Efterfølgende artikel er forfattet af major B. Brundtø. Den er udarbejdet som led i undervisningen på Videreuddannelsestrin Il/Stabskursus 1991- 92. Majoren er for tiden elev på Forsvarsakademiet, Videreuddannelsestrin Il/Management- og Forvaltningsuddannelse.
Indledning
Kroatiens og Sloveniens selvstændighedserklæringer den 25. juni 1991 markerede et afgørende punkt i opløsningen af den jugoslaviske stat. De to republikkers brud med Jugoslavien var afslutningen på en lang kamp med Serbien om grundlæggende ændringer i forfatoingen. Kroatien og Slovenien ønskede Jugoslavien omdannet fra en føderation til en konføderation bestående af selvstændige stater, hvorimod Serbien ønskede en styrkelse af de føderative myndigheder. Serbien var desuden modstander af de to republikkers ønske om afskaffelse af Tito’s selvforvaltningssystem og hurtig indførelse af markedsøkonomi. Det lykkedes Slovenien at hævde sin suverænitet i et væbnet opgør med den jugoslaviske forbundshær, som nu er trukket ud af Slovenien. Hvorimod serbiske nationalister og den jugoslaviske forbundshær har sikret sig kontrollen med omkring en tredjedel af Kroatien. Studien er udført som en strategisk områdestudie med vægt på de politiske og økonomiske faktorer.
Den historiske baggrund
Den Jugoslaviske stat blev oprettet den 1. december 1918 og kom til at bestå af Serbien, Kroatien og Slovenien. Slovenien og JCroatien, som hidtil havde været en del af det habsburgske imperium, var for svage til at danne selvstændige stater og så derfor det nye Jugoslavien som rammen om national selvbestemmelse. Det nye kongedømme blev hurtigt domineret af Serberne og udviklede sig efter forfatningsændringen i 1931 til et monarkistisk militærdikatur.
Jugoslavien kom til at bestå af dele af det habsburgske og osmanniske imperium. Jugoslavien var allerede ved oprettelsen i 1918 præget af etniske, religiøse, kulturelle, sociale, økonomiske og politiske forskelle. Den nuværende konflikt mellem Slovenien og Kroatien på den ene side og Serbien på den anden side følger den gamle grænse mellem Rom og Byzans. Kroatiens grænser til BosnienHercegovina og Serbien følger denne grænse. Det serbisk dominerede område Krajina langs floderne Una og Sava på grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina havde en særlig status, da det østrig-ungarske rige stod overfor det osmanniske på Balkan. Serbere, der flygtede fra den osmanniske undertrykkelse ind i Kroatien, fik privilegier og jord til gengæld for at beskytte grænsen. Efter Tysklands besættelse af jugoslavien i 1941 oprettede tyskerne en marionetstat Ustacliia under den kroatiske nationalist Ante Pavelic. Ustachieme var under 2. Verdenskrig ansvarlig for mordene på adskillige tusinde serbere i Kroatien. Hovedparten af Dalmatien og dele af Slovenien blev tildelt Italien, medens den nordlige del Backa med et ungarsk mindretal kom under Ungarsk styre. Tito’s kommunistiske partisaner kæmpede i Bosnien, Serbien, Kroatien og Montenegro mod de serbiske nationalister/royalister, de såkaldte Chetniks under ledelse af den serbiske antikommunist Oberst Draza Michajlovic. Kampene mellem de to grupper var lige så intense som kampene mod tyskerne. Tito’s kommunistiske styre i Jugoslavien tilslørede grænserne mellem øst- og vest kristendom, mellem de tidligere østrig- ungarske og osmanniske befolkningsgrupper, samt hadet mellem kroatiske og serbiske nationalister. Tito’s efterfølgere har ikke været i stand til at holde låget på gryden, og kommunismens fald i Østeuropa har fremskyndet den jugoslaviske stats sammenbrud.
Den fysisk-geografiske faktor
Beliggenhed, størrelse og form. Kroatien og Slovenien var de to nordvestligste af Jugoslaviens seks selvstændige republikker og to selvstyrende områder. Kroatiens nordlige grænse til Ungam følger hovedsagelig floden Drava. Mod øst følger grænsen til den serbiske provins Vojvodina Donau. Kroatiens grænse mod Bosnien-Hercegovina følger dels floden Sava og løber dels gennem De Dinariske Alper. Mod syd grænser Kroatien til Adriaterhavet. Kroatiens areal er på 56.538 kml Den vestlige og nordhge del af Slovenien, som grænser til Italien, ligger i den sydlige og østlige del af Alperne. Slovenien har en kort grænse til Ungam. Mod øst og syd grænser landet til Kroatien. Slovenien dækker et areal på 20.251 km^. Kroatiens og Sloveniens vestlige grænser blev reguleret efter 2. Verdenskrig. Italien afgav halvøen Istrien samt øeme Cres og Losinj, til Jugoslavien (Kroatien). Byen Trieste og en del af det slovenske kystland fik status som friterritorium. Grænsen blev endeligt fastlagt i 1975 ved indgåelse af Helsinki slutakten.
Land-, sø- og luftadgang. Transport fra de vesteuropæiske EF-lande til Grækenland samt Tyrkiet og Mellemøsten går gennem Slovenien og Kroatien. Passene i de Julijske Alper, Ljubljana Gap, Goriza Gap samt passet ved Maribor, er de vigtigste adgangsveje mellem Vesteuropa og Jugoslavien. Der er kun forholdsvis få havne af betydning på Kroatiens lange Adriaterhavskyst. Disse er nævnt fra nord mod syd Pula, Rijeka, Zadar, Sibenik, Split og Dubrovnik. Der er gode vejforbindelser fra disse byer og til det indre af landet. I Kroatien findes lufthavne ved Zagreb, Zadar, Pula, Split og Dubrovnik. Sloveniens eneste lufthavn hgger ved Ljubljana.
Nøgleområder. Hovedparten af befolkningen i Kroatien og Slovenien lever i lavlandet omkring floderne Sava og Drava. Hovedparten af industrien er ligeledes placeret her. Følgende byer vurderes at være nøgleområder. Ljubljana med 260.000 indbyggere er hovedstaden i Slovenien. Byen er det vigtigste trafikknudepunkt for vej- og jernbaneforbindelserne til Italien og Østrig samt til Kroatien og Grækenland. Zagreb, som er Kroatiens hovedstad, har ca. 600.000 indbyggere. Byen er et vigtigt trafikknudepunkt for trafik til Italien og Østrig via Slovenien samt til Ungam. Byen er Kroatiens handels- og industricentrum. Der findes betydelige olieforekomster omkring Zagreb. Rijeka i Kroatien, der ligger ved foden af den istriske halvø, har ca. 120.000 indbyggere. Havnen fungerer som transithavn for Østrig, Ungam og Tjekkoslovakiet. Her findes desuden Kroatiens største skibsværft og næststørste olieraffinaderi. Split på Kroatiens Adriaterhavskyst med ca. 115.000 indbyggere har Kroatiens bedste naturhavn. Byen er trafikknudepunkt for vejforbindelser til Bosnien-Hercegovina. Kampene i Kroatien har været koncentreret i og omkring byeme Dubrovnik på Adriaterhavskysten, Karlovac på vejen mellem Rijeka og Zagreb, samt Vukovar og Osijek på grænsen til Vojvodina. Kroatien behersker adgangsvejene til Adriaterhavet. Slovenien behersker de vigtige pas mellem den østeuropæiske steppe og Italien. Det pannoniske lavland er velegnet for pansrede styrker. Bjergområdeme i Slovenien og De Dinariske Alper samt Kroatiens kystregion er velegnede til partisankrigsførelse. Den stejle Adriaterhavskyst med de mange øer er ikke velegnet til større landgangsoperationer.
Den sociologiske faktor
Befolkning. Den jugoslaviske befolkning er det mest blandede europæiske folk. Den kroatiske befolkning på ca. 4.7 mio. indbyggere er sammensat af 75% kroater, 12% serbere og 13% andre. Det serbiske mindretal bor i den østlige del af Slavonien på grænsen til Vojvodina samt i Krajina. Som følge af borgerkrigen i Kroatien anslås flygtningetallet til 700.000, hvoraf ca. halvdelen er flygtet til nabolandene. Tabene anslås til 3.100 døde, 16.500 sårede, 5.000 fangne og 8.900 forsvundne. Den slovenske befolkning på ca. 2 mio. indbyggere er i modsætning til den kroatiske mere homogen, idet 90% er slovenere. Befolkningstilvæksten i de to lande er fra 1983 til 1990 faldet fra 1.1% til 0.6%.
Religion. Befolkningen i Kroatien og Slovenien bekender sig til den romersk-katolske tro, medens befolkningen i den øvrige del af Jugoslavien bekender sig til den græsk-ortodokse tro og islam.
Sprog. Kroaterne taler serbokroatisk. I Slovenien tales slovensk. Begge lande anvender det latinske alfabet med tilføjelse af 8 andre tegn.
National holdning. Kroatien og Slovenien har gennem den lange tilknytning til Østrig-Ungam udviklet sig som del af den vesteuropæiske kultur. Befolkningen på den dalmatiske kyst har i århundreder haft handelsforbindelser til og været domineret af Venedig. Slovenien tilhører efter de mange års tilknytning til Østrig den tysksprogede kulturkreds, men sprogligt og etnisk den sydslaviske. Dette betyder, at der er spændinger mellem den del af befolkningen, der ønsker en fortsat tilknytning til Jugoslavien og den del, der foretrækker en tættere tilknytning til EF via Østrig og Tyskland. De kroatiske nationalister har siden Jugoslaviens oprettelse været i opposition til Serbien. Under 2. Verdenskrig udnyttede tyskerne dette og oprettede en kroatisk marionetstat. Kroaten Tito søgte i hele sin regeringstid at holde den kroatiske nationalisme nede. I 1971 slog Tito hårdt ned på nationahsmen i Kroatien, forbød det kroatiske kulturforbund Matica. Hrvatska og fængslede general Tudjman, der i dag er præsident i Kroatien.
Vurdering. Slovenien udgør en etnisk, sproglig, religiøs og kulturel enhed, der er tæt knyttet til den vesteuropæiske kultur. Spændingerne i Kroatien er så store, at det ikke er muligt at etablere en kroatisk stat indenfor de nuværende grænser.
Den økonomiske faktor
økonomisk struktur. Kroatien og Slovenien ønsker at omlægge det nuværende selvforvaltningssystem til en markedsøkonomi efter vesteuropæisk model. Selvforvaitningssystemet, som blev indført i 1950, indebærer at ejendomsretten til virksomhedeme er overdraget til arbejderne. Virksomhederne ledes af arbejderråd. Kroatiens og Sloveniens planer om indførelse af markedsøkonomi var forud for selvstændigheden hæmmet af, at beslutninger vedrørende den økonomiske politik skulle vedtages enstemmigt i Jugoslaviens forbundsråd. Den økonomiske politik var baseret på politiske i stedet for økonomiske overvejelser. Alle forsøg på at frigøre økonomien fra kommunistpartiets kontrol blev forpurret samtidig med, at ingen blev draget til ansvar for det økonomiske forfald. Forbundsmyndighederne indgik i april 1990 en aftale med IMF, som indeholdt en fuldstændig liberalisering af prisdannelsen og fjernelse af importkontrol med udgangen af 1990. Den jugoslaviske økonomi skulle frigøres fra kommunistpartiets kontrol og omdannes til en markedsøkonomi. Planen blev ikke gennemført. Kroatien og Slovenien på den ene side ønskede at følge deres egne planer for indførelse af markedsøkonomi efter vesteuropæisk model, medens Serbien og Montenegro fortsat ønskede statskontrol med økonomien. Privatiseringen af slovenske og kroatiske statsvirksomheder går, som i de øvrige østeuropæiske lande kun langsomt, bl.a. på grund af bureaukrati og mangel på såvel indenlandsk som udenlandsk kapital.
Fødevareproduktion. Den jugoslaviske landbrugssektor var opdelt i en kollektiv del på 1.5 mio. ha. og en privat sektor på 10.5 mio. ha. De kollektive brug er typisk på mere end 50.000 ha. medens de private brug indtil midten af 1970’eme typisk var småbrug på under 5 ha. Kroatien og Slovenien har siden midten af 1970’eme tilladt private landbrug med hvede som hovedafgrøde på op til 20 ha. og kvægbrug på op til 45 ha. De to lande kan dække det indenlandske behov for fødevarer.
Energiproduktion og ressourcer. Energiproduktionen er baseret på vandkraft, kul, olie, naturgas samt kernekraft. Energiproduktionen i Kroatien er som følge af krigsskaderne faldet med 30%. Der er opført vandkraftværker i de bjergrige dele af Kroatien og Slovenien. Det anslås at kun ca. 25 - 40% af de samlede vandkraftressourcer udnyttes. Det samlede Jugoslaviens vandkraftressourcer er de tredjestørste i Europa efter Sovjetunionen og Norge. Der brydes stenkul på den istriske halvø samt brun- og trækul i Slovenien. Størstedelen af det tidligere Jugoslaviens olie ressourcer findes i Kroatien øst for Zagreb. Den årlige produktion ligger på ca. 4 millioner tons, hvilket svarer til 25% af Jugoslaviens behov. Den resterende del er hidtil blevet importeret fra Sovjetunionen. Der er undersøgelser i gang for at finde olie under Adriaterhavet. Olien raffineres på raffinaderier i Kroatien. Et netværk af naturgasledninger er under udbygning i Kroatien, Slovenien og Serbien. I 1981 blev et 664 Megawatt kernekraftværk taget i brug ved Krsko i Slovenien. Jugoslaviens eneste uranmine producerede indtil lukningen i 1990 tilstrækkelig uran til at dække kraftværkets behov. Ud over ovennævnte ressourcer til energiproduktionen brydes bauxit i Kroatien samt bly, zink, bauxit og kviksølv i Slovenien. Råmaterialer til industriproduktionen importeres fra Østeuropa og de øvrige jugoslaviske republikker.
Industriproduktion. Industriproduktionen i Kroatien og Slovenien omfatter metallurgi, maskiner, udstyr, kemikalier, tekstiler, papir- og træmasse, motorkøretøjer og byggematerialer. Kroatiens bruttonationalprodukt (BNP) udgjorde i 1990 14 mia. USD svarende til 25% af Jugoslaviens BNP. Sloveniens BNP var i 1990 på 10.5 mia. USD svarende til 18% af Jugoslaviens BNP, mens befolkningen kun udgjorde 7%.
De enkelte republikkers ønsker om at sikre en så bred industriel basis som mulig medførte en duplikering af industrivirksomhederne. Dette var medvirkende til en lav produktivitet.
Handel. Jugoslavien har siden slutningen af 1970’eme haft underskud på betalingsbalancen. Gælden udgjorde i begyndelsen af 1991 ca. 16 mia. USD. Underskuddet stammer hovedsagelig fra import af olie, samt andre råstoffer og kemikalier til industrien. Eksporten er hovedsagelig industri- og landbrugsprodukter. Den jugoslaviske industri, herunder industrien i Kroatien og Slovenien, har haft store fordele af at kunne importere billige råmaterialer, herunder olie fra Sovjetunionen og eksportere til markedspriser i Vesteuropa. Opløsningen af COMECON og den politiske udvikling i Østeuropa har medført, at Sovjetunionen siden januar 1991 har krævet afregning til markedspriser. Kroatien og Slovenien har haft store fordele af den handelsaftale, Jugoslavien i 1980 indgik med EF. Handelsaftalen medførte toldfrihed for udvalgte jugoslaviske industriprodukter og lettelser for landbrugsprodukter.
Finanser. De offentlige budgetter i Jugoslavien bestod af forbundsbudgettet, republikkernes og de lokale myndigheders budgetter, ekstraordinære budget fonde samt det sociale sikkerhedsbudget. Forbundsbudgettet var primært begrænset til forsvar og forbundsadministration. Forbundsregeringens indtægter stammede fra toldafgifter og bloktilskud fra republikkerne. Øvrige skatter tilfaldt de enkelte republikker. De ekstraordinære budgetfonde blev anvendt til at finansiere udbygningen af infrastrukturen i de mindre udviklede republikker, Bosnien-Hercegovina, Makedonien, Montenegro og Kosovo. Tilskuddene til disse republikker har givet utilfredsstillende resultater på grund af dårlig styring og investering i urentable prestigeprojekter.
Den økonomiske udvikling. Kroatien og Slovenien har, som det øvrige Jugoslavien, i en årrække haft en faldende økonomisk vækst. Tendensen blev forstærket i 1990-91.11991 faldt industriproduktionen i Kroatien og Slovenien med hhv. 28% og 11%. Krigsskaderne i Kroatien anslås til 19 mia. USD og landbrugsproduktionen er faldet med 35%. Kroatien og Slovenien er blevet hårdt ramt af sammenbruddet i turistindustrien, som har været en af Jugoslaviens store indtægtskilder. Turistindtægteme var i 1990 på 2.8 mia. USD svarende til 5% af BNP.
Kroatien og Sloveniens selvstændighed vil medføre tab af det indre jugoslaviske marked, hvor der hidtil er blevet handlet til kunstigt lave priser. Slovenien og Kroatien vil miste deres ejendom i de øvrige republikker. Kroatien og Sloveniens betalingsbalance vil blive forværret, fordi republikkerne skal overtage en forholdsmæssig del af de føderale myndigheders udlandsgæld. Kroatien og Sloveniens del af den samlede udlandsgæld på knap 16 mia. USD udgør hhv. 3 mia. og 1.8 mia. USD. De to staters indenlandske gæld udgør 5 mia. USD. Inflationen i Jugoslavien har været voksende op gennem 1980’eme og toppede i 1989 med 1200%. Den blev, som resultat af det økonomiske indgreb som aftaltes med IMF, reduceret til 600% i 1990. Inflationen i Kroatien og Slovenien er for 1991 opgjort til hhv. 205% og 102%. Inflationen i Kroatien forventes at blive omkring 650% i 1992. Arbejdsløsheden i Kroatien og Slovenien lå i første halvår af 1991 på hhv. 10% og 5% mod et samlet gennemsnit på 20% for hele Jugoslavien. Arbejdsløsheden i Slovenien var ved udgangen af 1991 steget til ca. 10%. Stigningen i arbejdsløsheden som følge af borgerkrigen i Kroatien er endnu ikke opgjort.
De to lande har i en veluddannet arbejdsstyrke og lave produktionsomkostninger potentialet til at genrejse økonomien.
Vurdering. Den økonomiske ulighed mellem Kroatien, Slovenien og Serbien samt modstanden mod den serbiske dominans var hovedårsagerne til de to republikkers ønske om at blive selvstændige. Kroatiens og Sloveniens fødevare- og energiproduktion kan dække de indenlandske behov. De to landes økonomiske situation er forværret efter selvstændigheden. De har mistet det indre jugoslaviske marked og virksomheder i de øvrige republikker. Udenrigshandelen er blevet afbrudt, herunder tilførslen af kapital til omstilling af økonomien til markedsøkonomi. Dette vil indledningsvis medføre faldende produktion, inflation og øget arbejdsløshed. Når udenrigshandelen genoptages, vil en stigende råvareimport, som skal afregnes til markedspriser, samt overtagelsen af dele af den føderale udlandsgæld medføre en forringelse af konkurrenceevnen og betalingsbalancen. Slovenien og især Kroatien har på grund af sammenbruddet af den jugoslaviske stat mistet det økonomiske forspring de to lande havde i forhold til de øvrige østeuropæiske stater.
Den politiske faktor
Nationale interesser og målsætning. De stadigt voksende økonomiske uligheder mellem Slovenien og Kroatien og resten af Jugoslavien var medvirkende til de to landes krav om at ændre Jugoslavien til en løsere konføderation. Konflikten med de serbisk dominerede forbundsmyndigheder tilspidsedes i løbet af 1990. Den 23. december 1990 vedtog vælgerne i Slovenien ved en folkeafstemning, at republikken kunne forlade Jugoslavien, hvis landet ikke omdannedes til en konføderation. De slovenske myndigheder så selvstændigheden som den eneste muhghed for at udvikle republikkens økonomi herunder overgangen til markedsøkonomi. Det kroatiske parlament vedtog den 21. december 1990 en ny forfatning, som gav republikken ret til at erklære sig selvstændig. Kroatien førte i foråret 1991 forud for selvstændighedserklæringen den 25. juni en mere forsigtig politik overfor Serbien bl.a. for at undgå et åbent oprør i de serbiske dominerede områder og for at sikre valget af Stjepan Mesic til forbundspræsident. Der er i Kroatien ikke enighed om, hvorledes overgangen til markedsøkonomi skal gennemføres. Finansministeren Drazan Kalodja forlod efter kun 101 dage regeringen i protest mod, at den nye kroatiske stat overtog ejendomsretten til virksomhederne på vejen til en senere privatisering. Det var som at vende tilbage til tiden før selvforvaltningen. Kalodja er talsmand for en gruppe, der mener, at selvforvaltningssystemet manglende effektivitet skyldes, at det på grund af den centraliserede økonomiske ledelse aldrig blev realiseret fuldt ud.
Regering og administration. Den Kroatiske Demokratiske Union vandt det første frie valg i Kroatien i maj 1990. Partiet, som fik absolut flertal i parlamentet, overtog regeringsmagten fra det kommunistiske parti, som er omdøbt til Partiet for demokratisk Forandring. Det nyvalgte parlament (Sabor) valgte historikeren og tidligere general Franjo Tudjman til præsident. Det første frie valg i Slovenien blev afholdt i april 1990. En koalition af seks demokratiske partier (DEMOS) fik 55% af stemmerne og dannede regering med Lojze Peterle som ministerpræsident. Ved præsidentvalget i foråret 1990 vandt den populære, tidligere leder af kommunistpartiet, Milan Kucan præsidentvalget. Regeringssamarbejdet mellem de Kristelige demokrater og centrumvenstre partierne er brudt sammen på grund af uenighed om privatiseringen af industrien og abortlovgivningen. Nyvalg forventes afholdt i efteråret 1992.
Stabilitet. Den serbiske befolkningsgruppe i Kroatien havde siden 2. Verdenskrig, hvor den støttede de vindende kommunistiske partisaner, været overrepræsenteret i offentlige myndigheder. Den nyvalgte kroatiske regering gennemførte en udrensning af serbiske embedsmænd. Officielt reduceredes antallet til 12% svarende til den serbiske befolkningsandel. Udrensningen kom som et chok for den serbiske befolkning, som så sin eksistens truet. Denne angst blev udnyttet af de serbiske myndigheder, som gennem udsendelse af propaganda genopvækkede det gamle had mellem kroater og serbere fra 2. Verdenskrig. De første voldelige sammenstød mellem de kroatiske myndigheder og serbiske nationalister i Kroatien opstod i august 1990 i forbindelse med afholdelse af en folkeafstemning om etablering af autonome serbiske områder i Slavonien og Krajina. De kroatiske myndighederne erklærede afstemningen ugyldig, men den blev alligevel gennemført og resulterede i et flertal for etablering af autonome serbiske områder.
Internationale aspekter. Kroatiens og Sloveniens udenrigspolitik har siden selvstændighedserklæringen primært haft til formål at opnå diplomatisk anerkendelse. Slovenien forventer, at landet som selvstændig nation hurtigere kan få en associeringsaftale med EF. Slovenien har behov for en integration med det øvrige Europa, idet 2/3 af dets udenrigshandel er med EF og EFTA landene. De vigtigste internationale aktører under den aktuelle krise er Kroatiens og Slovenians naboer Italien, Østrig og Ungam, de jugoslaviske republikker Serbien og Bosnien-Hercegovina. EF og FN spiller en hovedrolle i forbindelse med bilæggelse af krisen, medens CSCE, USA spiller en begrænset rolle.
Nabostaterne Østrig, Italien og Ungarn var allerede i juni 1990 rede til at anerkende Sloveniens og ICroatiens selvstændighed, men udsatte af hensyn til ønsket om optagelse i EF anerkendelsen af de to nye stater. Der er i Alpe-Astria organisationen skabt tætte forbindelser mellem Slovenien, Kroatien, Østrig, Ungam, de nordlige dele af Italien og det Sydlige Bayern. Alpe-Astria er en organisationen, der er etableret for at fremme det regionale økonomiske samarbejde. Ungams bevægelsesfrihed overfor Serbien er desuden begrænset af hensynet til den store ungarske befolkningsgmppe i Vojvodina. Østrig initierede den 27. juni 1991 CSCE krisestyringsmekanismeme med den begmndelse, at Europas sikkerhed var truet. På CSCE-rådsmødet i Prag, som først kunne afholdes efter, at Serbien havde givet sin tilslutning, blev der kun opnået enighed om at opfordre EF til at udsende et observatørkorps.
Serbien har siden oprettelsen af Jugoslavien været den dominerende republik. Dette kom bl.a. til udtryk i Serbisk dominans i forbundsadministrationen og de væbnede styrker. Serbien var i foråret 1990 under forhandlinger om en ny forfatning fortaler for en styrkelse af de føderale institutioners magt og bevarelse af selvforvaltningssystemet. Serbien er den eneste republik, hvor det under de frie valg i 1990 lykkedes kommunisterne under Slobodan Milosevic at bevare magten. Slobodan Milosevic kom til magten i 1987 på et program om at styrke Serbien og forbundsmyndighederne. Første skridt var ophævelsen i marts 1990 af Kosovo’s og Vojvodina’s status som autonome områder i Serbien. Serbien har siden Præsident Tudjmans overtagelse af magten i Kroatien støttet de serbiske nationalister i Kroatien. Nationalisterne dannede som reaktion på Tudjmans udrensninger af serbiske embedsmænd paramilitære enheder til beskyttelse af befolkningen i de serbisk dominerede områder. Volden mellem serbiske og kroatiske nationalister tog til i omfang i løbet af maj 1991 støttet af propaganda fra Serbien, som pustede til ilden ved at genopfriske minderne om de kroatiske mord på serbere under 2. Verdenskrig. De serbiske nationalister har, støttet af forbundshæren under kampene i Slavonien og Krajina, fordrevet den kroatiske befolkningsgruppe fra disse områder. Den 27. april 1992 dannede Serbien og Montenegro en ny Jugoslavisk stat, som blev bekræftet ved en folkeafstemning den 31. maj 1992.
Bosnien-Hercegovina har under krisen mellem Kroatien og Slovenien på den ene side og Serbien på den anden holdt lav profil. Republikken søgte under forhandlingerne om ændringer af forfatningen i foråret 1991 at skabe et kompromis mellem de to parter. Bosnien-Hercegovina er i en geografisk og befolkningsmæssig klemme. Bosnien-Hercegovina frygtede på grund af store serbiske og kroatiske befolkningsgrupper på hhv. 33% og 18% af en samlet befolkning på 4.5 mio., en deling af landet mellem Kroatien og Serbien eller at blive en del af et Stor-Serbien. Borgerkrigen er efter EF anerkendelse af Bosnien-Hercegovina og udsendelsen af UNPROFOR flyttet til Bosnien-Hercegovina, hvor de serbiske militser og forbundshæren følger samme politik som i Kroatien. Den Kroatiske og muslimske befolkning fordrives fra de serbisk dominerede områder og infrastruktur og huse ødelægges systematisk.
EF har spillet er nøglerolle i udviklingen op til selvstændighedserklæringeme samt i forløbet herefter. EF fastholdt indtil efteråret 1991 ønsket om at bevare den jugoslaviske stats enhed. EF anerkendelse af Kroatien og Slovenien den 15. januar 1992 var betinget af, at landene gennemførte lovgivning, som sikrede befolkningsmindretallene. EF udsendte efter CSCE mødet i Prag i begyndelsen af juh 1991 observatører til Slovenien og Kroatien. EF øvrige mæglingsbestræbelser under ledelse af Lord Carrington førte kun til indgåelse af kortvarige våbenhviler. Tyskland pressede allerede i juni 1991 på for at få EF- landene til at anerkende Kroatien og Slovenien. Tysklands motiver var bl.a. hensynet til de ca. 700.000 jugoslaviske gæstearbejdere, hovedsagelig kroatiske, i Sydtyskland, samt den tyske genforening. Frankrig, Spanien, England og Italien, som selv har problemer med befolkningsmindretal, tøvede med at acceptere en anerkendelse. Grækenland støttede indledningsvis et samlet Jugoslavien og har derefter støttet Serbien, bl.a. på grund af fælles problemer omkring Albanien. Grækenland har senest afvist at anerkende et selvstændigt Makedonien under dette navn på grund af mindretalsproblemer i Nordgrækenland.
USA støttede utvetydigt den serbiske præsident Milosevic i de to første år efter hans magtovertagelse i Serbien. Amerikanerne satsede på, at han var en leder af Tito’s format, som kunne styrke det samlede Jugoslavien. USA suspenderede efter forbundshærens angreb på Slovenien sin økonomiske hjælp til Jugoslavien. USA har overladt det til EF at finde en løsning på den Jugoslaviske krise.
Sovjetunionen var i 1991 i opløsning og øvede derfor ikke indflydelse på løsningen den jugoslaviske krise. Opløsningen af Sovjetunionen og opblussen af de etniske konflikter i bl.a. Moldavien og Nagomo-Karabakh, har fulgt mønstret fra Jugoslavien. Rusland svigtede i forbindelse med FN vedtagelse af handelsembargo mod Serbien på grund af afhængigheden af hjælp fra USA og EF sin gamle allierede.
FN forsøgte via sin mægler, den tidligere amerikanske udenrigsminister Cyrus Vance, sideløbende med EF mæglingsbestræbelser at få de kæmpende parter i Kroatien til at indgå en våbenhvile med henblik på at indsætte en fredsbevarende styrke. Serbien og de serbiske nationalister i Kroatien accepterede først indsættelse af en fredsbevarende styrke, da de havde opnået kontrollen med de områderne, hvor der før krigen var serbisk befolkningsflertal, og efter den kroatiske befolkning var fordrevet fra disse områder. EN sikkerhedsråd vedtog den 21. februar 1992 at udsende en fredsbevarende styrke, UNPROFOR, til Kroatien. Styrken, som er under indsættelse i Krajina og Slavonien, har til opgave at afvæbne de irregulære militser og at etablere en bufferzone mellem Kroatiens Nationalgarde og Forbundshæren. Det danske kontingent er indsat i Sektor Nord i Krajina. EN vedtog den 30. maj 1992, som reaktion på borgerkrigen i BosnienHercegovina og forbundshærens forsøg på at erobre/ødelægge Sarajevo, en handelsboykot af Serbien og Montenegro og suspenderede kulturelt, videnskabeligt og teknisk samarbejde med de to lande.
NATO besluttede på ministerrådsmøde i Oslo den 4. juni 1992 at alliancen kan stille fredsbevarende styrker til rådighed for CSCE. NATO’s beslutning er fulgt op af en lignende beslutning fra den Vesteuropæiske Union (WEU). Indsættelse af NATO eller WEU styrker i fredsbevarende opgaver i rammen af CSCE forudsætter at indsættelsen legaliseres gennem FN-pagtens kapitel VIL.
Vurdering. Den jugoslaviske stat er ophørt med at eksistere. De indre spændinger var gennem 1980’eme blevet større end de fælles interesser, som lå bag statens oprettelse i 1918. Det internationale samfund forsøgte i 1991 at bevare Jugoslavien men uden at have vilje til at indsætte de nødvendige magtmidler. USA har overladt løsningen af krisen i Jugoslavien til EF. De ledende lande i EF følger meget forskelhge retninger i deres politik, og forsøgene på at nå frem til en fælles politik overfor Jugoslavien har indtil videre kun virket lammende på EF mæglings bestræbelser. Den Serbiske leder Milosevic har med stor dygtighed spillet på modsætningerne i EF politik. Forløbet af krisen i forbindelse med Jugoslaviens oplysning har vist, at Wien-dokumentets og EN krisestyringsinstrumenter er uegnede til at løse en krise, som opstår i forbindelse med en stats opløsning. Krisen har desuden vist, at EF ikke magter at overtage den ledende rolle fra USA ved løsningen af en international krise.
Den militære faktor
Etableringsfasen. Det jugoslaviske forsvar var opbygget af tre dele. Den Jugoslaviske Forbundshær (JNA), Territorialforsvarsenhedeme (TF-enhedeme) og Civilforsvaret. JNA omfatter hæren, flyvevåbnet og flåden. TF-enhederne var underlagt generalstaben men finansieredes og ledtes af føringsstabe i de enkelte republikker. Kroatien og Slovenien indledte i efteråret 1990 med udgangspunkt i TFenhedeme opbygningen af egne militære styrker. De to republikker intensiverede opbygningen af eget forsvar, da forbundshæren i oktober 1990 beslaglagde våben, som var oplagt til brug for de territoriale enheder i Slovenien og Kroatien. Det lykkedes de slovenske myndigheder at sikre 60% af de oplagte våben (dog næsten intet artilleri). I Kroatien lykkedes det forbundshæren at beslaglægge hovedparten af TF-enhedemes materiel. De to republikker begyndte efter forbundshærens beslaglæggelse af TF-enhedemes våben selv at importere våben. I Kroatien opbyggedes det nye forsvar indledningsvis omkring politistyrkeme, som i maj 1991 udgjorde ca. 45.000 mand, idet TF- enhedeme hovedsagelig blev ledet af serbiske officerer. Den 28. maj 1991 oprettedes den kroatiske nationalgarde, som skulle være på 22.000 mand inddelt i 9 brigader.
I Slovenien opbyggedes på grundlag af TF-enhedeme en hær på 60 - 70.000 mand, hvoraf 10.000 var professionelle og resten værnepligtige med mellem 6 og 8 måneders tjenestetid. De slovenske officerer i forbundshæren, hvoraf hovedparten gjorde tjeneste i Slovenien, forblev indledningsvis i denne, og man måtte opbygge et officerskorps bestående af reserveofficerer fra TF-enhedeme.
TF-enhedernes opgaver og uddannelse. TF-enheder var oprettet i alle kommuner samt i store og mellemstore virksomheder. Enhederne havde til opgave at beskytte vitale områder, nedkæmpe infiltrerende fjendtlige enheder, fortsætte kampen i besatte områder herunder opretholdelse af de socio-politiske institutioner og om nødvendigt overgå til partisankrigsførelse. Enhederne var uddannet i pansemærbekæmpelse, imødegåelse af luftlandsætninger og bykamp. Specialenheder var uddannet til at udføre diversions- og sabotageoperationer. TF-enhedeme var organiseret i kompagnier, detachementer og delvis i bataljoner. Kommandostrukturen i TF-enhedeme var uklar, idet de enkelte chefer var ansvarlige overfor de lokale byråd, fabriksledelser og territorialforsvarsdistriktet.
Kampene i Slovenien. Forbundshæren indledte straks efter selvstændighedserklæringen den 25. juni angreb på de slovenske grænseposter. I de følgende dage udkæmpes hårde kampe overalt i Slovenien. Den 3. juli indstillede forbundshæren kampen, idet hærledelsen erkendte, at den slovenske modstand ikke kunne nedkæmpes uden yderligere mobilisering og reorganisering af forbundshæren. Den 4. juli blev der på øen Brioni indgået en våbenhvile mellem Slovenien og forbundsregeringen. Samtidig erklærede EF sig rede til at udsende 30-50 observatører til at overvåge våbenhvilen. Den 18. juli besluttede statspræsidiet at trække alle forbundshærens enheder ud af Slovenien i løbet af tre måneder. Tilbagetrækningen var afsluttet den 25. oktober.
Kampene i Kroatien tog til efter våbenhvilen mellem Slovenien og forbundshæren. Kampene mellem kroatiens nationalgarde, serbiske nationalister støttet af forbundshæren og flyvevåbnet har været meget intense og krævet store tab især blandt civilbefolkningen. Kampene har været koncentreret omkring byeme Dubrovnik på Adriaterhavskysten samt Vukovar, som faldt den 18. november, og Osijek i det østlige Slavonien på grænsen til Vojvodina, samt i Krajina. De serbiske friskarestyrker har, støttet af forbundshæren, systematisk fordrevet den kroatiske befolkning fra Krajina og Slavonien. Samtidig er de fordrevne kroaters huse brændt af for at forhindre dem i at vende hjem, når konflikten er slut.
Vurdering. Opbygningen af forsvaret i Kroatien og Slovenien forud for selvstændighedserklæringeme symboliserede skabelsen af en stat med statens ultimative magtapparat, militære styrker. Omdannelsen af TF-enhedeme havde til formål at afskrække forbundshæren fra at gribe ind overfor republikkernes kommende selvstændighed og i sidste instans til at hævde de nye staters suverænitet. Kampene i Slovenien og Kroatien har vist det jugoslaviske territorialforsvarskoncepts duelighed. I Kroatien har det ført til, at serbiske nationahster har været i stand til at "befri” de serbisk dominerede områder. TF-enhedemes manglende tunge våben, mobilitet og træning har forhindret de kroatiske styrker i at angribe og erobre de serbiske enklaver. Den serbisk dominerede forbundshær og de serbiske nationalister indstillede først kampene, da Kroatien accepterede, at FN- fredsbevarende styrker blev indsat mellem de stridende parter i stedet for langs grænserne. Derved opnåede Serbien en afskæring af Bosnien-Hercegovina.
Konklusion
Slovenien har opnået sin uafhængighed. Økonomien vil på kort sigt blive forværret. Handelsforbindelserne til de øvrige republikker er afbrudt. På langt sigt giver selvstændigheden Slovenien mulighed for hurtigere end ellers at indføre markedsøkonomi og tilpasse sig det internationale marked. Kroatien har som følge af kampene mod forbundshæren og de serbiske nationalister og efter indsættelsen af FN fredsbevarende styrke reelt mistet kontrollen med omkring en tredjedel af landet. Den kroatiske økonomi er brudt sammen som følge af borgerkrigen. Et Kroatien uden Slavonien og Krajina vil have svært ved at brødføde sig selv og kan næppe fungere som en selvstændig økonomisk enhed. Serbiens mål var under krisens første fase at opnå serbisk dominans af de føderale myndigheder og en styrkelse af disse. I krisens anden fase efter nederlaget i Slovenien vurderes Serbiens mål at være etablering af et Storserbien bestående af Serbien, Montenegro, Krajina, Slavonien og de Serbisk dominerede dele af Bosnien-Hercegovina. Serbien søger tilsyneladende at fremtvinge samme situation i Bosnien-Hercegovina som i Kroatien, førend kampene indstilles og udstationeringen af FN-styrker accepteres med henblik på at befæste kontrollen med de "befriede områder". Udviklingen i Jugoslavien i efteråret 1991 har vist, at det internationale samfund ikke kan standse opløsningen af statsdannelser, hvor de indre etniske, kulturelle og religiøse spændinger er større end de politiske og økonomiske interesser, der hidtil har holdt staterne sammen. Forløbet af den jugoslaviske krise har vist, at EF på grund af uenighed mellem de ledende lande i fællesskabet ikke har en samlet politik overfor opløsningen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa. EF har med sin tvetydige optræden, manglende evne til at skabe enighed mellem medlemslandene mistet troværdighed som et alternativ til USA og vist manglende evne og vilje til at løse konflikter i Europa. Borgerkrigen i Jugoslavien har vist, at det stadig lønner sig at anvende magt til løsning af konflikter og at de nye europæiske sikkerhedsstrukturer ikke har den nødvendig magt til at gennemtvinge en fredelig løsning. FN har ikke optrådt med samme styrke som under Golfkrisen. Årsagen hertil skal søges i, at USA har overladt løsningen af krisen til EF-landene, der ikke har været i stand til at samle sikkerhedsrådets permanente medlemmer om en fælles politik overfor de stridende parter. Det tidsmæssige sammenfald med opløsningen af Sovjetunionen har haft en afgørende indflydelse på det internationale samfunds handlingslammelse. Indsættelse af fredsbevarende styrker i FN-regi har endnu ikke været i stand til at løse en konflikt - kun til at opretholde våbenhviler. Hvis NATO og WEU enheder indsættes i fredsbevarende operationer i CSCE-regi risikerer de to organisationer at miste prestige og troværdighed, fordi erfaringen har vist, at konflikter ikke løses ved udsendelse af fredsbevarende styrker.
