hjælper med foranstaltninger af så beskeden art som dem, der er truffet for hærens tekniske korps vedkommende. Det er vigtigt, at spørgsmålet løses som en helhed, og at man først gør det samlede tekniske behov op. Stykkevise foranstaltninger gør mere skade end gavn. Selv om de foranstaltninger, der er truffet for at sikre hærens tekniske korps officersrekruttering, i sig selv har været utilstrækkelige, liar de nemlig dog været tilstrækkelige til een ting: at støvsuge våbnene (ingeniørtropperne undtaget) for de folk, der kunne have været anvendt til praktisk forskning. På den måde afhjælper man ikke behovet — man flytter det hare. Og samtidig har man opnået en monopolisering af den tekniske viden, som ikke ubetinget er heldig.
Hvis man overhovedet vil erkende vor militærtekniske krisesituation, må man tage både planen for dens retablering og for personellets tilvejebringelse op til en samlet behandling — og ikke til behandling af en ensidig taktisk-administrativ kreds, for så løber vi bare videre i „den onde cirkel“. Man må gøre sig klart, at tilvejebringelsen af personellet koster savn af dette personel på andre områder — men man må også gøre sig klart, at normering af et antal stillinger alene ikke gør det. Man får ikke tilstrækkeligt og tilstrækkeligt kvalificeret personel uden at gøre den tekniske tjeneste lige så tillokkende som anden specialtjeneste, og der er næppe anden udvej end at gribe til radikale lønningsf orbedringer. Så længe vi er i vor nuværende situation, hvor en mand, der i sig bar evner til en middelmådig generalstabsofficer eller en fremragende tekniker — kort sagt en velbegavet og energisk ung officer med udpræget matematisk-teknisk intellekt — har bedre fremtidsudsigter, når han vælger generalstabsvejen, end når ban går den tekniske vej — så længe kan vi ikke sige, at vi for alvor har erkendt mangelen af en teknisk tjeneste. Man kan selvfølgelig mene, at sagen er sat for hårdt op, og at vi nok klarer os med en teknisk tjeneste af det omfang, vi har. Så må man bare gøre sig klart, at vi vandrer ad en vej, der går stik modsat den, som livet bar lært os er den rigtige i vort erhvervsliv. Der ved vi, at vi ikke kan klare os overfor den store verden ved konkurrence i masseproduktion, men må konkurrere på kvaliteten. B lot for at tage et enkelt område: Det er udenfor al tvivl muligt at forøge feltartilleriets træfsikkerhed med 20 % for et mindre beløb, end en forøgelse af artilleriet af denne størrelsesorden årligt vil koste. Men så længe vi ikke vil sætte penge og personel i teknik, forsøger vi jo i stedet at udkonkurrere modstanderen i antal af artilleriafdelinger, hvad der nok på forhånd er udelukket. Og man må også gøre sig klart, at savnet af en ordentlig teknisk tjeneste gør os sikre på ubehagelige tekniske overraskelser, når krigen kommer, og at vi godvilligt løber en risiko for at komme til at stå med helt inadekvate forsvarsmidler. Hvis det sidste sker, uden at man bar gjort, hvad man kunne for at forhindre det, bliver historiens dom hård. Så var jo nemlig vort forsvar trods uselvisk arbejde og store ofre kun — børns leg i en sandkasse.
H. C. Engeli.
