„Alan skal ikke kritisere Grundlag!" Hvor ofte bliver man ikke imødegaaet med den Udtalelse, naar man etter at have lunderet over et Grundlag kommer med en Bemærkning om, at Grundlagets Situationsskildring og den stillede Opgave eller givne Befaling, der jo virker som den egentlige Ilandlingsudiøsor, ikke synes at være kædet sammen paa en operativt eller taktisk set overbevisende Maado, eller at man synes at nmatte give fortabt i sine Forsøg paa at faa Opgaven eller Befalingen til naturligt at vikle sig ud af Situationen. Det kan tit være ens egen Fejl, men det kan ogsaa være Grundlagets Fejl, og ei det ofte; i saa Fald opholder kun faa sig nærmere ved det — for „Grundlag skal man ikke kritisere", idet dette Ord her som andetsteds i nærværende Afhandling tages ikke udelukkende i Betydningen, „finde og fremdrage Fejl ved", men fuldt saa vel i Betydningen „udrede nærmere for herved at give Belæring". Denne ret almindelige udbredte Opfattelse rummer en Fare for Forfladigelse af PveJscsgrundlag; naar det vides, at disse paa Forhaand stiltiende er unddraget al Kritik, befordrer dette ikke en Stræben mod omhyggelig Gennemtænken og Udformning af Situationsbilledet, saaledes at dette bliver virkelighedstro og overbevisende, at det faar alt det med — men heller ikke mere — , som er nødvendigt for logisk at begrunde Opgaven eller Befalingen. Situationsbilledet i sig selv og de Overvejelser, der fører fra dette til Grundlagets Opgave eller Befaling, maa kunne gøres til Genstand for en lige saa saglig og belærende Drøftelse, maa følge en lige saa uangribelig operativ eller taktisk Udviklingslinie som de Overvejelser og Beslutninger, der har deres Udspring i selve Grundlaget, eller som tages under Øvelsens videre Forløb.
Alt for ofte beskæftiger Gennemgangen sig udelukkende med de sidstnævnte Forhold. Mangen vil maaske gøre gældende, at den, der har udarbejdet Grundlaget, ofte — ja oftest — har det sidste Ord ved Gennemgangen og her betragter Grundlaget som den over al Kommenteren hævede Forudsætning for Øvelsen. Nu er det jo ikke Meningen, at Øvelseslederen skal i særlig Grad hverken rose eller tilsværte sit eget Værk — og dog er der vel næppe nogen, der for Alvor vil paastaa, at en Øvelsesleder vilde tabe noget ved at indrømme, at Øvelsens Forløb havde vist, at det havde været nok saa rigtigt og krigsmæssigt, nok saa vejledende for Føreren, om de og de Forhold havde været omtalt eller stærkere understreget i Grundlaget for Øvelsen; men Lederen kan i alt Fald være sikker paa en stille Tak fra de Tilhørere, der ikke ubetinget anerkender, at „Grundlag skal man ikke kritisere", hvis han klarlægger de Overvejelser, der har ført til Grundlagets Beslutning, hvis han begrunder, hvorfor just denne Beslutning blev valgt blandt flere foreliggende Muligheder; heri kan ligge fuldt saa megen Belæring som i den omhyggelige Udredning af, hvad der er sket under selve Øvelsen — og der skabes ofte bedre Betingelser for den fulde Forstaaelse heraf. Af en anden Aarsag bør man være varsom med at udbrede den Opfattelse, at „Grundlag skal man ikke kritisere" — og her tænkes da særlig paa Grundlagets Situationsskildring; det gaar nemlig ingenlunde saaledes, at Bestræbelser for a f halvt undskyldende, halvt overbærende Aarsager at holde denne Skildring fri af al Kritik fører til større Respekt for det almindelige Situationsbillede, til en mere inderlig Tilegnelse af det, saaledes at man holder sig det for Øje under hele Øvelsens Gang, lader det faa den Plads i alle Overvejelser og Beslutninger, som det bør have. Tværtimod. Man forledes let til at betragte den almindelige Situationsskildring som noget, der blot er til for Traditionens og Formens Skyld, som noget, der ikke er forpligtende udover, at man a f Sømmelighedshensyn læser det igennem, maaske tænker en Smule over det, maaske ikke, men saa forøvrigt tager Afsked med det — for maaske at genopfriske Bekendtskabet, naar Situationsskildringen læses op eller i mere eller mindre grove Træk refereres ved Øvelsesgennemgangen. Situationsskildringen skydes alt for ofte til Side straks fra Øvelsens Begyndelse eller under dennes Fo rløb; man skaffer sig dermed af med et generende Paahæng, der kan stille nærgaaende Spørgsmaal og trænge sig paa med Krav om at blive respekteret i fornøden Grad ved alle Overvejelser og Beslutninger (hvad der ofte gør disse ulige vanskeligere). Hele Grundlaget indsnævres i saa Fald i Virkeligheden til at omfatte Oplysningerne om den Fjende, mod hvilken der skal virkes direkte, samt Opgavens eller Befalingens Ord og Bogstav. Styrken rives tidligere eller senere ud a f den Sammenhæng, som Situationsskildringen har anbragt den i, og frigør sig for alle generende Hensyn til det — ganske vist tænkte — Hele, inden for hvilket den skulde optræde. Snart er alt undtagen den Modstander, der skal virkes direkte mod, elimineret af alle Førerens Overvejelser — og for hyppigt ogsaa af de Betragtninger, der fremsættes under øvelsesgennemgangen. Herved gaar imidlertid et væsentligt Moment i al Overvejelse vedrørende Føring tabt — ja tit og ofte det vigtigste og det vanskeligste.
Det Hele, inden for hvilket en Fører virker under Udførelsen af en nok saa præcist stillet Opgave, maa aldrig slippe sit Tag i ham, maa følge ham med en stadig Manen om, at han ikke handler for sig selv alene, men altid for det Hele; og dettes Indvirkning paa Deioperationen gør sig gældende paa saare forskellig Maade; snart forstærker det, snart dæmper det intensiteten i Udførelsen, meget ofte vil det tale afgørende med ved Beslutningen om Udførelsens Form. Den rette Forstaaelse af dette Forhold maa derfor være det første og vigtigste Punkt i en Førers Overvejelser — og en meget væsentlig Del af alvorlige Fejl paa Føringens Omraade i Krig kan føres tilbage til en svigtende Evne til at værdsætte denne Vekselvirkning paa rette Maade eller dertil, at den ganske er overset; det maa her vel erindres, at Krav om denne Vekselvirkning ikke under Krigsforhold gør sig gældende med større umiddelbar Anskuelighed end under en Fredsøvelse, maaske snarere med mindre, idet de stærke Paavirkninger under Krig let faar til Følge, at det, som Føreren saa at sige har umiddelbart for Øje, helt lægger Beslag paa alle hans Evner og al hans Opmærksomhed. Det er saa menneskeligt ganske at lade sig fange ind af det, der ligger lige for, og bryde sig fejl om Resten — men saadan Fremgangsmaade har intet med Foring i dette Ords videre Betydning at skaffe. Skal Fredsøvelser tjene det Fo nu aal at befordre en tilstrækkelig dybtgaaende Udformning a f Førerovervejelser og -beslutninger — og det skulde de helst — kræves der absolut Respekt for den almindelige Situation, inden for hvilken der virkes, ikke blot ved den første Beslutning, som tages under Øvelsen, men under hele Øvelsens Forløb; og bliver det almindeligt, at dette Forhold gøres til Genstand for mere indgaaende Omtale ved Øvelsesgennemgangen, vil der a f sig selv opstaa en saadan større Respekt for Grundlagets Situationsskildring. Vænnes alle til at opfatte denne Skildring med fornøden Alvor, skabes herigennem en Forpligtelse for Øvelsesledere til omhyggeligste Gennemtænken og Udarbejdelse af den.
Vedrørende Øvelsesanlæg og -ledelse vil man lejlighedsvis kunne bemærke følgende: Situationsskildringen giver alle nødvendige Oplysninger til Begrundelse a f Øvelsesstyrkens Begyndelsesopstilling og gør ogsaa Rede for Forholdene i et passende Felt uden om denne. Blev nu Styrken under Øvelsens Forløb inden for dette Felt, vilde alt være saare godt. Men dette sker ikke. Tværtimod tvinges Styrken ved en noget overraskende Opgave eller Befaling pludselig uden for det Omraade, som Føreren ved Situationsbilledet er gjort fortrolig med; han faar da en begribelig Fornemmelse a f at maatte gaa fra Lys ud i Mørke, af ligesom at faa Benene slaaet væk under sig. Hvad gør han saa? Selvbestaltet at supplere det givne Situationsbillede, at bygge videre paa det, forlænge det, saa at det under Øvelseshandlingen stadig kan komme til at indramme Styrken paa en rimelig Maade, synes den nærmest liggende Løsning; men selvom saadant gøres med nok saa megen Forstaaelse og Finfølelse, vil der fra Øvelseslederens Side ikke altid blive set med Velvilje paa det; han vil nærmest betragte det som en Omgaaen eller Tilpassen af Grundlaget, en Kritik ni' dette. Har en Fører een Gang høstet saadan Erfaring, ved han fremtidig at vare sig og give sig tilfreds med, at man ogsaa i et Tilfælde som det her skildrede bedst bliver forskaanet for Genvordigheder, hvis man lige saa stille lader Situation være Situation, hvis man efter Opgavens eller Befalingens Ord og Bogstav giver sig i Lag med den Modstander, man ved er til Stede, som om denne og egen Styrke var uafhængig af alt og alle.
Der er ret ofte ved Øvelsesanlæg en Stræben efter rigtig for Alvor at overraske, ja overrumple Føreren med den Opgave eller Befaling, der gives ham — hvad der begrundes med, at der kan ske alt, selv det tilsyneladende urimeligste, i Krigen, dette Tilfældighedernes og de uforudsete Muligheders Felt. Nu skal det ganske vist ikke bestrides, at Krigen byder paa usædvanlige Foreteelser paa Føringens Omraade, men de er langt fra saa mange, som man almindeligvis tror; naar de i den gængse Opfattelse indtager en ret fremtrædende Plads, skyldes dette en begribelig Trang til at fremhæve og understrege dem og til i Tide og U tide at bruge dem som tilsyneladende virkningsfuldt krigshistorisk Bevismateriale (og der finder paa dette Omraade den syndigste Misbrug Sted). Men lidt nøjere Kendskab til Krigshistorie fører imidlertid til den Erkendelse, at langt de fleste Handlinger i K rig fuldbyrdes efter den strengeste Følgerigtigbeds Krav, er saa jordbundne, saa lidt sensationsprægede i deres Udformning som vel tænkeligt, medens de Begivenheder, der maatte kunne bruges som en Bekræftelse a f den Paastand, at „i Krigen kan der ske, hvad det skal være", trods alt er Undtagelser — og for dem gælder det i alt Fald med saa godt som fuld Sikkerhed, at de Forhold, der har betinget dem, ingenlunde lader sig genfremstille eller blot bringe til rimeligt Udtryk ved Fredsøvelser; de skyldes saa godt som altid moralske Kræfters ofte forbavsende og ganske uberegnelige Udslag under Krigsvirkelighedens særegne Forhold og Vilkaar. Derfor skal man være forsigtig med at bruge Krigens Undtagelsesforeteelser som Motiver til Øvelser, hvor tillokkende det end kan være at give disse et noget usædvanligt Præg; man bringer herved noget tvangsmæssigt, noget kunstlet ind i Øvelsen, der tilmed ofte viser sig kun at kunne holdes i passende D rift ved en Pjække mere eller mindre vilkaarlige Indgreb fra Lederens Side. Med vore faatallige større Øvelser for Øje befordrer det imidlertid i for ringe Grad krigsmæssig Opfattelse a f Føring og Uddannelse i Føring at faa en Fører til at studse over for en Opgave eller Befaling, der kommer som et Lyn fra en klar Him mel, eller paa hvis Udførlighed han ikke med Billighed kan have nogen Tro.
Man skal være forsigtig med at tilrettelægge en øvelse saaledes, at tænkte Styrker kommer til paa direkte afgørende Maade at gribe ind i de tilstedeværende Styrkers Operationer eller Kamp. Jeg skal nærmere belyse dette ved et Eksempel: En Styrke har til Opgave at angribe og slaa en Modstander, der staar lige over for den, og ser sig under Udførelsen a f dette Hverv paa alvorlig Maade truet ved fjendtlig Frem rykning mod sin Flanke — men saaledes at forstaa, at den førstnævnte Modstander er til Stede, den sidste kun tænkt. Selv om Lederen nu gennem nok saa krigsmæssigt udformede Meddelelser søger at skabe et troværdigt Billede a f den stadigt voksende Flanketrusel, søger at faa Forestillingen herom til at gøre sig fuldt ud gældende i Førerens Overvejelser og Beslutninger, vil det vanskeligt kunne undgaas, at de Styrker, der vides at være til Stede paa Modpartens Side, vejer mere til i Værdsættelse af Situationen, i de afgørende Overvejelser om, hvad der kan gaa og hvad ikke, end de Styrker, der blot skal tænkes at være; den hele Førervirksomhed trækkes da let ned i et lavere Plan, kniber uden om en hel Del Vanskeligheder, som under virkelige Forhold maaske vilde gøre sig gældende med en manende, ja knugende Alvor. Kæder sig nu til det foranstaaende den ret almindeligt udbredte Manøvreforestilling, at de Tropper, som Føreren raader over, helst skal sættes ind, skal bruges, før Øvelsen er forbi — og denne Forestilling har, ganske vist ud fra andre Forudsætninger, sin Berettigelse — bliver Følgen let en fredsdristig Beslutning, en Indsættelse af alle Kræfter under en Form. hvis Berettigelse bliver maaske tvivlsom, hvis man søger at stille sig Virkelighedens Krav klart for Øje.
Men for at vende tilbage til, hvad der begyndtes med: „Skal man kritisere Grundlag? — Ja. Grundlag skal kritiseres, og endda meget og indgaaende, men vel at mærke af dem, der udarbejder dem — og da helst saaledes, at der ikke med, Føje bliver noget for andre tat kritisere.
V. Bjerregaard.
