Der er i tidligere omtaler her i tidsskriftet af engelske krigshistoriske værker givet udtryk for, at der findes en særdeles god engelsk tradition for behandling af krigshistoriske emner. En netop udkommet bog*) om panservåbnets udvikling lever ganske op til denne tradition. Den indeholder en række klare og overskuelige analyser, anskuet med udgangspunkt i redegørelser for krigshistoriske begivenheder i hvilke alene det essentielle for emnets behandling er fremdraget. Bogen er skrevet af forfatteren og journalisten Douglas Or gill, der var kampvognsdelingsfører i Italien og Østrig under den 2. verdenskrig, og som bl.a. tidligere har skrevet bogen »The Gotic Line« om kampene i Italien i 1944. Det følgende tager sigte på at referere og kommentere hovedlinierne i bogen.
Historien om panservåbnets udvikling er historien om en vision, sigtende mod af den 1. verdenskrigs sårbare mobile kanon at skabe et mekaniseret kavaleri, der kunne genindføre manøvren og føringens kunst på slagmarken. Men det er en kort historie, hævder forfatteren, for med undtagelse af Frankrigs fald i 1940 var de afgørende sejre under den 2. verdenskrig ikke klassiske manøvre-sejre. Hverken ved Stalingrad, El Alamein eller D-dags landsætningen spillede panservåbnet den afgørende rolle, og selv historiens største kampvognsslag, kampen om Kursk-lommen i 1943, var et udmattelsesslag. Det hænger sammen med den kendsgerning, at ethvert våben avler sit modvåben. Fremkomsten af flyvemaskinen, beregnet til rekognoscering og bombning, førte blot til et nyt udmattelsesslag: kampen om luftherredømmet. På tilsvarende måde med kampvognen, der betød en udvikling af stadig mere effektive panserværnsvåben, en udvikling der har ført til den kendte militære maxime om, at kampvognen er det bedste panserværnsvåben. Denne stadige konkurrence mellem et våben og dets mod-våben, mellem missil- eller ildvirkningen og modstanderens beskyttelse eller pansring, mellem ild og bevægelse, er et gennemgående træk i den militære organisations, i våbenteknologiens og i de taktiske doktriners udvikling. Problemet kan følges fra den letbevæbnede og fodrappe David over for den tungt udrustede og langsomme Goliath, over falanksens masse - muliggjort gennem massefabrikation af jernvåben - over for bueskytten i stridsvognen, den pansrede rytter med stigbøjle og lanse over for pikeneren og musketeren med sit ildvåben over for den pansrede rytter. Forfatteren fører sin læser ind i denne udvikling i det 19. arh.’s begyndelse, hvor kavaleriet i kraft af bevægelighed og massevirkning endnu var et afgørende element på slagmarken, men hvor det, efterhånden som ildvåbnene blev stadigt mere effektive, begyndte at miste sin betydning. Erkendelsen heraf havde ganske vist svært ved at slå igennem. Under vore egne slesvigske krige udgjorde rytteriet således en meget betydelig, men dog aftagende andel af hærens samlede styrke. Det var dog først og fremmest den amerikanske borgerkrig, der afslørede, at rytteriets rolle havde ændret sig: fra at være et slagafgørende attake-kavaleri lå dets styrke i at virke som opsiddet infanteri, og dermed tilføre infanteristen øget bevægelighed. Disse erfaringer nåede imidlertid desværre ikke til Europa, hvor man - trods massakren på den lette brigade ved Balaclava under Krimkrigen - måtte drage sine egne erfaringer. Under den fransk-tyske krig 1870-71 viste virkningen af de automatiske ildvåben og af kanonilden, hvor sårbart kavaleriet var. Alligevel blev det von Bredows og hans preussiske kavaleribrigades Todtenritt, der blev stående i erindringen. Den aura, der omgav kavaleriet, var ikke let at komme til livs. - Endnu under 2. verdenskrig måtte general Auchinleck sande denne kendsgerning under sine forsøg på at gøre de britiske panserstyrker til en jævnbyrdig modspiller for Rommel i Nordafrika. Op mod den 1. verdenskrig sporedes en vågnende erkendelse af kavaleriets svagheder på en slagmark, hvor infanteriet, som følge af ildvirkningen ikke mere optrådte i kompakte linearformationer og således ikke udgjorde egnede mål for kavaleri-attaken, der tværtimod selv præsenterede sig som ideelle mål for modstanderens ildkraft. Alligevel indledtes krigen med en overbevisning hos de øverste chefer - af hvilke mange selv var kavalerister - om, at kavaleriet var det våben, der skulle hjembringe sejren gennem opfølgning af de øvrige våbenarters indledningsvise succes med at bryde hul i fjendens front. Med etablering af de ubrudte rækker af skyttegrave fra Den engelske Kanal til den schweiziske grænse blev problemet på Vestfronten imidlertid ikke at sætte kavaleriet ind til opfølgning, men at skaffe udveje for at opnå det gennembrud, som var den første forudsætning for at genindføre mobilitet og dermed manøvre på slagmarken. Først efter adskillige kostbare og udmattende forsøg ^ under hvilke den hurtigtskydende feltkanon, maskingeværet, skyttegraven og pigtråden havde demonstreret defensivens primat, og under hvilke militærteknologiske nyskabelser som den rullende spærreild og gasgranaten havde vist sig virkningsløse over for forsvaret - begyndte ideen om at udvikle et terrængående køretøj, der kunne udgøre en platform for automatiske ildvåben, at tage form. Tanken om slagskibet til lands var imidlertid ikke ny. Allerede før århundredskiftet havde en engelsk oberst i en tidsskriftartikel opkastet ideen om et moderne kampkøretøj:
»As surely as ships of war can carry iron plates for defence against heavy guns, so surely can field artillery carry sufficient protection against fire of infantry and shrapnel bullets . . . If we add the use of defensive armour which can be carried by artillery and cannot be carried by cavalry and infantry, a power will be created which must seriously modify the tactics of the battlefield. The development is sure to come as the day to follow the night . . .«
Som så ofte i det 20. århundredes krigshistorie var det Winston Churchill, daværende marineminister, der hjalp den militærteknologiske udvikling på vej. De første pansrede køretøjer blev nemlig udviklet af Admiralitetet og indsat til sikring af en Royal Navy Air Service Squadron ved Dunkirk. Senere blev tilsvarende panservogne fremstillet til brug på Vestfronten. Terrænforholdene umuliggjorde imidlertid deres anvendelse, og der fremkom forslag om at udstyre dem med larvekæder. Det var dette forslag, der på Churchill initiativ i juni 1915 førte til den første formulering af kravene til en kampvogn: »Den skulle have en klatreevne og en spændvidde over skyttegrave på 5 fod (1,5 m), en fart på 4 mph, en besætning på 10 mand og en bevæbning på to maskingeværer og en let hurtigtskydende kanon«. Resultatet af den produktion, Admiralitetet satte igang, var Mark I kampvognen, et rhombef ormet køretøj, der kampklart vejede 28 tons, var ca. 2,4 m højt og 8,2 m langt. Det fandtes i to udgaver ved to 6-pds Hotchkiss kanoner og 4 Hotchkiss maskingeværer hhv. 6 maskingeværer (5 Vickers og 1 Hotchkiss). - Navnet tank var oprindeligt et dæknavn for køretøjet, og det refererede til dets udseende . Samtidig med at produktionen iværksattes, fremsatte Experiments Committee, der havde afløst den oprindelige Landships Committee, en række taktiske overvejelser med henblik på køretøjets anvendelse:
For det første skulle »caterpillar cruiser’en« eller det »pansrede fort« anvendes i stor mængde i forbindelse med et større og almindeligt infanteriangreb mod en udstrakt front. For det andet var det som almindelig retningslinie bedre at have et stort antal små krydsere end et lille antal større. For det tredie skulle krydserens panser beskytte mod koncentreret håndvåben- og maskingeværild, men ikke mod artilleriild. Hele krydseren skulle være pansret. For det fjerde skulle det taktiske formål med krydseren være angreb. Dens bevæbning skulle omfatte en kanon med en passende nøjagtighed op til 1000 yards (914 m) og i det mindste to maskingeværer, som kunne anvendes fra skydeskår i siden og bagud.
Samtidig med at produktionen af dette nye våben iværksattes, fortsatte de resultatløse og tabgivende operationer på Vestfronten. Det var nødvendigt at søge nye veje. De britiske tabstal, der steg fra godt 10.000 i februar 1916 til næsten 40.000 i juni, illustrerede, hvor uholdbar situationen var. Kampvognen kunne måske blive midlet til at ændre dette. Kredsen, der gik ind for dette nye våben, var begrænset men entusiastisk. Den britiske øverskommanderende, general Haig, var skeptisk, men håbede, at der her var et middel, som ved sin overraskelse kunne ændre situationen. Efter at have overværet en demonstration, hvor en bataljon og fem kampvogne samarbejdede, skrev han i sin dagbog: »Demonstrationen var ganske lovende, men det er nødvendigt, at vi får klarere ideer om den taktiske anvendelse af disse maskiner«.
Det var en sandhed, som bekræftedes, da kampvogne endelig indsattes for første gang den 15. september 1916. Haig havde ønsket mindst 150 vogne, han fik kun 49 til rådighed, og af disse nåede ikke mere end 39 ud over udgangsrummet. Af disse brød yderligere 9 sammen, og 14 kørte fast eller blev forsinket på grund af terrænmæssige vanskeligheder. Alligevel havde resten en betydelig - ikke mindst moralsk - virkning og medvirkede til at opnå et indbrud på ca. 1% km.
I de følgende måneder afsløredes en række tekniske mangler og bekræftedes Haigs konstatering af, at der endnu var meget at lære, inden samarbejdet mellem kampvogne og infanteri var tilstrækkeligt godt. Tilliden til det nye våben var meget behersket, og ikke mindst det australske infanteris tiltro til det fik et alvorligt knæk, da en brigade mistede over 2/3 af sin styrke i et mislykket angreb ved Bullecourt i foråret 1917.
Entusiasterne i det nyetablerede Tank Corps - ledet af dets inspirerende chef, brigadegeneral Hugh Elles og dets initiativrige, intellektuelt overlegne og ukonventionelle stabschef J. C. F. Fuller - lod sig imidlertid ikke gå på«
Efter tre måneders resultatløse kampe i Flanderns mudder - Passchendale-offensiven - så Fuller en chance for at
»restore British prestige and strike a theatrical (spectacular) blow against Germany before the winter«.
Det skulle ske ved et kampvognsraid over det forholdsvis uberørte terræn omkring Cambrai. Operationen blev efterhånden godkendt, men da var den udvidet langt ud over det, Fuller havde forestillet sig. Den blev i den indledende fase en afgørende succes. I løbet af 4 timer rykkede angrebsstyrken næsten 7 km frem over en 10 km bred front. Overraskelsen virkede imidlertid ikke blot på modstanderen, englænderne blev selv så overraskede af deres egen succes, at mulighederne for at fastholde initiativet forspildtes. Efter to ugers tyske modangreb var de opnåede terrængevinster igen gået tabt. Cambrai-operationen blev ikke det, Fuller oprindeligt havde forestillet sig: en demonstration af et kampvognsraid. Den blev et afgørende slag, og dette slag tabte englænderne. I modsætning til den tyske overkommando, som med sin sejr mente at have fundet midlet mod kampvogne, kastede englænderne rettelig ikke skylden for nederlaget på Tank Corps. Dette fik betydning for begivenhederne i 1918, der skulle vise, hvorledes kampvognsvåbnet i intimt samvirke kunne og burde anvendes. Det skulle paradoksalt nok blive en australsk korpschef, der skulle demonstrere anvendelsen af dette nye våben. Forfatteren giver med rette en detaljeret skildring af dette - set i den store sammenhæng - begrænsede angreb, der havde som mål at sikre et for forsvaret af Amiens vigtigt terrænområde øst for byen op mod Sommefloden. Initiativtageren til og lederen af dette angreb var chefen for det australske korps, generalløjtnant John Monash. Han stammede fra en tysk-jødisk emigrantfamilie, var oprindelig civilingeniør, kom med det australske ekspeditionskorps som chef-censor, men indledte hurtigt en officerskarriere, der i midten af 1918 førte ham til posten som korpschef. Han var, skriver forfatteren, en ’cost-analysis’ soldat, der med intelligens og en koldsindig, initiativrig og analytisk teknik søgte at angribe de problemer, som Vestfrontens kaos stillede bam overfor.
Følgende uddrag af hans erindringer illustrerer kernen i den føringsdoktrin, han havde udformet for sig selv, og som han praktiserede med så stor succes under angrebet på Hamel den 4. juli 1918:
»I had formed the theory that the true role of the infantry was not to expend itself upon heroic physical effort, nor to wither away under merciless machine gun fire, nor to impale itself on hostile bayonets, nor to tear itself to pieces in hostile entanglements: but, on the contrary, to advance under the maximum possible array of mechanical resources, in form of guns, machine guns, tanks, mortars and aeroplanes: to advance with as little impediment as possible: to be relieved as far as possible of the obligation to fight their way forward: to march, resolutely, regardless of the din and tumult of battle, to the appointed goal: and there to gather in the form of prisoners, guns and stores, the fruits of victory.«
og videre:
»A perfected modern battle plan is like nothing so much as a score for an orchestral composition, where the various arms and units are the instruments, and the tasks they perform are there respective musical phrases. Every individual unit must make its entry precisely at the proper moment, and play its part in the general harmony. The whole programme is controlled by an exact timetable, to which every infantryman, every heavy or light gun, every mortar and machine gun, every tank and aeroplane must respond with punctuality; otherwise there will be discords which will impair the success of the operation and increase the costs of it«
Planlagt og gennemført efter disse retningslinier blev angrebet, der var afsluttet i løbet af 93 minutter, en overvældende succes:
»In rapidity, brevity, and completeness of success no battle of the war can compare with Hamel«,
skrev Fuller senere. Han føjede til, at herefter blev krigen »a tank war«. Den kulminerede med den tyske hærs sorte dag den 8. august, hvor de allierede i en stort anlagt offensiv øst for Amiens gennembrød de tyske forsvarslinier og berøvede Ludendorff enhver tiltro til, at krigen kunne føres til ende med et for Tyskland heldigt udfald.
Forfatteren opsummerer erfaringerne fra 1. verdenskrig med at fastslå, at kampvognsvåbnet ikke blev en erstatning for kavaleriet, hvis dage dog nu syntes talte, men hvis ånd mange ønskede at bevare. Det fremgår bl.a. af et direktiv fra chefen for imperiegeneralstaben vedrørende det kommende års krigsførelse. Dette direktiv indeholder anvisninger på reduktion af kavaleriet, så at »regimenterne kan frigøres og anvendes som maskingevær- eller kampvognsenheder med henblik på at bevare deres identitet«. Mange officerer så imidlertid en traditionsmæssig fare i dette nye våbens opkomst. En ung officer i det engelske krigsministerium udtrykte det i 1918 således:
»... some of the officers at the War Office seemed almost demonical in the bitterness of their opposition to tanks. Cavalry officers were particularly fierce in their hostility to the new weapon, a very queer thing in view of the fact that many of the best Tank Corps officers had come from cavalry. Possibly this was the reason . . .«
Denne kendsgerning, sammenholdt med den omstændighed, at den 1. verdenskrig var ovre, inden bærende erfaringer vedrørende kampvognens muligheder kunne indhøstes, er det utvivlsomt nyttigt at have i erindring, når man skal søge at forstå mellemkrigstidens diskussioner, ikke blot i England, om kampvognens fremtidige rolle på slagmarken. Det kunne være fristende her at drage en sammenligning til diskussionerne om atomvåbnenes rolle i tiden efter 2. verdenskrig.
I de følgende kapitler analyserer forfatteren denne problemstilling frem til den taktiske koncept, Blitzkrieg-doktrinen, som skulle give så store resultater ved den 2. verdenskrigs begyndelse. Problemet var at udnytte det nye våben til at genindføre manøvren på slagmarken. Udgangspunktet var Fullers »Plan 1919« eller som den oprindelig hed »The Tactics of Attack as Affected by Speed and Circuit of the Medium D Tank«. Syntesen af Fullers tænkning har han selv udtrykt således:
»As a Government depends for its power on the national will, so does an army depend for its power on the will of its Commanders and Staff: cut that will off, and the army will be paralysed . . .«
Sagt på en anden måde var problemet, som Fuller så det, altså at skabe en organisation, der var i stand til at bryde igennem fjendens front på et enkelt sted, sigte direkte mod hans bagland for dér at tilintetgøre hans kommandoinstallationer og hindre bagvedværende reserver i at gribe ind. Skete dette, ville fjendens front som helhed bryde sammen, for viljen, der skulle få den til at stå fast, var forsvundet. Mulighederne for at skabe en sådan organisation så Fuller i en kombination af kampvogne og fly. Kampvognene skulle anvendes i masse over smal front og skulle kunne operere over afstande op til 300 km med en fart på 20 mph. Flyene skulle levere ildstøtten og fungere som kampstade, hvorfra chefen kunne lede operationen over radio. Fuller argumenterede med overbevisning, men uden større held for sine synspunkter. Han vandt Liddell-Hart for sin sag. Denne gik imidlertid i sin argumentation langt ud over Fullers taktiske koncept, da han med denne som udgangspunkt fremsatte sin tese om ’The Indirect Approach’, hvis grundidé er, at målet for strategien er at nå de mål, nationen sætter sig, med de mindst mulige omkostninger. På denne baggrund udviklede han en angrebsmetode, der »was designed to turn opportunism into a system«. Dvs. han sigtede mod at angribe på steder, hvor modstanden var mindst mulig for på den måde at undergrave og smuldre og tilsidst overrende støttepunkter på samme måde, som vandet ved flodtid efterhånden breder sig over sandet. Det afgørende våben i denne taktik skulle være den middeltunge kampvogn Mark I, som blev Tank Corps’ standardudrustning op til 2. verdenskrig. Det var denne angrebsteknik, »the expanding torrent«, som blev Blitzkrigens grundlæggende, og som udvikledes i Tyskland under general Guderians ledelse, da han efter Hitlers magtovertagelse fik frie hænder til det. Også i Tyskland var der nemlig skepsis overfor kampvognen. Forfatteren kan naturligvis ikke slutte denne gennemgang af mellemkrigsårenes doktrindiskussioner uden også udførligt at omtale de ideer, general de Gaulle fremsatte i sin bog Vers l’Armée de Métier. En bog hvis synspunkter ganske prellede af mod det officielle Frankrigs maginotmentalitet.
I bogens anden halvdel beskriver og analyserer forfatteren panservåbnets historie under den 2. verdenskrig i fire afgørende faser: Blitzkriegdoktrinens overvældende succes under felttoget i Nordfrankrig og Flandern 1940; Ørkenfelttoget i Nordafrika, som vel bød på hurtige manøvrer med betydelige panserstyrker, men som snarere karakteriseredes af engelske bestræbelser for at gøre sig fri af en traditionel kavaleritradition, af et teknologisk kapløb mellem panser og panservæm og af flyvevåbnets indflydelse på landkrigen; felttoget i Rusland, der demonstrerede panservåbnets begrænsninger under ekstreme klima- og terrænmæssige betingelser og snævre produktions- og forsyningsmæssige vilkår; og endelig kampene efter invasionen og det tyske panservåbens endeligt i Falaise-lommen, der bekræftede, at klassiske manøvrer med store panserstyrker var uigennemførlige under fjendtlig luftoverlegenhed.
Forfatterens analyse af Fall Gelb-operationen, angrebet på Frankrig, viser i hvor høj grad den tyske planlægning hvilede på ricisi, der næppe alle var kalkulerede, og hvor afgørende overraskelsesmomentet blev for udfaldet. Den dokumenterer, hvor vag opgaveanvisningen til panserkilerne var, efter at et gennembrud var opnået. Guderian beretter således i sine erindringer om en konference få uger før felttogets indledning, hvor Hitler som den første stillede ham spørgsmålet om, hvad han ville gøre efter at have sikret et brohoved over Meuse. Hertil svarede Guderian, at medmindre han fik anden ordre ville han fortsætte vestpå, og han slutter med at konstatere, at han aldrig fik sådanne ordrer, og at han alene tog alle beslutninger, indtil han nåede kysten ved Abbeville. Dette er dog næppe helt korrekt, rigtigere ville det formentlig være at sige, at han overhørte eller ignorerede ordrer, der ikke passede ham. Den meget interessante analyse klarlægger nemlig også den latente strid mellem traditionalisterne og de moderne blandt de tyske chefer, bl.a. illustreret ved general v. Busch’s tvivl om, hvorvidt Guderian overhovedet ville nå over Meuse-floden, og af Guderians midlertidige nedlæggelse af kommandoen i protest mod, at hans fremrykning blev beordret standset den 17. maj af frygt for et fransk modangreb. En frygt som viste sig velbegrundet, men alligevel betydningsløs som følge af desorganiseringen og den deraf manglende slagkraft i de franske modangreb.
Den tyske fremrykning tværs gennem Nordfrankrig i 1940 var den første succesrige Blitzkrieg, men konstaterer forfatteren, det var også den sidste. »De moderne mænd, blandt dem Montgomery og Zhukov, skulle vise, at det fra nu af var hårde stød, videnskabeligt og ubarmhjertigt iværksat, som skulle vinde felttog. Den tyske panser Blitzkrieg, fremragende gennemført af mændene i kampvognene, var dristig, blændende og strålende, men fremover var det ikke krig.«
Denne påstand kan forekomme trukket vel hårdt op, men i virkeligheden må den siges at være rigtig for så vidt som hverken general O’Connors indledningsvise succes i ørkenkrigen, general Auchinlecks eller general Rommels vekslende successer eller de tyske panserkilers indledningsvise gevinster under Ruslands-felttoget bragte nogen endelig afgørelse. Krigen i ørkenen blev først og fremmest et spørgsmål om tilstrækkelige ressourcer, om kraftigere og længere rækkende kampvognskanoner og panservæmspiecer, om kraftigere pansrede og hurtigere kampvogne med tilstrækkelige forsyninger af drivmidler og først og sidst om herredømmet i luften, en kendsgerning som senest blev demonstreret under 6-dages krigen i 1967.
Ørkenkrigen betød imidlertid også en afklaring af den britiske opfattelse af kampvognens rolle og et opgør med en kavaleritradition, et opgør som forlængedes som følge af de hyppige skift på chefposterne i de britiske styrker. Forfatteren sammenfatter problemet således:
»These preconceived ideas were paradoxically thought of by the British as being extremely modem. They revolved round the use of armour - armour which was seen, Guderian-style, as being uncompromisingly offensive. This led to a sort of professional apartheid between the armour and the rest of the army, which had sad results on their mutual confidence. Yet the one lesson which the Germans were hammering home in Africa - perhaps because Rommel himself had drawn the correct deductions from the affair at Arras in 1940 - was that the battlefield is a whole, that all arms, all weapons, all troops are interdependent. The battlegroup of all arms was the German contribution to armoured tactics, and it was brilliantly used by Rommel to exploit the power of the defensive by luring the British armour into an anti-tank trap, and then riposting against disorganised British tanks on one or both flanks. Again and again the British conception of the cavalry role for tanks infuriated the infantry . . .«
Det er på denne baggrund Montgomerys systematiske og trinvise anvendelse af samtlige sine ressourcer må ses. I modsætning til traditionel engelsk opfattelse slap han således ikke sine panserstyrker løs i åbent terræn under Rommels sidste forsøg på at nå Nildalen, men lod Rommel om at angribe de britiske panserstyrker, der i samarbejde med Royal Air Force kunne nedkæmpe Rommels panser fra forberedte stillinger på Alam El Halfa-højderyggen. Netop Royal Air Force’s indsats her demonstrerede landkrigens afhængighed af situationen i luften. Rommel udtrykte det således:
»Enhver som, selv i besiddelse af de mest moderne våben, har måttet kæmpe med en modstander, der besidder luftherredømmet, kæmper som en barbar mod moderne europæiske tropper, med de samme handicaps og med de samme chancer for succes ...«
Hitlers angreb på Rusland i 1941 var et spil med endnu mindre margin i tilstrækkelige ressourcer, end angrebet på Frankrig. Hvor begrænsede midlerne i virkeligheden var, og hvor store ricisi man tog, kan man få et indtryk af ved læsning af den tyske overkommandos officielle krigsdagbog og Helmuth Greiners analyse: ’Die Oberste Wehrmachtfiihrung 1939- 1943’. Den eneste mulighed, der stod åben for tyskerne, var at forsøge at fremkalde en hurtig afgørelse. Feltmarskal v. Manstein har i sine erindringer udtrykt det således:
»... Jo længere et enkelt panserkorps - eller i virkeligheden hele pansergrupper - trængte ind i det russiske baglands dybde, jo større et hasardspil blev det. Heroverfor kan hævdes, at panserenheders sikkerhed er afhængig af deres evne til at holde bevægelsen i gang. Bliver de først tvunget til standsning, vil de øjeblikkelig blive angrebet fra alle sider af fjendens reserver ...«
Det var det, der skete, da de tyske panserkiler kørte fast i mudder og senere sne foran Moskva. De tyske panserstyrker, som hidtil havde været teknisk og føringsmæssigt overlegne, mødte her en talmæssigt og samtidig teknisk overlegen modstander: T-34 kamvognen. En kampvogn, som efter hvad general v. Kleist, chef for pansergruppe 1, hævdede, var den bedste i verden. Dette førte til febrilsk aktivitet blandt tyske kampvognskonstruktører i bestræbelserne for at skabe et teknisk overlegent køretøj. I første omgang blev PzKpfw IV udstyret med en lang 75 mm kanon, men allerede til Hitlers fødselsdag, den 20. april 1942, var prototypen til Tiger kampvognen klar, og den blev straks sat i produktion. Den blev ikke den store succes, man havde håbet. På grund af sin begrænsede hastighed blev den et let bytte for det russiske panserværn. Et nyt forsøg blev gjort med den 45 tons tunge Panther, men heller ikke dette gav de ventede resultater. Den tyske panserdoktrin var blevet diffus, og iværksættelsen af produktionen af Jagdpanzer, der var et udpræget defensivt våben, symboliserede en afgørende ændring i tysk tænkning. Den tyske overkommandos problemer kan sammenfattes med flg. citat af feltmarskal Kesselring:
»Vore strategiske mekaniserede styrker skulle være afstemt efter dybde og bredde i det område, der skulle erobres, og den fjendtlige styrke; vi nåede ingen steder op på en sådan styrke. Vore bæltekøretøjer, inklusive kampvogne, var ikke tilstrækkeligt brugbare. Der var tekniske grænser for stadige bevægelser. En bevægelig operation i 1 0 0 0 km dybde gennem stærkt forsvaret fjendtligt territorium kræver uhyre mængder af forsyninger, særlig hvis der ingen chancer er for at udnytte store og anvendelige fjendtlige depoter. Vore forbindelseslinier og vore flyvepladser lå for det meste i områder truet af fjenden og utilstrækkeligt beskyttede ...«
Historiens største kampvognsslag, operation Zitadelle i juli 1943, var et sidste forsøg på fra tysk side at tilrive sig initiativet ved fra nord og syd at angribe ved roden af en ca. 240 km bred og ca. 80 km dyb lomme om Kursk. Den tyske taktik var bygget op omkring anvendelsen af panserkiler - som i Frankrig i 1940 og i Rusland i 1941. De sværeste kampvogne, Tiger, og de 65 tons tunge selvkørende 88 mm kanoner L70, Elefant, dannede spidsen af kilerne med de lettere PzKpfw IV og Panther deployerede bagud sammen med infanteri. Gennembruddet skulle således tilvejebringes af de kampvogne, der både kunne levere og modtage den tungeste ild, hvorefter de lettere skulle foretage den egentlige opfølgning. Mod disse panserkiler anvendte russerne et fra tyskerne kopieret system af panserspærrelinier, Pakfront, i hvilke op til ti 76,2 mm panservæmskanoner var indsat under fælles ledelse og således kunne koncentreres mod et og samme mål. Spærrelinierne var yderligere forstærket med miner og placeret i dybden bag hinanden. Over for dette velforberedte forsvar kørte de tyske panserkiler fast. Der udviklede sig, da de russiske modangreb indsattes, et panserslag i hvilket over 1500 kampvogne deltog og som resulterede i et nederlag for de tyske panserstyrker, der næsten udslettede den fra syd angribende 4. panserarmé. Med operationen ved Kursk blev det klart, at føringens kunst ikke mere så meget var et spørgsmål om at manøvrere i klassisk forstand med store panserstyrker, men om at organisere sine tekniske ressourcer. Invasionen i 1944 bekræftede dette og stillede såvel de tyske som de allierede panserførere overfor nye prøvelser. For de allierede blev det normanniske bocageterræn et ubehageligt bekendtskab, der viste kampvognens begrænsninger. For tyskernes vedkommende illustrerer flg. uddrag af en rapport fra Rommel, udfærdiget i slutningen af juni 1944, situationens barske virkelighed:
»Fjendens luftherredømme begrænser alle bevægelser i såvel tid som rum og gør enhver tidsberegning umulig. For pansrede og motoriserede enheder af divisionsstørrelse og opefter, begrænser det mulighederne for at føre og manøvrere til tidsrum i mørke og dårligt vejr, hvilket som en generel regel betyder operationer med begrænsede mål ...«
Guderian var - efter en periode i unåde - i februar 1943 blevet inspektør for pansertropperne. Det lykkedes ham inden D-dag og trods katastrofen ved Kur sk at rejse 10 panser divisioner i Frankrig. Disse fik imidlertid ingen afgørende indflydelse under kampene om det umiddelbare brohoved efter landgangen i juni 1944. Årsagerne hertil må dels søges i divergenser mellem Rommel og den øverstkommanderen i Vest, v. Rundstedt, dels i de restriktioner Hitler havde pålagt panserstyrkerne, men også i de allieredes materielle overlegenhed, ikke mindst i luften. Da de allierede brød ud af brohovedet, blev størstedelen af de tyske panserstyrker fanget i Falaise-lommen, hvorefter det var en opgave for de allieredes fly og artilleri at tage sig af dem. Resultatet var »nøjagtig som et af disse overfyldte slagmalerier fra Waterloo eller Borodino - blot var selvfølgelig vraggodset anderledes«. Hitler forsøgte en sidste gang, i Ardenneme i december 1944, at samle panserkiler til et afgørende angreb, men igen blev det demonstreret, at deres dage var talte. - Og dog, i 1967 foretog israelske panserstyrker under general Israel Tals kommando en sidste kavalerimanøvre; men, siger forfatteren i bogens efterskrift, »denne operation er ikke af større betydning for kampvognen end von Bredows Todtenritt ved Mars La Tours var det for dragonerne. Den blev vundet af disciplinerede, teknisk veluddannede og skolede folk over for en veludrustet, men dårligt før hær uden den uddannelsesmæssige og sociale infrastruktur, som er forudsætningen for at føre maskin-krig«. Det skal naturligvis ikke, som forfatteren også afslutningsvis understreger, føre til, at man afskriver kampvognen. Tværtimod vil der stadig være en role for den, men det er den rolle, som general Elles demonstrerede ved Cambrai, og ikke den som general Guderian viste ved Sedan. Det er den plads i partituret, som general Monash anviste den ved Hamel, og som gør, at den »makes its entry precisely at the proper moment, and plays its part in the general harmony«.
K. V. Nielsen
