Med stor Glæde har en Kreds af Telegrafofficerer, i Decembernummeret af M. T., set, at dens »Vagt i Gevær« for Meddelelsessikringen har vakt Genlyd. Og Kredsen griber Lejligheden til at udnytte den første, af Kredsen meget længselsfuldt ventede Kontakt med Tropperne, der bruger Meddelelsestjenesten. Vi har stedse for Øje, at alene disse giver Meddelelsestjenesten Eksistensberettigelse. At Svaret kommer fra »det lavere Feltnet« glæder kun ydermere — vor eneste lille Bekymring er det opstillede Modsætningsforhold mellem disse Net og de »overordnede Kommandonet«.
Som Telegrafofficerer kan vi nemlig ikke holde Fingrene væk fra nogen Slags Meddelelsestjeneste, »høj« eller »lav«. Vi erkender de saare vidtgaaende Forskelligheder; vi erkender ogsaa, med Beklagelse, at vort Kendskab til den »lavere« Meddelelsestjeneste burde være bedre underbygget end den — paa Grund af Personalemangel — er i Øjeblikket. Men som vordende Divisionstelegrafofficerer, som Generalens Raadgiver og paa hans Vegne Leder af Divisionens Meddelelsestjeneste føler vi det baade som vor Pligt og vor Ret at »snuse« i alle Kroge. Enhver Vejledning og Retledning er os velkommen, saa sandt som vort Virke ikke har Maal i sig selv — men derimod at fremme alle Afdelingernes nødvendige Bestræbelse for et effektivt Samvirke.
I dette Lys har vi læst »En Artilleriofficers« Indlæg; i dette Lys beder vi ham, og alle andre, læse vort Svar.
1) Vi tiltræder ganske alle de opregnede Fortrin ved Radioforbindelserne; det er rigtigt, at de skal udnyttes, ingen ønsker at kvæle dem, tværtimod.
2) Lad Tannenberg og Crecy være Historie, de vidner dog, som al Historie, om Menneskets Ufuldkommenhed. Vi behøver heller ikke at gaa saa langt tilbage; vi mindes Øvelser paa Sjælland, fra 30’erne, hvor man for første og — hidtil — sidste Gang havde et Radiodetachement paa begge Sider, og hvor disse Detachementer i ledige Stunder aflyttede hinandens Trafik og afleverede det aflyttede til deres Førere; efter et Par Timers Forløb blev det forbudt af Øvelsesledelsen! Et bedre Vidnesbyrd om danske Troppeføreres Indstilling over for Meddelelsessikringen kan næppe ønskes.
3) Naar Rommel kunde tillade sig at udgive sine Ordre i klart Sprog, skyldtes det først og fremmest — efter hvad britiske Telegrafofficerer har berettet — Englændernes fuldstændige Underlegenhed i Personel og Materiel; det var først og fremmest denne britiske Mangel paa Midler, der berettigede Rommels Fremgangsmaade; at Briternes »Kodesprog« har været tidsspildende er nok sandsynligt, men dette motiverer ikke, at Meddelelsessikringen som saadan tilsidesættes, men kun, at der maa søges nye og hurtigere Former for hemmeligt Sprog end de af Briterne dengang anvendte.
Billedet af Manden, »der af Frygt for sin Radio og dens Sladderagtighed er bagefter og taber Kampen« — det Billede fremmanes ikke af Meddelelsessikringen og dens Belæringer, men vel nok af manglende Erfaring paa Meddelelsessikringens Omraade. Det er altsaa for saa vidt rigtigt, at Frygten for Radioen og dens Sladderagtighed kan have den Virkning, at Brugeren kommer bagefter og taber Kampen. I saa Fald er dog kun Radioen brugt forkert.
Meddelelsestjenesten skal visselig baade være smidig og dristig, men Dristigheden skal ikke bygges op paa Ukendskab til de Farer, som den fjendtlige Radioopklaringstjeneste byder, men tværtimod paa et nøje Kendskab til disse Forhold og mulige Modtræk derimod. Det modsatte er Dumdristighed.
4) Det er antikt at sidestille Stationsnavne med Forbindelsesnavne. Stormagterne har forlængst forladt det civile Stationsopkald til Fordel for Forbindelsesopkald saasom det britiske »link sign system«.
Det er velkendt, at et »Dæknavn« kun har ringe Værdi, hvis det hyppigt benyttes; det faste Stationsnavn er intet andet end et Dæknavn for Stationen, og det anvendes meget hyppigt. Det vil i hvert Tilfælde muliggøre enhver fjendtlig Lytter i at ordne al den aflyttede Trafik i »Bunker«, en for hver Radiostation i Nettet, og før eller senere vil Fjenden enten direkte ved Hjælp af det aflyttede eller ad andre Veje finde ud af, hvilke Myndigheder der skjuler sig bag Stationsnavnene.
Det er en Misforstaaelse, naar »En Artilleriofficer« mener, at det kun er Kontrolstationen — det vi kalder Lederstationen — som Briterne ikke giver noget Navn; de Bogstavkoder, der i britiske Kaldeskemaer tildeles enhver Myndighed, anvendes ikke som Stationsnavn, men som »link sign« til nærmeste foresatte Myndigheds Radiostation.
Det er en Misforstaaelse, at der gives nogen Midler mod Pejling; en moderne Radioopklaringsafdeling vil kunne pejle enhver Radioudsendelse af ca. 30 Sekunders Varighed; Pejling kan ikke forhindres, men den fjendtlige Udnyttelse af Pejle- resultaterne kan vanskeliggøres. Det maa erindres, at Pejle- resultatet i sig selv er af underordnet Betydning; først naar Opklaringstjenesten kan meddele, hvilken Myndighed den pejlede Radiostation betjener og derved give Oplysning om Fjendens Placering og Bevægelse, faar Pejletjenesten virkelig Værdi. Derfor er det rigtigt, at man ikke godvillig — f. Eks. ved Anvendelse af Stationsnavne — giver Fjenden Oplysninger, der kunde være undgaaet. At Stemmeklang ogsaa kan give Oplysninger, kan ikke være Undskyldning for Anvendelse af Stationsnavne, men maa inskærpe Nødvendigheden af, at Personer, der taler udpræget, fra Flertallet afvigende Dialekt, ikke anvendes i Radiotjenesten.
Allerede Sondringen mellem »overordnede og lavere« Net rummer i sig selv en stor Fare, nemlig hvis der anvendes forskellige Trafikregler i disse to Typer af Net, idet den fjendtlige Radioopklaringstjeneste da allerede af Opkaldenes Form kan indhente Oplysninger til Gavn for en Lokalisering af det aflyttede.
Hvad Aflytning og Pejling angaar maa det erindres, at disse to Ting hænger nøje sammen, og at Trafikreglerne saa- vidt muligt bør udformes saaledes, at den aflyttede Depeche eller Samtale ikke kan lokaliseres ved sit Opkald eller Indhold alene, men kun ved Pejling. Forbindelsesnavne, »link sign system«, eller hvad man nu vil kalde det, er et væsentlig Fremskridt i denne Henseende, og da dette System — især i den danske Udformning — er lettere at lære og simplere at anvende end Stationsnavnene, ser vi ingen Grund til, at man her til Lands skulde nære Betænkeligheder ved at indføre et System, der forlængst er knæsat af Stormagterne.
At Forbindelsestalsystemet vil vanskeliggøre det for Brugeren at holde Rede paa Opkaldene til de forskellige Stationer i Nettet, er saaledes efter vor Opfattelse forkert. De enkelte Stationer maa baade ved Anvendelse af Kaldesignaler (Stationsnavne) og af Forbindelsestal have en Skitse over Nettet med Angivelse af Kaldesignaler eller Forbindelsestal. Opkald med Forbindelsestal er derfor ikke vanskeligere eller kræver bedre »Eksperter« end ved Brugen af Kaldesignaler.
Det er saaledes en Misforstaaelse, at Anvendelsen af Forbindelsesnavne er mere »anstrengende« end Anvendelsen af Stationsnavne; skal Valget være »et Spørgsmaal om Anstrengelsens Størrelse«, maa det falde ud til Fordel for Forbindelsesnavnene. Men Forbindelsesnavnene er noget Nyt, Stationsnavnene derimod gamle Kendinge — og vi er jo alle konservative af Naturen.
Vi maa endnu engang kraftigt pointere, at »Ane Betty« i høj Grad fortæller Fjenden noget, nemlig at al Trafik med denne Betegnelse kommer fra en og samme Station, hvilket er en meget værdifuld Oplysning for Radioopklaringstjenesten; at saadan Oplysning ogsaa kan gives Fjenden, hvis man ikke træffer effektive Foranstaltninger til at imødegaa individuelle Særpræg hos Operatørerne, kan ikke motivere en »Selvopgivelse« ved fortsat Anvendelse af Stationsnavne, men maa mane til en energisk Bekæmpelse af nævnte individuelle Særpræg.
6) Vi har aldrig gjort os til Talsmænd for, at al Tale skulde sættes i Kode; hemmeligt Sprog — ikke nødvendigvis Koder eller Kryptografi — maa anvendes ved alle Meddelelser, som Fjenden, om han opsnapper dem i Tide, kan udnytte som Modtræk mod vore Hensigter.
Ansvaret for Anvendelsen af klart eller hemmeligt Sprog kan derfor kun bæres af den Person, som fører den paagældende Samtale eller skriver den paagældende Depeche; det er derfor bydende nødvendigt, at enhver Bruger af en Feltradiostation har et indgaaende Kendskab til Radioopklarings- og Radiosikkerhedstjenesten.
7) Af de almindelige Bemærkninger nederst paa Side 445 og øverst paa Side 446 kunde den læge Læser i Forbindelse med det foregaaende drage den Konklusion, at man under Bevægelse kan anvende Radio og klart Sprog, medens man i Stillingskrig afstaar herfra; en saadan Konklusion er i høj Grad fejlagtig, eftersom Bevægelsens Forløb og Maal i høj Grad kan kompromitteres ved Brug af Radio; ikke blot under maritime, men ogsaa landmilitære Operationer — hvor Overraskelsesmomentet kan spille en stor Rolle — er et kategorisk Forbud mod Sending fra de fremrykkende Styrker et meget almindeligt Fænomen.
8) Reglementer bør efter vor Formening først og fremmest være knappe, klare og utvetydige; de bør være »akademisk opstillede«; bliver de uoverskuelige, bør de omredigeres; Kedsommeligheden er dog vist et Spørgsmaal om den Interesse, som Læseren moder op med. Et Reglement bør efter vor Opfattelse være den for en bestemt Tjenestegren gældende Lov og bør ikke affattes som Morskabslæsning, at Uddannelsen bør være fængslende og levende, at Anskuelsesundervisning m. m. bør tages i Brug er en Selvfølge — det bør ske ved Lærebøger, der udarbejdes paa Grundlag af Reglementerne. Skal Reglementet gøres til Lærebog, vil det svulme urimeligt op i Sidetal og miste Oversigt og Klarhed.
9) RAKO maa nødvendigvis i sine Pligter og Rettigheder være en »daglig Bussemand«; de »politimæssige« Opgaver er yderst paakrævet allerede i Dag saavel af Hensyn til Hærens Renommé som til civil Radiotjeneste; RAKO maa være lige saa vel motiveret som Rigspolitiet. Hertil kommer, at det er for sent at ville belære Afdelingerne om Nødvendigheden af Trafikreglernes Overholdelse først fra Krigsøjeblikket. Artilleriofficerens Bemærkning om den »fremmede Vaabenart« bedrøver; moderne Krig kræver Samarbejde ikke Splid.
Det glæder os at se, at man ogsaa uden for vor Kreds anser Spørgsmaal et om Radiosikkerhedstjenesten for betydningsfuldt.
Det er bydende nødvendigt, som »En Artilleriofficer« paapeger, at Bestemmelserne herom baade skal tjene Sikkerheden og Handlefriheden, de skal meget gerne bære Præg af Inspiration og — om muligt — af Genialitet, men de maa først og fremmest bygges op paa den størst mulige Sum af Erfaringer, uanset hvor disse Erfaringer maatte være indhøstet, til disse Bestemmelsers endelige Udformning maa derfor saavidt mulig enhver Befalingsmand, uanset Charge og Vaabenart kunne yde sit Bidrag, ligesom de ved Afdelinger, Skoler, Generalinspektører m. fl. i Tidens Løb indsamlede Erfaringer bør kunne præge Udformningen. Vi har Grund til at forvente, at Arbejdet hermed vil blive taget op i nærmeste Fremtid efter de her skitserede Retningslinier.
En Kreds af Telegraf officerer.
