Dens Oprindelse, dens Udvikling og dens endelige Opgivelse.
Af Orlogskaptajn Augsburg.
*) Denne Artikel, der formentlig har betydelig Interesse for Hærens Officerer, er med Tilladelse aftrykt efter Tidsskrift for Søvæsen 1927. Red.
En Junidag i Anret 1899 spadserede to af den 1. Haager-Konferences Delegerede fordybede i en Samtale op og ned ad Stranden ved Scheveningen. Disse 2 Personel- var Viceadmiral Sir John Fisher og General Gross von Schwartzhoff, den designerede Chef for den store tyske Generalstab. Samtaleemnet var FashodaAffæren, og under dette udbredte Generalen sig vidtløftig over, hvorledes den britiske Hær som Følge af den britiske Flaades absolute Overherredømme (den tyske Flaade var paa det paagældende Tidspunkt endnu i sin Vorden) var i Besiddelse af en overvældende Magt langt udover dens numeriske Styrke, fordi 200,000 Mand, indskibede paa en Transportflaade og med et for Udenforstaaende ubekendt Bestemmelssssted, var et Vaaben a f uhyre Indflydelse og i Stand til at give dødbringende Slag, ved f. Eks. at besætte Antwerpen, Vlissingen etc. eller ved at gaa i Land 167 km fra Berlin paa den 28 km lange sandede Strandbred paa Pommerns Kyst, som er umulig at forsvare mod en Slagskibsflaade, der milevidt kan bestryge dette flade Land med Granater. Denne Samtale maa have fæstnet sig stæi’kt i Sir John Fisher’s Erindring, thi han omtaler den 13 Aar senere i et Brev dateret 25. A p ril 1912, ligesom der ogsaa er al mulig Grund til at antage, at han ogsaa har refereret den til den britiske Marineforfattei Sir Julian Corbett, idet denne, da Verdenskrigen paa Vestfronten stagnerede i Stillingskrigen, i Begyndelsen af Efteraaret overgav Admiral Lord Fisher følgende Memorandum til Overvejelse:
Østersøproblemet.
Af den Form, som Krigen nu har taget, maa det formodes, at Tyskland haaber paa et godt Resultat ved en Gentagelse a f Frederik den Stores Methoder i Syvaarskrigen, idet Forholdene den Gang og nu er ganske analoge med Undtagelse af, at Storbritanien og Østrig har byttet Plads; men lun til kommer desuden, at den store tyske Generalstab i de sidste 15 Aar har været travlt beskæftiget med at studere Syvaarskrigens forskellige Felttog.
Taget i store 'fræk gik Frederik den Stores Operationsplan i denne K rig ud paa at møde den fjendtligt« Koalition med en pludselig Offensiv mod Sachsen, nøjagtig paa samme Maade, som Tyskland begyndte denne K rig mod Frankrig. Men da Offensiven svigtede, valgte Frederik den Stores Defensiv, under hvilken han benyttede sig af sin Stilling paa de indre Linier til heldigt at føre kraftige Angreb udover sit Lands Grænser, og saaledes var han i Stand til at holde sig mod en Overlegenhed, som praktisk taget er identisk med den Overmagt, Tyskland er stillet overfor nu, og til Trods for, at han ikke gjorde nogen af de Erobringer, han ventede, var han dog tilsidst i Stand til at sikresig Fred paa Grundlag af status quo før Krigen og materielt set til at forbedre sin Stilling i Europa. Saaledes som den nuværende K rig hidtil er gaaet, lover de samme Methoder det samme Resultat. Som Følge af sine udmærkede Kommunikationsforhold har Tyskland været i Stand til at anvende Frederik den Stores Methoder med et endog større Resultat, end han gjorde, og der synes for Øjeblikket ikke at være nogen sikker Udsigt for de Allierede til at være i Stand til at overvinde dem tilstrækkelig hurtigt til at forhindre, at Udmattelse ikke vil undergrave Koalitionens Styrke og Sammenhold.
Den eneste nye Ændring til Gunst for de Allierede er, at Herredømmet paa Stien nu er imod Tyskland, og det er muligt, at alene dettes passive Tryk kan hjælpe med til at bringe det i samme Tilstand af haabløs Udmattelse, som det, hvorfra vi var i Stand til at frelse Frederik den Store i Syvaarskrigen. Dersom man kan gaa ud fra, at dette passive Tryk kan hidføre det ønskede Resultat indenfor en rimelig Tid, saa er der ingen Grund til at ændre vor nuværende Plan for Krigsførelsen til Søs. Men dersom vi ikke har tilstrækkeligt Haab om, at vor passive Holdning vil afstedkomme den ønskede Ændring i Situationen, saa maa det være paa sin Plads at betragte Muligheden for at faa vort Herredømme paa Søen til at virke mere aktivt. Vi behøver blot at gaa tilbage til Syvaarskrigen for at finde en Maade at gøre det paa, som, raafremt aareudelig i det 20. Aa rim udrede, vilde love et godt Resultat lige saa sikkert, som det gjorde det i det 18. Aarhundrede. Skønt Frederik den Stores Methode lykkedes, var den dog ved en enkelt Lejlighed nær ved at svigte. Lige fra Begyndelsen vidste han, at det svage Punkt i hans System var hans nordlige Grænse, og han vidste, at et stærkt Angreb fra Østersøen til hvilken som helst Tid kunde lamme huns Evne til at kæmpe paa 2 Fronter, og det var af Frygt for, at Rusland skulde gøre dette, at han begyndte at presse os saa stærkt til at skaffe ham en Dækningsflaade i dette Hav.
Som Følge af, at vi var optaget paa hele Jordkloden, var det os ikke muligt at skaffe en saadan Flaade, og Resultatet var da ogsaa, at Russerne ved Slutningen af Aaret 1761 var i Stand til at erobre Colberg Havn, besætte største Delen af Pommern og overvintre der under Forberedelse til det afgørende Felttog det følgende Foraar. Frederik den Stores eget Syn paa den farefulde Situation er symboliseret i Beretningen om, at han nu begyndte at føre en lille Flaske Gift med sig i sin Lomme. Som Følge af den russiske Kejserindes pludselige Død om Vinteren blev imidlertid det skæbnesvangre Felttog aldrig foretaget. Rusland sluttede Fred, og Preussen var frelst.
En saa kritisk Periode i Preussens tidligere Historie kan ikke være uden blivende Indflydelse i Berlin. Sikkert er det ikke for meget at sige, at i et Land, hvor landmilitærisk Tankegang stræber efter at beherske de sømilitære Planer, maa den tyske Flaades rigtigste Opgave være at beholde Sølier red øm m- et i Østersøen ubestridt i en saadan Grad, at fjendtlig Invasion ad den Vej er umulig.
Dersom det derfor maa anses for nødvendigt at gribe til en mere drastisk Operationsplan. end den. vi nu følger, og at søge at fremkalde det skæbnesvangre Slag fra Aaret 1761, maa det undersøges, hvorvidt vi er i Stand til at sønderbryde den Situation, som den tyske Flaade har skabt. Kort sagt, er vi i Stand til at tage Østersøen i Besiddelse i en saadan Grad, at det til Foranret vil være muligt at landsætte en tilstrækkelig stærk russisk Hær paa Ponvmerns Kyst indenfor en for Berlin faretruende Afstand eller paa et saadant Sted, at de tyske Kommunikationslinier østefter er truede?
Den første og mest iøjnefaldende Vanskelighed, der er forbundet med en saadan Operation, er, at den vilde fordre hele vor Kampkraft, og vi kunde ikke samtidigt beherske Nordsøen effektivt. Vi maatte saalcdes ligge aaben for en Trusel om et Modtræk, som til enhver Tid vilde tvinge os til at trække os tilbage fra Østersøen; og den eneste Maade at forhindre dette paa, siden den vestlige Udgang a f Kielerkanalen ikke kan blokeres, vilde være at tilsaa Nordsøen med Miner i en saadan Maah’stok, at Operationer vilde blive umulige i dette Farvand.
Indvendingerne mod et saadant Middel er saavel i moralsk som i praktisk Henseende naturligvis meget store. I moralsk Henseende er Hovedindvendingen den, at en saadan Fremgangsmaade er en Forsyndelse imod de neutrale Magter. Men hertil maa bemærkes, at de lider allerede alvorligt under den Minekrig i frit Farvand, som Tyskerne har indført, og det er muligt, at de kunde blive bevæget til at indtage en føjelig Holdning, saafremt de kunde blive overbevist om .at Gennemførelsen af Systemet „Minekrig i frit Farvand" ti! dets yderste logiske Konsekvens vilde fremskynde A fslu tningen paa de nuværende utaalelige Tilstande. De nordlige neutrale Magters nuværende Holdning synes i al Fald at tyde paa, at de vilde være glade ved at finde sig i en hvilken som helst Forholdsregel, der lovede dem Fritagelse for deres voksende Ængstelse for Tysklands Hensigter. Sverige, som i al Fald, næst efter Holland vilde komme til at lide mest derunder, er fornylig paa en uheldssvanger Maade blevet paamindet om den Tid, da Napoleon tvang det mod dets Vilje til K rig mod os. I denne Forbindelse maa det ogsaa bemærkes, at naar den ene Part a f de krigsførende Magter afviger fra Reglerne for lovlig Krigsførelse, er det tilladt den anden Part at vælge sig en af to Fremgangsmaader. Enten kan han sikre sig en moralsk Fordel ved at nægte at fdige et daarligt Eksempel, eller han kan søge en fysisk Fordel ved at tvinge Fjendens Forbrydelse til dens yderste Konsekvenser. Ved. de halve Forholdsregler, vi har taget hidtil med Hensyn til Minekrig i frit Farvand, nyder vi. hverken den ene eller den anden Fordel.
Hvad i al Almindelighed angaar Tanken om at kuldkaste den tyske Operationsplan ved Hjælp a f Operationer i Østersøen, men det erindres, at den Tanke ikke er ny for os. Det blev forsøgt — men lidt for sent — under Napoleons Friedland-Eylau-Felttog. Det var ogsaa planlagt i 1854, da vore Operationer i den store Krig efter Slaget ved Trafalgar og i Særdeleshed paa den pyrenæiske Halvø endnu stod lyslevende i vor Erindring. Det Aar sendte vi nemlig en Flaade ind i Østersden i den Tanke indenfor en faretruende Afstand af Petrograd at landsætte en fransk Styrke, som skulde samarbejde med den preussiske Hær; men da Preussen holdt sig tilbage, blev Tanken aldrig bragt til Udførelse. Dog bevirkede vor Flaades blotte Nærværelse ved at give det Udseende af, at det var Alvor med Truselen, at en meget betydelig Del a f de russiske Stridskræfterblev holdt tilbage fra Krim , og fremskyndede saalcdes i betydelig Grad Krigens gunstige Slutning. T Analogi med dette maa det, selvom den foreslaaede Operation ikke er udførlig, tages under Overvejelse, onr ikke en Trusel om at udføre den i Samvirken med Rusland vil virke i høj Orad forstyrrende paa den tyske Balance og tvinge Landet til fortvivlede Foretagender-, endog til at risikere en Flaadeaktion eller til fuldstændig at støde de skandinaviske Magter- fra sig ved at foretage drastiske For-holdsregler. Naturligvis vil Risikoen blive stor-, men hvis ikke vi er- absolut sikre paa, at vor Flaades passive Tryk or tilstrækkeligt til at bringe Tyskland til en Udmattelsestilstand, maa Risikoen løbes ved at bruge vort Herre dømme paa Søen med større Energi; eller ogsaa kan vi, saa vidt den nuværende Tilstand lover, ikke vente nogen bedre Udgang af den nuværende Krig end den, som Fastlandssammenslutningen blev tvunget til at acceptere i Syvaarskrigen.
Admiral Lord Fisher var, da Verdenskriger tog sin Begyndelse, 7-1 Aar gammel og saaledes ikke mere i aktiv Tjeneste, lian plejede dog lejlighedsvis og særligt efter Verdenskrigens Udbrud at komme i Admiralitetet, hvis First Lord, Mr, Winston Churchill, var hans mangeaarige, nære personlige Ven, og da den 28. Oktober 191-1 den daværende First Sea Lord, Prins Louis af Battenberg, saa sig nødsaget til at trække sig tilbage fra denne Post som Følge a f Offentlighedens perfide og hadefulde Angreb, udelukkende dikteret a f hans tyske Afstamning, foreslog Mr. Winston Churchill Admiral Lord Fisher som hans Efterfølger, og den 20. Oktober 1911 saa Verden atter denne paa den betydningsfulde Post som First Sea Lord.
Ved de ovenfor omtalte lejlighedsvise Besøg i Admiralitetet hos Vennen Mr. Churchill har Samtalen sikkert ogsaa bevæget sig ind paa Strategiens og Taktikers Omraade, og man tager vist ikke meget fejl ved at gaa ud fra, at den af First Sea Lord foretagne og a f Premierministeren billigede Henvendelse af 19. August 1911 til den russiske Regering angaaende Strategien i Østersøen er sket'i fuld Forstaaelse med Admiralen, ihvorvel Mr. Churchill i sine Erindringer under Omtalen af Admiralens Genindtræden i Admiralitetet udtaler følgende: „Da jeg viste ham min Korrespondance med den russiske Regering, sluttede han sig begejstret til Tanken".
Korrespondancen mellem Mr. Churchill og Storfyrst Nicolai, som foregik gennem de russiske militære og maritime Attachéer i London, havde følgende Ordlyd:
„Kielerkanalen gør det muligt for Tyskerne at sende hele deres Flaade enten ud i Nordsøen eller ind i Østersøen. Den britiske Sømagt er ikke tilstrækkelig stærk til at kunne deles i 2 Flaader, der hver for sig-er den tyske Flaade overlegen. Det britiske Admiralitet kan derfor ikke opnaa Søherredømmet i Østersøen med mindre enten (A) det har vundet en afgørende Sejr til Søs eller (R) Kielerkanalen er blevet effektivt spærret. Punkt A afhænger af Fjendens Bevægelser, men kan ske naar som helst. Punkt B er et vanskeligt Foretagende, som vil blive forsøgt ved Hjælp af Luftangreb eller Jagerangreb, eller ogsaa ved begge Dele paa Brunsbuttels Dokporte. Naar det passende Øjeblik indtræffer, vil Punkt B blive forsøgt. Men det er a f Vigtighed, at Planerne bliver forberedt nu, for at faa det mest mulige ud a f vor Erhvervelse a f Søherredømmet i Østersøen ved Hjælp a f enten Punkt A eller B, og vi anmoder den russiske Generalstab om at underrette os om, hvilken militær Nytte den vilde have af dette Søherredømme, saafremt det lykkedes os at opnaa det. Den Operation, at sende en britisk Flaade gennem Bælterne for at gaa ind i Østersøen, er mulig og kunde blive udført, saafremt den strategiske Situation i det store og hele var tilfredsstillende.
Transportskibe til Overførsel a f en stor Invasionshær kunde blive udrustet til hvilketsomhelst Tidspunkt i England. Dersom vi havde Søherredømmet i Østersøen, vilde det være muligt at landsætte en russisk Hær i den Hensigt:
1) at omgaa Flanken paa de tyske Hære, som staar paa Linien Danzig-Thorn og falde dem i Ryggen eller hvad der ellers kunde tænkes at gøre Modstand mod det russiske Hovedangreb.
2) at angribe Berlin Nordfra. Afstanden i lige Linie er kun 1(>7 km.
3) at angribe Kiel og Kanalen med stor Styrke og drive den tyske Flaade til Søs. Alle eller hvilkensomhelst a f disse Operationer vilde være at udføre a f den russiske Hær, men saafremt enten den under Punkt A eller B anførte Betingelse blev fyldestgjort, kunde det britiske Admiralitet transportere, konvojere og landsætte den nødvendige Styrke. Vi anmoder om en fuldstændig Udtalelse om de russiske Synspunkter angaaende disse alternative Operationer, som naturligvis vilde blive afhængig af, at de under Punkt A eller B anførte Betingelser er opfyldte."
Dt'n 24. August modtoges følgende Svar: „Strengt fortroligt. I Besvarelse a f The First Lord of Admirality’s strengt fortrolige Henstillinger, indberettet af Dem den 19. ds., beordrer Chefen for hans kejserlige Højhed den øverstkommanderendes Stab Dem til at overgive følgende Svar til Mr. Winston Churchill: „Vi sætter i overordentlig høj Grad P ris paa Firs t Lord’s Tilbud om at samarbejde med os i vore Landstridskræfters Udførelse af en Landgangsoperation paa den nordtyske Kyst, saafremt den britiske Flaade skulde opnaa Herredømmet over Østersøen. Opnaaelsen af dette Herredømme vilde efter vor Formening i sig selv vise sig at være en meget værdifuld og ønskelig Faktor henimod Udviklingen af vore offensive Operationer mod Tyskland. V i er a f den Formening, at den foreslaaede Landgangsoperation under gunstige Omstændigheder vilde være fuldtud mulig og absolut hensigtsmæssig. Vi modtager derfor med Tak i Princippet Firs t Lord’s T ilbud, men vi tilføjer, at vi kun kunne benytte os deraf, saafremt den almindelige militære Situation selv skulde give Anledning dertil."
Overtydet som Admiralen var om, at Herredømmet i Østersøen og- den deraf følgende Slippen løs a f de russiske Arméer paa hele Tysklands ubeskyttede Nordkyst vilde blive et dødbringende Slag for Modstanderen og saaledes være det fornemste Maal for en Offensiv til Søs, udarbejdede han et Memorandum, der tog Sigte paa Tilvejebringelsen af det hertil nødvendige Skibsmateriel, og den :>. November 1915 forelagde han det med Mr. Churchill’s Billigelse ved en Konference i Admiralitetet.
Til Stede ved Konferencen var følgende:
Second Sea Lord.
Third Sea Lord.
Additional Civil Lord.
Parliamentary and Financial Secretary.
Secretary.
Naval Secretary to First Lord.
Engineer-in-Chief.
Assistant Director of Torpedoes and another representative of the Director of Naval Ordnance.
Commodore (S) and Assistant.
Naval Assistant to First Sea-Lord.
Director of Naval Construction and an Assistant.
Superintendent of Contract Work.
Superintending Electrical Engineer.
Director of Dockyard Work.
Director of Naval Contracts an Assistant.
For disse forklarede Lord Fisher, at Konferencen var blevet sammenkaldt, først og fremmest i den Hensigt at fremskynde Leveringen af 20 Undervandsbaade, som skulde paabegyndes straks, men dernæst of/sau af Hensyn til et meget omfattende Program for Nybygninger, bestemt til et særligt Foretagende.
Spørgsmaalet om at placere Ordrerne for Undervandsbaadene havde allerede været under Overvejelse i nogen Tid, men nu havde First Lord samtykket i at annullere alle eksisterende Papirer angaaende dette Emne, og en frisk Statt skulde øjeblikkeligt paabegytides efter en med Krigsforhold overensstemmende Arbe jds methode. Det ministerielle Omsvøbssystem, særdeles passende for Fredsforhold, skulde forlades, og alt skulde være fuldstændig underordnet overfor Spørgsmaalet om ,,hurtig Bygning“ . Det var ønskeligt at paatrykke alle de tilstedeværende Nødvendigheden af at undgaa „Skriverier" og at gaa frem efter den Methode, som var angivet i det hemmelige Memorandum, som vilde komme til Cirkulation den Digende Dag af Hensyn til Sagen. Der vilde i rette Tid blive truffet Arrangementer for paa en tilsvarende Maade at erhverve yderligere Skibe af andre Typer.
Programmet for Nybygningerne, som var tiltraadt af Mr. Lloyd George i hans Egenskab af Finansminister, var følgende:
5 Slagkrydsere med en Fart af 33 Knob og et ringe Dybgaaende
2 lette Krydsere
5 Flotillejagere
56 Jagere
61 Undervandsbaade
37 Monitorer
24 lette Flodkanonbaade
19 Hjuldampere
24 Undervandsbaadsjagere
50 Søgaaende Patrouillebaade
200 Oliedrevne Motor-Lægtere
90 mindre Lægtere
36 Slupper
---------------
612 Ialt.
Efter Afslutningen af denne Konference blev der afholdt et Møde i Admiralitetet med Repræsentanter fra alle Storbritaniens Skibsbyggerier, ligeledes under Forsæde af Admiral Lord Fisher, og under dette blev det ovenfor omtalte Nybygningsprogram udparcelleret. Ovenanførte Nybygningsprogram greb iøvrigt ind i dit paa det daværende Tidspunkt eksisterende Nybygningsprogram, idet de under Udarbejdelse værende t egninger til dettes 8 Slagskibe (Royal Sovereign-Klassen) blev ændrede, saaledes at Skibene blev oliefyrende i Stedet for kulfyrende, en Foranstaltning, hvorved deres Kampkraft og Fa rt stærkt forøgedes. Yderligere blev de to sidste (Repulse og Itenown) af disse 8 Slagskibe') strøget, for sammen med 3 andre nye Skibe (Courageous, Glorious og Furious) at indgaa i det særlige Nybygningsprogram som dettes 5 Slagkrydsere, de saakaldte „IIush-Hush-Skibe".
Da disse Skibe for mange er omgivet med en vis Mystik, vil det antageligt her være paa sin Plads at g ive nogle Oplysninger om dem. 1 Følge Admiral Fisher’s egen Udtalelse var Skibenes Bestemmelse ikke at deltage i det egentlige Søslag, men
1. at forfølge Fjendens lette Krydsere ind paa lavt Vand og nedkæmpe dem, samt 2. at gøre det umuligt for Tyskerne at hindre en eventuel Landsætning af de russiske Millionhære paa Pommerns Kyst.
For at tilvejebringe høj Fart og saa ringe Dybgaaende som muligt, var Skibene, særligt de 3 sidstnævnte, meget spinkelt bygget, hvilket havde til Følge, at de let havarerede under Skydning og i daarligt Vejr, ligesom ogsaa Vedligeholdelsen af dem var meget kostbar, løvrigt skal følgende anføres om de enkelte Skibe:
Repulse og Renown.
1. Det svære Artilleris Rækkevidde begrænses kun af Synsvidden, men Skibene ryster stærkt, naar det benyttes; saaledes foraarsagede Affyringen af den 4. Salve fra 38 cm’erne For i Renown, at Skibet led betydelig Skade i Forskibet og maatte i Dok for Reparation.
2. Det lette A rtilleri er monteret i Trilling-Affu tager, men disse er klodsede, og Kanonerne er ikke monterede i een og samme Gaffel. Endelig er Skudhastigheden ringe, hvad enten Kanonerne skyder enkeltvis eller i Salve, fordi Laderne er tilbøjelige til at komme i Vejen for hverandre.
3. De to Undervands-Tværudskydningsapparater viste sig at være forfejlet, idet Skjoldene bøjedes ved Skydning med 22 Knob og derover. I 4919— 20 blev derfor disse Apparater fjernet og erstattet med 8 Overvandsapparater.
4. Olieforbruget ved fuld Kraft er 60 ts. i Timen (Maximumsbeholdning 4200 ts.)
5. Allerede 1919— 20 og igen 1921— 22 (d. v. s. henholdsvis 3 og 5 Aar efter 1. Kommandohejsning) maatte Renown til Hovedeftersyn, hvis Bekostning beløb sig til henholdsvis 101,000 og 175,000 £. Repulse har derimod kun een Gang været til Hovedeftersyn, nemlig i 1920— 21 (d. v. s. 1 Aar efter 1. Kommandohejsning), men til Gengæld har dette kostet 861,000 £.
Conrageous og Glorious.
1. For Artilleri- og Torpedoarmeringen gældei' de samme Bemærkninger som for de to foregaaende Skibes Vedkommende; dog blev ved Undervandsapparaternes Fjernelse disse erstattet med 12 Overvandsapparater i Stedet for 8, som i de to foregaaende Skibe. løvrigt kan Courageous og Glorious ikke siges at være vel egnede til at forfølge Fjendens lette Krydsere (den ene af Motiverne til deres Bygning), eftersom en Stævnarmering paa kun to langsomt skydende Kanoner har meget ringe Udsigt til at opnaa Træ fning paa en saa hurtigt bevægende Skive som en let Krydser, der ustandselig vil ændre Kurs for at undgaa Nedslagene. 2. Under Prøverne led Skibene forskellige Haverier og maatte gentagne Gange underkastes Forandringer paa de Værfter, der havde bygget dem. Saaledes overanstrengte Courageous Forskibet lige foran for forreste Kanontaarn ved under haardt Ve jr at løbe med Fart op mod Søen. For at afhjælpe denne Skade blev da PladetyKkelsen fordo! let paa det paagældende Sted, og senere Forsøg har vist, at Svagheden derved er overvundet. Samme Forstærkning blev derpaa Aaret efter (1918) ogsaa foretaget i Glorious for at forhindre en lignende Kalamitet. •"). Begge Skibe, som forøvrigt siges at være indrettet til Mineudlægning, er under Ombygning til Hangarskibe, hvorved de kommer til at ligne Furious, det tredie Skib af denne Klasse, som allerede under Bygningen blev ændret til dette Formaal.
Den Operationsplan, der med Henblik paa en Krig mod Tyskland forelaa i Admiralitetet ved Verdenskrigens Udbrud, var udarbejdet i Begyndelsen af det 20. Aarhundrede, medens Admiral Fisher første Gang beklædte Posten som First Sea Lord, og den gik i al Korthed ud paa snarest mulig efter Krigens Paabegyndelse at bemægtige sig Øen Borkum til en fremskudt Basis for alle de britiske Flotiller og indenskærs Eskadrer, der skulde blokere de tyske Flodmundinger. 1 Aaret 1913 blev det imidlertid overdraget Kontreadmiral Lewis Bayly at undersøge de Methoder, ved hvilke Erobringen og Fastholdelsen a f Øen kunde virkeliggøres i Tilfælde a f en Krig, samt hvorledes dette Problem var blevet paavirket af den Udvikling, der siden Operationsplanens Udarbejdelse havde fundet SDd med Artilleriet og Undervandsbaadsvaabenet, ligesom ogsaa paa Flyvningens Omraade. Kontreadmiralen kom til det Resultat, at Udviklingen i nogle Henseender begunstigede og i andre forhalede Erobringen og Fastholdelsen af Øen paa Operationens forskellige Stadier og som et andet Operationsobjekt, muligvis som en Udvidelse af Operationen mod Borkum, blev da ogsaa Øen Sylt studeret, og meget omhyggeligt blev de tyske Flodmundinger og Øer modelleret paa store Bordkort. Imidlertid var der ved Krigens Udbrud ingen Mulighed for at gaa i Gang med denne Operation, som fordrede 2— 1 af de bedst uddannede Infanteribrigader til at storme Øen, fordi alle anvendelige Tropper var paa den franske Front, og Flaaden havde nok at gøre med at sikre Herredømmet paa Søen og transportere Hæren over Kanalen.
Ved Admiral Lord Fisher’s Tilbagevenden til Admiralitetet fandt Mr. Churchill ham i Princippet stadig gunstig stemt for Angrebet paa Borkum, og da han ligesom First Lord var klar over, at det, som Fdige af Operationens kritiske Karakter og de eventuelle Følger af denne, var nødvendigt at træffe de dermed forbundne Forberedelser i dybeste Fortrolighed og udarbejde dem til de mindste Detailler for derefter kun at udføre Operationen, naar Omstændighederne talte derfor, saa beordrede de i fuldstændig indbyrdes Forstaaelse (det udtaler i al Fald Mr. Churchill) i November 1914 Flaadens Stab til at gennemgaa den af Kontreadmiral Bayly affattede Operationsplan i den Hensigt at foretage Angrebet i Løbet af Aaret 1915.
Men endskønt First Sea Lord saaledes i Princippet forekom First Lord at være gunstig stemt for Erobringen af Borkum og til denne talte meget om Operationens Vigtighed og de med dens Gennemførelse forbundne Vanskeligheder, saa var denne Overensstemmelse dog kun tilsyneladende, idet First Sea Lord i Virkeligheden kun interesserede sig for Firs t Lords Operationsplan (den Bayly’ske) for saa vidt den faldt sammen med hans egen, d. v. s. den tyske Flaades Indespærring i de i Nordsøen faldende tyske Floder. Overensstemmelsen gjaldt endda kun med Hensyn til Maalet, medens der herskede den mest fuldkomne Uoverensstemmelse med Hensyn til de hertil krævede Midler, idet den Bayly’ske Plan forudsatte den britiske Flaades Opereren i Nordsøen, hvilket Farvand den Fisher ske Plan kun tilsigtede at gøre ufarbar for den tyske Flaade ved Masseudlægning af Miner, for derved at f r igøre den britiske Flaade til Offensiven ind i Østersøen, og til stor Ærgrelse for First Lord satte First Sea Lord ikke tilstrækkelig Fart i Staben for at faa den Bayiy ske Operationsplan ordentligt undersøgt, men talte i Stedet for om at gøre Nordsøen ufarbar ved Masseudlægning af Miner. Herimod indvendte First Lord, at den britiske Flaade kun laa inde med en Minebeholdning paa ca. 5000 Miner, et kun forsvindende Antal i Forhold til de Masser, som krævedes til Gennemførelsen a f den Fish el’ske Plan og som det iøvrigt var umuligt at tilvejebringe i overskuelig Frem tid; og selvom den britiske Flaade laa inde med denne kolossale Minebeholdning, saa var han dog ikke overbevist om, at Mineudlægningen vilde skaffe den tilstrækkelige Sikkerhed til, at den britiske Fiaade kunde trækkes ind i Østersøen, thi li rad skuldr afholde den tyske Flaade fra at stryge Geunemsejinigsaabninger i Mine felter ar, naar disse henlaa ubr vogtede og uden Forsvar?*)
Hvad Admiralen svarede hertil vides ikke, men det kan dog have sin Interesse at anføre en af ham selv fremsat skriftlig Udtalelse den 28. Februar 1918 angaaende Minespærringers Effektivitet: „Jeg har hørt nogle Idioter sige, at Østersøen er uindtagelig som Følge af de derværende tyske Miner. Intet jordisk Minesystem kan undgaa at blive ødelagt. Vi kan komme ind i Østersøen, naar som helst vi ønsker at gøre det. Jeg garanterer det."5)
Men ét er naturligvis, naar Fjendens Miner siges at være en Hindring for Gennemførelsen af ons egen Operationsplan, og et andet, naar samme Operationsp'an’s Gennemførelse er baseret paa, at egne Mine c r en absolut Hindring for Fjenden. Da Admiralen saaledes ikke kunde faa Minerne udlagt ad denne Vej, forsøgte han en anden, og i et Memorandum, udarbejdet i November 1911, fremsatte han følgende Betragtninger:
„I)en tyske Mineudlægningspolitik har haft til Resultat, at Adgangen til deres Havne er nægtet os, at vore Undervandsbaade er belemret i deres Forsøg paa at trænge ind i de tyske Farvande, og at vi har mistet vor sidste Dreadnoughtnybygning Audacious foruden mange andre Krigsskibe og over 70 Koffardiskibe af forskellig Størrelse. Da vi kun har lagt et Minefelt udfor Ostende, et Minefelt, hvis Beliggenhed vi iøvrigt har notificeret, har Tyskerne fri Adgang til vore Kyster til at udlægge nye Miner og til at foretage Fremstød og Bombardementer. Til umaadelig Ulempe for vor Kysttra fik har vi maattel slukke Farvandsbelysningen paa vor Østkyst for saaledes at gøre det vanskeligt for de tyske Skibe at udlægge Miner. Undertiden har vi fuldstændigt maattet stoppe Trafikken paa Østkysten som Følge a f disse Miner, og Risikoen ved at sejle der er saa stor, at Fragterne i enkelte Tilfælde er steget 7b '/ , ganske bortset fra Mangelen paa Tonnage. Tyskerne har udlagt Miner nord for Irland og vil antagelig endvidere besværliggøre Søfarten i Atlanterhavet. Den tyske Mineudlægningspolitik har saaledes hindret den britiske Flaades Bevægelser ved at tvinge den til at gøre store Omveje, saa at Udførelsen a f saadanne Fremstød som den fornylig stedfundne Hartlepool-Affære paafører en uhygre Risiko, medens samtidig den tyske Flaade kan navigere til vor Kyst med den største Fart og Sikkerhed. De véd, at vi ikke har udlagt Miner, og Beliggenheden af deres egne Miner er naturligvis nøjagtigt indlagt i deres Kort; det véd vi ganske bestemt er en Kendsgerning. I Modsætning hertil maa vor Flaade begrænse sine Bevægelser til det aabne Hav eller langsomt famle sig frem efter Minestrygerne.
Der er intet tindet Valg end at optage en offensiv Mineiii / læg n i n g s/inlit ik. Det er imidlertid uheldigt, at vi kun har 4,900 Miner disponible for Tiden. Den 1. Februar vil vi, indbefattet 1000 M iner fra Rusland, have 9,110 og den 1. Marts 11,100 Miner. Dette Antal er imidlertid ganske utilstrækkeligt, men der gøres enhver mulig Anstrengelse for at faa flere. Vi er ogsaa ved at skaffe hurtiggaaende Mineskibe1’), eftersom de nuværende er meget langsomme og kun har en meget lille K u lbeholdning. Saaledes kan vi for Tiden kun gaa langsomt frem med Hensyn til at udlægge Miner, men der kan fortsættes med omhyggeligt at udvælge Steder til at lægge dem. Vi maa sikkert se frem til en stor Udvidelse a f tysk M ineudlægning i Bristolkanalen, den engelske Kanal og andetsteds i Betragtning af Admiral Tirpitz’s nylige Udtalelser med Henblik paa at angribe vor Handel. Neutrale Skibe tager nu Lods ved den tyske 0 Sylt og befordrer uhindret Gods til tyske Havne, i Følge Opgørelse Bomuld, men mere sandsynligt Kobber e. t. c., og omgaar saaledes vort økonomiske Tryk. Dette vilde Øjeblikkeligt blive stoppet effektivt ved at optage en Mincadlægningspolitik. Heller ikke vilde de tyske Skibe kunne staa til Søs med Fa rt som nu; de vilde blive tvungne til at gaa langsomt e fter forangaaende Minestrygere og vilde saaledes blive udsat for Angreb af vore Undervandsbaade."
Medens Firs t Sea Lord saaledes i al Almindelighed fortsatte med at tale til Gunst for en Indtrængen i Østersøen, bestræbte First Lord sig ihærdigt med at koncentrere Opmærksomheden paa den Fremgangsmaade, der i Praksis var nødvendig for at storme7) Borkum og saaledes enten indespærre den tyske Flaade eller ogsaa tvinge den ud til Slag, og efter at være bleven klar over, at First Sea Lord i Virkeligheden kun interesserede sig for sin egen Østersøoffensiv, søgte nu First Lord at interessere andre højtstnaende Søofficerer for sin (den Bayly’ske) Plan, og i den Hensigt henvendte han sig da direkte til Chefen for Flaadens Stab, Viceadmiral Sir Henry Oliver og til den Øverstkommanderende, Sir John Jellicoe. First Lord fandt imidlertid en tydelig og bestemt Ulyst til denne Plan, en Modstræben, som voksede efterhaanden som Detaillerne ved Planen kom tilsyne, og som tydeligt lagde sig for Dagen ved Ligegyldighed og en fuldstændig Mangel paa virkelig Anstrengelse. Der er ingen Tvivl om, at Sømandsinstinktet var imod at løbe den store Risiko, som Gennemførelsen a f denne Plan fordrede, men rot naturligt drog da First Lord den Slutning, at naar delle var Tilfældet, da var det ogsaa ørkesløst at tale om Letheden ved at trænge ind i Østersøen.
Den 1sr December holdt War Council sit 1. Møde (det andet Møde siden Admiral Lord Fisher's Genindtræden i Admiralitetet), og i dette talte Adm iralen iøvrigt for en Genoptagelse af Offensiven i Stedet for Flaadens daværende defensive Holdning, der var skadelig for Moralen og ikke nogen virkelig Beskyttelse mod de fjendtlige Undervandsbaade.
I samme Møde blev Forslaget om at bemægtige sig ep 0 udfor den tyske Kgst udsat.
Den. 21. December 191 i. som Resultat af lange Diskussioner, i hvilke First Lord gik imod forskellige mindre Mineprojekter, skrev denne til First Sea Lord:
Jeg ser ingen Hindring i at udlægge et eller to hemmelige Minefelter om Natten udenfor Helgoland eller at udlægge Miner som Skjold eller Barrière udfor svage Punkter paa vor egen Kyst. Jeg er forberedt paa, at vi skal faa Ulempe a f det senere, men der er altid en Mulighed for at komme hjem med noget paa Tasken. Det er ganske som at spille paa nogle faa Lotterisedler, men det er ikke noget Surrogat for Handling. En Politik, der gaar ud paa at strø nogle faa Minebuketter fra Jagerne og bygge hurtige Skibe, som ikke vil kunne være færdige, før alt er forbi, det er kun en delvis Løsning a f det Problem, vi staar overfor. Jeg er ganske imod at lægge Kølen til nye Dreadnought’er paa det nuværende Tidspunkt, da dette vil hemme mere presserende Arbejde i enhver Henseende. ----- Løsningen paa den maritime Situation er en oversøisk Basis, taget med Magt og holdt med Magt, og hvorfra vore U-Baade af C-Klassen og kraftigt artilleriarmerede Jagere Dag og Nat kan blokere den tyske Bugt, og rundt omkring hvilken og for hvilken en Række forvovne Kampe vil finde Sted til Vands og til Lands til Fjendens fuldstændige Ruin. Men jeg kan ikke finde en eneste, der kan gøre en saadan Plan levende og fremherskende, og inden det sker, er vor Stilling, som jeg har skildret den for Dem, og ganske som De selv med Rette siger, nemlig, ventende at blive sparket, men uvis om, hvornaar og hvor ...."
Antagelig er First Lord efter Brevets Afsendelse blevet ængstelig for, at First Sea Lord skulde finde det altfor fordømmende for hans Østersøoffensiv med de dermed forbundne Forberedelser (Skibsbygningen og Mineoffensiven i Nordsøen), og at han derfor snarest burde lade, som om han gik ind paa Firs t Sea Lord’s Plan, saa meget mere som denne i sin første Fase faldt sammen med hans egen Plan, og den 22. December 191.', skrev First Lord følgende til First Sea Lord :
„Jeg holder fuldstændig med Dem angaaende Spørgsmaalet Østersøen, men De maa først lukke denne Side. De maa tage en Ç) og spærre dem inde à la Wilson'1), eller De maa sprænge Kanalen eller Sluserne, eller De maa knuse deres Flaade i et Søslag. A t strø Miner vil ikke være noget Surrogat for disse Alternativer."
Medens der saaledes tilsyneladende var Enighed om Maalet, men absolut ikke om Maaden, hvorpaa dette skulde naaes, maatte det første Skridt være at finde en Mand, der besad den fornødne Velvilje overfor Foretagendet samt den nødvendige professionelle Dygtighed og personlige Viljekra ft til at føre det igennem. Da Admiral Sir Lewis Bayly i 1918 havde haft det Hverv at revidere denne Operationsplan, og denne som Følge deraf maatte kunne forventes at være ham bekendt, og da Admiralen i det store og hele maatte antages at se velvilligt paa Operationsplanen, eftersom han ikke havde udtalt sig imod den, fandt man ret hurtigt, at han var i Besiddelse af de ovenfor anførte nødvendige Egenskaber til dens Gennemførelse, og han blev derfor udset til at være dens Chef. Imidlertid vilde der hengaa mange Maaneder, før Monitorerne kunde blive færdige, og da afskediget Admiral Sir Arthur Wilson havde slaaet paa, at et effektivt Bombardement fra Søen fordrede en intensiv Træning af Artilleriet, fratraadte Admiral Sir Lewis Bayly, i fuld Forstaaelse mellem First Loi'd, First Sea Lord og Sir Arthur Wilson, sin Kommando over 1. Slagskibseskadre i Grand Fleet for at tiltræde Kommandoen over 5. Slagskibseskadre (Formidable-Klassen), som skulde formeres i Løbet af Begyndelsen af 1915 ved „the Nore", i den Hensigt at gdre denne Eskadre til Stammen i den til Operationen nødvendige Bombardementsflaade og dens Chef til Lederen af Søoffensiven i 1915.
Den 22. December UD', tilstillede First Loi'd P remierministeren en Skrivelse angaaende den foreliggende Situation. E fter at have fremsat som sit Synspunkt, at det vil være fuldstændigt sandsynligt, at ingen af Parterne vil være i Stand til at bryde igennem Modstanderens Linie, fortsætter First Lord som følger:
„Gaaende ud fra, at dette Synspunkt er rigtigt, rejser det Spørgsmaal sig, hvorledes vi bør anvende vor voksende militære K ra ft. E r der ikke andre Alternativer end at sende vore Arméer til Flandern for at tygge Pigtraad? Kan endvidere Flaaden ikke bringes i mere direkte Kontakt med Fjenden? Dersom det er umuligt eller utilbørligt kostbart at gennembryde de tyske Linier paa de eksisterende Fronter, bør vi da ikke, efterhaanden som nye Styrker bliver disponible, engagere ham paa nye Fronter og bringe Russerne i Stand til at gøre det samme? A t foretage en Invasion i Slesvig-Holsten fra Søsiden vilde straks true Kielerkanalen og gøre det muligt for Danmark at slutte sig til os. Danmarks Tilslutning vilde aabne Østersøen. E t britisk Søherredpmme i Østersøen vilde gøre det muligt at landsætte russiske A r méer indenfor 90 Smls A fstand fra Berlin, og Fjenden, boldt fast paa alle Fronter, vilde blive tvunget til at gøre Front mod nye Angreb, rettede mod vitale Punkter, og til at udmatte sig selv paa en endnu større Kampfront. En vigtig Indledning er Tillukningen af Helgolandsbugten. Erobringen a f en tysk 0 til Anvendelse som Basis er det første, uomgængeligt nødvendige Skridt, idet dette alene kan garantere Storbritanien mod Raid eller Invasion. Det vil endvidere gøre det muligt fuldt ud at udnytte vore Flotillers Kampkraft. Øens Fastholdelse a f os vilde gøre Situationen uholdbar for Fjenden og efter al Sandsynlighed fremtvinge Søslaget. Bortset fra Hclgoland er der kun Øen Borkum, som opfylder Mr. B alfou r’s fire Betingelser111). Dersom Borkum blev taget, vilde denne kunne fastholdes uden at lægge Beslag paa Grand Fleet til dette Formaal. Dersom Borkum blev fastholdt, synes det mig sandsynligt, at iler vilde følge en Række Tildragelser efter, som i Løbet a f faa Uger maatte føre til, at tyske Skibe vilde blive drevet fra Nordsøen ind i deres Havne og der blive indespærret ved Hjælp a f Miner. Der er .3 Faser i Krigen til Søs: Den første er Renselsen af Havene og Tilbagetrækningen a f de dertil nødvendige Eskadrer, og den er paa det nærmeste forbi; den anden er Lukningen af Elben, og den skal vi nu i Gang med; og den tredie er Herredømmet i Østersøen, og det ej- den afgørende."
Ved Begyndelsen af Anret 1915 maatte Krigssituationen fra engelsk Side kendetegnes ved følgende tre Ilovedmomenter: 1. Dødvandet i Frankrig (Hovedkrigsskuepladsen), 2. Den paatrængende Nødvendighed af snarest at komme ud af dette Dødvande, inden Rusland blev rendt over Ende, og ?>. Muligheden for at fjerne dette Dødvande ved at foretage store combinerede sø- og landmilitære samt politisk-strategiske Operationer paa den ene eller den anden Flanke.
First Lord’s Bedømmelse af Slagliniernes nordlige Flanke var følgende:
„Paa (len nordlige Flanke ligger en Gruppe snun, men mandige og kultiverede Stater. Alle er under Indflydelse af Tysklands Magt og forbundet med dette Land ver mange Baand, men alle er fast overtydet om, at en tysk Sejr vil bringe dem i et Vasalforhold til Sejrherren, og alle skælver for den Skæbne, der er overgaaet Belgien. Mobiliseret og stærkt rustet bevogter Holland ængstelig sine Grænser. Danmark, gennem hvis Territorium Vejen gaar til Østersøen, er praktisk talt forsvarsløs. Norge og Sverige er lige saa ængstelige for Rusland som for Tyskland. Det vil være forkert at drage nogen a f disse Magter med ind i Krigen uden at være i Stand til at forsvare dem til Lands eller til Vands og forene deres Styrker; men saafremt dette vil være muligt, vil Tysklands S tilling blive fortvivlet. Den hollandske Hær er en virkelig Faktor. De hollandske Øer kan byde den b ritiske Flaade uvurderlige strategiske Fordele. Danmark kan aabne Døren til Østersøen for den britiske Flaade, og de A llieredes Herredømme i Østersøen vil have en direkte Kontakt med Rusland til Følge. Dette vil gøre Blokaden absolut og vil udsætte hele Nordtyskland for en konstant Trusel om en russisk Invasion søværts."
Efter derpaa at have anført de Forhold, der talte for et Angreb paa den sydlige Flanke, fortsætter First Lord:
„Der var saaledes paa dette Tidspunkt to store Planer for Sømagtens Anvendelse til at fjerne den morderiske Stagnation paa Vestfronten. Begge tog Sigte paa at bryde igennem og beherske de a f Lande lukkede Farvande, der beskyttede Teutonernes Flanker. Begge vilde give direkte Kontakt med Rusland og befri vor østlige Allierede fra hans dødelige Isolering. Begge vilde paa en afgørende Maade paavirke en Gruppe a f neutrale Stater, og begge vilde, selvfølgelig i Forhold til det opnaaede Resultat, virke stærkt svækkende paa de teutoniske Kejserrigers Resourcer. Skulde vi tage Sigte paa Holland, Danmark Norge og Sverige eller paa Grækenland, Bulgarien og Rumænien? Skulde vi støde frem gennem Bælterne til Østersøen eller gennem Dardanellerne til Konstantinopel og til Sortehavet?"
Saavel Dardanellerplanen som Borkum- eller Østersøplanen hvilede paa det Grundlag, at Fronten i Fran krig indenfor en overskuelig Frem tid ikke vilde undergaa nogen afgørende Ændring, ligesom de begge var Udtryk for den samme Tanke, at tvinge den fjendtlige Flanke tilbage og bringe Hjælp til Rusland. Sammenlignet med Operationen mod den nordlige Flanke var imidlertid Operationen mod den sydlige Flanke a f et langt mindre Omfang, ligesom det ogsaa var et betydeligt mindre risikabelt Foretagende, bl. a. med Hensyn til Forbindelseslinierne, fordi der hverken til Vands eller til Lands var Mulighed for at skulle optage Kampe af saadanne Dimensioner som paa den nordlige Flanke. Angrebet paa den sydlige Flanke var saaledes en mindre Operation, men det var en Operation, som kunde have meget store Resultater til Følge, idet Bortelimineringen af Tyrkiet som en krigsførende Magt og en Sammenslutning af Balkanstaterne mod Centralmagte]', ne maatte anses for næsten ligesaa vigtig som Herredømmet i Østersøen og den deraf følgende russiske Invasion.
En Sammenligning mellem de to Angrebsmuligheder maatte absolut falde ud til Gunst for Angrebet paa den sydlige Flanke, idet Vanskelighederne og Risikoen var mindre, medens det opnaaede Resultat maatte anses for det samme. Dog var der al mulig Sandsynlighed for, at det vilde tage betydelig længere Tid, inden Resultatet af Angrebet paa den sydlige Flanke vilde vise sig.
(Fortsættes).
