På stikordet »Taktik i atomalderen« melder der sig hos enhver skolet fører tre begreber, der er indbyrdes forbundne:
BEVÆGELIGHED — SPREDNING — ILDKONCENTRATION
Moderne hærenheders organisation, deres bevæbning og føring bar i vid udstrækning taget disse begreber i regning. Men når man læser afhandlinger om artilleri, kan man få den opfattelse, at slagmarkens tidligere dronning, som var i stand til at sætte sit præg på kampens forløb, nu er blevet et forældet våben, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden det for stedse henvises til et museum. Er der nu grund hertil?
Det forekommer mig, at det foruden mange misforståelser eUer manglende forståelse af våbnets væsen skyldes, at artilleriet endnu delvis er alt for bundet til opgaver, som hører fortiden til, og ikke er villig nok til at opgive forestillinger om inddeling og føring af større artillerienheder, som er blevet et kært eje og sikkert også tidligere har haft deres berettigelse, men som ikke mere retfærdiggøres af en tvingende nødvendighed på atomslagmarken.
I det følgende skal årsagerne, der har ført til denne situation, gennemgås, og et forslag til diskussionen forsøges fremsat. Kun gennem erkendelse af den hidtidige situation kan man drage slutninger for fremtiden.
Lad os genkalde billedet af en kampplads før atomtiden. Det er kendetegnet ved to krav:
— For enhver pris at bevare sammenhængen i fronten.
— At koncentrere styrker og materiel i kampens tyngdepunkter.
Af disse to krav blev den nødvendige opgave for føring udledt:
— At skaffe ildoverlegenhed i tyngdepunktet.
Dette blev gjort muligt ved
— Koncentration i rum af flest mulig pjecer,
— stærkt centraliseret ledelse gennem artilleristabe, og
— til mindste detalje udarbejdede ildplaner og ildstøtteplaner.
Allerede dengang opstod problemet, at finde egnede stillinger, og at tilfredsstille det enorme ammunitionsbehov.
De taktiske krav resulterede (under 1. og 2. verdenskrig) i en massiv opstilling af artilleriet, som medførte anvendelse af over 100 rør pr. front- kilometer. Da man allerede dengang ikke kunne opstille alle pjecer lineært, blev opstilling i dybden nødvendig, men dybdegrupperingen behøvede dog kun at være ringe.
Lad os sammenfatte:
Føring af artilleri før atomtiden var præget af
— koncentration af meget store mængder af skyts,
— stort ammunitionsforbrug,
— centraliseret ledelse med meget nøje udarbejdede ildplaner og ildstøtteplaner,
— stort tidsforbrug til opmarch og gennemførelse,
— relativ ubevægelighed,
— ringe spredning, såfremt det ikke var påkrævet at tage hensyn til fjendtlig luftoverlegenlied, og
— bestræbelse på at virke dybest muligt ind i fjendens område.
Af disse grunde har følgende været gældende i denne epoke, at artilleriet blev skudt længst muligt frem for at udnytte skudvidden, og at der ikke blev holdt artilleri i reserve, da artilleriets materieltab var forholdsmæssig små, og den ringere skudhastighed måtte udlignes gennem et større antal rør.
Disse grundsætninger — skabt af den tids erfaringer — var rigtige, og det ville være ønskeligt, om man også i dag kunne tiltræde dem uden forbehold. Men det må være tilladt at tvivle herpå. Da der må regnes med anvendelse af atomvåben, er det på bøje tid at tilpasse artilleriet til den moderne kamps betingelser. Den efterfølgende afhandling — inddelt efter forskellige synspunkter — vil fremsætte visse tanker og opfordre til overvejelse.
1. Artilleriets opgaver:
a) Den taktiske opgave bestemmer våbnets teknik, nødvendige ydedygtig- hed, organisation og føring. Selv om det tekniske stade også har indvirkning på taktikken, ville det være forkert at tale om taktikken som »anvendt teknik«.
b) Fordeling i store træk af opgaver i overensstemmelse med dybden af målområdet.
— Brigadeartilleriet støtter kampenhedernes (pansertroppernes og infanteriets) umiddelbare kamp.
Den dybde, i hvilken det kan virke foran egen forreste linie, dets effektive rækkevidde, er afhængig af jordohservation og finder i hedste fald sin praktiske grænse ved 10 km.
— Divisionsartilleriet bærer i hovedsagen kampen mod fjendtlige artilleristillinger, udgangsamråder og reserver af alle slags. Det er foruden af jordohservation afhængig af artilleriflyvere og glimt- og lydpejling, og kan således i bedste fald virke i indtil 25 km foran egen forreste linie.
— Korpsartilleriet må efter de taktiske krav række væsentligt dybere Målsøgningen skal kunne erkende den fjendtlige opmarch i dybden.
Opgaveområderne griber naturligvis i praksis ind over hinanden. De er her skarpt afgrænsede, udelukkende for at lette forståelsen.
c) Beregning af de nødvendige skudvidder for korpsartilleriet af i dag:
— Går vi ud fra, at opmarchdybde og -bredde, angrebets form og den for dets gennemførelse nødvendige tid er afhængige af den hastighed, hvormed tropperne kan bevæge sig, så kan vi slutte, at disse faktorer også øver indflydelse på kravene til artilleriet om skudvidde m. v.
— Lad os som udgangspunkt benytte skudvidderne under 1. verdenskrig, der i sin sidste fase frem for nogen var en artilleristisk bestemt krig. Datidens marchhastigheder blev beregnet efter de fodmarcherende styrker.
Så får vi en relation, som vi kan arbejde med.
— Det langtrækkende artilleris gennemsnitlige skudvidde androg 30 km. En marcherende enhed brugte ca. 7 timer til at tilbagelægge denne afstand. Overfører vi denne tid på nuværende forhold, så tilbagelægger en motoriseret enhed 140 km i kampområdet med en gennemsnitshastighed af blot 20 km/t.
Vort langtrækkende artilleri, d. v. s. korpsartilleriet, måtte altså kunne skyde 140 kin for at skabe forhold, der kan sammenlignes med 1918.
Tager vi i betragtning, at flyvevåbnet i sit interdiktionsprogram i dag til dels har overtaget det langtrækkende artilleris opgaver, så kan vi måske nøjes med at række 80 km foran egen forreste linie. Denne skudvidde er imidlertid nødvendig, og der skal senere anføres endnu nogle grunde herfor.
— Til opklaring mod egnede mål behøves fly (bemandede eller ubemandede) med indbygget fjernsynstransmission.
Fotoopklaring kommer på baggrund af de normale marchhastigheder i dag for sent.
2. Artilleriets inddeling:
Artilleriet må almindeligvis tilpasse sig den taktiske inddeling og føringstrinet, d. v. s.
— Til brigade eller regimentskampgruppe hører organisatorisk artilleri.
— Divisionen må have tilstrækkeligt middeltungt og tungt artilleri til at kunne løse sine artilleristiske opgaver alene. Den må ikke være henvist til forstærkning, hverken af brigade- eller korpsartilleriet.
— Korpset må råde over tilstrækkeligt langtrækkende artilleri og må ikke have nødigt at løse divisionens artilleristiske opgaver. Tre føringstrin er altså nødvendige:
— Brigadeartilleri,
— Divisionsartilleri og
— Korpsartilleri.
De må hver for sig evne at føre artillerikampen og gennemføre den faglige tjeneste selvstændigt. Selvom artilleriet ifølge sin natur behersker en nøje kontrolleret ildledelse af store artillerimasser, så gør nutildags nye synspunkter sig gældende, som man ikke uden videre kan skubbe til side.
Atomtiden sprænger den sammenhængende front og det sikre bagterræn og fordrer til gengæld bevægelige og selvstændige enheder. Dette må også artilleriet tilpasse sig, hvilket ikke udelukker, at det højere trin kan yde de lavere artilleristøtte eller kan samle ild fra lavere trin til koncentrationer andre steder. Det skal blot ikke være regelen. Artilleriet må derfor endnu mere end tidligere — inden for rammerne af direktiver — stille langfristede opgaver og ikke gøre for megen brug af anvisning af enkeltmål. Ellers bliver den lavere artilleriføring for uselvstændig og for tungt arbe j dende.
3. Artilleriets skudvidder:
Hvis man betænker og tager liensyn til det i punkt 1 anførte, at en stærk dybdegruppering er nødvendig under atomkrigsførelse, hvilket burde være tilgodeset med ca. % af skudvidden, kommer man til følgende beregning.
Rækkevidde udover egen forreste linie = % skudvidde.
Der fremstår altså en fornøden minimumsskudvidde for Brigadeartillcriet på ca. 15 km.
Divisionsurtillcriet på ca. 35 km.
Korpsartilleriet på ca. 120 km.
Derved bliver sammenstuvning af artilleri i den forreste kampzone undgået, og opgaverne kan løses.
Det er klart, at korpsartilleriets skyts ikke er i stand til at opnå sådanne skudvidder. Ved siden af skyts optræder raketvåben derfor mere og mere.
Følgende opdeling er derfor tænkelig:
Brigadeartilleri: 155 mm haubits + raketkastere.
Divisionsartilleri: 203 mm haubits + Honest John.
Korpsartilleri: kun raketvåben af typen Sergeant el. lign.
4. Atomvåbens indflydelse på artilleriet.
Medens de hidtil behandlede slutninger kunne drages af den moderne taktik og de motoriserede enheders øgede marchhastigheder samt bevægelighed, så må der drages yderligere, specielle slutninger af muliglieden for indsættelse af fjendens eller egne atomvåben.
a) Til beskyttelse mod radioaktiv stråling må i det mindste brigade- og divisionsartillcriet være fuldstændig pansret, det gælder ikke blot de i den umiddelbare frontzone indsatte dele.
b) Til forøgelse af bevægeligheden må hele brigade- og divisionsartilleriet — i det mindste for kampkøretøjernes vedkommende — bestå af selvkørende lavetter med _arvebånd. Trukket eller motorbåret artilleri er på grund af dets for store sårbarhed forældet på atomslagmarkcn.
c) Den af omstændighederne påtvungne indlemmelse af artillerienheder i de mindste kampgrupper gør det nødvendigt, at batterierne råder over organisatorisk tildelte observationsgrupper. Den af sparsommelig- hedshensyn mange steder brugte fremgangsmåde, at holde observatører i pulje ved afdelingen og konsekvent at henvise enkelte batterier til fremmede observatører, kan forekomme besnærende, men vil ikke kunne følge den moderne kamps skiftende situationer,
d) Artilleriets tekniske opklaringsmidler kræver måske af uddannelses- grunde en selvstændig organisation, men i krigstilfældc bør man lade dem indgå organisatorisk i de skydende artillerienheder, som de skal samarbejde med. Hvis vi derfor mener, at lyd- og gliintpejletjenesten egner sig bedst til samarbejde med divisionsartilleriet, vil en indordning i den middeltunge artillcriafdcling være hensigtsmæssig. lågeledes hører artillerifly til her.
5. Artilleriildens virkning.
Af den sidste krigs våbenpræstationer bliver hyppigt udledt, at artilleriet må kunne bekæmpe enkeltmål i konventionel forstand. Foruden kon- centrationor, der dækker større områder, skal det med kanoner og haubit- ser udrustede artilleri altså være i stand til at bekæmpe f. eks.:
— enkelte hulrum
— enkelte forsvarspunkter eller endog
— kampvogne.
Disse opgaver hører ikke mere hjemme i artilleriets opgavekatalog. I morterer og kampvogne råder kampenbederne i dag over midler, der både hurtigere og nøjagtigere kan ødelægge sådanne mål. Men kampenbederne har ingen våben, der indenfor et større område kan holde fjenden nede med observeret ild og overdænge ham med brisantgranater, eller som kan bekæmpe det generende fjendtlige artilleri.
Artilleriet hjælper bedst ved koncentrationer i afdelingsramme eller, når situationen tillader det, også i større ramme mod
— Udstrakte mål,
— Fjendtligt artilleri og
— Mål i kampområdets dybde.
6. Atomartilleri.
Kravet om en virkning over udstrakte områder opfyldes bedst af atomladninger, der med et enkelt skud opnår større virkning, end koncentrationer af mange rør nogensinde har gjort. Man skulle altså forsøge at overlade bekæmpelsen af større mål især i dybden af det fjendtlige kamprum til atomartilleriet. Men vanskelighederne ved at finde egnede mål for dette artilleri er uhyre, og det af to grunde:
Det varer for længe
— inden nutidens opklaringsresultatcr er vurderet, og
— inden kommandovejen og varslingssystemer tillader affyring af et atomvåben.
Ud af dette dilemma kan atomartilleriet først komme, når
— de højeste kommandomyndigheder ikke først behøver at give deres samtykke, inden hvert enkelt skud affyres,
— det atomartilleri, der er underlagt divisionen også kan sættes ind af denne,
— varslingen af flyvevåbnet bortfalder eller i det mindste reduceres væsentligt. Egnede mcldcveje må udvikles til dette formål,
— vejen fra opklaringsmiddel til fremføringsmiddel bliver va^sentligt forenklet.
Som forholdene er i dag vil alle mål i nærheden af fjendens forreste linie løbe fra atomilden ved at søge snæver kontakt med vore forreste styrker, og alle mål i områderne længere tilbage vil unddrage sig ilden ved hyppige forskydninger.
Der bliver kun tilbage
— stationære udstrakte mål som depoter o. lign.,
— tropper, der i længere tid forbliver i samme beredskabsområde, og batterier i stilling, og
— trafikkaos fremkaldt af hindringer af enhver art (pas, brospærringer).
Derved kommer man ind på forsætligt at bruge atomvåben til at tilvejebringe terrænhindringer, der kan stemme op for mål under forskydning eller indsnævre march- og angrcbsbcvægelscr, og på den måde at blive i stand til at bringe mål, der ellers ville være under fortsat bevægelse til standsning, så atomartilleriet kan ramme dem.
Denne fremgangsmåde bar tvunget af omstændighederne vundet indpas i praksis, selv om den på ingen måde svarer til den militære målsætning.
Anvendelse af atomvåben bør i første række være rettet mod bestemte mål og ikke mod terrænområder. Denne fordring kan imidlertid først opfyldes, når det lykkes at bringe atomartilleriet til skud lige så hurtigt, som det i dag er muligt med konventionelt artilleri.
7. Kravet om altid at have artilleri skudklart...
... medfører, at batterierne så længe som muligt må forblive i stilling og fremfor alt ikke må tvinges til at vige utl i kriseperioden under et fjendtligt indbrud. Under moderne kampforhold, hvor kampenhederne foretager hurtige og dybe bevægelser på kamppladsen, er en stærk dybdegruppering af artilleriet derfor nødvendig.
Den gamle grundsætning om at kunne række længst muligt ind i fjendens område, finder som følge heraf sin betingede grænse.
Den moderne opfattelse af forsvaret har fundet sit iøjnefaldende udtryk i begrebet forsvarsrum i stedet for {orsvarsafsn.it. Derfor må stillingsområderne for divisions- og korpsartilleri i dag mere end nogen sinde søges ikke blot i overensstemmelse med artilleristiske synspunkter, men også i overensstemmelse med de taktiske krav. Sådanne stillingsområder skal såvidt muligt ikke ligge i fjendens hovedangrebsretning, for at man ikke på det tidspunkt, da der er størst behov for ildstøtte, skal være tvunget til stillingsskifte eller i en ulige kamp må se sig løbet over ende af angribende panserenbeder.
8. Spørgsmålet om artillerireserven
er i dag af væsentlig større vægt end under sidste krig. Når enkelte batterier under en konventionel krig rammes, vil de materielle tab i værste fald indskrænke sig til enkelt pjecer, men under atomkrig må man regne med totale tab af hele batterier eller endog hele afdelinger. Spredning kan som nødhjælp kun gennemføres indtil en vis grænse, hvis ikke ildledelsen skal gøres for besværlig.
Yi må altså igen gribe til tavse batterier eller afdelinger, hvis ild holdes tilbage og først bliver indsat i kampområdets dybde. Også her må artilleriet tænke moderne og gå fra en lineær ildspærring foran forreste begrænsning af forsvarsrummet, der kun sjældent kan blive virkningsfuld og sammenhængende, over til en dybdegruppering af sin ild.
Dette fordrer en ændret tankegang. En teknisk slutning bliver resultatet: Vi behøver piecer, der er i stand til uden at ændre skytsstandplads at skyde i alle retninger. En moderne ildstilling incd 6 pjecer må derfor se ud omtrent som vist på side 427.
Angreb kan i dag komme fra alle retninger.
Brigader, der holdes i reserve, må derfor, også selv om man vil tilsidesætte behovet for en integreret sammensætning, der ville omfatte artilleri, have tilstrækkeligt artilleri i deres nærhed til at kunne tilgodese den skakhrætformede opstilling af forsvaret med samspil mellem bevægelse og artilleriild.
Foranstående skitser viser en »lineær« og en »skakbrætformet« artilleri- indsats under samme terrænmæssige og organisatoriske forudsætninger. Jeg tror, at illustrationen uden nærmere forklaring taler et tydeligt sprog.
9. Artilleriets moderne forbindelsesmidler.
Feltkabel og radio i gammeldags forstand strækker ikke til i dag, når det for føreren drejer sig om at øve indflydelse på de artilleristiske kraftcentrer. Lad os antage, at dele af korpsartilleriet og divisionsartilleriet ikke mere kan nås ad landevejen, fordi fjendtlige panserenheder, mod hvilke egne reserver i øvrigt går til angreb, har kilet sig imellem. Feltkabel ville i denne situation blive håbløst ødelagt, især når det drejer sig om hastigt udlagte feltkabler. Forstyrrelserne ville ikke kunne overvindes.
Tilbage er kun radio, der i det mindste på føringsfrekvensen må gennemføres som »ituhakket telefoni«. Artilleriføreren må være i stand til umiddelbart uden anvendelse af dæknavne og koder at tale med sin modpart og alligevel være sikker på, at han ikke kan aflyttes.
Helikopteren er nutildags et mere og mere uundværligt forbindelsesmiddel. Også artilleriet behøver den, ikke en gang imellem, men til stadighed.
Den tjener som
— transportmiddel for artillcriføreren, der skal skaffe sig et hurtigt, omfattende og umiddelbart indtryk af en situation,
— overbringer af skriftlige befalinger og artillerimeldinger (planer, kalker o.s.v.), og
— artilleriobservationsmiddel i rummet nærmest forreste linie.
10. Skudhastighed og ammunitionsindsats:
Når man sammenligner de to skitser, forstår man let, at den konventionelle opstilling lader 6 brigadeartilleriafdelinger virke foran forreste begrænsning af forsvarsrummet, den atomare opstilling derimod kun 3 afdelinger.
Uden tvivl er det en svækkelse af ildkraften, som imidlertid virkningsfuldt kan opvejes af to faktorer:
— Moderne middeltungt artilleris skudhastighed, og
— stor ammunitionsindsats.
Vi vil fastholde, at skudhastigheden + ammunitionsmængde udgør artilleriets virkning. Jo større begge er, desto mindre kan antallet af pjecer være.
Som skudhastighed for 155 mm haubits må man i dag forlange 20 skud i minuttet.
Dette frembyder sikkert endnu tekniske vanskeligheder, men disse skulle vel kunne overvindes.
En større ammunitionsindsats er altid et forsyningsproblem. Artilleriet behøver sine egne transportmidler; især ved divisions- og brigadeartilleriet, der hurtigt kan komme i en prekær situation. Hvorvidt lufttransportmidler også her ville kunne indsættes, f. eks. middeltunge helikoptere, er et spørgsmål, der nok er en nøjere undersøgelse værd. I hvert fald må man også tage det i regning. Med større skudhastighed og større ammunitionsindsats lader det sig forsvare at holde artilleri i reserve i forsvarsrummets dybde.
Mange af de her fremstillede opfattelser kan endnu forekomme urealistiske. Vi er jo alle børn af vor egen militære opdragelse. For mangt og meget mangler måske endnu de tekniske eller endog politiske forudsætninger.
Men vi soldater bærer det militære ansvar for fremtiden. Det kan ingen befri os for. Nærværende skulle være et forsøg på at give et bidrag til besvarelse af spørgsmål, der trænger sig på. Vi må med al ærbødighed for det nedarvede slå ind på fremtidens vej. Derfor ingen tøven, lad os springe over vor egen artilleristiske skygge, tro mod det gamle rytterordsprog:
Kast dit hjerte over forhindringen så følger din hest efter.
