Log ind

Hvem skriver i dag Hærens historie - og på hvilket grundlag?

#

Indledning 

I mødet med militærhistorisk interesserede støder man ofte på spørgsmålet  om hvem, der i dag officielt beskæftiger sig med Hærens del af dansk  militærhistorie ‐ samt hvad, der i dag har erstattet den ”Dagbog” samt de  ”Fægtningsberetninger” og ”Operationsberetninger”, der i sin tid var en  væsentlig del af grundlaget for en beskrivelse af hærafdelingernes ‐ og dermed  Hærens ‐ historie. Det sidste spørgsmål rejses specielt, når talen falder på den  spektakulære del af Hærens dagligliv, der i dag udspilles i indsatsområder uden  for landets grænser.  

Desårsag har denne ”man” fundet det relevant at undersøge og om muligt  beskrive, hvad der egentlig er hændt efter, at Generalstaben og senere  Hærstaben tilsyneladende ”slap grebet” om det militærhistoriske  udredningsarbejde, der tog sin form i midten af 1800‐tallet.  

 

Tiden frem til 1951 1 

Med indgangen i det 19. århundrede satte Oplysningstiden også et tydeligt  præg på det militære liv, og tidsskrifter som ”Journal for Militaire” og senere  ”Magazin for militair Videnskabelighed” (”forløberen” for dette tidsskrift) så  dagens lys.  

Disse militærhistoriske aktiviteter var frem til systemskiftet afhængig af  monarkens velvilje og ikke mindst økonomiske støtte, men efter 1848  henlagdes den officielle historieskrivning ‐ eller måske rettere: det historiske  udredningsarbejde ‐ under den i 1842 reorganiserede Generalstab, hvor det  forblev i de følgende hundrede år indtil stabens nedlæggelse i 1951.  

Denne periodes begyndelse prægedes naturligt nok af de to slesvigske  krige, hvorved det militærhistoriske udredningsarbejde fik Krigsministeriets  særlige bevågenhed.  

Da ministeriet i 1856 iværksatte arbejdet med en ny hærplan (planen af  1842 havde jo tydeligt vist sine svagheder), savnede man som udgangspunkt  en overskuelig fremstilling af hærens tidligere organisation og historie, hvorfor  Generalstaben indledningsvis blev pålagt at gennemgå, ordne og registrere  Krigsministeriets arkiv fra ca. 1800 og frem til Treårskrigen.  

Da staben efter ca. tre år var klar til at påbegynde arbejdet med en  Arméhistorie for tiden 1800 ‐ 1848, var krigsministeren imidlertid udskiftet, og  opgaven ændredes til indsamling af alt foreliggende materiale med henblik på  en senere udarbejdelse af krigshistorien 1848‐50.

Efter endnu tre år var en arbejdsgruppe i Generalstaben nået så langt som  til en foreløbig ordning af alle arkivalier for de tre krigsår ‐ og man var godt i  gang med udarbejdelsen af en journal for alle krigsbegivenhederne, da  arbejdet standsedes på grund af fornyet krigsfare.  

Arbejdet blev genoptaget i begyndelsen af 1865 og udgivelsen af  Treårskrigens historie påbegyndtes i 1867. Det tog tyve år inden det samlede  værk forelå ‐ tolv bind i tre dele med i alt 4121 sider ‐ og for at citere Helge Klint  (i ”Militærhistorie”):”…et stort og temmelig uhandeligt værk, der er tynget af  en noget ubehjælpsom og uoverskuelig fremstillingsform.” Men det var  Generalstabens første officielle krigshistoriske værk.  

Da de i 1860 indsendte arkivalier omfattede meget andet end de tre  krigsår, besluttede Generalstaben at lade dette materiale behandle statistisk ‐  bl.a. med henblik på anvendelse i forbindelse med udarbejdelsen af en ny  hærlov. Dette arbejde resulterede i ”Statistiske Meddelelser angående den  danske Krigsmagt”; et værk, der dog kun nåede at udkomme i to bind (1867 og  1871) før prioriteringerne ændredes igen.

Efter mange diskussioner mellem Generalstaben og ministeriet blev det i  1879 endelig muligt at danne ”Generalstabens krigshistoriske Arbejder” ‐ et  militærhistorisk element indledningsvis underlagt Generalstabens Taktiske  Sektion. Elementets oprettelse begrundedes med ønsket om en bearbejdning  af de seneste krigsbegivenheder ‐ ikke blot med henblik på udarbejdelsen af en  samlet fremstilling af begivenhederne ‐ men i høj grad for at nyttiggøre  indvundne erfaringer, m.v. i forberedelsen af en ny hærlov.  

Følger man udviklingen gennem de følgende år, må det erkendes, at i al  den tid Generalstaben er ansvarlig for den militærhistoriske aktivitet, var der  ikke tale om fri historisk forskning. Men der var en ‐ set med ”militære øjne” ‐  god sammenhæng mellem målsætning (herunder prioritering af enkelte  perioder og taktiske forhold), indsamling af kildemateriale (kontrolleret  aflevering af arkivalier fra hærens enheder) samt styring af arbejdet (under  Taktisk Sektions overopsyn).

Når det tages i betragtning, at ”elementet” normalt var underbemandet (23 officerer) i forhold til opgavernes størrelse, er det imponerende at se, hvad  man formåede at producere2 ‐ og hermed ‐ stort set ‐ dække den danske hærs  historie fra ca. 1700 til 1864, om end med udgivelser af varierende kvalitet og  tilgængelighed.  

Årsagen til disse variationer skyldtes dels vanskeligheder med at holde  kontinuiteten og overblikket i mange‐binds værkerne ‐ dels det forhold, at  Generalstaben skulle lægge navn til udgivelserne, hvilket i visse tilfælde  medførte en bortcensurering af en hovedforfatters for kontroversielle  konklusioner vedrørende de trufne beslutninger ‐ militære som politiske3. Som  tidligere nævnt, absolut ikke fri forskning.  

Det nødvendige kildemateriale fandtes allerede i ”Hærens arkiv”4, der også  hørte under Generalstaben ‐ eller det blev tilvejebragt ved indkaldelse af  indberetninger, etc. fra hærens afdelinger. Nogle af disse indberetningstyper  standardiseredes efterhånden ‐ det gjaldt således Operationsberetninger og  Fægtningsberetninger5, der under krigsforhold skulle supplere afdelingernes  Dagbøger.6  

Der blev skrevet fægtningsberetninger i forbindelse med kampene 9 APR  1940 ‐ og disse blev anvendt senere som kildemateriale ‐ men begrebet  forsvandt og sås sidste gang i ”Arbejdsudkast til Feltreglement I.B.”(optrykt i   1952). Dagbogsbegrebet levede længere og sås sidste gang i ”Regl. for  Kampbataljonen” (1978/82) ‐ dog uden bestemmelser for dagbogens føring og  indhold. De forsvandt nemlig med ”Regl. for Fodfolksbataljonen” i 1961.

Nogen undrer sig måske over, at ovennævnte type indberetningsformer  blot forsvinder ‐ uden videre ‐ netop i en tid, hvor genopbygningen og  reorganiseringen af den danske hær afspejler den politiske vilje til at anvende  militære midler ‐ og hvor vi, der gjorde tjeneste under ”Den kolde Krigs” første  år, var ret så overbeviste om, at det kunne blive alvor når som helst. Men  måske skal noget af forklaringen findes i nedenstående.  

 

Tiden 1951 - 1991 

I forbindelse med Hærloven af 1951, hvor Generalkommandoen og  Generalstaben afløses af hhv. Hærkommandoen og Hærstaben, ændres også  de krigshistoriske arbejders vilkår, idet personelstyrken reduceres yderligere ‐  for endelig at blive udskilt og ”efterladt” i forbindelse med Hærstabens  nedlæggelse/flytning til Vedbæk. 

I starten af 1970’erne er det militærhistoriske element omdøbt til ”Hærens  militærhistoriske Arbejder” og reduceret til én mand, der samtidig var  Kommandant i Kastellet. I 1991 overførtes ”funktionen” til Chefen for Det  Kongelige Garnisonsbibliotek (KGB), der til formålet samtidig tildeltes en  pensioneret officer og en kontorassistent.

Som Helge Klint skriver i et indlæg til Hærens Årsskrift 1966, var det ”som  om Hærstaben ”glemte” sine Krigshistoriske Arbejders eksistens ‐ eller i hvert  fald agtede dette aktiv ringe”. Dette indlæg blev aldrig publiceret. Ganske vist  havde Hærstaben i 1961 pålagt Hærens Krigshistoriske Arbejder at udarbejde  en ”opdateret” fremstilling af krigen 1864 i samarbejde med  marinehistorikeren, kommandørkaptajn H.F.Kiær, men arbejdet måtte  indstilles i 1963 på grund af manglende penge. Værket ”Krigen 1864” udkom i  1968 ‐ men for forfatterens egen regning.  

Der kan have været mange årsager til, at Hærstaben tilsyneladende  mistede interessen ‐ eller i hvert fald prioriterede det historiske  udredningsarbejde lavt.

Én begrundelse kunne være en forståelig fokusering på de påtrængende  krav om ændringer i hærens doktriner og organisation, som det nye NATOsamarbejde og den nye (atom)teknologi nødvendiggjorde. Kravet om  nytænkning ville måske blive hæmmet af for megen tilbageskuen?

En anden begrundelse for tilbageholdenheden kunne være den ofte  massive kritik, der i disse år rejstes fra civile (og universitetsuddannede) historikeres side mod Hærens autodidakte militærhistorikere, hvis arbejder  ikke opfattedes som baseret på seriøs forskning?7  

Det kunne også være en opfattelse af, at den danske hærs ”fredshistorie”  blev passende varetaget på regimentsniveau ‐ samt at en evt. kommende krig  ville blive en atomkrig af så kort varighed, at det senere historiske  udredningsarbejde kunne klares uden brug af de tidligere nævnte ”dagbøger”  og ”fægtningsrapporter”?

Endelig kunne det også skyldes, at Hærstaben i disse år brugte megen tid  på en kamp for egen overlevelse ‐ en ”kamp”, der via en tilværelse som  værnsinspektorat fra 1982 førte til oprettelsen af Hærens Operative  Kommando i 1991.  

Da Danmark fra slutningen af 1940’erne påbegyndte sit mangeårige  engagement i FN’s fredsbevarende operationer, blev de fra Hæren udsendte  styrker på et tidligt tidspunkt baseret på opstilling af særlige kontingenter ‐  formeret ”for tilfældet” af hovedsageligt frivilligt personel ‐ og hvor hvert  kontingent havde en ”eksistens” på seks måneder. Uddannelsen og  udsendelsen af disse FN‐styrker blev forestået af en FN‐afdeling ‐ direkte  underlagt Hærstaben. Denne afdeling var samtidig et ”knudepunkt” for den  hurtigt voksende strøm af alle slags rapporter, såvel nationalt pålagte som  efterretningskopier af kontingenternes ”FN rapportering”.

Efterhånden som tiden gik, fik FN‐tjeneste en alment accepteret lavstatus  blandt Hærens officerer ‐ der skete jo ikke noget og man fik jo ikke lov til at  ”operere” ‐ her var intet ”at hente”. Derfor kan det heller ikke undre, at de  udsendte styrkers omfangsrige rapportering fik lov at henligge stort set  upåagtet og ‐ desværre for den senere udredning ‐ for en stor dels  vedkommende usorteret og uensartet registreret.

Arkivering ‐ og den dermed forbundne sortering og registrering ‐ har vel  aldrig været betragtet som de mest ophidsende aktiviteter ved ”de kæmpende  enheder”, hvorfor registreringssystemets muligheder for en emnemæssig  grovopdeling ofte har været udnyttet til det yderste. Dette betød knap så  meget i den periode, hvor Hæren havde sit eget arkiv8 og personale under  ledelse af en Hærarkivar. Deres ekspertise opvejede oftest manglerne i  registreringen og registreringssystemet.  

Da Hærens Arkiv ‐ efter årtiers overvejelser ‐ inkorporeres i Rigsarkivet som  dets 3. afdeling i 1972, nedlægges stillingen som hærarkivar ‐ og dette bliver  begyndelsen til en langsom ”udfasning” af den ekspertise, der var én af  forudsætningerne for en rimelig hurtig adgang til det søgte emne på trods af  mangelfuld registrering. Dette problem løstes ikke ved sammenlægningen af  alle Forsvarets arkiver i 1980 og udsendelse af  Forsvarskommandobestemmelser vedrørende aflevering, bevaring og  kassation af arkivalier, idet i hvert fald Hærens gamle ‐ og på mange områder  forældede ‐ emneliste eller registrant overførtes ret så ukritisk.

På trods af den tilsyneladende mangel på officiel interesse for Hærens  historie ‐ og dermed også vilkårene for individuel forskning ‐ der præger tiden  frem til begyndelsen af 1990’erne, blev der af mange officerer ”arbejdet ved  siden af havende tjeneste”.  

Det blev ikke blot til opdateringer af afdelings‐ og regimentshistorier og  udgivelse af institutioners jubilæumsskrifter ‐ men også til publicering af  arbejder vedrørende den mere generelle udvikling af Hæren og taktikken for  dens anvendelse9.  

 

Tiden efter 1991 

De sikkerhedspolitiske ændringer og Danmarks øgede internationale  engagement i begyndelsen af 1990’erne gav Hæren nogle udfordringer ud over  de sædvanlige udsendelser af styrker i fredsbevarende operationer. De første  kontingenter til det tidligere Jugoslavien var ganske vist fortsat iført ”de blå  baretter”, men en bataljonsstørrelse på over 900 mand med et stabselement  baseret på en tidligere brigadestab var ud over det almindelige for en FNafdeling, der da også blev afviklet i forbindelse med hjemtagelsen af det  danske kontingent på Cypern i 1993.  

De voksende krav om større robusthed til FN‐styrkerne på Balkan – og  senere generelt til de styrker, der udsendtes i internationale fredsstøttende  operationer ‐ stillede selvsagt krav om en anderledes rekruttering, opstilling,  udrustning og uddannelse af de danske kontingenter end hidtil.  Disse  funktioner blev overdraget Den Danske Internationale Brigade, der var blevet  oprettet i 1994 ‐ i samarbejde med udpegede opstillende myndigheder  (regimenter, m.fl.).

Det var – og er – imidlertid Hærens Operative Kommando (HOK), der har  ”den daglige kontrol” og kontakt med de udsendte kontingenter ‐ og det er  HOK, der gennemfører indhentning og bearbejdning af erfaringer under alle  faser af en udsendelse – på grundlag af rapportering, besøg i  operationsområdet samt debriefing af nøglepersonel10…en passende og  tidssvarende ”erstatning” for tidligere tiders operations‐ og  fægtningsrapportering.

De ændringer af operationsbetingelserne, der er forårsaget af overgangen  fra freds‐bevarende‐ til fredsstøttende operationer (heraf nogle under  skærpede omstændigheder), har selvsagt skærpet opmærksomheden og  hastigheden, hvormed indvundne erfaringer bearbejdes og bringes til  anvendelse. Det skal erkendes, at der i denne forbindelse hverken er tid eller  behov for at afvente et evt. militærhistorisk udredningsarbejde, men – belært  af erfaringerne ‐ bør et sådant arbejde kunne iværksættes snarest muligt efter  (om ikke før) en missions ophør, baseret blandt andet på nedklassificerede  arkivalier og interviews.

Og her er det vel så på sin plads at notere, at der på området faktisk er  gjort visse – om end beskedne – tiltag. I løbet af 2001 ”genopstod” Hærens  Militærhistoriske Arbejder – nu i regi af HOK – efter at ”normen” var blevet  fritstillet fra KGB i midten af 1990’erne. ”Hærens Militærhistoriske  Medarbejder” (som funktionen nu benævnes) har ifølge sit direktiv ”til opgave  at dokumentere og fastholde Hærens historie” – hvilket bl.a.11 sker ved:  

- ”At beskrive og sikre Hærens historie fra 1948 i forbindelse med de  internationale opgaver”, idet det samtidig anføres, at der ikke findes noget  samlet arkiv.  

- ”At beskrive og sikre Hærens historie med udgangspunkt i forsvars‐ og  hærordninger fra 1937 i forbindelse medstrukturændringer som følge af  forsvarsaftaler”.  

- ”At opbygge en militærhistorisk database over oplysninger og sager, m.v.  om begivenheder og hændelser i Hærens historie.”  

- At ”gennemgå eksisterende arkivbestemmelser for udsendte enheder  m.h.p. at stille forslag til eventuelle ændringer”.

Denne opgaveanvisning må betragtes som helt relevant for en  genoptagelse af det militærhistoriske arbejde og et tegn på de gode  intentioner; men ‐ med al respekt for ”arten” ‐ er det måske nok en lidt for stor  mundfuld for én vederlagslønnet pensioneret officer på nedsat tid.  

 

Afsluttende bemærkninger 

Med de nævnte tiltag fra HOK side er der håb om, at udredningsarbejdet og  beskrivelsen af Hærens historie igen er bragt tilbage på det spor, der blev lagt i  Generalstabens dage.  

Den militærhistoriske database er ved at være operationel ‐ og vil om kort  tid være at finde som en hjemmeside på Internettet. Men validiteten af de her  tilgængelige informationer ‐ samt af de øvrige nævnte ”beskrivelser” ‐ vil  fortsat være afhængig af en helt nødvendig (om end ressourcekrævende)  opsporing, gennemgang og sortering af alle eksisterende arkivalier. Sker  dette, vil grundlaget for historieskrivningen igen være til stede.  

 

Anvendte kilder 

Klint, Helge, Militærhistorie. København, 1970  Norrie, Gordon, ”Hærstabens historiske Arbejder”. Tillægshefte nr.1/1966 til  Militært Tidsskrift.  

Petersen, V. Aa. (red) Rigsarkivet og hjælpemidlerne til dets benyttelse III, 1.  Forsvarets arkiver. Vejledning og oversigt. I. Hæren. Rigsarkivet 1984  Forsvarskommandoen, Ved forenede kræfter. Forsvarets øverste militære  ledelse.  

Forsvarschefsembedet og forsvarets udvikling 1950‐2000. FKO 2000.  Militært Tidsskrift, nr. 4, 2003  

Møder med personel fra IOSEK/HOK (OKT 2003), HMA/HOK (DEC 2003) og  LESEK/HOK (JAN 2004).  

 

Fodnoter

1 Heri bearbejdede uddrag fra oberstløjtnant Helge Klints, Militærhistorie (1970)  og Gordon Norries, Hærstabens historiske Arbejder. (Se Kilder).

2 Ud over allerede anførte værk skal her nævnes:   Den anden slesvigske Krig ‐ 3‐binds værk ‐ udgivet 1883.   Den dansk‐tydske Krig 1864 ‐ 3‐binds værk ‐ udgivet 1890‐92.   Meddelelser fra Krigsarkiverne ‐ 9‐binds værk ‐ udgivet 1883‐1902.   Bidrag til den store nordiske Krigs Historie ‐ 10‐binds værk ‐ udgivet 1900‐39.   4. Division i Nørrejylland 1864 ‐ ét bind ‐ udgivet 1936.   Hæren ved Danevirke 1864 ‐ ét bind ‐ udgivet 1938.   Dybbøl 1864 ‐ ét bind ‐ udgivet 1942.   Frederik VI’s Hær 1784‐1814 ‐ ét bind ‐ udgivet 1948.

3 Kaptajn C.Th. Sørensens manuskript til Den anden slesvigske Krig fandtes så  kontroversielt, at det i løbet af tre år måtte igennem en firdobbelt censur inden  Generalstabens godkendelse. Resultatet er stærkt præget af beskæringer, men  anses alligevel for en af de bedste fremstillinger af krigen.  

4 Indtil 1921 officielt ”Krigsministeriets Arkiv” men reelt en form for militært  landsarkiv.  

5 Bestemmelser for disse indberetningstyper er fundet optaget i Udkast til  Feltreglement I.B. Kamp (1927), men er formentlig beskrevet før.  

6 Meget tyder på, at bestemmelser for føring af dagbøger allerede er  introduceret under Frederik VI.

7 OL Helge Klint blev dog i 1967 opfordret til at afholde en ”Militærhistorisk  Orientering” for de studerende ved Københavns Universitets Historiske  Institut.  

8 Arkivets udviklingshistorie er nærmere beskrevet i ”Forsvarets Arkiver”, jf.  kildeangivelser. En publikation, der i øvrigt giver en udmærket oversigt over,  hvad der findes af Hærens stabes, enheders og institutioners arkivalier frem til  begyndelsen af 1970’erne.

9 Her kan f.eks. nævnes Michael H. Clemmesens Jyllands landforsvar fra 1901 til  1940 (1982) og A.C.B. Veggers Slesvig‐Holsten fra 1945 til 1962 (1985) og  Udvikling af det danske doktrinære grundlag for forsvarskampen i årene efter 2.  Verdenskrig (1989).

10 Her henvises i øvrigt til GM P. Kiærskous artikel, ”Forberedelse til indsættelse  i internationale missioner”. Militært Tidsskrift, nr.4, 2003, pp. 558‐566.  

11 Her er kun anført et udpluk – aktuelt for denne artikel.