E fter den første verdenskrigs slutning var der fr it slag til memoireskrivning for begge parter. Den tabende part benyttede sig hurtigst heraf, idet Ludendorffs erindringer udkom allerede i sommeren 1919, og mange andre fulgte hurtigt efter. De allierede hærførere udsendte gennemgående først senere deres memoirer, Joffre og Foch således deres i begyndelsen af trediverne. Men efter den anden verdenskrig ser det ganske anderledes u d : i U. S. A. har forgrundsfigurerne: Eisenhower, Marshall, admiral King, general Arnold m. fl. allerede skrevet vældige rapporter, der med stort udbytte kan læses af en større offentlighed, krigsminister Stimson, Patton og Eisenhower har skrevet personlige erindringer, og en kæmpemæssig litteratur om de forskellige felttog og enkelte afdelinger har set dagens lys på de få år, der er gået. I England har Montgomery foruden sine tjenstlige rapporter skrevet yderst læseværdige bøger om sine operationer i Nordafrika, Italien og Nordvesteuropa, hans stabschef, de Guingand, har om de samme spørgsmål skrevet sin »Operation Victory«, som ingen, der vil studere problemerne, kommer uden om, og Wavell, Auchinleck og næsten alle de øvrige højere førere har udarbejdet digre rapporter, som nu for flertallets vedkommende er udgivet af »His Majesty’s Stationery Office«*). USSR skjuler sig også i krigshistorisk henseende bag et tæppe, idet kun meget få, små og ikke meget oplysende skildringer er fremkommet, hovedsagelig i form af piecer til studiebrug for sovjetofficerer samt i artikler i »Krasnaja Svesda«. Den anden part, der som bekendt ifølge Romerretten også bør høres — etiam auditu r diabolus: selv djævelen må udtale sig — tier efter denne krig. F ra tysk side foreligger praktisk talt ingen krigslitteratur efter 1945, bortset fra enkelte beretninger af flygtede officerer, bl. a. en skildring af luftvåbnets historie. Det, vi i dag ved om tyske operationsplaner, strategi, førerpersonligheder o. s. v., stammer stort set fra Nürnbergprocessen, en række mere eller mindre officielle afhøringer af tyske højtstående officerer, samt erobret arkivmateriale. Mange af de højere førere har af gode grunde været forhindret i at skrive deres erindringer og kommer aldrig til det, medens andre muligvis har haft lejlighed dertil i krigsfangenskabet. Både i krigshistorisk henseende og på anden måde har det en ikke ringe interesse at danne sig et billede af de forskellige tyske førerpersonligheder, og det erfaringsmateriale, som de sidder inde med, er nok værd at udnytte f. eks. på et så vigtigt område som operationer overfor en stærkt luftoverlegen modstander. I det følgende skal på grundlag af de førnævnte kilder, deriblandt Lid d ell H a rts artikler og hans bog »The other Side of the Hiil«, anføres en række oplysninger om de tyske hærførere ud over, hvad der vil være kendt fra krigstidens propaganda. v. B rauchitsch’ æra som chef for hærens overkommando var ikke langvarig, men begivenhedsrig. I februar 1938 efterfulgte han v. F ritsch , der blev intrigeret ud ved en infam bagvaskelseskampagne, og var således øverste leder af indmarchen i Østrig. Afhøringerne i Nürnberg viste, at de rygter, som dengang cirkulerede om den tyske hærs teknisk utilstrækkelige standard, ikke var så ganske dårligt funderede. Kun tres procent af de bånddrevne køretøjer nåede frem til bestemmelsesstederne, og K eitel udtalte, at en tjekkisk intervention ville have været en katastrofe for tyskerne. Frankrig og England ville imidlertid ikke marchere, og den tyske hærledelse blev snart sat an på nye opgaver, v. Brauchitsch spillede her næsten rollen som en ny »Feldherr wider Willen«, idet han anså hærens styrke for at være alt for ringe til de politiske mål, som H itler stilede imod. Han advarede mod at sætte det tjekkoslovakiske spørgsmål på spidsen, og da han desuden havde fulgt den kurs, som var indledet årtier tilbage og fortsat frem gennem den v. Seeckt’ske æra og Fritschs chefstid, nemlig at hindre politisk infiltration i hæren, kan det ikke undre, at H itler så skævt til ham. Ligesom så mange andre tyske m ilitærchefer så Brauchitsch meget mørkt på den strategiske situation i eftersommeren 1938, og det er, bl. a. fra generalstabschefen, Holder, oplyst, at Brauchitsch var informeret om og havde billiget den kupplan, som Halder, v. Beck, v. Stiilpnagel, v. Witzleben og enkelte andre, deriblandt politipræsident v. Helldorf, havde lagt, gående ud på arrestation medio september af H itler og nogle af dennes nærmeste medarbejdere. Men Chamberlains paraplyrejser og hele den allierede eftergivenhedspolitik i forbindelse med den russiske passivitet slog jorden bort under kupplanerne. Dog bør i denne forbindelse nævnes de krigsforhindringsbestræbelser, som forskellige grupper af tyske generaler udøvede i slutningen af september 1938, bl. a. i form a f en henvendelse den 26. 9. (omtalt i Churchills nye bog) af tre højtstående officerer, hvoraf den ene var en vis general von Hanneken. Også v. Brauchitsch deltog i disse bestræbelser, der endvidere fandt udtryk i det kendte memorandum af september 1938, hvori Tysklands militære svaghed stærkt understregedes. Tjekko-Slovakiets sønderlemmelse blev som bekendt mere en politisk end en m ilitær sag, og næste gang, v. Brauchitsch for alvor dukker op i begivenhederne, er i foråret 1939. Hvis man ser efter i dokument nr. 132 af 1. 6. 1939 i den store franske gulbog om krigens forhistorie, indberetter den særdeles velinformerede ambassadør i Berlin, M . Coulondre, at det fra pålidelig kilde erfares, at H itler har spurgt Keitel — chefen for værnemagtens overkommando — og Brauchitsch vedrørende Tysklands chancer for sejr i en almindelig konflikt. Keitel havde svaret kategorisk positivt, dog under forudsætning af russisk neutralitet, medens Brauchitsch regnede med »sandsynlighed« for et gunstigt resultat, forudsat at kun Polen, Frankrig og England var modstandere. Utvivlsomt har de tyske generalstabschefers stærke understregning af Ruslands farlighed været medbestemmende for H itlers følgende, stærke tilnærmelse til Sovjet, omend de første signaler hertil var hejst allerede nogle måneder forinden. Det polske felttog kunne ikke med rette få de tyske generaler til at triumfere. Det var teknisk dygtigt tilrettelagt og gennemført, men med fuld overlegenhed i luften, stor over legenhed i mekanisering, godt terrain for udvikling af panserstyrker samt en ideel strategisk udgangsstilling var det ikke nogen virkelig dokumentation af tysk overlegenhed i en kontinentalkrig, hvad Brauchitsch selv også fuldt ud erkendte.
Aktionen mod Danmark— Norge var i det væsentlige en luftm ilitær og maritim operation, og Brauchitschs person har derfor kun periferisk interesse i denne forbindelse, men til gengæld så meget mere i sammenhæng med det følgende store felttog: vestoffensiven maj— juni 1940. Liddell Hart har a fhørt v. Rundstedt og Blumentritt (Rundstedts medarbejder 1939— 40 og senere arméfører i vest 1944— 45), foruden flere andre, og det fremgår heraf, at Brauchitsch blev overordentlig misfornøjet, da han i oktober 1939 fik ordre fra H itler til at forberede en storoffensiv i vest. Han — og flertallet af de tyske officerer med ham — anså den franske hær for at være for stærk til, at Tyskland kunne besejre den i åben mark; kun H itler erkendte den franske krigsmagts svaghed. Brauchitsch gik personligt til Hitler, og da hans forestillinger blev ignoreret, overvejede han at tage sin afsked. E t nyt møde hos H itler den 23. 11. resulterede i skarpe bebrejdelser til Brauchitsch, der i øvrivt støttedes i sine betragtninger af Halder — en af de klogeste og (siges det) mest sympatiske tyske lederskikkelser, der da også endte i koncentrationslejr og i dag lever i frihed i Vesttyskland. H itler stod fast på offensiven i vest, og Brauchitsch og Halder overvejede igen planer om at marchere mod Berlin og styrte Føreren. Dette strandede imidlertid definitivt på modstand fra hjemmehærens chef, generaloberst Fromm, som anså det for sikkert, at flertallet af tropperne ikke ville være med til et kup. Desuden var både flåden og luftvåbnet næsten rent nazistiske. Historien om, hvorledes planen for vestfelttoget blev til, er kun lidet kendt og skal derfor kort omtales h e r : Generalstaben havde ønsket en operation, som stort set var en gentagelse af Schlieffenplanen; Rundstedts generalstabschef på dette tidspunkt, den højtbegavede general v. Manstein, anså imidlertid planen for at være for ligetil, i for høj grad en kopi a f de gamle og derfor med utilstrækkelig chance for overraskelsesvirkning. Manstein fik derfor idéen til at føre hovedstødet — lægge tyngden — i Ardennernes bjerg- og skovterrain, hvor fjenden måtte formodes kun at have svage styrker. (Bemærk nuanceforskellen mellem denne teori og general Pattons anskuelse, som undertegnede har citeret i artiklen s. 160— 61/1948). E fter gennembruddet af Ardennerne og overgang over Meuse ville terrainet være ideelt til det talmæssigt overlegne tyske panservåbens operationer. Mansteins idéer var, som Liddell Hart skriver, »for dristige til, at hans dygtige, men mere traditionsbundne overordnede kunne sluge dem uden videre«, men det lykkedes ham at vinde H itler for tanken, omend denne hans køkkentrappeintrige bevirkede, at han personligt måtte træde helt i baggrunden under det store slag. Dette synes at være forløbet i de fleste henseender efter beregning, omend visse a f de tyske dispositioner — f. eks. i forbindelse med forfølgningen mod Dunkirk — endnu kun er ufuldstændigt belyst og giver mulighed for højst sensationelle fortolkninger, som der muligvis i anden sammenhæng kan blive anledning til at komme tilbage til. Brauchitsch måtte naturligt træde lidt tilbage overfor offentligheden, da der jo var så mange om at dele laurbærrene: foruden H itler selv, Keitel med stab, luftvåbnets chefer, pansergeneralerne og selvfølgelig armégruppeførerne, navnlig v. Rundstedt. Brauchitsch’ stemme høres næste gang tydeligt under de utroligt åbenhjertige diskussioner om en tysk invasion i Eng land, hvor hær- og flåderepræsentanterne hakkede mere løs på hinanden, end det vist er set noget sted i det sidste århundredes europæiske historie — hvilket vil sige ikke så lidt. Brauchitsch var ikke så kategorisk i sin kritik som f. eks. Halder, men nogen begejstring for tanken nærede han absolut ikke. Ikke engang H itler havde hjertet med i invasionsforberedelserne: hans hjerne arbejdede allerede med planerne for krigen.mod Sovjetunionen. Brauchitsch var heller ikke tilhænger af at sende tyske tropper til Nordafrika, og på samme måde så han på planerne om at angribe Sovjetunionen, i første række, fordi han, ligesom de fleste andre ledende tyske militære, erkendte de umådelige vanskeligheder, forsyningstjenesten ville berede i det russiske rum, der jo — for at benytte et ofte anført citat af Ludendorff — ikke kan måles med en tysk alen. Men også her måtte han, bistået af Halder, føre operationer, som han inderst inde måtte betragte med skepsis. Da de tyske hære løb fast i oktober— november, ville Brauchitsch have trukket dem (planmæssigt) tilbage til en passende vinterlinie, men H itler afviste forslagene — såvel for syd- som for centralfrontens vedkommende — med de følger, som vil være almindelig kendte. Brauchitsch blev i den sidste periode af offensiven sat mere og mere udenfor, og omkring den 1. 12. overtog H itler selv den direkte kommando over hæren. Brauchitsch forsvandt og lod først høre fra sig med en troskabserklæring til H itler efter attentatet den 20. 7. 1944, en erklæring, som han næppe har afgivet med større glæde, dertil var han alt for kritisk indstillet overfor Hitlers krigsledelse. Nok var Halder hjernen bag den tyske hærs generalstab, men historiens dom om Brauchitsch som hærfører bliver dog næppe ugunstig. Med interesse ville man have set udfaldet af den anklage for krigsforbrydelser, der — efter tre og et halvt års krigsfangenskab — blev rejst mod v. Brauchitsch, men som hans død for nogle måneder siden formentlig vil standse eller i hvert fald vanskeliggøre.
Forsvandt således v. Brauchitsch ret hurtigt fra rampelyset, blev en af hans jævnaldrende til gengæld deri så meget længere og under sælsomme omskiftelser: generalfeltmarskal Gerd v. Rundstedt. Han havde i 1938 som 63-årig generaloberst taget sin afsked, dels på grund af alder, men navnlig fordi han, der var typisk officer a f den gamle skole, følte en inderlig modvilje mod nazismen i almindelighed og mod H itlers dynamiske ekspansionspolitik i særdeleshed. Alligevel følte han sig forpligtet til i 1939 at efterkomme opfordringen til at overtage en armégruppe i felttoget mod Polen; det ville ikke have været foreneligt med hans hele militære indstilling at sige nej i denne situation, uagtet han altid med største bekymring havde imødeset en situation, hvor England påny stod som Tysklands fjende. A f Liddell H art og i det hele taget af folk, som har været i berøring med ham, skildres han som en fin t dannet personlighed a f overordentlig intelligens, en mand, der i særlig grad repræsenterede den gamle generalstabstradition. Han var ingen fanatisk forkæmper for panser- og motorvåben, men havde dog fuld forståelse af disse våbens betydning og en væsentlig andel i den tyske motoriserings høje standard i 1940. I Polen førte han den sydlige, i vestfelttoget den midterste — i begge tilfælde afgørende — armégruppe. Det var v. Rundstedts armégruppe, der med hovedparten af panservåbnet foretog offensiven gennem Ardennerne i 1940, en krigsskueplads, som han — hvorom senere — skulle gense under væsentlig ændrede vilkår, fire et halvt år efter. Det var en af Rundstedts dynamiske underførere, Kleist, som viste vejen frem til Abbéville, og Rundstedt var selv hele tiden med i begivenhedernes brændpunkt, således som det senere blev fast praksis for arméchefer. Også i offensiven fra den 5. 6. spillede v. Rundstedts gruppe hovedrollen og stødte frem gennem Frankrig til den svejtsiske grænse. H itler havde endvidere tiltænkt hans armégruppe at foretage invasionen i England — med 9. og 16. armé — men Rundstedt var ikke glad for tanken — hverken politisk eller militært — omend han ikke gjorde alvorlige modforestillinger; dette skyldtes sikkert, at han ikke regnede med, at den overhovedet ville komme til udførelse. I Rundstedt havde planen om invasion i Rusland en bitter modstander. Han har efter krigen udtalt, at han ikke havde fundet noget bevis for, at en præventivkrig mod Sovjet var nødvendig i 1941. E fter hans opfattelse var den russiske opstilling i foråret 1941 stort set defensiv, hvilket dog naturligvis ikke var nogen garanti mod, hvad der senere kunne ske. Udenrigspolitikens vindfløje var jo noget labile i de dage. Rundstedt frarådede invasionen, og selv under de — som det almindeligt erkendes — blændende operationer, han udførte med den sydlige armégruppe på Østfronten, forlod denne skepsis ham ikke. »Har De nøje gjort op, hvad De indlader Dem på ved et angreb på Rusland?«, havde han dristigt sagt til Hitler, men uden afgørende resultat. Ifølge Liddell Hart skulle H itler dog have givet tilsagn om at søge krigens afgørelse vest for Dnjepr, men kunne, da dette ikke lod sig gøre, ikke modstå fristelsen til at fortsætte østover, hvilket uundgåeligt måtte sprænge enhver strategisk ramme. Dobbelt alvorligt var det, at H itler vaklede med hensyn til retningen for det følgende afgørende stød. Under afhøringerne har Rundstedt givet mange interessante oplysninger om det russiske felttog, bl. a. at den tyske operationsplan havde taget for ringe hensyn til Pripjet sumpene. Rundstedt vidste fra den første verdenskrig, at disse ikke var så ufarbare, som den ortodokse strategi lærte, og det viste sig da også i 1941, at russiske kavaleristyrker fra Pripjet sumpene kunne rette alvorlige angreb mod Rundstedts nordlige flanke, hvilket i ikke ringe grad sinkede fremrykningen mod Dnjepr. Men selve den afgørende krise på Østfronten opstod ikke ved Rundstedts armégruppe, men derimod ved v. Bocks centralgruppe, der løb fast på grund af de store afstande, utilstrækkelig motorisering og terraingangsevne hos køretøjerne, utilstrækkelig tæthed i det net, med hvilket armégruppen i store Cannæslag søgte at fange de russiske hære, samt på grund af Hitlers tøven undervejs. Den russiske vinter var kun det sidste skub til en hældende vogn. På den sydlige del af fronten gik v. Rundstedts styrker frem og tog Rostov ved vinterens begyndelse. Armégruppechefen ville opgive denne udsatte position snarest muligt, men som ved så mange andre lejligheder fangede bordet, og H itler forbød rømning af et punkt, som hans propaganda havde triumferet over. Rostov, E l Alamein og Stalingrad er kun enkelte eksempler på denne farlige prestigestrategi. Rundstedt ønskede at gå tilbage til Mius floden og besvarede H itlers afslag med at indgive sin afskedsbegæring, der blev taget til følge. H itler tog derpå selv ned til det sydligste frontafsnit og skiftede nu mening, hvorpå bemyndigelsen blev givet. Rundstedts principielle syn på 1941-operationerne er ikke uinteressant. Når krigen endelig skulle føres, burde tyngdepunktet efter hans opfattelse have været lagt mod Leningrad, hvor der skulle skaffes forbindelse med den finske hær. Derefter skulle der efter Rundstedts mening have været foretaget en offensiv mod Moskva nordfra samtidig med et storangreb fra vest med v. Rocks styrker. Det er dog sandsynligt, at denne løsning i for ringe grad tog hensyn til de råstofproblemer og politiske interesser, der knyttede sig til det sydlige frontafsnit. Rundstedt var imidlertid ikke længe i unåde. Få måneder efter sin afrejse fra Østfronten modtog han posten som øverstbefalende over de tyske styrker i Vesteuropa, i hvilken egenskab forsvaret mod den ventede invasion samt vigtige opgaver i forvaltningen indenfor de besatte lande kom til at påhvile ham. Han forstod til fulde, at i betragtning af det ringe antal divisioner, han havde til rådighed til forsvar af Vesteuropas kyster, var det af afgørende vigtighed at erkende, hvor invasionen ville komme, for at en tyngde i forsvaret rettidigt kunne skabes. Rundstedts beretning om forsvarsforberedelseme er særdeles interessant — hvorledes bevæbningen var uensartet og mange steder ufyldestgørende, divisionerne for manges vedkommende små og af ringe kampværdi, flyverstøtten håbløst utilstrækkelig, flådeindsatsen praktisk talt lig nul o. s. v. I slutningen af 1943 kom Rommel til Frankrig efter at have inspiceret befæstningerne i Danmark, og der udviklede sig nu en alvorlig uoverensstemmelse og uklarhed i spørgsmålene om, hvorledes forsvaret rettelig burde føres. Grænserne mellem de to chefers beføjelser var længe ikke klart fastlagt, og selv Rommels udnævnelse til chef for armégruppe B, der omfattede hovedparten af tropperne fra Ho lland til Loire, mens Blaskowitz havde armégruppe G videre sydpå og til Middelhavskysten medregnet, bevirkede ingen afspænding. Rundstedt regnede med, at invasionen ville ske over den smalle del af Kanalen, fordi der her ville være de bedste muligheder for luftsikring af operationerne fra baser i England, og fordi der herfra var kortest til Rhinen. På Liddell Harts indvending: at den pågældende kyststrækning vel også var tilsvarende stærkt befæstet, svarede Rundstedt, at Atlanterhavsvoldens betydning som virkelig hindring var meget overvurderet. H itler og Rommel mente i modsætning til Rundstedt, at landgangen ville ske, hvor den faktisk kom til at finde sted, nemlig på Cherbourg halvøen og i dennes nærhed. Hvad selve planerne for landgangens imødegåelse angår, var Rommels teorier præget af den handlekraftige taktikers synspunkter: han ville forsøge at imødegå invasionen så nær ved kysten som overhovedet muligt, helst på selve denne. Strategen v. Rundstedt ville formere en stærk, central manøvregruppe, med hvilken han ville rykke mod invasionshæren til et afgørende slag. I sidste instans blev ingen af løsningerne valgt: H itler båndlagde personlig i afgørende grad navnlig panserdivisioneme, hvilket yderligere komplicerede føringsproblemerne. Udsagn af officerer fra Rommels stab går i øvrigt ud på, at Rundstedt selv havde en væsentlig del af skylden for Atlanterhavsvoldens utilstrækkelige styrke, fordi han var tilhænger af tanken om en samlet modoffensiv og — på basis af erfaringerne fra 1940 — ikke havde nogen større tro på permanente befæstningers værdi i det hele taget. Rommel gjorde sit bedste for at afhjælpe manglerne og lod bl. a. på få måneder udlægge flere gange så mange miner, som der var blevet udlagt i de forudgående år.
At invasionen kom, var ingen overraskelse for nogen, men selv efter landgangen på D-day vedblev Rundstedt i et par uger at tro på muligheden af en ny, stor allieret landgang i Pas-de-Calais området, hvilket bevirkede, at 15. armé blev stående bundet her. E fte r de fjorten dages forløb anså Rundstedt og hans stab imidlertid denne fare for overstået, j men nu var H itler ikke til at få fra tanken. Rundstedt søgte, ; i øvrigt støttet af Rommel, at formå H itler til at bemyndige sig til en tilbagetrækning fra opslidningskampen om Caen, men fik til svar, at linien Caen— Avranches skulle holdes for enhver pris. Men straks efter denne drøftelse blev Rundstedt afsat fra sin stilling som øverstbefalende — det skete den 2. 7. — og erstattet med v. Kluge fra Østfronten. Rundstedt havde været for fast i sine krav om mindre indgriben fra Hitlers side, og medvirkende var vel også den velkendte bemærkning til Keitel, som en dag havde spurgt Rundstedt, hvad der var at gøre, hvortil denne blot havde svaret: »Gør ende på krigen! Hvad andet er der at gøre?« E n anden version lader v. Rundstedt tilføje ordene »I fæhoveder«, men det er dog muligt, at det her drejer sig om en parallel til Cambronnes »merde« ved Waterloo. Den amerikanske general Mac Au liffes nu ikke mindre berømte svar på det tyske kapitulationskrav ved Bastogne under Ardenneroffensiven er derimod autentisk! v. Kluges funktionstid varede kun en månedstid — til kort efter det amerikanske gennembrud ved Avranches. Han blev afløst af M odel i begyndelsen af august og begik selvmord som mistænkt for deltagelse i sammensværgelsen mod Hitler. Men Models chefstid blev kun a f kort varighed. I begyndelsen af september kaldtes Rundstedt atter tilbage, fordi H itler mente, at hans navn havde en så god klang, at det ville have en gunstig moralsk virkning på de tyske arméer, der nu pressedes tilbage mod Rhinen. Model blev nu v. Rundstedts I underordnede — i hvert fald af navn — ved det sidste store ! tyske foretagende på Vestfronten: Ardenneroffensiven. v. Rundstedt fralægger sig ethvert ansvar for denne operation, som H itler selv fik idéen til, og som udførtes af den H itler personligt meget hengivne Model med SS-general Sepp Dietrich som fører for tyngdepunkts-panserarméen. Liddell Hart siger, at udtrykket »Rundstedt-Offensiven« virker på den gamle general som den noksom bekendte røde klud! Og da offensiven kom i gang, frygtede v. Rundstedt stedse mere for sine udsatte flanker og ville helst have standset operationen, men H itler ville ikke høre tale om det. Januar slæbte sig hen med de voldsomme kampe om frontbuen, februar— marts var præget af allierede angrebsforberedelser og rhinovergangene, og kort inden disse sidste blev v. Rundstedt for sidste gangsat fra kommandoen — den 18. 3. 1945 — og afløst af den anerkendte strategiske begavelse Kesselring, hvilket dog selvsagt ingen reel betydning kunne få på dette sene tidspunkt. I maj 1945 blev han taget til fange af amerikanske tropper i Bayern og har siden siddet som fange hos englænderne, der nu rejser anklage mod ham for krigsforbrydelser. Liddell Hart karakteriserer ham i meget smukke vendinger og betragter ham som den mest sympatiske og en af de dygtigste af de tyske generaler, han har været i forbindelse med. Førstepladsen giver han v. Manstein. Men i en speciel henseende står v. Rundstedt på den ubetinget ledende plads: trods sin velkendte antipati mod H itler og det nazistiske system kaldedes han ikke mindre end tre gange, hver gang efter forudgående afsked i unåde, til at beklæde de højeste poster i den tyske hærføring.
Den tyske general med størst publicity af alle var utvivlsomt E rw in Rommel. Interessante karakteristiker af ham foreligger fra flere engelske sagkyndige, bl. a. fra feltmarskal Alexander i en officiel rapport. Alexander søgte inden slaget ved E l Alamein at danne sig et så nøje billede som muligt af Rommels personlighed for derigennem at kunne skønne bedre om fjendens dispositioner. Den vurdering, Alexander her anstiller, falder så nogenlunde sammen med, hvad Liddell Hart og flertallet af de tyske generaler, specielt v. Rundstedt, mener: Rommel var handlingens mand og en fremragende taktiker, men derimod ikke strategen — planlæggeren på langt sigt, forsyningstjenestens og afstandenes behersker. De tyske generaler anså gennemgående Kesselring, der jo en lang periode førte overkommandoen i Middelhavsrummet, for at være en langt større strategisk begavelse. Liddell Harts vurdering var tidligere mere rosende, idet han i tidsskriftsartikler havde givet udtryk for, at Rommel formentlig var denne krigs eneste militære geni.
Rommels tilværelse havde formet sig ret stilfærdigt mellem den første verdenskrigs afslutning og 1933, på hvilket tidspunkt han kom i forbindelse med nazistpartiets forskellige militære organisationer og lærte H itler at kende, der, som Liddell Hart skriver, »anså ham for at være en fo rfr iskende uortodoks soldat, med hvem han kunne drøfte nye militære tanker«. Ved krigsudbruddet var han kommandant i Hitlers hovedkvarter og førte under vestfelttoget en panserdivision, uagtet han tidligere havde været en fanatisk infanteriofficer, hvis bog »Infanterie greift an« også er blevet studeret meget i de allierede lande. Han synes i de første år af krigen ikke at have haft noget dybere teknisk kendskab til panservåbnet, men derimod en højt udviklet sans for den taktiske manøvre og specielt overraskelsesvirkningen. I Nordafrika er hans føring blevet kommenteret så ofte og så anerkendende fra britisk side, at der ikke er grund til at gå nærmere ind på den. Dog må nævnes, at Rommel erkendte sin prekære stilling ved E l Alamein, men at H itler forbød ham at gå tilbage, hvilket ellers af forsyningstekniske årsager havde været den naturlige løsning, i hvert fald efter den mislykkede operation ved Alam H a lfa omkring 1. 9. 1942. Rommel måtte oven i købet i Berlin holde en tale i den traditionelle stil om, at jord; der var vædet med tysk blod o. s. v. Dette var få uger før Alamein. Rommels hærføring såvel før som efter Alamein kommer i et særligt relief, fordi han ofte var talmæssigt underlegen og navnlig underlegen i luften, men det bør dog fremhæves, at hans kampvogne i de fleste perioder inden Alamein var bedre bestykkede og pansret end de britiske, ligesom den tekniske organisation af reparationstjenesten var den britiske overlegen. Hans underførere bebrejdede ham, at han ville gøre alt selv, men beundrede ham for hans dynamik og kommandoføring. Denne beundring deltes af italienerne, som så den skarpe kontrast mellem ham og deres egne »safety-first generaler«, som Liddell H art så fornøjeligt skriver. Tidligere i nærværende artikel er allerede talt om forskellen mellem Rundstedts og Rommels anskuelser i Vesteuropa 1944. Rommel var endnu chef for armégruppe B, da hans vogn den 17. juli havarerede under et allieret luftangreb, og han selv blev hårdt såret. (Kluge overtog m idlertidigt kommandoen over armégruppen foruden at være øverstkommanderende i vest). Han kom sig dog ret hurtigt og var på rekonvalescens, da han i slutningen af august blev opsøgt af to generaler, der efter ordre fra H itler overrakte ham en g iftampul og stillede ham overfor valget mellem at tage giften eller at blive stillet for retten for meddelagtighed i den sammensværgelse, hvis eneste håndgribelige resultat havde været bomben den 20. 7. Rommel havde allerede kort efter invasionen i bitterhed over Hitlers indgriben og halstarrighed udtalt til flere af sine undergivne, at der ikke var andet at gøre end at likvidere denne og at indlede forhandlinger med de allierede. E n proces ville selvfølgelig uundgåeligt være endt med Rommels domfældelse, og han, Tysklands populæreste general og vel også den af modstanderne mest agtede — hans popularitet hos de britiske tropper i 8. armé var så stor, at der måtte iværksættes en speciel antirommelsk propaganda — ikke mindst på grund af sin gode behandling af krigsfangerne, skulle ikke komme til at ende sine dage på slagmarken. I øvrigt var han i Frankrig ikke længere den samme som under de første ørkenfelttog. Strabadserne og klimaet havde taget hårdt på ham, og han var på langvarig rekreationsorlov, da Montgomery angreb den 23. 10. Også ret længe inden operationernes afslutning i Tunis forlod han fronten på grund a f sygdom. Der er mange andre af de tyske hærførere, hvis personlighed historien utvivlsomt vil beskæftige sig ret nøje med — f. eks. feltmarskal Paulus (dog vel lige så meget på grund a f hans rolle efter krigen som hans indsats ved Stalingrad). Model var en af Hitlers yndlinge, viste under defensivslagene i Sovjet betydelige føreregenskaber og havde i den vanskelige fase i vest i efteråret 1944 en væsentlig andel i, at det lykkedes de store tyske styrker at blive samlet og ordnet efter derouten i Frankrig i sommermånederne. Han var sjælen i Ardenneroffensiven, og han begik selvmord, da han stod overfor tilfangetagelsen. Han var en overordentlig hård og stejl officer, vanskelig og uomgængelig, men i besiddelse af stor viljestyrke og frygtløs — selv overfor H itler, v. Manstein regnes af Liddell Hart for at være den dygtigste a f alle de tyske hærførere, med »en ypperlig strategisk sans og en større forståelse af mekaniserede våben end nogen af de generaler, der ikke hørte til selve panservåbnet«. Manstein var skaber af det såkaldte Sturmgeschütz, den S. P. (self-propellecL) gun, som de allierede anser for et af slagmarkens allervigtigste våben. Ovenfor er talt om hans rolle ved forberedelsen af felttoget i Vesteuropa. Senere trådte han mest frem i forbindelse med det mislykkede undsætningsforsøg fra sydvest til Stalingrad og derefter med generobringen af Charkov. I marts 1944 forsvandt han fra skuepladsen, hovedsagelig fordi han for ofte havde demonstreret sin uenighed med Hitler. Hermed endte, som Hart skriver, »de allieredes mest formidable m ilitære modstander sin karriere«. Han sidder nu som krigsfange sammen med v. Rundstedt og afventer anklagen for krigsforbrydelser. De tyske generalfeltmarskallers skæbne har været en dokumentation af både farerne ved at bære gyldne kæder samt af det gamle ord: ve de besejrede. A f de vist 18 marskaller, der udnævntes under krigen, begik Kluge og Rommel selvmord i forbindelse med attentatet den 20. 7. 1944, og Witzleben blev stranguleret. Model begik selvmord ved krigens slutning og L ist i 1948 under processen mod ham. Reichenau og Bock døde under krigen, Keitel henrettedes af de allierede, Kesselring blev dødsdømt, men fik dommen ændret til livsvarigt fængsel, bl. a. under indtryk af en stærk britisk opinion, og v. Brauchitsch døde for nylig i Munsterlager, hvor Manstein og Rundstedt som nævnt er fanger. Paulus’ skæbne er velkendt, og de øvriges forhold er for de flestes vedkommende endnu uafklarede. De anførte oplysninger vil dog være tilstrækkelige til at vise, at der kun kan ventes et såre begrænset antal memoireværker fra hovedaktørerne på tysk side i den store krig.
E.
